Yours Truly

Jeg tror, jeg stødte på denne bog sidste år, da jeg surfede på Amazons hjemmeside (jeg køber aldrig derfra, men siden er god at hente inspiration fra). Oprindeligt hed bogen ‘Ketchup Clouds’, men af grunde, jeg ikke kender, er titlen siden blevet ændret til det noget mere anonyme og intetsigende ‘Yours Truly’. Det er synd, for den originale titel var faktisk en af grundene til, at jeg blev nysgerrig nok til at klikke på bogen for at læse mere om den.

‘Yours Truly’ er skrevet af Annabel Pitcher og handler om den 15-årige Zoe, der begynder at skrive breve til en fange på dødsgangen efter at have hørt om ham i medierne. Zoe øjner muligheden for at have en fremmed, hun kan betro sig til, og som hun ikke er tvunget til at se i øjnene. En fremmed, som hun kan fortælle sin mørkeste hemmelighed til…

En af de ting, jeg oprindeligt faldt for ved denne bog, var det at en teenagepige skrev sammen med en fange på dødsgangen. Jeg tænkte, at det kunne give nogle ret interessante brevudvekslinger. På det punkt blev jeg dog hurtigt skuffet, for det viste sig at være envejskommunikation, eftersom Zoe ikke opgav sin adresse til fangen, og derfor fik læseren kun Zoes tanker og meninger. Det ærgrede mig meget, for det gjorde selve brevformen meningsløs – så kunne hun i princippet lige så godt have skrevet dagbog.

En anden ting er Zoes hemmelighed. Jeg vil selvfølgelig ikke røbe, hvad det er, men jeg syntes, det trak virkelig i langdrag mht. at få afsløret, hvad det var, hun gik og rugede over. Når det kom til stykket, havde jeg gennemskuet den længe inden, at den blev afsløret i bogen, men jeg syntes, der var for megen gåen-om-den-varme-grød, og den var heller ikke specielt chokerende, selvom jeg godt kan forstå, at hun selv er påvirket af den.

Jeg er ikke voldsomt begejstret for Zoe som person. Det skyldes først og fremmest det trekantsdrama, hun roder sig ud i – og trekantsdramaer hader jeg som bekendt. Men det er altså også lige lovlig selvhøjtideligt at begynde at skrive breve til en dødsdømt fange for at have en fremmed, man uforpligtende kan betro sig til. Jeg forestiller mig, at han virkelig har undret sig over brevene – men omvendt får straffefanger på dødsgangen en hel del sære breve…

Sideløbende med hovedplottet er der en række mindre historier flettet ind i handlingen. Desværre er det langt fra alle, der fungerer, og flere gange tog jeg mig selv i at tænke, at visse scener virkede lige lovlig konstruerede for at skabe mystik og trække et par af historierne i langdrag.

Denne bog kunne både være interessant og smuk, og det er helt sikkert også det, den prøver på at være. Det er den bare ikke. Den er lidt for tænkt, og det virker lidt, som om forfatteren prøve at ramme den stil med sørgmodige, livstrætte og filosoferende teenagere, som er populær for tiden (og det var i øvrigt ikke nedladende ment). Desværre er historien for konstrueret og utroværdig til, at jeg som læser for alvor kunne blive grebet.

Glem det – Dårligt nyt – En smule håb

Da Gad kontaktede mig for at høre, om jeg ville anmelde denne bog, blev min interesse vakt af den interessante teaser-tekst om bogen – eller rettere bøgerne, for reelt set består denne bog af en samling af tre bøger: ‘Glem det’, ‘Dårligt nyt’ og ‘En smule håb’. Der er to bøger mere i serien, som ofte omtales som ‘Patrick Melrose-romanerne’, der udkommer i ét bind til efteråret.

Bøgerne er skrevet af Edward St. Aubyn og bygger på forfatterens eget liv. I den første bog, ‘Glem det’, oplever vi hovedpersonen Patrick Melrose som 5-årig, hvor han lever et ensomt liv sammen med sine forældre, der ikke værdiger ham megen opmærksomhed eller kærlighed. Moren har et alkoholmisbrug, og faren forgriber sig på Patrick. I næste bog, ‘Dårligt nyt’, er Patrick blevet 22 år og er som narkoman hele tiden på jagt efter det næste fix, mens de praktiske omstændigheder ved farens begravelse skal falde på plads. I tredje og sidste bog, ‘En smule håb’, er Patrick kommet på rette fode igen og forsøger at komme videre i forholdet til sin afdøde far, som han stadig hader.

Bogen levede desværre ikke op til mine forventninger eller de meget begejstrede anmeldelser, jeg havde læst på det tidspunkt. Hvor bogen både vakte afsky og morskab hos andre, formåede denne bog kun glimtvis at røre mig, og jeg kedede mig flere gange undervejs. Flere fremhævede voldtægtsscenen i starten af bogen som virkelig ubehagelig og grænseoverskridende, men jeg syntes faktisk, at den var så diskret og subtil, at det var meget let ikke at blive påvirket af scenen (uanset at det per definition er afskyeligt). Til gengæld var kapitlerne om Patricks stofmisbrug deprimerende og gav mig så meget lede, at jeg på et tidspunkt lagde bogen til side en dags tid for at læse noget andet.

Først og fremmest er bogen en beskrivelse af triste skæbner – ikke bare Patrick selv men også moren, faren og på sin vis flere i deres omgangskreds. En vifte af overfladiske, sørgelige og bitre menneskeskæbner, der hvirvles rundt blandt hinanden. Det hjælper selvfølgelig heller ikke på det, at Patrick som hovedperson ikke er synderlig sympatisk eller en person, man automatisk holder mig. Jeg behøver ikke nødvendigvis en helt som hovedperson – jeg kan tilmed godt lide, at en hovedperson ikke er perfekt men har ‘fejl’ og ind imellem gør dumme ting – men Patrick kan jeg på ingen måde sympatisere med.

De to sidste bøger – samlet i ét bind – udkommer som sagt til efteråret. Jeg har ikke planer om at læse bogen, for skal jeg være helt ærlig, så er jeg ligeglad med, hvordan den ender.

Paradiset

Da jeg fordybede mig i skandinaviske krimier i februar sidste år, læste jeg blandt andet ‘Hedebølge’ af Liza Marklund, der handler om journalistspiren Annika Bengtzon. Bogen virkede lovende, så jeg besluttede, at jeg ville læse videre i serien på et senere tidspunkt. Det tidspunkt kom så for nogle uger siden, da jeg faldt over ‘Paradiset’ Ereolen.dk. Bogen er nr. 2 i serien om Annika Bengtzon – i hvert fald hvis man ser på, hvordan bøgerne tidsmæssigt passer sammen – så jeg besluttede mig for at høre den som lydbog.

I bogen arbejder Annika Bengtzon som kriminalreporter, men er ikke særlig tilfreds med de opgaver, hun får. Da hun på et tidspunkt får kontakt til kvinden Aida, der er på flugt, hjælper Annika hende med at søge hjælp hos Paradiset – en organisation, der hjælper mennesker med at forsvinde, så de ikke længere kan spores. Annika er i gang med at skrive en artikel om Paradiset, men hun finder snart ud af, at noget er galt. Hvem står egentlig bag organisationen? Og hvorfor giver myndighederne så mange penge til en organisation, de i bund og grund ikke kender særlig godt? Og hvordan passer den jugoslaviske mafia ind i dette?

Jeg var ikke særlig vild med denne bog, og det skyldtes i høj grad hovedpersonen, Annika. I bund og grund bryder jeg mig ikke om krimier, hvor det er journalister, der laver al opklaringsarbejdet i stedet for politiet – det er i mine øjne ikke særlig troværdigt og underminerer den respekt og tillid, politiarbejdet bør have. Men det er en helt anden sag, for det var ikke det, der fik mig til at tage kraftigt afstand til hovedpersonen. Det var tværtimod hendes meget store humørsvingninger og utrolig narcissistiske og klynkende adfærd. På et tidspunkt har hun et hysterisk anfald i bogen, og selvom jeg godt kan forstå, at hun er meget emotionel på det tidspunkt, så er hendes reaktion helt urimelig over for alle de tilstedeværende. Der er simpelthen for meget selvmedlidende navlepilleri i denne bog til, at jeg kan tage hovedpersonen alvorlig, og det ødelægger desværre resten af historien.

Historien i sig selv er ellers interessant, selvom den visse steder også virker lidt for konstrueret. Jeg køber ikke helt præmissen angående Paradiset og myndighedernes brug af organisationen – det virker lidt for belejligt, at der åbenbart er nogle embedsmænd, der har sovet SÅ meget i timen.

‘Paradiset’ var desværre ikke en særlig god læseoplevelse for mig. Den var faktisk så ringe, at jeg ikke forventer at læse flere bøger i serien.

Mit hjerte og andre sorte huller

Dette er en anmelderbog, som jeg fik tilsendt af Nyt Nordisk Forlag.

‘Mit hjerte og andre sorte huller’ er skrevet af Jasmine Warga og handler om den 16-årige Aysel, der overvejer at begå selvmord. I skolen ser alle skævt til hende, da hendes far begik en forfærdelig forbrydelse for nogle år siden, og Aysel holder sig derfor mest for sig selv. Hun ser ingen grund til at leve og leder på nettet efter en selvmordspartner, for hun er ikke sikker på, at hun er modig nok til at gøre det selv. Her finder hun frem til Roman, som er fast besluttet på at begå selvmord den 7. april. Det er om 24 dage, og de går derfor i gang med at planlægge den sidste dag i deres liv…

De senere år har der været en bølge af ungdomsbøger med alvorlige emner såsom dødelig sygdom, depression og selvmordstanker. Det synes jeg i bund og grund er fint, for der er mange teenagere, der tumler med dystre tanker og lavt selvværd på et eller andet tidspunkt gennem ungdomsårene, og her kan det måske hjælpe at læse om andre i en lignende situation – uagtet om denne person er fiktiv eller ej.

‘Mit hjerte og andre sorte huller’ handler om selvmord og lavt selvværd. Om ikke at være elsket eller føle, at man hører til. Om at være udenfor og om at være alene. Aysel er ensom, for ingen vil være sammen med hende, efter hendes far begik en forbrydelse nogle år forinden. Hun er kommet ind i en negativ spiral, hvor hun automatisk skubber folk fra sig, for de vil hende alligevel intet godt. Men det ændrer sig, da hun møder Roman, som skal være hendes selvmordsmakker. Pludselig er der en, der forstår hende og ikke dømmer hende ud fra, hvad hendes far har gjort. Godt nok har Aysel heller ikke fortalt Roman det, og hun får sværere og sværere ved at gøre det, for hun begynder at nyde hans selskab og vil ikke risikere, at han støder hende fra sig.

Selvom bogen behandler et tungt emne, så bliver den aldrig rigtig dyster eller deprimerende som for eksempel ‘Speak’. ‘Mit hjerte og andre sorte huller’ er en simpel og lettilgængelig ungdomsbog med en ret forudsigelig historie. Det gør dog ikke bogen dårlig – den giver et udmærket billede af, hvordan mennesker kan reagere, når de bliver ekskluderet og ikke har nogen at tale med. Jeg havde dog gerne set lidt mere tyngde i bogen – ikke nødvendigvis så den blev mere trist, men der er flere sidehistorier, der ikke rigtig følges til dørs (for eksempel fotokonkurrencen i fysik). Samtidig havde jeg også gerne set, at slutningen havde været lidt mindre forudsigelig.

‘Mit hjerte og andre sorte huller’ er en udmærket ungdomsbog, hvis du gerne vil læse en bog, der handler om selvmordstanker hos teenagere.

Game Night

game night

Denne måneds Goodreads-udfordring blev ‘Game Night’ af Johnny Nexus. Det er en bog, jeg gav min allerkæreste for en række år siden og som jeg flere gange selv har overvejet at læse, så det var meget passende, at det var den, der blev udpeget som min læseudfordring for juni.

‘Game Night’ handler om en gruppe personer, der sidder omkring et bord og spiller rollespil. Bogen er skrevet, så det virker som om, at den foregår i to verdener – i den fantasyverden, hvor spilpersonerne rejser rundt på eventyr og i en ‘oververden’ med guder, som symboliserer rollespillerne. Handlingen skifter mellem at følge spilpersonerne og rollespillerne – ofte hvor sidstnævnte afbryder førstnævntes handlingsforløb konstant, og historien vikles ind i hinanden i et vortex af action, skøre indfald og sarkastiske kommentarer.

Hvis du aldrig har spillet bordrollespil, så er det ret svært at give et ordentligt billede af, hvad bogen handler om, og hvorfor den ind imellem fik mig til at grine. Jeg vil faktisk ikke mene, du bør læse bogen, medmindre du har prøvet at spille rollespil, for denne bog er ekstremt indforstået, eftersom den gør tykt grin med en række af de stereotyper, man risikerer at støde på blandt rollespillere og ikke mindst deres spilpersoner.

Jeg har heldigvis aldrig været i så dysfunktionelle spilgrupper som den, der er beskrevet i bogen, men jeg kan godt genkende flere af konflikterne, som spillerne skaber, og som spilmesteren tumler med. Det er til tider tåkrummende pinligt, men også ret sjovt.

Bogen er ikke voldsomt lang – ca. 200 sider – men alligevel begynder konflikterne at gentage sig selv, og fortællingen og morsomhederne bliver derfor rimelig overfladiske.

Som sagt – denne bog er kun for dig, der spiller bordrollespil – eller har prøvet det på et tidspunkt. Det er en udmærket bog, der bestemt har sine sjove øjeblikke, men den er ikke et mesterværk. En glimrende sommerferiebog.

Livet

lt

Alice Munro blev for alvor kendt i Danmark, da hun vandt Nobelprisen i litteratur i 2013, og jeg er efterhånden stødt på mange positive anmeldelser af hendes bøger. Min nysgerrighed blev vakt, og jeg undersøgte derfor, om det var muligt at låne hendes bøger via Ereolen.dk. Desværre var der kun en enkelt – nemlig novellesamlingen ‘Livet’, som er hendes nyeste udgivelse.

Bogen indeholder fjorten historier, og en del af novellerne tager udgangspunkt i forfatterens egen barndom. Skæbner er det gennemgående tema for novellerne, hvor man får et indblik i meget forskellige menneskers liv gennem de enkelte historier.

Novellerne er fortalt i jeg-form, og det fungerede ikke voldsomt godt i en lydbog, hvor oplæseren ikke gjorde særlig meget ud af at tydeliggøre, hvornår en novelle sluttede og en ny startede. Det forvirrede mig i starten, men det blev heldigvis lettere undervejs, da skiftet mellem de enkelte noveller blev tydeligere. Til gengæld vænnede jeg mig ikke helt til fortælleformen. På den ene side kan jeg godt lide jeg-fortællingen som lydbog, da det er med til at gøre historien mere personlig og nærværende. På den anden side er det forvirrende og nærmest utroværdigt, når det drejer sig om en novellesamling, for det gjorde, at jeg havde svært ved at forestille mig, hvem/hvordan hovedpersonen var i hver enkel novelle.

Historierne i sig selv var lidt for hverdagsagtige og underspillede til min smag. Et par af de første historier var egentlig ganske fine, men derefter mistede jeg lidt gejsten. Det var, som om historierne gled gennem mine ører som sand mellem hænderne – let og ligetil og uden at hænge ved. De gjorde ikke rigtig indtryk, selvom de sådan set var hyggelige at lytte til.

Jeg regner med at læse mere af Alice Munro på et tidspunkt, men det første møde – i form af ‘Livet’ – var ikke just mindeværdigt.

The Hero of Ages – Mistborn 3

hoa‘The Hero of Ages’ er skrevet af Brandon Sanderson og er tredje og sidste del i Mistborn-trilogien. Jeg har tidligere anmeldt ‘The Final Empire’ og ‘The Well of Ascension’.

Vanen tro vil jeg ikke give et resumé af ‘The Hero of Ages’, da det vil afsløre for meget af handlingen i de foregående bøger, men jeg vil herunder forklare, hvorfor Mistborn-trilogien er en af mine yndlingsserier.

Trilogien er først og fremmest fantastisk skrevet. Forfatteren har skruet en spændende, nyskabende og troværdig verden sammen, som jeg som læser får lyst til at gå på opdagelse i. Det er en dyster verden, og magisystemet er meget anderledes i forhold til i andre fantasyverdener, men kampen mellem det gode og det onde er der selvfølgelig.

Personerne i bøgerne er både nuancerede og helstøbte. De har styrker og svagheder og er charmerende og skræmmende på samme tid. Jeg er særligt vild med Vin, som jeg har udnævnt til en af mine heltinder, men der er også mange andre fascinerende personligheder såsom Elend og Oreseur.

Forfatteren tør tage nogle modige valg, og det er jeg virkelig fan af. Der er en række overraskende twists undervejs, hvilket gør, at jeg som garvet fantasylæser ikke altid kan regne ud, hvad der foregår. Et par af valgene falder ikke nødvendigvis 100% i min smag, men jeg synes, det er helt fint, når forfatteren udfordrer læserne og ikke altid skriver den letteste løsning på en udfordring i historien.

Hvis jeg blev bedt om at lave en top fem liste over bedste fantasyserier, så ville Mistborn-serien helt klart være blandt de fem.

Little Women

little women

Jeg tror ikke, at jeg har læst ‘Little Women’, da jeg var barn, men det er en bog, jeg er stødt på gang på gang, og det vakte min nysgerrighed. Er det en bog, der er værd at læse som voksen, eller er den mest for børn? Her kan jeg med det samme røbe, at den – ligesom ‘The Secret Garden’ – sagtens kan læses af voksne.

‘Little Women’ er skrevet af Louisa May Alcott og foregår under den amerikanske borgerkrig i midten af 1800-tallet. I bogen følger man de fire søskende – Meg, Jo, Beth og Amy – der bor alene sammen med moderen, mens faderen er ved fronten. De fire meget forskellige søstre forsøger at få det bedste ud af hverdagen, og selvom de savner faderen, gør de dog meget ud af at være positive og hjælpsomme – uden dog helt at undgå en række mindre skærmydsler.

‘Little Women’ er en klassiker, og det er bestemt en sød en af slagsen. Hvinende sød faktisk – som luftig lyserød candyfloss på en varm sommerdag. Pigerne er meget velopdragne, hengivne og dannede, og de er så søde og pæne, at det undrer mig, at Disney ikke har brugt historien som skabelon til en tegnefilm for længe siden. Det er det ypperste ‘good clean family entertainment you can trust’. Selvfølgelig har pigerne også nogle knapt så pæne sider, og selvom de flere gange kommer frem i løbet af bogen, så efterlades man som læser af et billede af fire herlige, søde og utrolig betænksomme piger.

For ja – selvom jeg ind imellem syntes, at det var lige lovlig voldsomt sødt, og selvom jeg finder pigerne ret urealistiske, så var det en meget fin historie alligevel.

De fire piger skiftes til at være i centrum i løbet af bogen, og selvom forskellene godt kan være ret karikerede (for at tydeliggøre hvor forskellige, de er), så er det samtidig også en styrke, at man lærer dem bedre at kende via de forskellige kapitler. Var bogen skrevet i dag, ville jeg have mistænkt forfatteren for at have designet de fire piger, så der var mindst én personlighedstype, læseren kunne identificere sig med. Det kan Alcott naturligvis også sagtens have haft i tankerne, men jeg tvivler ærlig talt på, at forfattere på den tid var nær så opmærksomme på den slags tricks. Det ærgrer mig lidt, at pigerne er gjort så barnlige i forhold til deres alder. Da jeg læste historien, troede jeg automatisk, at de tre yngste piger var 3-5 år yngre, end der stod i bogen. Samtidig er det i mine øjne også lidt synd, at pigerne er forskellige, men det er også en af de ting, der gør, at bogen henvender sig til børn – udover hele opdragelsesvinklen. For ja, bogen hylder omsorgsfuld og næstekærlig opførsel, og jeg kunne ikke lade være med at spekulere over, om bogen er skrevet for netop at lære børn om god opdragelse…

Bogen er som sagt en fin lille historie om fire søstre og deres hverdag på godt og ondt. Det er en historie uden de helt store armbevægelser, men alligevel en historie, hvor pigerne hver især gennemgår en udvikling og på den måde nærmer sig bogens titel – ‘Little Women’. Man kan godt kalde det en dannelsesrejse – en historie om fire unge piger, der nærmer sig tiden, hvor de vil flyve fra barndomhjemmets trygge skød.

Mine heltinder

winter-woman

Nu fortalte jeg for et stykke tid siden om mine yndlingsskurke, og jeg vil derfor heller ikke snyde jer for mine yndlingshelte… kvindelige helte vel at mærke! Girlpower, yeah!

Hvis du er fast læser af bloggen, har du nok bemærket, at jeg har en vis forkærlighed for kvindelige hovedpersoner, der er handlingsorienterede, har ben i næsen og ikke er bange for at smøge ærmerne op og lave noget beskidt arbejde, når en konflikt skal løses. Det er også ret tydeligt, når jeg ser på hvilke heltinder, jeg har heppet mest på.

Ronja Røverdatter – fra bogen af samme navn. Ronja er ubetinget min yndlingsheltinde. Som så mange andre slugte jeg Astrid Lindgrens bøger, da jeg var barn, og her fik Ronja en helt særlig plads i mit hjerte. Hun er en gæv pige – flittig, modig og målrettet – og f*ndens stædig! Men hun har også et hjerte af guld. Ronja er den perfekte kombination af en pige, der kan selv og vil selv, men som også er så stædig, at det ind imellem spænder ben for hende. En meget menneskelig heltinde.

Vin – fra Mistborn-trilogien. Den nyeste på min liste over yndlingsheltinder. Vin har særlige magiske evner, som først for alvor viser sig, da hun bliver teenager. Det tager et stykke tid, inden hun – og andre – indser hvor særlig hun er, men derefter er det fantastisk at følge hendes udvikling fra usikkert gadebarn til en af landets største magikere og krigere. Hun er dog stadig også den gamle Vin – der er stadig en flig af usikkerhed og mangel på tro på sig selv – og det er et eller andet sted et sympatisk træk. Hun er forbandet sej og skrøbelig på samme tid.

Georgia – fra Feed-trilogien. Georgia er nyhedsblogger i en dystopisk verden, hvor det meste af kloden er befængt af zombier, og menneskene derfor lever i fort-agtige byer, hvor det kun er de få (og tåbelige), der bevæger sig ud fra. Georgia er en af dem, for hun lever af at skrive nyheder på en blog sammen med resten af sit crew. Georgia er lynende intelligent og utrolig sarkastisk, hvilket er temmelig underholdende læsning. Hun mangler visse sociale kompetencer, og hun ville helt sikkert ikke være den populære pige i klassen, hvis hun eksisterede i virkeheden. Men der er ingen tvivl om, at hun bekymrer sig om sit crew, selvom hun ikke altid er god til at vise det.

Hermione – fra Harry Potter-serien. Nu udkom den første Harry Potter-bog først i slutningen af mine teenage-år, så i modsætning til en del andre bogbloggere læste jeg først bøgerne som voksen. Det forhindrer mig dog ikke i at hylde Hermione som en virkelig interessant, intelligent og modig heltinde. Hun møder enhver udfordring med rank ryg og åben pande, og hun kæmper på lige fod med drengene. Hun bør være på listen over alle piger/kvinders yndlingsheltinder.

Lisbeth Salander – fra Millenium-serien. Hun er en ret atypisk heltinde, men ikke desto mindre blev hun mere populær end hovedpersonen, da bøgerne udkom. Lisbeth minder lidt om en kombination af Vin og Georgia men er langt mere fucked up. Lisbeth har helt klart nogle personlige problemer, og hendes sociale liv er nærmest ikke-eksisterende. Til gengæld er hun en gudsbenådet dygtig hacker og har en retfærdighedssans, der er dobbelt så stor som Rundetårn. Jeg har den dybeste respekt for hendes evner, stædighed og viljestyrke.

Brienne – fra A Song of Ice and Fire-serien. Der er rigtig mange spændende – og forskellige – kvinderoller i George R. R. Martins populære fantasyserie, og det er da helt klart også en af seriens største styrker. Jeg kunne godt udvælge flere heltinder fra bogen, men min yndlings er Brienne. Den kvindelige sværdkæmper, som skal tåle så mange fornærmelser, fordi hun ikke er særlig køn eller feminin. Hendes udseende er nærmest befriende almindelig i forhold til alle de smukke, indtagende kvinder, som bøgerne ellers byder på, og så må vi ikke glemme, at hun ikke blot er en utrolig dygtig og stærk kriger – hun stræber også efter retfærdighed, noget som bogens andre personer godt kunne lære noget af…

Alexia Tarabotti – fra Parasol Protectorate-serien. Jeg slutter listen af med en mere humoristisk heltinde. Hvor en god del af de ovenstående heltinder har en del at kæmpe med på den personlige front, så kæmper Alexia mest mod overnaturlige væsner – med en paraply! Serien er pænt fjollet – grænsende til det platte – men jeg var ret godt underholdt, og det skyldtes ikke mindst Alexia, som er en munter, frembusende og vedholdende ung kvinde, som i den grad forstår at sætte sig i respekt blandt byens overnaturlige væsner.

… er der nogen, jeg har glemt? Jeg overvejede også følgende:

Katniss fra The Hunger Games-trilogien. Jeg tror, Katniss er på manges liste over yndlingsheltinde, og skulle jeg kun vælge ud fra den første eller evt. de to første bøger i serien, så var hun også kommet på min liste. Jeg brød mig dog ikke om den rolle, hun fik i tredje bog, hvor hun slet ikke virkede nær så selvstændig og handlekraftig som i de foregående, og det ødelagde desværre lidt mit billede af hende.

Menolly fra Harper Hall-trilogien. Serien var en af mine yndlingsserier, da jeg var barn, for der var både en sød og talentfuld heltinde og en masse små drager! What’s not to like? Men selvom jeg godt kan lide Menolly, må jeg indrømme, at hun ikke har nær så meget karakter som heltinder på min liste herover, og en del af begejstringen over bøgerne skyldtes naturligvis også dragerne.

Hvem er dine yndlingsheltinder og hvorfor? 

 

The Iron Daughter

tid
Dette er anden bog i ‘The Iron Fey’-serien – jeg anmeldte ‘The Iron King’ tidligere i år.

Da ‘The Iron Daughter’ er en del af en serie, vil jeg ikke bringe et resumé af bogen, da det vil afsløre for meget af handlingen i den første bog, men jeg vil gerne fortælle, hvorfor denne bog blev den sidste, jeg læser i den serie.

Jeg hader trekantsdramaer. Det ved du allerede, hvis du er fast læser af bloggen, for det har jeg tidligere skrevet et indlæg om. Men jeg hader virkelig bøger, hvor en stor del af handlingen er baseret på, at en pige ikke kan bestemme sig til hvilken fyr, hun vil helst vil have som kæreste. Det problem har ‘The Iron Daughter’, og det gør det ikke bedre, at den ene fyr, pigen forelsker sig i, er en kold og arrogant nar. I ‘The Iron King’ var selve trekantsdramaet ikke så tydeligt, selvom anslaget til det var der, eftersom Meghan allerede der forelskede sig. I ‘The Iron Daughter’ er der til gengæld fuld skrue på konflikten, og det kedede mig utrolig meget.

Den første bog i serien blev i høj grad båret af en spændende verdensbeskrivelse, som jeg nød at fordybe mig i, men den del fylder (selvfølgelig) ikke lige så meget i anden bog. Hovedhistorien var sådan set interessant, men blev desværre tit overskygget af det trælse trekantsdrama og Meghans humørsvingninger.

Alt i alt – denne serie er ikke noget for mig. Den er simpelthen for overfladisk og fokuserer for meget på et kærlighedsdrama, som jeg finder utrolig fortærsket.