Drømmer androider om elektriske får?

I anledning af mit sci-fi-tema mente jeg, at det var meget passende at genlæse en klassiker – nemlig ‘Drømmer androider om elektriske får?’, der er skrevet af Philip K. Dick. Det er bogen, som senere blev brugt som oplægget til filmklassikeren Bladerunner.

Bogen handler om Rick, der lever på Jorden i en fremtidsudgave af 1992, hvor en altødelæggende krig har udslettet det meste liv på planeten. De fleste mennesker er rejst til andre planeter, men få er – som Rick – blevet tilbage. Rick er ret påvirket af, at han kun har et elektrisk får som kæledyr. Han synes, at det er pinligt, for der ville være langt mere prestige i at have et levende får, men det er ret dyrt i en verden, hvor mange dyrearter er uddøde. Rick forsøger derfor at tjene ekstra ved at være yderst effektiv i forbindelse med sit arbejde som dusørjæger. Han jagter androider, der er undsluppet fra Mars og nu gemmer sig på Jorden, men det er et farligt job, for andrioderne er ikke just interesseret i at lade sig indfange frivilligt.

Da jeg læste bog i sin tid – for mange år siden – syntes jeg, at det var en pudseløjerlig ramme for en historie, fordi det et eller andet sted virker grotesk at forestille sig en verden, hvor man har elektriske dyr som kæledyr. Men hele ideen om elektriske versus levende kæledyr bliver også brugt til at afgøre, om personen foran dig er et menneske eller en androide. Alle ved jo, at maskiner ikke kan have følelser – eller kan de? Hvad hvis de rent faktisk kan lære det? Hvad afskiller dem så fra menneskene?

Menneskeheden har længe været fascineret og skræmt ved tanken om, at maskinerne en dag bliver klogere end os og kan overtage verden. Det er en frygt, der kun bliver mere og mere relevant disse år, hvor der tales meget i medierne om, at robotterne overtager mange jobs – ikke kun på fabrikkerne men også med vidensarbejde, hvor man indtil nu har haft brug for mennesker til at løse opgaverne. Og så dukker spørgsmålet op igen – hvilke begrænsninger skal vi sætte for kunstig intelligens? Skal vi sætte nogen overhovedet? Og hvad sker der, når robotterne bliver klogere end os?

Historien er ret simpel, og det er heller ikke en særlig tyk bog, men jo mere, man dykker ned i den, jo mere har den at byde på, for den stiller nogle vigtige og tankevækkende spørgsmål. Det er en bog, man sagtens kan læse flere gange og som man også bør have læst mindst én gang. Det gælder ikke at have set filmversionen (selvom jeg nu elsker Bladerunner og synes, at den på en række punkter er bedre end bogen), for jeg synes, de to medier kan nogle ret forskellige ting.

Jo’s Boys

Jeg har endelig fået læst ’Jo’s Boys’ af Louisa May Alcott. Det er fjerde bog i ’Little Women’-serien, og jeg har tidligere anmeldt ’Little Women’ og ’Good Wives’.

Jeg vil ikke gå så meget i detaljer med handlingen for ikke at røbe for meget fra de foregående bøger, men her er mine tanker om ‘Jo’s Boys’ i forhold til de to første bøger i serien.

Disclaimer: Da jeg læste bogen, troede jeg, at det var den tredje bog i serien. Faktisk er det den fjerde bog, for jeg overså, at ‘Little Men’ lå mellem ‘Good Wives’ og ‘Jo’s Boys’. Det gør dog ikke den store forskel i forhold til min læseoplevelse, da mine kritikpunkter ikke handler så meget om den (manglende) tid mellem de første bøger og så den, jeg lige har læst.

’Jo’s Boys’ var desværre ikke en bog for mig. Hvor ’Little Women’ var charmerende naiv, og ’Good Wives’ var en fin og mere balanceret fortælling, så følte jeg, at ’Jo’s Boys’ var en noget andet bog. Det hænger i høj grad sammen med, at småpigerne er blevet voksne, og at fokus i denne bog slet ikke er dem men Jos sønner. Det kan man naturligvis også regne ud, når man ser titlen, men det betød en hel del for stemningen i bogen. Den manglede den charme og naivitet, som første bog sprudlede af, og så fandt jeg heller ikke drengene/mændene nær så interessante. Bogen bærer i det hele taget præg af, at den er ‘endnu en bog i en serie’ frem for at boble af originalitet og fortælleglæde.

Jeg var glad for, at forfatteren havde gjort en del ud af at pointere, at piger også kan tage sig en uddannelse som for eksempel læge (Nan), men det blev dog ødelagt at kommentarer som “With the natural perversity of her sex Josie ceased to be curious the moment she was told to read it…”. Jeg kan bare ikke klare, når mennesker bliver tillagt bestemte værdier eller evner på grund af deres biologiske køn. Argh!

Men alt i alt desværre ikke bog for mig. Jeg har overvejet, om jeg skal læse ‘Little Men’ på et tidspunkt, men jeg tror, jeg vil lade være. Jeg synes, at de to første bøger var gode, men jeg kunne også mærke, at så snart forfatteren bevægede sig væk fra de oprindelige hovedpersoner, så tabte jeg interessen for historien, og fortællingen mistede sin charme, så jeg tvivler ærlig talt på, at ‘Little Men’ vil være noget for mig.

The Girl of Ink and Stars

Jeg må indrømme, at jeg blev draget af den smukke forside til ’The Girl of Ink and Stars’. Ikke kun på grund af den fine illustration men også på grund af den magiske og dragende titel. Den lød som en rigtig sommerferie-bog, så den havde jeg naturligvis taget med på ferien.

Bogen er skrevet af Kiran Millwood Hargrave og handler om den fattige pige Isabella, der bor på en ø, hvor der er stor forskel på rig og fattig. Hun er i al hemmelighed venner med guvernørens datter, Lupe, men deres venskab bliver udfordret, da Lupe vælger at sende en pige ud til en plantage for at hente frugt. Pigen vender dog ikke tilbage, men man finder senere hendes lemlæstede lig. Isabella anklager rasende Lupe for at være skyld i pigens død, og Lupe stikker såret af for at prøve at finde morderne og gøre alt godt igen. Det er starten på en rejse ud i vildnisset, hvor sære monstre hersker, og hvor mennesker ikke bør sætte deres fødder.

Da jeg gik i gang med denne bog, håbede jeg, at den havde lidt af den samme magiske stemning som ’Tiger Lily’, og det havde den faktisk også i starten. Bogen foregår på en mystisk og frodig ø, hvor onde kræfter hersker i det skjulte, og jeg så frem til en spændende og forunderlig fortælling. Desværre levede bogen ikke op til dette. Starten var god, men der gik ikke lang tid fra, at Lupe forsvandt, og Isabella rejste efter hende, til at historien blev mere og mere mærkelig – og ikke på den gode måde.

Det er svært at sætte fingeren præcist på, hvad der gik galt overvejs. Det virkede som om, at historien fuldstændig skiftede stil, og den mystiske stemning blev erstattet af noget andet. Jeg syntes desværre ikke, at den myte, som resten af bogen handlede om, var indarbejdet særlig godt i historien, og det virkede i det hele taget som om, at forfatteren ikke kunne blive helt enig med sig selv om, hvad det var for en bog, som personen ville skrive. Den ville for meget på én gang, og derfor faldt den fra hinanden.

Slutningen er fin men også rimelig forudsigelig, og jeg sad derfor tilbage med en oplevelse af, at her var potentialet til en rigtig fin historie, som bare ikke blev udnyttet særlig godt.

Fortællingen om dengang Xu Sanguan solgte sit blod

Jeg trængte til at lytte til nogle korte lydbøger i ferien, og her faldt jeg over ‘Fortællingen om dengang Xu Sanguan solgte sit blod’ af Yu Hua hos Ereolen. Det er historien om den unge mand Xu Sanguan, der opdager hvor mange penge, man kan tjene ved at sælge sit blod. Han bruger en del af pengene på at invitere byens smukkeste kvinde ud, men da hun ikke falder for hans charme, beslutter han sig i stedet for at bruge resten af pengene på at udkonkurrere hendes kæreste, He Xiaoyong. Årene går, og de får tre drenge, men folk i byen mener, at det ikke er Xu Sanguan, der er far til den ældste af drengene – men i stedet He Xiaoyong. Der udbryder en voldsom fejde mellem de to, og samtidig udbryder der hungersnød i landet. Xu Sanguan ser ikke anden udvej end at atter sælge blod, og snart er det en løsning, han tyr til oftere og oftere.

Dette er en tragikomisk fortælling om landsbylivet i Kina. Den giver et fint indblik i de intriger og problemer, der let opstår i mindre samfund, og den er skrevet på en måde, så jeg flere gange kom til at le, når personerne rodede sig ud i tåbelige og pinlige situationer. Jeg fik lidt dårlig samvittighed, for det var ikke sjovt for dem, men det var skrevet så syrligt, at det var tydeligt, at forfatteren heller ikke altid fandt dem særlig kløgtige.

En del af handlingen er ret forudsigelig, men jeg synes ikke, at det ødelægger fornøjelsen ved at læse bogen. Det er en fin og lærerig lille fortælling, som jeg godt kan anbefale.

Nye bøger i august

I starten af august købte jeg en pakke bøger hos Saxo. Det var primært sci-fi-bøger til at supplere mit igangværende læsetema, men der sneg sig også to horrorbøger ind, som jeg skal bruge til efterårets læsetema. Jeg endte med at købe følgende bøger:

‘We are the Ants’
‘Wool’
‘Replay’
‘Shadow Over Avalon’
‘Rise’
‘Locke and Key 2’

Efter en uge besluttede jeg mig dog også for at købe nogle bøger, jeg skal bruge til efterårs-læsetemaet, så det blev også til:

‘Parasite’
‘Croak’
‘Alice in Zombieland’

Læg lige mærke til, hvor blank og skinnende ‘Croak’ er – det overraskede mig 🙂

Har du købt noget spændende i denne måned?

The Territory

I løbet af sommerferien i Frankrig brugte jeg en del tid i poolen, så den skulle naturligvis også med på en af bogbillederne 🙂

Nå, spøg til side. ‘The Territory’ er skrevet af Sarah Govett og er første del i en dystopisk serie. Bogen foregår i 2059 og følger den 15-årige Noa, der – ligesom sine jævnaldrende – er ved at gøre sig klar til de sidste prøver. De prøver, der skal vise, hvem af dem, der får lov til at blive i den lille del af området, der ikke er oversvømmet, og hvem af dem, der ender med at blive jaget ud i sumpen. Det er selvfølgelig let for de rige børn, som blot kan downloade hele pensum via en elektronisk ‘node’ i deres hjerne, mens de andre børn må terpe hårdt. Noa håber på at klare sig igennem, men da hendes forældre ikke ønskede, at hun skulle opereres i hjernen, ved hun godt, at chancerne ikke er store.

Dette er på mange måder en klassisk ungdoms-dystopi. En helt almindelig pige skal klare sig igennem en prøve i et samfund, hvor der er social ulighed, og hvor oprøret ulmer under overfladen. Samtidig forelsker hun sig i en mystisk fyr, der netop er kommet til skolen, mens hendes bedste ven har svært ved at acceptere det. Der er egentlig ikke så meget nyt til denne genre, men hvis du kan lide ovenstående koncept, vil du sandsynligvis også kunne lide ‘The Territory’.

Jeg syntes, at rammen for fortællingen – den oversvømmede verden – var det mest interessante, men desværre havde forfatteren ikke gjort så meget ud af den, som jeg havde håbet. Jeg ville gerne have dykket (sorry) mere ned i verdensbeskrivelsen, men jeg syntes desværre, at vi kun blev ved overfladen (dobbelt sorry).

Jeg var ok underholdt, men så heller ikke mere. Historien er fint fortalt, men jeg har hørt den adskillelige gange før, og jeg savnede virkelig overraskelser undervejs. Det er som sagt første bog i en serie, og pt. regner jeg ikke med at læse de næste bøger.

 

Jagthundene

Under den nys overståede sommerferie fik jeg også læst en krimi – nemlig ‘Jagthundene’ af Jørn Lier Horst. Det var en bog, jeg havde fundet i bogtræet nogle måneder inden, og jeg tænkte, at det var meget passende med lidt krimilæsning i løbet af sommerferien.

‘Jagthundene’ er den ottende bog i serien om efterforskningslederen William Wisting. Man kan dog sagtens læse denne uden at have læst de foregående bøger. I ‘Jagthundene’ bliver en 17 år gammel sag genoptaget, da det viser sig, at beviserne mod gerningsmanden sandsynligvis er falske. William Wisting var efterforskningsleder på den sag, og han kommer derfor hurtigt i politiets søgelys. Det falder på et ret uheldigt tidspunkt, da der samtidig forsvinder en ung kvinde, og der opstår en mistanke om, at det kan være en serieforbryder, der er på spil. Kan William finde frem til forbryderen? Eller bliver det hans datter Line, som arbejder som journalist, der først kommer på sporet af bortføreren?

‘Jagthundene’ var en ganske god krimi. Den har en meget troværdig ramme, og det rolige tempo gør, at dette sagtens kunne være en forbrydelse, der havde foregået i virkeligheden. Her er ikke tale om superpsykotiske og sadistiske forbrydere som i Chris Carters bøger (de er nu også gode, det er slet ikke det) men om et drama, der kunne finde sted i Skandinavien.

Jeg er normalt ikke til krimier, hvor journalister optræder som detektiver, men jeg synes nu, at forfatteren slipper meget godt fra at inddrage en journalist så meget i handlingen. Hun er måske lidt heldig undervejs, men det fungerer fint, og forholdet mellem far og datter er også med til at skabe et sympatisk makkerpar i opklaringsarbejdet.

Det er ikke en krimi, hvor jeg sidder og bider negle i ren spænding undervejs – så dramatisk eller actionpacked er den ikke. Der er en fin fremdrift i historien, og der er skam også nogle dramatiske scener, men det er ikke en historie, der på nogen måde ryster mig. Det er dog ikke en kritik – jeg syntes, det var forfriskende at læse en god, solid og jordnær krimi, og jeg var fint underholdt undervejs.

Linda og Valentins samlede eventyr 1

SPONSORERET

I sidste uge var der premiere på Valerian, der er en filmatisering af (nogle af) Linda og Valentin-albummene. Den skulle jeg naturligvis se, men inden da måtte jeg også lige genopfriske verdenen, og det kunne jeg meget passende gøre med første bind i ‘Rejser i tid og rum’-serien – ‘Linda og Valentins samlede eventyr 1’. Bogen er sponsoreret af Bog & Idé.

‘Linda og Valentins samlede eventyr 1’ er de første tre albums samlet i ét bind – ‘Onde drømme’, ‘Storbyen der druknede’ og ‘De tusinde planeters imperium’. Serien er skabt af Pierre Christin og Jean-Claude Mézières og blev afsluttet i 2008, hvor serien da havde 21 albums og 40 år på bagen.

Linda og Valentin-serien er en pionér inden for sci-fi-genren, og det er ret tydeligt, at mange andre sci-fi-værker har ladet sig inspirere af denne verden. I forordet til denne bog er der en lang række eksempler på, hvordan Star Wars er kraftigt inspireret af Linda og Valentin. Det er ret sjovt at se, hvor mange sammenfald, der er, for jeg tror, der er mange, der ikke ved, hvor mange detaljer ved Star Wars, der er lånt fra Linda og Valentin.

At læse ‘Linda og Valentins samlede eventyr 1’ var først og fremmest et hyggeligt gensyn med en elsket verden og to meget charmerende hovedpersoner. Det er en smuk, dragende og fantasifuld verden, som serien foregår i, men det kommer dog ikke helt til udtryk i de første albums, hvor Valentin tager på en række tidsrejser, der bringer ham til forskellige perioder af Jordens historie. Af samme grund synes jeg ikke, at de tre første historier er de bedste blandt seriens albums, men det er bestemt interessant at få noget baggrundsviden om de to hovedpersoner. Tegningerne er smukke og til tider ret detaljerede, men det er dog også tydeligt, at dette er starten på serien, og at skaberne derfor lige skal finde deres helt egen stil.

Jeg kan virkelig godt lide humoren i serien og i særdeleshed samspillet mellem den kække spradebasse Valentin og den fornuftige og dygtige Linda. De er et virkelig godt makkerpar, som giver et godt drive til historien.

Mange sci-fi-bøger bygger på en kritik af det politiske system, og Linda og Valentin-serien er ingen undtagelse. Der er en helt klar skepsis over for undertrykkende samfund og et ønske om en mere forsonende og human indstilling. Det er meget sympatisk, men fortællestilen gør det tydeligt, at denne serie har 50 år på bagen. Der er ganske enkelt steder, hvor serien kommer til at virke lidt bedaget. Jeg synes ikke, det gør så meget – serien er jo gammel, og det er helt klart en af de sci-fi-serier, der bærer det pænt. Men nu glæder jeg mig også blot endnu mere til at læse videre i serien, da jeg ved, at nogle af de følgende albums er bedre skrevet.

Og så lige et kort hop tilbage til filmatiseringen – Valerian. Hvis du vil se filmen, vil jeg kraftigt anbefale, at du læser nogle af seriens albums først. Ikke nødvendigvis de to første historier i dette bind – det vil muligvis blot virke forvirrende – men helt sikkert den tredje historie, da filmen delvist bygger på dette album. Filmen er fantastisk flot – visuelt uovertruffen og meget i stil med Linda og Valentin-verdenen. Til gengæld er hovedpersonerne rædselsfulde og passer slet ikke til de oprindelige figurer. Skuespillerne ligner tværtimod castingen til en Twilight-spin-off – alt for unge, alt for mutte og alt for simple. De computeranimerede personer i filmen er mere udtryksfulde og charmerende end de to hovedpersoner – tilsammen! Så – hvis du vil se filmen, skal du gøre det for at nyde en smuk og fantasifuld film – ikke for at få et indtryk af de to hovedpersoner, for det er ret misvisende i filmen.

Summerlost

Har jeg læst denne bog delvist på grund af titlen? Ja! Men jeg syntes nu også, at oplægget lød som en fin lille historie, der ville passe godt som underholdning på turen til Frankrig her i sommerferien. For at spare lidt plads i kufferten lånte jeg nemlig nogle bøger via Ereolen Global, og det blev blandt andet til ‘Summerlost’ af Ally Condie.

‘Summerlost’  handler om den 12-årige pige Cedar, der flytter til et nyt hus sammen med sin mor og ene bror, netop som sommerferien starter. Det er den første sommer, siden hun mistede sin far og den anden bror, og det præger stemningen i huset. Cedar når dårligt at flytte ind, inden hun møder drengen Leo, som arbejder på teaterforestillingen, der kører i byen hele sommeren. Han skaffer Cedar et job på teatret og snart også en ekstra tjans på hans hemmelige rundvisningsprojekt. Leo afholder nemlig hemmelige rundvisninger for de særligt dedikerede teaterfans, selvom det nok ikke er noget, som teaterledelsen vil se positivt på, men Cedar vil gerne med.

Dette er en fin og enkel historie om venskab og savn. Om Cedar og Leo, der hurtigt bliver bedste venner, men også om Cedars tanker om faren og broren, der begge døde i en trafikulykke. Det er ikke en historie, der gør ondt på samme måde som for eksempel ‘The Shock of the Fall’, men der er ingen tvivl om, at Cedar savner både faren og broren. Jeg var dog lidt i tvivl om, hvad forfatteren ville med historien, men måske er det først og fremmest historien om en familie, der holder sammen og formår at leve videre og skabe et nyt liv, selvom de har måttet sige farvel til deres elskede.

Settingen med teatret var en rigtig god idé, da det giver et strejf af mystik og drømmeri til historien, men her er jeg måske også lidt farvet af ofte at have set teaterforestillinger i det fri om sommeren, da jeg var barn (og det er der altså noget magisk over). Der var i det hele taget ret meget sommerferie-stemning over bogen, og jeg vil derfor anbefale, at du læser den netop på denne tid af året.

Men ellers er der ikke så meget at sige om bogen. Det er en fin og hurtigt læst ungdomshistorie, og det er et udmærket valg, hvis du savner lidt let underholdning i sommerferien.

Verdensfortællerne

SPONSORERET

Jeg medbragte denne bog på ferien til Frankrig, da jeg tænkte, at det ville være godt med en hurtiglæst sci-fi-bog midt i sommerheden. Jeg fik bogen tilsendt af forlaget for et stykke tid siden og havde gemt den netop til at kunne tage med på ferien, hvor jeg foretrækker at medbringe paperbacks og e-bøger.

‘Verdensfortællerne’ er skrevet af Dan Mygind og handler om forfatteren Christian, der har lagt sidste hånd på udkastet til sin første bog, ‘Verdensfortællerne’. Debutromanen er inspireret af en række begivenheder, hvor blandt andet forskere er døde under mystiske omstændigheder, og der er nogle kontroversielle pointer i bogen. Christian kæmper med at få den udgivet, og han bliver naturligvis glad, da der er en forlagsdirektør, der viser interesse for bogen. Men derefter begynder problemerne at eskalere, for der er tilsyneladende mennesker, der er meget interesserede i at stoppe udgivelsen af bogen, og Christian ved snart ikke, hvem han kan stole på.

Omdrejningspunktet for historien er en klassisk problematik – hvordan teknologi kan styre mennesket – men det er ikke desto mindre en ganske relevant og til alle tider skræmmende tanke at lege med. ‘Verdensfortællerne’ foregår i en enkel sci-fi-verden, der ligger tæt på nutiden, og hvor der ikke introduceres et hav af nye opfindelser. Det passer fint til fortællingen, da der så er mere plads til at opbygge en intens stemning.

Første halvdel af ‘Verdensfortællerne’ fungerede ganske fint. Mystikken begyndte at brede sig, og det var tydeligt, at der foregik noget bag linjerne. Desværre syntes jeg ikke, at anden halvdel havde samme flow. Der var en række hop i tiden, som blev mere og mere forvirrende, og selvom det sandsynligvis var meningen langt hen ad vejen – for at understøtte mystikken og den let paranoide stemning – så blev det også frustrerende på en ærgerlig måde. Flere gange virkede det som en unødig gimmick og var kun med til at bryde fortælleflowet. Det betød desværre også, at jeg sad bagefter og savnede en form for facit. Der var noget uforløst over historien, og da man i slutningen får forklaret, hvordan en del af tingene hænger sammen, så var jeg desværre ikke helt overbevist. Der manglede lidt en ahaa-oplevelse.

Sprogligt set er bogen til tider lidt flad. Jeg savnede et mere nuanceret sprog – især i dialogerne – men omvendt gør den enkle skrivestil også bogen hurtig at læse. Teksten kunne dog godt have brugt til en ekstra korrekturlæsning.

Samlet set en bog med et fint præmis, men hvor historien desværre kommer til at halte lidt i takt med, at der hoppes flere gange i tiden, og den røde tråd bliver til et garnnøgle.