Winter

‘Winter’ er fjerde og sidste bog i ‘The Lunar Chronicles’-serien. Jeg har tidligere anmeldt ‘Cinder’, ‘Scarlet’ og ‘Cress’.

Da det er sidste bog i en serie, vil jeg ikke bringe et resumé af handlingen, men jeg vil kort opridse, hvad jeg synes om bogen og om serien alt i alt.

Først og fremmest var det en udmærket afslutning på serien. Der var ikke de store overraskelser, men det havde jeg egentlig heller ikke forventet. Der var masser af action, og alligevel føltes det ind imellem, som om der var lige lovlig mange fyld-scener. Bogen er da også væsentlig tykkere end de foregående bøger, og selvom det langt henad vejen var fin underholdning, så ville jeg have foretrukket, hvis forfatteren havde skåret mindst 100 sider fra. Især de sidste 100-120 sider var noget langtrukne.

Er det så en værdig afslutning på serien? Tjo… altså den er udmærket, og den var måske endda bedre, end jeg frygtede, da jeg havde læst ‘Cress’. Jeg var ret begejstret for de to første bøger i serien, men den tredje var noget ‘meh’. Jeg syntes dog, at ‘Winter’ var mere charmerende, og der var mere på spil, men den føltes ikke nær så original som de to første.

‘The Lunar Chronicles’ er en glimrende ungdomsserie, der er bygget på fortolkninger af gamle eventyr. Serien foregår i en scifi-verden med rumskibe, robotter og andet godt, og det er en ret sjov kombination. Jeg synes som sagt, at serien taber noget pusten undervejs og kan fortsat bedst lide de to første bøger i serien, men det er fin underholdning og nogle søde kærlighedshistorier (forbered dig dog på en del suk og bare-han-nu-kan-lide-mig-dilemmaer).

Holes

Jeg faldt over ‘Holes’, da jeg kiggede på BBC’s liste over de 100 bedste bøger (valgt ved afstemning). Oplægget lød interessant, så jeg besluttede mig for, at det skulle være en af de bøger fra BBC’s liste, som jeg læser i år.

‘Holes’ er skrevet af Louis Sachar og handler om teenageren Stanley, der bliver uretfærdigt dømt for at stjæle og derefter sendt til en arbejdslejr for at afsone sin straf. Lejrlederen mener, at de indsatte har godt af hårdt, fysisk arbejde, og drengene skal derfor grave et dybt hul i ørkenen – hver dag. Det virker fuldstændig meningsløst, og Stanley indser da også, at det er virkelig hårdt arbejde…

Det er en ret pudsig og til tider lidt underfundig bog. Historien er ret simpel og er ligetil fortalt – meget let at læse og derfor også hurtig at pløje sig igennem. Trods den meget simple opbygning, så formår forfatteren alligevel at skabe en interessant historie, der tilmed også har flere sjove scener, og jeg følte mig godt underholdt.

Slutningen var jeg dog ikke så vild med – måske fordi den et eller andet sted var lidt for traditionel og over-the-top, men især fordi ting blev forklaret lige lovlig grundigt. Det fjernede noget af magien ved fortællingen.

Men alt i alt en ganske fin lille bog, som vil være glimrende underholdning en dag, du vil have lidt let læsning.

The Winter Children

Det er sjældent, jeg køber bøger spontant. Det sidste års tid har det primært været på grund af, at jeg har udfordret mig selv og kun må købe én bog for hver gang, jeg læser tre af de ulæste bøger på bogreolen. Men i decembers faldt jeg over denne bog hos Arnold Busck og syntes, at oplægget lød så interessant, at jeg måtte købe bogen.

‘The Winter Children’ er skrevet af Lulu Taylor og handler om Olivia og Dan, der efter mange års kamp endelig får tvillinger. Olivia ved dog ikke, at det er Dans veninde, Franscesca, der har doneret de æg, som Olivia fik indsat, og hun undrer sig derfor heller ikke over, at Franscesca går så meget op i børnene – noget, der ellers bliver ret tydeligt, da Olivia og Dan mangler et billigt sted at bo og bliver tilbudt at bo i et stort hus, som Franscesca og hendes mand netop har købt. Men huset har en historie, som stille og roligt bliver afsløret i takt med, at Franscescas opførsel bliver mere og mere… insisterende…

Hm. Se, denne bog viste sig at være meget anderledes i forhold til, hvad jeg havde forestillet mig. Ud fra bagsideteksten havde jeg forventet en dyster bog – lidt a la en psykologisk thriller – og jeg havde egentlig forventet mig, at børnene ville spille en langt større rolle, end de reelt set gjorde. I stedet fik jeg en historie, der var opdelt i to, som blev fortalt sideløbende – hovedforløbet med Olivia, Dan, børnene og Franscesca samt biforløbet, der fortalte om husets historie. Ingen af disse historier var specielt dystre eller spændende i det hele taget. Tværtimod var grundhistorien med Olivia, Dan og Franscesca ret ordinær og ikke specielt dramatisk. Husets historie virkede i bedste fald ligegyldig og i værste fald ret påduttet.

Jeg undrede mig en del, da jeg læste bogen. Dels over at der ikke skete mere, dels over at jeg kunne misforstå bagsideteksten så meget. Da jeg bagefter så, hvor høje karakterer, folk giver bogen på Goodreads, måbede jeg. Jeg kunne virkelig ikke se de ting i bogen, som andre åbenbart kan, men det er også et meget godt eksempel på, at bare fordi en bog har en høj rating på Goodreads, så er det ikke nødvendigvis er garanti for en god læseoplevelse.

Måske skal man være mere til chick-lit end jeg for at kunne lide denne bog. Måske skal man virkelig ønske sig børn og derfor i langt højere grad kunne mærke det uhyggelige ved denne bog. Under alle omstændigheder var det en skuffelse, hvor især den vage og forudsigelige slutning irriterede mig.

Embroideries

‘Embroideries’ er en graphic novel, der er skrevet af Marjane Satrapi, som også stod bag ‘Persepolis 1+2’. Omdrejningspunktet i den nye bog er iranske kvinders liv – gamle såvel som unge – og bogen foregår en aften, hvor hovedpersonen, Satrapi selv, kommer til eftermiddagste hos sin bedstemor. Her er alle familiens kvinder og deres venner samlet, og snart går snakken. Kvinderne fortæller hver især ret personlige historier fra deres liv – om kærlighed, svigt og håb – og fortæller samtidig historien om, hvordan det iranske samfund har udviklet sig, og hvad det har betydet for kvinderne.

‘Embroideries’ er en sjov, kærlig og eftertænksom bog. Ligesom ‘Persepolis 1+2’ giver den et interessant indblik i livet som kvinde i Iran. Den er kritisk i forhold til kvindernes manglende indflydelse, men indeholder samtidig også så megen håb og livsglæde, at jeg smilede ofte, mens jeg læste den.

Tegnestilen er ret simpel og naiv – den minder mig lidt om træsnit. Det er bare charmerende og frustrerende på samme tid, for jeg savner lidt mere mimik hos de enkelte personer, ligesom de ind imellem kan være svære at skelne fra hinanden.

‘Embroideries’ kan varmt anbefales. Det er en hyggelig og tankevækkende historie om livet som kvinde i Iran – fortalt med kærlighed og et glimt i øjet.

The Voyage of the Basilisk

‘The Voyage of the Basilisk’ er tredje bog i ‘A Memoir of Lady Trent’-serien af Marie Brennan. Jeg har tidligere anmeldt ‘A Natural History of Dragons’ samt ‘The Tropic of Serpents’.

Vanen tro vil jeg ikke bringe et resumé af bogen, eftersom den er en del af en serie, men jeg vil kort opridse, hvad jeg syntes om ‘The Voyage of the Basilisk’.

Først og fremmest kunne jeg bedre lide denne bog sammenlignet med forgængeren ‘The Tropic of Serpents’. Historien var – i mine øjne – mere interessant, og flowet var bedre. Lady Trent fik selvfølgelig atter rodet sig ud i forviklinger og kultursammenstød.

Bogen er knapt så ‘fagligt tung’ forstået på den måde, at der er knapt så mange nørdede passager om dragers biologi. Det påvirkede ikke min læseoplevelse – hverken positivt eller negativt – men det gør, at bogen føltes lidt mere ‘light’ i forhold til de foregående bøger. Måske skyldes det også, at man kommer lidt tættere på Lady Trent i denne bog – hun får lov til at føle og tænke lidt mere over personlige ting.

Alt i alt en fin læseoplevelse, og jeg ser frem til at læse mere om Lady Trents eventyr og opdagelser, når næste bog i serien udkommer.

Rosens hævn

For nylig faldt jeg over denne historisk-inspirerede bog hos Ereolen.dk, og den lød tilpas spændende til, at jeg valgte at låne den som lydbog, så jeg kunne høre den på mine togture.

‘Rosens hævn’ er skrevet af Nicole Galland og handler om kejseren, der leder efter en passende brud. Hans troubadour – den sjove, kække og meget charmerende Jouglet – foreslår den unge kvinde Lienor. Der er dog bare det problem, at Lienor ikke kommer fra en rig adelsfamilie, så Jouglet sørger for, at Lienors bror, Willem, bliver kaldt til hoffet. Her er det nemlig troubadourens plan, at Willem skal imponere kejseren så meget, at kejseren bliver overbevist om, at et ægteskab med Lienor vil være en fremragende idé.

Men der er folk i hoffet, der har helt andre planer, og snart begynder rænkespillet. Willem, der blot er en naiv ung mand, bliver snart fanget i et net af forviklinger, og det bliver ikke lettere af, at han også er ved at forelske sig… i den forkerte…

‘Rosens hævn’ er en underholdende og ligetil fortælling om kærlighed og intriger. Selvom der bestemt er dramatiske scener, så blev jeg aldrig rigtig bekymret for, at det ville gå grueligt galt, for der var noget letbenet og forudsigeligt over fortællingen. Det gjorde ikke bogen dårlig – det var faktisk en ganske hyggelig læseoplevelse – men den kom aldrig helt derop, hvor jeg for alvor blev grebet af historien.

Mange af personerne er lette at holde af eller i det mindste at forstå, men Willem irriterede mig dog en del. Han er så tindrende naiv og endimensionel, at jeg ærlig talt var temmelig træt af ham til sidst.

‘Rosens hævn’ er for dig, der gerne vil have et historisk drama med masser af kærlighed og intriger. Selvom historien er letbenet og forudsigelig, så har den lidt mere at byde på end for eksempel ‘Dronningens dame’, der stilmæssigt minder lidt om den.

Go Ask Alice

‘Go Ask Alice’ er en stærkt omdiskuteret bog. På Goodreads er forfatteren registreret som anonym, for det siges, at det er en dagbog skrevet af en ukendt 15-årig pige. Det er sikkert en sandhed med modifikationer, men det kommer jeg tilbage til senere. Bogen bruges med jævne mellemrum i undervisningen i USA, hvilket kan forklare de ret blandede anmeldelser – har vi ikke alle prøvet at ‘tvangslæse’ bøger i skolen?

‘Go Ask Alice’ er som sagt skrevet som dagbog af en teenager, hvis navn aldrig nævnes. Det er kort fortalt historien om en teenager, der ender i et stofmisbrug, som hun har svært ved at slippe ud af – både på grund af den afhængighed, stofferne generelt skaber, men også på grund af de sociale komplikationer, det giver. Det er en rutsjetur, som både omfatter tvivlsomme venskaber og tilfældig sex, men også tillidsbrud mellem barn og forældre.

Det er ikke så underligt, at denne bog er en yndlingsbog for mange lærere, for den er oplagt at bruge i undervisningen. Den har både en ungdommelig stemme i forhold til ‘teenage-forfatteren’, og så er der en tyk morale – don’t do drugs! Sidstnævnte sympatiserer jeg med, men selve formen – dvs. en teenagers dagbog – køber jeg ikke.

Sproget i bogen fik mig til at stejle. Ikke så meget fordi det er ret ringe (det kunne ellers tyde på, at det kunne være en rigtig dagbog), men fordi jeg ikke syntes, at stilen virkede som noget, man ville skrive i en dagbog. Det blev ofte lidt for forklarende og lidt for poppet på samme tid. Ret påtaget i det hele taget.

Hovedpersonen virkede også (unødig) naiv og simpel. Det behøver man ikke at være for at starte på et stofmisbrug, så jeg følte lidt, at hovedpersonen blev alt for simpel og ensidig for at fremhæve visse pointer i bogen.

Jeg kunne til gengæld godt lide, at forløbet havde både opture og nedture. At alt ikke blev til et helvede, så snart hun begyndte at tage stoffer, og at det ikke kun gik i én retning. Det virkede troværdigt og gjorde også læseoplevelsen mindre forudsigelig og mere interessant.

Bogen blev udgivet i 1971, og jeg kan godt forstå, at den har skabt debat i USA. Jeg tvivler på, at den ville skabe samme debat herhjemme – i hvert fald slet ikke i dag – men derfor kan den sagtens læses af danske teenagere alligevel.

Selvom jeg ikke synes, at bogen – som dagbog – virker troværdig, så er den samtidig en fin indgangsvinkel til at diskutere stofmisbrug, gruppepres og manglende selvtillid – emner, som er vigtige at tage op i skolen (og i hjemmet for den sags skyld).

The Chrystal Shard & Streams of Silver

drizzt 4 og 5

Sidste år læste jeg ‘The Dark Elf’-trilogien, der er de første tre bøger om sortelveren Drizzt. Bøgerne er skrevet af R. A. Salvatore, som nu er oppe på 28 bøger om Drizzt, så der er nok at gå i gang med! Du kan se mine anmeldelser af ‘Homeland’ samt af ‘Exile’ og ‘Sojourn’.

Jeg er nu i gang med ‘The Icewind Dale’-trilogien, der ligger i umiddelbar forlængelse af ovenstående bøger. Jeg læste for nylig de første to bøger i trilogien, ‘The Chrystal Shard’ og ‘Streams of Silver’.

‘The Chrystal Shard’ er noget anderledes end den første trilogi. Hvor de første tre bøger fokuserede på Drizzt, følger man flere forskellige personer i ‘The Chrystal Shard’, og det er jeg ikke så vild med. Det giver fin mening at introducere flere personer, da det godt kan blive lidt for ensformigt i længden at fokusere så ensidigt på Drizzt, men omvendt kommer han til at træde alt for meget i baggrunden. Jeg endte med at være noget utilfreds med bogen – læseoplevelsen var noget ujævn, og selvom der var spændende kapitler, så var der også tidspunkter, hvor jeg kedede mig bravt.

‘Streams of Silver’ var til gengæld langt mere spændende. Drizzt fik lov til at fylde mere i historien, og der skete flere interessante ting i bogen. Jeg havde dog også lidt fornemmelsen af, at bøgerne begyndte at ligne hinanden for meget – lidt for skabelonagtigt og forudsigeligt.

Jeg regner med at læse den tredje og sidste bog i trilogien i løbet af januar. Det er samtidig også den sidste Drizzt-bog, jeg har stående, og jeg regner ikke umiddelbart med at købe flere bøger i serien. Jeg kunne rigtig godt lide den første trilogi, men denne her er ikke specielt interessant.

Assassin’s Quest

Så fik jeg endelig læst tredje og sidste bog i Farseer-trilogien, nemlig ‘Assassin’s Quest’. Jeg har tidligere anmeldt ‘Assassin’s Apprentice’ og ‘Royal Assassin’.

Serien er skrevet af Robin Hobb. Da dette er tredje bog i serien, bringer jeg ikke et resumé men beskriver i stedet overordnet de gode og knapt så gode ting ved denne bog samt serien som helhed.

Først og fremmest – jeg kunne bedre lide ‘Assassin’s Quest’ end forgængeren, ‘Royal Assassin’, og det skyldtes mest af alt, at der var langt mere fremdrift i den tredje bog. Hvor anden bog i serien stod i stampe det meste af tiden – især udviklingsmæssigt hos hovedpersonen – så var tredje bog langt mere interessant. Der var stadig tidspunkter, hvor historien gik lidt i stå, og hvor forfatteren med fordel kunne have skåret et par hundrede sider væk samt skruet op for tempoet, men der var en langt bedre rytme i denne bog.

Og slutningen? Ja, den vil jeg ikke røbe, men jeg syntes, den var meget fin og passede godt til serien.

Farseer-trilogien er velskrevet fantasy med en spændende verden. Jeg kunne især godt lide de overnaturlige evner, som flere af seriens personer har, for de åbner op for interessante dilemmaer og konflikter.

Serien lider desværre lidt af, at forfatteren er utrolig glad for at skrive (for) lange bøger, og det er synd, for det ødelagde ind imellem lidt af min glæde ved at læse serien. Er du til gengæld glad for Patrick Rothfuss (som heller ikke kan finde ud af at begrænse sig), så vil denne trilogi sandsynligvis være noget for dig.

Jeg overvejer at læse noget mere af Robin Hobb på et senere tidspunkt, men jeg er lidt i tvivl om, hvad det i så fald skal være, for hun har ry for at skrive ret tykke bøger. Det har jeg som sådan ikke noget imod, men jeg føler lidt, at de to sidste bøger i denne serie var unødigt lange og sagtens kunne have været 150-200 sider kortere.

Lån engelske bøger – gratis

Kender du Ereolen Global? Det er en udgave af Ereolen, hvor du kan finde engelske e-bøger og lydbøger. Jeg er ikke så meget til lydbøger på engelsk – her foretrækker jeg at ‘læse’ på dansk – men de engelske e-bøger fangede straks min interesse. Jeg opdagede nemlig hurtigt, at det er muligt at låne flere af de serier, hvor jeg er i tvivl om,  hvorvidt de er noget for mig. I stedet for at skulle købe første bog i en serie, hvor jeg risikerer, at den slet ikke er noget for mig, så har jeg her mulighed for at læse første bog gratis – total win!

Lånetid og antal bøger ser ud til at afhænge af hvilket bibliotek, du er tilknyttet. Jeg kan for eksempel låne to bøger ad gangen i 21 dage, og jeg kan max have to reservationer. Du har dog åbenbart mulighed for at læse flere e-bøger, hvis du ikke downloader bogen men i stedet læser den på din computerskærm og derefter afleverer den tilbage. Det gjorde jeg med et par tegneserier (som jo er hurtige at læse), og det fungerede fint.

Hvis du vil læse e-bøger på din telefon eller tablet, skal du bruge Adobe Digital Editions, som er gratis at downloade. Jeg har brugt den på min telefon i nogle uger efterhånden, og den er simpel men fungerer glimrende. Til lydbøger skal du bruge programmet OverDrive.

Jeg er indtil videre godt tilfreds. Det gør mig ikke så meget, at jeg kun kan låne to bøger på 21 dage, for jeg har en del bøger i forvejen, jeg gerne vil læse, men det er dejligt at kunne prøve nogle af de serier, jeg længe har overvejet at læse.

Har du prøvet Ereolen Global? Eller kunne du finde på det?