Conventions of War

‘Conventions of War’ er tredje og sidste del i ‘Dread Empire’s Fall’-trilogien af Walter Jon Williams. Jeg har tidligere anmeldt ‘The Praxis‘ og ‘The Sundering’.

Da ‘Conventions of War’ er sidste del i en trilogi, vil jeg ikke bringe et resumé af bogen. I stedet laver jeg en opsummering af, hvad der er godt og knapt så godt ved denne bog samt ved serien som helhed.

Denne bog har en langt mere fængende start end de to foregående bøger. Hvor ‘The Praxis’ og ‘The Sundering’ begge har en lidt tør og langsom start, så syntes jeg ikke, at ‘Conventions of War’ lider af samme problem. Til gengæld er rytmen og… hm… prioriteringen i den tredje bog noget anderledes i forhold til resten af serien. Den er knapt så scifi-agtig (i hvert fald hvis du forbinder scifi med rumkampe og andre racer), men der er stadig en pæn portion action og drama i den. Det skulle jeg lige vænne mig til, men jeg endte med at være ret fanget af historien alligevel.

‘Dread Empire’s Fall’ er en fed scifi-serie med en god portion action, drama og politiske intriger. Den er forholdsvis teknisk til tider, for serien gør en del ud af at forklare, hvordan rejser i rummet fungerer. Det skal dog ikke holde dig tilbage, hvis du ikke er til nørdede detaljer, for der er også mange interessante forviklinger og konflikter mellem bøgernes hovedpersoner og bipersoner.

Jeg elsker hovedpersonerne i denne serie og de konflikter, de roder sig ud i, og mange af dialogerne er også skrevet med et glimt i øjet. Der er i det hele taget en fin humor og en fandenivoldskhed i bøgerne, som jeg var ret begejstret for.

‘Dread Empire’s Fall’ er en serie, der har givet mig endnu mere lyst til at få fat i flere scifibøger. Jeg læste en del scifi som teenager, men det er desværre ikke en genre, der har været specielt populær de sidste 20 år, så jeg vil nok satse på at få læst nogle af de scifi-klassikere, jeg mangler eller evt. kigge efter noget underground-scifi.

Er du til scifi, rumskibskampe og personlige dramaer i stil med Battlestar Galactica, så er denne serie noget for dig.

Fables Book 1 – Legends in Exile & Animal Farm

fables

Så fik jeg ENDELIG læst det første album i Fables-serien! Eller rettere de to første albums, for jeg læste hardcover-udgaven, der indeholder de to bind, ‘Legends in Exile’ og ‘Animal Farm’.

Fables er en graphic novel serie, der foregår i en verden, hvor mange af de kendte personer og væsner fra folkeeventyrerne lever side om side med menneskene efter at have flygtet fra deres egen verden efter en grusom krig. Eventyrvæsnerne er dog nødt til at skjule deres sande natur for menneskene og omgås derfor også primært andre eventyrvæsner – eller Fables som de hedder i serien.

Jeg stiftede bekendtskab med Fables-verdenen allerede sidste år, da jeg spillede computerspillet The Wolf Among Us og blev straks grebet af den spændende setting. Jeg er ret vild med den dystre verden, hvor hovedpersonerne fra en lang række folkeeventyr er blevet genfortolket og moderniseret.

‘Legends in Exile’ er mest af alt en krimihistorie, der introducerer verdenen og en række af de vigtigste personligheder, som Fables er befolket med – ikke mindst frøken Snow og Mr. Wolf, der får til opgave at opklare et mord, der ryster byen.

‘Animal Farm’ er til gengæld en fortolkning over George Orwells klassiker af samme navn – en bog som hører til blandt mine yndlingslitteratur. En barsk fortælling, som gør sig rigtig godt i Fables-universet.

Fables Book 1 levede fuldt op til mine forventninger – og de var ret høje, så det er imponerende. Jeg glæder mig meget til at læse videre i serien og regne med at købe næste bog til efteråret.

Cress

‘Cress’ er tredje bog i ‘The Lunar Chronicles’-serien af Marissa Meyer. Jeg har tidligere anmeldt ‘Cinder’ og ‘Scarlet’.

Jeg bringer ikke et resumé af ‘Cress’ her, da det vil afsløre for meget af handlingen i forhold til de tidligere bøger, så jeg nøjes med at opsummere de gode og mindre gode ting ved denne bog.

Ligesom med ‘Scarlet’ sørger ‘Cress’ også for at introducere nye personer og dermed bringe endnu et folkeeventyr i spil – denne gang Rapunsel. Det er både godt og skidt. Jeg kan godt lide måden, eventyret er indarbejdet i bogen og er tilpasset scifi-verdenen, selvom det måske godt kunne være gjort en lille smule mere elegant.

Til gengæld synes jeg, at kærlighedsdelen bliver lige lovlig konstrueret. Det er, som om alle skal deles op i par, og det kommer til at virke lidt for kunstigt. Jojo, det er hyggeligt, men det er også alt for crowdpleasing og hyggeligt til min smag. Der må gerne være flere komplikationer, og der må gerne være mere på spil.

‘Cress’ var udmærket underholdning, men jeg synes desværre ikke, at den var lige så medrivende som de to foregående bøger. Det skyldes først og fremmest kærlighedsdelen, for grundhistorien var spændende og actionpræget, og der kom mere kød på verdensbeskrivelsen.

Fjerde bog i serien, ‘Winter’, bliver udgivet senere i år.

Gone Girl – Kvinden der forsvandt

‘Gone Girl’ – eller ‘Kvinden der forsvandt’ på dansk – er en af de mest hypede bøger gennem de sidste par år – hjulpet godt på vej af den populære filmatisering sidste år, som fik virkelig gode anmeldelser. Bogen er skrevet af Gillian Flynn, og jeg har længe ønsket at læse bogen, så det var et oplagt sommerprojekt.

I starten af bogen melder Nick sin hustru, Amy, savnet. Hun er forsvundet under mystiske omstændigheder, og inden længe begynder politiet at interessere sig meget for, hvordan Nicks og Amys forhold egentlig er. Passer det rosenrøde billede, som Nick fremstiller ægteskabet som, eller lyver han, når han fremstiller sig selv som den bekymrede ægtemand, der gerne vil have sin hustru tilbage? Og hvad er der sket med Amy? Lever hun? Er hun bortført? Eller har nogen (… Nick?) dræbt hende?

Denne bog hører til den kategori af bøger, som er svære at anmelde detaljeret uden at afsløre for meget af handlingen. Det er nemlig en fortælling, der indeholder flere twists og kringelkroge, så jeg vil prøve at kommentere så overordnet som muligt.

Det er en interessant historie, Gillian Flynn har strikket sammen, og jeg kan sagtens se, hvorfor den er blevet så populær. Der er nogle mystiske twists i historien, og er du til bøger, der ikke er 100% forudsigelige, så er denne bog muligvis noget for dig.

Når det så er sagt, så blev jeg aldrig rigtig grebet af bogen. Handlingen var ganske enkelt for konstrueret og utroværdig til, at spændingen for alvor krøb ind under huden på mig, ligesom den på intet tidspunkt skræmte mig eller virkede ubehagelig.

Jo, der er plottwists undervejs, men efter min mening er der for mange, og de er for… perfekte… Det betød, at jeg i sidste ende tog mere afstand fra bogen end accepterede de mange knudrede krumspring, historien tog.

‘Kvinden der forsvandt’ er udmærket underholdning, men den er ikke lige så medrivende og snedigt opbygget, som jeg havde håbet. Jeg havde langt fra de “WTF!?!”-øjeblikke, som jeg havde, da jeg så Memento og Den Sjette Sans i sin tid, hvor overraskelserne var langt mere chokerende og elegant indarbejdet i historien. Jeg tror dog, jeg vil se filmatiseringen af bogen, for jeg vil gerne se, hvordan instruktøren har valgt at bygge filmen op.

Det revolutionære råd

For et stykke tid siden blev jeg kontaktet af forfatteren af denne bog, der ville høre, om jeg havde lyst til at anmelde den, og min nysgerrig blev straks vakt af foromtalen.

‘Det revolutionære råd’ er skrevet af Martin Winckler-Carlsen og handler om den 25-årige Maja, der netop er blevet uddannet som journalist. Til sin fødselsdag får hun en forsinket arv fra sin oldefar, og det viser sig ikke blot at være en ganske stor sum penge men også nye informationer om Skoleskibet Københavns forlis. Oldefaren var nemlig om bord på skibet, der forsvandt sporløst i 1928, og de oplysninger, han videregiver til Maja, giver noget af forklaringen på, hvorfor offentligheden ikke kender meget til sagen. Men der er også en række uopklarede spørgsmål, og i sin posthum hilsen til Maja beder han hende om at opklare mysteriet.

Maja er nysgerrig og vil ære sin oldefar, så hun begynder straks efterforskningen, og det viser sig da også hurtigt, at der godt kan være noget rigtig betændt ved denne sag.

Jeg kunne rigtig godt lide den danske vinkel på denne historie – at det faktisk var et mysterium i den danske historie, der var omdrejningspunktet for fortællingen, og ikke endnu en flok tempelriddere eller (andre) religiøse fanatikere, der endnu en gang skulle tærskes langhalm på.

Forfatteren har selvfølgelig taget sig visse friheder – det er jo en skønlitterær bog – men han gør det på en måde, så man sidder og tænker, at sådan kunne det jo godt have foregået. Den troværdige – om end skræmmende – historie er med til at gøre historien både spændende og fængslende på samme tid. Tænk nu hvis…

Der er et par steder undervejs, hvor det gik lige lovlig let for Maja – for eksempel da hun ledte efter nogle dokumenter i en bygning og tilfældigvis lige kunne skaffe en maskine, der vil være en stor hjælp i arbejdet. Samtidig savnede jeg også lidt mere dybde i hendes personlighed. Hun fungerede fint som drivkraft i historien, men hun måtte gerne have haft lidt mere personlighed.

Bogen er let at læse. Den kunne godt trænge til lidt ekstra korrekturlæsning, men det var ikke værre, end at jeg slugte bogen på et par dage, for historien var ret spændende.

Har du lyst til at læse en bog, der tager udgangspunkt i et af Danmarkhistoriens største mysterier, så kan jeg anbefale denne her.

Født ved midnat

‘Født ved midnat’ er første bog i serien ‘Shadow Falls’. Den har længe stået på min huskeliste over lydbøger på Ereolen.dk, men jeg har tøvet med at låne den, for alene forsiden tydede på, at bogen ikke ville falde i min smag. Når jeg kiggede på andre bogbloggeres rating af bogen på Goodreads, så var det da også en bog, der virkelig skilte vandene – enten elskede folk den og gav den enten 4 eller 5 stjerner – eller også hadede de den og gav den en enkelt sølle stjerne.

Godt så. Selvom jeg frygtede, at jeg ville høre til sidste kategori, så kunne jeg ikke nære mig til sidst og lånte den. Det er jo sommer, og så er det tid til lidt mere light læsning…

Bogen er skrevet af C. C. Hunter og handler om teenagepigen Kylie, der har problemer på hjemmefronten. Forældrene skal skilles, og de beslutter sig samtidig for at sende Kylie på sommerlejren ‘Shadow Falls’, som efter sigende er en lejr for unge med adfærdsproblemer. Kylie synes ikke selv, hun passer ind, og hun finder da også snart ud af, at ‘adfærdsproblemerne’ dækker over, at alle de unge har paranormale evner. Der er varulve, vampyrer, hekse og mange flere væsner, og Kylie er både chokeret – og urolig, for hvorfor er hun der? Hun har da ikke overnaturlige evner? Men de andre overbeviser hende om, at hendes evner nok skal vise sig, og da hun hurtigt finder sig flere venner blandt de andre lejrdeltagere, så begynder hun lige så stille at falde til.

Denne bog startede godt. Det virkede som en hyggelig bog med et interessant koncept og skrevet med et glimt i øjet. Jeg kunne godt lide humoren, der viste sig tidligt i bogen, og selvom selve rammen for historien ikke var nytænkende – den mindede meget om ‘Hex Hall’ – så var jeg alligevel positivt stemt. Men… så begyndte det at gå ned af bakke…

Lad os starte med Kylie. Ikke lige min type hovedperson. Hun virkede lidt for langsomt opfattende og var i det hele taget utrolig lidt opmærksom på sine omgivelser og ikke mindst sine venners velbefindende. Det skyldtes måske, at hun havde utrolig travlt med at være centrum for adskillelige lækre fyres opmærksomhed. Det var ikke bare et trekantsdrama – som jeg hader – nej, der var hele tre fyre, der bejlede til hende. To ret forskellige fyre fra sommerlejren samt hendes mærkelige eks, der også dukkede op undervejs. Hun kunne søreme ikke finde ud af, hvilken af fyrene hun bedst kunne lide, så hun kyssede med dem alle sammen og blev derefter sur, da hun troede, at den ene af dem var forelsket i en anden pige. Tal lige om dobbeltmoral…

Det virkede ikke, som om hun var kalkulerende og manipulerende – bare utrolig egocentrisk og uopmærksom. Og så var det jo sååå svært at vælge… Suk!

Kylies overnaturlige evner var der naturligvis megen mystik omkring, og det var egentlig ikke særlig overraskende, at forfatteren var meget længe om at afsløre noget om Kylies evner. Men det kom til at virke meget kunstigt, og jeg blev irriteret over det til sidst. Fisken på disken, tak!

Bogen rummer flere af de almindelige teenage-emner såsom følelsen af at være udenfor og at være utilstrækkelig, hvilket er fint, men jeg syntes, at det talte til bogens fordel, at den også havde emnet skilsmisse med. Det fungerede fint og gjorde historien en anelse mere nærværende og troværdig.

Alt i alt var dette ikke en bog for mig. Jeg hadede den ikke, men jeg syntes heller ikke, den havde noget nyt eller særligt at byde på. Derudover brød jeg mig som sagt ikke om kærlighedsdelen, som kom til at virke lige så kunstig og beregnende som de fleste kærlighedshits fra diverse boybands gennem de sidste 20 år. For mange ligegyldige tungeslaskere og for få dybe følelser.

Guards! Guards!

Da jeg valgte årets bogudfordringer – herunder at læse mindst otte bøger fra BBC’s liste over 100 bøger, du bør læse – vidste jeg med det samme, at jeg ville læse ‘Guards! Guards!’. Bogen er den ene af de to Terry Pratchett-bøger, der er endt på listen (den anden er ‘Mort’, som er en af mine yndlings-Pratchett-bøger), og da jeg får læst alt for lidt af Pratchett nu (i forhold til tidligere), så var det en glimrende undskyldning for at komme i gang igen. Så du mit indlæg om, hvad jeg vil læse i min sommerferie, så ved du også, at jeg har planer om at læse mere Pratchett de kommende uger.

Tilbage til ‘Guards! Guards!’. Bogen foregår i Pratchetts Discworld-verden og er den første i ‘City Watch’-serien. Her tilkalder et hemmeligt broderskab en drage for at vinde magten over byen Ankh-Morpork, og snart spreder dragen rædsel – og flammer! – blandt byens borgere. Heldigvis kan nattevagterne gribe ind… eller kan de? Dette vagtkorps består nemlig af 110% inkompetente og dovne mandspersoner, som hellere vil hænge ud på kroen end at håndhæve loven – de kunne jo komme til skade! Det ændrer sig dog, da den unge Carrot ankommer. Han er af dværgeslægt men er overraskende høj (rygterne vil vide, at han er menneske, men lad være med at sige det til ham!), og Carrot besidder al den retfærdighedstrang og grundighed, som hans kolleger mangler.

Jeg elsker Terry Pratchetts gakkede Discworld-verden, der er befolket af en masse sære væsner, pudseløjerlige opfindelser og skøre, egoistiske mennesker, der konstant begår fejl og roder sig ud i problemer. ‘Guards! Guards!’ er ingen undtagelse. Er du rollespiller, vil du måske især holde af bogen, da de inkompetente vagter er et af de faste elementer i diverse fantasy-historier.

Bogen er sjov og surrealistisk på samme tid, og flere af Discworlds faste persongalleri dukker selvfølgelig også op i denne historie – blandt andet min favorit, Mort, samt The Librarian.

‘Guards! Guards!’ er en af de bedste Pratchett-bøger, jeg har læst. Jeg synes, historien er godt skruet sammen, personerne er skønne, og der er et fint tempo i fortællingen. Jeg glæder mig allerede til den næste Pratchett-bog, jeg skal læse!

The Sundering

‘The Sundering’ er anden del af ‘Dread Empire’s Fall’-trilogien skrevet af Walter Jon Williams. Jeg anmeldte første bog, ‘The Praxis’, tidligere i år.

Da dette er anden bog i en serie, bringer jeg ikke et resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget af handlingen i den første bog, men jeg har opridset de gode og knapt så gode ting ved bogen.

‘The Sundering’ har – ligesom forgængeren – en ret langsom og tør start. Hvor jeg havde lettere ved at tilgive det i ‘The Praxis’, da det skyldtes, at det var en masse baggrundsviden om den verden, serien foregår i, så blev jeg lidt irriteret over det, da jeg læste ‘The Sundering’. Heldigvis ændrede det sig efter de første 70-80 sider, og derefter tog historien fart.

Bogen er ligesom forgængeren en blanding af drama og rumskibskampe, men dosseringen virker knapt så elegant denne gang. Er du til spektakulær rumskibskrig i rummet, så vil du trippe utålmodigt igennem en stor del af bogen. Er du til gengæld mest til drama, så vil du bestemt få nogle underholdende scener, men også have perioder, hvor der er lige lovlig megen teknik-sniksnak. Personligt kan jeg lide begge dele, men jeg synes ikke, at historien var lige så elegant strikket sammen som i ‘The Praxis‘. Det betød dog ikke, at bogen var dårlig – jeg var ganske godt underholdt, selvom bogen var lidt træg et par steder.

Der er en skøn humor i bogen, og det er svært ikke at grine, når Martinez og Sula får rodet sig ud i problemer – ofte i forbindelse med deres relation. Og så er det – trods de små knaster, jeg beskrev herover – stadig en af de bedste scifi-serier, jeg har læst de senere år.

Jeg er i gang med at læse tredje og sidste bog i serien, og anmeldelsen af den kommer selvfølgelig på et senere tidspunkt.

Drageknogler og Draugens Gåde

Månedens Goodreads-bog er ‘Bones of the Dragon’ – eller ‘Drageknogler’ og ‘Draugens Gåde’, som den danske udgave hedder (pudsigt nok deler Tellerup mange engelske fantasybøger op i to bøger, når de oversættes til dansk – det er også tilfældet her). I den engelske udgave er det en trilogi. Serien er skrevet af Margaret Weis og Tracy Hickman.

Bøgerne foregår i en fantasyverden, der er kraftigt inspireret af vikingetiden. Her følger man høvdingesønnen Skylan, der vender hjem fra togt. Kort tid efter dukker en fjendtlig hær af ogrer op og fortæller triumferende byens beboere, at deres guder er døde, og at menneskene nu skal tilbede ogrenes guder. Landsbybeboerne nægter dog at tro på det, og det ender i kamp, men flere af beboerne ved dog, at ogrerne måske har ret. Noget er galt i gudeverdenen, og præstinderne kan ikke få kontakt til guderne. Skylan ser det som sin opgave at løse gåden, men det fører snart til større problemer, der truer både ham selv og resten af byens beboere.

I starten var det lidt distraherende, at denne verden mindede så meget om vikingetiden, men jeg endte med godt at kunne lide det (måske fordi vikingetiden altid har fascineret mig). I det hele taget syntes jeg, at den verden, forfatterne havde opbygget, var meget stemningsfuld og spændende at gå på opdagelse i som læser.

Jeg var til gengæld ikke imponeret af persongalleriet, hvor mange af personerne virkede flade og unuancerede – grænsende til det barnlige. Især Skylan var utrolig banal og endimensional, men han endte heldigvis med at udvikle sig i slutningen af anden bog.

Fortællestilen var meget beskrivende, og det kom til at virke ret klodset, når alting blev skåret ud i pap og forklaret til mindste detalje. Det ville under normale omstændigheder have gjort, at jeg havde kategoriseret denne bog som en børnebog, men forfatterne var overmåde glade for ordet ‘voldtægt’ i første bog, og det synes jeg ærlig talt ikke hører hjemme i en børnebog. Så betragt i stedet denne bog som en simpel skrevet ungdomsbog.

Historien i sig selv er på visse områder forudsigelig, men har dog også nogle twists undervejs, der gjorde det til en interessant læseoplevelse, og uden at røbe for meget, så kan jeg godt afsløre, at dette ikke er en af de bøger, hvor det altid går godt for heltene.

Jeg var ok underholdt af disse bøger. De var udmærket som ferielæsning (eller som underholdning i toget for mit vedkommende), men den meget beskrivende fortællestil og de lidt for enkle og karikerede personer trak dog en del ned. Jeg regner ikke med at læse videre i denne serie.

A Natural History of Dragons

a natural history of dragons

Da jeg så denne bog første gang – jeg mener, det var hos Boglabyrinten – faldt jeg pladask for bogen. Jeg indrømmer blankt, at det først og fremmest var på grund af, at der var drager med i bogen, men jeg syntes også, at oplægget lød ret interessant.

‘A Natural History of Dragons’ er skrevet af Marie Brennan og er første bog i serien ‘A Memoir by Lady Trent’. Bogens hovedperson – førnævnte Lady Trent – er en ung kvinde, der lever i en verden meget lig 1800-tallets England. Altså lige bortset fra at der findes drager i denne verden, og dem er hun allerede fra barnsben meget betaget af. Men hun lever i en verden, hvor kvinder absolut ikke interesserer sig for den slags, og selvom det er hendes højeste ønske, så får hun besked om, at hun hellere skal finde sig en mand, som kan tage sig af hende. Heldigvis tilsmiler lykken hende, for hun ender med at blive gift med en tolerant og åbenhjertig mand, som respekterer hendes ønsker og gør sit til, at hun kan udleve sin drøm om at studere drager. Men dermed er prøvelserne ikke slut – de er nærmest kun lige startet, for hvor og hvordan skal de komme til at studere disse sjældne dyr?

Bogen har en ret usædvanlig vinkel – nemlig en videnskabelig tilgang til drager, eftersom Lady Trent er opsat på at studere disse fantastiske væsner og nedfælde sine tanker om dem. Hvis du forventer en klassisk fantasybog med drager, bliver du skuffet. Hvis du til gengæld tænker, at det kunne være utrolig spændende at mikse en verden meget lig vores egen med drager – ligesom i ‘His Majesty’s Dragon’ – så er denne bog noget for dig. Kombinationen af Victoriatidens England, drager og ekspeditioner til fjerne egne er intet mindre end genial og bød selvfølgelig også på kønspolitiske iagttagelser og en del stædighed fra hovedpersonen (og som du ved, så kan jeg som regel godt lide stædighed hos mine heltinder). Lady Trent er i det hele taget en ret interessant hovedperson, for læseren får mulighed for at følge hendes udvikling op gennem barndoms- og teenageårene og ser, hvordan hun langsomt modnes. Samtidig er historien krydret med den ældre Lady Trents kommentarer – det er jo hendes erindringer, bogen skal forestille sig at være – og det giver også en række små hints til senere fortællinger. Vel at mærke i en tilpas mængde, så det ikke kommer til at virke alt for bedrevidende.

Jeg vil i øvrigt fremhæve bogens design, som både er smukt og gennemtænkt. Bogen har et dustcover, der – selvfølgelig – viser en anatomi-tegning af en drage – og inde under coveret er bogen holdt i lysebrune og mørkebrune farver, der straks fik mig til at tænke på gamle videnskabsbøger i et antikvariat. Meget stemningsfuld. Og det blev kun bedre, da jeg åbnede bogen og så, at teksten var skrevet med en mørkebrun farve, som også gik igen i en række illustrationer, som hovedpersonen lavede af de drager, hun så. Derudover var siderne let flossede i kanten – som om de var sprættet op, ligesom bøger blev før i tiden. Mange fine detaljer, der fik mig til at smile og nyde læsningen endnu mere.

‘A Natural History of Dragons’ levede fuldt op til mine forventninger, og den var en fornøjelse at læse. Jeg har allerede læst den næste bog i serien, men der går lige nogle uger, inden den anmeldelse kommer her på bloggen, da jeg også har en lang række andre bøger, jeg vil anmelde den kommende tid.

natural history of dragons