Illuminae

illuminaeJeg synes, det er rigtig fedt, at der er kommet flere scifi-bøger på markedet de senere år. Eller jeg burde måske hellere sige – det er rigtig fedt, at der er en del scifi-bøger, der er trykt i store oplag de senere år. Scifi er nemlig en af mine yndlingsgenrer, men det er en genre, der ikke har været særlig synlig i boghandlerne i mange år.

Jeg var derfor ikke i tvivl om, at jeg ville læse ‘Illuminae’, så snart jeg hørte om den. Det gjorde jo heller ikke noget, at den blev omtalt virkelig positivt af alle de vloggers, jeg følger.

‘Illuminae’ er skrevet af Amie Kaufman og Jay Kristoff og foregår i 2575, hvor to store koncerner kæmper om planeten Kerenza. Da den ene koncern angriber planeten, lykkedes det en stor gruppe mennesker at flygte til andre planeter. To af disse flygtninge – teenagerne Kady og Ezra – har lige slået op med hinanden, men da de finder ud af, at den anden part har overlevet og befinder sig et andet sted i rummet, skriver de frem og tilbage, mens verden omkring dem bryder sammen.

Ligesom ved ‘Habibi’ bliver jeg nødt til at fremhæve bogens illustrationer – eller rettere tekstens opstilling i dette tilfælde – for den betyder meget for den samlede læseoplevelse. ‘Illuminae’ bruger ikke den klassiske tekstopstilling men er tværtimod opbygget af en række udskrifter af chat-samtaler, officielle dokumenter, interviews og meget mere. Det er lidt forvirrende i starten, men giver også et autentisk skær, som er ganske medrivende. Det bliver mere og mere kreativt i løbet af bogen, og et af de mere særprægede (men smukke) eksempler ses nederst i dette blogindlæg. Jeg var meget fascineret, og det var helt klart et plus for læseoplevelsen.

Der er en fantastisk humor i denne bog. Selvom verden ramler omkring ørerne på de to ekskærester, så prøver de at bevare roen og håbet gennem en lind strøm af ironiske kommentarer og passionerede tillidserklæringer. Der er noget fandenivoldskhed over de to, som fik jeg mig til at knuselske dem (især fordi Kady er en rimelig kodyl hacker – jeg elsker kvindelige hackere). Der er masser af action, dramatik og what-the-fuck-momenter.

‘Illuminae’ er et småsyret miks af ‘Rumrejsen 2001’ og ‘Feed’, men har sin helt egen stil, og det er klart en af de bedste ungdomsbøger, jeg har læst gennem de seneste år. Jeg skal helt klart have købt og læst efterfølgeren inden længe!

illuminae side

Habibi

Jeg har længe ønsket at læse ‘Habibi’, men har også tøvet, fordi tegneserien har fået meget blandede anmeldelser. Men da jeg opdagede den på det lokale bibliotek, kunne jeg ikke nære mig 🙂

‘Habibi’ er tegnet og fortalt at Craig Thompson, der også står bag ‘Blankets’. ‘Habibi’ handler om den unge pige, Dodola, som bliver taget til fange af slavehandlere. Her møder hun den yngre dreng, Zam, som hun hurtigt adopterer som sin lillebror, da ingen andre syntes at tage sig af ham. Det lykkedes dem at stikke af fra slavehandlere, og de søger tilflugt i ørkenen, hvor de lever i en række år, indtil en tragisk hændelse, som får store konsekvenser for dem begge.

Lad mig starte med at fastslå, at ‘Habibi’ er ekstremt smukt illustreret. Jeg elskede tegnestilen i ‘Blankets’, men i ‘Habibi’ er der skruet yderligere op for detaljegraden og elegancen. Det er så betagende, at når historien for alvor bliver grum og brutal, så virker de elegante billeder som en flot kontrast til ondskaben. Vil du se eksempler på bogens illustrationer, så finder du dem via denne Googlesøgning.

Historien havde jeg det noget blandet med – først og fremmest fordi den til tider virkede rodet og langtrukken. Forfatteren er blevet kritiseret for den fremstilling af seksuel dominans, han beskriver i den fiktive arabiske verden, som historien foregår i. Jeg kan godt forstå kritikerne, da det kan virke provokerende, når bogen samtidig også indeholder elementer fra både Islam og kristendommen (dog ikke i direkte relation til sexscenerne). Omvendt er det en fiktiv historie, og derfor har jeg ikke forholdt mig til den kritik.

Men historien har bestemt også en række hjertegribende øjeblikke, hvor man enten smiler eller gisper, og jeg blev flere gange overrasket over, hvor meget skønhed og smerte, Craig Thompson, formår at indflette i sine tegninger.

Absolut en tegneserie, man skal læse for at nyde de fantastiske tegninger – og for at opleve de scener, hvor magien for alvor indfinder sig.

Gåden om Alaska

Jeg elskede ‘En flænge i himlen’, men var ret skuffet over ‘Paper Towns’, og så havde jeg hørt ret blandet om ‘Gåden om Alaska’. Jeg var derfor meget forsigtig med hensyn til at sætte forventningerne højt, da jeg gik i gang med denne bog.

‘Gåden om Alaska’ er skrevet af John Green og handler om Miles, som er en helt almindelig teenagedreng, der har en forkærlighed for kendte mennesker sidste ord, inden de døde. Miles starter på en kostskole, hvor han hurtigt får sig en række gode venner, som han bruger det meste af tiden sammen med. Han forelsker sig i den højlydte og fandenivoldske Alaska, som dog allerede har en kæreste. Men Miles håber dog alligevel, at han har en chance, og sammen med vennerne udforsker han de traditionelle udfordringer og eventyr i teenagelivet – kærlighed, druk og konfrontationer med de voksne.

Denne bog var heldigvis en positiv overraskelse. Den har lidt af den samme quirkiness, som ‘Paper Towns’ også har, men hvor sidstnævnte ender med at fade ud og ikke have et ordentligt klimaks, så synes jeg, at historieopbygningen i ‘Gåden om Alaska’ fungerer godt. Der er både glæde og alvor, både dumdristighed og diskussionen om det helt store spørgsmål – meningen med livet.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så var der ikke for alvor nogen af personerne, jeg sympatiserede særligt med – dertil var de lige lovlig uansvarlige og kortsigtede. Men til gengæld er de meget troværdige som teenagere, selvom de nu ikke minder om nogen, jeg kendte, da jeg var i den alder. Alligevel er der noget af den samme energi og dramatik, som de fleste teenagere kender til – hvor alt er intenst, og hvor følelserne er STORE!

Der er en meget fin og underspillet historie gemt i denne bog, som jeg ikke vil komme ind på – den vil jeg nemlig ikke afsløre, hvis du ikke allerede har læst den. Men det giver helt sikkert bogen et interessant perspektiv og er med til at give den dybde, så det ikke kun handler om drengestreger og druk.

Meget fin ungdomsbog, som ikke er lige så hjerteknusende som ‘En flænge i himlen’, men som bestemt har sine kvaliteter.

10 boglige indrømmelser

cactus - pixabay

  • Jeg bestiller altid bøger på forhånd, før jeg vover mig i nærheden af biblioteket. Ellers kan jeg ikke styre det og slæber alt for mange bøger med hjem. Sådan-er-det-bare.
  • Da jeg var barn, læste jeg meget tematisk. I 2. og 3. klasse læste jeg rigtig mange eventyrbøger samt klassikere (her faldt jeg blandt andet pladask for De Tre Musketerer), ligesom jeg elskede fagbøger om dinosaurer, slanger, hvaler og delfiner. I 4. og 5. klasse begyndte jeg for alvor at læse fantasy, og i 6. og 7. klasse kan jeg huske, at jeg kværnede rigtig mange scifi-bøger samt de fleste af Dennis Jürgensens bøger. Det var også deromkring, at jeg opdagede King og Koontz, hvilket kom til at præge min læsning voldsomt de følgende år.
  • Jeg har et bredt udvalg af bogmærker og forsøger altid at bruge et bogmærke til en bog, der passer til bogens tema.
  • Jeg spiser aldrig, når jeg læser. Jeg kan godt finde på at holde pause fra læsningen for at snuppe et æble, et stykke chokolade eller et glas vand, men jeg har det helst ikke i nærheden af mig, mens jeg læser.
  • Hvis man kunne skyde bøger direkte ind i blodårerne, ville jeg sikkert gøre det. Jeg elsker virkelig bøger!
  • Jeg drømte om at blive forfatter, da jeg var barn. I dag ville jeg ikke bryde mig om det – mest på grund af alt det PR-arbejde, man skulle lave. Jeg har virkelig ikke lyst til at skulle promovere mig selv.
  • Vores ene kat er opkaldt efter Luna Lovegood (og det var faktisk min bedre halvdel, der foreslog det – efter at jeg havde forsøgt at overbevise ham om, at vores to sorte katte skulle hedde Darth og Vader eller Batman og Robin…!).
  • Når jeg besøger folk, sniger jeg mig altid til at nedstirre kigge på deres bogreoler (hvis de har nogen). Elsker at få et indblik i, hvad folk læser og måske få inspiration til kommende læseoplevelser.
  • Jeg undgår så vidt muligt bøger med lyserødt cover.
  • Jeg er ret kræsen mht. hvilke bøger, jeg vil have stående på mine bogreoler, så jeg giver ofte bøger væk til venner eller Læs for Livet.

Nær og fjern

Jeg har savnet scifi-genren i forbindelse med min læsning, så det har jeg gjort noget ved her på det sidste (og det kommer jeg også til i det nye år – mere om det i december måned). Science Fiction Cirklen har udgivet en lang række novellesamlinger gennem årene, og jeg har læst flere af dem med lidt blandet held. Novellegenren er svær, og den bliver absolut ikke lettere, når det drejer sig om scifi, for du skal nå at etablere en fremtidsverden på ganske få sider.

Men jeg kastede mig nu over endnu en novellesamling – denne gang ‘Nær og fjern – Lige under overfladen 7’. Den indeholder en lang række danske scifi-noveller, der er skrevet af både erfarne og knapt så erfarne forfattere.

Historierne er ret forskellige og svinger lige fra tragedier til satire og fra fremmede væsner til tidsrejser. Der er kort sagt noget fra enhver smag. Det betød da også, at der var historier, som slet ikke sagde mig noget, mens andre passede bedre til mig. En af mine favoritter var novellen, der samtidig også lagde navn til bogen – nemlig ‘Nær og fjern’. Her har vi både fremmede væsner og en klassisk konflikt om, hvem man tør stole på. Historien om æblefetichisten var ret anderledes men velskrevet og utrolig godt udtænkt, og så var den Hunger Games-inspirerede også god men dog lige lovlig forudsigelig.

Jeg må indrømme, at der var lidt langt mellem snapsene. Nogle af novellerne var lidt for sære, mens andre nærmest var for jordnære. Jeg savnede en mere tydelig rød tråd gennem fortællingerne, for de stak i mange forskellige retninger. Det er som sådan ikke et problem – jeg havde bare håbet på, at jeg i højere grad kunne fornemme et tema.

‘Nær og fjern’ er en udmærket scifi-novellesamling, men ikke en af de bedste, jeg har læst.

Witcheren – Det sidste ønske

witcherenJeg læser sjældent fantasy, der er oversat til dansk, men jeg blev alligevel fristet, da Gyldendal kontaktede mig for at høre, om de måtte sende ‘Witcheren – Det sidste ønske’ til mig. Bogen (eller rettere sagt bøgerne, for det er en serie) er skrevet tilbage i starten af 1990’erne af Andrzej Sapkwski, men er først nu oversat til dansk. Til gengæld har serien dannet baggrund for en række computerspil, og jeg har faktisk et af dem liggende – uden dog at have spillet det endnu. Ak ak. Men så kunne læsningen af denne bog jo samtidig være anledningen til, at jeg også får spillet computerspillet i løbet af vinteren? Et muligt juleferieprojekt!

Men tilbage til bogen. Jeg sagde ja tak og fik derefter læst den i løbet af få dage på mine togture til og fra arbejdet. ‘Witcheren – Det sidste ønske’ handler om witcheren Geralt, der er en form for magiker og dusørjæger. Han påtager sig en række utaknemmelige opgaver med at dræbe monstre, der hærger de omkringliggende egne, og det tjener han en skilling eller to på. Det er dog ikke altid, at han bliver særlig godt modtaget, for folk stoler ikke helt på witchere, men Geralt klarer sig. Bogen er en samling af de eventyr, han begiver sig ud på.

Dette var en ret speciel læseoplevelse. I starten kunne jeg godt lide den noget anderledes stil, som præger bogen. Den minder selvfølgelig ikke om de fantasybøger, der udgives i dag, men jeg synes faktisk heller ikke, at bogen har så meget til fælles med de fantasybøger, jeg har læst fra 1990’erne. Meget forfriskende med en anden stil, så points for det.

Bogen er skrevet med et glimt i øjet. Det er ikke ren komedie, men både Geralt og en række af bipersonerne kommer gerne med en frisk bemærkning eller to – også i pressede situationer. Ind imellem bliver det dog lidt for frisk, og her kommer også min største anke ved bogen: Sproget. Jeg ved ikke, om det skyldes oversættelsen, men dialogen er ganske alt for moderne til min smag. Når jeg læser middelalderinspireret fantasy, så har jeg bestemte forventninger til sprogbruget i bogen. Det behøver ikke at være opstyltet og højtideligt, men det skal nogenlunde ramme en stil, der passer til middelalderen. I denne bog går det dog helt galt. Her bliver blandt andet sagt “for fanden”, “sparke i røven” samt “Skrid herfra og knep dig selv!”, og det bryder fuldstændig illusionen om, at handlingen foregår i en middelalderinspireret fantasyverden. Det lyder nærmere som en dansk skolegård anno 2016 (… eller en beværtning).

Så ja – sprogbruget ødelagde desværre læseoplevelsen for mig. Jeg kunne ganske enkelt ikke tage handlingen seriøst, når en række af personerne brugte nutidsslang og nutidsbandeord. Ærgerligt når nu verdenen eller virker interessant.

Lovecraft Country

lovecraft countryJeg kan ikke huske, hvordan jeg faldt over denne bog på Goodreads, men da jeg så, hvor positivt folk anmeldte den, så blev jeg nysgerrig. Dels er jeg ret vild med den absurde og surrealistiske verden, som H. P. Lovecraft har skabt, dels elsker jeg god horror, så denne var et must buy for mig, da jeg shoppede bøger til sidste Read-a-Thon.

‘Lovecraft Country’ er skrevet af Matt Ruff og foregår i USA i 1954. Da den unge Atticus finder ud af, at faren er forsvundet, tager han af sted for at lede efter ham sammen med onklen George og barndomsveninden Letitia. Men den lille gruppe er ret udfordret af, at de alle er afroamerikanere, for så er man bestemt ikke velset i Sydstaterne, og de løber derfor ind i en hel del problemer undervejs – også overnaturlige…

Bogen består af en række historier med forskellige hovedpersoner, hvilket er lidt forvirrende i starten. Man finder dog hurtigt ud af, at historierne hænger sammen, og at flere af personerne går igen i de forskellige historier.

Jeg blev virkelig overrasket over, hvor stor fokus der er på racisme i denne bog. Den del er meget levende beskrevet, og jeg blev flere gange stærkt forarget over, hvordan især ordensmagten behandlede de farvede borgere. Det mest chokerende er, at det sikkert ikke er langt fra den virkelige verden på det tidspunkt. Men virkelig skræmmende læsning.

Den mere overnaturlige del var jeg mere skeptisk over for. Jeg syntes ikke, bogen havde den Lovecraft-feeling, som jeg håbede på, men jeg vidste også godt, at det ville være svært for forfatteren at ramme den. Bevares, der sker skam nogle kultist-ish ting, men bogen vrimler ikke ligefrem med Great Old Ones. Det mest skræmmende er faktisk mest de hvides opførsel over for de farvede borgere.

‘Lovecraft Country’ er en lidt pudsig bog. Selvom den ikke helt var det, jeg forventede, så var det alligevel en interessant læseoplevelse, og da jeg undervejs opdagede detaljer, der understøttede nogle af de første historier, så gjorde det mig nysgerrig. Det er helt sikkert en bog, der er værd at læse igen for at opdage detaljer, jeg har overset ved første gennemlæsning.

Kitiaras søn + Troldmandens arving

Nu er det ved at være et stykke tid siden, jeg sidst har lyttet til historier fra Dragonlance-verdenen, så da jeg faldt over disse korte lydbøger hos Ereolen, tænkte jeg, at det var en fin anledning til at fortsætte.

‘Kitiaras søn’ foregår over 20 år efter Lansekrigen – dvs. 20 år efter ‘Krøniker’-serien. Bogen handler, som titlen også antyder, om det barn, Kitiara fik i al hemmelighed, og som hendes bror, Caramon, først hører om nu. Kitiaras søn står ved en skillevej, og hans plejemor opsøger derfor Caramon for at få ham til hjælpe, så drengen tager det rette valg.

Det er en ret simpel historie (lydbogen er også under 4 timer lang), men et fint eksempel på, at Dragonlance-historierne ikke er altid er så happy-go-lucky, som de ellers har ry for. Der skal tages nogle svære valg, og samtidig er bogen med til at tydeliggøre hvor kompliceret Kitiara var som person. Jeg syntes godt, at historien kunne have været lidt længere, så man kunne have dykket lidt mere ned i omstændighederne ved Kitiaras graviditet.

Den næste bog i serien ‘Heltenes børn’ hedder ‘Troldmandens arving’. Den indeholder to korte historier – en om Caramons søn, Palin, der drømmer om at blive troldmand ligesom onklen Raistlin, og en om det barn, som Raistlin måske/måske ikke har fået med en mystisk kvinde.

Den første historie om Palin er udmærket, men igen savnede jeg noget længde og dybde. Det er et spændende dilemma, der er udgangspunktet for historien, men det kunne ikke for alvor blive udfoldet på så få sider.

Den sidste historie er helt sikkert for kort. Den kommer til at virke utroværdig, men ideen er ellers interessant.

‘Heltenes børn’-seriens to første bøger bygger på nogle interessante ideer, men bøgerne er ret korte, og de er ret indforståede, så læs dem kun, hvis du har læst ‘Krøniker’. og ‘Legender’-serierne.

Sarum

sarum

En af mine historieinteresserede venner har talt varmt om Edward Rutherfurd – eller rettere hans bøger. Han har skrevet nogle digre værker, hvor han hver gang tager udgangspunkt i en by og derefter fortæller dens historie gennem en række nedslag i historien. Jeg besluttede mig for at prøve en af hans bøger og tog et lidt vovet valg, da jeg købte ‘Sarum’, som nok er den af hans bøger, der beskriver det mindst kendte område.

‘Sarum’ foregår i England i området ved Stonehenge og Salisbury, hvor historien starter i istiden og føres helt frem til nutiden. Her hører man både om de første mennesker, der kommer til området og forsøger at få det bedste ud af landskabet, inden man føres videre til en lang række begivenheder i løbet af de næste mange tusinde år. Det er ikke nødvendigvis skelsættende begivenheder, men de er alligevel alle med til at tegne hverdagslivet i en egn af England.

Jeg kan godt lide ideen med at beskrive et område/by gennem en række nedslag i historien, og jeg synes, at det langt hen ad vejen fungerer fint. Det ærgrer mig dog lidt, at jeg valgte en bog, som beskriver et område, jeg ikke kender så godt, for jeg synes desværre, at en del af historierne ikke sagde så meget om området generelt men mere om den tid, de foregik i.

Starten af bogen var lidt speciel. Det var, som om forfatteren havde brug for at forklare en lang række facts om området og tidsperioden – sådan lidt som en sidekommentar til handlingen – og det var en lidt pudsig stil, jeg sjældent støder på. Det fungerede dog ok, måske fordi jeg vænnede mig til det, men det kom til at virke endnu mere pudseløjerligt, da det kun var de første kapitler, der bar præg af dette.

De første historier er korte, og man knytter sig derfor ikke tæt til personerne, men senere hen dvæler forfatteren i højere grad ved en række enkeltpersoner, så deres historier fylder langt mere. Det var et eller andet sted lidt synd, da jeg nu havde vænnet mig til den korte form. Omvendt tror jeg også, jeg var blevet ret træt af de korte historier i det lange løb (bogen er ca. 1000 sider lang). Der var tidspunkter, hvor stilen mindede mig lidt om Ken Folletts ‘Jordens søjler’ (og ikke kun fordi der skal bygges en stor og prangende bygning). Heldigvis bliver ‘Sarum’ hverken lige så dramatisk og voldsom, men jeg kunne omvendt også have brugt lidt mere action og lidt mere dramatik hist og her.

Alt i alt var ‘Sarum’ en udmærket oplevelse. Jeg kunne bedst lide starten, som var noget anderledes, end jeg forventede, men derefter blev den til tider noget langtrukken. Jeg satser på at læse flere af hans bøger og vil næste gang gå efter en bog, hvor jeg på forhånd ved mere om byen – London for eksempel.

The Rats

the rats

Jeg faldt over ‘The Rats’, da jeg researchede horrorbøger som optakt til sidste Read-a-Thon. Bogen lød som good old classic horror, og det kunne jeg ikke stå på, så den læste jeg selvfølgelig i løbet af eventen!

‘The Rats’ er skrevet af James Herbert og handler naturligvis om rotter. I første scene bliver en mand overfaldet og dræbt af forvoksede rotter. Dette gentager andre steder i byen, inden læseren bliver introduceret til den unge kunstlærer, Harris. Han hjælper en kvinde, hvis barn er blevet mishandlet og dræbt af rotter, og Harris begynder inden  længe at fornemme, at noget er helt, helt galt. Snart udvikler situationen sig, og mængden af rotter er overvældende. Harris indser, at der må gøres noget, inden rotterne oversvømmer byen.

Jeg fik ret i min antagelse – ‘The Rats’ er i sandhed en rigtig klassisk historie, hvor en by og dens befolkning pludselig bliver ramt af en trussel, der kan ødelægge alt. I dette tilfælde er det noget så almindeligt som rotter – dog i en forvokset og bestialsk udgave – men er der nok af dem, kan de sagtens udgøre en alvorlig trussel.

Forfatteren bygger rammen op ved først at beskrive en række små hændelser, hvor rotterne og deres grusomhed introduceres, inden selve hovedhistorien tager form. Det fungerer godt, og der kunne såmænd sagtens have været flere små hændelser undervejs, for det gav en god dynamik.

Der er nogle grumme scener undervejs – ikke splatteragtig men bestemt situationer, hvor man for alvor ser hvor altødelæggende rotterne kan være. Jeg synes, at scenerne bliver ekstra ubehagelige, fordi rotter faktisk er væsner, du kan møde i virkeligheden. Selvom mange af rotterne, der optræder i bogen, lige er en tand større end normalt, så føles truslen stadig reel.

Selve handlingen rummer ikke så mange overraskelser, da historien er ret traditionelt opbygget, men alligevel var den spændende og havde den der krybende følelse, som horrorbøger bør have. Man ved, der er ting, der vil gå galt, men man bliver nødt til at kigge alligevel…

Er du til klassiske horrorhistorier i stil med dem, Edgar Allan Poe skrev, så vil du sandsynligvis også nyde ‘The Rats’.