Shannaras sværd

Kender du det? At have en bog stående på reolen i over ti år uden at få den læst? Dem har jeg nogle stykker af – ikke mange men alligevel nok til at irritere mig, så tidligere på måneden satte jeg mig for at få læst ’Shannaras sværd’ af Terry Brooks. Han er en ret kendt fantasyforfatter, men af en eller anden grund har jeg aldrig fået læst noget af ham – før nu.

’Shannaras sværd’ er første bog i en serie, men den kan læses selvstændigt. Den handler om den unge Shea, der lever et sorgløst liv. En dag bliver han opsøgt af troldmanden Allanon, og så bliver hans liv vendt op og ned. Shea får at vide, at han er den eneste overlevende af Shannara-slægten og dermed den eneste, der kan bruge Shannaras sværd – det eneste våben, der kan udslette den ondskab, som truer med at knuse verden. Shea er halvt menneske og halvt alf og har aldrig kendt til sit ophav, så han bliver ret chokeret. Han er i tvivl om, hvad han skal, men Allanon advarer ham om, at Shea – uanset hvad – vil blive stræbt efter livet, hvis (eller rettere sagt når) fjenden opdager, at han er den sidste efterkommer af Shannara. Shea må da også flygte sammen med broren og kommer snart ud på en farefuld rejse, hvor både mennesker, dværge, trolde og elvere må arbejde sammen i kampen mod det onde.

Denne bog virker som et rip-off af ’Ringenes herre’, hvilket kom som en stor overraskelse for mig. Især starten, hvor Shea blev opsøgt af troldmanden, men også dele af rejsen mindede så meget om Tolkiens klassiker, at jeg blev pinligt berørt på forfatterens vegne. Det virkede ret uoriginalt, og så var især starten også noget kluntet skrevet. Det kan måske have noget med oversættelsen at gøre, men da jeg kun har læst den danske udgave, så er det svært at vurdere.

Selve historien om Shea er ikke særlig interessant, men heldigvis fylder dværgen Henkel også en del i fortællingen, og hans historie er væsentlig mere spændende at følge. I det hele taget får bipersonerne lov til at fylde en del undervejs, hvilket er et klart plus, når nu hovedhistorien er så forudsigelig.

Nu fik jeg endelig læst ’Shannaras sværd’, og var den så ventetiden værd? Klart nej. Den virkede som en halvbillig udgave af ’Ringenes herre’, og så virkede den i det hele taget noget bedaget, hvilket dog ikke var så overraskende, når nu bogen har over 40 år på bagen. Men det er helt sikkert ikke en bog, jeg beholder.

Jeg henter solen ned

‘Jeg henter solen ned’ fik overvældende gode anmeldelser, da den udkom for nogle år siden. Jeg læste den ikke dengang, men da jeg faldt over lydbogsudgaven, blev jeg alligevel nysgerrig og har derfor lyttet til den i løbet af den sidste uges tid.

Bogen er skrevet af Jandy Nelson og handler om tvillingerne Jude og Noah, der tidligere var uadskillelige men nu undgår hinanden. Hvorfor? Det finder man ud af i løbet af bogen, hvor kapitlerne skifter mellem de to hovedpersoner. Her fortæller Noah om årene op til forandringen, mens Jude fortæller om årene efter. Det er historien om de meget forskellige tvillinger, den udadvendte og den indadvendte, og de komplikationer, der opstår, når misforståelser tager fart og mennesker bliver såret.

Jeg hørte som sagt lydbogsudgaven, og det gjorde skiftene mellem fortid og nutid lidt forvirrende i starten, selvom det hjalp en del, at det var to forskellige personer, der havde indtalt hovedpersonernes stemmer. Efter et par timers lytning havde historien ikke rigtig fanget mig endnu, og jeg overvejede kortvarigt, om jeg skulle opgive bogen. Men så skete der noget, som fik vakt min nysgerrighed, og derefter hyggede jeg mig fint resten af tiden.

Noah og Jude er nogle specielle personer. De er ikke nødvendigvis urealistiske men de har hver deres særheder, og det giver noget kant og drama til historien. Der er et par konflikter undervejs, som måske kan være en anelse… forcerede… men jeg vil ikke afvise dem som utroværdige, for folk – og især teenagere i deres følelsers vold – kan ind imellem gøre nogle drastiske og tåbelige ting. Desværre betød det også, at jeg ikke rigtig følte, jeg kom ind på livet af dem. Det virker måske lidt underligt, da de blotter sig meget følelsesmæssigt, men det blev ind imellem lidt for iscenesættende til mig.

Jeg skulle som sagt lige vænne mig til opbygningen af bogen, men da det kom til stykket, syntes jeg egentlig, det fungerede meget godt. Da jeg var færdig med bogen, tænkte jeg faktisk på, at det kunne være interessant at læse/lytte til den igen på et tidspunkt for at få de detaljer med, som man ikke nødvendigvis får fat i første gang, man læser en bog og ikke ved, hvad den ender med.

Som ungdomsbog fungerer den fint. Den favner mange af de problematikker, som ungdommen ofte består af (søgen efter kærlighed og den eneste ene, grænsesøgende/konfronterende opførsel, brug og misbrug af alkohol osv.). Den ligner ikke min ungdom, men jeg kan sagtens genkende mange af de konflikter, som var typiske dengang, hvor jeg var under tyve (og… det er ved at være nogle år siden efterhånden :)). Jeg var ikke helt oppe at ringe over den, og den rørte mig ikke på samme måde, som andre ungdomsbøger har gjort, men samlet set en udmærket læseoplevelse.

Drengen i den stribede pyjamas

‘Drengen i den stribede pyjamas’ blev filmatiseret for nogle år siden, og jeg har efterfølgende flere gange overvejet at se den. Jeg ville dog gerne læse bogen først, så da jeg faldt over lydbogsudgaven hos Ereolen.dk, lånte jeg den med det samme.

‘Drengen i den stribede pyjamas’ fortæller historien om den ni-årige Bruno, der vokser op i Berlin under 2. Verdenskrig. Han lever i sin egen lille barneverden og ved intet om krigen eller de ting, der foregår udenfor Tyskland. Da hans far, som arbejder i hæren, bliver forfremmet, skal hele familien flytte til Auschwitz. Bruno er stærkt utilfreds, for ikke bare skal han flytte fra sine venner – han skal også bo i et hus, der kun er tre etager højt! Det er en klar forringelse i forhold til barndomshjemmet, der er på hele fem etager.

Bruno har svært ved at falde til i det nye hjem. Han bruger en del tid på at kigge på menneskene i den lejr, der ligger lige ved siden af. En dag beslutter han sig for at gå på opdagelse i haven og ender til sidst nede ved lejrens hegn, hvor han støder på den jævnaldrende Shmuel, der er iført en stribet pyjamas. De to drenge falder i snak og et venskab opstår. Nu har Bruno endelig en at snakke med, og det bliver snart en del af dagligdagsrutinen at snige sig til at mødes med Shmuel.

Historien om en koncentrationslejr under 2. Verdenskrig er interessant vinklet ved, at den er set gennem et barns øjne. Desværre synes jeg ikke, at det er særlig vellykket, da Bruno fremstilles som tindrende naiv grænsende til dum. En helt banal ting såsom navnet Auschwitz” opfatter han konsekvent forkert (han hører det som “Afsides”) og det samme sker med “Føreren” (som han konsekvent opfatter som “Fyren”). Og ja, en ni-årig dreng, der tidligere har levet så isoleret som han, vil selvfølgelig ikke forstå alt, men eftersom vrimler med soldater hver dag, så virker det komplet utroværdigt, at han ikke samler bare lidt viden op om, hvad der foregår. 

Men tilgiver man dette, så er det en ok fortælling, hvor Brunos næsten nævenyttige naivitet er med til at give historien lidt kant, så kontrasten mellem ham og Shmuel bliver tegnet tydeligt op. I betragtning af hvor kort, historien er, så var jeg faktisk positivt overrasket over, hvor godt man også når at lære Brunos familie at kende. De når ikke at blive meget dybe personligheder, men man får alligevel et fint indtryk af hvilke mennesker, de er.

Jeg synes, at historien har en interessant slutning (som jeg naturligvis ikke røber her). Den overraskede mig, og den er med til at give dybde til den ellers lidt for overfladiske fortælling om mødet mellem den tyske overklassedreng og den polske jødedreng.

Samlet set en ok lytteoplevelse, men den rørte mig desværre ikke så meget, som jeg havde håbet på. Der har været mange andre bøger om 2. Verdenskrig, som har gjort større indtryk på mig.

 

I døden og videre

På min biblioteks-huskeliste har der gennem længere tid stået ‘I døden og videre’ af Jacob Kokkedal. Jeg kan ikke huske, hvor jeg stødte på bogen første gang, men det kunne godt være en liste over nye bogudgivelser. Da mit læsetema for årets tre første måneder har været fantasy, så var det oplagt at låne denne bog, da den er første del i en fantasy-serie.

Bogen foregår i kongeriget Sastion, hvor kongen er draget i krog mod De Urene horder og ladet den unge prins blive alene tilbage. Prinsen Eumon er en lille og forsigtig dreng, som mest bruger tid sammen med bøgerne, men det bliver der grundigt lavet om på, da drukkenbolten Balt først redder prinsen og prinsessen og siden begynder at oplære prinsen i kampteknikker. De er et umage par – den fordrukne og snuskede mand og den spinkle knægt – men det er tydeligt, at drengen har gavn af den ligefremme behandling. Omgivelserne lægger også mærke til forandringen, og flere og flere spørger sig selv om, hvem Balt mon er. Hvor kommer han fra, og hvad er hans baggrund? Det er tydeligt, at han må have en soldaterbaggrund med de teknikker, han lærer prinsen, men hvem er denne mystiske mand?

Denne bog endte med at overraske ganske positivt, og det skyldes først og fremmest samspillet mellem Balt og Eumon. Det bliver hurtigt tydeligt, at Balt – trods sin fordrukne og beskidte overflade – er en ganske anstændig person og derfor har en god indflydelse på den unge, usikre prins. Det øvrige persongalleri rummer også en del personer, der er lette at holde af – blandt andet tjenestepigen Lila og kammertjeneren Sulkat – men de får dog ikke lov til at fylde så meget som Balt.

Bogens største svaghed er de mange gentagelser. Der er blandt andet lige lovlig megen fokus på Balts uhumske fremtoning og hans afhængighed af alkohol og lidt for megen trampen rundt i, hvor usikker og forsigtig prinsen er. Det er synd, når nu historien som helhed er velskrevet.

‘I døden og videre’ er en ganske fin start på en fantasyserie. Jeg glæder mig til, når næste bog udkommer.

Bøger til forårslæsningen og den kommende readathon

Jeg holdt mig pænt i skindet, da jeg var i London i sidste måned og var forbi et par boghandlere. Jeg vidste nemlig, at jeg i starten af april ville bestille en pæn stabel bøger fra Saxo, da jeg dels havde nogle gavekort, jeg skulle have brugt, og dels havde planlagt at købe en række bøger, jeg skal bruge til forårs-readathon i slutningen af denne måned.

Og hvad blev det så til? Som tidligere nævnt er læsetemaet for de næste tre måneder Asien, så derfor bestilte jeg nogle bøger, der passer til dette tema: ‘As the Heart Bones Break’, ‘Dreams of Joy’, ‘The Dog Who Dared to Dream’, ‘Women of the Silk’ samt ‘The Way of the Warrior’. Flere af bøgerne er desuden ‘månedens to-read-bog’ i løbet af de kommende måneder.

Derudover blev det selvfølgelig også til lidt fantasy: ‘Under Red Skies’ (efterfølgeren til ‘The Lies of Locke Lamora’, som jeg nu har lokket min allerkæreste til at læse), ‘Red Queen’ (efterfølgeren til ‘Alice’) og ‘Words of Radiance’ (efterfølgeren til ‘The Way of Kings’, som jeg knuselsker).

Har du købt nogle spændende bøger for nylig?

 

I marts gik tiden med…

Fødselsdagsfejring
Jeg havde fødselsdag i starten af marts, og det fejrede gemalen og jeg i London, hvor vi så musicals, spiste god mad, gik nogle ture, gramsede på bøger (ok, det var mest mig) og bare generelt nød at være lidt hjemmefra. Kan absolut anbefales!

13 læste bøger
Jeg fik læst 13 bøger i marts, og det var ganske pænt – ikke mindst fordi jeg dels nåede en bog på ca. 1100 sider og dels fordi jeg brugte en del tid på at lytte til podcasts i stedet for lydbøger. En god del af påsken er også gået med alt andet end af læse, så jeg er godt tilfreds.

Månedens to-read-bog
Månedens læseprojekt var ‘The Way of Kings’ af Brandon Sanderson, og ja det var lidt af et projekt, for det er en bog på ca. 1100 sider! Jeg har haft den stående i ca. to år, hvor jeg blot ventede på, at Sanderson skrev lidt flere bøger i serien, så jeg ikke skulle vente lang tid mellem hver bog, og da tredje bog i serien udkom for få måneder siden, så var det tid til at gå i gang. Og hvilken start! Fantastisk bog – muligvis den bedste fantasybog, jeg har læst siden ‘Mistborn’-trilogien.

8 fantasybøger
Jeg sluttede fantasytemaet med et brag af en måned – 9 læste bøger blev det til, hvor en af dem er den bedste fantasybog, jeg har læst i mange år! Det var selvfølgelig ‘The Way of Kings’. Der var dog også lidt ekstraordinært to bøger, jeg måtte DNF’e – nemlig ‘Carry On’ og ‘Mithos’, som jeg gik helt kold i.

De læste fantasybøger var: ‘The Way of Kings’, ‘Slaget på Hackham Hede’, ‘Fønixens hjerte’, ‘Bundet af blod’, ‘I døden og videre’, ‘Harry Potter og hemmelighedernes kammer’, ‘Red Queen’ og ‘Language of Thorns’.

At shoppe bøger i London
Jeg fejrede min fødselsdag i London, og her var det naturligvis oplagt at købe lidt bøger, så det gjorde jeg. Det blev ‘kun’ til fem bøger, men det var nu et bevidst valg ikke at fylde kufferten med bøger, jeg let kunne bestille hjemmefra og i stedet gå på jagt efter de små perler, som jeg ellers ikke ville støde på.

I april vil jeg:

  • gå i gang med næste kvartalstema, som bliver Asien. Jeg har været forbi biblioteket for at låne en lille stabel bøger, så jeg kan komme godt i gang.
  • planlægge næste readathon, der er i slutningen af måneden. Jeg har et spinkelt håb om solskin og tyve grader, så det er muligt at bruge noget af tiden udenfor, men jeg ved godt, at det er meget optimistisk.