Jorden rundt på 80 dage

I løbet af de sidste par år har jeg læst eller genlæst en række klassikere – senest ’Drømmer androider om elektriske får?’. Især genlæsningerne er interessante, for er bogen lige så god som mindet om den?

Jeg har netop lyttet til ’Jorden rundt på 80 dage’ som lydbog, der i sin tid blev skrevet af Jules Verne. Historien foregår i 1873 og handler om rigmanden Phileas Fogg, der indgår et vovet væddemål om, at han godt kan rejse Jorden rundt på 80 dage. Der er mange penge på spil – 20.000 pund, som dengang var et uhyrligt højt beløb – men der er selvfølgelig også æren. Phileas og hans tjener Jean Passepartout skal dog ikke kun kæmpe mod tiden men også en lang række hindringer på deres rejse – for eksempel anklager om bankrøveri og en mulig arrestation.

’Jorden rundt på 80 dage’ er en kendt og elsket historie, som jeg både har læst som barn og har set adskillelige filmatiseringer af gennem årene. Den er – til tider – temmelig hæsblæsende fremstillet på film, men jeg syntes dog, at tempoet var noget mere afdæmpet i den originale tekst. De to rejsende har selvfølgelig stadig travlt, men det er dog også tydeligt, at historien er skrevet i en anden tid, hvor det ikke var muligt at rejse hurtigt med fly og bil. Det gør det samtidig også til en fascinerende rejse så mange år efter, fordi de transportformer, vi tager som selvfølgelige i dag, ikke var det for knapt 150 år siden.

Jeg synes, det er en fin historie, og det var bestemt et hyggeligt gensyn. Den var dog ikke nær så gribende, som jeg huskede det som – sandsynligvis fordi jeg er blevet påvirket af de mere dramatiske og actionfyldte fortolkninger gennem årene og derfor fandt originalen en anelse for afdæmpet i forhold til dem. Men det er en historie, der bliver ved med at fascinere og som sagtens kan læses igen og igen.

We are the Ants

Ja, jeg faldt for titlen. Den trickede bare et eller andet i mig, som gjorde, at jeg blev nødt til at inkludere den i mit sci-fi-læsetema.

‘We are the Ants’ er skrevet af Shaun David Hutchinton og handler om teenageren Henry, der med jævne mellemrum bliver bortført af rumvæsner. Han forstår ikke helt hvorfor, at de er så interesserede i ham, men de giver ham tilbuddet om at redde Jorden fra at gå under – han skal bare trykke på en rød knap. Det burde være et ret enkelt valg, men sådan er det ikke, for Henry føler ikke, at verden er værd at redde. Hans kæreste, Jesse, begik selvmord et stykke tid forinden, og oveni det bliver han mobbet i skolen. Især Marcus og hans venner er modbydelige, hvilket er endnu mere grotesk, da Marcus samtidig opsøger ham i hemmelighed for at kæle. Og så dukker den hemmelighedsfulde Diego pludselig op og får Henry til at tage sit liv op til genovervejelse. Hvad kan Henry egentlig gøre for at ændre sit liv til det bedre? Og er han interesseret i det, eller vil han bare give op?

Hvis du læser denne bog for at få en fuldfed sci-fi-oplevelse, så bliver du nok svært skuffet. Hvis du til gengæld læser ‘We are the Ants’, fordi du interesserer dig for velskrevne ungdomsbøger, så har du valgt korrekt. Sci-fi-temaet er temmelig sekundært for at sige det mildt – der er vitterlig ikke meget om rumvæsner eller lignende i bogen – men det gjorde mig ikke så meget, for det var en ret god læseoplevelse på andre punkter.

Først og fremmest er der persongalleriet, som var ganske vellykket. Jeg syntes især, at Marcus’ dobbelthed var meget spændende fortalt, for selvom han på ingen måde virkede sympatisk, så var der samtidig noget sårbart over ham, som gjorde, at jeg fik ondt af ham undervejs. Henry var en fin hovedperson, men han var nu først og fremmest interessant på grund af hans familie, der var tilpas quirky til at give ham visse udfordringer men på ingen måde den ultrasnagende og dominerende type, som ellers kan optræde som ’skurke’ i ungdomsbøger. Her var en familie, der trods visse udfordringer faktisk fungerede langt hen ad vejen.

‘We are the Ants’ handler om at turde tro på sig selv og på andre, om kærlighed og håb, om at turde sige fra og være sig selv. Det er kort sagt mange af de essentielle ting, man gennemgår i teenageårene (og til dels også resten af livet), og den er så fint fortalt. En klar anbefaling herfra.

Shadow over Avalon

Jeg kan lige så godt sige det med det samme – jeg havde rimelig høje forventninger til denne bog, ikke mindst fordi den har en rating på over 4 på Goodreads. Bogen er blandt andet bygget på legenden om Arthur. Den kan jeg dog ikke huske så godt, men selve oplægget til bogen lød spændende.

‘Shadow over Avalon’ er skrevet af C. N. Lesley og handler om Ashira, der er prinsesse og kriger i den middelalder-inspirerede verden, og om Arthur, der lever i den teknologisk stærke by under havets overflade. To verdener, der ikke minder særlig meget om hinanden, men som ikke desto mindre mødes. Bogen er primært fortalt i to tidsforløb og følger de to personers udvikling.

Det er lidt svært at komme med et resumé uden at afsløre for meget, men i bund og grund handler historien som sagt om to verdener og to personer. Ashira var klart den, der interesserede mig mest, men desværre skete der noget ret tidligt i bogen, som gjorde, at jeg havde meget svært ved at genkende hende i resten af historien. Det var som at miste forbindelsen til en ven, og det var virkelig frustrerende.

Da jeg først havde ‘mistet forbindelsen’ til Ashira, var det svært at genfinde glæden ved bogen. Der sker for meget undervejs, som jeg ikke bryder mig om – blandt andet seksuelt misbrug – og der er også visse ting, der er lige lovlig forudsigelige (og som ikke relaterer sig til legenden, som historien er inspireret af).

‘Shadow over Avalon’ er den type bog, hvor man bagefter sidder og spekulerer på, om man læste den ‘korrekt’. Jeg føler mig lidt snydt, når jeg læser de begejstrede anmeldelser på Goodreads, for hvad var det, jeg overså? Jeg har overvejet, om jeg skal genlæse den på et tidspunkt, men jeg tror ikke, jeg får det gjort. Så vil jeg hellere satse på at læse andre bøger, der forhåbentlig er bedre. 

Under Mars

Jeg fik lånt lidt sci-fi-bøger med hjem fra biblioteket i sidste uge, og her faldt valget blandt andet på novellesamlingen ‘Under Mars’ af Paul J. McAuley. Det er ikke en forfatter, jeg er stødt på før, så her var en fin mulighed for at få et indblik i, hvad han byde på.

Bogen består af ni ret forskellige noveller, hvor temaet i flere af dem er biologiske forandringer og klimakatastrofer. Ikke så overraskende, da forfatteren faktisk er biolog. Det betyder, at fagligt set er der kød på novellerne, men til gengæld halter det desværre ind imellem med historierne som helhed. Der er flere af dem, hvor jeg savner et decideret plot – en fortælling, der strækker sig fra A til B. Og så er hovedpersonerne sjældent særlig vindende eller fascinerende.

De mest fængende noveller var den første og den sidste – resten af historierne sagde mig desværre ikke særlig meget. Flere af dem indeholdt interessante ideer og tanker, men sproget var lidt for nøgternt, og jeg savnede lidt mere dramatik.

Novellegenren er svær, og jeg støder desværre sjældent på forfattere, der for alvor mestrer denne genre. ‘Under Mars’ bliver ikke en af de (få) mindeværdige.

Alena

Da jeg var forbi biblioteket for nylig, kom der også en tegneserie med hjem. Jeg var faldet over ‘Alena’ af Kim W. Andersson, og jeg kunne ikke stå for den smukke forside.

‘Alena’ handler om teenagepigen af samme navn. Hendes bedste veninde, som er forelsket i hende, begår selvmord for øjnene af Alena. Et år efter er Alena plaget af tanker om veninden men også af flere af skolens piger, som synes, at Alena er en taber, der skal hakkes på. Det bliver ikke bedre af, at en af skolens lækre fyre viser interesse for hende, og mobberiet bliver grovere og grovere. Men Alena får uventet hjælp… en hjælp, hun måske i sidste ende helst ville undvære, da det blot får tingene til at eskalere.

Jeg syntes desværre ikke, at denne tegneserie var særlig original. Den klassiske historie med den fattige undermåler, der kanøfles af de rige overklassetøser, er bestemt ikke ny. Det behøver den heller ikke at være, hvis bare de enkelte personer var interessante, men de er desværre ret endimensionelle og kedelige. Alena selv fremstår utrolig svag, uselvstændig og kuet, mens overklassetøserne er ondskabsfulde og hidsige i en grad, hvor det bliver latterligt.

Historien er indsyltet i seksuelle frustrationer, der mere fremstilles som en billig pornofilm end som troværdige reaktioner. Det bliver dark og gritty på en temmelig klodset måde.

Der er et par twists undervejs, men de er ikke særlig overraskende, og det er synd, for det kunne have gjort tegneserien til en bedre læseoplevelse. I stedet bliver det lidt en meh-oplevelse, som dog er hurtigt overstået.

Onkel Toms Hytte

Jeg er pt. inde i en stime af klassikere. Det er som sådan ikke et bevidst valg, men i løbet af den seneste tid har jeg lånt flere klassikere via Ereolen.dk – herunder ‘Onkel Toms Hytte’, som jeg lyttede til for nylig.

Bogen er skrevet af Harriet Beecher Stowe og handler om den venlige og lidt naive slave, Tom, som er blevet lovet at blive sat fri af sin herre. Men herren mangler penge og ender med at sælge Tom, og hans nye ejer er en brutal og ondskabsfuld mand.

Det er en kort og simpel historie om en venlig slave, der udnyttes og pines af den hvide overherre. En historie, der var yderst kontroversiel, da den udkom i midten af 1800-tallet og som efter sigende var med til at udløse den amerikanske borgerkrig, hvor omdrejningspunktet var den mulige frigivelse af slaver. Det er en historie, der måske kan virke en anelse banal i dag, da fortællingen er så enkel og har så så simple personer, men det er ikke desto mindre en vigtig bog, da den siger meget om den tid, den er skrevet i. Og så skal man heller ikke ignorere, at det er faktisk en udmærket og tankevækkende historie.

Personligt savnede jeg lidt mere dybde hos personerne, men jeg var samtidig fint tilfreds med den enkle historie. Den er rørende uanset hvad.

‘Onkel Toms Hytte’ er med god grund blevet en klassiker, og selvom den ikke er blandt de bedst skrevne, så er den helt sikkert en vigtig bog at læse.

Replay

Hvad ville du gøre om, hvis du kunne leve dit liv igen? Det er et tankeeksperiment, som flere forfattere og filmskabere har leget med gennem tiden.

I ’Replay’ af Ken Grimwood får den 43-årige mand Jeff Winston muligheden, da han dør af et hjerteanfald i 1988. Han vågner op igen i 1963, hvor han er 18 år og har hele livet foran sig. Da han indser, at han får muligheden for at gøre alting om igen, benytter han straks chancen for at bruge sin viden om de kommende sportsresultater og tjener hurtigt store summer på at spille. Men hans held strækker sig ikke nødvendigvis til alle facetter af livet, og selvom han forsøger at leve sundt, dør han alligevel på præcis samme tidspunkt som 43-årig. Han vågner op igen som 18-årig og kan atter begynde forfra – men hvad vil han så gøre anderledes denne gang?

Der er helt sikkert noget fascinerende ved tidsrejser – uanset om det drejer sig om at rejse i tiden for at ændre verdenshistorien eller ’bare’ for at ændre sin egen skæbne. I ’Replay’ drejer det sig ved første øjeblik kun om én persons skæbne, men som bekendt skal man ikke ændre meget, før det påvirker andre mennesker, og det er også, hvad Jeff må sande – på godt og ondt. Selvom fokus hele tiden er på ham, så er det tydeligt, at hver gang han forsøger at påvirke sin egen skæbne – direkte eller indirekte – så påvirker det også hans omgangskreds.

Historien belyser meget fint dilemmaet med, at man måske godt kan ændre visse ting til det bedre (for eksempel ens egen økonomi), men at ikke nødvendigvis er alle ændringer, man bryder sig om. Når man ændrer sit eget liv, er det ikke sikkert, at alle de gode ting følger med. Måske møder man ikke sin store kærlighed i andet forsøg, måske bliver man uvenner med sin bedste ven, måske dør et nært familiemedlem. Der er så mange faktorer, der er med til at forme et godt liv, og det er meget svært at få alt til at gå op i en højere enhed – også selvom man ved ’alt’, fordi man har levet det liv én gang før.

Jeg var ret spændt på, hvordan historien ville udvikle sig og ikke mindst, hvordan den ville ende. Heldigvis havde forfatteren formået at strikke en virkelig spændende, nuanceret og tankevækkende historie sammen, og selv den svære slutning endte med at være en ganske elegant løsning.

’Replay’ er et glimrende eksempel på en sci-fi-roman, der formår at skabe en unik og tankevækkende historie. Bogen er muligvis ikke nær så samfundskritisk i forhold til det tidspunkt, den er skrevet på, men dens problematisering af menneskets evige jagt på lykke vil være aktuel til alle tider.

Den ukendte hustru

I min jagt på gode lydbogsoplevelser faldt jeg over ‘Den ukendte hustru’ hos Ereolen.dk, og da jeg ikke mindes at have læst noget af Leif Davidsen før, så var det en oplagt mulighed for at stifte bekendtskab med hans forfatterskab.

’Den ukendte hustru’ handler om den danske forretningsmand Marcus, der er taget på ferie sammen med sin russiske hustru, Nathalie, i Rusland. Nathalie forsvinder pludselig sporløst, og Marcus står tilbage uden at ane, hvad han skal gøre. De russiske myndigheder er ikke en hjælp, og Marcus må efterhånden indse, at han åbenbart ikke kender sin hustru nær så godt, som han troede.

Bogen har et meget roligt tempo – lidt for roligt til min smag. Faktisk var det først ca. halvvejs inde i bogen, at der for alvor kom gang i handlingen. Indtil var tempoet nærmest søvndyssende roligt. Det var dog ikke, fordi bogen derefter var et actionpacked eventyr, men der kom lidt mere kød på handlingen i anden halvdel af bogen. Nu skal krimier ikke nødvendigvis være hæsblæsende action fra første til sidste side, men her var der simpelthen for meget nølen og tomgang til, at det for alvor blev spændende.

Bogens største force er det indblik, den giver i det russiske samfund og det politiske spil. Det var dog synd, at det var pakket ind i en historie, der i bund og grund var for langsom og for langtrukken.

Hovedpersonen er i mine øjne ret anonym og dermed heller ikke specielt spændende. I det hele taget gjorde persongalleriet ikke rigtig noget indtryk, og det var helt klart en af de ting, der trak ned i det samlede billede.

Samlet set var ’Den ukendte hustru’ en noget sløv læseoplevelse. Jeg manglede mere kød på handlingen, mere dramatik, mere spænding, og det er en historie, der hurtigt forsvinder i glemslen.

Krig og fred

Sommerens store læseprojekt var for mit vedkommende klassikeren ‘Krig og fred’ af Lev Tolstoj. Det er sandsynligvis den tykkeste bog, jeg nogensinde har læst – ja, den er faktisk så tyk, at den er delt op i to bind. Jeg havde håbet på at læse den på et par uger, da jeg startede på den i løbet af min sommerferie, men så kom der lidt forskellige ting i vejen, så det trak ud.

‘Krig og fred’ foregår i starten af 1800-tallet, hvor man følger en række russiske familier i de højere klasser i den periode, hvor Rusland deltog i Napoleonskrigene. Romanen er en blanding af de intriger og konflikter, der ind imellem opstår i familier, iblandet scener fra krigen, hvor flere af familiemedlemmerne deltager.

Jeg må desværre indrømme, at ‘Krig og fred’ var noget drøj at komme igennem, for den fangede mig ikke rigtig. Jeg savnede den elegante fortællestil, som gjorde ‘Anna Karenina’ til en dejlig læseoplevelse, og så var ‘Krig og fred’ virkelig langtrukken i det hele taget. Bevares – ‘Anna Karenina’ var til tider også noget lang i spyttet, men den formåede alligevel at holde mig interesseret hele vejen igennem.

Den første halvdel af bogen var egentlig udmærket, mens jeg nærmest måtte kæmpe mig igennem anden halvdel. Det var mest af alt ren stædighed, der fik mig til at gennemføre læsningen, for jeg kedede mig bravt de sidste mange hundrede sider.

Bogen indeholder en del passager på fransk, som så er oversat til dansk lige bagefter. Det var især starten af bogen, der bar præg af dette, og det irriterede mig voldsomt. Jeg ved godt, at sådan er bogen skrevet (mange russiske adelsfolk var så vant til at tale fransk, at de dårligt kunne tale russisk), men det var virkelig forstyrrende at få delt historien så meget op i bidder.

Jeg er et eller andet sted glad for, at jeg har læst ‘Krig og fred’, selvom det ikke var en særlig god læseoplevelse. Jeg overvejer, om jeg på et tidspunkt skal supplere oplevelsen med at se en af filmatiseringerne, men det har jeg ikke taget stilling til endnu.

Lost Stars

Ind imellem er det nu rart at have en e-bog med i toget i stedet for en tyk bog, så det havde jeg i sidste uge, hvor jeg læste ‘Lost Stars’ af Claudia Gray. Jeg havde lånt bogen hos Ereolen Global, og jeg var ret spændt på, om det ville lykkes for forfatteren at skabe den helt rigtige Star Wars-stemning og samtidig skrive en selvstændig historie, der ikke ville være et total rip-off af filmene.

‘Lost Stars’ foregår otte år efter, at Imperiet har vundet magten, og Palpatine hersker. Rebellerne giver en del problemer, og krigen mellem Imperiet og rebellerne skærper til. Midt i krigen følger vi barndomsvennerne Ciena og Thane, der begge tjener i Imperiets flåde og som drømmer om at gøre karriere. Men de kan ikke stå inde for alt, hvad  Imperiet gør for at holde på magten, og især Thane begynder at tvivle på rigtigheden af, hvad Imperiet gør. Han deserterer, og pludselig befinder de to venner sig på hver sin side af en brutal og nådesløs krig. Hvem skal man så være loyal for – dem man elsker eller dem, man deler ideologi med?

 

Bogen strækker sig over tyve år og kommer gennem handlingen af de tre originale film (dvs. nr. 4, 5 og 6). Der var lige præcis nok referencer til handlingsforløb og hovedpersoner fra filmene til, at det skabte en fin ramme for bogens fortælling. Det føltes ikke påklistret eller kunstigt.

Selve historien er enkel men virkningsfuld. Det er historien om et tæt knyttet vennepar, der forelsker sig i hinanden, men som også ender på hver sin side af en konflikt, hvor der ikke er nogen lette løsninger. Jeg synes, at det lykkes fint med at beskrive de problemer, det skaber, hvor hovedpersonerne forsøger at være loyale over for deres egne holdninger men uden, at det vil skade vennen. En ultrasvær balancegang.

Der var på et tidspunkt – et lille stykke efter starten af bogen – hvor jeg syntes, at der gik lidt for meget traditionel ungdomsbog i den, men heldigvis drejede det sig kun om relativt få sider, og resten af bogen var en fornøjelse at læse.

Jeg var også vild med, at de to hovedpersoner tjente hos Imperiet, for det gav et indblik i, hvordan den helt almindelige soldat i Imperiets hær troede på, at de gjorde det rigtige. Det var en langt mere spændende fortælling, end hvis forfatteren havde valgt den lette løsning og taget udgangspunkt i rebellerne.

Det endte faktisk med, at ‘Lost Stars’ var langt bedre, end jeg turde tro på – også selvom den havde en ret høj rating på Goodreads. Jeg fik virkelig lyst til at gense filmene, så det håber jeg på at gøre, inden næste Star Wars-film har premiere.