Dronningens dame

Jeg har genoplivet en gammel kærlighed – nemlig glæden ved at læse historiske romaner. Tidligere på ugen anmeldte jeg ‘Jomfrudronningen’, som jeg læste i min sommerferie, og i dag får du anmeldelsen af en anden sommerferiebog – nemlig ‘Dronningens dame’ af Anne-Marie Vedsø Olesen.

‘Dronningens dame’ foregår i midten af 1500-tallet i Frankrig, hvor krigen mellem katolikker og huguenotter raser. Riget styres reelt set af Catherine af Medici, som er mor til den unge konge, Karl IX, og hun omgiver sig af et netværk af dygtige mænd og kvinder, der kan fremme Frankrigs interesser. Den unge, smukke og snarrådige kvinde, Madeleine de Montdidier, bliver snart en del af dette netværk, da hun ansættes som hofdame hos dronningen. Desværre falder Madeleine også for fjendens leder, Louis af Condé, og det stiller hende i et loyalitetsproblem. Kan hun både være sit land og dronning tro, samtidig med at hun ses med fjenden i al hemmelighed?

1500-tallet er en spændende tid, og der er ingen tvivl om, at det franske hof emmede af intriger på det tidspunkt (… og så mange andre tidspunkter, hvis vi nu skal være helt ærlige). Derfor er historien i denne bog som udgangspunkt interessant – især fordi den stærke Catherine af Medici er med.

Desværre ødelægges en del af oplevelsen af en hovedperson, som jeg havde svært ved at forlige mig med. Madeleine virker på en række områder lige lovlig moderne – en lidt for planlagt krydsning mellem en drengepige og en model – både smuk og frygtløs fægter på samme tid. Det er dog hendes hovedløse forelskelse i fjendens leder, Louis, der gjorde det svært for mig at fatte sympati for hende. Ikke alene er det åbenbart instant love (åh suk), men hun kaster sig også i grams med det samme, hun har muligheden. Jeg havde svært ved at acceptere og forstå, hvordan en kvinde på den tid og med den position kunne være så tankeløs at give slip på alle hæmninger og gå i seng med en mand så kort tid efter, at hun havde mødt ham.

Bogen var desværre lidt for light til min smag – jeg savnede mere dybde og alvor og mindre blåøjet lidenskab. Hvis du er til lette, uforpligtende kærlighedsdramaer tilsat brusende brokadeskørter og lidt fægteri, så er denne bog måske noget for dig. Vil du i stedet have en historisk roman med pondus og en stærk kvindelig hovedperson, så vil jeg klart anbefale ‘Jomfrudronningen’ i stedet.

The Silver Dark Sea

Jeg har et svagt punkt, når det gælder melankolske bøger, der handler om havet. Min yndlingsbog foregår da netop også ved og i havet, så da jeg faldt over ‘The Silver Dark Sea‘ tidligere på året, vidste jeg, at den bog måtte jeg læse – i et stille håb om, at den indeholdt lidt af den samme form for magi.

‘The Silver Dark Sea’ er skrevet af Susan Fletcher og handler om beboerne på den fiktive ø, Parla, som stadig sørger over en mand, der forsvandt i havet fire år tidligere. Flere af meget påvirkede af tabet, og livet synes at være gået i stå i mange af hjemmene. En dag skyller en mand, der ligner den forsvundne, op på kysten, og straks går snakken i gang. Hvem er den fremmede? Har han nogen relation til den forsvundne? Kan han være ‘The Fisherman’ fra myten af samme navn, hvor en mand fra havet bringer lykke til de steder, han besøger? Og hvilken betydning får hans opdukken på øens beboere?

Jeg bliver nødt til at komme med en advarsel – dette er en langsom fortælling, så du skal have tid og ro, når du læser den, for historien er skrøbelig, melankolsk og næsten smertelig i sit rolige fortælletempo.

Det er en meget smuk fortælling – både mht. sproget, fortællestilen og budskaberne. At læse bogen er næsten som at gå en tur ved havet, hvor kapitlerne er bølgeskvulp. Her fortælles forskellige scener flere gange, fordi scenerne bliver beskrevet af flere af de tilstedeværende – som bølger, der ruller op på stranden. Og der er en skrøbelighed ved de spæde tegn på håb, som fik mig til at tænke på fine, tynde muslingeskaller, som du dårligt tør tage op af frygt for, at de vil smuldre mellem fingrene på dig.

Men først og fremmest er dette en fortælling om kærlighed – om at turde elske, håbe og miste. Det er en historie, der gør ondt og godt på samme tid, hvis du lader den komme tæt på, men du skal give den tid til at folde ud, for den er sky og forsigtig. Og ja, måske kunne den have været kortere, og måske kunne der have været færre gentagelser, men det er også en af grundene til, at jeg anbefaler, at du giver dig god tid med denne bog, for det er en bog, som skal have tid til at trænge ind og bundfælde sig i dit hjerte og sjæl.

Dette er en bog for drømmere.

Jomfrudronningen

jomfrudronningen

Gennem de sidste mange år har jeg fået hamstret en håndfuld historiske romaner, som efterfølgende har hygget sig på bogreolerne… ulæste! En af sommerferiens mål var derfor at komme i gang med det, så jeg kastede mig over ‘Jomfrudronningen’ af Susan Kay.

‘Jomfrudronningen’ er en skønlitterær bog, der fortæller historien om Elisabeth den 1., der blev dronning af England og regerede landet i 45 år. Bogen følger hende tæt fra hendes første år og helt frem til hendes sidste. Hendes fremtid ser ellers ikke lys ud, da hendes far får moderen, Anne Boleyn, halshugget da Elisabeth er 3 år. Elisabeth lever et farefuldt liv, indtil hun som 25-årig bliver kronet som dronning af England. Farerne er dog ikke drevet over, men ved list og snilde formår Elisabeth at styre landet og samtidig holde de andre europæiske lande på afstand, så England oplever en lang årrække med fred og fremgang.

Dette er historien om en af verdenshistoriens mest magtfulde og berygtede kvinder. Ikke alene var Elisabeths barndom kaotisk og præget af moderens katastrofale ægteskab med Henrik den 8. (ja, ham der blev berømt for at slå sine hustruer ihjel) – hun formåede også at holde tronen i 45 år uden på noget tidspunkt at måtte afgive magten til mænd. Det var noget af en kunst i 1500-tallet, hvor kvinder ikke havde meget at skulle have sagt – ej heller hos adelen.

Bogen er meget spændende – ikke blot fordi historien om Elisabeth er fascinerende i sig selv, men også fordi forfatteren har formået at skrive en interessant og medrivende fortælling, hvor det er tydeligt, hvordan Elisabeth har balanceret på et knivsæg for at styre sikkert gennem adelens magtkampe. Ind imellem kammer det over, og forfatterens næsegrus beundring af Elisabeth bliver alt for tydelig, men bortset fra det er det en fornøjelse at læse historien om en intelligent og yderst listig kvinde, der kom til at have en så stor rolle i ikke bare Englands men også Europas historie.

Bogen går lidt ned i tempo i den sidste del af historien, men det er ikke så underligt, når det samtidig også er beskrivelsen af Elisabeths sidste år. Jeg synes heller ikke, det gør noget, for det giver tid til eftertænksomhed.

Alt i alt er ‘Jomfrudronningen’ en fascinerende og fængende fortælling om en af historiens mest betydningsfulde kvinder – en dronning, hvis lige er svær at finde.

Dragonlance – Heltesagn 1 + 2

Jeg fik lyst til lidt light fantasy for nylig og kastede mig derfor over en af de Dragonlance-serier, jeg ikke er stødt på før – nemlig ‘Heltesagn’-serien. Vær opmærksom på, at Tellerup valgte at dele de engelske bind op i to, da de i sin tid udgav serien, og derfor dækker disse to bøger, ‘Huma og minotauren’ samt ‘Huma og sølvdragen’, i virkeligheden over det første engelske bind, ‘The Legend of Huma’.

‘Heltesagn 1 + 2’ er skrevet af Margaret Weis og Tracy Hickman. Bøgerne handler om den unge ridder, Huma, der støder på minotauren Kaz, der holdes som fange. Selvom minotaurer plejer at stå i ledtog med ogrerne og derfor opfattes som en af fjenderne, så vælger Huma at befri Kaz. Dermed får Huma en ven for livet, da Kaz sværger, at han vil hjælpe Huma til enhver tid. Sammen begiver de sig gennem landet, der er præget af krig og uro, eftersom kampen mod Mørkets Dronning for alvor kan mærkes.

hel2

 

Den første bog, ‘Huma og minotauren’ er en stille og rolig fortælling – ligeud af landevejen – om Huma og hans møde med Kaz. Forfatterne benytter lejligheden til at opridse historien om ridderne, ogrerne og kampen mod Mørkets Dronning, og det er en udmærket om end ret simpel historie.

‘Huma og sølvdragen’ tabte mig dog lidt, selvom den på papiret burde være spændende. Der var dog noget med måden, historien blev beskrevet, der ikke rigtig fængede, og selvom bogen er krydret med nogle interessante og tragiske detaljer, så virkede historien alligevel distanceret og ligegyldig på mig.

Jeg havde håbet, at jeg ville være mere grebet af bøgerne, men de var desværre lidt for simple og lineære til min smag, så umiddelbart regner jeg ikke med, at jeg læser resten af serien.

Rivers of London

Da jeg var på ferie i Toscana, stod jeg i den uheldige situation, at jeg var lige ved at løbe tør for bøger! Heldigvis havde min bedre halvdel taget ‘Rivers of London’ med – en bog, jeg læste sidste år men aldrig fik skrevet en anmeldelse af. Siden har jeg ærgret mig over, at jeg læste den på et tidspunkt, hvor jeg havde lidt for meget om ørerne, for jeg kunne ikke huske særlig meget af handlingen, så det var en velkommen mulighed for at genlæse bogen.

‘Rivers of London’ er skrevet af Ben Aaronovitch og er første bog i serien om Peter Grant – en ung politidetektiv i London. Eller… måske ikke det London, vi kender, for der skjuler sig stærke magiske kræfter rundt omkring – noget, som Peter snart indser, da han bliver assistent for inspektør Nightingale, der viser sig at være magiker. De to deltager i opklaringen af en mystisk sag, hvor flere mennesker dør under sære omstændigheder, og hvor der tydeligvis er overnaturlige kræfter på spil.

Da jeg læste denne bog første gang, havde jeg lidt svært ved ikke hele tiden at sammenligne den med ‘Dresden Files’-serien, som jeg holder meget af. Begge serier hører nemlig til urban fantasy-genren – hvor nutidens storbyer er blandet med fantasyelementer – og i begge serier kan hovedpersonen magi og indgår i opklaringsarbejde. Det er dog især mht. hovedpersonerne, at bøgerne er forskellige. Peter Grant er nemlig en ung og ret almindelig fyr, der flirter med sin kvindelige kollega og generelt prøver at gøre sit arbejde godt. Han skal pludselig forholde sig til, at han lever i en verden med magiske væsner, hvor han har mulighed for at lære at bruge magien til at bekæmpe de onde kræfter.

Bogen er ganske underholdende. Den har ikke helt den samme ironiske humor, jeg godt kan lide ved ‘Dresden Files’-serien, men til gengæld er ‘Rivers of London’ måske lidt mere troværdig mht. actionniveauet og graden af fare, som hovedpersonen udsættes for. Her kan ‘Dresden Files’ ind imellem godt blive lidt over the top.

Jeg håber på at få købt flere bøger i serien senere i år, for jeg vil gerne se hvilke spændende opgaver, Peter Grant får i fremtiden, så det er helt sikkert en serie, jeg skal læse videre i.

Kan din yndlingsforfatter skrive dårlige bøger?

 Har du en yndlingsforfatter? En, hvis bøger du altid læser? Har han/hun nogensinde skrevet en bog, hvor du – måske nødtvungent – måtte indrømme, at du ærlig talt var noget skuffet, da du læste den?

Jeg har ikke en decideret yndlingsforfatter, men en af de forfattere, jeg har læst mest af, er Stephen King, og han var min yndlingsforfatter i teenageårene. Han har skrevet fantastiske bøger – men han har altså også skrevet noget virkelig skidt og skrammel! Det var ret tydeligt, da jeg sidste år havde dedikeret en hel måned til at læse en række af hans bøger. Det blev til otte stk, og her fik jeg virkelig brugt hele paletten af karakterer hos Goodreads, for her var flere fem-stjernede læseoplevelser, men altså også et par stykker, der kun kunne skrabe hhv. én og to stjerner sammen!

Nu kan man så argumentere for, at det netop ikke er overraskende hos en forfatter som Stephen King, der som regel sender flere nye bøger i handlen hvert år, hvor mange forfattere end ikke udgiver én bog om året. Ind imellem må det da gå lidt (for) stærkt… eller hvad?

En velanset og erfaren forfatter er i mine øjne ikke en 100% garanti for, at en bog er fantastisk, for ind imellem eksperimenterer forfattere og prøver nye veje, når de skriver bøger, og det er ikke altid, det falder heldigt ud. Alligevel vil jeg som udgangspunkt altid foretrække, at forfattere netop eksperimenterer og prøver dem selv (og læserne?) af i stedet for blot at bruge den samme (effektive) skabelon igen og igen.

Jeg var selvfølgelig ærgerlig over, at jeg ikke elskede alle de Stephen King-bøger, jeg læste sidste år, men jeg må også indrømme, at jeg var lidt fascineret over, hvor ringe et par af dem var. Jeg kunne ikke lade være med at spekulere over, hvorfor forfatteren havde taget de valg, han havde – og hvorfor forlaget ikke havde stoppet ham 😉

Hvad er dine oplevelser?

De måske egnede

Denne bog fandt jeg hos et antikvariat sidste år, og jeg endte med at købe den, selvom jeg havde på fornemmelsen, at det ikke nødvendigvis var en bog, der ville falde i min smag. Imidlertid kan jeg godt lide at udfordre mig selv, og så tænkte jeg, at bogen kunne komme med på sommerferie – hvilket den så gjorde i sidste måned.

‘De måske egnede’ er skrevet af Peter Høeg og handler om tre børn, der anbringes i den samme københavnske privatskole i starten af 1970’erne. Børnene indgår i et forsøg, hvor skolen prøver at omskole dem fra at være institutionsbørn med ar på sjælen til at blive gode samfundsborgere. Ikke blot for børnenes skyld men også for skolens ry. Omskolingen skal ske med hård disciplin og overvågning, og det er noget, der får børnene til at stejle.

Det er ikke en særlig behagelig eller opmuntrende fortælling. Tværtimod er det både sørgeligt og tankevækkende, hvordan skolen begår overgreb mod børnene i forsøget på at gennemtvinge disciplin og orden. Peter Høeg leger med tidsbegrebet, som bruges til at dominere børnene, men jeg må indrømme, at denne del ikke helt fungerede for mig, selvom jeg sagtens kan se det interessante i eksperimentet.

Bogen er først og fremmest en kritik af en undertrykkende skole, der ikke giver frihed og mulighed for at udvikle en bred skare af unge men i stedet forsøger at ensrette og diktere dem til at blive på en bestemt måde. Det er et interessant emne, og selvom jeg ikke kan genkende det fra min skoletid (nu gik jeg så også i skole i 80’erne og 90’erne), så kan jeg sagtens forestille mig, at skolesystemet kan have været på den måde i starten af 70’erne (man har vel set Pink Floyd – The Wall :)).

Hovedpersonen i bogen, Peter, deler navn med forfatteren, og ud fra skrivestilen i bogen bliver man ind imellem i tvivl om, hvorvidt historien er en form for selvbiografi eller ej. Peter Høeg har selv afvist, at bogen ikke er selvbiografisk, men at en række af hændelserne tager udgangspunkt i virkelige hændelser, og denne vekslen mellem fiktion og virkelighed er faktisk det mest interessante ved bogen.

Alt i alt var det en ret blandet læseoplevelse. Jeg kunne godt se det interessante ved emnet og vinklen, men historien krøb aldrig rigtig ind under huden på mig, og det føltes en smule som pligtlæsning.

Falkens flugt

Jeg elskede ‘Rebecca’ af Daphne du Maurier, så da jeg faldt over en anden af hendes bøger, ‘Falkens flugt’, i et antikvariat, mente jeg, at det var en glimrende anledning til at udforske hendes forfatterskab lidt mere.

‘Falkens flugt’ foregår i Italien, Armino arbejder som rejseguide. Et stille og roligt liv, der blandt andet fører ham til Rom, hvor tingene dog tager en drastisk drejning, da en gammel tigger bliver myrdet en nat – kort tid efter, at han givet hende en stor sum penge. Ikke alene frygter han, at politiet vil få mistanke til ham – han indser også pludselig, at han har set hende før, og at det sandsynligvis er familiens tjenestepige, som han kendte som barn. Armino rejser i al hast til sin hjemby, hvor han ikke har været i mange år, for han håber på at finde ud af, hvad der egentlig er sket, siden tjenestepigen pludselig er endt i Rom som tigger. Armino indser dog hurtigt, at byen og indbyggerne har ændret sig meget, og at der foregår mystiske ting. Langsomt bliver han rodet ind i en række mystiske intriger og konspirationer, mens han prøver at komme til bunds i sin families historie.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne ‘Falkens flugt’ med ‘Rebecca’, selvom det måske er en lidt unfair sammenligning. ‘Falkens flugt’ har dog lidt af den samme snigende mystik, hvor man som læser bliver mere og mere overbevist om, at noget er rivende galt. Bogen er ikke lige så mørk og gotisk som ‘Rebecca’, men selvom den foregår i det smukke Italien, så er der ingen tvivl om, at Arminos fødeby skjuler en række sære begivenheder.

Bogen lider dog under, at handlingen er langtrukken, og at flowet i historien i det hele taget er alt for langsomt. Man skal virkelig væbne sig med tålmodighed, når man læser denne bog. Samtidig virker historien en anelse ‘oppustet’ og utroværdig. Der sker forskellige ting, hvor jeg virkelig undrede mig og tænkte “sådan opfører folk sig da ikke!?”, og det gjorde mig mere og mere skeptisk over for plottet. Visse ting virkede forcerede, og selvom jeg syntes, at forfatteren slap nogenlunde fra slutningen, så var den desværre ret forudsigelig på nogle områder.

Det var hyggeligt atter at læse noget af Daphne du Maurier, også selvom bogen ikke levede op til mine forventninger. Det var ok læsning – især eftersom jeg faktisk var i Italien på det tidspunkt, jeg læste den – men det er næppe en historie, jeg vil tænke tilbage på om nogle år.

Wyrd Sisters

Jeg er rigtig glad for, at jeg er gået i gang med at læse Discworld-bøgerne igen. Jeg læste ‘Guards! Guards!’ tidligere på sommeren og morede mig ganske godt, men denne bog var endnu bedre!

‘Wyrd Sisters’ er skrevet af Terry Pratchett og er den sjette bog i hans Discworld-serie. Faktisk er Discworld-serien inddelt i ‘underserier’, hvor ‘Wyrd Sisters’ er anden bog i ‘Witches’-serien, der starter med ‘Equal Rites’, som jeg i øvrigt også kan anbefale.

‘Wyrd Sisters’ starter med, at kongen dør – og bliver til et spøgelse, der skal hjemsøge slottet, indtil han har løst mysteriet om sin død. En af tjenerne flygter fra slottet med kongekronen og et lille barn i favnen og overlader begge ting til de tre hekse, Granny, Nanny og Magrat. Heksene giver barnet videre til en teatertrup og sniger samtidig kronen ned i deres kasse med rekvisitter i den forventning, at barnet en dag vil vokse op og vende tilbage for at hævne kongens død. Men… kongeriget kan ikke døje den nye konge, og heksene indser, at der vil gå 15 år, før barnet er gammelt nok til at tage kampen op mod den nye konge. Det går ikke. De udfører derfor et magisk ritual, så de 15 år kan blive overstået i en fart, og vupti – så kan historien fortsætte! Men hvordan skal barnet nu overbevises om, at han faktisk bør tage kampen op mod den nye hersker? Og hvordan døde den oprindelige konge? Og hvad laver spøgelser i det hele taget?

Jeg vil egentlig ikke kommentere så meget på handlingen, for det kommer hurtigt til at blive indviklet, da der er en række snørklede finurligheder, som kommer til at virke meget indforståede, hvis jeg skulle opsummere det hele.

‘Wyrd Sisters’ har bestemt sin andel af skøre personligheder og skæve eksistenser, men måske knapt så mange som de foregående bøger. Til gengæld er der en tydelig rød tråd gennem historien, og det virker i det hele taget som en lidt mere ’stram’ historie, hvor forfatteren har haft hele historien på plads i hovedet, inden han begyndte at skrive bogen. Og det er en klar fordel med en verden som Discworld, der utrolig gerne vil stikke i alle retninger.

Dette er en af de sjoveste bøger, jeg har læst i meget lang tid. Jeg har ikke tal på alle de gange, hvor jeg sad og klukkede af grin, mens min søde husbond skævede mere og mere bekymret over på mig, og det er en af de bedste Discworld-bøger, jeg har læst til dato.

Humor er svær at forklare – især den ironiske, tørre og underspillede humor, som Terry Pratchetts bøger besidder. Kender du ikke hans bøger, så forestil dig Monty Python. Humoren i Discworld-bøgerne er lige så gakket og abstrakt, men lidt mere underspillet end hos Python-drengene.

Men i hvert fald – hvis du er til ovenstående form for humor, så læs denne bog!

Tiger Lily

Jeg vandt ‘Tiger Lily’ hos Flyv Med Mig for nogle måneder siden og besluttede mig straks for, at den skulle i min sommerferie-læsebunke. Så langt nåede den ikke – jeg læste den nemlig et par uger inden, og det fortrød jeg bestemt ikke.

‘Tiger Lily’ er skrevet af Jodi Lynn Anderson og tager udgangspunkt i eventyret om Peter Pan. ‘Tiger Lily’ handler dog først og fremmest om den pige, Peter forelskede sig i, inden han mødte Wendy. Historien er fortalt af Klokkeblomst, som følger denne pige, Tiger Lily, og dermed observerer alt, hvad der sker mellem hende og Peter Pan. Tiger Lily er på mange måder ulig Wendy – en lidt grov og drenget pige, som er vant til at klare sig selv og som må udstå en lang række ydmygelser fra de andre i landsbyen. Hun bliver advaret mod at nærme sig Peter Pan, men alligevel støder de på hinanden, og de to fascineres og drages af hinanden, mens problemerne omkring dem langsomt begynder at eskalere.

Dette er en fantastisk velskrevet bog. Det er en af de bedste kærlighedshistorier, jeg nogensinde har læst, og den er virkelig smuk og magisk. Der er en skrøbelighed og forsigtighed over ordene, som gør, at man ind imellem næsten ikke tør trække vejret af frygt for at puste dem væk fra siderne i bogen. Jeg sad flere gange og følte næsten, at det gjorde ondt at læse, for ordene rummede en smerte og en længsel, der stille og roligt skar sig ind i hjertet på mig.

Tiger Lily er en stærk pige – en pige, der ved hvad hun vil og som nok skal kæmpe for det. Men hun ved ikke altid, hvordan mennesker reagerer, og hun er voldsom stædig – noget, der kan give problemer i kærlighed, for hvornår skal man gå på kompromis, og hvornår skal man holde på sit? Da jeg læste om Tiger Lily, forestillede jeg mig et rigtig junglebarn – sej, stærk, udholdende… og lidt mut. For ja, Tiger Lily er ikke en pige, der sprudler af glæde og godt humør, men det er måske heller ikke så underligt med de omgivelser, hun lever i.

Mødet mellem hende og Peter Pan er interessant – ikke mindst når man kender den oprindelige Peter Pan-historie, for Tiger Lily er ikke den type pige, man som læser ville forvente var noget for Peter Pan. Men det er hun, og det er så befriende, at han falder for denne stærke, lidt mutte pige, for hun ligner på ingen måde den stereotype kønne pige, som ofte optræder som hovedpersonen i kærlighedshistorier.

‘Tiger Lily’ er en fortolkning af Peter Pan-eventyret, og handlingen er derfor ikke helt som den originale. Jeg blev dog bagefter overrasket over, hvor tæt på den var mht. nogle detaljer, som jeg havde glemt fra det oprindelige eventyr, og jeg tror derfor, at jeg snart skal læse originalen igen.

Jeg kan varmt anbefale ‘Tiger Lily’. Det er en af de smukkeste og skrøbeligste kærlighedshistorier, jeg har læst, og af samme grund må jeg også komme med en advarsel. Hvis du er en drømmer som mig, så er dette en bog, der går lige i hjertet på dig. Pas på – det risikerer af få nogle rifter, for lige så sød kærlighed kan være, lige så brutal og smertelig kan den også blive.