Leviathan Wakes

Et af mine læsemål i år er at få læst noget mere sci-fi. Det vil jeg først og fremmest gøre i tredje kvartal, hvor jeg det er temaet for læsningen de tre måneder, men det forhindrer mig jo ikke i at læse sci-fi resten af året.

‘Leviathan Wakes’ af James S. A. Corey er blevet fremhævet som en af de bedste sci-fi-serier, der er udgivet de seneste år. Bogen foregår i en tid, hvor menneskene har koloniseret månen, Mars samt asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter, og man følger de to hovedpersoner – lederen på et fragtrumskib, Jim Holden, og detektiven Miller. Holden flyver mellem Saturn og asteroidebæltets miner. Her falder han og resten af besætningen over et forladt rumskib, hvor der tydeligvis har foregået noget yderst suspekt. Miller leder efter en forsvunden ung kvinde, som hendes forældre har meldt savnet. Hans efterforskning bringer ham tæt på Holden, og så begynder tingene for alvor at tage fart.

Sci-fi er i den grad en meget bred genre. Jeg vil betegne stilen i denne bog som klassisk sci-fi – der er rumskibe, action og et vis snert af noget fremmed og mystisk. Til gengæld er det ikke ligefrem fordi, at bogen vælter sig i sære rumvæsner eller meget syrede verdener – selvom der selvfølgelig er en vis teknisk overlegenhed, så ligner menneskene meget nutidens mennesker.

Jeg må indrømme, at jeg havde høje forventninger til denne bog, og dem levede den desværre ikke helt op til. Det er bestemt ikke en dårlig bog, men jeg blev ikke rigtig grebet af handlingen, og selvom især Holden var let at holde af, så var han ikke en person, der krøb ind under huden på mig. Jeg havde nok håbet en læseoplevelse som ‘The Praxis’, men ‘Leviathan Wakes’ havde slet ikke samme dramatik og humor. Jeg var ok underholdt, men jeg engagerede mig ikke rigtig i historien. Der var scener, der lige havde det ekstra, hvor man sidder på kanten af stolen og følgerne linjerne tæt, men de var desværre få.

Til gengæld skal bogen have ros for ikke at svælge i lange, tekniske forklaringer eller superdetaljerede kampscener. Der er heller ikke 117 nye, svære udtryk, man skal lære for at forstå bogens samfund, og det er ellers en fælde, som mange sci-fi-forfattere falder i.

Jeg har dog langt fra opgivet serien, selvom første bog ikke helt var det brag af en læseoplevelse, som jeg havde set frem til, så jeg håber på at få læst næste bog senere i år.

Rebel of the Sands

Jeg så flere positive anmeldelser af denne bog hos en række vloggers sidste år, men det var ikke en, som jeg havde de store forventninger til og glemte alt om den igen. I starten af januar skulle jeg bruge en e-bog og faldt over ‘Rebel of the Sands’ hos Ereolen Global, og så gav jeg den en chance. Det kom jeg ikke til at fortryde.

Bogen er skrevet af Alwyn Hamilton og handler om den unge pige Amani, der vokser op i en ørkenby, hvor livet er barsk og brutalt. Det er et sted, hvor der ikke er plads til de svage, og Amani drømmer sig ofte væk – til et sted, hvor fremtiden ikke er lige så håbløs og trøstesløs. Hendes evner som skarpskytte fører hende til mødet med Jin – en smuk og mystisk fremmed – og hun ser pludselig en mulighed for at slippe væk. Hvis han da ellers vil have hende på slæb… og hun kan undslippe i tide.

‘Rebel of the Sands’ foregår i en verden, der er en fascinerende blanding af vestens gunslingere og østens mystik. Det er ikke en kombination, jeg har set før, men jeg syntes, den fungerede fremragende. Det er dragende, hemmelighedsfuldt og besnærende, og så er det fedt at læse fantasy, der ikke bruger de samme fortærskede fantasy-væsner.

Amani er en pige med ben i næsen og hemmeligheder i bagagen. Jeg er selvfølgelig begejstret for, hvor sej hun er til at skyde, samt at hun hjælper Jin, da han er i fare. Ikke nogen prinsesse-traumer her.

Jeg morede mig undervejs, for jeg var 110% sikker på, at jeg havde luret et plottwist lige fra start, så jeg blev glad, da det viste sig, at jeg ikke havde gættet helt rigtigt. Historien er ikke helt så forudsigelig, som jeg først troede, og selvom det er ret svært at skrive noget skelsættende nyt, så var denne bog tilpas anderledes, hvilket især skyldes den verden, historien foregår i.

‘Rebel of the Sands’ er (selvfølgelig) første bog i en trilogi, og jeg skal helt klart læse resten af serien.

Test din kat

Disclaimer til alle katteejere: Uanset hvad så ved du godt, at du har den klogeste, sødeste og dejligste kat i hele verden. Derfor er tanken om at udføre en test af kattens evner naturligvis helt overflødig. Men derfor kan man jo godt gøre det alligevel…

Eftersom vi har to katte, så var det oplagt at sige ja tak, da HarperCollins Nordic spurgte, om de måtte sende bogen ‘Test din kat’ af Simon Holland. Det er en lille bog, som bliver fremhævet som en intelligenstest for katte. Nu har vi ikke verdens klogeste katte, men det kunne da alligevel være meget sjovt at prøve.

Bogen er inddelt i en række fysiske og psykiske tests. Vi ‘udsatte’ kun én af kattene for forsøget, men i takt med, at vi kom igennem de enkelte tests, morede vi os over, hvor forskellige resultater de to katte ville få i flere af opgaverne. Luna, som var ‘forsøgskatten’, er helt klart indekat. Hun er husets dronning, og hun skal nok minde os – og kattebroren Leopold – om det konstant. Hun taler meget og er utrolig legesyg (til trods for, at hun snart er syv år). Leopold er til gengæld udekat og the strong silent type. Han er typen, der helst vil gemme sig i baggrunden, og selvom der er ingen tvivl om, at han sagtens kunne tryne Luna mht. muskelkraft, så finder han sig pænt i, at hun herser rundt med ham, så snart de begge er indenfor.

Nå, tilbage til intelligenstesten. Som du nok allerede har gættet, så skal man ikke tage den særlig seriøst, hvilket også er ret tydeligt i en række af svarmulighederne. Jeg synes dog samtidig, at en række af forsøgene er så omfattende og langvarige, at det virker som om, at bogen alligevel prøver at være seriøs, og det er lidt ærgerligt. Samtidig kan det være svært at passe ind i flere af kategorierne (vi måtte for eksempel springe et kapitel over, fordi vi ikke har hund), og så er det temmelig svært at få mulighed for at få maximum points i den samlede tests.

Bogens force er, at – hvis man tager den sammen med en anden af husets beboere – giver anledning til at snakke om ens kat, og det er jo altid et fantastisk samtaleemne. Man kommer i tanke om sjove situationer eller skøre indfald, som katten har haft gennem årene, og bogen giver derfor god mulighed for at opfriske gode katteminder. Til gengæld er bogen som intelligenstest ikke synderlig imponerende, så det skal ikke være derfor, du køber den.

En pudsig og hurtig læst bog, som bedst egner sig til værtindegave til småskøre katteejere.

Days of Blood & Starlight

Jeg læste den første bog i serien, ‘Ildenglen’, for flere år siden og faldt – til min egen overraskelse – pladask for bogen. Derefter er der gået flere år, uden at jeg har fået læst serien færdig, og det har jeg egentlig ikke en god undskyldning for. Men hey, bedre sent end aldrig, så nu vil jeg læse de to sidste bøger i trilogien – nu på engelsk, da jeg sidste efterår købte hele trilogien på engelsk.

‘Days of Blood & Starlight’ er ligesom resten af serien skrevet af Laini Taylor. Jeg vil ikke bringe et resumé af handlingen, da det vil afsløre for mange ting ved den første bog.

Jeg må desværre indrømme, at jeg havde det ret svært med de første 200 sider i denne bog. Stilmæssigt var de meget anderledes i forhold til den første bog, og ærlig talt kedede handlingen mig grusomt. Jeg overvejede ikke at lægge bogen fra mig, men jeg var ret bekymret for, hvordan jeg skulle kæmpe mig igennem den. Jeg savnede det fortryllende og magiske islæt, som den første bog havde – det hele blev lige pludselig meget konkret. Heldigvis fik jeg mere blod på tanden undervejs – især da Karous venner kom på banen – og der kom et langt bedre flow i historien. Samtidig havde jeg vænnet mig til den ændrede ramme for historien, så anden halvdel af bogen var faktisk ganske underholdende og spændende.

Jeg var ikke så vild med scenerne med Karou og Akiva. De blev lidt for akavede og uforløste i længden, og der var et eller andet ved dem, der ikke føltes så troværdigt. Jeg var i det hele taget noget splittet i forhold til den konflikt, der var opstået mellem dem – hvad ville det bedste/mest logiske udfald være?

Men som sagt – læseoplevelsen blev heldigvis bedre undervejs, og i anden halvdel var der glimt af den fortællemagi, som jeg syntes, at første bog var præget af.

Jeg håber på at få læst den tredje og sidste bog inden længe – forhåbentlig i næste måned.

Jagten på Gråstenen + Ofret

Sidste år hørte jeg de to første bøger i ‘Heltenes børn’-serien som lydbøger. Bøgerne foregår i Dragonlance-verdenen og handler om børnene til heltene fra ‘Krøniker’- og ‘Legender’-serierne.

I ‘Jagten på Gråstenen’ er det Caramons tre unge sønner, der møder en dværg, som får lokket dem på eventyr – dog ikke helt med deres samtykke. Snart befinder drengene sig i en penibel situation, hvor de risikerer livet, hvis ikke de løser den opgave, de har fået.

Det er en udmærket men til tider også ret fjollet historie. Den er mere lummer, end Dragonlance-bøgerne normalt er, og så er den ikke voldsom seriøs. Det gør nu ikke noget. Godt nok adskiller den sig dermed fra de to foregående bøger, men omvendt synes jeg, at det er fint, at ikke alle bøger i serien kører samme dystre stil.

I ‘Ofret’ handler det i stedet om Gilthas, der er søn af halvelveren Tanis og elveren Laurana. Her bliver Gilthas indblandet i konflikterne i elvernes land, da han pludselig bliver opsøgt og indbudt til at besøge hans fædreland. Men bag invitationen lurer intriger og farer, som den unge mand ikke gennemskuer, og derfor er det op til Tanis at blande sig, inden det er for sent.

Jeg synes desværre, at ‘Ofret’ lider lidt under de samme tendenser som de to første bøger i serien. Af en eller anden grund er størstedelen af heltenes børn vrede, utilfredse teenagere, som gør oprør mod deres forældre. Bevares – der er intet nyt eller overraskende i, at teenagere gerne søge konflikter med forældrene og gerne vil skille sig ud, men flere af børnene – Gilthas inklusiv – tager så stupide beslutninger, at jeg ikke synes, det kan forsvares. Det virker forceret og for ekstremt til min smag, at stort set hele den børneflok laver den slags tåbelige opgør, og jeg var derfor heller ikke særlig begejstret for ‘Ofret’.

Transmetropolitan

Min allerkæreste kan heldigvis godt lide bøger og tegneserier. Ok, mest det sidste, selvom han nu ikke er bleg for at læse bøger. De senere år har jeg givet ham Sandman-serien i forbindelse med jul og nytår, men nu, hvor han har fået alle bøgerne, var det tid til at finde på noget nyt. Efter lidt research på Goodreads faldt jeg over ‘Transmetropolitan’, som lød ganske lovende, så han fik første album i julegave. Da han havde læst det, fik jeg også lov til at læse det – og blev positivt overrasket!

‘Transmetropolitan’ er en cyperpunk tegneserie, hvor første album udkom i slutningen af 90’erne. Hovedpersonen er den ret ekstreme – og ret populære – journalist, Spider Jerusalem, der har været væk fra offentligheden i flere år. Nu er han dog vendt tilbage til storbyen, og det går ikke stille af – snart er han viklet ind i en stor sag, og hans navn er på alles læber igen.

Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle forvente af denne serie, men jeg blev positivt overrasket. Det er ret sjovt at tænke på, at denne serie er næste tyve år gammel og ‘alligevel’ skal forestille sig at foregå i fremtiden. Den virker dog på ingen måde bedaget (hvilket ‘gamle’ scifi-serier ind imellem godt kan gøre, når de er overhalet af virkeligheden), men der er dog også et snert 90’er-stil over den – ikke mindst på grund af gonzo-journalistikken.

Jeg var ret vild med den fanden-i-voldske Spider, som er full frontal i sine interviews (og jeg er samtidig bevidst om, at jeg ville virkelig ikke kunne lide ham, hvis jeg mødte ham i virkeligheden ;)). Han er en sand katalysator mht. action og fremdrift.

‘Transmetropolitan’ skal bestemt læses for sin nærmest aggressive og insisterende journalistiske dækning af et opgør i slummen, hvor politiet tager sig visse friheder – eller rettere sagt prøver på. Spider bliver helt klart fremstillet som de undertryktes helt, selvom han ikke just selv er en engel.

Jeg glæder mig til at læse videre i denne serie, og da min allerkæreste heldigvis også kunne lide den, så vil jeg ikke afvise, at han nok får flere albums i løbet af de kommende år… 😉

The Bell Jar

‘The Bell Jar’ er en klassiker, som jeg længe har ønsket at læse. Jeg vidste ikke synderlig meget om bogen, inden jeg gik i gang med den – kun at den figurerede på mange bøger-du-bør-læse-lister.

Bogen er skrevet af Sylvia Plath og skulle efter sigende være delvist bygget på hendes eget liv. Bogens hovedperson, Esther, er en ung og meget talentfuld kvinde, der får et sommerjob på et modemagasin i New York. Alt ser lyst ud, og hun har hele livet foran sig, men alligevel begynder det alt sammen at smuldre mellem hendes fingre. Langsomt begynder hun at synke ned i en dyb depression, som synes uden ende…

Jeg kunne godt lide skrivestilen i denne bog, da den var poetisk uden at være overlæsset, hvilket jeg især nød i starten af bogen.

Selve historien fangede mig dog desværre ikke rigtig. Jeg har lidt svært ved at sætte ord på, hvad det var, der gjorde, at jeg aldrig rigtig kom tæt på hovedpersonen. Måske kunne jeg ikke helt forstå hende som person? Hun virkede i hvert fald distanceret for mig, og jeg havde svært ved helt at forstå, hvad der gik galt for hende.

På sin vis beskriver bogen meget godt det dilemma, man står i, når man er ved at færdiggøre uddannelsen og er i tvivl om, hvad man så vil med sit liv. Især når man som Esther forventes at gøre noget, man egentlig ikke har lyst til.

I bogen bliver Esther venner med to meget forskellige piger – den artige og korrekte Betsy og den vilde og farlige Doreen. Jeg er sikker på, at min engelsklærer ville have elsket at analysere al symbolikken i denne bog, for de to piger er en meget tydelig illustration af de to sider i Esther, der er i vildt opgør.

Så… alt i alt en blandet oplevelse. Jeg kunne godt se visse kvaliteter ved bogen, men omvendt fangede historien mig ikke rigtig, ligesom jeg ikke følte, at jeg kunne mærke eller relatere til hovedpersonen.

Shadows of Self

Dette er efterfølgeren til ‘Alloy of Law’ og en del af Mistborn-serien. En bog jeg længe har ønsket at læse, men også tøvet lidt med da en af mine venner var ret skuffet over den.

‘Shadows of Self’ er skrevet af Brandon Sanderson. Jeg vil ikke komme med et resumé, da det vil afsløre for meget af handlingen af den foregående bog.

Jeg må dog desværre indrømme, at jeg godt kan forstå min vens skuffelse over denne bog. Den fangede mig ikke rigtig, og der var perioder, hvor jeg syntes, den stilmæssigt lå alt for langt fra den forrige bog – lidt for meget klassisk krimi og lidt for lidt Sanderson. De sidste hundrede sider trak dog op, og især slutningen var ganske interessant. Det var dog samtidig også en mere brat slutning, at jeg havde ventet, når jeg ved, at der er flere bøger i serien, men lad os nu se. Jeg regner i hvert fald med at læse den næste senere i år – og så måske genlæse enkelte kapitler af ‘Shadows of Self’ op til.

Saga 6

Ligesom så mange andre er jeg ret betaget af tegneserien ‘Saga’, som har gået sin sejrsgang blandt bogbloggere og bog-vloggere. Nederst i dette indlæg kan du finde links til mine øvrige Saga-anmeldelser.

Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal skrive i denne anmeldelse uden at afsløre for meget af handlingen i de tidligere albums, men lad mig endnu en gang fremhæve de meget smukke og fantasifulde tegninger, den spændende historie og forfatterens evner til hele tiden at sende fortællingen i nye, interessante retninger. Jeg keder mig bestemt ikke, og jeg synes heldigvis heller ikke, at jeg mærke nogen form for ‘metaltræthed’, hvilket man ellers kunne være bange for, nu hvor serien alligevel er ved at have nogle albums bag sig.

Jeg ser allerede frem til næste album!

Lidt januarshopping på bogfronten

Der er kommet lidt flere bøger på bogreolerne – ikke kun på grund af julegaverne men også på grund af lidt bogshopping i starten af januar. Det var ikke udsalgsshopping, bare lidt de-her-bøger-vil-jeg-læse-snart-bogindkøb. Det kender du godt, ikke? 🙂

Jeg købte de øverste fire bøger hos Saxo. ‘Gemina’ skal jeg helt sikkert læse snart, for forgængeren, ‘Illuminae’, var en af de bedste læseoplevelser i 2016. ‘Crooked Kingdom’ er jeg også spændt på at læse. Jeg var desværre ikke helt så blown away af forgængeren, ‘Six of Crows’, som jeg havde håbet, men det var en udmærket læseoplevelse.

‘Scythe’ har jeg ikke hørt så meget om, men jeg er til gengæld ret begejstret for Neal Shustermans andre bøger, så jeg satser på, at denne bog også er noget for mig. Og så er der ‘Curtsies & Conspiracies’, som er efterfølgeren til ‘Etiquette & Espionage’, som – ligesom ‘Six of Crows’ – også var en udmærket bog, men også en bog, jeg havde forventet lidt mere af. Men måske 2’eren lige har det ekstra, jeg savner?

Det er også blevet til en enkelt bog fra Bookdepository – nemlig ‘League of Dragons’, der er den niende og sidste bog i Temeraire-serien. Jeg har planer om at læse ottende og niende bog i løbet af de kommende uger, så jeg kan afslutte serien. Jeg glæder mig til at finde ud af, hvordan serien ender og krydser fingre for, at forfatteren har udtænkt et brag af en slutning!

Hvad med dig – har du købt noget spændende for nylig?