Lock in

Jeg er stødt på denne bog flere gange de sidste par år, så da jeg opdagede, at den passer fint ind i mit sci-fi-tema for dette kvartal, var det oplagt at tilføje den til sci-fi-læsebunken.

‘Lock in’ er skrevet af John Scalzi og foregår i en dystopisk fremtid, hvor millioner af Jordens befolkning er ramt af Haden-virussen – en virus, hvor de stadig er ved bevidsthed, men deres kroppe er lammede (locked in). Det er dog lykkedes at give disse mennesker mulighed for at få et fysisk liv alligevel – enten ved at overføre deres bevidsthed til en robot eller til et menneske, der gerne vil lægge krop til et andet menneskes bevidsthed. FBI-agenten Chris Shane er en af disse Haden-folk, og da han får til opgave at opklare et mord på en Haden-smittet, bliver det samtidig starten på en meget kompliceret sag.

Starten af denne bog var ret forvirrende. Jeg havde af en eller anden grund lidt svært ved at forestille mig situationen med de lammede mennesker, der enten kunne leve videre gennem en robot eller et andet menneske. Jeg syntes, det virkede en anelse indforstået, så det tog mig lidt tid at komme ‘ind under huden’ på bogen. Men da det endelig lykkedes, endte det med at være en udmærket læseoplevelse.

Selve krimidelen er der ikke så meget kød på – den er ret gennemsnitlig. Til gengæld er ideen med de virusramte mennesker, der må leve videre i robotter eller andre mennesker, et ganske interessant udgangspunkt for en historie. Når det samtidig kombineres med et mordplot, så åbner det også op for en række spændende etiske diskussioner. Skal robotmenneskene behandles anderledes? Og hvordan skal man forholde sig til dem, der gerne stiller deres krop til rådighed for andres bevidsthed? Bør man overhovedet give de virusramte mulighed for at leve videre i andre kroppe?

Denne bog udviklede sig stille og roligt fra at være en småfrustreret start til en slutning, hvor jeg tænkte, at jeg godt kan finde på at genlæse denne bog på et tidspunkt igen. Jeg er sikker på, at jeg så vil få flere nuancer med, som måske er smuttet i starten, hvor jeg tumlede med at få skabt et ordentligt billede af verdenen. En ganske fin sci-fi-krimi.

Saga 7

Nu er jeg nået til syvende album i ’Saga’-serien, og vanen tro har jeg glædet mig. Denne gang trak jeg spændingen til et par måneder efter udgivningsdatoen, da jeg ville vente med at læse det til denne måned, hvor jeg har sci-fi-tema.

Jeg kan ikke give et resumé af handlingen uden at afsløre for meget af de foregående bøger, så jeg holder mig til at skrive om, hvad jeg synes om det seneste hæfte.

… og det er godt! Jeg var dog overrasket over, at tempoet i dette hæfte var noget langsommere end i de foregående. Der dvæles lidt mere undervejs, hvilket så også betyder, at når der sker noget, virker det ekstra drastisk. Selvom tempoet er skruet ned, mangler historien skam ikke indhold. Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive mere detaljeret om slutningen, men lad os bare sige, at den var meget smukt udført.

En håndfuld bøger til sommerlæsningen

I starten af juli gik jeg over til et nyt kvartalstema – nemlig sci-fi – og derfor var det også tid til at købe lidt nye bøger. Jeg havde egentlig planlagt at vente til slutningen af måneden og så bestille en større portion, men da jeg opdagede, at Bookdepository havde en række gode tilbud, samt at flere af de ønskede sci-fi-bøger var billigst hos dem, fik jeg bestilt en pæn håndfuld bøger.

Det blev til 7. album i ’Saga’-serien, ’Children of Time’ samt ’The Long Way to a Small, Angry Planet’.

Jeg faldt også over ’Tell the Wolves I’m Home’ samt ’The Walking Dead Book 9’, som jeg dog gemmer til mit horror-tema i oktober.

Jeg håber på at få læst mindst to af de tre sci-fi-bøger i løbet af den næste måneds tid, og så når jeg forhåbentlig den sidste i september.

Har du købt noget godt i denne måned?

Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos

SPONSORERET

En af mine danske yndlingsforfattere har netop udgivet en novellesamling, og så skulle man da være et skarn, hvis ikke man sagde ja til at anmelde den, når man får chancen. Det er forlaget Kandor, der har været så venlige at sende et anmeldereksemplar.

’Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos’ er skrevet af Lars Ahn og indeholder 9 noveller. Nogle af dem har været udgivet før, men der er også en række spritnye noveller. Det er svært at udpege et decideret tema for novellerne, da de er meget forskellige, men alle har et snert af horror over sig. Ikke den voldsomme og blodige slags men den snigende kriblende fornemmelse man får, når man pludselig får en mistanke om, at man bliver overvåget af nogen eller noget i skyggerne…

Historiernes styrke er de hverdagssituationer, som mange af dem tager udgangspunkt i. Den letgenkendelige leg fra barndommen, hvor man ikke måtte træde på stregerne mellem fliserne, for så ville noget gå galt. Eller de – til tider – kiksede opdateringer på Facebook, som kan gå grueligt galt. Her har forfatteren været meget kreativ mht. at finde frem til noget, der ligger så tæt på den almindelige hverdag og som samtidig udvikler sig til et mareridt for hovedpersonerne. Nogle af historierne indeholder også fantastiske elementer såsom novellen, der også har lagt navn til bogen, hvor der naturligvis også optræder en vampyr.

Jeg havde kun læst en enkelt af novellerne før – ’Blomstervanding’ – men det var bestemt et glædeligt gensyn, da det er en af mine yndlingsnoveller. Den består af en lang række opdateringer fra Peter, der opretter en Facebookprofil og de efterfølgende år får lavet en række opdateringer, hvor alle ikke er lige gennemtænkte, hvilket selvfølgelig giver en række komplikationer. Novellen ’Fortovsdrab’, der handler om en dreng/mand, der bringer ulykke over andre ved at træde på stregerne mellem fliserne er også ganske interessant, ligesom jeg holdt meget af ’Telefon fra afdøde’, hvor hovedpersonen Robert overtager en telefon, som bliver hjemsøgt af opkald fra døde mennesker. Og nu jeg tænker over det, så var jeg faktisk også ganske godt underholdt af ’La petite mort’, hvor et ægtepar eksperimenterer med et stof, som efterlader brugeren i en totalt pacificeret og dødlignende tilstand i en halv time, hvor partneren så kan bruge kroppen, som han/hun lyster.

Den eneste historie, der slet ikke fungerede for mig, var ’Fortsættelse til et eventyr’, hvor forfatteren er inviteret op til slottet for at interviewe kongen og dronningen. Jeg syntes, at den historie var ret kryptisk, og fortællemæssigt fangede den mig slet ikke.

Der er ikke mange, der mestrer at skrive spændende og skarpe noveller, men det gør Lars Ahn. Det er en sand fornøjelse at opleve, hvordan en forfatter med få virkemidler kan få gåsehuden frem på armene, mens man begynder at smile, når man dykker ned i de finurlige fortællinger, han skriver.

Graceling

Månedens to-read-bog er ‘Graceling’ af Kristin Ashore. Det er en bog, der har stået min liste i fire år og som jeg kun har hørt godt om. Det er samtidig også en bog, som jeg som udgangspunkt burde kunne lide, da hovedpersonen er en badass ung kvinde, som arbejder som lejemorder for kongen. Lyder det bekendt? Det er i hvert fald et oplæg, som har præget flere fantasyserier de senere år – blandt andet den meget populære ’Throne of Glass’, som dog ikke lige var noget for mig.

Men tilbage til ’Graceling’. Her er hovedpersonen Katsa, som lever i en verden, hvor en række mennesker er graced med en særlig evne. Det kan være evnen til at forudsige vejret eller evnen til at overtale andre. Katsas grace er evnen til at dræbe. Hun arbejder for sin onkel Randa, som sætter hende til at true de mennesker, som skylder ham penge eller på anden måde irriterer ham. Men Katsa bryder sig ikke om dette arbejde, og da hun samtidig bliver involveret i opklaringen af en kidnapning, bliver det startskuddet til et eventyr, der bringer hende ud på en farefuld færd.

Der gik et godt stykke tid, før historien for alvor fangede mig. Det var faktisk først omkring midtvejs, at der kom en god rytme i fortællingen, som samtidig tog en interessant drejning. Indtil da virkede historien lidt kluntet og personerne overfladiske, men da fortællingen begyndte at tage fart, kom der også meget mere kød på personerne.

Katsa er en interessant person, men hun virkede ufærdig og karikeret i starten. Jeg savnede dybde, men det kom undervejs i takt med, at hun udviklede sig. Her så man pludselig nogle ret sympatiske sider af hende – ikke mindst i samspillet med Bitterblue.

Jeg kunne godt lide, at en række mennesker havde en særlig evne – grace – og hvordan det ikke nødvendigvis var misundelsesværdigt. Katsa er et godt eksempel på, hvordan ens evner kan misbruges af andre og hvor få venner, man har som graced.

Hele kærlighedsdelen var… ikke lige mig. Det var først til allersidst, at jeg syntes, det fungerede, for selve optakten blev overfladisk og kejtet. Til gengæld var afslutningen ganske fin og knapt så Hollywood-agtig, som mange slutninger i ungdomsbøger ellers kan være.

Alt i alt endte ’Graceling’ med at vinde mit hjerte trods en kluntet og kedelig start. Den er ikke særlig nyskabende, men det er en udmærket letlæselig fantasyserie, og den foregår i en verden, jeg gerne dykker ned i igen. Jeg regner derfor bestemt med at læse videre i serien, som skifter hovedperson til næste bog.

Jeg vil give dig verden

Selvom jeg for nylig skrev, at jeg plejer at undgå lange lydbøger, så har jeg faktisk lige hørt en af slagsen – nemlig ’Jeg vil give dig verden’, der er skrevet af Chufo Lloréns. Det er en historisk-inspireret roman, der foregår i Barcelona og omegn i 1000-tallet. Bogen har to historieforløb. Det ene handler om forelskelsen mellem greven af Barcelona og fruen til Toulouse. De er begge gift, men ikke med hinanden, men de drages mod hinanden og kæmper for at kunne blive forenes. I det andet forløb – som også er det, der fylder mest – følger vi Marti Barbanys udvikling fra søn af en bonde til respekteret handelsmand. Han forelsker sig i den unge kvinde, Laya, hvis stedfar dog ikke ønsker, at de to unge skal gifte sig. Han vil hellere have Laya for sig selv, og hans kærlighed til steddatteren udvikler sig snart i en katastrofal retning.

Historien føltes lidt tung og træg i starten, men da jeg først havde læst mig varm (eller lyttet hedder det vel i dette tilfælde), så endte det med at være en udmærket oplevelse. Fortællingen lider lidt under at være noget langtrukken – man kunne med fordel have skruet op for tempoet og ned for sideantallet, for det er en meget tyk bog på omkring 850 sider og dermed over 23 timers lydbog. Den er lidt for lang i forhold til selve historien, og det trækker desværre ned i det samlede billede.

Men bortset fra længden så er fortællingen interessant. Jeg kender ikke nok til de virkelige begivenheder til at kunne vurdere, hvor meget forfatteren selv har digtet, men da jeg læste bogen som underholdning og ikke som et historisk korrekt billede, betød det ikke det store for mig.

Af de to hovedhistorier var det fortællingen om Marti, der klart fangede mig mest. Det hemmelige forhold mellem greven og fruen var kuriøst, men som personer sagde de mig ikke noget. Til gengæld var Martis udvikling og ikke mindst forelskelse en fin historie, der blev meget dramatisk, da hendes stedfar begyndte at blande sig. Og her må jeg sige, at forfatteren i den grad fik skabt et sandt monster – det er nærmest umuligt ikke at hade stedfaren af hele sit hjerte. Jeg kom til at tænke på ’Jordens søjler’, hvor Ken Follett også fik skabt en skurk, der i den grad var let at føle afsky over for, men jeg synes faktisk, at stedfaren i ’Jeg vil give dig verden’ er en mere interessant person end Folletts kendte skurk. Gang på gang forsøger stedfaren at forpurre andre folks lykke, og han er så gennemført ondskabsfuld og udspekuleret, at man virkelig håber, det vil gå ham ilde.

Ser man bort fra stedfaren så var der dog plads til forbedringer i forhold til persongalleriet. Mange af personerne savnede nuancer og virkede ikke som levende væsner. Der var derfor alt for mange fyld-personer i forhold til, at de fleste af dem ikke skilte sig nævneværdigt ud fra hinanden.

’Jeg vil give dig verden’ er en historie, hvor der er masser af intriger, forviklinger og bristede drømme. Læseoplevelsen trækkes dog ned af det langsomme tempo og det lidt vage persongalleri, men som ønsker du en stille og rolig fortælling, mens du pusler rundt i sommerhuset eller haven, så er dette en udmærket bog.

Når en drage drager ud

SPONSORERET

Nu læser jeg sjældent børnebøger, men når jeg bliver kontaktet og spurgt, om jeg vil læse en børnebog med rim om monstre, så bliver jeg nysgerrig. Bogen ’Når en drage drager ud’ er sendt via forlaget Calibat, hvor Mads L. Brynnum har skrevet digtene og Mads H. Johansen har stået for illustrationerne. De har taget udgangspunkt i en række overnaturlige væsner såsom trolde, vampyrer og poltergejst, men har også fået plads til de knapt så kendte helheste og lindorme.

Som voksen er det hyggelig læsning, for selvom der er mange skræmmende væsner med, så er tonen let og ligetil, mens flere af monstrene blandt andet fortæller om de udfordringer, de har. Det er bestemt ikke let at være monster, næ nej.

Samtidig er der en god rytme i mange af digtene. Et par af dem er lidt tunge og knudrede, men overordnet set nogle ganske sjove og underfundige rim. De tilhørende illustrationer svinger mellem at være dystre og alvorlige og over til det lidt mere gakkede.

Jeg er lidt i tvivl mht. hvilken aldersgruppe, bogen henvender sig til. Måske fra 6-7 års alderen og opefter? Det kommer selvfølgelig an på, om barnet interesserer sig for monstre, for det må nærmest være en forudsætning for at læse denne bog. Men så tror jeg også, at de flest monster-elskende børn ville mene, at det var en sjov og (u)hyggelig bog.

Last Argument of Kings

Så fik jeg endelig læst ’Last Argument of Kings’, der er sidste del i ’First Law’-trilogien. Jeg har tidligere anmeldt ’The Blade Itself’ og ’Before They Are Hanged’. Serien af skrevet af Joe Abercrombie.

Jeg vil ikke gå i detaljer med handlingen i bogen, da det vil afsløre for meget i forhold til de foregående, men jeg vil belyse de gode og dårlige ting ved bogen samt serien som helhed.

Først og fremmest er ’Last Argument of Kings’ en rigtig god bog. Jeg synes, at der er langt mere fremdrift og karakterudvikling i denne bog i forhold til de foregående – især hvad angår Jezal og Glokta. Desværre var Nine-Fingers kapitler i første halvdel af bogen ikke særlig spændende, og selvom han indgår i nogle ret actionpacked scener midtvejs i bogen, så synes jeg, at han glider lidt i baggrunden i forhold til de andre. Det gør ikke nødvendigvis noget – Jezal, som jeg ellers ikke fandt særlig interessant, vokser i den grad som menneske, og Glokta bliver ved med at overraske og fascinere.

’First Law’-seriens styrke er helt klart dens tre hovedpersoner, men persongalleriet er det hele taget mangfoldigt og spændende. Jeg elsker for eksempel, at den unge kønne kvinde, Ardee, ikke er den klassiske pæne pige men er temmelig drikfældig. Og at den smukke dronning Terzel også har nogle overraskende sider. Det er nogle helt andre typer end dem, man typisk møder i fantasy, og det er virkelig dejligt at opleve.

Jeg elsker også humoren i bøgerne. Den bidende sarkasme og de skæve øjeblikke, hvor man griner over de absurde situationer, som hovedpersonerne ender i. Det overskygger på ingen måde alvoren men sætter den ofte i relief.

Jeg kunne godt lide de to første bøger i serien, men der var også ting, jeg savnede i de to. I ’Last Argument of Kings’ spillede alt dog sammen, og den var en aldeles fremragende slutning på en ganske interessant fantasy-trilogi. Jeg har fået mod på at læse mere af Joe Abercrombie, så nu overvejer jeg, om jeg skal læse flere af de bøger, han har skrevet i samme verden.

Happy Nation

SPONSORERET

Jeg fik denne bog tilsendt af Science Fiction Cirklen for 1½-2 måneder siden men har ventet med at læse den indtil denne måned, da ’Happy Nation’ passer godt ind i mit sci-fi tema, som jeg kører de næste tre måneder. Bogen er skrevet af Christian Kaarup Baron og er forfatterens første.

’Happy Nation’ foregår i 2054, hvor verden ser noget anderledes ud end i dag. Store naturkatastrofer har ændret landet, så flere områder er oversvømmet, og hvor man absolut ikke skal vove sig ud, hvis der udbryder stormvejr. Samtidig er verden elektrificeret i en grad, hvor der er teknik indarbejdet i alt – selv menneskenes hjerner, hvor der nu sidder hjerneimplantater. I centrum af fortællingen finder man politikommissær Kobani, som bliver sat på en mystisk sag, hvor en døende kræftpatient bliver myrdet. Der er et eller andet, der ikke stemmer, og da Kobani graver dybere i sagen, støder han straks på lukkede døre og tavshed. Hvad er det, man prøver at skjule?

Persongalleriet i denne bog er lidt usædvanligt, og det er en befriende afveksling fra de stereotyper, der ofte optræder i krimier. Hovedpersonen er en mand med anden etnisk baggrund end dansk, mens en af hans nærmeste kolleger er en kagefrådende kvinde. Det er to typer, man vitterlig ikke ser særlig ofte i krimier. Desværre er der ikke gjort særlig meget ud af personudviklingen, så de kommer desværre begge til at virke karikerede, og hvor det især er Kobanis dårlige, klodsede sprog, der virker utroværdigt. Samtidig overtælles fortællevinklen ofte af pigen Poppy, som man ikke får så megen information om. Hendes tankespind er forvirrende og indforstået, hvilket i første omgang var spændende, men efterhånden blot blev et irritationsmoment.

Sci-fi er en genre, hvor alt vitterligt kan ske, og det er derfor svært at sige, at noget er realistisk eller ej. Jeg synes dog godt, at man kan tale om troværdighed i fiktive verdener, og på det punkt halter ’Happy Nation’ på flere områder. Der er blandt andet mange referencer til tekniske opfindelser, der er topmoderne i dag, men som sandsynligvis er erstattet af noget andet til den tid. Her måtte forfatteren godt have været mere vovet og have opfundet nogle maskiner, der kunne tydeliggøre, hvordan teknologien havde udviklet sig. I stedet bliver megen af udviklingen i 2054 perspektiveret ud fra den nutid, vi kender, og den sammenligning virker kunstig og unødig.

Jeg savner også en grundig korrekturlæsning af bogen, der lider under en hel del stavefejl og manglende kommatering. Fejlene virkede ekstra pudsige, da historien er suppleret af en række lange citater fra eksisterende videnskabelige tekster eller fremtidige kilder, som forfatteren selv har opfundet. Teksterne skal give bogen en intellektuel vinkel, men det falder desværre til jorden, når bogen mangler korrekturlæsning.

Jeg kan rigtig godt lide dilemmaet i historien – at menneskene en dag har implantater i hjernen, som på den ene side hjælper dem i hverdagen, men som også kan hackes og styres af forbrydere eller regeringer, som ønsker at nedbryde menneskets fri vilje. Det er i den grad et horrorscenarie, som enhver bør frygte, og det er også en rigtig interessant og fascinerende idé til en bog. Desværre bliver ideens potentiale ikke fuldt udnyttet. Selve krimidelen fungerer sådan set fint, mens sci-fi-delen desværre halter noget, ligesom både persongalleriet og den manglende korrekturlæsning trækker ned i det samlede billede.

The Girl Who Fell Beneath Fairyland an Led the Revels There

Jeg læste ‘The Girl Who Fell Beneath Fairyland an Led the Revels There’ i forbindelse med eventyrtemaet i sidste måned. Det er efterfølgeren til ‘The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship of Her Own Making’, som jeg læste sidste år. Jeg havde glædet mig til at læse bogen, for selvom den første bog ind imellem var lidt snørklet, så var den også ganske charmerende.

Da denne bog er en efterfølger, bringer jeg ikke et resumé af handlingen men i stedet blot min mening om selve bogen.

Jeg må desværre indrømme, at denne bog slet ikke levede op til den første bog. Historien fængede ikke rigtig, og ind imellem trak den også i langdrag. Der manglede simpelthen kød på handlingen, og selvom bogen sprogligt set var smuk og dragende, så savnede jeg ganske enkelt indhold.

Slutningen var dog god – der var skruet op for tempoet, og der skete virkelig noget – men det opvejer desværre ikke, at jeg langt henad vejen kedede mig, da jeg læste den.

Jeg må desværre konkludere, at jeg nok ikke får læst videre i denne serie.