Summer Knight og Death Masks

skI løbet af den seneste tid har jeg læst ‘Summer Knight’ og ‘Death Masks’ – nr. 4 og 5. i ‘Dresden Files’-serien af Jim Butcher.

I ‘Summer Knight’ får Harry kam til sit hår, da han bliver involveret feernes magtkampe, da det trækker op til krig mellem sommerfeerne og vinterfeerne. Og det bliver ikke bedre af, at en krig blandt feer også vil ødelægge menneskenes verden…

Bogen var udmærket, men jeg læste den nok lidt for kort tid efter ‘The Iron King’ og var derfor ikke nær så varm på temaet for ‘Summer Knight’, som jeg ville have været under andre omstændigheder. Det er egentlig lidt synd, for plottet var egentlig interessant, og det var tydeligt, at forfatteren efterhånden har opbygget et fint udvalg af bipersoner, der kan supplere grundhistorien med sideplots og give Harry nye udfordringer.

dmDeath Masks’ havde til gengæld en bedre balance mellem historie, action og personudvikling. I ‘Death Masks’ opblusser konflikten mellem vampyrerne og magikerne, da en af de stærkeste vampyrer udfordrer Harry til duel – underforstået til døden. Samtidig bliver Harry angrebet af lejemordere, og så er der i øvrigt noget med et helligt relikvie… jo, Harry har travlt…

Det virker, som om serien har fundet sin rette hylde i denne bog. I de første ‘Dresden Files’-bøger, ‘Storm Front’, ‘Full Moon’ og til dels ‘Grave Peril’, bliver Harry hele tiden viklet ind i dødsensfarlige situationer, som han kun med nød og næppe slipper levende fra, og selvom det er underholdende, så bliver det også lidt for ensformigt i længden. I ‘Death Masks’ er der også action, men det er knapt så meget over the top som de første bøger, og det klæder serien. Der sker også ting og sager i Harrys privatliv, som giver et interessant twist og sikkert vil påvirke de næste bøger. Jeg glæder mig i hvert fald til at se, hvordan serien vil udvikle sig

Well of Ascension – Mistborn 2

woa‘The Well of Ascension’ er fortsættelsen til ‘The Final Empire’ af Brandon Sanderson og dermed anden bog i Mistborn-serien.

Jeg vil ikke give et resumé af ‘The Well of Ascension’, da det vil afsløre for meget af handlingen af den foregående bog, men jeg vil forsøge at forklare, hvorfor ‘The Well of Ascension’ er en fremragende bog.

Først og fremmest er historien spændende og medrivende. Brandon Sanderson skriver fantastisk – han har opbygget en interessant og nuanceret verden, som man får lyst til at gå på opdagelse i, og som læser føler jeg mig helt tryg, for jeg kan fornemme, at det er en gennemtænkt verden, han har skabt – en verden, som rummer på mange detaljer og overraskelser, der er med til at få historien til at blomstre og gøre personerne levende.

Og ja, personerne er en af bogens helt store styrker. Brandon Sanderson formår at udvikle personerne og give dem nye karaktertræk, uden at det kommer til at virke påduttet eller utroværdigt. Man kan føle, hvordan de tøver, når de står over for svære valg, men de bliver aldrig for vægelsindede eller selvsmagende. Det er personer, der tør tage et valg – også selvom det er svært.

Der sker nogle ret overraskende ting i denne bog, og det er en af de ting, jeg virkelig sætter pris på – at en forfatter formår at strikke en historie sammen, så den ikke er forudsigelig, men tværtimod byder på en række plottwists og detaljer, som får mig til at måbe.

I skrivende stund er jeg i gang med at læse den tredje bog – ‘The Hero of Ages’ – og anmeldelsen af den bog kommer om nogle uger.

Dragonlance: Forhistorier 5+6

dlf5‘Dragonlance: Forhistorier 5 + 6’ er de sidste to bøger i Forhistorier-serien. På engelsk er serien en trilogi, men af ukendte årsager blev serien splittet op i seks bøger, da den blev udgivet på dansk. Det betyder, at ‘Dragonlance: Forhistorier 5+6’ reelt set er tredje og sidste bog i trilogien.

‘Dragonlance: Forhistorier 1+2’ fortalte historien om mødet mellem dværgen Flint og halvelveren Tanis, mens ‘Dragonlance: Forhistorier 3+4’ beskrev dengang, Flint og Tanis mødte kendaren Tasselhof. Så skulle man egentlig tro, at Flint og Tanis så skulle møde Kitiara, Raistlin og Caramon i ‘Dragonlance: Forhistorier 5+6’, men udgangspunktet er faktisk et helt andet.

Disse to bøger handler nemlig om Kitiaras, Raistlins og Caramons opvækst – eller for at være helt fair – mest af alt om Kitiaras opvækst. Det er så også et af mine kritikpunkter, for jeg havde sat næsen op efter at vide mere om Raistlin og Caramon, men her har forfatteren været ret nærig med oplysningerne, og det er mest af alt Kitiara, vi hører om.

dlf6Det gør i princippet ikke så meget – hun er en af mine yndlinge fra serien – men jeg synes desværre, at hendes historie er ret… kedelig. Kitiara er ikke særlig nuanceret beskrevet. Jeg havde egentlig forventet, at historien ville afsløre, hvorfor hun bliver, som hun bliver, men det er ikke rigtig noget, bogen argumenterer synderligt for.

‘Dragonlance: Forhistorier’-serien er langt fra så interessant, som jeg havde håbet på. Jeg holdt meget af ‘Krøniker’– og ‘Legender’-serierne, som jeg læste som teenager (og genlæste for nogle år siden), men ‘Forhistorier’-serien er langt fra samme niveau. Serien er alt for simpel, unuanceret og ind imellem decideret kedelig. Rigtig ærgerligt, for ideen med at fortælle noget mere om de forskellige personers baggrund er ellers ganske god.

 

Drypvise bogkøb

sporadiske bogkøb

I marts måned købte jeg en god stabel bøger kort tid hos Saxo efter min fødselsdag. Jeg kombinerede selvfølgelig købet med et Plus-abonnement, og så var planen egentlig, at jeg kun skulle bestille et par bøger hos The Folio Society i maj, så jeg kunne spare sammen til en stor stabel bøger i juni måned.

Well… det kom ikke helt til at holde. I første omgang fordi jeg i slutningen af marts måned besluttede mig for at købe en af Barnes & Nobles’ læderindbundne bøger, som jeg af en eller anden grund pludselig var bange for var ved at forsvinde fra markedet (jeg ved ikke, hvorfor jeg fik den idé, eller om den har noget på sig), så jeg skyndte mig at købe Charles Dickens ‘Five Novels’. Nu jeg alligevel var på Saxos side, så faldt jeg over et tilbud på den seneste bog i Afdeling Q-serien af Jussi Adler-Olsen – ‘Den grænseløse’ – og så kunne den jo lige så godt ryge i kurven ved samme lejlighed.

I slutningen af marts havde jeg også et gavekort på 5$ til Bookoutlet liggende, og det blev for fristende, så jeg endte med at købe ‘Hold me Closer, Necromancer’.

Derefter gik der en måneds tid. Jeg havde egentlig tænkt mig at vente til maj med at bestille ‘The Princess Bride’ og ‘The Princess and the Goblin’ fra The Folio Society, men jeg endte med at bestille dem lige efter Dewey’s Readathon. Det viste sig at være en god beslutning – det tog nemlig en hel måned, før de ankom, og dette bogindkøbs-indlæg er derfor blevet udskudt flere uger for at kunne få dem med. Men – nu er de ankommet, og jeg er ret pjattet med de lækre indbundne bøger.

Jeg køber efterhånden sjældent bøger fra Bookdepository, og da de for nylig havde 25 timers udsalg, havde jeg ikke planer om at følge med, for det er sjældent, der er noget spændende. Men jeg kiggede alligevel på siden en af de første timer og faldt over et godt tilbud på ‘Burial Rites’, som jeg har læst flere gode anmeldelser af. Haps!

Og så er der såmænd også et par bøger fra Bog & Idé denne gang. Begge bøger er købt i forbindelse med, at jeg skulle finde fødselsdagsgaver til andre. ‘Ausländer’ fandt jeg til 15 kr, og det var altså så billigt, at jeg lod mig lokke. ‘Projekt Rosie’ købte jeg i går. Jeg køber normalt ikke bøger i feel good-genren, men da jeg har læst en del gode anmeldelser af bogen, og jeg samtidig tænkte, at den har potentiale til at blive en hyggelig sommer-læseoplevelse, så endte jeg med at købe den.

Så – en masse drypvise men dejlige bogkøb. Nu regner jeg med at købe lidt mindre stak bøger i starten af juli, for som sagt har jeg udfordret mig selv til kun at købe én bog for hver tredje ulæste bog fra boghylderne, jeg får læst.

Har du købt noget spændende for nylig?

Homeland

dzI denne måneds Goodreads-udfordring fik jeg til opgave at læse ‘Homeland’ af R. A. Salvatore, og det er jeg rigtig glad for, eftersom bogen har stået på min boghylde i et godt stykke tid, uden at jeg har fået læst den.

‘Homeland’ er første bog i ‘The Dark Elf’-trilogien. Den handler om den unge sortelver Drizzt, men pudsigt nok skrev forfatteren en anden trilogi med Drizzt først. Den blev en succes, hvilket gav forfatteren lyst til at fortælle mere om Drizzts opvækst, og det blev så til ‘The Dark Elf’-trilogien.

‘Homeland’ handler som sagt om sortelverdrengen Drizzt og hans opvækst i det barske, matriarkalske sortelversamfund, hvor egoisme, mistro og magtudøvelse præger hverdagen. Drizzt er som han-elver lavt i hierarkiet, men det viser sig, at han er ganske ferm med et sværd, og det bliver sværere og sværere for hans mor og søstre at ignorere hans evner. Drizzt er dog et meget godhjertet barn – især i et sortelversamfund – og det er et tegn på svaghed. En svaghed som familien mener skal bekæmpes. Men hvor meget skal der til, før Drizzt knækker?

Bogen har en ret forvirrende start, og i løbet af de første 1-2 kapitler havde jeg lidt svært ved at gennemskue, hvad der var pointen med starten, men så begyndte det så småt at give mening. Det var et af de få øjeblikke, hvor jeg godt kunne have brugt en stamtavle i bogen for at holde styr på alle de personer, der blev introduceret i løbet af kort tid, men selvom flere af navnene – selvfølgelig – skulle være ret kryptiske og snørklede (det er jo high fantasy), så gik der alligevel ikke særlig lang tid, før jeg havde nogenlunde styr på dem. Derefter var historien rimelig enkel og lineær, men bød dog stadig på interessante oplysninger om sortelversamfundet og ikke mindst en hel del drama – den slags er sortelvere nemlig mestre i!

Dette er som sagt high fantasy, og der er da også masser af action, magi og fantastiske væsner. Jeg var positivt overrasket over beskrivelsen af sortelversamfundet, der var lige så dyster og ubehagelig, som jeg havde forventet. Af samme grund overraskede det mig faktisk, at Drizzt på mange måder er en god person, for det gør ham til noget af en outsider i sortelvernes verden. Jeg havde af en eller anden grund forestillet mig, at han var lidt mere kæk, dumdristig og selvfed, men det er han i hvert fald ikke i ‘Homeland’, og selvom det kunne virke påduttet (så der kom en konflikt i forhold til hans familie), så gav det et fint twist på historien.

‘Homeland’ var en hyggelig læseoplevelse – og en smule nostalgisk, for stilen kan på visse områder godt minde om ‘Dragonlance’-bøgerne, hvor jeg læste flere af trilogierne som teenager. Jeg vil helt sikkert gerne læse videre i serien, og det er jo meget heldigt, når nu jeg har de næste fem bøger stående… 😉

 

Et helt nyt liv

ehntDa jeg læste ‘Stadig Alice, var det mit første møde med forfatteren Lisa Genova. Jeg elskede bogen, som var så gribende og tårefremkaldende (ja, det er nok den bog, der har fået mig til at fælde flest tårer), og derfor har jeg besluttet, at jeg vil læse flere af hendes bøger – selvfølgelig med håbet om at blive lige så betaget af historien, som jeg gjorde af ‘Stadig Alice’. Jeg læste ‘Livet efter dig’ for nogle måneder siden, og bogen var udmærket, men ret ordinær. For nylig kastede jeg mig så over ‘Et helt nyt liv’, som jeg fandt som lydbog på ereolen.dk

‘Et helt nyt liv’ handler om karrierekvinden Sarah, som har travlt – frygtelig travlt – med at jonglere et stressende arbejde og et familieliv med mand og tre børn. Sarah kan alt og vil nå alt, og derfor går det da også på et tidspunkt galt. Hun kommer ud for et biluheld – udløst af, at hun taler i telefon, mens hun kører bil – og da hun vågner på hospitalet, finder hun ud af, at det bliver svært, måske endda umuligt, at vende tilbage til det liv, hun kender. I stedet skal hun se et helt nyt liv i øjnene…

Sproget flyder let og ubesværet i denne fortælling om Sarah, der i den grad tvinges til at overveje sit liv og sine livsmål på ny. Selvom temaet er alvorligt, så er Sarahs selvironiske gåpåmod med til at lette stemningen lidt og give glimt af håb. Der var et par steder, hvor jeg syntes, at bogen stod lidt i stampe og/eller blev lige lovlig banal, men det var også steder, hvor jeg blev grebet af Sarahs kamp og fascineret af hendes mange krumspring for at tage magten over sit eget liv.

Historien er enkel og rimelig forudsigelig, og ind imellem står de klassiske floskler om vigtigheden af familieliv kontra karriere da også nærmest i kø. Alligevel kunne jeg nogenlunde tilgive det, for bogen giver også et fint indblik i, hvordan det må være at vågne op på hospitalet og få at vide, at ens liv ikke længere vil være det samme, og at man skal kæmpe – virkelig kæmpe – hvis man skal opnå en række færdigheder, som man ellers tog for givet. Det fik mig til at reflektere over mit eget liv – ligesom ‘Stadig Alice’ gjorde – og det er en vigtig egenskab ved en bog.

‘Et helt nyt liv’ er en fin men ikke særlig skelsættende bog. Du skal ikke læse den og samtidig forvente, at den er som ‘Stadig Alice’, for det er den ikke. Men jeg synes, den har mere at byde på end ‘Livet efter dig’, og det var alt i alt en udmærket læseoplevelse.

The Slow Regard of Silent Things

The Slow Regard of Silent Things

Da jeg deltog i Dewey’s Read-a-Thon i slutningen af april, nåede jeg blandt andet at læse ‘The Slow Regard of Silent Things’ af Patrick Rothfuss. Den bliver omtalt som bog nr. 2½ i hans ‘Kingkiller Chronicles’-trilogi, som indtil videre omfatter ‘The Name of the Wind’ og ‘The Wise Man’s Fear’. Jeg var ret spændt på, hvad jeg kunne forvente mig af denne lille bog, for jeg var blevet advaret om, at det var en ret sær bog, som ikke har særlig meget tilfælles med de to foregående bøger. Ja, selv forfatteren skriver i forordet, at det ikke er sikkert, man kan lide den! ‘The Slow Regard of Silent Things’ er da også en bog, der virkelig skiller vandene. Enten elsker man den, eller også hader man den. Jeg hører desværre nok til den sidste del…

Bogen handler om Auri – en pige, som hovedpersonen Kvothe stille og roligt bliver venner med i de foregående bøger. Auri er en ret speciel pige, der lever alene og er ret sky, men hun fatter sympati for Kvothe, og når de mødes, udveksler de gaver. I ‘The Slow Regard of Silent Things’ følger man hendes forberedelser til næste møde med en person, som sandsynligvis er Kvothe. Hvordan hun finder og forbereder gaver.

… og det er sådan ca. det. Der sker ingenting i denne bog, og den har dog også fået kritik for sin komplet mangel på plot. Der er nogle, der fremhæver, at det til gengæld er en smuk og stemningsfuld beskrivelse af Auris hverdag, men der må jeg være uenig – sproget er alt for ensidigt i denne bog. Jeg blev for eksempel utrolig træt af, hvor tit hun grinte, for det var åbenbart hendes reaktion på rigtig mange ting.

Jeg prøvede virkelig at være åben og suge ordene til mig i denne korte, simple tekst, men det virkede slet ikke for mig. Der er en katastrofal mangel på handling, Auris personlighed er simpel og mangler uddybning, og når hverken stemning eller evt. sproglige finesser formår at betage mig, så er der virkelig ikke meget at komme efter.

Det bedste ved bogen er de smukke illustrationer, og selvom jeg nød at kigge på dem, så syntes jeg samtidig også, at de var lidt for pæn-pige-teenageagtige til at passe til både bogen og serien i sig selv.

Så ja – dette har indtil videre været en af de dårligste bøger, jeg har  læst i år. Heldigvis tager den kun 1½-2 timer at læse.

The Martian

tmDenne bog fik lynhurtigt mange positive anmeldelser, da den udkom sidste år, og da oplægget til bogen lød spændende – og lige noget for mig – så købte jeg den tidligere på året og læste for et par uger siden.

‘The Martian’ er skrevet af Andy Weir og handler om astronauten Mark Watney. Han er en del af besætningen på en Mars-mission, som desværre går galt, da et stormvejr pludselig bryder ud, og Watney kommer ud for en ulykke. De andre besætningsmedlemmer tror, at han er død og flygter fra stormvejret, men Watney overlever mirakuløst. Han når dog dårligt at glæde sig over det, for nu er han alene på Mars, og der er ca. fire år til, at den næste planlagte ekspedition til Mars vil ankomme til planeten…

Det var desværre en noget blandet oplevelse at læse ‘The Martian’. Historien er ret simpel og forudsigelig, hvilket fjerner en del af spændingen i historien, og det gjorde det ikke bedre, at de fleste personer i bogen manglede personlighed – de var flade, unuancerede og decideret kedelige.

Hovedpersonen havde dog et ukueligt gåpåmod og angreb det ene problem efter det andet med oprejst pande i stedet for at panikke eller give op. Respekt for det. Alligevel var det ofte i hans kapitler, at jeg kedede mig. Beskrivelserne af de problemer, han gang på gang stødte på og ikke mindst løsningerne på disse blev ind imellem lige lovlig tørre og fysikrapport-agtige til min smag. Det er egentlig lidt sjovt, når nu jeg læste matematisk linje i gymnasiet og normalt godt kan lide, når forfattere tør inddrage naturvidenskabelige forklaringer i skønlitteratur, men i dette tilfælde mener jeg godt, det kunne være skrevet mere spændende. Det blev i hvert fald ofte så kompliceret at finde en løsning, at Watney fremstod som en krydsning mellem et supergeni og en superhelt, siden han kunne løse alle disse udfordringer… og det fik mig desværre til at nære en vis skepsis over for bogen.

Jeg tror dog, at min største anke mod bogen er det faktum, at man tilbage på Jorden tilsyneladende er villig til at bruge utrolig mange milliarder kroner på at forsøge at redde Watney, da man finder ud af, at han er i live. Jeg diskuterede det med gemalen, for jeg syntes, det lød helt vanvittigt (når man tænker på, hvor mange tusinde – måske millioner – menneskeliv, man kunne redde for samme beløb), men han mente, at det var sandsynligt – at den amerikanske regering altid ville føle sig forpligtet til at forsøge at redde en statsborger, om så vedkommende var strandet på Mars. Oh well – jeg ved godt, at det er en del af præmissen for bogen, men det havde jeg altså svært ved at acceptere.

Men – på trods af ovenstående kritikpunkter så var ‘The Martian’ også hyggelig læsning en god del af tiden, og det var interessant at læse om alle de kreative løsninger, Watney måtte finde frem til for at holde sig i live. Hvis du normalt ikke læser sci-fi, men gerne vil snuse til genren, så er denne bog muligvis noget for dig. Er du til gengæld die hard sci-fi fan, så vil jeg hellere anbefale dig ‘The Praxis’, ‘Månebase Rødhætte’ og ‘Tuf Voyaging’.

Hvad er en god skurk?

skurk

Det er næsten altid helten, der er hovedpersonen i en historie. Det er helten, vi holder med, og det er helten, der får al opmærksomheden. Men hvad er helten uden skurken?

Jeg synes, skurke kan være utrolig interessante, men der er meget stor forskel på dem, og hvor der er nogle af dem, der er dybt fascinerende og i den grad er med til at skabe en spændende historie, så er der andre, som er frygtelig endimensionale og karikerede.

Jeg har grublet over, hvad jeg synes kendetegner en god skurk, og jeg har opridset de vigtigste ting herunder.

Positive og negative personlighedstræk

En god skurk skal i mine øjne virke menneskelig. Han/hun skal have både positive og negative personlighedstræk for at fylde skurkerollen ud. Jeg hader, når skurke kun er grusomme, brutale og rablende vanvittige, at de kommer til at virke som karikerede monstre. Et godt eksempel er skurken fra ‘A Shadow’s Edge’. Han er ultimativ brutal, og når forfatteren trængte til at understrege, hvor grusom skurken var, så lod han blot skurken voldtage nogle flere kvinder i historien. Det er enerverende trivielt og kedeligt, men det er desværre ikke usædvanligt. Jeg synes, forfattere generelt er lidt for hurtige til at trække voldtægts-kortet, hvis de skal have en skurk til at fremstå ekstra grusom.

Nej, det er de skurke, som også kan udvise medfølelse eller på anden måde har positive personlighedstræk, som er rigtig interessante. Skurke, som er helstøbte mennesker (i hvert fald til en vis grad), og hvor det derfor er ekstra interessant, hvorfor de har valgt ondskabens vej. Da ‘Der Untergang’ blev vist i biograferne i 2004, var der flere, der kritiserede filmens fortolkning af Adolf Hitler. Kritikerne mente, at han var for positivt fremstillet, da han blandt andet var høflig overfor kvinder og elskede sin hund. Jeg syntes tværtimod, at det gjorde ham langt mere skræmmende. Det er let at hade og frygte en person, som er 100% grusom – det er langt sværere at forstå og acceptere, når et menneske har begge sider i sig, men vælger ondskabens vej.

En troværdig forklaring på ondskaben
Jeg vil gerne have en forklaring på, hvorfor skurken gør, som han/hun gør. Hvorfor har vedkommende valgt ondskaben? Det behøver ikke, at være en grund, jeg kan være enig i – bare jeg forstår bevæggrundene til, at han/hun agerer på den måde. Jeg havde for eksempel svært ved at forlige mig med skurken i ‘UnWholly’, da jeg ikke helt købte præmissen for hans opførsel. Det virkede lidt for… konstrueret… lidt for belejligt.

Et strejf af galskab gør ikke noget
Det gør ikke noget, hvis der er et strejf af galskab over skurken – heller ikke selvom det måske kan modarbejde det, at personen gerne må fremstå som et helt menneske. Men galskab giver en vis form for uforudsigelighed til skurken, og det er noget, der får mig til at frygte ham/hende mere. Jeg ved ganske enkelt ikke, hvad vedkommende kan finde på, og det skræmmer mig!

Mine yndlingsskurke
Jeg har selvfølgelig også en række yndlingsskurke. De kan godt skifte lidt, så følgende er mine nuværende favoritter:

Mary fra ‘Skinjacker’-trilogien. Min absolutte yndlingsskurk er en lille pige! Ok, helt lille er hun ikke – nok nærmere teenager – men alene det at det er et barn, der har en af skurkerollerne i denne serie, er i mine øjne en genistreg. I den vestlige verden er der en generel forståelse af, at børn ikke kan være onde. Min liste over yndlingsskurke viser, at det måske er en af grundene til, at de er oplagte skurke, fordi det ganske enkelt er uventet, at et barn kan begå grusomme gerninger. Mary er fantastisk, fordi hun selv mener, at hun gør det gode – at hun hjælper andre, og at det er heltene, der tager fejl. Hun er så overbevisende, at jeg ikke kunne lade være med at beundre hende en smule, selvom jeg var stærkt uenig i, hvad hun gjorde.

Caine fra ‘Gone-serien. En brutal og egoistisk teenager, der ikke skyr nogen midler for at tilrane sig magt og undertrykke de andre børn. Caine starter som en rigtig magtliderlig overklassedreng, der forstår at manipulere og kuppe sig til magt, men i løbet af serien ser vi også, at han også kan holde af andre og at han kan vise medfølelse. Man ved dog aldrig helt, hvor man har ham, og derfor er han en yderst farlig modstander over for heltene.

Joffrey fra ‘A Song of Ice and Fire’-serien. Han er klasseeksemplet på den virkelig øretævende-indbydende adelssøn, som er alt for godt klar over, hvor megen magt han har. Han er nådesløs, selvisk, temperamentsfuld og sadistisk, men han er stadig kun et barn, og hans usikkerhed viser sig flere gange. Han er en af de skurke, jeg har nydt mest at hade, og et af mine yndlingsklip fra serien er da også det, hvor han får et par lussinger af Tyrion

Draco Malfoy fra ‘Harry Potter’-bøgerne. Draco er en pisseirriterende møgunge. I modsætning til de foregående skurke så har Draco ikke særlig megen magt, men han er ikke desto mindre en glimrende skurk, for han gør en dyd ud af at genere Harry og forpurre hans planer. Draco er en mindre skurk (det er jo Voldemort, der er hovedskurken i den serie), og et eller andet sted opfatter jeg ham som en light version af Joffrey, men det er uretfærdigt, for Draco har langt flere positive træk end Joffrey.

Majoren fra ‘The Chaos Walking’-trilogien. En stærkt manipulerende, intelligent og uforudsigelig mand, som i den grad udfordrer heltene i historien. Han forstår i den grad at tiltvinge sig magt – ofte verbalt i stedet for fysisk, selvom han nu ikke går i vejen for at bruge vold for at opnå sine mål. En virkelig farlig modstander og en skurk, du kun kan frygte.

Cercei fra ‘A Son of Ice and Fire’-serien. Jeg kan jo nærmest tage hele Lannister-familien – ja, en stor del af persongalleriet – fra denne serie med, for der er i sandhed mange gode skurke i denne serie. Cercei er muligvis ikke en af de største skurke, men hun er et smukt eksempel på den manipulerende, intrigante og hadefulde adelskvinde – en rigtig hofsnog. Hun er dog heldigvis ikke særlig heldig med sine intriger, og det viser sig også, at hun har en baggrund, der gør det lidt lettere at sympatisere med hende – men derfor er hun nu stadig en kvinde, jeg absolut ikke vil være uvenner med.

Hvem er dine yndlingsskurke?

 

Undivided

undivided
Dette er fjerde og sidste bog i ‘Unwind’-serien, der er skrevet af Neal Shusterman. Se mine anmeldelser af de forrige bøger, ‘UnWind’, ‘UnWholly’ og ‘UnSouled’.

Da det er sidste bog i serien, vil der ikke være et resumé. I stedet får du min vurdering af både denne bog og serien i sin helhed.

‘UnDivided’ er en glimrende afrunding på en ganske interessant ungdomsserie. Forfatteren introducerer et par nye elementer i fortællingen for at bringe ekstra spænding ind i historien, men det er også tydeligt, at der skal afsluttes en række ting, og derfor er der måske et par scener, der bliver lidt for forjagede. Det er ikke en bog, der ryster mig på samme måde som de to første bøger i serien, selvom der også sker flere drastiske ting – måske fordi jeg lidt havde luret, hvad den ville slutte med.

Ikke desto mindre er ‘Unwind’ en god, gedigen serie. Ved første øjekast kan man godt tro, at det bare er endnu en dystopisk ungdomsserie, men jeg synes, denne har noget mere at byde på end de fleste andre. Selvom den er forholdsvis simpelt opbygget – i hvert fald i den første bog – så formår forfatteren at bygge flere lag på undervejs og introducere en række interessante problematikker, hvor menneskenes etik og moral i den grad bliver udfordret.

Da jeg startede på serien, syntes jeg først, at grundlaget for historien var lidt for karikeret og utroværdigt, men jo mere jeg læste – og tænkte over det – jo mere sandsynligt syntes jeg desværre, at dette fremtidsscenarie blev. Det hjalp selvfølgelig også på det, at forfatteren har indsat en lang række klip fra nutidige aviser i bogen og dermed er med til at sandsynliggøre, at noget lignende – måske i en eller anden form – kan ske i fremtiden.

At læse ‘Unwind’-serien har endnu en gang overbevist mig om, at Neal Shusterman er en skøn forfatter. Denne serie er ikke nær så god som ‘Skinjacker’-trilogien (som i den grad tog mig med storm), men jeg synes, at ‘Unwind’ bestemt også har sine kvaliteter.