The Forestwife Trilogy

Lad mig starte med en pinlig indrømmelse. Denne bog har stået på min bogreol i ca. ti år. Ulæst. Jeg har ikke tal på alle de gange, jeg har lovet mig selv, at NU skulle jeg se at få den læst uden dog at gøre noget ved det. Jeg købte den brugt sammen med en række andre bøger via QXL (det var dengang, man stadig havde let ved at købe og sælge brugte bøger – nu kan det dårligt betale sig med de høje portopriser). Men eftersom jeg pt. er godt i gang med at nedbringe antallet af ulæste bøger på hylderne, så var det en kærkommen lejlighed til at læse denne bog.

‘The Forestwife Trilogy’ er skrevet af Theresa Tomlinson og er en fortolkning af klassikeren ‘Robin Hood’. Her er omdrejningspunktet dog Marian, hvor Robin mere er en biperson, der dukker op i ny og næ. Marian søger allerede som ung ud i skoven, hvor hun bliver ‘The Forestwife’ – dvs. den kloge kone/heks, der sørger for at hjælpe de syge og nødlidte, der er ramt af sheriffens ondskabsfulde og barske styre.

Historien blev oprindeligt udgivet som en trilogi men er her samlet i ét bind. Den første bog er tættest knyttet til Robin Hood-fortællingen, hvor man hører om, hvordan Marian og Robin mødes første gang og lærer hinanden at kende. De to efterfølgende bøger handler i højere grad om andre personer, der bliver en del af modstandskampen – dog stadig med Marian og Robin som vigtige personer i den samlede fortælling.

Jeg kan godt lide, at forfatteren har valgt at fokusere på Marian i denne fortolkning af Robin Hood-eventyret – ikke mindst fordi Marian her ikke bare er en kvinde, der skal reddes, men en kvinde, der er en aktiv del af modstandskampen. Hun har en vigtig rolle som den kloge kone, og mange søger hendes hjælp.

Fortællestilen er lidt gammeldags, og mens jeg læste den første fortælling, kom jeg hele tiden til at tænke på ‘Little Women’, der havde lidt af den samme overeksalterede stil med hyppige følelsesudbrud. Det var lidt over the top til min smag – men alligevel også lidt hyggeligt, fordi det blev så barnligt og naivt. De to andre fortællinger virkede desværre ikke nær så godt som den første. Det skyldes til dels, at der var mere fokus på andre personer i historierne, men det var især følelsen af, at historien gentog sig selv flere gange, og at der ikke var så mange nye ideer, der dæmpede min begejstring. Den blev lidt for forudsigelig, selvom forfatteren nu også turde dræbe flere af de vigtige personer i fortællingen.

‘The Forestwife Trilogy’ er hyggelig læsning, men ikke noget stort værk. Det er en bog, der egner sig fint som ferielæsning, hvis du trænger til at bevæge dig ud i Sherwood-skovene med en bue over skulderen og et bundt urter i bæltetasken.

Snow Crash

Denne bog har jeg længe glædet mig til at læse. Desværre levede den på ingen måde op til mine forventninger – ja, jeg endte faktisk med at føle mig snydt. Hvordan kan denne bog med mere end 160.000 anmeldelser have en gennemsnitskarakter på over 4 stjerner på Goodreads?

‘Snow Crash’ er skrevet af Neal Stephenson og handler om den unge fyr, Hiro, der lever som pizzabud i den virkelige verden – og som hardcore hacker og kampspecialist i ‘The Metaverse’, en slags virtual reality verden, som han mere eller mindre er kongen af. Han møder en kvinde, Y.T., da hun redder ham fra problemer under en pizzaleverance, og de bliver snart rodet ind i opklaringen af, hvad det er for en virus, der pludselig begynder at dræbe en lang række hackere.

Denne bog mere eller mindre alt, hvad der skal til for at udforme en spændende sci-fi-bog – en intelligent hovedperson med ninja- og hackerskills, en sej og snarrådig kvindelig næsten-hovedperson, en parallelverden, hvor alt (ok næsten alt) kan ske, skumle mafiatyper og en dødelig virus. Alligevel gik der ikke længe, før jeg begyndte at kede mig, da jeg læste bogen. Først slog jeg det hen og tænkte, at jeg bare skulle ‘læse mig varm’, men det blev ikke bedre undervejs – tværtimod. Der var glimtvise gode øjeblikke, men ellers blev det blot mere og mere frustrerende, og da der pludselig kom en længere passage om religion, lagde jeg bogen fra mig og holdt et par dages pause, før jeg fik tygget mig igennem resten af bogen.

Men hvad var så problemet? Tja… først og fremmest synes jeg ikke, at den er særlig fængende skrevet. Den er ind imellem unødig snørklet, hvor historien stikker i forskellige retninger, uden at det helt virker som om, at der bliver fulgt op på de enkelte ideer.

Personudviklingen kan også ligge på et lille sted. Hovedpersonen er rimelig stereotyp og virker mest som enhver teenagedrengs våde drøm, når det drejer sig om mandlige computerhelte – en sej hacker, der også er meganinja med et sværd. De øvrige personer virker også flade og unuancerede – dog måske med undtagelse af Enzo, der lader til at have lidt personlighed (at den så også er noget karikeret er så en anden sag).

‘Snow Crash’ har i bund og grund masser af potentiale, for den bygger på nogle fine ideer, men udførelsen er bare ikke særlig vellykket. Jeg tror, den havde fungeret bedre som tegneserie.

Calamity

‘Calamity’ er tredje og sidste bog i ‘The Reckoners’-trilogien. Jeg har tidligere anmeldt de to første bøger, ‘Steelheart’ og ‘Firefight’.

Da det er sidste del af serien, skriver jeg ikke et resumé af bogen, men jeg opsummere i stedet de gode og knapt så gode sider ved ‘Calamity’ samt serien i sin helhed.

‘Calamity’ var en udmærket bog, men jeg syntes desværre, at den var præget af de samme kritikpunkter, som jeg fremhævede ved ‘Steelheart’. Der var ikke en ordentlig balance mellem alvor og morskab, hvilket betød, at humoren flere gange virkede påklistret. Det var dog ikke nær så mange sjove øjeblikke i denne bog som i de foregående, hvilket sådan set gav fin mening.

Slutningen virkede lidt for kluntet – ikke så meget konklusionen men mere måden, den blev fortalt på. Jeg havde håbet på et brag af en slutning (det er jo en serie med superskurke, så man må jo forvente noget kapaw), men jeg syntes, det blev lidt for tænkt og ikke så imponerende. Jeg sad i hvert fald ikke tilbage med en wauw-fornemmelse.

‘The Reckoners’ af Brandon Sanderson er en udmærket serie. Personligt kan jeg bedst lide nr. to bog i serien, ‘Firefight’, da jeg synes, at balancen mellem action, drama og humor er bedst i denne bog. Jeg havde dog håbet på lidt mere dybde og lidt mindre fjolleri, da jeg gik i gang med serien, for oplægget med mennesker, der forvandler sig til superskurke med overnaturlige evner, lægger så meget op til en actionramt dystopi. Derfor var jeg heller ikke superbegejstret for de konstante vittige indspark fra hovedpersonen – dog mest fordi en række af dem kom på tidspunkter, der ellers var ret dramatiske og alvorlige. Men det er jo en smagssag – i mit tilfælde foretrækker jeg dystopiske fortællinger frem komedier.

BOGSALG: Bøger til 5 og 10 kr. stykket

bogsalg

Jeg har ryddet op på boghylderne og sælger to stabler bøger.

Bøgerne i første stabel (herover) koster alle 5 kr. stykket. De er alle læst én gang og der er passet godt på dem. Det er dog paperbacks, så nogle af dem er blevet slidt lidt i rygkanten (kan ses på billedet).

Neal Stephenson: Snow Crash
Alexander Gordon Smith: Lockdown
Jo Nesbø: Kakkerlakkerne
Jo Nesbø: Flagermusmanden
Jussi Adler-Olsen: Den grænseløse
Ellen Datlow m.fl.: Queen Victoria’s Book of Spells (fantasy-novellesamling)

boeger saelges

Bøgerne i den anden stabel (herover) koster alle 10 kr. stykket – dog ikke trilogien til venstre, for der får man alle tre bøger til 10 kr. Alle er læst én gang og er rigtig god stand.

Sarah J. Maas: Throne of Glass
Ernest Cline: Armada
Tone Almhjell: The Twistrose Key
R. A. Salvatore: Icewind Dale-trilogien (Drizzt 4-6)

Skriv til mig på pisk.riset [snabela] gmail.com, hvis du ønsker at købe en eller flere af ovenstående bøger.

Firefight

‘Firefight’ er anden bog i ‘The Reckoners’-trilogien af Brandon Sanderson. Jeg har tidligere anmeldt den første bog, ‘Steelheart’.

Jeg vil ikke bringe et resumé af handlingen her, da det vil afsløre for meget af handlingen i den første bog. I stedet vil jeg opsummere de gode og knapt så gode ting ved ‘Firefight’ – naturligvis også uden spoilers.

Først og fremmest var ‘Firefight’ – i mine øjne – en bedre bog end forgængeren. Jeg havde meget høje (nok for høje) forventninger til ‘Steelheart’, og den endte med at skuffe mig lidt, selvom jeg som udgangspunkt godt kunne lide den. Her virkede ‘Firefight’ mere balanceret og mere moden. Historien var spændende, personudviklingen rigtig fin, og humoren virkede knapt så påklistret. Der blev introduceret en række nye superskurke, og det var sjovt at se, hvordan forfatteren slog sig løs med at finde på nye kombinationer af overnaturlige evner.

Jeg savnede stadig lidt mere dybde og en mere dyster stemning, men det skyldes mest af alt, at jeg ved, hvor godt Sanderson kan skrive (*indsæt hyldest til ‘Mistborn’-serien*). Jeg skal dog hele tiden minde mig selv om, at ‘The Reckoners’-serien går efter en lidt anden stemning, og her er jeg bare ikke altid enig i balancen mellem det dystre og de komiske indslag.

Men som sagt – ‘Firefight’ var bedre end den foregående bog. Jeg læste i øvrigt den tredje og sidste bog, ‘Calamity’, så snart jeg havde afsluttet ‘Firefight’, så den bog kommer der en anmeldelse af i løbet af den næste uges tid.

Crown of Midnight

‘Crown of Midnight’ er anden bog i ‘Throne of Glass’-serien, der er skrevet af Sarah J. Maas. Læs anmeldelsen af den første bog.

Vanen tro bringer jeg ikke et resumé, når det drejer sig om anden bog i en serie, men jeg vil i stedet opsummere de gode og dårlige ting ved denne bog.

Det var en meget blandet fornøjelse at læse ‘Crown of Midnight’. Første halvdel var hyggelig, munter men også en anelse tam. Cirka midtvejs skete der så noget drastisk, der i den grad satte gang i tingene. I mine øjne både et modigt men også et godt valg af forfatteren. Desværre betød det samtidig, at jeg mistede alt for hovedpersonen Celaena, der pludselig opførte sig som et hysterisk, hadefuldt barn. Jeg kunne slet ikke snuppe hendes sort-hvide opfattelse af tingene og alt for hurtige og dårlige dømmekraft.

Anden halvdel af bogen led desværre under min manglende sympati for Celaena, men slutningen trak dog lidt op, så det blev en nogenlunde læseoplevelse. Alligevel regner jeg ikke med at læse videre i serien. Jeg synes simpelthen, at hovedpersonen er for umoden. Jeg kan godt lide heltinder, der ikke er perfekte, men jeg synes, at Celaena virker konstrueret og alt for følelsesladet… eller måske bare alt for vred på alt og alle. Jeg er heller ikke vild med trekantsdramaet, selvom begge fyre for en gangs skyld virker sympatiske.

Så ja – ikke en serie for mig, selvom jeg godt kan lide konceptet med en kvindelig lejemorder.

To fantastiske fortællinger

Et af mine mål for februar måned var at læse et par værker af Dostojevskij. Den første bog var ikke en særlig god oplevelse, men den næste – ‘To fantastiske fortællinger’ – var til gengæld væsentlig bedre.

Bogen indeholder – som titlen også antyder – to fortællinger. Den første hedder ‘Den sagtmodige’ og er en mands tanker om sin hustrus selvmord, mens den anden hedder ‘Et latterligt menneskes drøm’ og handler om en mand, der ønsker at begå selvmord, men i stedet falder i søvn og drømmer om sin død og livet efter døden.

Jeg var meget positivt overrasket over den første fortælling, der fascinerede mig med sin smertefulde og sårbare fortælling. Det er en fortælling om kærlighed, der dør – om manglende respekt og svig – og den er så fint fortalt. Den var i sandhed fantastisk.

Den anden historie sagde mig til gengæld ikke særlig meget. Den virkede distanceret og fjern – alt for svævende og småfilosofisk til min smag. Det var en historie, jeg allerede begyndte at glemme, så snart fortællingen sluttede.

Så alt i alt en ret blandet oplevelse. Første fortælling var min klare favorit, og hvis alle Dostojevskijs historier var lige så velskrevne som denne, så ville jeg allerede være i gang med næste bog. Men anden fortælling gjorde som sagt ikke det store indtryk på mig, så jeg er fortsat meget i tvivl om, hvad jeg skal mene om hans skrivestil.

Fortabt

Kender du det: At gå i gang med en bog, du ikke har særlig høje forventninger til og faktisk blive positivt overrasket? Det er så fedt, når det sker!

Jeg fandt ‘Fortabt’ af Jana Oliver på Ereolen.dk. Det er første bog i ‘The Demon Trappers’-serien, og den lød ærlig talt en smule kliché – sådan en “YA-fantasy med en sej tøs, der har en helt særlig rolle, for hun er muligvis er den eneste, der kan redde hele verden”. Det har man jo set før – med varierende succes.

I ‘Fortabt’ følger man den 17-årige Riley, der bor sammen med sin far i en fremtid, der kun ligger få år fremme. Her er samfundet brudt sammen, og dæmoner jager på Jorden. Rileys far er dæmonjæger, og hun håber på at kunne træde i hans fodspor, men det er ikke just let at overbevise nogen om, at hun skal oplæres i dette fag. Men så opstår der komplikationer, og pludselig får Riley faktisk muligheden, selvom det bliver under forhold, hun godt kunne have været foruden…

Se, denne bog overraskede mig som sagt positivt. Jeg syntes, det var en interessant verden og en spændende konflikt, som forfatteren havde skabt, og den virkede ikke som et håbløs rip-off af andre bøger i samme genre. Man føler, at der er noget på spil, og at man ikke kan vide sig sikker i den verden.

Riley er en fin hovedperson, men jeg følte ikke noget særligt for hende. Der var på et tidspunkt, hvor hun blev lige lovlig sur emopige, der hader verden, men man kan sådan set godt forstå hendes reaktion i forhold til bogens handling. Der var dog flere interessante bipersoner, som var med til at løfte historien.

Jeg er som bekendt ikke vild med trekantsdramaer, og jeg frygtede virkelig, at der ville komme sådan et undervejs. Det gjorde der heldigvis ikke, selvom der flere gange blev antydet en række potentielle kærlighedsdramaer. Det blev dog ikke rigtig til noget i denne ombæring, men det kan jo være, det blusser op i næste bog – nu må vi se.

Alt i alt en glimrende dystopisk ungdomsbog. Jeg regner med at læse videre i serien på et tidspunkt og krydser derfor fingre for, at serien ikke udvikler sig til det sædvanlige trekantsdrama, som alt for mange ungdomsbøger er syltet ind i.

De seneste bogforkælelser

Jeg har længe planlagt at købe en god stabel bøger, og her i marts var det endelig tid til at bestille lidt nyt til bogreolerne. Jeg måtte dog lige vente, indtil jeg havde holdt fødselsdag, for det kunne jo være, jeg fik bøger i gave… og ja, der faldt søreme en god stabel fødselsdagsbøger af til mig! Yeah!

Jeg havde besluttet mig for at købe nogle flere bøger af en af mine yndlingsforfattere – Brandon Sanderson. Det blev til ‘Firefight’ og ‘Calamity’, for jeg har planer om at færdiggøre ‘The Reckoners’-serien i denne måned. Derudover bestilte jeg ‘Shadows of Self’ i den tro, at den ville passe sammen med resten af bøgerne i ‘Mistborn’-serien, men nej – forlaget har ændret på formatet! Argh, argh, det kan en bogelsker som jeg jo slet ikke administrere…

Nå, men det blev også til en stabel bøger af andre forfattere. To af bøgerne købte jeg for fødselsdagspenge – nemlig ‘Room’ og ‘Half a King’. ‘Room’ har jeg længe overvejet at læse, for jeg har hørt så meget godt om den, så nu skulle det være. ‘Half a King’ er min første bog af Joe Abercrombie. Jeg tør ikke indrømme, hvor længe jeg har ønsket at læse noget af ham uden at gøre noget ved det, men NU fik jeg endelig fat i en af hans bøger, så inden længe…

Den første bog i Stephen Kings ‘The Dark Tower’-serie bliver filmatiseret næste år, så jeg har besluttet, at jeg skal forsøge at få læst serien færdig i år. Bog 2 og 3 i serien er derfor nu indkøbt, så jeg kan læse dem i løbet af de næste par måneder, og så er jeg forhåbentlig klar til at købe de næste bøger i serien til sommer, hvor jeg planlægger et større bogindkøb.

Sidst men ikke mindst blev det til et enkelt tegneseriekøb. ‘The Hedge Knight’ er en graphic novel baseret på en novelle af George R. R. Martin. Det er også en bog, jeg længe har ønsket mig, så nu håber jeg bare, den var værd at vente på.

Har du købt noget spændende for nylig?

Den grænseløse

Jeg er nået til den sjette bog i Afdeling Q-serien af Jussi Adler-Olsen. Jeg har tidligere anmeldt ‘Flaskepost fra P’, ‘Journal 64’ og ‘Marco effekten’ – de første bøger læste jeg, inden jeg oprettede Den lille Bogblog.

I ‘Den grænseløse’ bliver Carl og resten af Afdeling Q involveret i en gammel mordsag på Bornholm, da en af de lokale betjente bruger drastiske metoder til at få afdelingen til øen. En ung kvinde blev dræbt – måske myrdet – men den skyldige blev aldrig fundet. Er det muligt nu efter 17 år?

Jeg synes, at Afdeling Q-bøgerne svinger en del i kvalitet. I de første bøger skiftede jeg mellem enten at kunne lide krimidelen eller hovedpersonernes udvikling – aldrig begge ting på én gang. I nogle af bøgerne virkede selve mordgåden for ekstrem, for konstrueret, for utroværdig, mens samspillet mellem de tre personer i teamet var både underholdende og interessant. I andre af bøgerne fungerede mordgåden rigtig godt, mens personerne virkede karikerede og absurde.

I ‘Den grænseløse’ er Carl, Rosa og Assad rimelig afdæmpede i forhold til flere af de forrige bøger, og det kunne jeg godt lide. Til gengæld var der lige lovlig mange dumsmarte bemærkninger fra Carl undervejs – i tankeform – hvilket irriterede mig en del. Jeg mindes ikke, at han virkede så tåbelig i de tidligere bøger, så det undrede mig.

Selve mordgåden er… hm… måske ikke voldsom interessant. Historien er ret langtrukken i betragtning af, hvor simpel mordgåden er, når det kommer til stykket. Alligevel er der selvfølgelig et par twists, som i mine øjne virkede lidt for konstruerede til lejligheden – sådan lidt “ha, du troede lige, men så…”. Den købte jeg ikke helt som læser.

Sprogligt set var bogen heller ikke i top. Jeg stødte på flere sproglige fejl undervejs, og det var ret overraskende, for det mindes jeg ikke at have set i samme grad i de forrige bøger. I det hele taget virkede det lidt, som om bogen var skrevet i hast – trods længden af historien.

‘Den grænseløse’ er klart den af Afdeling Q-bøgerne, jeg bryder mig mindst om. Faktisk var jeg så skuffet, da jeg var færdig, at jeg ikke umiddelbart har planer om at læse videre. Nu har jeg aldrig været fan af serien som sådan, men jeg har trods alt nydt at læse flere af de foregående bøger, men det virker lidt, som om luften er gået ud af ballonen. Hvis jeg læser de kommende bøger i serien, bliver det i form af bøger, jeg har lånt på biblioteket.