Udyret

Jeg kan desværre ikke huske hos hvilken bogblog, jeg første gang stødte på denne bog, men den lød så interessant, at jeg endte med at tage den med hjem fra biblioteket for nylig.

‘Udyret’ er skrevet af Peternille Van Arsdale og handler om pigen Alys. Hun har søvnproblemer og går derfor ture på engene omkring landsbyen. En nat møder hun et tvillingepar, som kort viser interesse i hende, men snart fortsætter mod landsbyen. Der er noget mystisk ved dem, men det tænker Alys ikke over før næste dag, hvor alle landsbyens voksne ligger døde. Alys ved med det samme, at det er tvillingeparret, der står bag – at de er sjæleædere. Hun kan nemlig mærke de samme kræfter ulme inden i sig, men hun tør ikke røbe det for nogen, da hun så straks vil blive slået ihjel. I stedet skjuler hun sine evner, men som årene går, bliver det sværere og sværere at holde det hemmeligt.

Starten på bogen var ret fascinerende. Den var smukt og nærmest poetisk skrevet, og jeg blev straks fanget af historien. Her får man introduktionen til det mystiske tvillingepar, og jeg syntes, det tegnede rigtig godt for fortællingen. Desværre tabte historien lidt pusten undervejs. Skrivestilen blev mere jævn, og fortællingen trak ganske enkelt ud. Jeg synes, at den kunne have været langt mere elegant, hvis den havde været kortere og samtidig holdt sig til samme skrivestil hele vejen igennem.

I bund og grund er det ellers en ret simpel historie. Personligt var jeg ikke så vild med Udyret, som dukkede op i enkelte scener – jeg syntes aldrig rigtig, at det kom til at fungere. Samtidig var beboerne i den anden landsby, som Alys flyttede til efter forældrenes død, lige lovlig klichéramt i forhold til deres opførsel over for de forældreløse børn.

I alt i alt blev det en noget jævn læseoplevelse. Den første tredjedel var fængende og nærmest drømmeagtig fascinerende, men derefter gik der lidt for megen hverdag og kliché over den, og så gik luften af ballonen.

 

Nerilka’s Story

Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker Anne McCaffreys dragebøger, så selvfølgelig skulle jeg nå at læse en af hendes bøger, mens jeg stadig har fantasy som tema for læsningen. Jeg kunne tilmed slå to fluer med ét smæk, da ‘Nerilka’s Story’ også er månedens bog fra to-read-listen.

Nerilka er en ung kvinde, der vælger at forlade det trygge liv på borgen, da faderen nægter at hjælpe de andre borge, da sygdom raser og der er mangel på mad og medicin. Hun tager til Ruatha Hold, hvor hun skjuler sin identitet og i stedet hurtigt bliver accepteret som en dygtig sygeplejer. Ruatha viser dog også at ‘pleje’ Nerilka, for her finder hun både ro samt en måde at gøre sig nyttig på.

Det er en forholdsvis kort og meget simpel historie. Lidt for simpel for min smag, for jeg fik ikke rigtig mulighed for at leve mig ind i fortællingen, ligesom jeg aldrig følte, at jeg kom tæt på Nerilka. Det er synd, når nu serien ellers har mange (andre) stærke kvinder, men Nerilka kom til at virke ret anonym ved siden af. I bund og grund tror jeg, at historiens længde var dens største problem, for ideen med at beskrive problemerne, når der opstår epidemier, var ganske interessant og kunne godt foldes mere ud.

Denne bog indeholder dog to historier, hvor ‘The Coelura’ er den anden. Den sagde mig ingenting. Overhovedet. Jeg blev mere og mere forvirret, da jeg læste den. Bagefter fandt jeg ud af, at historien slet ikke hører til Pern-verdenen men tværtimod er en uafhængig scifi-serie. Jeg forstår ikke, hvorfor de to historier er trykt i samme bog – det giver ingen mening og trak ned i den samlede læseoplevelse.

Så ja – dette er første gang, jeg ikke brød mig om en bog af Anne McCaffrey. Desværre.

Genlæsning af Harry Potter

En af mine bogudfordringer i år er at genlæse Harry Potter-bøgerne. Det er noget, jeg har overvejet de seneste år, for det kunne være et hyggeligt gensyn med en serie, jeg holder meget af. De første 2-3 bøger i serien har jeg genlæst flere gange, og jeg mener at have genlæst både 4’eren og 5’eren, men er i tvivl om 6’eren. Den syvende og sidste bog har jeg kun læst én gang, hvilket blandt andet hænger sammen med, at jeg synes, det er den dårligste bog i serien. Og det er faktisk lidt imponerende med genlæsningerne, for jeg var blevet voksen (på papiret), da serien udkom, og det er virkelig ikke mange bøger, jeg har genlæst, siden jeg lagde barndommen bag mig. Jeg vil som regel hellere læse nye bøger, men de sidste par år er jeg begyndt at dyrke genlæsning lidt mere, så hvorfor ikke også genlæse Harry Potter?

Tidligere på ugen genlæste jeg første bog i serien, ‘Harry Potter og de vises sten’, og det var som ventet et hyggeligt gensyn med en elsket verden. Jeg blev begejstret over at opdage, at verdenen var lige så finurlig, kreativ og spændende, som jeg huskede den, og at Rowling havde ramt den helt rette tone i bogen, hvor der var nok sprudlende tempo for det barnlige sind men også pudsige detaljer for den voksne læser. Jeg blev også en smule overrasket over, hvor kort bogen var. Jeg kunne selvfølgelig se, at den var noget slankere end resten af serien, men der var sandt at sige ikke megen plads til hovedplottet, da langt størstedelen af bogen – forståeligt nok – blev brugt til verdensopbygning. Det var faktisk lidt synd – forfatteren kunne sagtens have brugt 50 sider (eller lidt mere) på at folde plottet ordentligt ud.

Jeg var lige ved at kaste mig over næste bog med det samme, men nu har jeg lige lånt en stabel bøger på biblioteket, og dem må jeg nok hellere få læst, inden det atter er tid til bøger fra egne boghylder. Harry Potter holder stadig. Det overrasker mig sådan set ikke, for det er en serie, der har taget verden med storm.

Har jeg planer om at skrive om mine genlæsninger af de følgende bøger? Nej, jeg ville i første omgang blot dele min glæde over at ‘finde en gammel ven’ frem fra gemmerne. Jeg laver måske et opsummeringsindlæg, når jeg har genlæst hele serien, men det tager jeg først stilling til, når den tid kommer.

The Alchemists of Loom

‘The Alchemists of Loom’ har længe stået på min ønskeseddel, så jeg blev glad, da den dukkede op blandt julegaverne i forrige måned.

Bogen er skrevet af Elise Kova og er første del i en serie. Den handler om tyven Arianna med de magiske kræfter, hendes assistent Florence, dragen Cvareh og hans søster, krigeren Leona. Arianna ønsker hævn over dragerne, som tog magten fra hende og hendes landsmænd og ved samme lejlighed dræbte alle hendes nære. Hun tager Cvareh til fange, og han må sværge at hjælpe hende, for uden at hun ved af det, får han også noget ud af situationen. Samtidig jagter hans søster dem, og hun helmer ikke, for hun er under stort pres fra dragekongen og vil gøre alt for at stoppe dem.

Denne bog var desværre slet ikke så fantastisk, som jeg havde håbet på. Mine forventninger var ret høje, for på Goodreads havde bogen et snit på over 4 stjerner, så jeg så frem til en spændende og fascinerende læseoplevelse. Det fik jeg desværre ikke.

Starten af bogen er lidt forvirrende. Der er ingen indledning – det er lige på og hårdt, og de første sider var lidt svære at gennemskue. Intet om hovedpersonerne eller den verden, de lever i – det var som at træde ind i et rum, hvor en samtale allerede er i fuld gang. Derefter begyndte jeg at finde rytmen i bogen, hvor kapitlerne skifter mellem at følge Arianna, Cvareh, Florence eller Leona. Her fik man efterhånden også et indtryk af verdenen, hvor mennesker og drager (eller måske nærmere dragevæsner) bekriger hinanden.

Den første halvdel er meget sløv, da den stort set kun handler om, at Arianna, Cvareh og Florence rejser. Jeg var meget overrasket over, hvor simpel denne del af bogen var – der skete stort set intet. I anden halvdel kom der mere fart over feltet, og der kom nogle udmærkede actionscener. Jeg savnede dog stadig lidt mere baggrundshistorie og dybde i historien i det hele taget – den virkede meget overfladisk på mig.

Personerne virkede distancerede, og jeg følte ikke, at jeg for alvor lærte dem at kende. Der manglede kød på dem, og det burde der ikke, når nu man følger dem direkte i hver deres kapitler. Der var ind imellem glimt af personlighedstræk, som virkede interessante, men det var så sporadisk, at det ikke var nok til at give et ordentligt billede af den enkelte.

Kort sagt – denne bog var desværre ikke noget for mig. Starten var alt for forvirrende, der var alt for lidt handling, ligesom personerne ikke virkede synderlig interessante. Jeg følte mig ærlig talt en smule snydt, når nu den har fået så god omtale, og jeg tvivler stærkt på, at jeg får læst mere i denne serie.

Zarens guld

Det er efterhånden flere år siden, at jeg læste ‘Det revolutionære råd’ af Martin Winckler-Carlsen – en debutbog, som overraskede positivt mht. et ganske spændende og originalt plot samt at det i det hele taget var en ganske velskrevet bog.

Nu er efterfølgeren kommet, og da jeg stødte på ‘Zarens guld’ hos Ereolen, lånte jeg den straks lyttede til den på mine togture til og fra arbejde. Det skal lige sige, at ‘Zarens guld’ godt kan læses, uden at du behøver at have læst den første bog – men selvfølgelig er der en række referencer, som giver lidt mere mening, hvis du har læst ‘Det revolutionære råd’.

Denne bog handler om den store russiske guldskat, som forsvandt i vinteren 1920 – efter sigende i en dyb sø. Det var zarens guld, som han prøvede at redde under den russiske revolution, og historien siger, at det faldt gennem isen, da man prøvede at fragte det over en frossen sø. Ingen fandt skatten, så historien har overlevet generationer, men nu bliver der stillet spørgsmålstegn ved den. En ældre kvinde kontakter journalisten Maja Moberg og kan fortælle hende ting, der sår tvivl om, hvad der egentlig skete med guldet. Maja bliver nysgerrig og begynder at undersøge sagen, og snart er hun på jagt efter oplysninger, som andre tydeligvis vil skjule. Flere omkring hende dør, og Maja er i overhængende fare.

Historien minder – opbygningsmæssigt – meget om den første bog. Forfatteren har taget fat i endnu en gammel gåde. Denne gang var det en, jeg havde hørt om før, nemlig gåden om hvor den russiske zars guld forsvandt hen. Den type historier synes jeg ofte er ret interessante – “hvad nu hvis…” eller “hvad mon der i virkeligheden skete…”. Jeg syntes også, at den første halvdel var ret spændende. I starten skulle jeg lige vænne mig til, at der blev hoppet i tiden, men det gav fint mening i forhold til baggrundshistorien. Desværre tabte jeg lidt interessen undervejs. I anden halvdel af bogen blev tempoet til tider ret hektisk, og fortællestilen blev desværre ret ‘amerikaniseret’ i form af nogle ret dramatiske begivenheder, som jeg ikke syntes passede ind i den danske kontekst. Det ærgrede mig en del, for det endte med at trække ned i læseoplevelsen.

Maja og Jacob var stadig et godt makkerpar, og jeg syntes, at deres scener fungerede rigtig fint – ikke mindst da Maja (af grunde jeg ikke vil afsløre her) bliver ret vred på Jacob. Meget menneskeligt og troværdigt.

‘Zarens guld’ var en udmærket bog. Jeg foretrækker dog stadig forfatterens første bog, da den dels har en mere original historie og et bedre tempo, så jeg vil foreslå, at du starter med den.

 

Year of the Bastard – Transmetropolitan 3

Så blev det tid til tredje album i Transmetropolitan-serien – nemlig ‘Year of the Bastard’.

Serien handler om kultjournalisten og provokatøren Spider Jerusalem, og i dette album blander han sig i præsidentvalget, hvor han stiller skarpt på kandidaterne. Men privat roder han igen rundt i stoffer, hvilket fører flere uheldige episoder med sig. Spider Jerusalem er dog en fandenivoldsk karl, som kan slippe af sted med det meste…

Jeg synes desværre, at dette album går lidt for meget op i stoffer og vrede mod omverdenen. Spider Jerusalem er ikke den letteste hovedperson at holde af, og det bliver absolut ikke lettere i dette album, hvor han er en virkelig bitter nar, der hater på alt og alle. Det kan være sjovt i en vis mængde, men her er han bare utålelig.

Heldigvis er der lyspunkter undervejs, så når han ikke er ved at sumpe til i en ligegyldig rus, er han faktisk ret skarp og får søgelyset rettet mod valget, som selvfølgelig ikke foregår helt, som det bør.

Jeg krydser fingre for, at næste album vil fungere lidt bedre, for jeg synes bestemt, at den verden har noget at byde på – der er bare lidt ‘ujævnt trav’ undervejs.

Sandsnogens bid

I forbindelse med mit kvartalstema, fantasy, er jeg godt i gang med at læse mig igennem en række bøger, jeg har lånt på biblioteket. En af disse – ‘Sandsnogens bid’ af Sidsel Sander Mittet – har jeg hørt meget godt om. Bogen er første del i serien ‘Krøniken om Morika’, og forfatteren har tidligere udgivet bøger i samme verden. Dem har jeg desværre ikke læst (endnu!).

I ‘Sandsnogens bid’ skifter man mellem at følge teenagepigen og morikaneren Itua og teenagedrengen og hilaen Aaton, der begge med at få en helt anden fremtid, end de havde planlagt. Ituas far vælger nemlig at gifte hende bort til en ti år ældre mand fra et andet folkeslag. Samtidig afslutter Aaton sin krigeruddannelse, og selvom han er den bedste på holdet, bliver han ikke optaget blandt hirdens bedste mænd – det kan han jo ikke, når han kun er halvblods. I stedet sendes han bort og får – lidt af omveje – til opgave at passe på Itua. Ingen af dem er særlig tilfredse med den ordning i starten, men snart får de øjnene op for hinanden. Mens de forsøger at skjule deres romance, vokser de politiske intriger omkring dem. Krigen mellem folkeslagene lurer, og oprøret ulmer i krogene. Men hvilken side vil Itua og Aaton være på?

Historien om to teenagere, der kommer fra forskellige kulturer og samfundslag og derefter forelsker sig i hinanden er på ingen ny, men jeg synes alligevel, at ‘Sandsnogens bid’ har noget at byde på. Det skyldes især det forhold, der er mellem Itua og hendes mand, for det er noget usædvanligt – og på flere måder ganske moderne. Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig, at denne historie ville/kunne være skrevet for 15 år siden.

Persongalleriet er tilpas bredt. Jeg kunne godt have brugt lidt flere detaljer på flere af bipersonerne, men mon ikke det kommer i de følgende bøger. Hovedpersonerne og de nærmeste personer (hovedsageligt koncentreret omkring Itua) er dog fint beskrevet, hvor det ikke altid er lige let at gennemskue, hvem der er de gode, og hvem der er de onde.

Itua er nok den, der udvikler sig mest gennem historien. Hun forsøger at være stærk og selvstændighed, og selvom det ikke altid lykkes, så kæmper hun videre. Jeg syntes dog, at det var synd, at så mange af hendes konflikter var betingede af hendes køn – det blev noget kedsommeligt i længden. Der er sådan set ingen grund til at overføre de samme (fortærskede) konflikter fra virkeligheden og over til fantasy, men måske er det bare mig, der har læst for megen fantasy, hvor kvinder bliver undertrykt.

Samlet set en rigtig positiv læseoplevelse. Jeg er som sagt ærgerlig over, at der gik lige lovlig megen kvindedominans i den i slutningen af bogen, men bortset fra det var det en ganske glimrende ungdomsbog. Jeg ser frem til at læse videre i serien.

The Lies of Locke Lamora

Januar måneds ‘to-read-bog’ var ‘The Lies of Locke Lamora’ af Scott Lynch. En fantasybog, jeg har hørt meget godt om og som har stået ca. fem år på min læseliste. Lidt for længe efter min smag, så det måtte jeg hellere gøre noget ved!

Bogen er første del i ‘Gentleman Bastard’-serien, som endnu ikke er afsluttet. Den handler om Locke Lamora – en forældreløs dreng, som ender i en tyvebande og viser sig at være en gudsbenådet tyv. Locke er dog ikke bare dygtig – hans fandenivoldske og utrolig frække stil får gang på gang narret rigmænd fra deres værdier, men skaber også en del konflikter, da han ikke gør, som bandens leder ønsker det. Som årene går, får Locke skabt sig lidt af et ry, men successen er ikke uden torne. Locke bliver snart blandet i komplekse intriger og mystiske plots, for nogen prøver at overtage magten i byen, og her er Locke tiltænkt en rolle. Han opdager dog pludselig, at det ikke lige var den rolle, han havde forestillet sig…

Jeg havde lidt svært ved at komme ‘ind på livet’ af denne bog i starten. Handlingen var interessant, men der var alligevel et eller andet, der gjorde, at jeg ikke for alvor blev fanget af historien. Heldigvis ændrede det sig undervejs, og især i anden halvdel var yderst spændende og medrivende.

Locke er en yderst flabet og intelligent hovedperson, men han har – også selvom han er tyv – også en række moralske principper, hvilket jeg godt kan lide. Der er lidt Robin Hood over ham, og det er tydeligt, at hans venner betyder meget for ham. Han får dog rodet sig ud i mange problemer, og ind imellem kunne jeg ikke lade være med at sammenligne ham med Dresden, da Locke har samme evne til at være i overhængende fare og alligevel klare ærterne i sidste øjeblik. Og så er der også lidt Ocean’s Eleven-stil over den med den bande af trickstere. 

Skrivestilen irriterede mig lidt ind imellem. Jeg brød mig ikke om de mange afbrydelser i hovedhistorien i form af små mellemspil, der hoppede i tid og sted, men de er dog med til at fortælle baggrundshistorien. Jeg ville dog ønske, at der var færre af dem, for de brød ind imellem min læserytme.

Selve historien er genial. Den er udspekuleret, dramatisk, konfliktfyldt og til tider yderst intens. Der er svindlere i hobetal, og bedrag og svig er hverdag. Alligevel bliver historien ved med at overraske, og til sidst tør man næsten ikke gætte på udfaldet.

 

Fifty/fifty

Jeg kan ikke huske, hvordan jeg stødte på denne bog hos Ereolen, for den hører ikke til en genre, jeg hører særlig tit, men ikke desto mindre hørte jeg denne lydbog til ende tidligere i denne uge.

‘Fifty/fifty’ er skrevet af Mikkel Sonne, der fortæller om sit møde med morderen Timothy ‘Fifty/fifty’ Titsworth, der sidder på dødsgangen. Det, der egentlig blot skulle være et interview om dødsstraf til en opgave, udvikler sig med tiden til et nært venskab mellem danskeren og amerikaneren. De sender jævnligt breve til hinanden, og Mikkel får et indblik i, hvordan det amerikanske retssystem er – men også hvordan en ung mand som Timothy kan ende med at dræbe sin kæreste i en crack-rus.

Timothy når at sidde 14 år på dødsgangen, inden han bliver aflivet, og bogen beskriver tiden op til, under og efter dødsdagen, hvor Mikkel både refererer samtaler med og breve fra Timothy samt samtaler med Timothys familie bagefter.

‘Fifty/fifty’ er en stærk bog. Den beskriver, hvordan et helt almindeligt menneske kan ende i et misbrug og derigennem begå frygtelige handlinger. Bogen er på ingen måde en undskyldning for Timothys handlinger, for selvfølgelig er det forkert at begå drab, men det er nærmere en kritik af dødsstraf og ikke mindst USA’s retssystem, hvor der ifølge forfatteren blev begået flere fejl under Timothys retssag.

Jeg syntes dog, at det stærkeste er det indblik, man får i både Timothy og forfatteren selv, for jeg synes, at der er noget meget livsbekræftende over deres venskab. At forfatteren giver så meget af sig selv – både tid, penge og ikke mindst personlighed – i kontakten med Timothy. Og samtidig er det også så tragisk, at et almindeligt menneske som Timothy kan ende med at have sådan et liv. Han er ikke et monster fra en Hollywood-film, som det er let at hade – han er et menneske af kød og blod.

Det er en barsk og vemodig fortælling, der er ganske tankevækkende. Absolut en bog, der er værd at læse, og jeg kan varmt anbefale den.

I januar gik tiden med…

Sløvhed
Ja, hvad gik tiden egentlig med i januar? Jeg synes, det har været en virkelig energifattig måned for mit vedkommende, hvilket i høj grad skyldes den manglende sol. Har absolut kørt på nødbatterier det meste af tiden. Godt man nu kan mærke, at vi går mod lysere tider (og koldere i næste uge, men skidt med det – bare der kommer solskin!).

13 læste bøger
Jeg følte ikke, at jeg fik læst så meget i januar, og alligevel endte jeg med 13 læste bøger, så det er ganske udmærket. Jeg startede på en del lydbøger, som jeg droppede efter et par timer, fordi de ikke fangede mig. Heldigvis sluttede jeg af med en god lydbogsoplevelse – nemlig ‘Fifty/fifty’, som var en virkelig positiv læseoplevelse.

Månedens to-read-bog
Årets første to-read-bog var ‘The Lies of Locke Lamora’. Det tog mig lidt tid at komme rigtig ind i historien, men bogen blev bedre og bedre, jo mere jeg læste. Anmeldelse af bogen kommer i næste uge.

6 fantasybøger
Årets første kvartaltema er fantasy, og der må jeg sige, at jeg fik en god start, da halvdelen af månedens læste bøger var fantasy. Det blev til ‘Skyriel’, ‘Månens kald’, ‘Winter Magic’, ‘Forvandlinger’, ‘Wika og Oberons rasen’ og ‘The Lies of Locke Lamora’.

Ingen bogindkøb
Nu fik jeg både shoppet en god bogstak ligesom jeg fik en del firkantede julegaver i sidste måned, så der var ikke behov for at købe bøger i denne måned. Jeg spår, at det er der heller ikke i næste 😉

I februar vil jeg:

    • Lave en ambitiøs læseplan for et par kommende småferier, så jeg kan få ryddet ud i nogle af de bøger, jeg har haft stående ulæste for længe samt få kværnet et par rigtig tykke bøger.
    • Læse flere tegneserier – trænger virkelig til at læse sjove tegneserier, så jeg vil skrue ned for de seriøse/dystre graphic novels og finde noget pjat og pjank frem!