Konkyliesamlerne

Jeg har altid haft en klar fordom om, at denne bog ikke var noget for mig. Den var ret hypet, da den kom frem, og jeg kan da også huske, at jeg på et tidspunkt gav den i fødselsdagsgave til en af mine venner, som havde en anden bogsmag end mig.

Meeen… jeg er også lidt nysgerrig, og da jeg stødte på den igen, da jeg skimmede BBC’s The Big Read-liste igennem, tænkte jeg, at nu ville jeg alligevel give den en chance.

‘Konkyliesamlerne’ er skrevet af Rosamunde Pilcher og handler om familien Keeling – først og fremmest om Penelope, der er omdrejningspunktet for fortællingen. Penelope er ved at nå op i årene og ser tilbage på et liv med dets op- og nedture. Et liv, der har givet hende tre meget forskellige børn samt et hav af sorger og glæder. Og det er især sorgerne, at børnene enten ikke kender eller forstår, hvilket ind imellem får dem til at stille urimelige krav over for Penelope. Men hun lader sig ikke kue og tager nogle beslutninger, der både overrasker og chokerer børnene.

Denne bog var lidt træg at komme i gang med. Måske skyldtes det, at jeg læste for korte bidder i starten, for det var først, da jeg for alvor gav læsningen en skalle, at jeg følte, handlingen begyndte at få noget tempo. Men derefter flød historien stille og roligt.

Det er en fortælling, der ofte hopper i tid og sted. Det var ikke specielt forvirrende, men ind imellem irriterede det mig lidt, hvis jeg ikke syntes, det var et passende tidspunkt, det skete på. Det var dog en fin måde at præsentere Penelopes barndom og ungdom på, så man som læser langsomt fik stykket historien om Penelopes liv sammen og dermed forstod nogle af de valg, hun tog.

Selve historien er ikke specielt unik, og på flere måder syntes jeg, at den var ret forudsigelig. Dog ikke slutningen, hvor forfatteren sneg et twist ind, jeg ikke havde set komme. Men selvom historien ikke er hverken nyskabende eller overraskende, så er det en fin fortælling om en familie og de hemmeligheder og lig i lasten, der altid er.

Alt i alt var ‘Konkyliesamlerne’ en udmærket læseoplevelse. Det er ikke en bog, jeg forventer at huske i detaljer om nogle år, men det var fin underholdning og derfor også en bog, jeg vil anbefale som sommerferielæsning. Lettilgængelig men også med en vis ro og varme, der egner sig godt til en lun sommerdag.

The Hedge Knight

the hedge knightJeg er ret glad for ‘A Song of Ice and Fire’-serien – aka ‘A Game of Thrones’ – selvom jeg dog gerne indrømmer, at bog 4 og 5 i serien slet ikke er på højde med de første tre. Men lad nu det ligge – det kan du læse mere om i mine anmeldelser af bøgerne.

I denne omgang handler det nemlig om tegneserien ‘The Hedge Knight’, der foregår i samme fantasyverden men dog lang tid før handlingen i ‘A Song of Ice and Fire’-serien.

I ‘The Hedge Knight’ er hovedpersonen Ser Duncan the Tall, som han kalder sig selv. Sandheden er dog, at han er en ung væbner, der for nylig måtte begrave den ridder, han tjente. Ridderen døde af sygdom og nåede ikke at slå væbneren til ridder, men Duncan indser, at det er en detalje, han må lyve om for at kunne skabe sig selv en fremtid. Han drager ud i verden for at tjene til dagen og vejen og kommer snart til en ridderturnering, hvor det er muligt at vinde hæder, ære og ikke mindst en formue. Men det bliver også en lektie for livet, for ikke alle riddere er mænd af ære…

Lad mig starte med tegnestilen, som er meget smuk og stilfuld. Den er noget mere farverig end billedet på forsiden, men ellers er tegningerne lige så elegante og detaljerede. Det kan irritere mig, hvis forsiden på en tegneserie slet ikke matcher indholdet, men jeg synes, denne er meget passende.

Historien er rimelig klassisk – ung, lettere naiv og ærlig upcoming knøs møder livets realiteter og indser, at ikke alle mennesker lever efter de samme æresbegreber som han. At adelsfolk er mere værd end andre. Og at livet ikke er retfærdigt. Men selvom historien som sådan ikke er nyskabende, så er den alligevel ganske godt fortalt. Jeg nød også at kunne genkende de forskellige adelshuse, som også er en del af ‘A Song od Ice and Fire’-serien. For mig er det nok til at give tegneserien et ‘GoT’-touch, men principielt set kunne denne historie have været fortalt i en hvilken som helst fantasyverden.

‘The Hedge Knight’ var fin, solid underholdning uden de store overraskelser. Er du til ridderfortællinger eller blot fortællinger, der tager udgangspunkt i en middelalderinspireret fantasyverden, så er denne tegneserie noget for dig.

Saga 3

Det er ved at være et stykke tid siden, at jeg læste ‘Saga 3’, men det var ikke desto mindre en god oplevelse. Se mine anmeldelser af ‘Saga 1’ og ‘Saga 2’.

Jeg synes, dette hæfte holder stilen i forhold til de foregående hæfter – både mht. de fantastiske illustrationer og en interessant historie, hvor der lige sniges et lille twist ind med jævne mellemrum.

Tempoet er dog rimelig langsomt i dette hæfte. Det virker, som om historien lige skal have en hvilepause, inden det for alvor går løs igen. Det gør mig ikke voldsomt meget, da historien fortsat var spændende, men da jeg lagde hæftet fra mig, håbede jeg i mit stille sind, at der ville komme mere fart over feltet i de følgende hæfter.

Og gør der så det? Det kan jeg afsløre i min anmeldelse af ‘Saga 4’ og ‘Saga 5’, som jeg blogger om i næste uge 🙂

The Drawing of the Three – The Dark Tower 2

Jeg er så småt i gang med at tygge mig igennem en af de største klassikere fra Stephen King – nemlig hans The Dark Tower-serie, der består af syv bøger. Jeg har tidligere anmeldt den første bog i serien, ‘The Gunslinger’, og ‘The Drawing of the Three’ er anden bog.

Jeg vil ikke komme så meget ind på handlingen, da jeg gerne vil undgå at afsløre for meget fra den første bog.

Jeg håbede, at denne bog ville vælte mig bagover af begejstring, for selvom den første bog var udmærket, så var den ikke en wauw-oplevelse. Det var ‘The Drawing of the Three’ desværre heller ikke. Det var tværtimod en ret blandet oplevelse – der var scener, jeg elskede, og scener, jeg decideret hadede.

Jeg var for eksempel ret begejstret for scenen i flyet, hvor Roland og Eddie mødes. Det var absurd og virkelig sjovt. Deres samspil var ret interessant, og jeg nød at følge, hvordan de forsøgte at komme overens i løbet af de næste kapitler. Omvendt brød jeg mig på ingen måde om Detta. Hun var ekstremt aggressiv og højtråbende, og min reaktion på hende var ligesom med flodhesten Dolph – jo hurtigere hun kunne aflives, jo bedre. Alle hår på mig strittede af indestængt irritation, lige så snart hun åbnede munden.

Bogen skifter mellem meget konkrete/realistiske scener til ret abstrakte scener, og det forvirrede mig ind imellem. Jeg havde det lidt blandet med kombinationen – det gav både nogle interessante twists til historien, men det blev ind imellem også ret mærkeligt.

Jeg regner med at gå i gang med næste bog i løbet af juni måned, og så krydser jeg fingre for, at der vil komme endnu flere gode scener.

The Death Sculptor

Jeg læser ikke så mange krimier, men en af de få serier, jeg følger med i, er Robert Hunter-serien af Chris Carter. Jeg har tidligere anmeldt de tre første bøger i serien – ‘The Crucifix Killer’, ‘The Executioner’ og ‘The Night Stalker’.

I ‘The Death Sculptor’ får Robert og Garcia virkelig deres sag for, da en usædvanlig modbydelig og kreativ morder vælger at lave en skulptur ud af kropsdelene fra mordofferet efter at have tortureret vedkommende først. Mordet i sig selv virker uigennemtænkt, for hvorfor vil morderen bruge tid på at myrde en mand, der er dødssyg og kun har få uger tilbage at leve i? Morderen har tydeligvis et budskab med mordet – men hvilket?

Jeg er som regel ret hårdhudet, når det gælder horror, splat og vold, men jeg må indrømme, at der var mordscener i denne bog, der var så modbydelige, at jeg fik kvalme. Og det var nærmest de ting, som forfatteren ikke beskrev, der var de værste, for her fik min fantasi frit spil og kunne udtænke sine egne blodige og dramatiske billeder af begivenheder. Brrrr. Så derfor – folk med sarte nerver (og maver) skal IKKE læse denne bog.

Men ser vi bort fra denne (vigtige) detalje, så er det endnu en gang en velskrevet og meget spændende krimi, Chris Carter disker op med. Kreativiteten fejler intet – hverken i forhold til mordmetoder og opbygningen af spændingskurven i sig selv, selvom det dog også er tydeligt, at forfatteren bruger en skabelon i forhold til antallet af mord, inden detektiverne gennemskuer, hvem morderen er. Det ærgrer mig lidt, for det gør, at lidt af spændingen forsvinder.

Hvis du er til actionpacked krimier, hvor detektiven IKKE er en midaldrende afdanket mand, der er skilsmisseramt og har et alkoholproblem, så kan jeg varmt anbefale denne serie. Dog skal du være forberedt på, at lige præcis ‘The Death Sculptor’ er usædvanlig brutal og blodig, så forbered dig på en virkelig skræmmende massemorder!

Skyggelandet

Jeg lovede mig selv en tur på biblioteket i denne måned, og her fandt jeg en fin stabel bøger – blandt andet ‘Skyggelandet’ af Taichi Yamada. Bogen har været på min biblioteks-huskeliste så længe, at jeg ikke kan huske, hvordan jeg faldt over den i første omgang.

Bogen handler om Harada, der arbejder som skriptforfatter til tv-serier. Han blev for nylig skilt og bor nu alene i en kontorbygning i Tokyo. En aften bliver han opmærksom på, at han er helt alene i den store bygning… og så alligevel ikke, for pludselig dukker der en småberuset kvinde op, der gerne vil have selskab. Harada afviser hende, men fortryder det. Kort tid derefter opsøger han den bydel, hvor han boede sammen med sine forældre, inden de døde, da han var 12 år. Her møder han et ægtepar, der ligner dem på en prik og også opfører sig som dem. Harada er overrasket, men han bliver ved med at opsøge dem i længslen efter forældrenes omsorg.

‘Skyggelandet’ er en stille og enkel historie, der alligevel vokser undervejs og gør læseren nysgerrig. Hvad er det, der foregår? Hvem er det ægtepar, Harada møder? Og hvad med kvinden, der dukkede op en aften? Forfatteren bygger en historie op, der – måske – ikke er så overraskende, når det kommer til stykket, men alligevel har sin helt egen charme på den der underspillede, japanske måde. Jeg kan især godt lide den stemning, han opbygger – en lidt knugende atmosfære, hvor man kan fornemme, at noget er helt galt, men alligevel ikke er helt klar over, hvor faren kommer fra.

En simpel men glimrende historie, som kan anbefales.

Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe

Denne bog købte jeg på et tidspunkt efter at have læst masser af rosende anmeldelser af den, for den lød som en rigtig interessant ungdomsbog.

‘Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe’ er skrevet af Benjamin Alire Sáenz og handler om teenageren Ari og vennen Dante. De to er meget forskellige men har alligevel opbygget et tæt venskab. Deres venskab kommer dog på en prøve – ikke så meget fordi, at Dante forelsker sig i Ari, men mere fordi Dantes seksualitet ikke tolereres af alle. Det bliver en rejse i at lære sig selv at kende og finde ud af, hvad og hvem man vil kæmpe for.

Jeg kunne rigtig godt lide temaet for denne historie. Venskabet mellem de to – meget forskellige – unge fyre og den udvikling, de gennemgår. Det var rigtig fint, selvom det også var rimelig forudsigeligt. Og de to knægte er også lette at holde af, selvom den ene er lidt knudret og usikker. Eller måske netop derfor? I hvert fald udgjorde de et godt team.

Der var til gengæld to ting, der ødelagde fornøjelsen ved bogen. For det første var der skrivestilen. Jeg syntes, den var dræbende kedsommelig. Den vakte ingen følelser hos mig, og den virkede flad og unuanceret. Dernæst var der hele ‘nævn ikke broderen’-plottet, som bare var ligegyldigt og trukket i langdrag. Det var en darling, forfatteren skulle have dræbt med det samme.

Så… alt i alt var denne bog desværre en noget skuffende oplevelse. Min sindstilstand efter at have læst bogen afspejles meget fint i min kats ansigtsudtryk på billedet – jeg var skuffet og følte mig snydt for den gode oplevelse, andre havde fået. Men sådan er det med bøger – folk oplever dem forskelligt, og denne bogs skrivestil var bare ikke min kop te.

The Princess and the Goblin

the princess and the goblin
Jeg havde egentlig planlagt, at jeg skulle læse denne bog i min juleferie, men så ændrede mine læseplaner sig pludseligt, og jeg nåede ikke at læse ‘The Princess and the Goblin’ i slutningen af sidste år. I stedet besluttede jeg mig for, at den skulle være en del af min læsestak for forårsudgaven af Dewey’s Read-a-Thon, og den beslutning endte jeg med at være rigtig glad for.

Bogen er skrevet af George MacDonald og er et eventyr om prinsessen Irene, der bor i et stort og prangende slot. Desværre er slottet omgivet af farlige gnomer efter mørkets frembrud, men selvfølgelig ender det med, at prinsessen alligevel befinder sig uden for slottets trygge vægge en aften. Heldigvis bliver hun reddet af den unge knægt, Curdie, og de to unge bliver hurtigt venner, selvom de kommer fra to meget forskellige samfundslag.

Dette er et skønt eventyr, der bygger på mange klassiske træk fra folkeeventyrerne, men alligevel har sin egen stil og sin egen fortælling. Jeg genkendte med glæde flere træk fra andre eventyr, uden at de føltes påklistrerede, og jeg nød, at forfatteren havde twistet en række ting, så prinsessen for eksempel ikke var en blodfattig og hjælpeløs stakkel, der skulle reddes. I stedet er hun handlekraftig og eventyrlysten, og selvom hun begår fejl, så gør hun det ikke af ond vilje.

Der er en barnlig naivitet og livsglæde over fortællingen, som simpelthen ikke er til at stå for. Jeg kunne i hvert fald ikke, men måske læste jeg også bogen på et tidspunkt, hvor jeg virkelig trængte til sådan en type historie. Der er noget hyggeligt og trygt ved eventyret, som gør, at også voksne bør unde sig selv at læse denne historie. Eventyr er nemlig ikke kun for børn – heldigvis.

Half a King

I løbet af de sidste par år har jeg mange gange tænkt, at jeg burde læse nogle bøger af Joe Abercrombie. Jeg er stødt på mange positive anmeldelser af hans bøger, og han er flere gange blevet udråbt som en af de nye fantasyforfattere, man bør læse. Jeg fik så – endelig – købt en af hans bøger tilbage i marts måned, så jeg kunne komme i gang med dette projekt.

‘Half a King’ er første bog i ‘The Shattered Sea’-serien. Den handler om den unge prins Yarvi, som er i gang med at uddanne sig som en form for præst og rådgiver, da han pludselig får en melding om, at hans far og storebror begge er blevet dræbt i et bagholdsangreb. Nu er det prins Yarvi, der skal være rigets overhoved – en opgave, han på ingen måde er oplært til eller egnet til for den sags skyld. For Yarvi er krøbling – hans ene hånd er krøllet sammen som en fugleklo – og han har slet ikke den selvtillid og styrke, som en konge bør have. Og det bliver også en nærmest uoverskuelig opgave, for det første, han skal gøre, er at hævne sin far og sin bror ved at straffe deres banemænd…

Jeg kunne rigtig godt lide oplægget til denne bog – en mørk og dyster skæbnefortælling om den unge, undervurderede knøs. Det lugtede dog også lidt af at være en skabelon, jeg havde set før i andre fantasybøger, men her blev jeg overrasket. Historien indeholder adskillelige twists, så der skete ting, jeg ikke havde set komme, og det var jeg ret vild med. Det betyder dog også, at ting ind imellem går ret stærkt og måske for stærkt. Det passer mig fint, at der ikke dvæles så lang tid over tingene, og at historien ikke står i stampe, men omvendt savnede jeg også lidt mere kød på flere af kapitlerne. Der var kapitler, der gerne måtte uddybes, så man for alvor kunne mærke dramatikken og spændingen helt ind i knoglerne. I stedet blev det lidt for overfladisk.

‘Half a King’ er mig bekendt en ungdomsbog, og det er desværre tydeligt i den forstand, at historien til tider er lidt for simpel – det går for hurtigt, og der mangler dybde i nogle af de vigtigste scener. Og det ærgrer mig, for jeg kan som sagt godt lide oplægget til bogen. Less is not always more…!

Personerne er interessante, men de når ikke at få så megen dybde, som jeg havde ønsket mig, og personudviklingen går også lige lovlig hurtigt. Det kommer desværre til at virke lidt utroværdigt et par steder.

‘Half a King’ er en udmærket bog, men også lidt frustrerende læsning når man kan se, hvor lidt der skal til, før historien for alvor ville få vinger. Jeg ville rigtig gerne have set en 500 siders udgave af denne bog – og det er altså sjældent, jeg ligefrem anbefaler fantasyforfattere at skrive længere bøger (det er nemlig en genre, hvor forfatterne som regel skriver for lange bøger…).

Jeg har – efter at have læst denne bog – set på Goodreads, at folk anbefaler, at man ikke læser ‘Half a King’ som den første Abercrombie-bog, da den stilmæssigt er meget langt fra resten af hans bøger. Heldigvis købte jeg for nylig en anden bog af ham, ‘The Blade Itself’, så den er jeg pt. i gang med at læse. Anmeldelse af bogen kommer i løbet af juni måned.

The Guest Cat

the guest cat
Den første bog, jeg læste under Dewey’s Read-a-Thon i april måned, var ‘The Guest Cat’ af Takashi Hiraide. Det er en lille bog på ca. 170 sider, men den indeholder ikke desto mindre en underfundig og sårbar historie.

I ‘The Guest Cat’ følger man et midaldrende par, der lever i et fredeligt kvarter i Tokyo, hvor de bruger det meste af deres tid, eftersom de begge arbejder hjemmefra. En dag får de dog besøg af en kat. Den går igen, men næste dag er den tilbage, og sådan bliver det ved. De begynder at glæde sig til kattens besøg og køber snacks og legetøj til den, selvom de godt ved, at det er naboens kat. Alligevel føler de mere og mere, at det er deres kat – at katten har valgt dem, og at de er noget særligt.

Jeg har selv to katte og kan derfor sagtens forstå ægteparret, der falder pladask for kattens charme. Katte har en formidabel evne til at overbevise mennesker om, at lige præcis det menneske er kattens yndlingsmenneske (de kræ er SÅ udspekulerede!). Der er noget forsigtigt, skrøbeligt og smukt over, hvordan ægteparret stille og roligt lader katten indtage deres hjem og deres hjerter.

Der sker noget undervejs, som samtidig markerer et skifte i både historie og til dels også fortællestil. Det var jeg ikke så vild med, og det betød, at anden halvdel desværre ikke var lige så betagende som første del af bogen. Det ærgrede mig meget, for jeg kunne virkelig godt lide den lidt underspillede og forsigtige fortælling i starten, som var så simpel og alligevel fængende.

‘The Guest Cat’ endte med at være en udmærket læseoplevelse, men alligevel også lidt skuffende da anden halvdel slet ikke levede op til starten af bogen.