Fables Book 2

Jeg nød at læse den første bog i Fables-serien, så jeg så naturligvis frem til at læse den næste, og det nåede jeg for nogle uger siden. Det er hardcover-udgaverne, jeg læser, så Fables Book 2 består af de to hæfter, ‘Storybook Love’ og ‘March of the Wooden Soldiers’.

I denne bog får man blandt andet mulighed for at lære Snow White og Bigby nærmere at kende – ikke mindst da de chokerer alle ved at tage på ferie sammen! Der er noget uldent ved sagen, og det viser sig da også, at der foregår ting og sager i kulissen. Men bogen indeholder også andre historier, som jeg ikke vil røbe her – det er sjovere selv at dykke ned i.

Jeg var desværre ikke lige så begejstret for denne bog som den forrige. Historierne virkede ikke nær så fængende, selvom der bestemt var scener undervejs, som var både spændende og underholdende. Men der manglede bare et eller andet… uden at jeg desværre kan sige hvad.

Jeg tror, jeg vil genlæse bogen, inden jeg læser tredje bog i serien (og der går nok nogle måneder, for den har jeg ikke købt endnu), og så håber jeg, at genlæsningen får mig til at holde mere af denne bog.

Six of Crows

Der er mange, der ventede spændt på udgivelsen af ‘Six of Crows’ her i efteråret, og jeg var en af dem. Forfatteren Leigh Bardugo står nemlig bag den meget populære Grisha-serie, som jeg også tidligere har anmeldt her på bloggen.

‘Six of Crows’ er ikke en decideret efterfølger til Grisha-serien, men den foregår i samme verden og er første bog i en trilogi (så vidt jeg ved). Bogens omdrejningspunkt er seks unge kriminelle, der går sammen om at udføre en af de vildeste planer, der nogensinde er udtænkt. Det kræver listighed, snarrådighed og ekstrem viljestyrke, hvilket ikke er noget problem for denne flok. Det er til gengæld de interne stridigheder og den tyngende baggrund, de hver især har…

Det er svært ikke at sammenligne denne bog med Grisha-serien, selvom de ikke har særlig meget med hinanden at gøre, så lad mig starte med det.

‘Six of Crows’ er stemningsmæssigt noget anderledes. Der er langt mere humor i bogen, og jeg synes ikke, at verdenen virker nær så mørk og håbløs, som den ofte gjorde i Grisha-trilogien. Ind imellem savnede jeg det faktisk, for selvom de forskellige hovedpersoner ikke just har haft en let opvækst og har en masse problemer i bagagen, så synes jeg, at det ind imellem virker lidt for overfladisk beskrevet – og måske også lidt for stereotypt (hvorfor er det, at piger med en tragisk opvækst i fantasybøger ofte har arbejdet på et bordel mod deres vilje?). Jeg var for eksempel ikke særlig bekymret for hovedpersonernes velbefindende på noget tidspunkt i løbet af bogen, selvom de bliver udsat for alskens farer, og det overraskede mig faktisk lidt. Forfatteren er ikke just kendt for at skåne personerne i sine bøger – bare tænk på Grisha-trilogien – men her følte jeg sjældent, at der rigtig var noget på spil.

Nu lyder det måske som om, at jeg ikke var særlig begejstret for ‘Six of Crows’, men jeg syntes skam, at den var ganske underholdende. Den var temmelig actionfyldt, og der var ingen tvivl om, at de seks hovedpersoner havde rimelig godt styr på, hvad de lavede. Tempoet i bogen er lidt specielt, for der går rimelig lang tid med, at selve hovedhistorien tager over. De første mange kapitler fortæller om hovedpersonernes baggrund. Det er ganske interessant, men det gør også, at det føles som om, at bogen er lang tid om at komme rigtig i gang, og jeg følte derfor heller ikke, at grundhistorien når særlig langt.

Jeg synes ikke, at man behøver at læse Grisha-trilogien, før man læser ‘Six of Crows’. Det vil dog give noget mere kendskab til verdenen, bøgerne foregår i, for her går ‘Six of Crows’ ikke så meget i detaljer.

‘Six of Crows’ er en ganske underholdende og hyggelig ungdoms-fantasybog for dig, der gerne vil have action med et glimt i øjet. Du må bare ikke forvente lige så intense, følelsesramte og frostbidte scener som i Grisha-trilogien.

Dejlige julegaver

julegaver

Glædelig jul! Jeg håber, du pt. er i gang med at nyde en god og lang juleferie sammen med dem, du holder af. I går var det juleaften, og selvom der var mange bøger på min ønskeseddel, havde jeg egentlig ikke forventet at få mere end én eller to. Men – her tog jeg heldigvis helt fejl, for se den dejlige stabel af bøger og tegneserier, som jeg fik!

Jeg blev forkælet med ‘The Way of Kings’ af Brandon Sanderson, ‘More Than This’ af Patrick Ness og ‘Vindens Skygge’ af Carlos Ruiz Zafón. Derudover fik jeg ‘Eventyrbogen’ og ‘Mutts Sunday Afternoons’.

Da jeg netop ikke forventede at få så mange bøger, købte jeg lidt forskellige bøger i løbet af december, da jeg pt. ikke har planer om at købe bøger igen før til marts. I Arnold Busck faldt jeg over ‘The Winter Children’ af Lulu Taylor, som netop er blevet udgivet og derfor ikke var anmeldt nogen steder, da jeg købte den. Den er jeg ret spændt på at læse, for den lyder spændende. De resterende bøger købte jeg hos Saxo. Det blev også til den meget roste tegneserie, ‘Blankets’, som jeg allerede har læst. Anmeldelse kommer i løbet af de kommende uger. Jeg er pænt glad for Brandon Sanderson… øh… altså hans bøger… og jeg købte derfor ‘Alloy of Law’, der foregår i samme verden som ‘Mistborn’-serien – dog nogle århundrede senere. Den er jeg i øvrigt lige gået i gang med, og den virker ret lovende. Jeg fik også købt ‘Holes’ af Louis Sachar og ‘Snow Crash’ af Neal Stephenson, som jeg længe har ønsket at læse. Sidst men ikke mindst blev det til ‘Moreta’ af Anne McCaffrey, for nu er det efterhånden alt for længe siden, jeg har læst noget af hende!

Hvad med dig? Fik du nogle gode julegaver?

How I Read tag

Louise fra Det Fiktive Univers har tagget mig i bloglegen ‘How I Read’. Tak for det 🙂
Her er mine svar.

1. Hvor og hvordan finder du inspiration til nye læseoplevelser?
Først og fremmest fra andre bogbloggere og vloggers. Goodreads er også en god kilde til inspiration.

2. Hvorfor begyndte du at læse bøger?
Jeg var ikke specielt interesseret i at læse i 1. klasse, indtil jeg på et tidspunkt fik influenza og var tvunget til at ligge stille. Her begyndte jeg at tygge mig igennem en pose let-læs-bøger, og så var jeg solgt. De efterfølgende år måtte mine forældre konfiskere bøger, hver gang vi skulle nye steder hen, for jeg smuglede de dyrebare bøger med overalt! Dengang kunne jeg også slæbe flere poser bøger med hjem fra biblioteket og vende tilbage ugen efter for at returnere dem, fordi de allerede var læst.

3. Hvordan har du ændret smag (genrer), efterhånden som du er blevet ældre?
Jeg ved ikke, om jeg har ændret voldsom meget smag, siden jeg var barn – eller i hvert fald teenager. Som barn læste jeg mange eventyr, klassikere og historiske romaner, men jeg havde også perioder, hvor jeg læste mange fagbøger om hvaler, delfiner, dinosaurer og øgler. Da jeg blev teenager, kastede jeg mig over fantasy, scifi og horror, og det er stadig mine yndlingsgenrer. Jeg læser ret bredt i dag, men jeg undgår dog ofte biografier og chicklit.

4. Hvor ofte køber du bøger?
Det er lidt i perioder. Ofte sparer jeg op til en stor stabel, som jeg så køber på én gang. Elsker at åbne en stor pakke med bøger!

5. Hvordan reagerer du, når du ikke bryder dig om en bogs slutning?
Ærgrer mig lidt, og det er så det.

6. Hvor ofte har du smugkigget på de sidste sider, for at se hvordan bogen ender?
Aldrig. Jeg tjekker ofte, hvor lang en bog er – dvs. kigger på sideantallet bagerst i bogen – men jeg læser aldrig slutningen, før jeg når til den.

Jeg vil gerne tagge Flyv med mig, Wondrous Bibliophile og Windblownpages.

Christmas at Thompson Hall and Other Christmas Stories

Så er det tid til endnu en julebogsanmeldelse – denne gang ‘Christmas at Thompson Hall & Other Christmas Stories’ af Anthony Trollope. Det er en del af Penquins hardcover-juleklassikere. Jeg har tidligere anmeldt ‘The Nutcracker’, ‘The Night Before Christmas’ og ‘A Merry Christmas: And Other Christmas Stories’.

‘Christmas at Thompson Hall & Other Christmas Stories’ indeholder fem noveller, der alle – i et eller andet omfang – udspiller sig ved juletid i England i 1800-tallet. Den første og længste historie er en småkomisk historie om et ægtepar, der overnatter på en kro, inden de skal videre næste dag for at mødes med familien til jul. Overnatningen forløber dog ikke uden problemer, hvilket fører til en hel del forviklinger og pinlige optrin. Den næste historie er en kærlighedshistorie, hvor det forelskede par desværre er så stivnakkede begge to, at de er ved at ødelægge den spirende kærlighed med stædige udmeldinger og misforståelser. Tredje historie bygger på lidt af den samme type forviklinger, mens fjerde historie er noget anderledes. Den foregår under den amerikanske borgerkrig, hvor to brødre er havnet på hver sin side af konflikten, hvilket selvfølgelig giver en række problemer – også for den øvrige familie. Den sidste historie er en superkort fortælling om to svogre, der er meget uenige, men alligevel forsøger at blive forsonet op til jul.

Bogen var en svingende læseoplevelse. Den første fortælling om parret på kroen var sød, men også temmelig karikeret, og jeg undrede mig en hel del over hustruens opførsel. Det var så karikeret og virkelighedsfjernt, at jeg blev mere mystificeret end decideret underholdt, men det var en ok fortælling, om end den ikke havde voldsomt meget med jul at gøre.

Den næste historie havde til gengæld mere julestemning. Det var en ret forudsigelig kærlighedshistorie, men fint fortalt. Den efterfølgende historie efterlod til gengæld intet indtryk hos mig overhovedet.

Den fjerde historie, der handlede om den amerikanske borgerkrig, var nok den mindst julede af alle historierne, men til gengæld var det muligvis også den mest interessante (hvilket nok skyldes, at jeg absolut ikke føler, jeg ved nok om borgerkrigen og derfor suger til mig, så snart jeg støder på en reference til den begivenhed). En udmærket historie, der dog har lidt af et antiklimaks af en slutning.

Den femte historie var ligesom den tredje ikke en, der gjorde noget indtryk på mig overhovedet.

Jeg savnede først og fremmest mere julestemning i bogen, for selvom historierne foregår ved juletid, så er det en ret ubetydelig kendsgerning i flere af novellerne. Personerne er overfladiske og er til tider svære at holde af, men det gjorde mig nu ikke så meget. Jeg savnede til gengæld lidt mere fremdrift og uforudsigelighed i historierne – der var ikke så meget nyt at komme efter, og det var derfor en lidt overfladisk læseoplevelse.

Hvis du vil have (nostalgisk) julestemning, vil jeg hellere foreslå dig at læse ‘A Merry Christmas: And Other Christmas Stories’ eller ‘Letters from Father Christmas’.

Hogfather

Efter flere skønne Pratchett-oplevelser tidligere i år med ‘Wyrd Sisters’ og ‘Guards! Guards!’, så mente jeg, at julebogen ‘Hogfather’ ville være perfekt her i den søde juletid. Hvem kan ikke bruge et godt grin her i den kolde, mørke decembermåned?

‘Hogfather’ er som sagt skrevet af Terry Pratchett og foregår som de andre bøger i serien i Discworld-verdenen. Her forsøger auditørerne (en form for guder i Discworld-serien, der plejer at fungere som skurke i bøgerne) at sætte Julemanden ud af spillet. Da Julemanden forsvinder, beslutter Døden sig imidlertid for at vikariere for ham for at sørge for, at folk (aka børn) bliver ved med at tro på Julemanden. Men… det er selvfølgelig noget af en udfordring, da Døden ikke just ved særlig meget om jul, juleglæde eller børn for den sags skyld. Døden går ellers meget op i opgaven og måske endda for meget? Det mener hans assistent i hvert fald, og der begynder da også at ske mystiske ting, når Døden dukker op for at være den glade gavegiver. Samtidig prøver Dødens barnebarn, Susan, at finde ud af, hvad der egentlig skete med Julemanden, og om det fortsat er muligt at redde ham.

Denne bog havde potentiale til at være rigtig sjov. Det syntes jeg bare aldrig, at den blev. Desværre. Jeg er ellers ret vild med Pratchetts bøger, men denne her faldt helt igennem. Der var ikke på noget tidspunkt, hvor jeg grinede, men jeg trak da på smilebåndet et par gange.

Døden er vanen tro herlig – helt klart min yndlingsfigur i Discworld-serien, og det er faktisk interessant at se, hvordan han agerer som Julemanden. Der var et par gange, hvor jeg syntes, det blev lidt søgt, men ellers var det en fin fortolkning.

Jeg kedede mig til gengæld helt afsindig i afsnittene med auditørerne. Der zonede jeg helt ud og havde svært ved at koncentrere mig om handlingen.

Historien virker ret rodet og alt for lang. Der mangler nogle snappy punchlines og den overdrevent underspillede ironi, der var i blandt andet var med til at gøre ‘Wyrd Sisters’ helt fantastisk.

Alt i alt den dårligste Pratchett-bog, jeg til dags dato har læst – og det ærgrer mig helt enormt. Men nej, denne her kan jeg desværre ikke anbefale.

Tongue of Serpents + Crucible of Gold

‘Tongue of Serpents’ og ‘Crucible of Gold’ er henholdsvis bog 6 og 7 i ‘Temeraire’-serien af Naomi Novik. Jeg har tidligere anmeldt ‘His Majesty’s Dragon’, ‘Throne of Jade’ og ‘Black Powder War’ samt ‘Empire of Ivory’ og ‘Victory of Eagles’.

Jeg vil ikke bringe et resumé af de to bøger, da det vil afsløre for meget af handlingen i de tidligere bøger, men jeg vil kommentere et par ting, der fungerede – og ikke fungerede – ved de to bøger.

I disse to bøger udvides dragegalleriet atter en gang, hvilket tilføjer nogle ret interessante personligheder og problematikker til fortællingen. Dragerne er lige så forskellige som menneskene, og jeg synes, at forfatteren i det hele taget er god til at holde fast i den måde, dragerne som race fremstilles på.

‘Tongue of Serpents’ lider dog lidt under samme problem som ‘Throne of Jade’ – der bruges al, al for lang tid på en utrolig lang rejse, hvor der ikke sker særlig meget, der er med til at berige historien med noget som helst. Det kræver lidt tålmodighed og overbærenhed at komme igennem bogen, men så bliver man også belønnet med en slutning, der har et par twists.

I ‘Crucible of Gold’ er forfatteren tilbage i gode, solide stil med en historie, der har langt mere kød på, og hvor der er langt større fremdrift.

Jeg mangler at læse to bøger i serien, og dem har jeg også tænkt mig at læse i rap, ligesom jeg har gjort det med ovenstående bøger. Jeg må dog vente lidt endnu, for niende og sidste bog i serien udgives først til næste år. Behøver jeg at sige, at jeg er meget spændt på, hvad serien ender med?

Hold Me Closer, Necromancer

Denne bog købte jeg tidligere på året fra Bookoutlet efter meget lang betænkningstid. Oplægget lød ret interessant, men jeg havde ikke hørt særlig meget om serien og havde derfor ikke rigtig nogen forventninger til bogen.

‘Hold Me Closer, Necromancer’ er skrevet af Lish McBride og handler om den helt almindelige teenager, Sam, der har et helt almindeligt job på en fastfood joint  samt sjove venner, der elsker at lave løjer. En dag bliver morskaben dog en tand for grovkornet, og det resulterer i, at de helt forkerte folk får øje på Sam – folk, der kan se hvilke kræfter, han rummer, og hvad de kan bruges til. Men det er ikke ligefrem fordi, de vil Sam det bedste…

Denne bog sælges blandt andet på, at den skulle være ret humoristisk. Jeg grinede dog ikke en eneste gang, og i det hele taget havde jeg lidt svært ved at se, hvad der skulle være så sjovt ved den. Jojo, Sams venner kan være lidt gakkede, men sjov-sjov? Not really.

Jeg havde også lidt svært ved at se det sandsynlige i, at superskurken så hurtigt beslutter sig for at få fat i Sam for at tage ham som lærling. Der mangler lige en mellemregning eller to der…!

Der er en hel del personer med i denne bog, men de var desværre generelt ret overfladiske og ligegyldige. Jeg havde i det hele taget svært ved at føle noget som helst for bogen, for selvom jeg ikke kedede mig, så følte jeg, at ordene begyndte at forsvinde, så snart jeg havde læst dem. Nu er det flere uger siden, jeg læste bogen, og jeg har allerede glemt en lang række detaljer, og det er bestemt ikke en bog, jeg forventer at kunne huske særlig meget af om få måneder.

‘Hold Me Closer, Necromancer’ var desværre en overfladisk og ret ligegyldig ungdomsbog. Jeg undrer mig lidt over, hvorfor den har fået så høj rating på Goodreads, men måske er jeg bare meget mere til britisk humor og personbeskrivelser med megen mere dybde…

I Hunt Killers

Da ‘I Hunt Killers’ blev udgivet, var jeg i syv sind om jeg ville læse den. På den ene side var oplægget ret interessant, men på den anden side fik den ret blandede anmeldelser, så i første omgang tabte jeg interessen for den. For et stykke tid siden faldt jeg dog over lydbogsudgaven og tænkte, at jeg ville give serien et forsøg alligevel.

‘I Hunt Killers’ er skrevet af Barry Lyga og er første bog i en serie. Hovedpersonen er teenageren Jazz, som resten af byen ser skævt da, da hans far er sidder i fængsel, dømt for en lang række mord. Jazz har haft en ret forskruet barndom, hvor faren blandt andet prøvede at give Jazz en masse viden om mordmetoder. Nu forsøger Jazz at dulme sin egen samvittighed ved at hjælpe politiet med at opklare mord, men myndighederne er på ingen måde interesseret i at få hjælp af en teenager – uanset hvem vedkommendes far er.

Dette var en meget særpræget læseoplevelse. I starten virkede bogen meget simpel og nærmest som en banal og komisk børnebog, men pludselig skiftede bogen stil og blev ind imellem så makaber, at jeg ikke en gang ville anbefale den til teenagere. Det var både forvirrende og frustrerende, at forfatteren åbenbart ikke kunne finde ud af, om bogen var rettet mod børn, teenagere eller voksne.

Udgangspunktet med seriemorderens søn, som forsøger at gøre gode gerninger for at opveje farens onde er interessant men også temmelig søgt. Da politiet pludselig begynder at vise interesse for Jazz’ teorier, bliver det fremstillet på en måde, der virker ret utroværdig og fik mig til at stejle. I det hele taget var der flere episoder undervejs, hvor især myndighedernes reaktioner var så absurde, at det fuldstændig ødelagde illusionen.

Den mest positive ting ved denne bog er Jazz’ ven, Howie, som er bogens falden-på-halen-person, som lige tager toppen af alvoren. Han er skrevet med et glimt i øjet, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på flere af Dennis Jürgensens ungdomsromaner, hvor der er samme form for humor. Det giver et plus i min bog.

Jeg var – som jeg havde på fornemmelsen – ikke særlig vild med denne bog, og jeg regner derfor heller ikke med at læse resten af serien.

The Night Before Christmas

I min jagt på julebøger faldt jeg over denne lille sag, som jeg ikke kunne stå for.

‘The Night Before Christmas’ er skrevet af Nikolai Gogol og er en form for eventyr, der foregår i Ukraine, hvor hekse og djævle er på spil natten før juleaften. Men hvor man først tror, at det er et traditionelt eventyr, udvikler historien sig snart til en parodi på dette, da der også indflettes et kærlighedsdrama og en forvekslingskomedie med bejlere, der puttes i kulsække.

‘The Night Before Christmas’ er en speciel og utraditionel julefortælling og er på visse områder så aparte, at jeg havde svært ved at opfatte den som en julehistorie. Julestemning – som jeg ser det – var der ikke meget af.

Historien var på sin vis udmærket, men jeg havde en underlig fornemmelse af at have læst den før – eller i hvert fald den del med kærlighedsdramaet og komedien – og jeg var ikke så vild med den passage. Så hellere flere hekserier i den mørke nat, så det blev mere ‘Nightmare before Christmas’-agtigt, hvis det endelig skulle være. Jeg var heller ikke synderlig vild personerne i bogen, som jeg havde svært ved at relatere til og som virkede distancerede og var ret karikerede.

Sproget i bogen var til gengæld en positiv overraskelse, hvor forfatteren med malende beskrivelser formåede at danne masser af fantasifulde billeder i mit hoved under læsningen. Det er en stemningsfuld bog, men desværre ikke helt den stemning jeg var på udkig efter.

Et spændende bud på en julefortælling, men desværre ikke lige det, jeg håbede på.