The Wise Man’s Fear

twmf ‘The Wise Man’s Fear’ er anden bog i trilogien ‘Kingkiller Chronicles’, som Patrick Rothfuss er i gang med at skrive. Jeg har tidligere anmeldt første bog, ‘The Name of the Wind’, men det er endnu ikke offentliggjort, hvornår tredje og sidste bog bliver publiceret.

Vanen tro vil jeg ikke skrive et resumé af handlingen, nu det er anden del i en serie, da det afslører for meget i forhold til første bog, men jeg vil selvfølgelig opridse plusser og minusser ved bogen.

Lad os være upædagogiske og starte med de dårlige ting ved ‘The Wise Man’s Fear’. Først og fremmest er der længden på denne bog. Jeg har før nævnt det – fantasyforfattere har en tendens til at skrive tykke bøger, og ind imellem er disse bøger altså unødigt tykke. ‘The Wise Man’s Fear’ er en af dem. Jeg vil vove at påstå, at der sagtens kunne bortredigeres 200 sider i denne knapt 1000 sider lange bog, uden at den blev dårligere af den grund. Der er simpelthen for megen gentagelse og tomgang i bogen, og så er der også et par kapitler, som er deciderede tåbelige/meningsløse. Sjovt nok er Rothfuss kendt for at bruge flere år på at redigere sine bøger, men det var ikke mit indtryk, da jeg læste bogen – der var for mange darlings, der ikke var dræbt.

Bogen har også et noget ujævnt tempo. De første 200-300 sider rykker handlingen sig ikke for alvor, og her begyndte jeg at blive utålmodig, da jeg læste den. Derefter kommer der lidt mere gang i sagerne, men til gengæld var der flere tidspunkter, hvor jeg ligefrem kedede mig. Det var typisk tidspunkter, hvor hovedpersonen Kvothe indgår i en elev-lærer-relation, og jeg syntes, at dialogen mellem Kvothe og hans læremester var ret kedelig, ligesom det også blev lige lovlig ensformigt, at læremesteren hele tiden påpegede hvor dårligt Kvothe klarede sig.

Jeg kan derudover ikke finde ud af, hvad jeg skal synes om rammefortællingen. Jeg troede egentlig, jeg havde en idé om, hvad forfatteren ville med rammen, men hen imod bogens slutning sker der noget, der forvirrede mig. Det er ikke nødvendigvis dårligt – jeg kan godt lide når bøger ikke er alt for forudsigelige – men det gjorde mig lidt utryg og fik mig til at overveje, om forfatteren selv havde gennemtænkt sin historie.

Når det så er sagt, så forstår forfatteren fortsat at skrive smukke, dragende sætninger og samtidig skabe en interessant fantasyverden, hvor jeg som læser ofte har ganske tydelige billeder af de enkelte scener i historien. Kvothe er stadig en sympatisk hovedperson, men jeg synes dog ikke, der føjes så meget mere til hans personlighed i denne bog – andet end et lidt større ego. På en måde ærgrer det mig, at han mister lidt af den barnlige uskyld, der var over ham i ‘The Name of the Wind’ – på den anden side er det helt naturligt, nu hvor han er blevet ældre.

‘The Wise Man’s Fear’ er en udmærket bog, men desværre ikke lige så spændende og fængende som jeg havde regnet med. Du skal have en vis tålmodighed for at læse den, for den er til tider noget langtrukken. Jeg er meget spændt på, hvad forfatteren disker op med i tredje bog, for selvom jeg ikke var ved at vælte af begejstring over ‘The Wise Man’s Fear’, så skal jeg selvfølgelig læse den sidste bog i serien.

 

 

The Sandman 1 – Preludes & Nocturnes

The Sandman. Neil Gaiman

Til weekendens readathon blev der blandt andet plads til en tegneserie – nærmere betegnet den første bog i ‘The Sandman’ serien, som Neil Gaiman er forfatter til. Det er sjovt at se, hvor populær Neil Gaiman er blevet de senere år, for jeg hørte første gang om ham for 16-17 år siden – netop på grund af hans Sandman-serie. Dengang fik jeg desværre ikke læst dem (jeg var ikke så meget til graphic novels dengang), men det fik jeg muligheden for i weekenden, for der lånte jeg min allerkærestes udgave af den første bog i serien. Sidste år gav jeg ham den første tegneserie i julegave og fandt  heldigvis ud af, at det var noget for ham, så til hans fødselsdag for et par måneder siden fik han 2’eren og 3’eren i serien, og jeg er bange for, at jeg snart må købe nogle flere til ham, for det har vist sig, at jeg også er faldet for serien… 🙂

I ‘Preludes & Nocturnes’ møder vi første gang hovedpersonen, Dream (The Sandman), da en kultist udfører et ritual for at hidkalde – og tilfangetage – Døden. Noget går dog galt, og det er i stedet Dream, der ender i kløerne på kultisten. Mange år går, inden det lykkes Dream at slippe løs, og derefter går jagten på de vigtige artefakter, som han mistede ved sin tilfangetagelse – en jagt, der fører mange interessante historier med sig.

Det er et ret fascinerende, mystisk og abstrakt univers, ‘The Sandman’ foregår i, og det er vigtigt, at du læser den med et åbent sind, for Neil Gaiman eksperimenterer en del. Selvom en række scener er ret syrede, så er der stadig en rød tråd gennem fortællingen, og jeg kan godt lide, at der er en række twists, så historien ikke bliver forudsigelig – for det er den bestemt ikke. Man kan også fornemme, at forfatteren ikke er 100% sikker på, hvordan universet skal være og prøver et par ideer af undervejs. De er så diskrete, at jeg som læser bliver nysgerrig men samtidig også kan acceptere, hvis det ikke er noget, der nødvendigvis bliver fulgt op på senere i serien.

Jeg kan særligt godt lide hovedpersonen, Dream. Selvom han ser temmelig goth ud og bestemt ikke ligner en, man tør møde i en mørk gyde en sen aften, så er han en ret fair person, der hverken agerer som hævntørstig enmandshær eller som sadistisk manipulator. Dermed ikke sagt at man bevidst skal genere ham – det kommer der ikke noget godt ud af…

‘Preludes & Nocturnes’ er en fremragende, fængslende og fascinerende samling af historier om The Sandman, og man fornemmer hurtigt, at de kun viser en lille flig af, hvad The Sandman kan præstere. Jeg er glad for, at vi har de to næste tegneserier stående, for jeg er bange for, at jeg snart må læse dem – jeg er simpelthen ved at revne af nysgerrighed mht. hvad The Sandman vil opleve i de næste albums!

Dewey’s Read-a-Thon Spring 2015

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

11:01 PM
Readathon is over – well, it is for me. I’m going to bed very soon ‘cause I have to get up early tomorrow and go to work. I’m almost through ‘Summer Knight’ and hope to finish it tomorrow afternoon.

I hope you’ll have a great readathon – happy reading tonight & tomorrow!

9:02 PM
Still reading ‘Summer Knight’ and laughing from time to time. I really missed Harry and his sarcasm. I haven’t read so much as I expected since last update. I spent extra time preparing dinner with my husband but that’s okay – we had a good time. Now I’ll return to the book – I only have two hours back before the readathon ends (for me), so better spend it on reading!

Hope you’ll have a wonderful readathon!

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

3:57 PM
I’ve finished ‘The Slow Regard of Silent Things’, which was a disappointing experience even though my expectations were low. Oh well – can’t win ‘em all. I’ll have a short break and then I’ll grab my next book, ‘Summer Night’ by Jim Butcher (I have no idea why I took a picture of the fifth book in the Dresden Files serie and not the one, I’m going to read now. Silly me!)

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

1:15 PM
Time for a short status. I’ve read my first book – ‘The Sandman’ – and I loved it! A really weird, absurd and fascinating sample of stories. During the reading one of our cats joined me. I’ve eaten some lunch and will now fetch the NeXT book – ‘The Slow Regard of Silent Things’.

read-a-thon 2015

Yes! It’s time for Dewey’s Read-a-Thon! I participated in April 2014 (only Saturday) and in October 2014 (full time). Unfortunately I can only participate today this year since I have other plans tomorrow, and therefore I’ve decided to ‘cheat’ and start three hours before the real event starts! Yeah, breaking the law… breaking the law…  😉

So at 11 AM today I’ll start reading, and I’ve planned to continue to 11 PM. I’ve chosen some books (see picture), and I expect to read the comic and the two shortest books… and hope to start on Stephen Kings ‘Doctor Sleep’ by the end of the day.

Are you participating? And are you ready?

Please notice – the updates during the Read-a-Thon will be in English!
I’ll also update on Twitter ( @piskeriset ) and Goodreads ( denlillebogblog ).

Little Brother

little brotherDenne bog fik jeg til opgave at læse i forbindelse med denne måneds Goodreads-udfordring. Det er en bog, jeg gav min allerkæreste for en række år siden, men desværre faldt det sammen med det tidspunkt, hvor han droslede ned på boglæsningen, så han fik den aldrig læst. Det kunne jeg så til gengæld gøre.

‘Little Brother’ er skrevet af Cory Doctorow og er første bog i en serie (sikkert en trilogi – det er jo så populært i disse år). Bogen er et fremtidsscenarie på, hvad der kan ske i en nær-nutid, hvis USA udsættes for et voldsomt terrorangreb, der får regeringen til at ophæve basale civile rettigheder og intensivere overvågningen af lokalbefolkningen. Her bliver den syttenårige Marcus en vigtig brik, da han sammen med nogle venner tages til fange lige efter terrorangrebet og forhøres om, hvorfor de opholdt sig tæt på terroristernes mål. Den behandling, Marcus udsættes for, er usædvanlig hård og sandsynligvis ikke efter reglerne, men hvilke regler gælder egentlig, når terroristerne først skaber paranoia? Marcus’ tilfangetagelse bliver hemmeligholdt, og han bliver truet til aldrig at nævne det over for nogen, men han kan ikke lægge det bag sig – slet ikke når han ser de ændringer, som hurtigt viser sig i dagligdagen. Pludselig indføres der en lang række tiltag, der overvåger og censurerer befolkningen, og det går imod alt, hvad Marcus tror på. Men kan han ændre på, at staten tilsyneladende pludselig skal overvåge og mistænkeliggøre helt almindelige borgere?

Dette er på sin vis en ganske klassisk problemstilling i den dystopiske genre – den dominerende, overvågende stat, som undertrykker og/eller udrydder de befolkningsgrupper, der ikke passer ind i statens billede af, hvad Den Korrekte Borger er. Det var yderst veludført i ‘1984’, og det er da også tydeligt, at ‘Little Brother’ blandt andet har hentet inspiration herfra.

Jeg havde det lidt svært med starten af bogen. Jeg syntes ikke, at situationen var troværdig nok til at legitimere den behandling, som Marcus blev udsat for, så jeg skulle et stykke ind i bogen, før jeg følte, at forfatteren havde skabt troværdige rammer for handlingen. Marcus’ dilemma og hans opførsel den efterfølgende tid er spændende og interessant fortalt – i hvert fald hvis du interesserer dig for it-sikkerhed (og det gør jeg heldigvis – jeg kan dog forestille, at der også vil være nogen, der synes, at visse passager er lige lovlig nørdede). Jeg synes dog desværre, at historien falder lidt til jorden i slutningen af bogen, hvor alting pludselig går meget – faktisk alt for – hurtigt, og slutningen derfor føles forjaget og lidt malplaceret.

Samlet set er det en udmærket dystopisk ungdomsbog, men jeg synes desværre ikke, at den bidrager med så meget nyt inden for den genre, og det havde jeg inderst inde håbet på. Jeg havde nok forventet lidt mere kompleksitet og tyngde, og jeg er derfor endnu ikke sikker på, om jeg læser videre i serien.

UnSouled

UnSouledDette er tredje bog i ‘Unwind’-serien, der er skrevet af Neal Shusterman. Se mine anmeldelser af de forrige bøger, ‘UnWind’ og ‘UnWholly’.

Jeg kan ikke komme med et resumé af handlingen i ‘UnSouled’ uden at afsløre for meget fra de foregående bøger. I stedet opsummerer jeg plusser og minusser ved ‘UnSouled’.

Jeg synes fortsat, at forfatteren er god til at udbygge historien med flere facetter af konceptet ‘unwinding’. I ‘UnSouled’ er tempoet dog slet ikke så hurtigt som i ‘UnWholly’, og det ville også næsten være synd at forlange, for der blev virkelig sat mange ting i gang i forrige bog. Det betyder dog også, at ‘UnSouled’ kommer til at virke mere almindelig i sit udtryk og adskiller sig ikke voldsomt fra de gængse ungdomsbøger… og så alligevel. Forfatteren har stadig et par overraskelser i ærmet – bedst som man tror, man har gennemskuet, hvad der skal ske – og selvom der ikke er lige så mange WTF-øjeblikke som i de to foregående bøger, så var jeg fint underholdt, da jeg læste ‘UnSouled’.

Jeg tror fortsat, at mit største kritikpunkt ved serien er en af skurkene, som jeg ikke synes fungerer optimalt. Jeg kan dog godt lide, at personen ikke har held med alt, hvad han foretager sig, og at han flere gange ‘falder ud af rollen’ som den klassiske skurk, men jeg er som sagt ikke så vild med begrundelsen for, hvorfor han agerer, som han gør.

I skrivende stund er jeg ved at læse den sidste bog i serien, ‘UnDivided’. Anmeldelsen kommer selvfølgelig her på bloggen på et senere tidspunkt.

Dragonlance Forhistorier 3+4

Dragonlance ForhistorierDragonlance Forhistorier foregår før Dragonlance Krøniker og Dragonlance Legender og fortæller historien om, hvordan Flint, Tanis og de andre mødtes i sin tid. Jeg har tidligere anmeldt ‘Forhistorier bind 1’ og ‘Forhistorier bind 2’.

I ‘Forhistorier bind 3’ og ‘Forhistorier bind 4’ møder vi for første gang den muntre men lettere kleptomaniske kendar Tasselhoff. På en af hans rejser når han frem til Solace, hvor han beundrer varerne på markedet – blandt andet et smukt armbånd, som dværgen Flint har lavet. Desværre kommer Tasselhoff til at stikke armbåndet i lommen, og da Flint finder ud af det, går han og Tanis i gang med at lede efter Tasselhoff. Det fører dem dog ud på en rejse med langt flere komplikationer, end de forventede.

Dragonlance Forhistorier Det var et rigtig hyggeligt gensyn med Tasselhoff, som nok er af de mest elskede (og hadede?) personer i Dragonlance-serien. Tasselhoffs ukuelige optimisme og muntre bemærkninger gør det let at holde af ham, men ind imellem bliver det også for barnligt og/eller fjollet, og det gør det også i disse to bøger. Hvor Tasselhoff modnedes gennem Krøniker-serien, så er han ikke særlig nuanceret beskrevet i disse to bøger fra Forhistorier-serien.

Af disse to bøger er den første klart den bedste. Jeg må indrømme, at jeg kedede mig flere gange, da jeg læste ‘Forhistorier bind 4’ – den var alt for simpel og havde ikke særlig meget at byde på. Der var ‘Forhistorier 1+2’ langt bedre, da de bøger var med til at give et detaljeret og interessant indblik i Tanis’ baggrund. Men jeg synes aldrig, man rigtig kommer tæt på Tasselhoff – heller ikke i disse to bøger.

Her fra min himmel – The Lovely Bones

Her fra min himmelEn af mine bogudfordringer i år er, at jeg skal læse mindst otte bøger fra BBC’s 100 bøger du skal læse-liste. Her faldt jeg blandt andet over ‘Her fra min himmel’, der blev filmatiseret for nogle år siden under navnet The Lovely Bones. Jeg har ikke set filmen, men jeg kan huske, jeg læste flere positive anmeldelser af den, så jeg tænkte, det kunne være interessant at læse bogen.

‘Her fra min himmel’ er skrevet af Alice Sebold og handler om den 14-årige Susie Salmon, der bliver voldtaget og myrdet i en kold decemberaften i 1973, hvorefter morderen skjuler hendes lig. Fra himlen kan hun iagttage politiets opklaringsarbejde og  familiens sorg – især da de begynder at indse, at hun næppe vender hjem igen. Familien begynder langsomt at falde fra hinanden, da de enkelte familiemedlemmer takler tabet af Susie meget forskelligt, hvor for eksempel faren bliver meget optaget af at forsøge at finde frem til morderen.

Dette var en meget ambivalent læseoplevelse. Bogens start var meget stærk og gribende – hele scenen op til mordet på Susie og ikke mindst selve mordscenen var barsk, ubehagelig og samtidig meget velskrevet. Desværre mistede bogen hurtigt pusten derefter. Så snart opklaringen af mordet begyndte at sive ud i sandet, gjorde bogen ligeså. Det gjorde mig egentlig ikke så meget, at der var en række sekvenser, hvor Susie kommenterer på handlingen oppe fra sin himmel, selvom jeg har læst anmeldelser, hvor folk har taget afstand fra dette. Jeg syntes, det virkede lidt underligt, men omvendt gav det en indsigt i flere af familiemedlemmerne, ligesom det gav et (ekstra) sørgeligt skær til historien.

Jeg syntes dog ikke, at Susies familie var særlig interessant, og lige så snart kapitlerne ikke relaterede sig til Susie og mordet på hende, begyndte jeg at kede mig. Det ærgrede mig, for det kunne have været en smuk og tragisk historie om sorgen over tabet af et barn, men der var bare for mange ligegyldige scener undervejs.

Slutningen irriterede mig – faktisk så meget, at jeg endte med at give bogen en ret lav rating på Goodreads. Jeg havde ellers forsøgt at holde modet oppe indtil da, men til sidst måtte jeg bare erkende, at denne bog var slet ikke mig. Så nej, jeg kan desværre ikke anbefale ‘Her fra min himmel’.

Den lille Bogblog i nye omgivelser

bogpose

Som flere har bemærket, så har min bogblog holdt flyttedag, hvilket desværre betød flere dages nedetid til stor frustration (for mit vedkommende). MEN – nu er den genopstået på www.denlillebogblog.dk

I løbet af den kommende tid vil du muligvis opleve en række designændringer på bloggen, for den del har jeg endnu ikke nået at kigge så meget på endnu.

Give-away
Jeg synes, blogflytningen skal fejres, så jeg vil gerne udlodde et eksemplar af den skønne bog, ‘Alt det lys vi ikke ser’, som jeg har fået et ekstra eksemplar af via Politikens Forlag. Hvis du vil deltage i konkurrencen, skal du blot smide en kommentar herunder og samtidig huske at notere din e-mailadresse.

Konkurrencen kører frem til onsdag den 22. april 2015 kl. 18.00.

Update: Jeg har trukket en vinder af bogen, og det blev Lene! Tillykke til dig – jeg sender en e-mail lige om lidt.

Blackout

‘Blackout’ er tredje og sidste del i ‘The Newsflesh’-trilogien, der er skrevet af Mira Grant. Jeg har tidligere anmeldt ‘Feed’ og ‘Deadline’.

Jeg skriver aldrig resumeer af 2’ere og 3’ere i en trilogi, da det vil afsløre for meget af den tidligere handling, og det gør jeg heller ikke denne gang – eller jeg bør nærmest sige: Det gør jeg i særdeleshed ikke med denne serie!

‘The Newsflesh’-trilogien er en af de bedste serier, jeg har læst gennem de seneste år. Det er en serie, der byder på et utal af overraskelser og plottwists, og der er masser af action, selvom overraskende lidt af den drejer sig om zombier. For selvom bøgerne foregår i en verden, hvor mennesket er fortrængt til barrikaderede byer for at holde zombierne på afstand, så handler bøgerne mere om de intriger, konspirationer og crazy opfindelser, der skal holde menneskene i live og zombierne på sikker afstand.

Det er en serie med nogle virkelig badass boys and girls, som selv i pressede situationer lige kan flå en vits ud af ærmet og smække den i fjæset på modstanderen, og det er nærmest umuligt ikke at holde med dem.

‘Blackout’ er en værdig afslutning på en serie, der i den grad har overrasket mig positivt – også selvom slutningen måske er en smule… letkøbt. Måske. Jeg kan ikke helt bestemme mig, selvom jeg på en måde godt kan lide den.

Er du til action, dystopi og politiske konspirationer så er ‘The Newsflesh’-trilogien lige noget for dig – især hvis der må være en zombie eller to til lige at give den et ekstra twist.

Alt det lys vi ikke ser

‘All the Light We Cannot See’ er netop blevet oversat til dansk og udgivet under navnet ‘Alt det lys vi ikke ser’. I forbindelse med udgivelsen har Politikens Forlag sendt et anmeldereksemplar til mig.

Bogen foregår i tiden op til og under 2. Verdenskrig, hvor man skiftes til at følge den blinde franske pige, Marie-Laure, og den unge tyske soldat, Werner. Marie-Laure lever sammen med sin far, der er låsesmed på det naturhistoriske museum i Paris, og i sin fritid bygger han en udførlig miniaturemodel af deres boligkvarter, så Marie-Laure lærer at finde rundt på egen hånd. De må dog flygte fra byen, da krigen bryder ud, og tyskerne invaderer Paris. Werner er samtidig blevet en del af den tyske hær. Som forældreløs var han ellers næsten sikker på at skulle arbejde i kulminerne, men da det viser sig, at han er yderst habil til at reparere radioer, bliver han vigtig for den tyske hær.

Krigens gru kryber sig langsomt ind under huden på de to unge, jo tættere Werners kompagni kommer på byen, hvor Marie-Laure har søgt tilflugt, og hvor bomberne snart vil falde.

Jeg var meget spændt på, hvad jeg ville synes om denne bog, for jeg har læst ret blandede anmeldelser af den. Jeg syntes dog, at oplægget lød så spændende, at jeg blev nødt til at læse den, og det er jeg glad for, da ‘Alt det lys vi ikke ser’ viste sig at være en smuk, stemningsfuld fortælling om godt og ondt, omsorg og svigt, frygt og håb.

Sproget er letlæseligt og flydende – men også en anelse specielt, da der bruges mange korte sætninger. Jeg tror, det er bedst at læse bogen over flere dage – jeg kunne i hvert fald mærke, at jeg blev ‘mæt’ af skrivestilen, hvis jeg læste mange kapitler på én dag, selvom jeg også godt kunne lide den.

Historien er befolket af en række sympatiske mennesker, hvor det især var let at holde af Marie-Laures kreative og omsorgsfulde far. Men både Marie-Laure og Werner er personer, som jeg gerne vil holde af og med, hvilket i sig selv er en konflikt, da de er på hver sin side i krigen.

Bogen indeholder også et overnaturligt element, som jeg havde lidt svært ved at beslutte mig til, om jeg kunne lide eller ej. På den ene side giver det en interessant vinkel på historien og er også med til at skabe en rød tråd i fortællingen, men jeg havde gerne set, at det blev brugt mere direkte i handlingen. Jeg syntes desværre, at det var en anelse overflødigt og utroværdigt i forhold til den tid, historien foregår i.

‘Alt det lys vi ikke ser’ er en smuk historie og anden måde at fortælle om 2. Verdenskrig. Selvom et par af episoderne undervejs virkede lige lovlig konstruerede, så nød jeg at læse bogen og mærke den stemning af frygt og håb, som historien rummer.