Stormdancer

Da jeg læste, at ‘Stormdancer’ er en kombination af fantasy og steampunk, hvor historien foregår i Japan, var jeg helt solgt. To af mine yndlingsgenrer kombineret med en af de mest fascinerende kulturer, der findes. Helt klart en bog jeg måtte læse!

‘Stormdancer’ er første bog i ‘The Lotus War’-serien, der er skrevet af Jay Kristoff. Bogen handler om den unge pige Yukiko, der tager med sin far ud i vildnisset for at finde en griff til shogunen. Det er en mission, der er dømt til at fejle, for alle ved, at griffer uddøde for mange år siden, men ingen tør at sige shogunen imod. Imod alle odds lykkes det dog at finde og fange en griff, men derefter vender lykken, og Yukiko ender med at komme væk fra resten af ekspeditionsholdet. Hendes eneste selskab er den store griff, men da den ikke virker synderlig begejstret for at være i nærheden af mennesker, ser hendes situation ret håbløs ud.

Det tog mig nogle kapitler at vænne mig til historiens rammer – mest af alt fordi jeg skulle lure lidt på, hvornår der blev refereret til begreber/væsner kendt fra den japanske kultur og hvornår der var tale om fantasivæsner m.m. Men da jeg først havde fået en fornemmelse af verdenen, var det ret interessant at se, hvordan forfatteren havde kombineret den japanske kultur med elementer fra fantasy og steampunk.

Yukiko er en selvstændig pige med ben i næsen og derfor let at holde af som hovedperson. Griffen var også interessant, men til tider lige lovlig menneskelig i sin tankegang og udtryk. Det irriterede mig lidt. Der var et forholdsvis bredt persongalleri, men der var desværre ikke så mange af dem, der blev beskrevet særlig grundigt, og derfor føltes de en kende overfladiske.

Min største anke mod bogen er det trekantsdrama, der opstår undervejs. Ja, jeg hader jo trekantsdramaer, så det er jo ikke en overraskelse, at det irriterer mig, når det også dukker op her, for det giver ikke noget særligt til historien – andet end at fremstille Yukiko mere naiv, hvilket mest af alt ærgrede mig.

Der var visse elementer i bogen, som fik mig til at frygte en meget klassisk opbygget ungdomsbog, for det tydede det længe på, men heldigvis indeholdt slutningen af bogen flere overraskelser. Det lover godt i forhold til de efterfølgende bøger, selvom jeg ikke helt kan lure, hvordan forfatteren vil gribe dem an. Jeg er dog ikke i tvivl om, at jeg skal læse videre i serien.

Royal Assassin

‘Royal Assassin’ er anden bog i ‘Farseer’-trilogien af Robin Hobb. Jeg har tidligere anmeldt ‘Asssassin’s Apprentice’.

Da dette er anden bog i en serie, kan jeg ikke bringe et resumé, da det vil afsløre for meget af handlingen fra den første bog. Jeg holder mig derfor til at opridse de gode og knapt så gode sider ved bogen.

Bogen er ligesom forgængeren velskrevet – sproget flyder let, og Robin Hobb er god til at opbygge en interessant og nuanceret verden. Tempoet er dog alt for sløvt – et problem der til dels også gjorde sig gældende i den første bog, men som er særligt tydeligt i ‘Royal Assassin’. Det ærgrer mig, for bogen ville være så meget bedre, hvis man skar 100-200 sider fra.

Jeg savnede også lidt mere fremgang i historien i det hele taget. Det er som om, at alting står i stampe i denne bog – som om der ikke rigtig må ske så meget, fordi det skal gemmes til tredje og sidste bog.

Hovedpersonen Fitz er en anelse vag og tøvende, og det var derfor en langt større fornøjelse at opleve flere af de nye personligheder, som denne bog bød på. Især den unge prinsesse viste sig at være selvstændig og handlekraftig.

Det ærgrer mig som sagt, at denne bog er så langsom og handlingslammet, for ‘Assassin’s Apprentice’ havde et brag af en afslutning og formåede i den grad at fange mig. Efterfølgeren havde desværre ikke samme effekt, selvom jeg nu hyggede mig med at læse den.

Jeg håber på at komme i gang med tredje og sidste bog i juleferien, men jeg er lidt intimideret af bogens tykkelse, for den er på 750 tætskrevne sider. Man skulle tro, at Robin Hobb og Patrick Rothfuss var i familie… *suk*…

Konkurrence: Vind The Princess Bride

the princess bride
Hvad siger du til at vinde denne smukt indbundne udgave af ‘The Princess Bride’? Det er den lækre stofindbundne udgave fra Folio’s Society, og der følger også en boks med.

Sådan deltager du

Smid en kommentar til dette blogindlæg, hvor du fortæller hvilke tre bøger, du allerhelst vil have i julegave. Husk at notere din e-mailadresse.

Når du skriver en kommentar, deltager du automatisk med ét lod i lodtrækningen om bogen. Du kan få et ekstra lod i konkurrencen, hvis du også følger Den lille Bogblog via Bloglovin’ (husk i så fald at skrive det i kommentaren).

Konkurrencen løber frem til søndag den 6. december kl. 15.

Exile & Sojourn

Jeg er blevet færdig med ‘The Dark Elf’-trilogien, da jeg fik læst både ‘Exile’ og ‘Sojourn’ for et stykke tid siden. Jeg har tidligere anmeldt ‘Homeland’. Der er dog mange flere bøger om sortelveren Drizzt, så inden længe fortsætter jeg med næste trilogi om den unge, sværdsvingende herre.

‘Exile’ fortsætter umiddelbart efter, at ‘Homeland’ sluttede, og jeg blev positivt overrasket over, hvordan forfatteren byggede flere lag på historien. Jeg nød især, at man fik mere at vide om sortelverne, deres religion og ikke mindst det komplicerede magtspil, som deres samfund er præget af. Det virkede gennemarbejdet og modbydeligt på samme tid. Drizzt er fortsat en hovedperson, der er let at holde af, men det er også godt at se, at han udvikler sig og er knapt så blåøjet og ‘følt’ som i den første bog. Visse ting er stadig lige lovlig lette for ham, men han oplever også modstand, og visse scener i bogen indeholdt også et par overraskelser. Jeg frygtede ellers, at bogen ville være for forudsigelig – og dermed også lidt kedelig – men her tog jeg heldigvis fejl.

‘Sojourn’ tager historien i en helt ny retning og tilføjer nye, spændende elementer til fortællingen. Her møder Drizzt nogle virkelig alvorlige udfordringer, og forfatteren har taget nogle modige – og alvorlige – valg i historiefortællingen, hvilket jeg rigtig godt kunne lide. Det er en barsk historie og har slet ikke samme happy-go-lucky-stemning som ‘Skyggens lærling’ for eksempel har.

‘The Dark Elf’-trilogien har overrasket mig positivt. Hovedpersonen Drizzt er måske lige lovlig naiv i den første bog, hvor konflikterne virker meget sort/hvide og dermed lige lovlig forcerede. Der kommer dog flere nuancer og spændende detaljer i de to efterfølgende bøger, og jeg glæder mig helt sikkert til at læse flere bøger i samme univers.

Lockdown

Denne bog købte jeg på et tidspunkt hos BookOutlet efter at have kigget på den ca. en million gange (… sådan da). Jeg kunne virkelig ikke lure, om den ville være noget for mig, eller den ville være en lige så stor skuffelse som ‘Article 5’. Der var kun én måde at finde ud af det på…

‘Lockdown’ er skrevet af Alexander Gordon Smith og er første bog i en serie på fem, der alle går under navnet ‘Escape from Furnace’. Den foregår i en mørk og dyster fremtid, hvor de unge kriminelle bliver indsat i verdens mest sikre fængsel – Furnace Penitentiary. Det er et fængsel, der ligger langt under jordens overflade og dermed umuligt at flygte fra. Hovedpersonen, Alex, er dømt for mordet på en god ven – et mord Alex vel at mærke ikke har begået. Alligevel ender han i Furnace og skal lige pludselig prøve at overleve et sted, der er styret af underlige regler, psykopatiske medfanger og uhyggelige monstre, der kan finde på at overfalde og dræbe de indsatte, når de mindst venter det.

Denne bog har en ret simpel og forudsigelig opbygning – den uskyldige hovedperson bliver pludselig låst inde i noget, der mest af alt minder om en horrorudgave af et fængsel, og her agerer han (super-)helt til trods for, at han ikke ligefrem er det i forvejen. I starten irriterede det mig, at visse elementer var så forudsigelige, men så kom der heldigvis et par twists til historien, der gjorde den mere spændende og nervepirrende. Det er en virkelig mørk og ubehagelig ramme for historien, og selvom noget af det er så meget over the top, at historien bliver (for) utroværdig, så er det samtidig også et interessant og anderledes sted for en ungdomsbog.

For ja, det er lige lovlig tydeligt, at det er en ungdomsbog – også selvom der ikke er noget trekantsdrama i det (undskyld… men… altså… man kan jo nærmest ikke skrive ungdomsbøger i dag, uden at det skal syltes ind i kærlighedsdramaer). Jeg savnede mere dybde hos de enkelte personer – især flere af skurkene, som virkede lige lovlig endimensionale.

Der er dog ingen tvivl om, at der er masser af action og spænding i denne bog, og dermed er den også fin underholdning, selvom jeg ind imellem savnede følelsen af, at den krøb ind under huden på mig. Dermed blev det overfladisk underholdning og ikke en bog, jeg vil tænke tilbage til på samme måde som ‘The Hunger Games’ eller ‘The Knife of Never Letting Go’.

Men udmærket underholdning, og jeg overvejer, om jeg skal læse videre i serien på et tidspunkt.

Skæbnehjulet

Dette er tredje og sidste bog i ‘Rosekrigene’-trilogien af Philippa Gregory. Jeg har tidligere anmeldt ‘Den hvide dronning’ og ‘Den røde dronning’.

‘Skæbnehjulet’ er lidt anderledes i forhold til de to foregående bøger, for den foregår før dem. Bogen fokuserer i stedet på Jacquetta af Luxembourg, der bliver enke i en meget ung alder og derefter trodser alt og alle og gifter sig af kærlighed. Det er ganske uhørt på dette tidspunkt og giver da også hende og ægtemanden en del problemer, men hun vil hellere være gift med en, hun elsker end en, som har samme stand som hende. I stedet bliver hun en del af dronningens damer og er snart en af hendes fortrolige. Her er Jacquetta vidne til magtkampe og dramaer, der har konsekvenser ikke blot for hoffet men for hele landet.

Jeg var ret spændt på, hvad denne bog ville byde på, når nu den foregik før de to andre bøger, og jeg blev heldigvis positivt overrasket. Jacquetta er en hovedperson, der er langt lettere at forstå og elske end de kvinder, der er hovedpersonerne i de to foregående bøger, og det var lidt af en befrielse, for selvom det – også – var to ret interessante kvinder, så var det nu rart med en hovedperson med begge ben på jorden.

Det giver også et interessant twist på fortællingen, at man som læser godt ved, hvad historien vil ende med, men at man ikke kender (hele) vejen dertil. Det gav en anden ro over fortællingen, men det gjorde den bestemt ikke kedelig.

‘Skæbnehjulet’ supplerer fint de to andre bøger, men kan også sagtens læses alene. Jeg må samtidig konkludere, at det er den af bøgerne i trilogien, som jeg bedst kan lide – og at det forhåbentlig ikke er sidste gang, jeg læser noget af Philippa Gregory.

The Night Stalker

For nylig trængte jeg til at læse en krimi, og så er Chris Carter et sikkert valg. Jeg var nået til tredje bog i serien om Robert Hunter – se anmeldelserne af de to tidligere bøger, ‘The Crucifix Killer’ og ‘The Executioner’.

I ‘The Night Stalker’ finder man liget af en ung kvinde i en nedlagt slagterforretning. Hendes mund og kønsdele er syet sammen, men dødsårsagen er svær at fastslå. Under obduktionen finder politiet dog hurtigt ud af, at de ikke står med en helt almindelig morder, og kriminalassistent Robert Hunter fra drabsafdelingen bliver tilkaldt. Dette kræver de helt rigtige folk til at løse mordgåden.

Chris Carter formår som sædvanlig at skrive en spændende og fængende bog. Stilen er lidt anderledes i denne bog i forhold til de to foregående. Bortset fra starten så er mordscenerne knapt så voldsomme og brutale som de tidligere bøger, og det er, som om der er mere ro over ‘The Night Stalker’ – den er ikke nær så hektisk og actionramt. Det er et fint valg fra forfatterens side, for jeg var bange for, at bøgerne ville ligne hinanden for meget, men dette giver tid til at dvæle ved andre detaljer i historien.

Der er dog to ting, der irriterede mig ved bogen. Dels var stort set alle kvinder i denne bog modelsmukke. Det blev lidt anstrengende i længden, og det virkede mest som en mands håbløse fantasier om kønne unge kvinder. Derudover – og det er min største anke mod bogen – så var afslutningen af stort set hvert kapitel temmelig ‘Dan Brown-ramt’. Og hvad betyder så det? Har du læst ‘Da Vinci Mysteriet’, så kan du ikke have undgået at lægge mærke til, at hver kapitel slutter med en cliffhanger. Det er et (billigt) trick, som Dan Brown i den grad er mester i at misbruge, og jeg synes desværre, at Chris Carter gør lidt det samme i ‘The Night Stalker’. Her slutter mange af kapitlerne af med, at enten Robert eller Garcia bander lavmælt, fordi de pludselig lige har indset en vigtig detalje i opklaringen… men det er selvfølgelig først i næste kapitel, at denne detalje afsløres!

Når det så er sagt, så var ‘The Night Stalker’ ganske underholdende og fængende læsning, og nu skal jeg så blot have bestilt de næste bøger i serien, så jeg kan fordybe mig i flere spændende mordgåder 🙂

Exorcisten

exorcisten

Da jeg deltog i Dewey’s Read-a-Thon, nåede jeg lige at starte på denne bog, inden eventen var ovre – en rigtig horrorklassiker. Det er dog først og fremmest filmudgaven af ‘Exorcisten’, der er blevet kendt gennem tiden, men jeg syntes, det kunne være interessant at læse bogen, som filmen er bygget over.

‘Exorcisten’ er skrevet af William Peter Blatty i starten af 1970’erne, og den handler om en 12-årig pige, der opfører sig mere og mere besynderligt. Moren bliver meget bekymret og opsøger professionel hjælp, der dog må give fortabt, eftersom der er andre – og stærkere – kræfter på spild. Moren indser, at noget er helt galt, og til sidst bliver den unge præst Karras tilkaldt. Det viser sig, at barnet er besat, og at der er brug for exorcisme – dvs. djævleuddrivelse.

Mit første møde med denne historie var hverken den originale bog eller den første filmatisering men en spoof-film lavet engang i 1980’erne. Jeg kan ikke huske, hvad den hed, men her var Exorcisten en af de film, der blev gjort grin med. Dengang kan jeg huske, at jeg var både overrasket og ret skeptisk over udlægningen af handlingen, for det lød simpelthen for vulgært, men jeg fandt sidenhen ud af, at den humoristiske film var langt tættere på originalen, end jeg havde forventet.

‘Exorcisten’ er en ret barsk fortælling om et barn, der bliver besat og dermed både siger og gør ting, som intet anstændigt barn ville gøre. Det har helt sikkert virket ret voldsomt, da bogen udkom, men det gør den næppe i dag. Det er også en bog, som er oplagt som analysemateriale i gymnasiet, for der er masser af symbolik og mulighed for fortolkning i handlingen. Jeg tror dog, at de vulgære udtryk kan afholde en del undervisere fra at bruge den – udover det helt oplagte faktum, at der ikke er nok gymnasielærere, der læser horror… 😉

Det er helt klart første halvdel af bogen, der er mest spændende. Hele opbygningen af historien og moderens kamp for at finde ud af, hvad der er galt, er interessant og var med til at opbygge en vis forventning til, hvad der nu skulle ske. Desværre var det som om, at bogen tabte lidt pusten, da djævleuddrivelsen skulle i gang. Det blev alt for langtrukkent og forudsigeligt, og det var lidt synd, for den del fungerede fint på film – måske fordi filmfolkene havde sørget for at speede det lidt op.

Det er en ok horrorbog, men man skal måske hellere læse den, fordi den er en af grundstenene i nyere tids horrorfortællinger, end fordi man vil læse en rigtig uhyggelig bog.

The Wicked + The Divine – The Faust Act

Da jeg var til Comic Con i Malmø, faldt jeg over denne tegneserie. Jeg vidste ikke så meget om den – andet end at den vist nok havde fået god omtale – men da jeg bladrede i den, blev jeg fanget af de smukke tegninger og det interessante oplæg.

‘The Faust Act’ er første graphic novel i ‘The Wicked + The Divine’-serien. Den foregår i en verden, der ligner vores – lige bortset fra at for hver 90. år bliver 12 guder genfødt som mennesker og kan vandre på Jorden. De bliver tilbedt og frygtet, men de har kun to år blandt de dødelige, inden de selv dør. Guder er ikke udødelige. I første hæfte følger man teenageren Laura, der ser op til guderne og gerne vil være tættere på dem. Hun finder dog hurtigt ud af, at det har sine omkostninger, og at gudernes verden slet ikke er så glamourøs, som hun forventede.

Som sagt blev jeg ret betaget af tegningerne, der er holdt i kraftige og nærmest bombastiske farver. Handlingen fangede mig dog også – mere end jeg egentlig havde ventet – og jeg slugte bogen på kort tid. Jeg kan virkelig godt lide grundideen med de elskede og frygtede guder, der opfører sig som arrogante popstjerner, og det kaos, de bringer, hver gang de dukker op.

Der kunne godt have været lidt mere kød på historien og måske lidt mere baggrund. Man bliver smidt hovedkulds ud i historien, og der går lige et par sider, før historien får en rytme, men alt i alt var jeg ganske godt underholdt, og jeg håber på snart at få købt næste hæfte i serien, så jeg kan læse videre.

Doktor Søvn

Da jeg var teenager, var jeg Stephen King-fan, og jeg slugte hans bøger, så snart jeg kunne komme i nærheden af dem. I modsætning til mange andre King-fans var ‘Ondskabens Hotel’ ikke blandt mine favoritter. Bevares, den var glimrende, men der var mange andre, jeg bedre kunne lide.

Jeg blev lidt overrasket, da King valgte at skrive en efterfølger, nemlig ‘Doktor Søvn’, som udkom sidste år. Det ligner ham ikke, og jeg var langt fra sikker på, at jeg syntes, det var en god idé.

Som du nok kan regne ud, har jeg nu læst den, og jeg vil prøve herunder at anmelde den uden at røbe for meget fra ‘Ondskabens Hotel’.

‘Doktor Søvn’ foregår ca. 40 år efter den første bog. Efterfølgeren har faktisk så lidt med den første bog at gøre, at jeg ind imellem spekulerede over, hvorfor forfatteren overhovedet havde valgt at skrive den som en efterfølger, for med få ændringer kunne det sagtens være en selvstændig bog. Et eller andet sted havde det nok klædt den. Som sagt var jeg ikke fan af den første bog, så jeg havde ikke det store ejerskab over for handlingen, som die hard fans har, men jeg ærgrede mig lidt, at den første bog ikke fik ‘lov til at hvile i fred’, men absolut skulle brygges videre på.

På mange måder er det en klassisk King-historie – overnaturlige elementer, outsideren, barnet med de særlige evner, de modbydelige og virkelig sære fjender. Det er en skabelon, han har brugt mange gange før, og den virker – men den bliver også lidt for letkøbt. Især på skurkesiden fejlede det. Grundideen er fin, jeg følte aldrig rigtig, at de blev en rigtig trussel, eller at de virkede troværdige som fjende. Så havde grønne marsmænd næsten været mere realistiske.

For King-fans er ‘Doktor Søvn’ en hyggelig læseoplevelse, fordi den netop trækker på mange af Kings klassiske virkemidler, men der var ikke så meget nyt at komme efter. Måske er der lidt mere vemodighed i bogen – man kan mærke, at King er blevet ældre, og at alder og eftermæle er noget, der spiller en indirekte rolle i historien. Nåja, og så er det selvfølgelig også hyggeligt, at der refereres til nutidige emner såsom ‘Game of Thrones’.

En ok læseoplevelse, men ikke den King-bog, du skal gå efter, hvis du vil have et rigtig gys eller bide negle af spænding.