The Walking Dead 9 + 10

‘The Walking Dead – book 5’ er en hardcover-udgave af The Walking Dead-hæfterne 9+10. Læs mine anmeldelser af henholdsvis ‘The Walking Dead 1’, ‘The Walking Dead 2-5’ og ‘The Walking Dead 6-8’.

Jeg kan ikke komme med et resumé, da det vil afsløre alt, alt for meget af handlingen af de foregående bøger, men jeg vil kommentere på læseoplevelsen.

‘The Walking Dead – book 5’ er desværre ret svag sammenlignet med de tidligere hæfter i serien. Det er selvfølgelig svært at lave en efterfølger til hæfte 7 og 8, da de var temmelig actionpacked og spændende (og afslutningen i hæfte – wow!), men der sker forbløffende lidt i hæfte 9 og 10 – for lidt til min smag.

Jeg kan egentlig godt lide, at der bliver tid til at dvæle lidt ved de ting, der sker i det foregående hæfte, men jeg synes desværre, at handlingen går i stå og kun gør et forkølet forsøg på at starte noget nyt op.

Derfor – jeg var ikke specielt imponeret af hæfte 9+10, men jeg håber, der kommer mere gang i den i de næste hæfter. Jeg har nemlig ‘The Walking Dead – book 6’ stående på hylden allerede…

The Name of the Wind

Jeg har lovet mig selv at genlæse en række bøger i år. Det er ellers noget, jeg ikke har dyrket i mange år – primært fordi der er så mange nye bøger, jeg gerne vil læse. Men det kan nu også være meget hyggeligt at genlæse en god bog, og det gjorde jeg tidligere på måneden, da jeg genlæste ‘Vindens Navn’ og ‘Dragedræberen’ – de danske oversættelser af ‘The Name of the Wind’ af Patrick Rothfuss. Nu undrer du dig muligvis over, hvorfor jeg nævner de danske titler, men viser et billede af den engelske udgave. Se. oprindeligt læste jeg de danske udgaver. Da anden bog i serien. ‘A Wise Man’s Fear’, blev udgivet, blev den dog ikke oversat til dansk, så der købte min kære ægtefælle den engelske udgave. Jeg håbede, den på længere sigt ville blive oversat til dansk, men nej, så på et tidspunkt solgte jeg de danske udgaver og købte i stedet den engelske udgave. I påsken har jeg så planer om at læse ‘A Wise Man’s Fear’, men da det er så lang tid siden, jeg læste forgængeren, måtte jeg hellere genlæse den. Her burde jeg måske have taget den engelske udgave, når nu jeg har den stående, men da jeg opdagede, at man kan låne de danske udgaver som lydbog på ereolen.dk, så var det altså noget lettere, for så kunne jeg høre den på mine gåture, og når jeg lavede mad.

Nå, men… tilbage til anmeldelsen af ‘The Name of the Wind’. Bogen er første del i en trilogi og handler Kote/Kvothe – en mand med mange identiteter, som arbejder som krovært, men har en meget interessant fortid, som han vælger at fortælle om til en kronikør, da denne besøger kroen. Kvothe vokser op i en gøglertrup, hvor han lærer alskens trick og kunster, men det sorgløse liv ender brat, da resten af truppen – inkl. hans forældre – bliver slået ihjel. Kvothe klarer sig som tigger gennem flere år, inden han får mulighed for at søge om optagelse på et universitet. Kvothe har nemlig anlæg for magi, men han har ingen penge, så han bliver nødt til at udtænke en skudsikker plan for, hvordan han får plads på universitetet. Det lykkedes… men så starter Kvothes prøvelser først for alvor…

Dette er en af de mest roste fantasybøger, der er udgivet gennem de sidste 10 år, og det er også en spændende og medrivende fortælling, forfatteren har skruet sammen – lige på nær starten. Da jeg ville læse bogen første gang, gik jeg faktisk i stå efter de første 100-150 sider og vendte først tilbage til bogen et halvt år efter, og da jeg for nylig genlæste bogen, var starten da også noget træg at komme igennem. Den er forvirrende, rodet og ikke specielt fængende, men hvis du kan klare dig igennem den, venter en medrivende og dramatisk historie om en dreng, der vokser op og kun kan overleve, fordi han er kløgtig OG tør tage chancer.

Selve historien har jeg set mange gange før – den ensomme, forældreløse dreng (m/k) der kæmper for at nå sit mål, men skal igennem så mange strabadser inden. Det er dog mere den verden og den stemning, som forfatteren formår at opbygge, der gør ‘The Name of the Wind’ til en god fantasybog. Det er en levende og nærværende fortælling, hvor forfatteren i den grad forstår at male med ordene, så scenerne bliver levende og troværdige.

Bogen skifter mellem nutid – den voksne Kvothe, der fortæller sin livshistorie til kronikøren – og drengen Kvothe, som når at gå fra barn til dreng i løbet af ‘The Name of the Wind’. Skiftet mellem de to tider er lidt forvirrende i starten, men fungerer senere hen ganske fint.

Kvothe er på mange måder ganske menneskelig. Selvom hans evner inden for musik og magi er uovertrufne, så begår han stadig fejl – ofte fordi han lader sig provokere eller er lidt for kæk. Det er befriende med en hovedperson, der ikke er fejlfri og som ikke altid opfører sig kontrolleret og velovervejet.

Jeg savner måske lidt mere tempo i bogen – i hvert fald i anden halvdel, hvor historien ind imellem går lidt i stå eller gentager sig selv. Der kommer dog også et par hints til, hvad der videre vil ske, som gør, at min nysgerrighed bliver pirret, og jeg aldrig når for alvor at kede mig.

Jeg regner som sagt med at læse fortsættelsen i løbet af de næste par uger, og jeg er meget spændt på, hvad Kvothe nu vil rode sig ud i.

A Dance with Dragons

Denne bog – som i dette tilfælde er delt op i to bøger – er femte bog i George R. R. Martins serie ‘A Song of Ice and Fire’ – eller bedre kendt som ‘Game of Thrones’-serien. Anmeldelserne af de foregående bøger kan du finde her:
‘A Game of Thrones’
‘A Clash of Kings’
‘A Storm of Swords’
‘A Feast for Crows’

Jeg havde egentlig lovet mig selv, at jeg først ville læse ‘A Dance with Dragons’, når udgivelsesdatoen for den 6. bog var blevet offentliggjort, men da det endnu ikke er sket (suk), og tvseriens 5. sæson går i gang om tre uger, så kunne jeg ikke trække den længere.

Vanen tro kommer der ikke noget resumé her, da det vil afsløre for meget af handlingen i de foregående bøger.

‘A Dance with Dragons’ er desværre seriens hidtil dårligste bog. Den første halvdel tog mig rimelig lang tid at komme igennem. Den var træg, handlingen stod i stampe, og så hjalp det selvfølgelig heller ikke, at mange af dem, jeg nyder at følge, ikke var med.

Anden halvdel var bedre – men ikke nok. Tempoet var noget ujævnt, og det var langt fra alle de nye personer, der blev introduceret, som virkede interessante. Jeg blev også lidt træt af forfatterens forkærlighed for at lave cliffhanger-scener, hvor en af hovedpersonerne måske/måske ikke dør. Det blev lige lovlig Dan Brown-agtigt (og det er ikke et kompliment i dette tilfælde).

Den overordnede historie bevægede sig lidt – overraskende lidt – i denne bog, og det er synd, for det er lige før, at man ikke behøver at læse denne bog for at gå direkte til den 6. bog (når den engang udkommer). Selvfølgelig var der enkelte af personerne, som udviklede sig undervejs, men slet ikke lige så drastisk som i de foregående, og selvom flere af dem også oplevede nogle interessante ting, så var der ikke særlig mange af dem, der var skelsættende for den samlede fortælling.

Alt i alt – udmærket underholdning, men til tider også lidt af en kamp at komme igennem. Og kan næste bog så snart blive udgivet, tak!

Unwholly

Dette er anden bog i ‘Unwind’-serien, der er skrevet af Neal Shusterman – læs anmeldelsen af den første bog.

‘Unwholly’ foregår et stykke efter slutningen på den første bog, og jeg kan ikke komme med et resumé af bogen uden at afsløre for meget af handlingen i ‘Unwind’. I stedet opsummerer jeg plusser og minusser ved ‘Unwholly’.

Først og fremmest er der udviklingen ifm. de personer og den verden, historien foregår i. Jeg kan godt lide, at forfatteren formår at udvikle de enkelte personer – både med positive og negative træk – og samtidig introducere nye, interessante personer, der bidrager til nye vinkler og konflikter i historien.

Der kommer også flere lag i samfundsbeskrivelsen og ikke mindst dilemmaer, som menneskene står i nu, hvor begivenhederne fra første bog har været med til at ændre flere ting. Det er virkelig interessant, og der var tilmed også et par overraskende twists undervejs – og det elsker jeg.

Der er et – måske to – minusser ved denne bog. En af de personer, der får en form for skurkerolle undervejs, har jeg lidt svært ved at forstå – eller rettere, jeg kan ikke helt forstå vedkommendes motivation til at gøre de horrible ting, og derfor kommer det til at virke lidt utroværdigt på mig.

En anden ting er, at jeg ærgrer mig lidt over, at det er en ungdomsbog og ikke en voksenbog, for det gør den på nogle områder lidt simpel. Det er der sådan set ikke noget i vejen med, men jeg kunne virkelig godt have tænkt mig at se, hvordan forfatteren ville have skrevet bogen, hvis den udelukkende var henvendt til voksne. Jeg er sikker på, at den så var blevet endnu mere barsk og samfundskritisk, og det ville slet ikke gøre noget.

Vind en fantastisk bog

Sidste år læste jeg den fantastiske bog, ‘A Monster Calls’ af Patrick Ness, og den er netop blevet udgivet på dansk af Gyldendal. Jeg har fået tilsendt et eksemplar af den danske udgave, men da jeg allerede ejer den engelske udgave, synes jeg, at en af jer læsere i stedet skal have muligheden for at læse denne rørende, smukke og rigt illustrerede fortælling.

Derfor – hvis du gerne vil vinde denne bog, så smid en kommentar til dette indlæg, hvori du fortæller mig om en bog, der har fået dig til at græde. Husk også at skrive din e-mailadresse.

Konkurrencen varer frem til tirsdag den 31. marts 2015.

The Praxis

En af mine yndlingsgenrer, når det gælder bøger, er sci-fi, men det er deprimerende sjældent, at jeg rent faktisk får læst sci-fi-bøger. Måske skyldes det, at det er en genre, som i den grad har været overskygget af blandt andet fantasy gennem mange år, for det er sjældent, jeg støder på klassisk sci-fi i listerne over bøger, der udgives hver måned. Men så er det godt, at en af mine venner på et tidspunkt gav mig en trilogi, hun var ret vild med. Hun beskrev den som space opera – ikke opera som i musikgenren men som i drama og personlige konflikter.

‘The Praxis’ er skrevet af Walter Jon Williams og er den første bog i ‘Dread Empire’s Fall’-trilogien. I starten af bogen lægger den sidste af den gamle race sig til at dø, og det spreder uro og usikkerhed i resten af universet. Hvad vil der nu ske? I tusinder af år har den gamle race styret verden, og imperiet trues nu af oprør og kaos. Den unge løjtnant Gareth Martinez er den første, der opdager, at Naxid-væsnerne har tænkt sig at udføre et kup under et af imperiets store sportsbegivenheder, men hvem vil høre på en ung og ubetydelig løjtnant? Martinez står alene med problemerne – eller næsten, for piloten Carolina Sula bliver også snart en del af de få, der måske kan stoppe Naxid i at kuppe sig magten i imperiet.  

Elsker du, når en bog overrasker positivt? Det gør jeg, og jeg må i den grad sige, at jeg blev positivt overrasket, da jeg læste denne bog. Jeg frygtede lidt, at det var en bog med en masse (unødige) tekniske beskrivelser og utrolig mange sære racer, der skal holdes styr på, men det var nu ikke så galt. Til gengæld var der masser af drama, intrige og interessante twists i personbeskrivelserne, og jeg kedede mig ikke på noget tidspunkt.

Starten var lidt knudret, men det er ikke usædvanligt, når det gælder sci-fi. Beskrivelsen af den verden, historien foregår i, var lidt træg og gumpetung, men da først de mest basale rammer var på plads, begyndte historien for alvor at folde sig ud.

Martinez er en ung, ambitiøs og lettere fandenivoldsk løjtnant, som er let at holde af. Jeg kunne ikke lade være med at sammenligne ham med McNulty i The Wire, for der er lidt af den samme handlingsorienterede og manglende respekt for autoriteterne. Han suppleres godt af Sula, som i løbet af bogen viser sig at have en ret fascinerende baggrundshistorie. Jeg er ret vild med, hvordan hendes fortid stille og roligt afsløres i løbet af bogen, og jeg glæder mig til at se, hvor meget den vil blive inddraget i resten af serien. Jeg ærgrer mig dog over, at Martinez og Sula ikke har så meget med hinanden at gøre, som jeg havde forventet, men det kan jo være, det kommer senere i historien.

Det bedste ved bogen er dog den fuldfede sci-fi-stemning, der gennemsyrer historien og som får min indre biograf til at vise de mest fantastiske billeder af eksploderende rumskibe og dramatiske scener fra kommandobroen. Wauw! Jeg elskede det.

Er du sci-fi-fan, så vil jeg klart anbefale dig denne bog. Den er mættet på action, drama og store personligheder, og så drypper den af rum-stemning.

Unwind

Jeg deltager også i Goodreads‘ ‘Vælg for mig’-udfordring denne måned, og her blev jeg blandt andet opfordret til at læse ‘Unwind’ af Neal Shusterman. Det er første bog i en tetralogi, og jeg havde temmelig høje forventninger til serien, for jeg elskede ‘Skinjacker’-trilogien af samme forfatter.

I ‘Unwind’ følger man tre teenagere – Connor, Risa og Lev, der alle tre skal ‘unwoundes’ – dvs. sendes til lejre, hvor de vil blive dissekeret, så deres organer kan bruges til organtransplantationer. Connor, Risa og Lev lever nemlig alle i en nær-fremtid, hvor forældre kan vælge at ‘unwounde’ deres børn, når disse er mellem 13 og 18 år. Det er både en måde til at skaffe sig af med besværlige og kriminelle teenagere eller forældreløse børn, men der er også religiøse familier, der ser det som en velsignelse at blive ‘unwounded’. Samfundet forsøger generelt at fremstille det som noget naturligt og positivt, for de mange organer er med til at sikre en højere levestandard hos resten af befolkningen, der nu lettere kan kureres for diverse dårligdomme. Men ikke alle synes, at ‘unwinding’ er naturligt eller positivt – heriblandt de fleste af børnene, det går ud over – og da Connor, Risa og Lev ender med at være på flugt fra myndighederne, finder de frem til ligesindede, der heller ikke ønske at give deres organer som reservedele for andre.

Det er et meget voldsomt og dystert fremtidsbillede, som ‘Unwind’ bygger på. Det tog mig lidt tid at acceptere præmissen ved historien, eftersom langt de fleste af de børn, der fødes i dag (i den vestlige verden) er ønskebørn og derfor næppe børn, som forældrene har lyst til at ‘unwounde’. Omvendt bringer medierne ind imellem forfærdelige historier om, hvordan børn i 3. verdenslande bruges (ufrivilligt) til organdonationer – noget, som forfatteren også inddrager i bogen, da hvert kapitel indledes med en absurd (men sand) historie fra virkeligheden.

Det er en interessant – men lige lovlig klassisk – historie om teenagere, der gør oprør mod det eksisterende samfund. Det er der ikke noget nyt i, og bogmarkedet er da også blevet oversvømmet med dystopiske ungdomsromaner de senere år, der er bygget på samme skabelon. Det ærgrede mig lidt i starten – jeg syntes ikke, der var så meget nyt i fortællingen – men så nåede jeg til de sidste 100 sider, hvor historien for alvor begyndte at krybe ind under huden på mig. Der er specielt en scene, som i den grad illustrerede, hvor forfærdeligt ‘unwinding’ er. Scenen gav mig decideret kvalme, og det tror jeg aldrig, jeg før har oplevet, mens jeg læste en bog. Og nej – scenen er hverken blodig, voldelig eller på anden måde visuel ulækker – den er nærmere underspillet og diskret, og alligevel var det lige præcis nok til at få min hjerne til at skabe forfærdelige billeder i mit hoved. Bvadr – men på den gode måde, hvis du forstår, hvad jeg mener.

‘Unwind’ stiller en række interessante spørgsmål mht. hvad samfundet kan tillade sig over for borgerne, og hvad man forventes at gøre for at være en god borger. Samtidig bygger forfatteren stille og roligt flere lag ind i historien, men jeg vil ikke røbe for meget her, for det vil ødelægge lidt af fornøjelsen, hvis du har planer om at læse bogen på et tidspunkt.

Jeg var ganske godt underholdt af bogen, og jeg regner med at læse serien færdig her i løbet af foråret. Jeg har faktisk allerede læst anden bog i serien, ‘Unwholly’, og anmeldelsen følger i løbet af den næste uges tid. Denne serie virker umiddelbart mere simpel i forhold til ‘Skinjacker’-trilogien, men jeg synes som sagt, at ‘Unwind’-serien stiller en række spændende spørgsmål, som er værd at tænke over.

Fødselsdagsgaver, bogindkøb og nye brugte bøger

Da jeg havde fødselsdag for nylig, var der heldigvis også et par hårde, firkantede pakker – aka bøger 🙂 Jeg fik to bøger, som jeg virkelig ser frem til at læse. ‘Salomons ring’ er fortsættelsen til Bartimæus-trilogien, som er en af mine favoritter mht. fantasy-serier. Jeg er meget spændt på, om den kan leve op til forgængerne. Jeg fik også ‘Doktor Søvn’, der er fortsættelsen til en af Stephen Kings mest kendte bøger, ‘Ondskabens Hotel’. Sidstnævnte er godt nok ikke blandt mine King-favoritter (hvilket egentlig siger mere om, hvor mange gode bøger, han har skrevet, end om kvaliteten af lige den bog), men jeg er ret nysgerrig mht. hvad der har fået ham til at skrive en fortsættelse, og hvad der mon vil ske i bogen.

Jeg fik også lidt penge i fødselsdagsgave, og da jeg havde lovet mig selv at shoppe lidt bøger lige efter fødselsdagen (så jeg kunne købe de bøger, jeg havde ’sparet op til’), så var det oplagt at kombinere disse to ting. Jeg har været lidt skeptisk mht. Saxos Plusmedlemsskab – måske fordi jeg er bange for, at det så vil betyde, at jeg vil føle mig forpligtet til at købe bøger hver måned, hvis jeg er medlem. Omvendt er det let at til- og framelde sig (ingen bindingsperiode eller lignende), så efter at have tjekket normalpriserne på de bøger, jeg ville købe, valgte jeg at købe dem til Pluspris. Det kunne især godt betale sig, eftersom jeg blandt andet købte ‘The Walking Dead’ hard cover-versioner, som per definition er dyre.

Stablen af indkøbte bøger er – for at sige det mildt – ret blandet! Der er både tegneserier, 1800-talslitteratur, ungdoms-sci-fi og en fagbog/biografi, og jeg glæder mig så meget til at læse dem alle sammen!

Udover ovenstående bøger har jeg i løbet af de sidste par måneder udnyttet nogle tilbud hos Bookoutlet. Her har jeg købt ‘Lockdown’, ‘The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship of Her Own Making’ og ‘Danse Macabre’.

Sidst men ikke mindst har jeg fået ovenstående bøger, da min svigermor sorterede sine skønlitterære bøger og derefter tilbød mig at kigge de kasserede bøger igennem, inden resten røg videre til genbrugsbutikken. ‘Den lukkede bog’ har jeg læst for nogle år siden og husker som ret god. Den kan jeg godt finde på at læse den på et tidspunkt. ‘Under en brændende sol’ har længe stået på min mentale to-read-liste, og ‘Giganternes fald’ føler jeg et eller andet sted forpligtet til at læse på et tidspunkt. ‘Små gule citroner’ er et sats. Jeg har virkelig ingen idé om, hvorvidt det er en bog for mig, men der er jo kun én måde at finde ud af det på…

Har du læst en eller flere af ovenstående bøger, og hvad syntes du i så fald om den/dem?

The Golem and the Djinni

For over et år siden surfede jeg rundt på Amazons hjemmeside (det var inden, jeg helt droppede dem pga. virkelig mange dårlige sager om ringe behandling af medarbejderne m.m.), og her faldt jeg over denne smukke bog, som straks fangede min interesse. Både forsiden og titlen gav løfter om eksotiske eventyr, og jeg endte da også med at købe den sidste år – dog via Kennys Bookshop.

‘The Golem and the Djinni’ er skrevet af Helene Wecker og foregår i New York i 1899. Her ender Chava, en ung kvindelig golem, da hendes herre dør på skibet, der sejler dem til Amerika. Chava ved ikke, hvordan hun skal leve uden en herre, men heldigvis bliver hun opdaget af en rabbiner, der kan se, at hun er en golem. Han tager sig af hende og sørger for, at hun får arbejde hos en bager, hvor hun snart skaber de fineste og lækreste kager.

Et andet sted i byen slipper Ahmad fri af den kobberflaske, som har holdt ham fanget de sidste mange århundrede. Han er djinn og skal pludselig forholde sig til en verden og en virkelighed, der ligger meget langt fra den, han kender. Han får arbejde hos en blikkenslager og klarer sig godt, men han kan ikke slippe drømmen om at se sit land igen.

Både Chava og Ahmad forsøger at tilpasse sig den nye verden, men det er tydeligt, at de har svært ved at passe ind i menneskenes samfund. Da de to mødes flere gange, opstår der stille og roligt et venskab bygget på accepten af, at de er forskellige og alligevel har meget tilfælles. Et venskab, der dog udfordres af en forfærdelig episode, som ændrer alt.

Denne bog er på mange måder nærmest provokerende stilfærdig og underspillet, og alligevel nød jeg at fordybe mig i den magiske fortælling om golemmen og djinnien. Det er en smuk og skrøbelig fortælling om to væsner, der befinder sig i en fremmed verden, hvor de kan finde et fællesskab i at være forskellige fra alle andre, og det er også en meget stilfærdig og nærmest subtil kærlighedshistorie.

Jeg er ret vild med den magiske realisme, som forfatteren bruger til at skabe historien. Kombinationen af ‘virkeligheden i New York’ i slutningen af 1800-tallet og de to magiske væsner giver en fantastisk dynamik, som afføder en lang række dilemmaer og konflikter, de skal forholde sig til. Samtidig er personbeskrivelserne virkelig gode – det er en fornøjelse at se så nuancerede personer, ikke blot de to væsner men også de mennesker, de omgås, for selvom jeg helt klart fattede sympati for de to hovedpersoner, så var der heller ingen tvivl om, at de bestemt havde fejl og mangler.

Det er en bog, der kræver tålmodighed – i hvert fald fra min side. Jeg havde nok forventet en lidt mere klassisk og direkte kærlighedshistorie, og jeg havde nok også forventet et lidt højere tempo undervejs, men her blev jeg lidt udfordret af en historie, der nægtede at skynde sig, men langsomt foldede sig ud som en blomst på en lun forårsdag.

‘The Golem and the Djinni’ er en dejlig historie. Den var en anelse for underspillet til, at fortællingen for alvor krøb ind under huden på mig, men jeg elskede stemningen og personerne i bogen, og jeg nød at drømme mig væk til den verden, forfatteren skabte i løbet af bogen.

En varm anbefaling herfra.

Gode lydbogsoplæsere

Jeg har næsten altid gang i en lydbog – enten når jeg er på vej til arbejde, når jeg træner, eller når jeg gør rent. Lydbøgerne plejer jeg at låne via Ereolen (som lige har opdateret deres app – nu håber jeg, at de har fået løst en række af de problemer, der har været indtil nu), for jeg foretrækker oplæsning på dansk – jeg kan ganske enkelt ikke koncentrere mig, når det er engelske oplæsere.

Men der er også mange gode danske oplæsere, og jeg vil gerne hylde en række af de bedste.

Torben Sekov er næsten umulig at komme uden om i forbindelse med danske lydbøger – i hvert fald hvis du ligesom jeg godt kan lide fantasybøger, for han har indlæst rigtig mange bøger i denne genre. Sekov har en behagelig og rolig stemme, og så er han samtidig også god til at levendegøre personerne i bøgerne. Han er en af de bedste oplæsere – hvis ikke den bedste oplæser – jeg indtil nu er stødt på. Han har blandt andet indtalt Dragonlance Forhistorier-bøgerne, ‘Den sorte paraply’ og en lang række af Dennis Jürgensens bøger.

Esben Hansen er jeg begyndt at støde på med jævne mellemrum, når jeg låner lydbøger, og det klager jeg bestemt ikke over. Hansen har mange af de samme kvaliteter som Sekov – en god og rolig stemme og fine betoninger, som giver en tryg og hyggelig lytteoplevelse. Hansen har blandt andet indlæst Skyggens lærling-serien samt Patrick Rothfuss’ bøger (som jeg lige har genhørt og snart bringer en anmeldelse af).

Kenneth Bøgh Andersen er en af de få forfattere, som hører til i kategorien gode lydbogsoplæsere – ja måske ligefrem i kategorien virkelig gode lydbogsoplæsere! Andersens oplæsning er fandenivoldsk og drypper af action og sarkasme. Det er tydeligt, at han føler stærkt for historien, og det er et klart plus i forbindelse med lydbøger. Jeg har hørt hans oplæsning af Djævlekrigs-serien, og det var utrolig underholdende.

Jeg har også en række gode erfaringer med kvindelige oplæsere, men desværre er der flere af dem, der kun har indlæst én bog – der så til gengæld virkelig har gjort indtryk på mig.

Vicki Berlin gav mig et rigtig godt grin, da jeg hørte hendes indtaling af ‘Du ser træt ud, skal jeg holde dine bryster?’. Jeg tror desværre ikke, hun har indlæst andre bøger, men det er klart den af Maise Njors bøger, der har den bedste indtaling.

Lily Weiding havde den helt rette varme, troværdige stemme, der gjorde ‘Den afrikanske farm’ til en virkelig god lytteoplevelse. Jeg følte helt, at det var Karen Blixen selv, der sad i en blød lænestol og læste historien op for mig.

Karin Rørbech gjorde det også ganske godt i forbindelse med ‘Mini-shopaholic’, som jeg hørte sidste år. Hun har – i modsætning til de to andre kvinder – også indlæst en række andre bøger (dog mest børnebøger), så det kan være, jeg støder på hende igen på et tidspunkt.

Kan du anbefale en eller flere danske lydbogsoplæsere?