Dragen med de røde øjne


Så er jeg efterhånden nået til sidste anmeldelse af de bøger, jeg læste til forårsreadathonen sidste måned (ja, det dejlige majvejr har udskudt en del af blogindlæggene :)).

‘Dragen med de røde øjne’ er en lille novellesamling af Astrid Lindgren. Den indeholder ti små historier om børn, der oplever forunderlige ting – for eksempel at møde en lille drage, at komme med på en flyvetur, selvom man er syg, eller møde en lillebitte person, som man kan lege med, når man er alene hjemme.

Det er en novellesamling, der henvender sig til de helt små læsere (der godt kan lide højtlæsning), men voksne, der er vokset på med Lindgrens historier, vil bestemt også nyde de fine, pudsige og lidt sårbare fortællinger. Jeg savnede ind imellem lidt mere kød på fortællingerne, men de er glimrende som højtlæsning for små børn.

The Way of the Warrior


Jeg nåede at læse en del bøger under sidste måneds readathon – blandt andet ‘The Way of the Warrior’, der er første bog i ‘Young Samurai’-serien. Jeg tænkte, at denne ungdomsbog ville passe fint til en readathon, hvor bøgerne gerne må være hurtige og lette at læse.

I bogen følger man drengen Jack, der strander på den japanske kyst, efter at hans faders skib bliver overfaldet af ninjapirater, og skibet derefter synker. Jack bliver reddet af en højagtet sværdmester og derefter adopteret på linje med sværdmesterens søn. Det er noget, som sønnen tager ilde op – ikke mindst da Jack også begynder at uddanne sig som samurai og tydeligvis er dygtig til det.

På mange måder minder denne ‘The Way of the Warrior’ om mange andre ungdomsbøger. Ung knægt bliver lærling og skal gennemgå en masse prøvelser men klarer sig selvfølgelig godt (det meste af tiden). Her er settingen dog lidt anderledes, da den foregår i Japan under samurai-æraen. Jeg havde det personligt lidt hårdt med de føromtalte ninjapirater (det er simpelthen for fjollet!), men bortset fra det var det en udmærket ungdomsbog med fokus på de klassiske værdier – ærlighed, venskab og næstekærlighed.

Det er ikke stor skrivekunst, men det er ok underholdning til en sommerferie eller hvis du blot trænger til en lettilgængelig historie uden de vilde overraskelser.

The Dog Who Dared to Dream

Under sidste måneds readathon læste jeg den lille bog ‘The Dog Who Dared to Dream’ af Sun-mi Hwang, der også er forfatter til ‘The Hen Who Dreamed She Could Fly’.

Bogen handler om den småskravlede hundehvalp Scraggly, der er lidt af en outsider i kuldet. Livet på gården byder på en del udfordringer, men Scraggly drømmer om gode dage og muligheden for at få hvalpe, når hun bliver voksen. Men vil drømmene gå i opfyldelse – og på hvilken bekostning?

Stilmæssigt minder denne bog en del om eventyret om hønen, omend ‘The Hen Who Dreamed She Could Fly’ mindede mere om en fabel end historien om Scraggly gør. Det er en meget fin og simpel historie om en outsider, der bare gerne vil være glad, lykkelig og værdsat ligesom alle andre. Historien er på mange måder naiv (og det er ikke ment negativt), men det gør den langt mere rørende, selvom fortællingen er rimelig forudsigelig.

Jeg synes, det er en fin lille bog. Den er næsten lige så god som historien om hønen, men det er lidt synd, at de to bøger minder om hinanden på en række punkter. Læs den, når du er i det eftertænksomme hjørne og har brug for en rørende historie.

Mit år med kød

Da jeg var på biblioteket for at låne bøger med asiatisk tema, faldt jeg over to bøger af Ruth Ozeki – ‘Tidens væsen’  samt ‘Mit år med kød’. Sidstnævnte læste jeg lige efter ’Vegetaren’, men det var altså et tilfælde!

’I ’Et år uden kød’ følger man to kvinder – først og fremmest produceren Jane, der har fået til opgave at lave en række madprogrammer, My American Wife, til japansk fjernsyn – diskret sponsoreret af den amerikanske kødindustri. Netop sponsoraftalen bliver en større og større hæmsko i takt med, at Jane opdager, hvordan det amerikanske oksekød bliver produceret uden hensyntagen til dyrenes velbefindende. Kan hun reelt set forsvare at producere programmer, der priser indtagelsen af oksekød? Det giver en række konflikter med chefen, hvis kone, Akiko, også optræder i en række kapitler. Akiko står i kraft af sin rolle som den underkuede hustru som en modpol til den oprørske Jane og tegner samtidig et billede af den japanske kone, som madprogrammerne skal forestille sig at henvende sig til.

Historien er i starten ret komisk. Jane bliver ved med at finde deltagere til madprogrammer, der ikke passer ind i oksekødstemaet – først fordi hendes interviewpersoner foretrækker andre typer kød end oksekød og senere hen fordi hendes deltagere er vegetarer. Det resulterer i adskillelige skideballer fra chefen, men mærkeligt nok bliver hun ikke fyret. Hun bliver selv mere og mere bevidst om, hvordan hun forsøger at undgå oksekød i programmet i takt med, at hun opdager problemer med produktionen af kødet, og snart er historien ikke længere morsom men en reel kritik af kødproduktionen.

Jeg synes klart, at det var kritikken af oksekødindustrien, der var mest interessant ved bogen. De småskøre episoder i starten der langsomt ændrede sig, da Jane opdagede, hvor alvorlige problemer der var. Desværre kom nogle af episoderne til at virke karikerede, da det virkede dybt utroværdigt, at Jane var så rebelsk i forhold til sit oplæg – og at hun gang på gang slap for at blive fyret.

Akikos rolle var jeg ikke særlig vild med. Det virkede mest af alt, som om hun var med for at tegne et stereotypt billede af en undertrykt asiatisk kvinde med en dybt usympatisk og voldelig mand. Kombineret med den lidt for letkøbte Hollywoodslutning sluttede bogen desværre på en noget fesen måde. Ærgerligt når nu starten var så god.

Monster on the Hill

Jeg læste ‘Monster on the Hill’ af Rob Harrell i løbet af den seneste readathon, og den var en fin lille tegneserie, som egner sig fortrinligt til den slags læseevents. Det er i øvrigt en tegneserie, der har stået på min ønskeseddel i flere år, indtil jeg overgav mig og selv købte den.

Tegneserien handler om en by, der har et ret ufarligt og harmløst monster boende – og det er en katastrofe! Byboerne er dybt frustrerede over, at deres lokale monster aldrig viser sig og skræmmer dem godt og grundigt, for det skal et rigtigt monster jo! De er dybt misundelige på nabobyernes seje og skrækindjagende monstre, og deres eget monster, Avon…? Tja, han er godt klar over, at han har fejlet totalt. Heldigvis beslutter to mennesker – Dr. Charles og drengen Timothy – sig for at hjælpe monstret, og derefter starter et kapløb på tid, for pludselig er byen truet, og kun Avon kan hjælpe!

Jeg elsker ideen med, at det er vigtigt, at enhver by har sit eget monster, der kan skræmme beboerne. Det er et dejligt gakket udgangspunkt for en tegneserie, og det er da også en historie, der fik mig til at klukke af grin flere gange. Den er ikke tåkrummende skør eller hysterisk sjov men den er tilpas skæv til, at den fik smilet frem flere gange.

Tegnestilen er skør og nuttet på samme tid – og ret farverig – og det passer især godt til actionscenerne. Det er en stil, der nok vil tiltale de yngre børn, men glade sjæle som jeg sætter også pris på det.

Alt i alt en fin lille tegneserie – måske ikke helt så hylende skæg, som jeg havde håbet, men bestemt hyggelig og med plads til et par gode grin.

 

Tidens væsen

’Tidens væsen’ er skrevet af Ruth Ozeki og handler om to kvinder, der bor i hver sin verdensdel. Den ene, Ruth, bor i Canada. En dag finder hun en madkasse på stranden, som indeholder en dagbog skrevet af den japanske teenagepige Nao. I bogen fortæller Nao, at hun er træt af at blive mobbet og har planer om at begå selvmord. Inden vil hun dog nå at fortælle om bedstemorens liv, for det fortjener den 104-årige kvinde. Bedstemoderen er zenbuddhistisk nonne og har lært Nao meget om livet og mennesker. I takt med, at Ruth læser dagbogen, gør hun sig mange tanker om, hvem Nao er, og hvad der er sket med hende. Er hun stadig i live?

Jeg kunne godt lide starten på bogen og selve præmisset med, at den ene hovedperson oplever den anden hovedperson gennem en dagbog. Især Naos stemme var stærk og selvbevidst og kom til at stå i kontrast til Ruth, der virkede både forsigtig og bekymret. I takt med, at historien udviklede sig, syntes jeg dog desværre, at Naos stemme blev knapt så markant og mistede sin kraft. Samtidig blev Ruth mere og mere bekymret, da hun var bange for, at Nao ville stå ved sin beslutning om at begå selvmord. Ruth begyndte derfor at undersøge, hvordan hun eventuelt kunne forhindre det, og her havde jeg lidt svært ved at se, hvordan det hang sammen. Når Ruth var bevidst om, at hun læste i en dagbog, der var skyllet op på stranden efter at have rejst en halv jordklode rundt, så ville de fleste mennesker nok forvente, at der var gået (alt for) lang tid. Jeg havde i hvert fald svært ved at sætte mig ind i Ruths lidt paniske opførsel, og jeg syntes også, at det blev for konkret… for løsningsorienteret. Ja, jeg ved, det er en lidt pudsig formuleret kritik, men jeg syntes, at historien i sig selv var stærk nok til, at den ikke behøvede at have et efterspil i form af Ruths jagt på, hvem Nao er/var.

’Tidens væsen’ giver et interessant indblik i blandt andet zenbuddhisme, det japanske skoleliv og kamikazepiloterne under 2. Verdenskrig – et spøjst sammensurium som dog giver nogenlunde mening, når man læser det. Det er en historie om to kvinder, der er vidt forskellige steder i livet, men som alligevel ender med at betyde noget for hinanden – Nao for Ruth, der lever sig ind i teenagerens liv og kvaler og Ruth for Nao, der betragter den kommende læser af dagbogen som sin fortrolige.

Bogen er forsynet med en lang række noter, der forklarer de japanske udtryk, der bruges i Naos tekster. Jeg syntes, det var en guldgrube af oplysninger, men fodnoterne kan nok også irritere nogle læsere, selvom noterne ikke fylder så meget.

Alt i alt en interessant læseoplevelse, der dog tabte pusten undervejs og derfor ikke rørte mig så meget, som jeg havde håbet.

Vegetaren

Den første bog, jeg fik læst i forbindelse med mit Asien-tema, var ‘Vegetaren’ af Han Kang. Igen en af de bøger, jeg har hørt rigtig godt om, siden den udkom for et par år siden.

I ‘Vegetaren’ lever Yeong-Hye et ret almindeligt liv sammen med ægtemanden Cheong – lige indtil den dag, hvor hun beslutter sig for at blive vegetar (reelt set er hun nærmere veganer, men bogen siger vegetar). Det tager manden dog mildest talt ikke særlig pænt, og det bliver hurtigt til en konflikt i familien. Kød udgør traditionelt set en central del i de koreanske måltider, og hendes valg anses for at være en unormal og nærmest syg handling. Familien prøver at gribe ind, og det udvikler sig snart til groteske scener, hvor det hele spidser til.

Historien er fortalt fra tre forskellige synsvinkler – først Yeong-Hyes mand, dernæst hendes svoger og til sidst hendes søster. Dermed kommer der nogle ret interessante synspunkter og observationer med, som suppleres af enkelte scener, hvor Yeong-Hye selv optræder. Fortællerne er meget ærlige og direkte og sparer ikke sig selv – for eksempel fik jeg hurtigt indtryk af, at manden var et utrolig egocentreret og voldeligt menneske, som jeg havde meget svært ved at fatte sympati med. I det hele følte jeg hurtigt, at Yeong-Hye blev uretfærdigt behandlet af den intolerante familie. Forfatteren skånede dog ikke hovedpersonen. Yeong-Hye er ikke et klassisk offer men fremstår også som mystisk og fremmedgjort, da hendes handlinger bliver mere og mere absurde.

Bogen sætter fokus på normalitet og brud på traditioner. Hvad der sker, når nogen træder udenfor fællesskabet og indirekte sætter spørgsmålstegn ved samfundsnormerne. Den fokuserer samtidig også på kvindeundertrykkelse og menneskenes trang til at undertrykke og kue individer, de ikke kan identificere sig med.

‘Vegetaren’ er til tider en ret voldsom og ubehagelig bog – den egner sig ikke til hyggelæsning på stranden eller i sommerhuset. Den virker ind imellem næsten karikeret, fordi personerne handler så drastisk, men det er muligt, at den ikke opfattes sådan i Asien, hvor kønsrollerne er langt mere traditionelle end dem, man støder på i dagens Danmark.

Jeg synes, at det er en yderst interessant og tankevækkende bog. Desværre taber den lidt pusten hen imod slutningen, som – i mine øjne – er unødig lang, men det er ikke desto mindre en ret fascinerende og skræmmende fortælling.

I april gik tiden med…

Forårsfornemmelser
Så kom foråret endelig! Vi ‘snød’ og tog forskud på foråret et par dage før resten af Danmark, da vi var i Wien lige efter påske. Her var 15-18 grader og sol de fleste af dagene, og da der ikke var lige så blæsende som i DK, så kunne vi gå rundt uden jakke midt på dagen. Herligt! Det er virkelig lækkert, at der nu kommer nogle solskinsdage, så solbatterierne kan lades op 🙂

17 læste bøger
I april nåede jeg 17 bøger. Jeg hørte ikke særlig mange lydbøger, men til gengæld var der jo forårs-readathon sidste weekend, hvilket selvfølgelig var med til at booste antallet af læste bøger denne måned.

Månedens to-read-bog
‘As the Heart Bone Break’ blev månedens to-read-bog, og den læste jeg i forbindelse med weekendens readathon. Jeg kan ikke huske, hvor jeg hørte om bogen første gang, men den passede fint ind i læsetemaet om Asien. Desværre var jeg ikke så begejstret for den, hvilket ærgrede mig meget, da den ellers har fået rigtig gode anmeldelser.

6 asiatiske bøger
Jeg fik en fin start på Asien-temaet med seks bøger. Det blev til ‘Vegetaren’, ‘Et år uden kød’, ‘Tidens væsen’, ‘As the Heart Bone Break’, ‘The Dog Who Dared to Dream’ og ‘Hvidløgsballaderne’.

At forårsshoppe bøger
Jeg fik hyggeshoppet en del i denne måned, da jeg fik bestilt en stabel bøger fra Saxo. Så gik der nogle dage, og så kom i jeg i tanke om, at der var et par bøger mere, jeg godt ville have (‘The Dog Stars’, ‘Monster on the Hill’ og ‘Dragen med de røde øjne’)… og så gik der en dag mere, og så kunne jeg ikke nære mig og bestilte også ‘Obsidio’, der er efterfølgeren til ‘Gemina’. Men nu skulle jeg også have rigeligt på hylderne, så medmindre jeg støder på et supergodt tilbud, så skal der ikke shoppes bøger de næste par måneder.

I maj vil jeg:

  • Læse mere på et tæppe i haven! Jeg nåede det endelig sidste weekend i forbindelse med readathonen, og selvom det kun blev til 20 minutter om lørdagen og det samme om søndagen, så var det dejligt at få startet på ‘tæppe-i-haven-sæsonen’. Mere af det tak!
  • Læse flere e-bøger. Min huskeliste på mit lokale biblioteks hjemmeside forsvandt for over en måned siden. Der er åbenbart tekniske problemer, som stadig ikke er løst, så i stedet for ture til biblioteket vil jeg satse lidt mere på e-bøger i løbet af den næste måneds tid. De fylder også mindre i tasken til og fra arbejde.