Agern

Jeg læser sjældent poesi, men for nylig lånte jeg denne lille samling med hjem fra biblioteket, for der var et eller andet dragende ved titlen – og selvfølgelig også forfatteren.

‘Agern’ er skrevet af Yoko Ono og er en samling af små øvelser eller råd, som skal få læseren til at reflektere over livet og gå nye veje. Øvelserne er suppleret af en lang række små sort-hvide priktegninger.

Der er noget utrolig banalt og samtidig charmerende over de enkle øvelser. Hvor nogle virker oprigtige og nærværende, er andre så naive og selvfølgelige, at det nærmest er provokerende. Det er helt sikkert en poesisamling, der deler vandene, men det gør forfatteren jo i forvejen, så det kan vel næppe overraske.

Jeg havde det ret blandet med ‘Agern’. Der var tidspunkter, hvor jeg smilede og elskede de ideer, som forfatteren havde, mens jeg andre gange blev lidt irriteret over, hvor simple instruktionerne var – kom hun ikke lige lovlig let omkring det? Der er helt sikkert dele af bogen, der nok vil være for flippet og 70’er-agtigt for mange, men der er også tankevækkende små øvelser, som bestemt kunne være interessante at prøve.

Det er en fin lille bog, som bør læses i små bidder – måske 3-5 øvelser om dagen?

Lips Touch

lips touch

Jeg er normalt ikke så meget til novellesamlinger, men jeg blev alligevel fristet, da jeg så, at Laini Taylor havde udgivet novellesamlingen ‘Lips Touch’. Da Nikoline fra Windblown Pages samtidig også skrev en meget positiv anmeldelse af bogen, var der ikke flere undskyldninger – bogen blev bestilt!

‘Lips Touch’ består af tre noveller – ‘Goblin Fruit’, ‘Spicy Little Curses’ samt ‘Hatchling’. Alle har de kys til fælles – eller måske rettere skæbnekys, for det er kys, der er i den grad ændrer skæbner, når de gives. I ‘Goblin Fruit’ er det for eksempel gobliner, der frister unge piger med magisk frugt for at pigerne skal sælge deres sjæle, og her er et kys skæbnesvangert.

De tre noveller er ret forskellige men har dog alle et strejf af folkeeventyr over sig – ikke mindst fordi flere af dem er ret dystre. Især den første fortælling – Goblin Fruit’ er smukt fortalt, og selvom den er ret forudsigelig (hvilket er forventeligt, når den emmer af folkeeventyr), så er det samtidig også den af fortællingerne, jeg bedst kan lide. Den er ret kort og har samtidig en bittersød og underspillet stemning, som gør novellen ret følelsesladet.

Den anden fortælling, ‘Spicy Little Curses’ var også interessant, selvom jeg havde en følelse af at have læst den før – og det har jeg måske også, for den kunne sagtens være bygget på et gammelt eventyr? Jeg synes, slutningen på novellen er lidt letkøbt, men alt i alt var den ganske fin.

Den sidste novelle, ‘Hatchling’, var bogens længste historie på over 130 sider. Den var samtidig også så lang, at den for mig diskvalificerer sig til at være en novelle og nærmere er en kort bog. Desværre kunne denne historie ikke rigtig fange min interesse. Man skulle et godt stykke ind i historien, før trådene i den begyndte at flette sig sammen til en samlet fortælling om kærlighed, og selvom jeg rigtig godt kunne lide slutningen – og moralen – i denne historie, så betød den træge start desværre, at jeg aldrig følte nogen forbindelse til denne novelle.

Sproget i novellerne er skønt! Poetisk, drømmende og lokkende men også melankolsk og eftertænksomt. Historierne er suppleret af en række smukke og fantasifulde tegningerne, der giver et hint om, hvad novellerne handler om. Der er samtidig noget nostalgisk over stregen, men det skyldes nok, at den tegnestil har været ret populær i rollespilsmiljøet, som jeg tidligere var en del af.

En ganske god novellesamling til dig, der holder af eventyr og fortællinger om kærlighed.

lips-touch-tegning

Moon over Soho

Dette er anden bog i ‘Peter Grant’-serien af Ben Aaronovitch. Jeg har tidligere anmeldt den første bog, ‘Rivers of London’.

I ‘Moon over Soho’ har hovedpersonen, politiefterforskeren og magikerlærlingen Peter Grant fået til opgave at efterforske et brutalt mord på en journalist. Der sker dog også en række mystiske dødsfald blandt en række jazzmusikere, hvilket straks får Grant til at lede efter en sammenhæng. Det lader nemlig til, at alle ligene har den samme magiske ’signatur’, hvilket dels får ham til at tro, at mordene er relateret til det overnaturlige, og dels at de muligvis har samme morder tilfælles.

Jeg var desværre ikke lige så begejstret for ‘Moon over Soho’ som jeg var over ‘Rivers of London’. Historien fængede ikke nær så meget, men jeg har lidt svært ved at sætte fingeren på, hvad det præcis er ved bogen, som gør, at den føltes middelmådig. Måske at jeg ikke kan fordrage jazz og dermed ikke rigtig er interesseret i den del af bogen? Måske savnede jeg Leslie, som ikke var særlig meget med i denne bog? Jeg har lidt svært ved at lure det. Måske bliver jeg klogere på det, når jeg inden længe læser tredje bog i serien. Jeg krydser fingre for, at jeg genfinder begejstringen over serien.

Vampire Academy 1 – graphic novel

vaJeg er tydeligvis inde i en stime af anmeldelser af bøger og tegneserier, jeg har lånt fra Ereolen Global. For nylig læste jeg nemlig første bind i tegneserieudgaven af ’Vampire Academy’. Jeg har aldrig læst bøgerne – eller set tv-serien for den sags skyld – men jeg blev alligevel fristet, da jeg faldt over det første hæfte.

Det første hæfte følger handlingen i den samme bog. Her har de to gode venner, Alissa og Rose, været på flugt i et par år, men bliver dog fundet og bragt tilbage til St. Vladimir’s Academy. Det er en high school for vampyrer og halvblods, mens selvom eleverne ikke er almindelige dødelige, så minder konflikterne på skolen meget om de skærmydsler, der er på en normal high school. Alissa og Rose bliver snart rodet ud i forskellige problemer, hvor deres venskab kommer på prøve.

Jeg synes, at tegnestilen er meget passende til historien – sådan lidt ’pæn manga’-stil (dog med mere tydelige ansigtstræk) – ligesom farvevalget passer godt til stemningen. Historien er… hrm… sådan på det jævne. Der var tidspunkter, hvor handlingen virkede forhastet – mest i anden halvdel, og det virkede lidt, som om tegnerne var ved at løbe tør for plads. Det er dog svært for mig at vurdere, da jeg ikke har læst de oprindelige bøger, så jeg kan ikke afgøre, om der er udeladt noget i dette hæfte i forhold til originalen. Jeg har derfor heller ingen holdning til, hvordan denne tegneserieudgave er i forhold til de oprindelige bøger. Jeg var ok underholdt, og selvom det langt fra var den bedste tegneserie/graphic novel, jeg har læst i år, så kan jeg dog godt finde på at læse det næste hæfte i serien, hvis jeg finder et sted, hvor jeg kan låne den.

The Geek’s Guide to Unrequited Love

Ind imellem får jeg lyst til en letlæselig og hyggelig bog. Det sker ofte, når jeg lige har tygget mig igennem et digert værk, så det var ikke så underligt, at denne lyst opstod, da jeg var færdig med ’Anna Karenina’. Jeg faldt over ’Geek’s Guide to Unrequied Love’Ereolen Global og lånte den, selvom jeg havde en fordom om, at den nok var lidt for light og lidt forudsigelig. Men hey – man har jo lov at blive overrasket.

Bogen er skrevet af Sarvenaz Tash og handler teenageren Graham, der har planer om at tage til Comic Con sammen med sine to bedste venner og mednørder, Roxana og Casey. Graham har tænkt sig, at denne con skal være noget helt særlig – ikke blot håber han på at komme til en meget eksklusiv paneldebat med sin yndlingsforfatter – han har også planer om at erklære sin kærlighed til Roxana, som han har været hemmeligt forelsket i gennem lang tid. Det er dog ikke så lige til, når man er en genert nørd, men Graham har lagt en vild og ambitiøs plan, der dog bliver truet, da en anden begynder at interessere sig for Roxana….

Lad mig starte med min egen fordom – om bogen var forudsigelig. Det var den faktisk ikke – eller i hvert fald ikke i lige så udtalt grad, som jeg havde frygtet. Den første halvdel af bogen var so-so. Jeg hyggede mig med at læse om dagene på Comic Con, men der var ikke så meget kød på historien på dette tidspunkt. Det ændrede sig dog, da følelserne for alvor kom i spil i anden halvdel, og jeg må indrømme, at mine øjenkroge blev lidt fugtige på et tidspunkt. Åh, den teenagekærlighed! Det var altså rørende.

Der er ikke gjort så meget ud af personbeskrivelserne i bogen, men det er der strengt taget heller ikke brug for i en kort og simpel bog som denne, hvor handlingsforløbet strækker sig over få dage. Hovedpersonen er en sympatisk og betænksom fyr, som forelsker sig i sin bedste (pige-)ven. Det er et klassisk oplæg til et kærlighedsdrama, det naturligvis intensiveres, da den mulige romance bliver truet af, at der pludselig dukker en anden sød nørdfyr op, som virker interesseret i Roxana. Hovedpersonens kvaler er så letgenkendelige, uanset om man er nørd eller ej, og forfatteren formår virkelig at få beskrevet de der tåkrummende øjeblikke, hvor man er lige ved at erklære sin kærlighed, men så kommer der et eller andet tåbeligt i vejen. Eller de der mærkelige krumspring man foretager sig for at skabe den helt perfekte scene til sin kærlighedserklæring. Mega flashback til teenagetiden.

Du behøver ikke at være nørd for at sætte pris på denne bog, men det hjælper helt klart. Jeg er sikker på, at problemstillingerne mht. usikker kærlighed gælder for både nørder og ikke-nørder, men eftersom hovedpersonerne fangirler over en del tegneserier med mere, og da bogen primært foregår på Comic Con, så er der ret mange nørd-referencer.

’Geek’s Guide to Unrequited Love’ er ikke en stor bog, men det er hyggelig og rørende læsning om den første teenagekærlighed. Og da jeg selv scorede mig en nørd, som jeg senere hen blev gift med, så ved jeg, hvor dejlige de kan være 🙂

Lumberjanes Vol. 1

Jeg er begyndt at låne en del engelske bøger via Ereolen Global, og det er især praktisk mht. engelske tegneserier. Udvalget er ikke så stort, men jeg har da efterhånden fået læst nogle stykker derfra. Jeg blev positivt overrasket, da jeg så, at de to første hæfter af ‘Lumberjanes’ lå på siden, for de tegneserier er jeg efterhånden stødt på hos en række af de vloggers, jeg følger. Nu kunne jeg endelig læse dem og dermed få styret min nysgerrighed!

‘Lumberjanes’ handler om fem gæve tøser, der er på spejderlejr. Det er dog ikke et helt almindeligt sted, de er endt, for snart løber de ind i mærkelige ræve, hemmelige grotter, talende yetier og mange flere ting, som i den grad gør opholdet alt andet end kedeligt! Men det er piger med ben i næsen, så de lader sig ikke slå ud af udfordringer men kaster sig straks ud i eventyrene.

På papiret har denne tegneserie virkelig potentiale til at vinde mit hjerte. Fem gæve tøser med bad-ass-attitude og gang i den – jatak! Desværre blev jeg dog mere irriteret end begejstret, da jeg læste ‘Jumberjanes’. Tegnestilen er ret kantet og uregelmæssig, og hvor andre tegneserier ind imellem lider under, at der ikke er nok mimik hos de enkelte persontegninger, så har ‘Lumberjanes’ nærmest for meget. Det kom til at virke karikeret og overdrevent.

De fem tøser imponerede mig heller ikke. De skulle selvfølgelig have forskellige personligheder (ligesom diverse pige- og drengebands), men mest af alt kom de til at virke barnlige på grænsen til det hysteriske. Ud fra opførelsen ville jeg nærmere tro, at de var 8 år og ikke teenagere, og jeg var ærlig talt ikke særlig vild med den barnlige stil, tegneserien var holdt i.

Min konklusion er, at jeg nok ville have holdt af ‘Lumberjanes’, hvis jeg havde læst den, da jeg var 8-12 år. Men eftersom jeg er over 30 nu og er vokset fra hyperaktive børn, så regner jeg ikke med at læse videre i serien.

Anna Karenina

Anna Karenina

Et af mine sommerferieprojekter var at gå i gang med en rigtig mursten af en klassiker – nemlig ‘Anna Karenina’ af Lev Tolstoj. Det er en bog, der har stået på min to-read-liste en række år efterhånden, men bogens tykkelse er ret intimiderende, og så var jeg meget i tvivl om, hvorvidt det var en bog for mig. Men men – nu skulle det være, så jeg gik i gang med den knapt 950 sider tykke bog.

‘Anna Karenina’ er historien om Anna, der lever i et ulykkeligt ægteskab, men forelsker sig hovedkulds i den unge officer Vronskij. Deres åbenlyse forelskelse vækker forargelse og vrede, for det er en kærlighed, der fører til en dramatisk syndflod af følelser og konflikter – ikke blot for det forelskede par men også for deres nærmeste omgangskreds. Annas ægtemand Karenin forsøger at få styr på sin kone og dermed også sit ægteskab, men Anna er vilter og emotionel, og affæren truer med at splitte både familier og venskaber.

Jeg havde forventet en storslået – og måske også lidt forudsigelig – kærlighedshistorie, da jeg gik i gang med ‘Anna Karenina’. Historien er helt sikkert storslået, men den er heldigvis ikke nær så forudsigelig, som jeg frygtede. Samtidig blev jeg positivt overrasket over, at selvom bogens titel er ‘Anna Karenina’, så er der adskillelige sidehistorier, der fylder en hel del og er mindst lige så interessante. Jeg tror, jeg havde kedet mig, hvis hele bogen kun skulle handle om Annas og Vronskijs kærlighedshistorie (selvom den nu er både spændende og medrivende), men deres historie suppleres og perspektiveres ganske fint gennem sidehistorierne.

Dette er i sandhed en bog om kærlighed. Den altopslugende, frådende og destruktive kærlighed, som kan vælte konger og lægge lande øde. Jeg er normalt ikke til kærlighedshistorier, men denne her er simpelthen så velskrevet og troværdig, at jeg gang på gang måtte tage mig selv i at måbe over, hvor godt scenerne var skruet sammen. Forfatteren formår i den grad at beskrive en kærlighed, der får en til at sukke og vride sig i smerte på samme tid, for den er lidenskabelig, bittersød og dødsensfarlig. Der er noget eviggyldigt, ægte og skræmmende ved historien selv her ca. 150 år senere, for selvom rammen for fortællingen er Rusland i 1870’erne, så er det en udødelig historie om kærlighed og alle dens torne.

Bevares, der var tidspunkter, hvor jeg kedede mig. Jeg kunne grundlæggende godt lide de mere filosofiske og moralske diskussioner, som flere af hovedpersonerne kastede sig ud i undervejs, men der var også tidspunkter, hvor jeg følte, at fortællingen røg ud af en tangent.

Jeg kan varmt anbefale bogen – også selvom den har et par ‘knaster’ og er meget tyk. Jeg er meget imponeret over den troværdige og meget medrivende kærlighedshistorie, hvor jeg i den grad følte, at her var tale om mennesker af kød og blod, der virkelig følte.

Denne skønne læseoplevelse kan muligvis blive springbrættet til at få læst ‘Krig og fred’ til næste år… selvom den er på ca. 1500 sider (argh!!).

Grasshopper Jungle

Denne bog har virkelig delt vandene, og jeg tror faktisk, at jeg har læst flere negative end positive anmeldelser af ‘Grasshopper Jungle’. Det gjorde mig dog også lidt nysgerrig, så jeg lånte den som e-bog i ferien.

Bogen er skrevet af Andrew Smith og handler om den 16-årige Austin, der lever i en lille by i Iowa. Her hænger han ud sammen med vennen Robby og kæresten Shann, mens han tumler med en række klassiske teenage-problemer såsom hvordan han skal overtale Shann til at have sex med ham. Sex er i det hele taget noget, der fylder meget i Austins tankegang, og det bliver ikke bedre af, at han ikke kan finde ud af, om han også er tiltrukket af Robby, der er meget åben om sin homoseksualitet. Mens alt dette fylder i Austins tanker, sker der ting og sager i den lille by, da en svampevækst slipper løs og begynder at forvandle folk til kæmpegræshopper. Pludselig står Austin og vennerne over for langt større problemer!

Ok, dette er en ret speciel bog, men den var dog ikke helt så mærkelig, som jeg havde forventet. Man følger Austin, og selvom hans tanker på mange måder passer godt til en teenager, så blev jeg efterhånden ret træt af, hvor ofte han skulle pointere, at nu var han liderlig igen. Det var ret ensformigt og kedeligt. Jeg havde det også lidt blandet med hans tiltrækning af Robby – måske mest fordi det er kommet på mode at have spirende homoseksualitet med i ungdomsbøger, og jeg kunne ikke helt afgøre med mig selv, om jeg syntes, at det var påtaget eller ej i ‘Grasshopper Jungle’.

Der gik i det hele taget ret lang tid, før der for alvor skete noget. Personligt mener jeg, at bogen havde stået langt stærkere, hvis man tog den første halvdel og reducerede den til en tredjedel, for der er utrolig megen udenomssnak og småligegyldige scener. Så kunne man i stedet fokusere mere på actiondelen, som fylder noget mere i anden halvdel.

Jeg havde det lidt som at se en B-horror film, da jeg læste anden halvdel, og det er faktisk ment som et kompliment, for den genre var bogen rimelig tro over for, da først mutationerne gik i gang. Jeg var klart mere interesseret i at læse den del, der handlede om muterede græshopper end om Austins liderlighed.

‘Grasshopper Jungle’ var ikke særlig god læseoplevelse, men jeg giver helt sikkert folk ret i, at den er speciel. Desværre er der alt for mange ligegyldigheder med, hvilket trækker tempoet ned og udvander de mere eftertænksomme scener.

Fables Book 4

Så er det atter tid til at læse Fables – nærmere bestemt ‘Fables Book 4’, som jeg er kommet til. Jeg har tidligere anmeldt ‘Fables Book 1’, ‘Fables Book 2’ samt ‘Fables Book 3’.

Jeg vil vanen tro ikke komme så meget ind på handlingen, da det vil afsløre for meget i forhold til de foregående, men jeg vil selvfølgelig beskrive, hvad der var godt og skidt ved denne bog.

Den første historie skilte sig meget ud i forhold til de øvrige historier i bogen – desværre primært negativt. Jeg kunne ikke lide tegnestilen, og historien passede ikke rigtig ind i Fables-verdenen… eller i hvert fald i mit billede af, hvordan Fables-verdenen er. Ideen var som sådan ikke dårlig – men den fungerede bare ikke for mig. Heldigvis ændrede det sig med de øvrige historier, hvor plottet var ganske interessant, og tegnestilen mere lig den, der var i de foregående bøger.

Det er ikke fordi, jeg er modstander af eksperimenter og fortolkning, så længe jeg synes, de passer ind i den verden og den stil, som kendetegner den enkelte serie. Sådan er det også med Fables, så da der kom et ret interessant 1001 nats-fortolkning, var jeg alt i alt ganske tilfreds. Det var ikke alle historierne, hvor tegnestilen var lige velvalgt, men det var interessant at se, hvordan de enkelte historier var fortolket og illustrereret. Modigt og spændende valg.

Igen viste Fables-serien, at det er en serie, hvor der er plads til fortolkning og leg, og hvor grundhistorien ikke altid er lige let at forudsige. Jeg har lige købt den femte bog – da jeg fik et gavekort fra Saxo – så jeg glæder mig til at læse videre i serien inden længe.

Moskitoland

Af en eller anden grund fik jeg – helt ubevidst – valgt tre bøger med samme tema, da jeg pakkede bøger til ferien i Frankrig. I alle tre tilfælde var hovedpersonen en pige, der forsøgte at finde sin mor. Det var udgangspunktet i ‘Hvor blev du af, Bernadette’ og ‘The Secret Life of Bees’, og det var det også for ‘Moskitoland’ af David Arnold. Jeg havde medbragt bogen som e-bog på min mobil, så jeg kunne læse den, når jeg var et sted, hvor der var ventetid, og hvor jeg ikke havde en papirbog med mig. Jojo, det gælder om at optimere sin læsetid!

Bogen handler om teenagepigen Mim Malone, der efter forældrenes skilsmisse er endt med at bo sammen med faren og dennes nye kone. Men Mim hader det, og hun savner sin mor. Da hun finder ud af, at moren er syg, beslutter Mim sig for at finde frem til moren, og hun pakker derfor en taske og stikker af hjemmefra. Hun hopper på en Greyhound-bus, og så er hendes rejse startet – en rejse, der bringer mange underlige og særprægede oplevelser med sig.

Mim er en ret speciel hovedperson, og jeg havde lidt svært ved at beslutte, om jeg kunne lide hende eller ej. Hun har sine meninger og er ikke bange for at skille ud, men det er hendes venskab med en mentalt handicappet dreng, hun møder undervejs, der fik mig til at overgive mig. Deres venskab og samtaler er fantastiske. I det hele taget er det persongalleriet, der er bogens største styrke, for det er en virkelig broget flok, Mim møder på sin rejse gennem staterne.

Jeg havde valgt denne bog til min rejse, da det lød som en hyggelig roadtrip-bog, hvilket passer godt til ferielæsning. Det var dog ikke helt det, jeg fik. Bogen havde absurde og skøre scener, der nok var ment som humoristiske, men som ikke helt virkede for mig. Der var dog en del alvor i bogen – især hen imod slutningen – og dermed blev bogen en lidt surrealistisk hybrid mellem skæv humor og tragiske skæbner. Det var ikke nødvendigvis dårligt – det var bare ikke lige mig.