Droppet: De ydmygede og de sårede

Jeg lånte ‘De ydmygede og sårede’ af Fjodor M. Dostojevskij i starten af februar, da jeg havde planer om at læse flere af hans bøger i denne måned. Selvom starten var god, så endte jeg med at droppe bogen. Det var selvfølgelig ret træls, men omvendt fik det mig til at gruble over, hvorfor jeg måtte opgive den, og jeg kom frem til et interessant resultat.

Først og fremmest – jeg nød starten af denne bog, og det skyldtes især oplæseren, som var meget dedikeret og stemningsskabende. Som jeg kom længere ind i bogen, blev det sværere og sværere at huske handlingen, hvilket naturligvis ikke var særlig givende for læseoplevelsen. Jeg kunne fortsat godt lide oplæsningen, men jeg følte det, som om selve historien smuldrede mellem mine hænder. Til sidst var det så frustrerende, at jeg droppede bogen – det virkede fjollet at lytte til en historie, der nægtede at sætte sig fast i min hukommelse.

Jeg tror, at mit problem med denne bog bunder i, at den primært er baseret på dialog. Der mangler handling og baggrundsfortælling, som ikke kommer direkte ud af munden på bogens personer, og selvom det var hyggeligt at høre personerne tale sammen, så var de lange samtalepassager også med til at dræbe historien for mig. Det kom faktisk som en overraskelse for mig, at den skrivestil havde den virkning på mig, men det er min umiddelbare konklusion – at bogen ganske enkelt indeholdt for lange passager med dialog.

The Wicked and the Divine – Commercial Suicide

Tredje hæfte i ‘The Wicked and the Divine’-serien udkom tidligere i denne måned, og jeg bestilte den med det samme, for jeg var ret begejstret for de to foregående hæfter – ‘The Faust Act’ og ‘Fandemonium’.

‘Commercial Suicide’ var noget speciel i forhold til de to første hæfter i serien. For det første var opbygningen noget anderledes. Der var langt mere fokus på de enkelte guders baggrund, hvilket sådan set passede mig fint. Jeg var til gengæld ikke vild med skiftet i tegnestil. Der var flere tegnere over denne udgave, og tegningerne var desværre ikke lige så smukke og dragende som i de tidligere hæfter, ligesom tegnestilen svingede alt for meget. Det var jeg absolut ikke fan af.

Som sagt – jeg kunne godt lide, at der var lidt mere baggrundshistorie, og det vil sikkert også passe fint til dem, der savnede det i det første hæfte. Til gengæld må forfatterne meget gerne droppe de tegnere, de har brugt til dette hæfte og vende tilbage til den originale stil, for stilskiftet ødelagde stemningen i hæftet.

Perlen

Denne klassiker af John Steinbeck blev genudgivet sidste år, og jeg overvejede flere gange at købe den, for det lød som en smuk og gribende fortælling. Jeg var dog også lidt betænkelig, for bogen er relativ dyr i forhold til, at den er på under 100 sider. Sagen blev afgjort, da jeg faldt over ‘Perlen’Ereolen.dk, hvor jeg lånte den med det samme.

‘Perlen’ er en genfortælling af et gammelt mexicansk eventyr – eller lignelse hvis det skal være helt korrekt. Historien handler om den fattige perlefisker, Kino, hvis lille søn bliver stukket af en skorpion og derfor svæver i livsfare. Kino og hans hustru opsøger byens læge, der dog ikke vil bruge tid på at kurere fattige, der ikke kan betale for behandlingen. I desperation søger Kino og hans hustru ned til vandet, hvor Kino dykker i håb om at finde en perle, der kan betale for behandlingen. Og han finder en perle – en helt fantastisk smuk og stor perle, hvis lige ingen har set! Samtidig viser sønnen tegn på at komme sig, og Kino begynder derfor straks at fantasere om, hvad han kan bruge perlen til i stedet. Men en så stor skat går ikke ubemærket hen i det lille samfund, og snart begynder andre også at interessere sig for Kinos perle…

Dette er en smuk og på mange måder eviggyldig fortælling om håb, drømme, grådighed og begær. Det er fortællingen om, hvordan mennesker spoleres, når rigdomme frister, og den viser med al tydelighed nogle af de værste sider ved menneskeheden. Grundhistorien har jeg mødt før i andre sagn og eventyr, men denne fortolkning er alligevel sin helt egen.

Sproget alene gør denne bog værd at læse. Jeg var især begejstret for, hvordan Steinbeck brugte sang til at beskrive stemninger i bogen, og det føltes næsten som at være der selv. Lige fra den glade og lykkelige stemning til den knugende og dystre atmosfære, der opstår undervejs.

‘Perlen’ er en smuk og grusom fortælling på samme tid. Bogen er som en østers – ikke særlig køn og let at overse, men indeni er der en sand perle af en historie (pun intended). Den er vanvittig godt skrevet og bestemt anbefalelsesværdig. Nu mangler jeg bare at købe mit eget eksemplar af bogen… 🙂

Steelheart

steelheart

Det er ingen hemmelighed, at jeg er ret vild med Brandon Sanderson… altså hans bøger! Jeg har derfor besluttet, at jeg skal læse en masse af hans bøger i år, hvilket er en herlig udfordring, eftersom han har udgivet en ret stor stabel bøger og nærmest konstant sender nye bøger på markedet. Jeg er efterhånden begyndt at opfatte ham som fantasygenrens svar på Stephen King 🙂

‘Steelheart’ er første bog i ‘The Reckoners’-trilogien. De to første bøger er i øvrigt oversat til dansk, men jeg foretrækker at læse Sandersons bøger på engelsk. Bogens hovedperson er den 18-årige David, hvis far blev dræbt af superskurken Steelheart, da David var barn. Steelheart er en af de mange mennesker, der pludselig fik superevner for en række år tilbage, men i stedet for at bruge evnerne i den gode sags tjeneste, blev de nye supermennesker magtbegærlige og overtog kontrollen med verden. Nu styres byerne af de stærkeste supermennesker, der har allieret sig med andre supermennesker med færre evner, og de almindelige mennesker må bare indordne sig. David har researchet og planlagt i mange år, men han ved godt, at han ikke kan gøre noget mod Steelheart ene mand, så han vil finde frem til modstandsgruppen og bede dem om hjælp. Han er sikker på, at med hans viden vil de nå langt.

Jeg er ret vild med konceptet i denne bog – ’superheroes gone baaaad’ – for er et ret fedt oplæg til en historie. Tænk hvis mennesker fik superevner og derefter blot brugte dem til at mele deres egen kage? Desværre ikke usandsynligt men alligevel en ret interessant idé at lege videre med, eftersom man er så vant til at høre om superhelte.

Stemningen i bogen svinger en del, hvilket ærgrede mig lidt. Starten er supermørk og dyster, men derefter bliver den mere letbenet tenderende til munter. Det forvirrede mig i starten, men jeg vænnede mig til det. Undervejs skete der så noget ret drastisk, som igen ændrede stemningen markant. Det irriterede mig en del, da det skete, men senere hen forstod jeg hvorfor, og selvom det ikke helt fjernede min første irritation over stemningsskiftet, så var det et ret fedt twist.

Der er fuld fart over feltet, og er du til action, bliver du ikke skuffet – der er filmiske kampscener og eksplosioner til den helt store guldmedalje – selvfølgelig serveret med et glimt i øjet. Masser af spænding og underholdning. Tænker du nu, at det lyder mest som en bog for drenge, så må jeg venligst bede dig om at sende den kønsdiskriminerende holdning på plejehjem – denne bog er for alle, der elsker en bog proppet med drama og action.

Elsker du – som jeg – den oprindelige ‘Mistborn’-trilogi og forventer, at denne serie er noget i samme stil, så risikerer du at blive skuffet. ‘Steelheart’ har ikke samme dybde eller detaljegrad som ‘Mistborn’, men det skal den heller ikke have – det er en anden serie og en anden genre (dermed ikke sagt at sci-fi kan være detaljeret – snarere tværtimod).

Brandon Sanderson har skrevet en interessant historie i en noget usædvanlig mørk tegneserie-agtig verden. Der er bestemt lagt op til en spændende og nervepirrende historie, der fortsætter i ‘Firefight’ og ‘Calamity’ – de to sidste bøger i serien, som jeg regner med at læse i marts.

‘Steelheart’ var en fornøjelse at læse, selvom jeg blev lidt irriteret et par gange undervejs. Det er især afslutningen, hvor forfatteren binder en række tråde sammen, og hvor man får lidt en “ahaaa”-oplevelse, der får mig til at glemme de frustrerende øjeblikke. Det er ikke den bedste Sandersonbog, jeg har læst – jeg har svært at ved se, hvordan noget skal slå ‘Mistborn’-bøgerne – men det er en ganske underholdende bog.

Our Endless Numbered Days

Jeg købte én bog i januar måned, og det var denne her – ‘Our Endless Numbered Days’ af Claire Fuller. Den passede perfekt i min taske til togturene, så den læste jeg for nylig på mine køreture til og fra arbejde.

I ‘Our Endless Numbered Days’ følger man hovedpersonen Peggy – dels i nutiden, hvor hun stadig er ved at stykke sin families historie sammen, og dels i fortiden, hvor hun som otteårig fulgte med sin far ud i skoven for at bo. Faren fortalte hende, at resten af verden var udryddet, og at de var de eneste to overlevende. De måtte i stedet søge tilflugt dybt inde i vildnisset, hvor kampen for overlevelse var hård.

Oplægget til denne bog er lidt specielt, for som læser ved man allerede fra start, at Peggy tager ud i skoven for at bo i den tro, at resten af verden er gået, samtidig med, at man allerede fra første side møder Peggy, da hun er tilbage til civilisationen. Det betyder samtidig, at det spændende ved denne bog ikke er, om Peggy kommer tilbage, men hvordan hun gør og ikke mindst hvordan hun overlever de år, hvor hun lever sammen med faren ude i vildnisset.

Jeg kunne godt lide naturscenerne i denne bog, for det er selvfølgelig begrænset, hvor meget action der er i denne genre, uden at det bliver påduttet, og derfor var det klart beskrivelserne af omgivelserne, der trak op. Der var steder, hvor historien trak lidt i langdrag – ganske enkelt fordi historien foregår over for lang tid – og jeg savnede ind imellem også flere finurlige oplevelser, for det kunne man sagtens have tilføjet i bogen. Sjovt nok var det ikke Peggy, der var den mest interessante person i denne bog – hun virkede i det hele taget ret tilbageholden – men i stedet hendes far. Hans udvikling gennem bogen er fascinerende og er helt klart det, der giver den primære fremdrift i historien.

Jeg havde håbet, at denne bog ville røre mig på samme måde som ‘The Snow Child’ eller ‘The Silver Dark Sea’. Det formåede den desværre ikke, for så dyb er historien ikke, ligesom sproget heller ikke har samme fortryllende magi over sig. Slutningen var heller ikke så mindblowing, som jeg kunne ønske – den var ikke specielt overraskende eller chokerende, hvilket var synd, for forfatteren havde bygget op til, at NU sker der noget virkelig spændende!

Det var en glimrende læseoplevelse, selvom den ikke helt havde den dybde og den magi, jeg havde håbet på. Et interessant bud på, hvordan et liv som barn i vildnisset kan være, når man tror, at resten af verden er gået under.

More Than This

‘More Than This’ er skrevet af Patrick Ness, som blandt andet har skrevet ‘A Monster Calls’ og ‘The Chaos Walking’-trilogi.

Bogen handler om den 16-årige Seth, der drukner. Senere vågner han op igen i en forladt by – delvis nøgen, da han kun er iklædt bandager på enkelte steder af kroppen. Han har ingen anelse om, hvad der er sket, men byen genkender han som der, hvor han voksede op. Han begynder at udforske stedet i håb om at finde ud af, hvad der er sket – er han død eller levende, og hvorfor er der ikke andre mennesker?

Jeg vil ikke røbe mere om handlingen, da jeg ellers frygter, at jeg vil afsløre for meget, for ‘More Than This’ er helt klart en mindfuck-bog – en bog, hvor du som læser også sidder og spekulerer på, hvad i alverden der foregår. Bedst som du tror, du har regnet det hele ud, tager historien en drejning.

At læse denne bog var i starten som at læse ‘The Shock of the Fall’. Efter et stykke tid skiftede den over, så jeg nærmere kom til at tænke på en dyster Stephen King-bog – for eksempel ‘The Gunslinger’ – men efter yderligere nogle kapitler skiftede bogen atter stil til… ja, det ved jeg ikke helt, hvordan jeg skal beskrive. Stilskiftene var både interessante og frustrerende på samme tid, for jeg kunne ikke helt lure, hvor forfatteren ville hen med historien, og det betød blandt andet, at jeg desværre ikke var så grebet af historien som håbet.

Bogen var en udmærket læseoplevelse, men den var ikke specielt medrivende eller tankevækkende. Patrick Ness skriver smukt, og bogen var derfor stadig værd at læse, men jeg syntes ikke, den hverken havde den smerte, dybde eller filosofiske overvejelser som de bøger, jeg tidligere har læst af ham.

Eric

Jeg holder meget af Terry Pratchetts skøre, sjove og absurde historier, og i løbet af de sidste par år har jeg fået læst flere af hans Discworld-bøger – blandt andet ‘Wyrd Sisters’ og ‘Guards! Guards!’.

For nylig læste jeg ‘Eric’, der er den niende bog i Discworld-serien. ‘Eric’ er en lille bog på 217 sider og handler om den 13-årige Eric, der er dæmonhacker. Han er en lille djævel in spe, der brændende ønsker sig at tilkalde en dæmon, der kan opfylde tre ønsker for ham – evigt liv, at være verdenshersker samt en virkelig lækker kæreste. Problemet er bare, at Eric ikke fremmaner en dæmon men… Rincewind. Og Rincewind er som bekendt en virkelig inkompetent magiker, så det er temmelig begrænset, hvad Eric får ud af det… udover problemer… masser af problemer!

‘Eric’ er en parodi på ‘Faust’ og ligger samtidig i umiddelbar forlængelse af ‘Sourcery’. Det er muligt, at jeg overså et par jokes, da ‘Faust’-historien ikke står tydelig i min erindring, men i det hele taget var det så som så med humoren i denne bog – jeg morede mig i hvert fald ikke særlig meget. Samtidig var jeg overrasket over, hvor lidt Eric faktisk fyldte i bogen – Rincewind overtog lynhurtigt hele showet, og selvom jeg holder meget af ham som hovedperson, så var det også lidt synd for historien, for det betød, at bogen reelt set ikke handlede særlig meget om dæmonhackeren.

Bogen er kun lidt over 200 sider, hvilket er ca. halv længde af de fleste andre Discworld-bøger, og det kan tydeligt mærkes. Historien føltes halvfærdig og fragmenteret, og selvom der var spændende og sjove scener, så var de få.

‘Eric’ var desværre ikke en særlig god læseoplevelse for mig. Ligesom med ‘Hogfather’ var jeg hverken særlig underholdt eller særlig grebet af historien. Heldigvis har Pratchett skrevet så mange andre gode bøger, så jeg håber, at den næste Discworld-bog, jeg kaster mig over, vil være væsentlig sjovere.

Skyggesider

Denne bog lånte jeg spontant, da jeg faldt over den på Ereolen.dk. Jeg var lidt spændt på, om den var noget for mig, for jeg havde på fornemmelsen, at det var knald eller fald med denne bog.

‘Skyggesider’ er skrevet af Christina Bonde og handler om den unge kvinde Tricia, der lever et ret almindeligt liv sammen med sin mand og barn. Hun begynder dog at drømme om en fremmed mand, og drømmene bliver efterhånden så realistiske, at hun får svært ved at skelne virkelighed og fantasi fra hinanden. Tricia trækkes længere og længere ind i et spind af fortielser og fristelser, hvor hun forsøger at finde ud af, hvad der foregår omkring hende, samtidig med at hendes nærmeste bliver mere og mere urolig for hende. Hvad er virkelighed – og hvad er fantasi? Hvem er ven og hvem er fjende?

Lad mig starte med at sige, at denne bog var absolut ikke noget for mig. Allerede fra starten blev jeg irriteret over skrivestilen, som virkede banal og alt for overlæsset med tillægsord – noget jeg mest forbinder nystartede forfattere. Det blev en anelse vulgært, og som læser følte jeg mig stopfodret med sanseindtryk og som om, at alt skulle skæres ud i pap. Jeg syntes dog, at det blev bedre i løbet af bogen, men det kan selvfølgelig også være, at jeg vænnede mig til det undervejs.

Jeg savnede mere dybde hos de enkelte personer. Tricias veninde var for eksempel primært med for at kunne hive hende i ærmet med jævne mellemrum og udtrykke bekymring for Tricias tilstand. Tricia ‘belønnede’ hende så med at behandle hende virkelig dårligt. I det hele taget opførte Tricia sig til tider temmelig nærtagende og hysterisk, og selvom man kunne argumentere for, at der var noget i hendes fortid, som kunne forklare det, så kom det frem så sent i bogen, at det var for sent – jeg havde ganske enkelt opgivet at sympatisere med Tricia på det tidspunkt.

Jeg var lidt bekymret for, om de erotiske scener i bogen ville blive for corny, men det syntes jeg nu ikke, de blev. Til gengæld var jeg ikke synderlig vild med kirkens rolle i bogen – det blev lidt for klichéfyldt med en meget kristen familie, der ikke vil tale om Tricias tvillingesøsters selvmord.

Så – alt i alt en bog, hvor jeg skiftede mellem at kede mig og blive irriteret over sprog, persongalleri eller flad dialog.

The Halfling’s Gem

‘The Halfling’s Gem’ er tredje og sidste bog i ‘The Icewind Dale’-trilogien. Jeg har tidligere anmeldt de to første bøger, ‘The Chrystal Shard’ og ‘Streams of Silver’.

Da det er tredje bog i serien, kommer der ikke et resumé af handlingen men i stedet en samlet vurdering af serien (uden spoilers).

Først og fremmest – jeg syntes desværre ikke, at denne trilogi var lige så god som de tre første bøger om Drizzt. ‘The Chrystal Shard’ handlede forbløffende lidt om Drizzt, mens de to efterfølgende bøger heldigvis havde mere fokus på sortelveren. Det virkede dog, som om bøgerne i denne trilogi var bygget over samme skabelon, og jeg kedede mig flere gange undervejs. Samtidig savnede jeg flere interessant konflikter i stil med de kulturelle konflikter, der var i den første trilogi.

Alt i alt var læsningen af denne trilogi ret ‘meh’. Der var tidspunkter, hvor historien var spændende og medrivende, men dem var der alt for få af, og det sled lidt på min tålmodighed at komme igennem trilogien. Jeg forventer derfor ikke at læse flere bøger om Drizzt – desværre.

5 bøger jeg burde elske

Man skal ikke græde over spildt mælk… men ind imellem kan man godt blive lidt trist over IKKE at kunne lide bøger, som man burde elske. Bøger, som andre roser til skyerne og som har alle forudsætninger for, at man burde knuselske lige præcis disse bøger. Alligevel er der et eller andet ved bøgerne, som får én til at knibe øjnene skeptisk sammen, eller også mangler bøgerne lige den gnist, som får én til at falde for dem i første omgang.

Her er en liste over 5 bøger, jeg burde elske – bøger, som jeg havde høje forventninger til – om det så var på grund af oplægget, genren og/eller andres lovprisninger af dem.

Ringenes Herre
Dette er muligvis det mest kontroversielle valg til denne liste, for der er ingen tvivl om, at der er mange, der elsker ‘Ringenes Herre’-trilogien. Men det var bare ikke en særlig interessant læseoplevelse. Jeg læste først trilogien som 18-årig – helt håbløst sent ifølge min vennekreds, der består af en hel del rollespillere. Det blev ikke bedre af, at jeg bagefter sagde, at det langt fra var det bedste fantasy, jeg havde læst. Jeg var liiige ved at få buksevand… 😉 Men ja, på det tidspunkt havde jeg læst så mange eventyr og så megen fantasy allerede, at en fortælling, hvor store dele af historien består af at gå, gå og gå – krydret med elversange – ikke just var særlig spændende. Jeg anerkender fuldt ud den indflydelse, Tolkien har haft på fantasygenren, men trilogien sagde mig bare ikke særlig meget. ‘Ringenes Herre’ er i øvrigt et af de få tilfælde, hvor jeg nød filmene mere end bøgerne.

The Princess Bride
Denne bog læste jeg sidste år, og hvor ville jeg dog gerne elske ‘The Princess Bride’ ! Jeg kunne jo se, hvor meget andre holdt af den, og jeg mindedes også, at filmen var udmærket (dog ikke så fantastisk som Bedstevennen beskrev den som, men alligevel…). Jeg kunne dog ikke rigtig forlige mig med metahistorien, som i mine øjne fyldte alt for meget. Det virkede, som om forfatteren konstant afbrød eventyret i bedste “se mig, se mig!”-agtige stil, hvilket rev mig ud af historiens rytme.

The Book Thief
Igen en af de bøger, som mange mennesker elsker. Jeg troede da også, at den ville være noget for mig, men den viste sig desværre er meget anderledes end hvad jeg forventede. Det skyldtes til dels fortællestilen, som var lige lovlig staccato-agtig til mig, men det skyldtes især, at det at stjæle bøger fyldte så lidt i fortællingen. Jeg havde ganske enkelt forventet en hel anden historie, og derfor var dette en ret frustrerende læseoplevelse. Jeg har lovet mig selv at se filmatiseringen, der kom sidste år, for jeg har på fornemmelsen, at jeg godt kan lide filmudgaven. Måske vil jeg også genlæse bogen på et tidspunkt – det kan være, den er bedre, når jeg først ændrer min forventninger til den.

The Martian
Den humoristiske genre er svært, for der er stor forskel på, hvad folk synes er sjovt. ‘The Martian’ havde alle grundstenene til, at jeg burde elske den – den foregik i rummet, den var nørdet, den var humoristisk – men nej, den virkede slet ikke for mig. Hovedpersonen var jeg ikke så vild med – til tider var han ligefrem irriterende – og de fleste andre personer var flade og ligegyldige. Mit største problem med historien var nok, at jeg slet ikke kunne acceptere premissen med, at USA var villige til at bruge et kæmpe milliardbeløb OG bringe adskillelige andre mennesker i livsfare i forsøget på at redde hovedpersonen. Det virkede komplet vanvittigt i betragtning af, hvor mange menneskeliv man med sikkerhed kunne redde for samme beløb på Jorden. Så ja – jeg syntes ikke, den var sjov (jeg trak på smilebåndet et par gange og det var så det), og jeg syntes, der blev taget nogle ret mærkværdige valg i bogen.

The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy
Denne bog hænger på en måde sammen med den første bog på listen, for ‘The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy’ står på flere af mine venners top 5-liste over bøger, de har læst. Jeg læste den først, da jeg var… ja, det kan jeg faktisk ikke huske, men jeg har helt sikkert rundet de 25 år, og den sagde mig bare ikke særlig meget. Til gengæld tror jeg, at jeg havde holdt meget mere af den i dag, hvis jeg havde læst den allerede som 12-årig. Humor er foranderlig, og selvom jeg stadig er til skør og finurlig humor, så skulle jeg have læst denne bog langt tidligere i mit liv.

Er der bøger, som du føler, du burde elske, men som bare ikke virker for dig?