Rovdyrenes klub – Bogeyman

Det er ikke så tit, jeg låner tegneserier på biblioteket, men da jeg for nylig kom forbi for at hente bøger, jeg havde reserveret, tog jeg både ‘Wika og Oberons rasen’ samt ‘Rovdyrenes klub – Bogeyman’ med hjem.

‘Rovdyrenes klub – Bogeyman’ er første hæfte i en serie, der er skabt af Valérie Mangin og Steven Dupré. Handlingen foregår i London i 1800-tallet under industrialiseringen. Her er kontrasterne store med fabriksejerne på den ene side og de fattige fabriksarbejdere på den anden. Forældre sender deres små børn ud for at tjene på fabrikkerne, da mange kæmper for at tjene nok til at kunne brødføde hele familien. Tegneserien skifter mellem at følge drengen Jack, der stjæler for at overleve, og rigmandsdatteren Elizabeth, som lever en beskyttet tilværelse. En dag støder de dog på hinanden, og det forandrer alt. Jack giver Elizabeth et indblik i de fattige børns liv, og fra da af er hendes liv ikke det samme.

Det er en pæn og sober streg med masser af detaljer, der rammer en klassisk engelsk stil. Meget stemningsfuld og lidt i stil med ‘Oliver Twist’. Samtidig er tempoet behersket, og den rolige opbygning passer godt til historien.

Personerne er desværre lidt svære at komme ind på livet af. Elizabeth er lidt overfladisk beskrevet, hvilket omvendt passer godt til de rammer, hun lever i. Til gengæld brød jeg mig slet ikke om Jack, der var alt for tvær og vredladen til mig, og det kom desværre til at trække ned i den samlede oplevelse af historien, da jeg manglede nogen at holde med undervejs.

Dette er en historie, der rummer grusomme detaljer, og jeg vil derfor ikke anbefale den til folk, som hader horror. Selvom tegneren ikke svælger i bloddyppende scener, så er der stadig nogle få men særdeles makabre tegninger undervejs, som virkelig giver historien et interessant og nervepirrende twist.

Selvom historien var lang tid om at komme i gang, og selvom jeg aldrig rigtig kom tæt på personerne, så gør netop twistet til sidst, at jeg er fristet til at læse videre i serien på et tidspunkt. Jeg må simpelthen vide, hvad der efterfølgende sker!

 

 

Wika og Oberons rasen

Jeg var på biblioteket i starten af ugen, og her hentede jeg blandt andet denne tegneserie, som passer godt ind i mit kvartalstema; fantasy.

‘Wika og Oberons rasen’ er tegnet og fortalt af Olivier Ledroit og Thomas Day. Det er første bind i serien ‘Wika’ og foregår i Pans rige, hvor den grusomme fyrst Oberon og hans elskerinde angriber fortet Castelgrimm, hvor feernes regenter bor. Oberon ønsker at udrydde hele fe-familien, men det lykkedes at smugle regentparrets datter, Wika, ud under blodbadet. Hun bliver gemt af vejen hos en adoptivfamilie, hvor hun vokser op uden at kende sin baggrund. Men Wika har naturligvis stadig sine fe-evner, og da hun bliver teenager, opdager hun sine kræfter. Pludselig bliver hun opmærksom på sit ophav og sine muligheder – men også på de, der ønsker hende død. Nu er spørgsmålet, om hun ønsker at være den jagede eller den, der jager.

Jeg var desværre ikke særlig vild med denne tegneserie. På den ene side er tegnestilen ret imponerende, da den er utrolig detaljeret. På den anden side er den lige lovlig 80’er-metalplakat-agtig med overdimensionerede rustninger og dullede kvinder med alt for store bryster. Nåja og kæmpe dådyrøjne i værste mangastil. Jeg tændte helt af på måden, kvinder var fremstillet på i tegneserien. Og så irriterede det mig også, at tegneren ikke var konsekvent mht. hvordan blandt andet hovedpersonens ansigtstræk var, da hun blev ældre – det virkede nærmest, som om der var flere tegnere henover projektet, da hun skiftede en del.

Historien har ikke så meget at byde på. Den onde dræber hovedpersonens familie, og så skal hun finde sig selv og derefter søge hævn. En historie, der er fortalt tusind gange før og langt mere elegant og nuanceret end her.

‘Wika og Oberons rasen’ var noget af en skuffelse. Bortset fra det imponerende arbejde, der lå bag at tegne så detaljeret, så var der ikke meget at komme efter – en banal historie, simpel vold og masser af kavalergang. Intet nyskabende eller spændende i det.

Winter Magic

Jeg trængte til lidt vinterstemning i læsningen, så da jeg fandt denne bog med eventyrlige vinterhistorier hos Ereolen Global, så lånte jeg den selvfølgelig med det samme.

‘Winter Magic’ er en novellesamling, som Abi Elphinstone har redigeret, og den indeholder en bred vifte af historier skrevet af en lang række børneforfattere. Der er både nuttede og hyggelige historier, men der er også noveller, som har sørgelige og til tider ret voldsomme elementer i sig – i hvert fald hvis de er tiltænkt som højtlæsning for børn. Flere af fortællingerne bygger på elementer, der er set før i klassiske eventyr, men det gør nu ikke noget, når da det er med til at skab trygge rammer for historien – en slags genkendelsens glæde.

Udvalget var lidt blandet, men sådan er det jo med novellesamlinger. Der var nogle, der fungerede rigtig godt, og der var andre, som ikke rigtig fangede mig. Det overordnede indtryk var dog ganske positivt, så længe du husker, at det først og fremmest er historier for børn, og at de derfor er ret simple. Men en fin lille novellesamling med vinterlige eventyr.

London

Det tog nogle uger, men for nylig fik jeg endelig læst ‘London’ færdig. Jeg havde oprindeligt planer om at læse bogen (eller det meste af den) i juleferien, men så fik jeg brugt tiden på alt muligt andet, og så blev den i stedet læst i små bidder i løbet af de første uger af januar.

‘London’ er skrevet af Edward Rutherfurd og er en skønlitterær fortælling om Londons historie. Ligesom i ‘Sarum’ har forfatteren valgt en række nedslag i historien, hvor man følger fiktive eller historisk-inspirerede personer, som er med til at trække en rød tråd gennem historien. I Rutherfurds bøger er selve stedet nemlig hovedpersonen og personerne optræder i stedet som en slags kulisse for historien.

Bogens handling starter 54 før Kristi fødsel, da Julius Cæsar invaderer England. Derefter er der en lang række nedslag i historien – ind imellem går der flere hundrede år, men jo tættere, vi kommer nutiden, jo kortere tid går der mellem nedslagene. Historien slutter i 1900-tallet, så den er næsten up to date.

I starten havde jeg lidt svært ved at genkende London, men det er næppe så underligt, eftersom bogens handling starter for over 2000 år siden. Det var spændende at følge med i, hvordan byen langsomt tager form, så den ligner det London, jeg kender. Selvfølgelig ikke meget detaljeret – forfatteren bliver nødt til at male med den brede pensel, og derfor var det som læser sjovt at gætte med på hvilke historiske begivenheder, han ville inddrage. Det er mere eller mindre umuligt at komme udenom pesten og den store brand i 1666, da disse ulyksalige begivenheder var med til at forme byen, men også personligheder som Elisabeth den første og Henrik den ottende var naturligvis med – om end dog kort.

Jeg kan godt lide, at fokus er på byen og den almene borger – og ikke så meget de kongelige eller andre af magtens mænd, der oftest er hovedpersoner, når man genfortæller verdenshistorien. Den jordnære vinkel fik bogen til at virke mere troværdig – nærmest som at være der selv – og det var klart et af plusserne.

Omvendt savnede jeg ind imellem en hovedperson, for der manglede lidt nogen at ‘holde med’ og holde af, og selvom der var flere familier, der trak tråde hele vejen gennem historien, så var det ikke helt det samme.

‘London’ er en hyggelig genfortælling af byens historie og en fin genopfriskning af en række af de vigtigste begivenheder i byen. Der er langt flere happy endings i denne bog end i Ken Folletts historiske romaner – måske næsten for mange, men det er jo en smagssag. Jeg synes i hvert fald, at det er et fint bud på en historisk roman, som vil egne sig godt som sommerferieprojekt, for det tager altså lidt tid at tygge sig igennem den næsten 1000 sider lange bog.

Locke & Key 3

Tidligere på ugen læste jeg tredje hæfte i ‘Locke & Key’-serien. Jeg har tidligere anmeldt ‘Locke & Key’ og ‘Locke & Key 2’.

Vanen tro bringer jeg ikke et resumé, når der er tale om en del af en serie, men jeg vil kort opsummere, hvordan min læseoplevelse var.

Jeg havde først og fremmest lidt svært ved at leve min ind i historien i dette album. Det var især i den første halvdel, hvor der skete flere ting, som forvirrede mig. Heldigvis var anden halvdel langt bedre, og især den sidste fjerdedel var både smukt og stemningsfuldt illustreret men også så fint og skrøbeligt fortalt på samme tid. Jeg synes i det hele taget, at illustrationerne er blevet smukkere og mere fantasifulde i forhold til det første album, og det kan jeg godt lide.

Det endte med at være en ganske fin læseoplevelse trods den lidt ærgerlige start. Jeg overvejer at genlæse andet album, inden jeg senere i år læser resten af serien, for der er et par plotrelaterede ting, jeg lige vil dobbelttjekke, inden jeg læser videre.

Men som sagt – en glimrende læseoplevelse og fortsat en serie, jeg nyder at læse.

Månens kald

Jeg læser ikke så tit e-bøger på dansk, og det skyldes først og fremmest, at jeg ikke er så gode venner med Ereolens appens måde at håndtere e-bøger på. Man skal bladre i modsat retning i forhold til deres app for engelske e-bøger, og så skal man bladre ret ‘aggressivt’ – altså der skal virkelig lægges kræfter i, når man swiper!

Men min liste over e-bøger er efterhånden ret lang hos Ereolen, og så måtte jeg jo hellere gøre noget ved det, så jeg lånte ‘Månens kald’, som længe har stået på listen.

Bogen er skrevet af Patricia Briggs og er første bog i en serie. Den handler om Mercedes – også kaldet Mercy – som arbejder som mekaniker. Det er dog ikke det mest usædvanlige ved hende, for hun er også formskifter og kan forvandle sig til prærieulv. Det er der ikke mange, der ved, hvilket giver hende en række fordele – blandt andet en vis forståelse fra de andre overnaturlige væsner i området. Hun er blandt andet venner med en vampyr, ligesom hun har et fint forhold til det lokale varulvekobbel. Så alt ånder fred og ro indtil den dag, hvor en nyankommet varulv dræbes og den lokale fører-varulv og hans datter bortføres. Mercy kaster sig straks ud i jagten på bortførerne, men hun bliver nødt til at søge hjælp hos et andet varulvekobbel, for hun er bange for, at bortførelsen kan være planlagt af en af varulveførerens nærmeste.

Denne bog var en positiv overraskelse. Inden jeg gik i gang med den, havde jeg ikke bemærket, at bogen i forvejen stod på min to-read-liste hos Goodreads – bare i den engelske udgave. Og det er jeg sådan set glad for, eftersom jeg synes, at den engelske forside er noget mere corny, og det har faktisk afholdt mig fra at gå i gang med den (der er lidt for meget sexet teenagetøs over den forside efter min mening).

Mercy er en sej hovedperson med ben i næsen. Jeg er vild med, at hun er mekaniker, og at det er skrevet som den største selvfølge i verden. Der er ingen mandschauvinistiske bemærkninger om, hvorvidt kvinder kan have forstand på biler eller ej, og det er et klart plus. At der så er en vis mandchauvinisme i forbindelse med varulvenes hierarki er en anden sag, men det kan jeg bedre leve med, da det er afgrænset til at være en af de ting, der definerer forfatterens fortolkning af varulve.

Det er en ganske interessant verden, som Patricia Briggs har skabt. Den er muligvis ikke så revolutionerende i forhold til andre bøger i samme genre, men den er gennemarbejdet og troværdig. Mit eneste ‘problem’ med den var, at der var lidt overvældende med de mange overnaturlige væsner. Jeg kom af samme grund flere gange til at tænke på Sookie Stackhouse-serien, men heldigvis var ‘Månens kald’ slet ikke så erotisk, som Sookie-serien hurtigt blev. Faktisk er der påfaldende lidt kærlighedsdrama i bogen, og det passede mig fint. Der lægges dog op til noget i slutningen af bogen, så jeg er spændt på, hvordan det udvikler sig i den næste.

Så alt i alt en rigtig fin fantasybog. Stilen er mere moden i forhold til mange andre ungdomsbøger i denne genre, og jeg tror derfor, at bogen er skrevet med de ældste teenagere som målgruppe. Jeg satser på at læse den næste bog i serien i løbet af de næste par måneder.

Skyriel

Denne danske fantasybog har jeg længe haft et godt øje til – ikke mindst på grund af de mange rosende ord, den har fået med fra andre bogbloggere. Da jeg så tilmed fandt den som lydbog for et par uger siden, slog jeg straks til, da jeg syntes, det efterhånden var længe siden, jeg havde hørt en rigtig god lydbog.

‘Skyriel’ er skrevet af Lene Dybdahl og er første bog i en serie om pigen af samme navn – eller dvs. hun omtales primært som Sky. Hun er en temperamentsfuld størrelse, der snart kommer på lidt af en rejse, da hun vil redde sin læremester, magikeren Alainon. Han er blevet arresteret på grund af sine magiske evner og ført bort fra den ø, de bor på, så hun må være udspekuleret for at finde en måde at sejle efter ham på. Men Sky har hovedet skruet godt på, og selvom hun må igennem adskillelige strabadser, så kommer hun af sted – blot for at støde på nye udfordringer. Det er ikke let at være pige alene i en stor verden, hvor der lurer farlige væsner og onde mennesker om hvert et gadehjørne.

Først og fremmest er Sky en klassisk hovedperson – gæv og modig med hjertet på rette sted og dermed også en person, der er let at holde af. Hun har dog også en del temperament, men det er nu ikke så usædvanligt inden for dansk fantasy. Hendes rejse efter Alainon byder i den grad på masser af action, og ind imellem blev jeg næsten forpustet over alle de ting, hun blev udsat for. Der er nærmest noget for enhver smag. Personligt var jeg dog ikke vild med de scener, hvor der var voldtægtselementer i – det mener jeg ganske enkelt ikke, at der bør være i (tidlige) ungdomsbøger.

Jeg havde det til gengæld lidt svært ved fortælleformen, da der var nogle spring i tiden og dermed også mht. vinklen i bogen, og det er jeg ikke så vild med, når jeg hører lydbog. Det gjorde, at jeg tabte tråden flere gange og havde svært ved at leve mig ind i historien, og derfor overvejer jeg også, om jeg skal genlæse bogen på et tidspunkt – men i papirform.

‘Skyriel’ er en glimrende dansk fantasybog. Jeg var desværre ikke helt oppe at ringe over den, hvilket dels skyldtes fortællemåden og dels de scener, hvor mænd blev lidt for nærgående over for Sky og hendes ‘veninde’. Men jeg kan godt finde på at læse videre i serien ved lejlighed.

Over mit lig

Det er ikke så tit, jeg hører krimi-lydbøger, men da jeg skimmede min huskeliste igennem hos Ereolen, faldt jeg over ‘Over mit lig’ af Mikkel Birkegaard, så den kastede jeg mig over i sidste uge.

I ‘Over mit lig’ følger man den succesfulde forfatter, Frank Føns. Han er blandt andet kendt for at aflive sine hovedpersoner på grusom vis, men det bliver snart et problem for ham. Pludselig dukker der et kvindelig op i en havn tæt på, hvor han bor, og drabsmetoden minder uhyggeligt meget om den metode, han har beskrevet i sin seneste bog, der er lige på trapperne til at blive udgivet. Det risler koldt ned af nakken på Frank. Er det et sammentræf, eller er der nogen, der har sneget sig til at læse bogen og er blevet inspireret? Da der senere findes endnu et lig, hvor mordmetoden ser meget bekendt ud, indser Frank, at han selv kan være i overhængende fare.

Denne bog startede rigtig lovende. Jeg blev hurtigt fanget af fortællingen om den succesrige og lidt selvfede forfatter, som pludselig bliver rodet ind i en mordsag, hvor han bliver mere og mere bekymret for, om mistanken vil rette sig mod ham – og om morderen i virkeligheden er ude på at dræbe Frank i sidste ende. Umiddelbart virker Frank sympatisk, men i løbet af bogen afsløres der flere og flere detaljer om hans liv, der gør, at man som læser kommer i tvivl. Har Frank faktisk noget med mordene at gøre? Hvem er han egentlig som person? Hans liv begynder at krakelere, og han bliver mere og mere alene, for som læser overvejede jeg også, om jeg kunne holde af/med ham.

Opbygningen var ganske spændende, men historien tabte pusten undervejs. Der var et eller andet, der ikke rigtig fungerede, men det er svært at sige præcis hvad. Jeg tror, det mest af skyldtes, at jeg havde svært ved at tro på historien. Der var for meget, som skurede i ørerne på mig, og det ærgrede mig, for nu var opbygningen ellers så interessant. Jeg havde det også ret blandet med slutningen, som virker deler vandene. Den er stilmæssigt noget anderledes end resten af bogen, hvilket gjorde, at jeg havde lidt svært ved at leve mig ind i den del. Slutningen er samtidig også ret brutal, hvilket har faldet mange for brystet – den er IKKE for folk med sarte nerver. Selv jeg, der har læst en del af Chris Carter, måtte synke et par gange, fordi det var nogle ret voldsomme scener. Men det var nu mere det drastiske stilskifte, jeg havde det sværest med.

‘Over mit lig’ bygger på et interessant præmis, men jeg syntes desværre ikke, den var så veludført, som jeg havde håbet på.

 

Englefald

Den sidste af bøgerne fra min to-read-liste for 2017 var ‘Englefald’, der er skrevet af Susan Ree. Som så mange andre dystopiske ungdomsbøger er ‘Englefald’ en del af en serie.

Bogen foregår i en post-apokalyptisk verden, hvor engle har dræbt millioner af mennesker. Penryn er på flugt sammen med sin mentalt ustabile mor og lillesøsteren, som sidder i kørestol. De er kort sagt i en rigtig dårlig situation, da gaderne er præget af vold og bandekriminalitet, og der er samtidig ikke nok mad til alle. Det kan dog blive meget værre, og det gør det, da nogle engle bortfører Penryns lillesøster. Penryn vil gøre alt for at få hende tilbage – selv at indgå i en alliance med englen Raffe. Ham møder hun, da lillesøsteren bliver bortført, hvor de andre engle lige har udstødt ham og skåret vingerne af ham. Selvom Penryn betragter engle som fjender, så vælger hun alligevel at redde ham, og snart er det umage par på jagt efter Penryns lillesøster.

Jeg syntes, det var en interessant verden, som forfatteren havde skabt. De brutale, arrogante og dødsensfarlige engle var et twist, som ikke så tit indgår i ungdomsbøger, og de var derfor en kærkommen fornyelse af genren. Det var desuden rigtig fint, at de ikke blev brugt som en del af et større religiøst tema men blot som et twistet fjendebillede. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have brudt mig om en ungdomsbog gennemsyret af religiøs drama.

Penryn er en gæv pige, som er let at holde af og er heldigvis ikke så dumdristig som en del andre kvindelige hovedpersoner i de seneste års ungdomsbøger. Jeg syntes dog, at det var hendes mor, der var mest fascinerende, og det skyldtes først og fremmest, at hun på ingen måde mindede om personer, der normalt indgår i ungdomsbøger. Én ting er, at forældre næsten aldrig er repræsenteret i ungdomsbøger – en anden ting er, at de bestemt ikke er så ustabile, som Penryns mor var. Det blev ikke for alvor foldet ud i denne bog, men der var nok til at gøre mig nysgerrig.

Jeg var glad for, at historien ikke lynhurtigt udviklede sig til en romance mellem Penryn og Raffe. Tværtimod var de ret skeptiske over for hinanden, og deres venskab udviklede sig ganske langsomt.

Men når det så er sagt, så var det alligevel, som om noget manglede. Jeg blev ikke for alvor fanget af historien, og selvom det var udmærket underholdning, så savnede jeg den gnist, der gør, at man bare må læse videre i serien. Af samme grund er jeg også i tvivl om, hvorvidt jeg får læst den næste bog, for jeg synes ikke, jeg har behov for det.

I morgen er alt mørkt – når historien slutter

Så nåede jeg også tredje og sidste bog i serien ‘I morgen er alt mørkt’. Jeg har tidligere anmeldt historien om Brage – og historien om Marlen. Bøgerne er skrevet af den norske forfatter Sigbjørn Mostue.

Jeg vil ikke give et resumé af bogen men i stedet referere til min anmeldelse af første bog, som også beskriver om det zombie-agtige angreb, som præger hele serien.

Og hvordan var afslutningen på serien så? Den var sådan set udmærket og helt i tråd med resten af serien. Man kan diskutere, om slutningen var detaljeret nok og gav de svar, man søgte. Personligt gør det mig ikke så meget, at visse ting er åbne til sidst, men det er som regel noget, der deler vandene.

Jeg kan godt lide, at serien foregår i Norge, og at fortællingen er noget mere grum, end hvis den var udgivet i USA. Der sker nogle ret brutale og nådesløse ting undervejs. Jeg synes dog personligt, at det er ærgerligt, at der også er flere voldtægter – det er en lidt for let (og unødig) måde at skabe en brutal stemning, og jeg synes ikke, det hører hjemme i en ungdomsbog.

Men overordnet set er ‘I morgen er alt mørkt‘-serien et glimrende bud på en lidt anderledes dystopisk fortælling i Skandinavien.