The Ocean at the end of the Lane

The Ocean

Nå Mr. Gaiman… nu må jeg hellere snart få læst din meget roste bog, ‘The Ocean at the End of the Lane’… Sådan kunne jeg meget vel have tænkt for nylig, da jeg endelig fik læst føromtalte bog af Neil Gaiman. Jeg har kun læst meget, meget positive anmeldelser af denne bog, så der var lagt i kakkelovnen til en stor læseoplevelse. Omvendt har jeg lidt blandede oplevelser med Gaimans bøger, så jeg kunne heller ikke være garanteret en succes…

‘The Ocean at the End of the Lane’ handler om en mand, der tænker tilbage på sin barndom – helt specifikt på de gode minder om familien Hempstock, som boede tæt på hans barndomshjem. Det var ikke en helt almindelig familie, hvilket han hurtigt fandt ud af, da han blev venner med den fire år ældre pige, Lettie. Hun var blandt andet overbevist om, at dammen i baghaven i virkeligheden var et stort hav. Men det var måske det mindst sære, der skete dengang, for sandt at sige var det oplevelserne med det overnaturlige væsen, der fyldte mest i hans strøm af barndomsminder…

Denne bog kandiderer til at komme på listen over bøger med den mest tarvelige/grumme start på en fortælling. Første kapitel fik ganske enkelt mit hjerte til at knuge sig sammen til en lille bold i rædsel og sympati for, hvad hovedpersonen oplevede som barn. Der nåede jeg lige et øjeblik at blive bekymret for, at det var toneangivende for resten af bogen, for det ville ganske enkelt have været for meget (selvom det også var fint, at det gik rent ind hos mig). Men… så fandt bogen et mere stilfærdigt leje, og verden var måske alligevel ikke helt så grum, som jeg først frygtede.

Genremæssigt er vi ovre i magisk realisme, hvilket ikke er så overraskende, når det drejer sig om Gaiman, men der er også et strejf af nostalgi, som klæder historien rigtig godt. Det fungerer for eksempel ganske godt, at hovedpersonen husker tilbage på sin barndom i stedet for, at historien foregår her og nu, da det giver ham mulighed for at reflektere over tingene undervejs i fortællingen.

Det er absolut ikke en munter bog, og selvom hovedpersonerne er børn, så er det i langt højere grad en bog for voksne. Der er nogle uhyggelige og voldsomme scener undervejs, som ikke egner sig til børn under 12 år. Stemningen minder en del om ‘Coraline’, som han også har skrevet, men ‘The Ocean at the End of the Lane’ er lige en tand mere alvorlig.

Der var enkelte episoder i løbet af bogen, der ikke fungerede så godt for mig, men overordnet set var det en rigtig fin læseoplevelse, og jeg kan godt forstå, at mange elsker den så højt.

Fables Book 3

Det er ved at være et stykke tid siden, jeg har fået læst Fables, men nu er jeg endelig kommet videre med serien. Jeg har tidligere anmeldt ‘Fables Book 1’ og ‘Fables Book 2’.

‘Fables Book 3’ er en hardcover-udgave, der består af de to hæfter, ‘The Mean Seasons’ og ‘Homelands’. I denne bog dukker en gammel eventyr-kending op – Den Lille Rødhætte – og det skaber straks røre, for det er mange år siden, at der sidst er eventyrfigurer, der er undsluppet det krigshærgede hjemland. Hvordan er hun sluppet ud? Og er der noget, der ikke helt stemmer?

Jeg var ikke helt oppe at ringe over ‘Fables Book 2’, men det var jeg til gengæld over denne her. Historien var skruet rigtig godt sammen, og man begynder for alvor at føle, at flere og flere tråde flettes sammen i et tæppe af spændende twists og skæve fortællinger. Flere af personerne udviklede sig i ret interessante retninger undervejs, og så gav bogen også mere baggrundsviden om hjemlandet, de er flygtet fra – noget jeg har savnet.

Jeg er tilbage i Klub Nøj-hvor-er-det-en-fed-serie! 🙂

Blå stjerne

Jeg læste for nylig fjerde bog i ‘Det Store Århundrede’-serien, nemlig ‘Ikke at ville se’, der er skrevet af Jan Guillou. Og da jeg havde læst den færdig, gik jeg straks i gang med den femte bog, ‘Blå Stjerne’.

Det giver fin mening at læse de to bøger lige efter hinanden, for de foregår på cirka samme tid – bare set gennem to forskellige hovedpersoner. Hvor hovedpersonen i ‘Ikke at ville se’ var familien Lauritzens overhoved, Lauritz, er hovedpersonen i ‘Blå stjerne’ hans datter, Johanne.

Johanne arbejder som kurér for den norske modstandsbevægelse. Det går overraskende godt, indtil broderen Harald, der er i gang med at gøre karriere i den tyske hær, gør hende opmærksom på, at hun bør stoppe det foretagende øjeblikkeligt, eftersom nazisterne er begyndt at fatte mistanke til hendes mange besøg i Norge. Hun beslutter sig derfor for at blive en del af en sabotagegruppe. Det er dog kun for en periode, og efter en voldsom aktion bliver hun i stedet spion. Her skal hun bruge sine kvindelige ynder til at lokke brugbare informationer ud af tyske officerer, og med hendes kønne og charmerende udseende er det noget, hun er ganske dygtig til.

Det er interessant, at forfatteren har valgt at belyse samme tid som i fjerde bog – bare fra en anden hovedperson. Det giver dog god mening, eftersom Johannes vinkel er meget anderledes end Lauritz’ – og ikke kun fordi hun i modsætning til Lauritz ikke holder med tyskerne. Det gør dog også, at Johannes historie på visse områder er mere klassisk, da bøger om 2. Verdenskrig næsten altid fortælles ud fra ikke-nazisternes synspunkt.

Jeg synes, det er spændende at læse om en kvindelig modstandskæmper, for det er ikke just kvinderne, der fylder mest i historierne om modstandskampen. Johanne er naturligvis – som resten af Lauritzen-familien – utrolig dygtig til sit arbejde og bliver flere gange forfremmet. Der er ganske vist mænd i modstandsbevægelsen, der synes, det er noget underligt med en kvinde, der stiger i graderne, men dem om det – hun bliver heldigvis støttet af sin chef.

Der, hvor jeg synes, det kammer over, er da hun bliver spion og skal forføre tyskere. Jeg kan huske, jeg på et tidspunkt stødte på en anmeldelse af bogen, hvor anmelderen kritiserede bogen for, at det var meget tydeligt, at den var skrevet af en mandlig forfatter. Det slog jeg i første omgang hen, men da jeg selv læste bogen for nylig, forstod jeg kritikken. Der er et eller andet ved måden, forfatteren beskriver Johannes job som forfører, der virker utroværdigt. Én ting er, at hun får det som opgave – det er jeg principielt set ikke overrasket over – men det er fortalt på en utrolig banal og nærmest romantiseret måde. Hvis man er en del af modstandsbevægelsen, så vil man – i min optik – have langt større traumer og moralske kvababbelser med at sprede ben for fjenden. Og her fejler forfatteren stort. Den del burde gøre ondt at læse. Den burde give mig kvalme. I stedet får jeg mest en hyggesnak om, at hun bliver udstyret med et ‘tjeneste-pessar’ (bvadr), og så hvordan hun bliver forkælet af sin tyske bejler.

Mænd og kvinder beskrives i det hele taget ret stereotypt i denne bog – de fleste af mændene er simple, liderlige og lettere mandschauvinistiske, mens kvinderne er smukke og charmerende. Suk. Heldigvis er der enkelte lyspunkter såsom Johannes chef.

Jeg må desværre indrømme, at denne dårlige læseoplevelse var den sidste dråbe i vandglasset – nu orker jeg simpelthen ikke at læse mere af den serie. Jeg har længe båret over med det meget naive skrivestil med de åh-så-gode og dygtige Lauritzen-familiemedlemmer, men nu gider jeg ikke mere. Der mangler saft og kraft, og skrivestilen er ganske enkelt for banal og kedelig til mig.

Den kommende sommerlæsning

Der er stadig nogle uger til, at min sommerferie starter, men jeg har allerede nu udvalgt en række bøger, som jeg håber på at få læst i løbet af ferien.

Sommerens store læseprojekt – i bogstaveligste forstand – er ‘Anna Karenina’ af Lev Tolstoj. Det er en rigtig hardback-basse på over 1000 sider, så det er oplagt at læse denne bog i løbet af en ferie.

Resten af bøgerne er paperbacks, og det skyldes, at de fleste af dem kommer med på ferie i Frankrig, hvor jeg vil hygge mig en uges tid. Jeg er – som de fleste andre bogorme – lidt ræd for at løbe tør for bøger på ferien, så jeg snupper nok også et par e-bøger med på mobilen. For tænk nu hvis…

Men tilbage til gennemgangen af bøgerne. Jeg læser som regel også en light bog i løbet af sommerferien, og i år bliver det ‘Hvor blev du af Bernadette’. Jeg forventer ikke den store læseoplevelse, men forhåbentlig nogle hyggelige timer med en hurtigt læst bog. Som kontrast til denne er der ‘Room’. Jeg tror ikke, den er specielt kompliceret mht. sproget, men til gengæld er den ret alvorlig. Den har jeg ret høje forventninger til, da både bogen og den efterfølgende filmatisering fik rigtig gode anmeldelser.

Jeg har også fundet et par wildcards frem i form af to bøger, jeg ikke ved særlig meget om. ‘The Secret life of Bees’ er jeg stødt på et par gange, når jeg har set vlogs, og den lød tilpas interessant til, at den blev købt netop med henblik på sommerferien. ‘The Scrivener’s Tale’ købte jeg for flere år siden, da jeg var i New York. Derefter har den stået og puttet sig på boghylden, men nu går den ikke længere – nu skal den læses!

Som rosinen i pølseenden er der ‘Blood of Tyrants’. Det er den næstsidste bog i ‘Temeraire’-serien, og da den sidste bog udkommer nu, så har jeg planer om at købe den inden længe og forhåbentlig læse den kort tid efter ‘Blood of Tyrants’. Jeg ved ikke, om jeg når dem begge i sommerferien, men lad os nu se.

Jeg håber selvfølgelig på at få læst flere – der bliver nok også plads til et par lydbøger – men ovenstående bøger er dem, jeg i første omgang vil satse på at læse.

Hvad med dig? Har du lagt planer for, hvad du vil læse i løbet af sommeren? Og vil du i så fald fortælle, hvad du gerne vil læse i din ferie?

 

Nørd på catwalk

Jeg er flere gange stødt på denne bog, når jeg har set vlogs på Youtube, og da jeg trængte til lidt light underholdning, lånte jeg for nylig bogen via Ereolen.dk

‘Nørd på catwalk’ er skrevet af Holly Smale. Bogens hovedperson er den 15-årige nørd, Harriet, der ikke er særlig populær i skolen. Faktisk har hun kun én ven, hvis hobby – eller nærmere livsmål – er at blive model. Harriet kommer derfor med på slæb, da der er mulighed for at blive spottet af en talentspejder, men til Harriets store overraskelse er det hende, der bliver tilbudt et modeljob.

Dette er en ret easy going ungdomsbog skrevet med et glimt i øjet. Det er som at gnaske på en stor klump skrigrød tyggegummi – sødt, fjollet og alt for meget på samme tid.

Harriet er ikke særlig troværdig som nørd. Det eneste, der reelt set kategoriserer hende som nørd er, at Harriet selv definerer sig som nørd gang på gang. I mine øjne er hun ikke nørdet men bare ikke særlig god til at interagere med andre mennesker. Det giver hende så også en lang række (unødige) problemer, og der er flere gange i løbet af bogen, hvor hun virkelig får gjort noget dumt.

Det er en humoristisk bog på den ufarlige og lidt naive måde. Rigtig meget af humoren er baseret på den overgearede modetosse Wilbur, der går i ekstremt outreret tøj og hele tiden finder på nye, tuttenuttede kælenavne til Harriet. Navnene kommer dog også til at virke komplet malplacerede i den danske oversættelse, og jeg vil gætte på, at de fungerer langt bedre i den engelske udgave. Og så er der faren, der opfører sig som et ukontrolleret 5-årigt barn det meste af tiden. Det bliver i det hele taget ret over the top ind imellem, så er du til den type humor, er der noget at komme efter her.  

Handlingen er ret forudsigelig. Den er hverken troværdig eller detaljeret, men det er heller ikke meningen – det er en bog, der først og fremmest fokuserer på at være lettilgængelig, hyggelig og sjov.

‘Nørd på catwalk’ var lidt for letbenet, naiv og overfjollet til mig, men nu er jeg heller ikke bogens målgruppe, så det er nok ikke så overraskende. Den henvender sig mere til piger i 10-13 års alderen.

I Capture the Castle

I capture the castle

Nu nåede jeg endelig til denne bog, som jeg egentlig havde håbet på at nå i løbet af foråret.

‘I Capture the Castle’ er skrevet af Dodie Smith og handler om teenageren Cassandra, der bor på et gammelt, nedslidt slot sammen med sin familie. Der er intet pompøst ved slottet, der har mistet al glans og vælde. Cassandras far er en kendt forfatter – eller rettere sagt var en kendt forfatter, for det er efterhånden længe siden, han har udgivet noget, og resten af familien er meget bekymret for, om han overhovedet kommer i gang med at skrive igen. Det er et problem, der vokser og vokser, eftersom familien ikke har nogen penge og derfor må leve yderst sparsommeligt. Da de to brødre, Simon og Neil, en dag ankommer til slottet, er det samtidig starten på en begivenhedsrig tid for familiens medlemmer.

Bogen er en dannelsesrejse – ikke blot for hovedpersonen Cassandra men også for mange af de andre personer i historien. I løbet af fortællingen ser man som læser, hvordan Cassandra modnes og går fra barn til voksen. Cassandra fylder – desværre – meget i historien, og det er med en streg under ‘desværre’, for jeg brød mig ikke synderlig om hende. I starten virker hun langt yngre end sine 17 år, da hun fremtræder meget naiv, men derefter får hun en række fikse ideer, som får hende til at virke bedrevidende og irriterende frem for omsorgsfuld og handlekraftig.

Historien er lidt pudsigt sat sammen. I starten er der megen fokus på familiens fattige kår, og det virker nærmest, som om de bor i en sønderbombet by under krigen. Det bliver så ekstremt, at skiftet – da det begynder at gå bedre – kommer til at virke meget underligt, eftersom der ikke går lang tid, før Cassandra tilsyneladende har glemt alt om den tid. Det gør mig ikke voldsomt meget, for jeg har ikke behov for, at hun svælger mere i den ekstreme fattigdom, men skiftet virker mærkeligt.

Der er passager undervejs, som jeg nød at læse – som har den sommerlige og drømmende stemning, jeg håbede på at finde i bogen. Desværre fylder de ikke så meget i bogen, som jeg havde forventet, og i stedet fik jeg en historie, der starter med at handle om en meget fattig behome-agtig familie til at handle om langtrukne kærlighedsforviklinger. Ikke lige hvad jeg forventede eller havde lyst til at læse.

Den faldne engel

‘Den store djævlekrig’, der er skrevet af Kenneth Bøgh Andersen, er – i mine øjne – en af de bedste danske fantasyserier, der er skrevet gennem de sidste 10-20 år. Det er en serie på fire bøger – eller rettere sagt, det var en serie på fire bøger, men sidste år valgte forfatteren at genoptage serien og udgav derfor den femte bog, ‘Den faldne engel’.

Den nye bog har atter en gang drengen Filip i hovedrollen. Filip har været tilbage på Jorden i 1½ år, men selvom alt burde være godt, længes han tilbage til Helvede og ikke mindst Safina. Desværre er det ikke muligt… og dog. Pludselig får han alligevel mulighed for at komme tilbage til Helvede, men det er en bittersød oplevelse, for mange ting har ændret sig, siden han var her sidst…

Dette er den første bog i Djævlekrigs-serien, jeg har læst i hardcover-udgave. De foregående har jeg nemlig lyttet til, og de lydbøger jeg kan i øvrigt godt anbefale. Det er forfatteren selv, der står for oplæsningen, og det gør han djævelsk godt! (ok beklager, men den var bare så oplagt…)

Tilbage til bogen. ‘Den faldne engel’ er en modig fortsættelse – ikke blot fordi det altid er svært at følge op på en succes, men også fordi der er sket en række markante ændringer. Jeg havde det lidt blandet med Filips udvikling. På den ene side syntes jeg, at det var fedt, at han havde ændret sig i løbet af tiden, men på den anden side havde jeg ind imellem svært ved at genkende ham fra de tidligere bøger.

Historien er lang tid om at komme i gang. Der er lige lovlig mange gentagelser – især i forhold til de tidligere bøger – og det var ved at gøre mig en anelse utålmodig. Men da historien så først begynder at folde sig ud, er det som at finde de tidligere bøger frem. Masser af humor, gru og stemning. Dejligt!

Og så er der en interessant afslutning… men den vil jeg ikke komme ind på her 😉

Så på trods af en noget sløv start, så er ‘Den faldne engel’ en udmærket fortsættelse. Jeg var ikke blown away, men jeg var fint underholdt.

Partials

Min liste over e-bøger, jeg gerne vil låne via Ereolen.dk eller Ereolen Global er efterhånden irriterende lang, så i løbet af de kommende måneder vil jeg gøre en indsats for at gøre den kortere. Det betød, at jeg endelig fik lånt ‘Partials’ af Dan Wells – en serie jeg længe har overvejet at kaste mig over.

‘Partials’ foregår i en post-apokalyptisk verden, hvor store dele af befolkningen er udryddet efter menneskene krig mod Partials. Det er en race, som menneskene selv har skabt og udnyttet, inden de gjorde oprør. Der blev indgået våbenhvile, og de seneste år har menneskene levet i fred, men der er ingen idyl, for siden krigen har menneskene mistet evnen til at reproducere sig selv. Hver gang et spædbarn bliver født, dør det få øjeblikke efter, og uanset hvad lægerne gør, står de over for en tilsyneladende uløselig gåde. Men teenageren Kira vil ikke opgive håbet, og hun har en dristig plan, der måske vil give dem svaret på, hvad de skal gøre, for at babyerne overlever…

Oplægget til bogen er interessant og skaber en fin ramme for en dramatisk og spændende historie. Det var især verdensbeskrivelsen, der trak op i den samlede oplevelse, for jeg syntes, at forfatteren gjorde et godt stykke arbejde ud af at beskrive, hvordan verden havde ændret sig, og hvad der i det hele taget var sket, siden det var gået så galt.

Jeg var til gengæld ikke så begejstret for hovedpersonen Kira. Hun virkede utroværdig med sin meget frembusende stædighed og ensidige måde at se tingene på. Det virkede ikke særlig realistisk, at hun som teenager skulle have evnen til at gennemskue alting, og det virkede også komplet hul i hovedet, at lægerne ikke allerede havde forsøgt at gøre de ting, hun foreslog – det er trods alt noget, der er forholdsvis basal viden i dag.

Kærlighedsdelen var so-so. Jeg troede først, at der ville opstå et trekantsdrama meget tidligt i bogen, men det skete heldigvis ikke. Til gengæld forstod jeg på ingen måde Kiras måde at behandle kæresten på – og slet ikke hendes fascination af den person, hun senere støder på og pludselig nærer alle mulige følelser for. Det virkede sært, konstrueret og unødigt barnligt.

Der var nogle glimrende plottwists undervejs, så det ikke blev for stereotypt og forudsigeligt, og der var også en ok bredde af personer, man kunne holde af, hvis man – som jeg – ikke var så vild med hovedpersonen.

Samlet set var det en lidt rodet oplevelse, for jeg kunne godt lide de mange plottwists og verdensbeskrivelsen, mens hovedpersonen og det fjollede kærlighedsdrama trak ned.

Lige nu ved jeg ikke, om jeg læser videre i serien på et tidspunkt. Der er i hvert fald en række andre bøger, jeg hellere vil læse først.

Ikke at ville se

Jeg er nu nået til fjerde bog i serien ‘Det Store Århundrede’ af Jan Guillou. Jeg har tidligere anmeldt ‘Brobyggerne’, ‘Dandy’ og ‘Mellem rødt og sort’.

I ‘Ikke at ville se’ er vi nået til 2. Verdenskrig. Det er en krig, der skaber en del splid i familien Lauritzen. Lauritz og Oscar håber på, at Tyskland vinder, da alternativet ellers ville være, at England eller muligvis Rusland pludselig vil dominere Europa. Lauritz er dog noget splittet over, at hans ældste søn, Harald, gør karriere i SS, og samtidig er Lauritz’ døtre i det skjulte ved at involvere sig i modstandskampen. Krigen bliver derfor et samtaleemne, der helst skal undgås ved de idylliske familiemiddage, og selvom Lauritz gør alt for at undgå at se virkeligheden i øjnene, så begynder krigens realiteter at presse sig på.

Bogen er vanen tro letlæselig men også ret triviel litteratur. Personerne i bogen er ret karikerede, og det virker meget kunstigt, at familien både rummer folk, der gør karriere i henholdsvis SS-tropperne, den svenske efterretningstjeneste samt blandt modstandsfolkene. Det virker simpelthen for konstrueret, og det gør desværre også, at historien virker ret søgt. Samtidig mangler overklassefamilien intet – og jeg mener intet – i denne bog, og det føles derfor nærmest vulgært at læse om deres festmiddage, hvor de svælger i mad og vin, når man ved, hvor svært det var at skaffe mange fødevarer på det tidspunkt.

Men der er dog én ting, der trækker op ved denne bog, og det er Lauritz’ naive – tenderende til stædige – tro på, at det er bedst, at Tyskland vinder krigen. Hans konstante forsvar af tyskerne og benægtelse af de forbrydelser, som løbende kommer frem, er en forfriskende måde at fortælle om 2. Verdenskrig på. Det er sjældent, jeg støder på denne vinkel, da de fleste forfattere hellere vil fortælle om heltene – dvs. modstandsfolkene. Så selvom jeg ikke sympatiserer med Lauritz’ indstilling, så er det ret interessant at følge hans fornægtende tilgang til begivenhederne.

‘Ikke at ville se’ er ikke en stor bog, men det var som sagt en interessant læseoplevelse på grund af den vinkel, forfatteren havde valgt – også selvom det blev lidt ensformigt, at hele historien var centreret omkring Lauritz. Jeg syntes desværre ikke, at bogen var lige så medrivende som de foregående, og sproget virkede også lidt tungt og klodset til tider.

Jeg er pt. i gang med at læse femte bog, ‘Blå Stjerne’, så den bringer jeg også snart en anmeldelse af.

The Blade Itself

Jeg har ENDELIG fået læst ‘The Blade Itself‘ af Joe Abercrombie! Det er også kun noget, jeg har overvejet gennem flere år efterhånden, men hastværk er jo lastværk… ahem…

‘The Blade Itself’ er første bog i ‘The First Law’-trilogien, og den har tre hovedpersoner. Barbaren Logen Nifingre må flygte sydpå, da hans eget land trues af krig og korruption. Samtidig forsøger den selvglade kaptajn Luthar at klare sig godt i fægtekampene for at vinde endnu mere ære og agtelse. Og den forkrøblede inkvisitor Glokta har travlt med at rense ud i de personer problemer, som hans overordnede har set sig sure på. De tre historier kører sideløbende, men begynder undervejs at nærme sig hinanden…

Se, det er lidt svært at opsummere, hvad bogen handler om – ikke blot fordi man følger tre meget forskellige hovedpersoner, men også fordi der egentlig ikke er så voldsom meget udvikling i historien i denne bog.

De tre hovedpersoner – Logen, Luthar og Glokta – er virkelig spændende og anderledes. De er ret forskellige og minder samtidig ikke om de sædvanlige klicheer, der ofte dukker op i fantasyserier. Jeg nød, at de hver især havde en række særheder, og at de ikke var særlig forudsigelige, så det gjorde mig ikke voldsomt meget, at bogen var lang tid om at komme i gang. Det betød også, at jeg som læser blev mere og mere nysgerrig mht. hvad de tre havde til fælles, for det virkede ikke umiddelbart oplagt fra start.

Tempoet i historien er dog samtidig også min største anke. Der går virkelig lang tid, inden den begynder at komme op i omdrejninger, og selvom jeg hyggede mig fint med at lære de tre personer at kende, så blev jeg til sidst også utålmodig – hvad var meningen? Hvad skulle det føre til? Men heldigvis kom der for alvor skub i sagerne i løbet af de sidste 20-25% af bogen, og det virker lovende i forhold til næste bog i serien (som jeg i øvrigt har hørt skulle være endnu bedre).

Der er en del action i bogen – hvilket ikke overraskede mig – og en del humor, hvilket jeg til gengæld ikke forventede. Der var nogle skarpe replikker og sjove situationer, som jeg fandt aldeles underholdende.

I modsætning til forfatterens ungdomsserie, hvor ‘Half a King’ er første bog, så er der mere kød på ‘The Blade Itself’, og det sætter jeg stor pris på.

Jeg skal helt sikkert læse videre i serien – når jeg har købt de to sidste bøger 🙂