Hvad er no go hos en hovedperson?

Når jeg læser skønlitteratur, foretrækker jeg helt klart hovedpersoner, der har både gode og dårlige sider. De skal have et minimum af sympatiske træk men må også gerne have negative træk, så de fremstår menneskelige. Det er ret tydeligt i mit indlæg om yndlings-heltinder, som generelt er stærke kvinder, der dog tumler med diverse problemer og i flere tilfælde ligefrem mangler sociale evner.

For et stykke tid siden måtte jeg dog også indse, at der er ting ved hovedpersoner, jeg ikke kan acceptere. Det blev tydeligt, da jeg læste en anmeldelse af ‘Prince of Thorns’ – en bog, jeg oprindeligt havde tænkt mig at læse. Det ændrede sig dog, da jeg fandt ud af, at hovedpersonen voldtager en kvinde i starten af bogen. Der satte jeg foden ned – det kan jeg simpelthen ikke acceptere hos en hovedperson, da det er noget af det værste, man kan udsætte et andet menneske for. Jeg bliver nødt til at have bare et minimum af sympati for en hovedperson for at have lyst til at læse bogen, og det har jeg ikke for en voldtægtsmand.

Jeg vil heller ikke læse om en hovedperson, der er racist, homofobisk eller mands- eller kvindechauvinistisk. Det er holdninger, jeg ikke bryder mig om, og som jeg heller ikke kan acceptere hos en hovedperson.

Hvad er no go hos dine hovedpersoner? Og har du fravalgt bøger af samme årsag? 

The Corpse Rat King

Jeg købte ‘The Corpse Rat King’ for et par år siden, da jeg var på ferie i New York. Oplægget lød ret sjovt og interessant, men desværre fandt jeg senere ud af, at den ikke havde fået særlig gode ratings på Goodreads. Den har derfor ikke stået allerøverst på læselisten, men for et stykke tid siden fik jeg endelig læst bogen.

‘The Corpse Rat King’ er skrevet af Lee Battersby og handler om Marius, der er ligrøver. Sammen med assistenten Gerd plyndrer han ligene på krigsmarkerne for værdier, og det går fint – lige indtil den dag, hvor de støder på liget af Scorbys konge og samtidig bliver opdaget af et par soldater. Forviklinger opstår – Gerd bliver dræbt, og Marius gemmer sig bag kongens lig, hvilket dog betyder, at to udøde soldater bortfører Marius til dødens verden. De tror nemlig, at han er den døde konge, og de dødes verden mangler en konge. Da de opdager, at Marius ikke er konge, får han i stedet opgaven at skaffe dem en (ny) død konge – lige med den lille finte, at han vil være udød, indtil opgaven er løst. Marius er kommet på lidt af en opgave – en opgave han mest af alt har lyst til at flygte fra…

Jeg synes som sagt, at oplægget til denne bog er både sjovt og anderledes, og starten af bogen er da også ganske underholdende. Desværre synes jeg dog, at morskaben stille og roligt siver ud af bogen i takt med, at Marius famler mere og mere rundt i landskabet uden nogen plan. Det er synd, for historien bliver alt for lemfældig og ligegyldig, og jeg synes ikke, at forfatteren udnytter de spændende muligheder, som oplægget ellers lægger op til. Jeg kedede mig flere gange undervejs, og selvom der kommer lidt mere fart over feltet til sidst, så kan det ikke redde en historie, hvor store dele af den virker som tilfældige scener, der er sat sammen.

Alt i alt en bog, som havde masser af potentiale, men desværre skuffede.

Bogindkøb til efterårslæsningen

efterårsbøger

For et par uger siden bestilte jeg en pæn stabel efterårsbøger hos Saxo. Ok, efterårsbøger er måske så meget sagt, men det er i hvert fald bøger, jeg har tænkt mig at læse i løbet af de kommende måneder. Fire af bøgerne er reserveret til Dewey’s readathon i oktober, hvor jeg – ligesom sidste år – har tænkt mig at læse horror, gys og gru, mens mørket falder på!

Til readathonen har jeg reserveret to af tegneserierne – ‘Revival – Deluxe Edition’ og ‘The Nightmare Factory’. Jeg har hørt godt om begge og er meget spændt på, om de er lige så fascinerende, som jeg håber på.

‘The Poison Eaters’ og ‘The Bad Seed’ ryger også i readathon-bunken, og udover disse fire bøger har jeg også et par bøger mere fra bogreolerne, som bliver en del af min readathon-læsning. Mere om dette i ugen op til eventen.

Jeg har også købt ‘Fables 2 – Deluxe Edition’, for jeg var ret begejstret for ‘Fables 1’ og har glædet mig meget til at læse videre i serien.

‘Armada’ er skrevet af samme forfatter, som også stod bag successen ‘Ready Player One’. Da jeg har hørt ret godt om ‘Armada’ – og i øvrigt ikke kan stå for, at den handler om computerspil og rumvæsner – så var den også et must buy.

I starten af blogindlægget fik jeg omtalt bogstablen som efterårsbøger, og lidt efterår er der da også i form af bogen ‘The Shock of the Fall’ – en efter sigende småmelankolsk bog, som egner sig fortrinligt som efterårslæsning. Den har længe stået på min ønskeliste, så nu var det på tide, at den blev bestilt hjem.

Sidst men ikke mindst er der en anden finurlig bog, nemlig ‘The Humans’, der er en sjov scifibog med rumvæsner, bortførelser og andet spas. Den er jeg pt. i gang med at læse, og indtil videre virker den ganske hyggelig.

Et par enkelte bøger fra andre bogforhandlere er også dukket op med posten. Jeg bestilte ‘The Night Stalker’ fra Bookdepository, da Saxo ikke kunne skaffe den, og i et spontant øjeblik bestilte jeg ‘The Enchanted’ fra Bookoutlet, da jeg stødte på den der. Jeg har faktisk lidt svært ved at forklare, hvorfor jeg gjorde det – jeg kender ikke så meget til historien men er stødt på flere lovprisninger af den. Forsiden ville ellers normalt skræmme mig væk (nej, jeg er absolut ikke hestepige), så nu er jeg virkelig spændt på, hvad jeg synes om bogen.

The Catcher in the Rye

Og se så, hvad der dukkede op i postkassen i går! (bogen, ikke katten :)). ‘The Catcher in the Rye’, som jeg for nylig vandt hos Borough of Books. Den går jeg nok i gang med inden længe, for den har jeg virkelig set frem til at læse.

Har du købt nogle spændende bøger for nylig?

The Executioner

Jeg må indrømme, at jeg nærmest blev blæst omkuld, da jeg læste ‘The Crucifix Killer af Chris Carter sidste år. Bogen er den første i serien om kriminalassistent Robert Hunter, og det er en ret voldsom og actionramt krimi med en sympatisk hovedperson, der for en gangs skyld hverken er alkoholiker eller skilsmisseramt.

Siden har jeg glædet mig til at læse videre i serien, og det fik jeg endelig gjort noget ved for nogle uger siden, da jeg læste ‘The Executioner‘. Her bliver liget af en præst fundet på altertrappen i en kirke. Et makabert syn, eftersom præstens hoved er er udskiftet med en hunds. Robert Hunter tror, at der er sket et rituelt mord, men da flere lig dukker op, begynder mystikken for alvor at brede sig. Hvad har ofrene til fælles? Hvis de da har nogen forbindelse overhovedet?

Denne bog er meget blodig, og det er en temmelig sadistisk morder, der er på spil, så den er ikke for folk med sarte nerver. Jeg er ikke specielt sart, men der var flere gange i starten i bogen, at jeg lige måtte synke en gang og være glad for, at jeg ikke spiste, mens jeg læste, for der er nogle meget malende beskrivelser af, hvad ofrene bliver udsat for.

Ligesom den forrige bog er ‘The Executioner’ en medrivende og actionmættet krimi, og jeg var ganske godt underholdt undervejs. Den vil måske virke en anelse light for dem, der elsker personlige dramaer og kriminalforskere med tragiske personligheder, men jeg synes ærlig talt, at det er forfriskende med en krimi med masser af action og en spændende mordgåde. Og som sagt – jeg kan virkelig godt lide, at hovedpersonen i denne serie faktisk er en velfungerende og sympatisk efterforsker, som ikke har alle mulige lig i lasten (pun intended).

The Handmaid’s Tale

‘The Handmaid’s Tale’ er en bog, jeg længe har ønsket at læse. Ikke blot er der tale om en ny-klassiker – det er også en bog, der ofte refereres til, og det har pirret min nysgerrighed. Bogen står samtidig på BBC’s Big Read liste, hvorfra jeg skal læse mindst otte bøger i år, så jeg kunne lige så godt slå flere fluer med ét smæk og læse bogen.

‘The Handmaid’s Tale’ er skrevet af Margaret Atwood og foregår i en nær-fremtidsverden, hvor samfundet har ændret sig drastisk efter et terrorangreb. Fattige kvinder er nu tjenestefolk hos de rige familier, og af tjenestepigernes opgaver er at agere rugemødre for de rige familier, der ikke selv kan få børn. I bogen følger man Offred – en kvinde, der skal agere rugemor og derfor skal have sex med herren i huset en gang om måneden. Det giver visse komplikationer – blandt andet fordi Offred stadig ikke er blevet gravid, og hun frygter, at hun bliver stemplet som ufrugtbar og dermed degraderet til at udføre samfundets laveste opgaver.

Hvis du er typen, der foretrækker at læse bøger, hvor rammerne er klare fra start, så er denne bog nok ikke noget for dig. Den er mildest talt meget nærig mht. at fortælle om den verden, den foregår i, og havde jeg ikke læst flere foromtaler inden, så havde jeg nok følt det som om, at jeg vaklede i blinde i de første kapitler i denne bog. Det ærgrede mig lidt, for det var lidt forvirrende i starten, men på den anden side kunne jeg godt lide at ‘gå på opdagelse’ i bogen for at finde ud af mere om den verden, den foregik i.

Jeg havde gerne set, at verdenen var uddybet lidt mere i denne bog. Dels fordi jeg gerne vil forstå hvordan og hvorfor samfundet pludselig har ændret sig så radikalt, og dels fordi jeg et eller andet sted har lidt svært ved at acceptere præmissen for bogen. På den ene synes jeg ikke, at samfundet er beskrevet nær så outreret, som jeg havde forestillet mig (hvis vi ser bort fra ritualerne i bogen – de er pænt mærkelige!), og på den anden side undrer jeg mig over, at der er en selvfølgelighed over handlingerne i bogen, som undrer mig, når samfundsændringerne blot er få år tilbage (10 år – måske mindre?).

Da jeg læste bogen, kom jeg flere gange til at tænke på ‘Fahrenheit 451’ – både mht. skrivestilen og mht. de følelser, bogen vakte i mig – eller måske ikke vakte i mig. Begge bøger beskriver en dyster nær-fremtid, hvor der er sket radikale ændringer, og hvor samfundet er en truende og overvågende instans, der ikke vil borgeren (=individet) det godt. Eftersom jeg godt kan lide dystopiske bøger, burde jeg holde af dem begge, men desværre krøb ingen af dem aldrig helt ind under huden på mig. Det ærgrede mig især i forbindelse med ‘The Handmaid’s Tale’, for selvom jeg helt klart kunne se en række kvaliteter i bogen, så kom fortællingen til at fremstå for distanceret og utopisk for mig.

Men når det så er sagt, så er det en velskrevet og nærmest underspillet fortælling om en kvindes skæbne, hvor man får glimt af hendes fortid og de tanker, hun gør sig om sin fremtid. Det er en bog, der handler om håb, frygt, afsavn og uvished på samme tid, men også en bog, som måske ikke er så langt fra virkeligheden, som man skulle tro ved første øjekast.

‘The Handmaid’s Tale’ er en interessant bog, og selvom den ikke rørte mig nær så meget, som jeg havde håbet, så ved jeg samtidig, at det er en bog, jeg gerne vil læse igen og måske opdage nye sider ved.

Den hvide dronning

Jeg har længe ønsket at gå i gang med Phillipa Gregorys bøger, så da jeg sidste år opdagede, at HBO Nordic sendte tv-serien Den hvide dronning bygget på bogen af samme navn (skrevet af Phillipa Gregory), måtte jeg selvfølgelig se den. Desværre blev jeg ret skuffet, og det skyldtes nok først og fremmest, at jeg syntes, at hovedpersonerne havde lige så megen charme som et par slidte, udtrådte træsko (undskyld til jer, der elsker tv-serien, men de skuespillere siger mig altså intet).

Det afskrækkede mig lidt… for en tid… indtil jeg for nylig så, at Ereolen.dk har hele trilogien, ‘Rosekrigene’, som ‘Den hvide dronning’ er første del af, og så var der ikke flere undskyldninger.

‘Den hvide dronning’ foregår i midten af 1400-tallet i det engelske kongehus. I bogen følger man adelsdamen Elizabeth Grey, som får charmeret den noget yngre konge og kvindebedårer, Edward IV af huset York. De bliver til alles overraskelse gift og fremstår som et stærkt par, til trods for at kongens rådgivere absolut ikke bryder sig om Elizabeth. Det er dog ikke parrets eneste udfordring, for der er andre, der ønsker at sidde på Englands trone, og i baggrunden er der intriger og rænkespil. Hvem kan man stole på – hvem er ven, og hvem er fjende?

Bogen giver et interessant og medrivende indblik i en del af Englands historie, som jeg ikke kendte meget til i forvejen. Selvom jeg efterhånden har læst en del historiske romaner, så bliver jeg gang på gang chokeret over omfanget af intriger og magtkampe – selv internt i de adelige familier – og det er nærmest et under, at menneskeheden ikke for længst har udryddet sig selv, når man læser om, hvor grusomme og magtliderlige mennesker kan være.

Elizabeth er ingen undtagelse. Hun er faktisk ikke en særlig sympatisk hovedperson, hvilket jeg havde det fint med, selvom jeg normalt har det lettere med at blive grebet af en bog, hvis jeg kan sympatisere med hovedpersonen. Men hun virker meget troværdig, selvom hendes kamp for at beholde magten gør hende snæversynet og skinger i sin fremtoning. Jeg kunne bedre lide denne fremstilling af hende frem for i tv-serien, for det var som om, at hun virkede mere levende i bogversionen med flere nuancer og personlighed.

Jeg var til gengæld ikke særlig vild med oplæsningen af denne lydbog. Oplæseren i sig selv var der ikke noget i vejen med, men jeg syntes desværre, at hun var fejlcastet til bogen. Jeg havde meget svært ved at abstrahere fra stemmen i starten. Bogen har Elizabeth som fortæller, og hun skal forestille at være 28 år, da historien begynder, men desværre passede oplæserens stemme mere til en på 50 år. Det var ikke særlig heldigt, og det gjorde måske også, at Elizabeth lød lige en tand mere bitter og fornærmet, end det måske var tanken. Om ikke andet så gjorde det hende endnu mere usympatisk.

Der var passager, der ikke interesserede mig så meget, og derfor var læseoplevelsen lidt svingende undervejs, men – uden at afsløre for meget – jeg syntes, at den sidste tredjedel var ret interessant og gjorde, at fortællingen ikke var nær så klassisk, som man kunne forvente. Det tydeliggjorde også hvilke sindrige rænker, adelen kunne finde på at spinde, og hvor hjælpeløse menigmand var, når først adelen trak våben.

Alt i alt var det en glimrende læseoplevelse. Hvis du godt kan lide at læse historiske romaner og samtidig kan abstrahere fra, at personerne ikke er særlig sympatiske i denne bog, så giver ‘Den hvide dronning’ et udmærket indblik i det engelske hofs intriger i 1400-tallet.

Rakkerpak

rakkerpak 1

Jeg læser meget sjældent børnebøger, eftersom de ikke plejer at sige mig noget, men jeg kunne alligevel ikke stå for ‘Rakkerpak’ af Lars Kramhøft, som jeg fik af en af mine venner, der arbejder på forlaget. Ikke alene lød bogen som lidt af et actionbrag – den indeholdt også nogle virkelig skønne og gakkede tegninger.

‘Rakkerpak’ er første del i en fantasyserie henvendt til børn i alderen 11+. Den handler om brødrene John og Viktor, der er et par værre ulykkesfugle. Da de på et tidspunkt er skyld i, at en grif raserer deres fars mølle, bliver de smidt ud hjemmefra og drager derefter på eventyr. Det går dog ikke stille af, for de møder blandt andet var-kaniner og andet utyske, men John og Viktor har en forbløffende evne til at overleve selv de værste kriser.

Først og fremmest – tegningerne i denne bog er fantastiske og er helt bestemt med til at gøre bogen yderst underholdende, men historien i sig selv er nu også ganske sjov, og jeg sad flere gange og klukkede undervejs, mens jeg rystede på hovedet pga. alle de skøre indfald og gakkede scener.

Bogen er henvendt til børn og unge, men voksne (med dårlig humor) kan også sagtens tåle at læse den.

rakkerpak tegning

Comic Con Malmø

Comic Con, Malmø

I går tog jeg turen over vandet sammen med en af mine venner, for i denne weekend er der Comic Con i Malmø! Jeg overvejede at tage til den danske Comic Con tidligere i år, men der var programmet desværre ikke særlig fristende, så jeg blev glad, da jeg opdagede, at der også afholdes Comic Con i Malmø. Jeg håbede, at det svenske arrangement ville være større, og jeg blev positivt overrasket, da dørene åbnede, og vi kunne gå ind i en stor hal med en lang række stande.

Comic Con, Malmø

Der var selvfølgelig tegneserier – og i en lang række genrer. Lige fra Marvel og de nye klassikere såsom Saga og The Walking Dead til mere eksperimenterende og knapt så kendte. Der var en række svenske tegnere på connen, men desværre ingen jeg havde hørt om før. Til gengæld faldt jeg i snak med en af dem, og det var meget interessant at høre om hans arbejde.

Comic Con, Malmø

Comic Con i Malmø henvender sig til mange typer fans, for der var mange forskellige subkulturer repræsenteret, og der var derfor også et bredt udvalg af stande.

Comic Con, Malmø

Der var selvfølgelig en del manga-merchandise.

Comic Con, Malmø

… og nuttede bamser og huer.

Comic Con, Malmø

De ekstremt populære Pop!-figurer var også stærkt repræsenteret. Jeg har ikke helt forstået deres enorme popularitet, men jeg er heller ikke så meget til nuttede ting. Jeg kunne dog næsten overtales, da jeg så, at de også findes i en Alien og en Cthulhu-udgave 🙂

Comic Con, Malmø

Computerspilsbranchen var også godt repræsenteret – både i form af merchandise…

Comic Con, Malmø

… og i form af områder, hvor man kunne se dygtige computerspillere spille mod hinanden.

Comic Con, Malmø

Filmverdenen var også til stede – bådemed reklamer for kommende film, men også med masser af merchandise og ikke mindst folk, der klædte sig ud som berømte figurer fra film.

Comic Con, Malmø

Ingen nørd-con uden Star Wars! Der var naturligvis både Storm Troopers, adskillige Darth Mauls og mindst én Darth Vader på connen – dem tog jeg dog ikke billeder af.

Comic Con, Malmø

Men der var nu rig mulighed for at tage billeder af udklædte deltagere og en del af dem havde ret gennemførte kostumer.

Comic Con, Malmø

Vi mødte for eksempel Jack Sparrow (raaauw!), og jeg fik skudt et billede af ham sammen med min ven, som jeg fulgtes med.

Comic Con, Malmø

Der var dog også en række figurer, som man også kunne fotograferes med – hvilket selvfølgelig også skulle afprøves!

Comic Con, Malmø

Comic Con havde en række paneldebatter på programmet. Der var desværre ingen store stjerner med, men de havde dog fået fat i Jessica Parker Kennedy, der spiller med i Black Sails. Den serie har jeg endnu til gode at se, men det var ikke desto mindre interessant at høre om hendes oplevelser som en del af settet på serien, og jeg tror, jeg vil gå i gang med serien i løbet af denne måned.

Comic Con, Malmø

… og så løj jeg faktisk lidt, da jeg sagde, at de ikke havde nogen store stjerner med, for arrangørerne var så heldige at få fat i Liam Cunningham fra Game of Thrones i sidste øjeblik, da de havde et afbud. Han spiller Sir Davos i serien, og selvom han ikke er en af mine yndlinge fra serien (jeg synes dog bedre om tvserie-udgaven af den person end bog-udgaven), så var det fantastisk at opleve Liam i virkeligheden, for han var virkelig sjov, skarp og tilstedeværende.

Comic Con varer fra den 12. september til den 13. september, så du kan stadig nå at besøge connen. Har du ikke tid i dag, kan du i stedet se miniudsendelsen om arrangementet på SVT’s hjemmeside.

Comic Con, Malmø

Og ja, jeg fik også shoppet lidt. Der var mange fristende sager, men det lykkedes mig at begrænse mig til disse to tegneserier – Saga 1, som jeg længe har ønsket at købe, samt The Wicked + The Divine 1, som jeg ikke kender så meget til, men som også så ret interessant ud.

Ausländer

I foråret faldt jeg over denne bog til 15 kr hos Bog & Idé, og til den pris kunne jeg ikke nære mig, selvom jeg havde på fornemmelsen, at ‘Ausländer’ nok ikke var noget stort, litterært værk. Men derfor kunne det jo godt være, at det var en udmærket læseoplevelse.

‘Ausländer’ er en ungdomsbog skrevet af Paul Dowswell. Bogen foregår under 2. Verdenskrig, hvor den unge polske dreng, Piotr, bliver adopteret af et tysk ægtepar, der bor i Berlin. Selvom Piotr er polak, er han også prototypen på en smuk, arisk dreng – blå øjne og blond hår. Piotr ændrer navn til Peter (hvilket blot er den tyske udgave af navnet Piotr) og bliver først meget betaget af de muligheder, hans nye tyske liv giver ham. Han kan nu spise mæt i velsmagende retter og har rent, pænt tøj, og hans nye familie lærer ham, hvordan en god nazist skal opføre sig. Problemet er blot, at Peter ikke bare kan se stiltiende til, når nazisterne tugter de polske tiggere i området. Men det er farligt at gå imod nazisterne, så Peter er i vildrede – skal han kæmpe for det, han tror på og dermed bringe sig selv og familien i fare, eller skal han rette ind og følge nazismens vej?

‘Ausländer’ indeholder det klassiske dilemma – skal man stå ved det, man tror på, eller skal man underlægge sig flertallet? Det er en konflikt, som især mange ungdomsbøger bygger på (nok fordi ungdommen traditionelt set har ‘brug for’ at gøre oprør mod det eksisterende system (læs: forældregenerationen)), og her er ‘Ausländer’ som så mange andre ungdomsromaner. Her er systemet dog ikke fiktivt men tager udgangspunkt i virkelighedens nazistyre – om end forfatteren muligvis har taget sig et par friheder i fiktionens navn.

Forfatteren gør en del ud af at indflette en række interessante detaljer om, hvordan nazisternes liv har set ud, men eftersom det er en relativ kort bog, kommer nogle af tingene til at virke lidt for ekstreme og mærkelige – selvom de efter sigende er historisk korrekte. Det ærgrede mig lidt, for det gjorde, at jeg ind imellem havde svært ved at tro på historien.

Peter er en sympatisk hovedperson, og det er interessant at følge hans historie, selvom handlingen i sig selv er rimelig forudsigelig. Slutningen var desværre ret hastig – som om den skulle overstås på så få sider som muligt – og det var lidt synd, for det virkede lidt sjusket og utroværdigt. Det var dog samtidig også en slutning, hvor man følte, at der stod noget på spil, og hvor den kunne ende på mange måder.

‘Ausländer’ endte med at være en ok læseoplevelse. Den var faktisk bedre, end jeg frygtede, og som ungdomsbog giver den et interessant indblik i 2. Verdenskrig. Jeg fik ret i, at den ikke er stor litteratur, og jeg havde da også gerne set lidt mere dybde i handlingen, men alt i alt et fint bud på, hvordan en ungdomsroman om 2. Verdenskrig kan se ud.

Empire of Ivory og Victory of Eagles

temeraire

‘Empire of Ivory’ og ‘Victory of Eagles’ er henholdsvis bog 4 og 5 i ‘Temeraire’-serien af Naomi Novik. Jeg har tidligere anmeldt ‘His Majesty’s Dragon’, ‘Throne of Jade’ og ‘Black Powder War’.

Jeg vil ikke bringe et resumé af de to bøger, da det vil afsløre for meget af handlingen i de tidligere bøger, men jeg vil fremhæve de ting, jeg synes gør disse to bøger interessante.

I ‘Empire of Ivory’ bliver dragegalleriet udvidet med flere interessante drager – blandt andet en ung hundrage, som virkelig har attitude og selvtillid. Hun er også provokerende barnlig til tider og kan i den grad provokere alt og alle – inklusiv Temeraire. Det er virkelig underholdende, og selvom hun kan være øretæveindbydende, så kan jeg ikke lade være med at holde af hende. ‘Empire of Ivory’ indeholder en del dramatiske scener – scener hvor hovedpersonerne i den grad er i fare, og hvor det også er tydeligt, at englænderne ikke altid er de mest noble og forstående i forhold til andre folkeslag. I sidste ende fører det også til en afslutning, der i den grad er noget af en cliffhanger og resulterer i en meget interessant drejning af historien.

‘Victory of Eagles’ følger lige i hælene på ‘Empire of Ivory’, og her oplever man konsekvenserne af den forrige bogs slutning. Det er en ret alvorlig bog, men der er heldigvis også scener med et glimt i øjet. Denne bog indeholder også langt færre militære fagudtryk (eller også er jeg bare blevet langt bedre til at gennemskue dem efter at have læst de foregående bøger), og handlingen flyder i det hele taget rigtig godt.

Jeg er positivt overrasket over, hvordan forfatteren formår at forny sig og bringe historien videre, så hovedpersonerne i bogstaveligste forstand hele tiden drager på nye eventyr. Som regel argumenteres der også godt i bøgerne for, hvorfor hovedpersonerne skal påtage sig nye opgaver, så det ikke bare virker som et smart trick fra forfatterens side, og det kan jeg godt lide.

Jeg har de to næste bøger i serien stående, og jeg satser på at læse dem senere i år.