September var…

14 læste bøger
Der er desværre ikke så meget godt at sige om læsningen i september måned. Den lignede januar-læsningen på et rigtig skidt punkt – nemlig at læseoplevelserne enten var middelmådige eller deciderede ringe. Der var flere bøger, jeg havde ventet mig (for meget) af, og der var nogle bøger, som bare var ok læseoplevelser uden dog rigtig at være interessante.

Heldigvis kan jeg se frem til en oktober måned med masser af gys, uhygge og måske også lidt sci-fi, for det er nogle af mine yndlings-genrer.

Intet nyt til bogreolen
… for jeg regner med at købe en større stabel en af de nærmeste dage. Bogstablen vil primært bestå af bøger, som jeg håber på at læse under den halvårlige Read-a-Thon.

Skal du også shoppe bøger til den kommende læse-event?

Suk. I det hele taget var september ikke særlig interessant. Men så er det jo godt, at vi skifter til det, der muligvis er min yndlingsmåned!

I oktober skal jeg:

  • Deltage i Dewey’s Read-a-Thon! Vanen tro vil jeg holde mig til horror- og zombiebøger, så det skal nok blive (u-)hyggeligt. Der er så mange bøger, jeg gerne vil læse denne gang, at jeg er fristet til at holde mig vågen hele natten… meeeen jeg tror ikke, det kommer til at ske. Jeg værdsætter trods alt min nattesøvn rimelig højt 🙂
  • Læse flere fagbøger. Jeg håber på at nå et par stykker om Ruslands historie og måske også om den franske revolution. Det er et af mine mål for 2016, og jeg er lidt bagud på denne front…
  • Lave skægge Halloween-inspirerede ting i køkkenet. Sikkert mest kage- og slikrelateret, selvom jeg nu også kunne finde på at lave en ’skrækindjagende’ hovedret. Det er muligvis ikke så bogrelateret – men hey, jeg har jo også uhygge og zombier som tema til Read-a-Thon, så det går da meget godt sammen!

Trolddom

‘Trolddom’ er den første bog i ‘Heksemesteren’-serien af Margit Sandemo. Jeg lånte den som lydbog via Ereolen.dk.

Bogen foregår (primært) i 1700-tallet i Bergen, hvor pigen Tiril vokser op. Selvom hun er hjælpsom og kærlig, lægger ingen rigtig mærke til hende, for den smukke storesøster Carla løbet med al opmærksomheden. Men tingene ændrer sig drastisk, og pludselig kommer Tiril i knibe. Heldigvis ser det ud til, at hun har flere venner, end hun først troede…

Hrm. Denne bog sagde mig virkelig ikke noget i starten. Det skyldtes måske, at der var en række hop tilbage i tiden, der skulle bruges som baggrundsviden i forhold til de begivenheder, Tiril blandes ind i. Men det virkede lidt rodet og gjorde samtidig, at jeg havde lidt svært ved at blive fanget af historien. Heldigvis bliver det bedre undervejs, da fokus rettes mod Tiril og hendes fortælling.

Jeg syntes desværre, at historien var lidt for simpel til tider, og der var flere gange, hvor handlingen blev ‘jappet’ igennem, så jeg følte, der manglede nogle scener. Samtidig var både sproget og personernes opførsel ind imellem lige lovlig moderne. Det virkede ikke så troværdigt.

Men når det så er sagt, så var jeg ok underholdt – også selvom der er et lurende trekantsdrama i slutningen af bogen. Det når ikke at bryde ud, men det var nok til, at jeg blev bekymret, eftersom jeg hader trekantsdramaer.

‘Trolddom’ kommer næppe til at høre til de mindeværdige læseoplevelser, og jeg regner ikke med at læse videre i serien.

Drengen og dæmonen

Det er ved at være nogle år siden, jeg læste første bog i denne serie – ‘Dragen, sangeren, helten’ – men da jeg faldt over ‘Drengen & dæmonen’ på biblioteket, vidste jeg, at nu var det på tide at komme videre med serien.

‘Drengen & dæmonen’ er skrevet af Jens Østergaard, og ligesom forgængeren er det efterforsker Thomas Nyland, der er hovedpersonen. I bogen forsvinder en politimand og en 6-årig pige under mystiske omstændigheder, og politiet indleder en intens jagt på de forsvundne samt den eller de gerningsmænd, der står bag. Det kan være en kamp mod tiden, for det tyder på, at pigen er kvæstet og vil dø af blodtab, hvis hun ikke snart får lægehjælp. Men hvem kan finde på at bortføre en 6-årig pige? Og hvem er det, at hun og moderen tilsyneladende har været på flugt fra?

Denne bog kan sagtens læses uafhængigt af forgængeren. Der er referencer til den første bog, men de er forklaret tilpas meget til, at man ikke behøver at have læst den første bog i serien – selvom jeg nu generelt vil anbefale, at man gør det, for den er udmærket.

Tilbage til ‘Drengen & dæmonen’. Helt overordnet var det en udmærket læseoplevelse. Man bliver med det samme nysgerrig, for hvad er det, der foregår? Hvorfor forsvinder både pigen og politimanden, hvor er de, og ikke mindst – hvem står bag? Forfatteren formår hurtigt at opbygge en småparanoid stemning, hvor man ikke er i tvivl om, at det kan gå rigtig galt, hvis ikke politiet finder frem til de forsvundne meget hurtigt.

Der er nogle steder undervejs, hvor jeg synes, der forklares for meget i detaljer, og det er især passagen med forklaringen om ‘de vilde børn’, som var lidt for ‘nu forklarer jeg dig lige plottet’-agtigt. Der argumenteres lige lovlig meget for, hvorfor dette kan være en plausibel grund til pigens opførsel, og det irriterede mig lidt. Show it, don’t tell it.

Til gengæld er plottet interessant, om end det bliver for let at regne ud. Historien behøvede ikke at være lige så snørklet, som Chris Carters bøger ind imellem kan være, men jeg savnede lidt mere kompleksitet og forvirring, og bogen måtte såmænd gerne have været 100 sider længere, hvis det var nødvendigt. Men ligesom med Carters bøger er det rart med en hovedperson, der ikke er alkoholiker eller skilsmisseramt. Thomas Nyland virker faktisk som et rimeligt normalt menneske – selvfølgelig med visse udfordringer og mental bagage, men ikke en misbruger eller en stodder, hvilket krimigenren ellers lider lidt under.

Som sagt – en udmærket læseoplevelse, der dog også havde en række skønhedsfejl. Jeg kan dog sagtens finde på at læse videre i serien, hvor tredje bog mig bekendt er udgivet.

Station Eleven

Jeg har en vis forkærlighed for dystopiske bøger, så da jeg hørte om ‘Station Eleven’, vidste jeg, at det var en bog, jeg måtte læse på et tidspunkt. For nylig fik jeg så endelig lånt den via Ereolen Global og brugte den som læsning på togturene til og fra arbejde.

Bogen er skrevet af Emily St. John Mandel og lægger lidt brat ud med at beskrive den aften, hvor en kendt skuespiller falder om på scenen med et hjerteanfald. En af publikummerne haster op på scenen for at yde førstehjælp. Senere samme aften begynder en dødbringende virus at brede sig, og verden begynder at falde fra hinanden. Derefter springer bogen 20 år frem i tiden – til efter civilisationens nedbrud, hvor kun få har overlevet. Her følger man blandt andet en af børneskuespillerne, der var til stede ved føromtalte hjerteanfald, og i resten af bogen bliver fortid og nutid spundet sammen med tilbageblik og pudsige skæbnesammenfald.

Ja, jeg ved det – ovennævnte opsummering er lidt kortfattet og måske også lidt indforstået, men ‘Station Eleven’ er ikke en bog, det er let at give et kort resumé af. Bogen er både fragmenteret og lettere snørklet opbygget, og jeg vil helst ikke røbe for meget af handlingen. Men netop den fragmenterede stil gjorde, at jeg havde lidt svært ved for alvor at leve mig ind i handlingen – blandt andet fordi flere af tilbageblikkene ikke var synderligt interessante (i mine øjne).

Jeg følte mig lidt snydt, da jeg nåede til det tidspunkt, hvor bogen springer 20 år i tid. Jeg havde lige sat næsen op efter de klassiske verden-går-under-scener, så jeg blev temmelig overrasket over, at forfatteren sprang denne del over. Men det tog ikke lang tid, før jeg indså, at det var en god og lidt anderledes måde at gribe det an på. Hvorfor bruge mange sider på det, når nu forfatteren brændte for at fortælle noget andet?

Jeg havde det noget blandet med handlingen, og selvom der på sin vis var en rød tråd (om end lidt søgt), så savnede jeg en tydelig rammefortælling eller i det mindste et tydeligt fokus. Der var mange gode elementer i bogen – både smukke og tragiske scener i dagene op til undergangen men også pudsige eller forfærdelige scener 20 år senere. Men fortiden fyldte alt for meget til min smag (igen – fordi jeg ikke syntes, at mange af de scener var spændende), og det gjorde, at bogen desværre blev en lidt middelmådig læseoplevelse med enkelte smukke lysglimt hist og her.

Tribeca Sunset

Jeg faldt over denne tegneserie som e-bog på Ereolen og tog en spontan beslutning om at låne og læse den med det samme.

‘Tribeca Sunset’ er tegnet af Henrik Rehr og er en selvbiografisk fortælling om terrorangrebet på World Trade Center samt tiden derefter for byens beboere. Her følger man Rehr på selve dagen for angrebet og flugten fra Manhatten samt månederne efter, hvor byen slikker sine sår, og beboerne forsøger at få en normal hverdag igen.

Lad mig starte med at fremhæve tegnestilen som er enkel og meget passende til historien. Der er noget hverdagsagtigt over den, som gør den meget troværdig til en selvbiografisk skildring af begivenhederne. Samtidig giver tegneserien et interessant – og anderledes – indblik i de helt almindelige byboeres oplevelse af angrebet.

Jeg synes dog, at især den første tredjedel, hvor angrebet fylder det meste, er beskrevet meget distanceret og neutralt. Jeg savnede flere helsides-billeder, der kunne fange dramatikken, sorgen og forvirringen under og efter angrebet. Ikke at det skulle være følelsesporno, men jeg savnede jeg enkelt nærvær og indlevelse. Det var lidt for nøgternt og beskrivende og manglede følelsen af at være til stede i øjeblikket.

Historien blev også noget mere fragmenteret i anden halvdel, og hvor jeg godt kunne lide de reflekterende udsagn fra en række forskellige mennesker, så var selve grundfortællingen om forfatterens vennekreds ikke særlig interessant.

I det hele taget blev jeg lidt skuffet over tegneserien. Jeg havde håbet på en historie med mere nerve, med mere nærvær, og i stedet fik jeg i store træk en distanceret fortælling om en gruppe mennesker, der aldrig rigtig sagde mig noget.

Den evige ægtemand

Jeg har efterhånden fået tygget mig igennem en del bøger af Fjodor M. Dostojevskij i år – først og fremmest takket være Ereolen, der har mange af hans værker som lydbøger. For et stykke tid siden fik jeg så lyttet til ‘Den evige ægtemand’.

Bogen handler om Veltjaninov, der var lidt af en kvindecharmør som ung. En dag opsøges han af en af sine elskerinders ægtemand – den lidt undseelige Pavel Pavlovitj. Han fortæller, at hustruen Natalja er død, og Veltjaninov frygter, at Pavel kender til affæren mellem Natalja og Veltjaninov. Og så opdager Veltjaninov også, at Natalja fødte en pige otte måneder efter, at de skiltes, så spørgsmålet er, hvem der mon er pigens rigtige far…?

Det er i bund og grund en enkel historie, der er centreret om et trekantsdrama, hvor der kun er de to konkurrenter tilbage – og hvor det tilsyneladende kun er den ene af parterne, der er klar over, at der i det hele taget var et trekantsdrama. Det er til tider superintrigant og modbydeligt – ikke mindst fordi Pavlovitj er både naiv og langsomt opfattende, hvilket hans omgivelser ofte udnytter.

Der er også passager, der er lidt træge, og hvor jeg ikke altid følte, at jeg vidste, hvor forfatteren ville hen med de scener, men de blev langt hen ad vejen opvejet af de skarpe replikker og fine detaljer, som historien også indeholdt.

En meget fint fortalt historie om to mænds kærlighed til en kvinde, der ville elskes af mange.

Dronningens nar

Har du bøger på dine bogreoler, som har stået der i over ti år uden at blive læst? Dem har jeg nogle stykker af, og det er jeg ikke så stolt af. Godt nok er det ikke så mange – måske en håndfuld – men jeg synes, det er lidt fjollet at have dem stående i så lang tid uden at læse dem. Så nu skal det altså være!

‘Dronningens nar’ af Phillip Gregory er en af disse bøger. Det er egentlig lidt underligt, at jeg ikke har fået den læst noget før, da jeg godt kan lide historiske romaner og faktisk har fået læst en del af hendes bøger i løbet af de sidste par år. Bogen foregår i 1500-tallet i England, hvor den unge spanske pige Hannah ankommer sammen med sin far. De er jøder og er flygtet, fordi jøderne bliver forfulgt i Spanien. Faderen åbner en bogtrykkerforretning, hvor Hannah hjælper til, og det er her, hun møder adelsmanden Robert Dudley. Han har hørt et rygte om, at hun er synsk, og han vil gerne have hende med til hoffet. Hun siger ja, og da den unge konge møder hende, synes han så godt om hende, at han erklærer, hun skal være hellig nar. Da han kort tid efter dør, fortsætter Hannah arbejdet som nar ved hoffet, der nu syder af intriger og forviklinger. De to søstre – Maria og Elizabeth – kæmper om magten, og her bliver Hannah ind imellem en lus mellem to negle, da de begge ønsker hendes fortrolighed og loyalitet.

Jeg var desværre ikke lige så begejstret for denne bog som de øvrige bøger, jeg har læst af forfatteren. Narren Hannah er en fiktiv person, som skal fortælle om intrigerne og spændingerne ved hoffet – set udefra – og det er sådan set et rigtig fint udgangspunkt, for det er interessant at læse om konflikterne og magtkampene mellem søstrene og deres tilhængere. Desværre er Hannah som hovedperson bare ikke særlig troværdig, da hun virker meget konstrueret. Det er alt for tydeligt, at det ikke er en virkelig person, og det betød, at jeg blev irriteret, hver gang afsnittene om hende fyldte meget. Til gengæld satte jeg stor pris på de passager, der belyste de adelige og deres konflikter.

‘Dronningens nar’ levede ikke op til mine forventninger, men nu er jeg i hvert fald glad for, at jeg har fået den læst, så der er én mindre i antallet af ulæste bøger på bogreolerne 🙂

Hospitalet

Denne bog forsøgte jeg faktisk at læse sidste år – eller rettere at høre, for jeg mener, jeg lånte den som lydbog. Jeg opgav dog halvvejs. Da jeg for nylig bestilte bøger hjem via biblioteket, faldt jeg over bogen på min huskeliste og havde i mellemtiden glemt, at jeg havde prøvet den sidste år. Godt nok var der en klokke, der ringede, men…

Da jeg var gået i gang – og hurtigt opdagede, at den havde jeg haft fingre i før – gav jeg den alligevel en chance, for det kunne jo være, at jeg havde været for hurtig til at droppe den sidste år…

‘Hospitalet’ er skrevet af Michael Kamp og handler om den unge Jonas, der vågner op på hospitalet efter en meget alvorlig færdselsulykke. Selvom han kommer ved bevidsthed, svæver han stadig i livsfare, og han svinger derfor mellem at være vågen og synke hen i smerte- og medicintåger. Han begynder at tvivle på sin egen dømmekraft, for han plages af frygtelige syner, men det hele føles meget virkeligt, og pludselig bliver det alt, alt for virkeligt…

Udgangspunktet med en patient på et hospital, der ser syner (eller gør han?) er en klassiker inden for horrorgenren, men ikke desto mindre en ganske effektiv klassiker, for er rollen som patient ikke en af de mest sårbare, man kan have? Der er da heller ingen tvivl om, at forfatteren har skruet en ret modbydelig historie sammen, og har du sarte nerver, vil jeg ikke anbefale dig at læse denne bog. Den har en række ret klamme scener (og det er ment positivt) og pirrer især i første halvdel til ens frygt i forbindelse med sårbarhed, hjælpeløshed og autoriteter.

Men… for der er et kæmpe-men. Cirka halvvejs synes jeg desværre, at filmen knækker i denne bog. Én ting er, at historien ganske enkelt er for lang og derfor bliver langtrukken og slet ikke så effektiv som forfatterens korte noveller. En anden ting er, at den mister pusten og mister fokus. Selvom der er flere creepy scener, så kunne jeg slet ikke tage ‘cancersneglen’ seriøst, ligesom der var flere andre af de overnaturlige elementer, som bare virkede som fyld. Jeg synes, det er virkelig synd, for Michael Kamp er en af de få forfattere, der har fået mig til at gyse gennem de senere år, og det er først og fremmest takket være hans noveller.

Da jeg var nået halvvejs i bogen, lå den til en middelkarakter. Derefter gik det ned af bakke, og da jeg nåede til slutningen, sukkede jeg dybt. Det var ganske enkelt en mærkelig og ikke særlig passende slutning – i mine øjne i hvert fald. Jeg var ret skuffet.

Det er muligt, at bogen ‘bare’ er en ungdomsroman (for det går jeg ud fra, at det er ud fra det letbenede sprog), men jeg havde håbet på en mere gennemarbejdet og spændende historie. Jeg må nok hellere på jagt efter flere af hans noveller…

Lazarus

Denne bog lånte jeg for nylig på biblioteket. Jeg var lidt præget af, at jeg har gode minder om Bent Hallers bøger, da jeg var barn, så jeg var spændt på, hvad denne bog kunne byde på.

‘Lazarus’ handler om teenage-tvillingerne Alwin og Aurora. De bruger – som så mange andre tvillinger – megen tid sammen, men en da dukker ‘Lazarus’ op, og Aurora forelsker sig hovedkulds i ham. Det har Alwin lidt svært ved at tackle, og han går efterhånden til yderligheder for at få Auroras og Lazarus’ opmærksomhed.

Det er meget svært at give et resumé af denne bog uden at røbe for meget, for den indeholder nogle ret usædvanlige og overraskende twists. Det kan jeg som udgangspunkt godt lide – jeg er ikke så vild med, hvis bøger er meget forudsigelige – men i dette tilfælde syntes jeg desværre ikke, at det altid virkede.

Der var to ting, jeg virkelig ikke brød mig om ved denne bog. Dels var der hovedpersonernes reaktioner undervejs – især Auroras – som jeg syntes var utroværdige og virkelig underlige. Hun tog ret let på flere ting undervejs (eller… tilgav i hvert fald hurtigt), hvilket jeg slet ikke kan forestille mig, at folk normalt vil gøre.

Derudover er der sproget i bogen. Det virkede fladt, og dialogerne var kedelige… tenderende til sære. Den kom til at virke alt for barnlig, hvilket stod i modsætning til indholdet, som ikke var specielt velegnet for børn under 12 år.

Kort sagt – hvis det ikke var fordi, at bogen er ret kort, er jeg ikke sikker på, at jeg havde læst den færdig. Det er nok den mest skuffende bog, jeg har læst af den forfatter, og det ærgrer mig, da jeg elskede flere af de bøger, han udgav i 1980’erne.

Mit år som dansker

Jeg har en vis svaghed over for bøger og artikler, hvor udlændinge fortæller om deres møde med Danmark og danskere (både de positive og negative oplevelser). Der var derfor heller ingen tvivl om, at jeg skulle læse ‘Mit år som dansker’, der er skrevet af den engelske journalist Helen Russell.

Helen lever et travlt karriereliv i London sammen med sin mand, da han pludselig bliver tilbudt et job hos Lego i Billund. Helen er ikke synderlig begejstret ved tanken om at udskifte en spændende karriere og det pulserende liv i storbyen med et job som freelance-journalist, der bor i en mindre provinsby. Men hun bliver overtalt, og derefter starter hendes liv i Danmark. Efter de første pudsige oplevelser gør hun det til sin mission at finde ud af, hvad der er grunden til, at danskerne gang på gang udpeges som verdens lykkeligste folk. Det bliver en rejse rundt i mange emner, hvilket krydres med citater fra interviews med politikere og eksperter.

Jeg synes som sagt, det er spændende at læse om udlændinges møde med danskere og den danske kultur. Det er måske lidt navlepillende, men det er både sjovt og lærerigt at få udpeget, hvor danskere adskiller sig fra andre kulturer. I denne bog er der rigtig mange klassiske emner – blandt andet vejret, for hvorfor taler danskere altid om vejret?! Det overraskede mig lidt, at forfatteren syntes, det var så koldt og mørkt i Danmark om vinteren, for det kan det nu også blive i England. Til gengæld var det jo dejligt at høre, at hun mener, vi har verdens bedste bagværk.

Det er først og fremmest hyggelig læsning – ikke mindst fordi det er tydeligt, at Helen elsker Danmark – men der er også plads til de knapt så positive sider ved Danmark. Hun kommer blandt andet ind på danskernes store forbrug af lykkepiller, ligesom hun også pointerer, at danskere kan være lidt svære at komme ind på livet af.

Skrivestilen svingede noget. Ind imellem blev den lige lovlig Bridget Jones-lallet, mens andre gange prøvede den på at virke unødig akademisk. Det er især forfatterens brug af citater fra interviews, som ind imellem virkede lidt påduttet. Jeg syntes, det var rigtig godt, at hun havde interviewet en lang række eksperter og politikere til at underbygge nogle af historierne om Danmark, men udførelsen virkede til tider lidt kluntet.

Vil du gerne have et indblik i, hvad der er særlig dansk (i hvert fald set med en englænders øjne), så er ‘Mit år som dansker’ ganske hyggelig læsning. Den var ikke helt så skarp og dybdegående, som jeg måske havde håbet, men det er fin underholdning til en eftermiddag på sofaen.