Arra – Legender fra Lavora

aJeg er begyndt at komme på biblioteket igen – ganske som jeg lovede i min måneds-update – og her har jeg lånt lidt forskellige bøger, der længe har stået på min to-read-liste. Jeg kan faktisk ikke huske, hvorfor ‘Arra – Legender fra Lavora’ endte på den, men nu var det på tide at læse den.

Bogen er skrevet af Maria Turtschaninoff og handler om pigen Arra, der har en hård opvækst. Hun er den yngste i en børneflok på otte, og hun er derfor mere en byrde end et barn, forældrene længe har ønsket sig. Især moderen er hurtig til at opgive hende, og de kommende år er der ingen, der rigtig tager sig af hende eller taler med hende. Arra lærer derfor ikke at tale, og folk tror, hun er en sinke. Men Arra lytter til alt og alle omkring sig, og især naturens sange vækker en længsel i hende. Det er sange, som bringer både glæde og sorg, og sidstnævnte opdager Arra en aften, hvor hendes kræfter for alvor vækkes.

Jeg kunne godt lide den første halvdel af bogen. Her følger man Arras opvækst og oplever alle de nederlag og nederdrægtigheder, som familien (og i særdeleshed moderen) udsætter hende for. Men samtidig er der også de små lysglimt i forhold til Arras overnaturlige evner, som stille og roligt vokser og udvikler sig til noget fortryllende og farligt på samme tid. Der er en sårbarhed og usikkerhed, som gør det let at holde af Arra og virkelig føle afsky over for hendes familie. Det var dog ikke moderen men Arras storesøster, som for alvor løb med skurkerollen – magen til egoistisk kost skal man lede længe efter!

Men… anden halvdel af bogen fungerede ikke. I hvert fald ikke for mig. Introduktionen af prinsen var jeg ikke særlig vild med og slet ikke det venskab, der spirede op. Det virkede meget utroværdigt og påduttet. Samtidig var det også begrænset hvor mange forskellige ondskabsfuldheder, som Arra kunne udsættes for, så efterhånden blev ydmygelserne ganske repetitive og mistede dermed også noget af deres virkning. I det hele taget virkede især den sidste tredjedel noget forjaget – som om forfatteren var ved at løbe tør for sider (og måske også ideer). Den del virkede ikke særlig gennemarbejdet, og det ødelagde desværre den gode læseoplevelse, som første halvdel af bogen var.

Jeg sad undervejs og spekulerede på, hvilken målgruppe denne bog mon henvender sig til. Flere gange tænkte jeg, at den ville egne sig fint til 10-12-årige, men eftersom forfatteren en del gange bragte emnet voldtægt på banen (ikke som en aktiv del af historien men som en straf/skæbne, kvinder kunne udsættes for), så hælder jeg mere til 14 år. Jeg er dog bange for, at bogen på visse punkter vil virke lidt for simpel og barnlig til 14-årige, så et eller andet sted ærgrer jeg mig på forfatterens vegne over hendes gavmilde ord af voldtægtsbegrebet.

Fables Book 5

Fables book 5

Jeg er nu nået til femte bog i Fables-serien – dvs. ‘Fables Book 5’. Jeg har tidligere anmeldt ‘Fables Book 1’, ‘Fables Book 2’, ‘Fables Book 3’ samt ‘Fables Book 4’.

Jeg vil så vidt muligt undgå at bringe et resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget i forhold til de tidligere bøger i serien.

Ligesom ved ‘Fables Book 4’ var jeg ikke særlig begejstret for den første historie. Det skyldtes først og fremmest tegnestilen, som adskilte sig for meget i forhold til de tidligere bøger (der var gamle kendinge med, der var ugenkendelige i den nye streg). Det blev dog snart bedre, og de følgende historier blev mere og mere spændende og medrivende. Især historien, der gav en masse baggrundsviden til krigen, der jog Fables på flugt, var ret interessant – og ikke mindst overraskende. Det twist havde jeg ikke lige set komme…

Jeg savnede flere af hovedpersonerne, som var stort set fraværende i denne bog. Til gengæld gav bogen som sagt mange flere baggrundsinformationer om verdenen, og så gjorde det knapt så meget at undvære flere af favoritterne.

Jeg er spændt på, hvordan Fables-verdenen udvikler sig herfra. Denne bog gav mig i hvert fald ekstra blod på tanden.

Opals hævn – Artemis Fowl 4

ohDet er efterhånden en del år siden, at jeg læste de tre første bøger i ‘Artemis Fowl’-serien. Min kæreste og jeg brugte dem som højtlæsningsbøger, hvilket de lettilgængelige fantasybøger egnede sig fortrinligt til. Bog nummer fire – ‘Opals hævn’ – kom vi dog aldrig i gang med, men det syntes jeg, vi skulle gøre noget ved, så på sommerferien i Sønderjylland fik vi endelig læst den fjerde bog i serien.

‘Opals hævn’ er – ligesom de øvrige bøger i serien – skrevet af Eoin Colfer og handler om teenageren Artemis Fowl. I denne bog er der gået over et år siden handlingen i den tredje bog, og det har ændret et par ting – hvilke vil jeg dog ikke røbe her. Men lad mig bare sige, at menneskedrengen Artemis Fowl og feagenten Holly Short atter får brug for hinandens hjælp – og at det naturligvis involverer en del action, sjove opfindelser og mange misforståelser.

Nu kan det selvfølgelig være, at min hukommelse spiller mig et puds, men jeg synes, der er flere ting, der er anderledes ved den fjerde bog i serien – og det er som udgangspunkt godt. Man kan mærke, hvordan hovedpersonerne har udviklet sig, og forfatteren har også valgt en mere alvorlig vinkel denne gang. Det tog dog noget tid, før jeg for alvor blev grebet af historien, men de sidste 100 sider var både hæsblæsende, medrivende og spændende.

Der er mange herlige bipersoner i bogen, og jeg var selvfølgelig glad for at se, at Smulder Muldwerfer atter var med, men også Opals gakkede håndlangere fik mig til at grine flere gange. Trods den mere alvorlige vinkel var der heldigvis plads til småskøre scener og skæve kommentarer.

Sproget var ind imellem lidt fladt og simpelt – især sammenlignet med ‘Magik’ – men det blev langt hen ad vejen opvejet af tempoet og de rappe replikker.

‘Opals hævn’ var et hyggeligt gensyn med Artemis Fowl-serien, og lur mig, om ikke vi skal læse femte bog – måske senere i år?

The Waste Lands – The Dark Tower 3

Jeg er nu nået til den tredje bog i Stephen Kings 7-binds serie, ‘The Dark Tower’. Jeg har tidligere anmeldt ‘The Gunslinger’ og ‘The Drawing of Three’. Det var udmærkede læseoplevelser, men jeg var ikke så blown away, som mange ellers siger, man bliver af denne serie, så jeg var lidt forbeholden, da jeg gik i gang med ‘The Waste Lands’.

Jeg vil ikke bringe et resumé af handlingen, da jeg gerne vil undgå at afsløre for meget i forhold til de første bøger.

Generelt virkede ‘The Waste Lands’ mere overskuelig og knapt så weird, som især den foregående bog ind imellem blev. Jeg kunne godt lide det sammenhold, der opstod, og ikke mindst hovedpersonernes udvikling. Nåja – og så selvfølgelig Oy, men sådan er det jo ofte, når en hovedperson pludselig får sig et kæledyr.

Jeg var ikke superbegejstret for en ret… markant… sexscene, der er i bogen. I det hele taget bryder jeg mig ikke om, når Stephen King en sjælden gang skriver sexscener. Heldigvis sker det som sagt ikke særlig tit, men jeg synes bare ikke, de fungerer. Jeg har for eksempel aldrig rigtig tilgivet ham den yderst upassende sexscene i ‘Det onde’. Den var komplet unødvendig og en af grundene til, at det er en af de bøger, jeg mindst kan lide fra hans forfatterskab. Men i ‘The Waste Lands’ giver sexscenen et eller andet sted mening – jeg har i hvert fald en god idé om, hvorfor den skulle være, som den var.

‘The Waste Lands’ havde et rimelig roligt tempo, og selvom jeg ind imellem tænkte, at der gerne måtte ske mere, så kedede jeg mig ikke. Især anden halvdel var en interessant rejse, og den sluttede med lidt af en cliffhanger. Her er jeg så glad for, at jeg er gået i gang med serien på et tidspunkt, hvor den er færdigskrevet, for efter ‘The Waste Lands’ gik der en hel del år, før King genoptog serien.

Skal jeg læse videre i serien? Klart. Nu har jeg fået blod på tanden, og nu kan jeg mærke, at den fænger. Jeg har ikke den fjerde bog stående, men mon ikke jeg køber den i næste måned, når jeg alligevel skal bestille bøger hjem til Read-a-Thon.

Den overflødige kvinde

En af de få lydbøger, jeg nåede i august, var ‘Den overflødige kvinde’ af Rabih Alameddine. Den handler om den 72-årige iranske kvinde Aaliya, der bor alene i Beirut og tænker tilbage på et liv fyldt med bøger og mange interessante bekendtskaber. Aaliya oversætter hvert år en af sine yndlingsbøger til arabisk, hvorefter hun gemmer den væk. Det er selve processen med at udvælge og at oversætte, der gør hende lykkelig, og mens hun overvejer, hvilken bog hun nu vil oversætte, fortæller hun sin livshistorie.

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente af denne bog, men det viste sig, at den indeholdt en hjertevarm og tankevækkende beretning om en introverts kvindes liv i Beirut. Aaliya har både humor og en skarp tunge, og hun hudfletter flere af de familiemedlemmer og venner, som hun fortæller om i løbet af sin livshistorie. Især mændene får flere gange en harsk bemærkning – herunder også hendes tidligere ægtemand.

Alliya er en herlig kontrast. Hun er både intelligent og meget observant, men hun er ikke særlig social og foretrækker ofte bøgernes verden. Det forhindrer hende dog ikke i at følge med i andres liv, så hun ved meget om andres liv ved blot at lytte inde fra sin lejlighed.

‘Den overflødige kvinde’ giver et interessant og anderledes indblik i en ældre kvindes liv i Beirut – både i forhold til kulturen men også den ældre kvindes refleksioner over livet. Jeg elskede hendes skarpe kommentarer, for der var ingen tvivl om, at her var en kvinde med meninger, og alligevel er der en sårbarhed over hende, som gør hende uendelig menneskelig – og elskelig. Bogen kan bestemt anbefales, også selvom der var enkelte steder, hvor den trådte lidt vande.

August var…

pixabay

17 læste bøger
Jeg fik læst en ganske pæn mængde bøger i august. Der var ikke så mange lydbøger (hvilket skyldes, at jeg pt. primært bruger mobilbatteriet på Pokémon Go!), men mon ikke lydbøgerne for alvor vender tilbage i løbet af efteråret? Jeg – eller rettere sagt vi – nåede også at færdiggøre en højtlæsningsbog, nemlig fjerde bog i Artemis Fowl-serien. September måned byder også på højtlæsning, da vi skal til Jylland og gerne bruger noget af køreturen på højtlæsning.

Det er lidt svært at udpege én bog som månedens læseoplevelse, da jeg havde en del gode læseoplevelser i august. Jeg fik blandt andet læst ‘Fables Book 4’ og ‘Fables Book 5’, men også ‘Anna Karenina’ var blandt de positive oplevelser.

Bogindkøb som fejring
I august fik jeg også købt mig en ordentlig bunke bøger via Saxo. Jeg skulle egentlig have modtaget bøgerne i juli måned, men ordren blev stærkt forsinket. Som kompensation fik jeg et gavekort på 100 kr, som jeg brugte på at købe ‘Fables Book 5’. Derudover købte jeg en enkelt bog via Bookdepository – ‘Tigerman’. Den bliver anmeldt i næste uge. Og ja, bogindkøbene var en fejring af, at jeg nu har så få ulæste bøger på boghylderne, at jeg har droppet min udfordring ‘køb én ny bog for hver tredje ulæste bog fra bogreolerne, jeg får læst’.

 

I september skal jeg:

  • på biblioteket igen – og jeg glæder mig! Jeg nåede faktisk forbi biblioteket på et kort visit I august lige efter, at jeg havde læst ‘Anna Karenina’. Jeg fik lyst til at se filmversionen og smuttede derfor på biblioteket for at låne den. Filmen var dog virkelig skuffende og igen et eksempel på, hvor svært det er for filmproducenterne at ‘oversætte’ bogmagi til filmmagi.
  • finde efterårslitteraturen frem. Jeg er en af dem, der læser efter årstiderne, så nu hvor september banker på døren, er det tid til at finde de melankolske, dystre og snart også de uhyggelige bøger frem. Jeg håber blandt andet på at få læst ‘Challenger Deep’ af Neal Shusterman I september. De rigtig mørke og uhyggelige bøger bliver dog først i oktober måned, hvor jeg går all-in på horror og zombier!