The Windup Girl


’The Windup Girl’ af Paolo Bacigalupi røg på min to-read-liste for flere år siden, da jeg havde læst en ret begejstret anmeldelse af bogen. Siden har mit blik ofte dvælet ved den, når jeg har skimmet to-read-listen igennem, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har tænkt på, at den ville jeg virkelig gerne læse. Da jeg fik den i julegave sidste år, vidste jeg med det samme, at jeg ville læse den i forbindelse med mit scifi-tema for tredje kvartal.

Så ja, jeg havde en del forventninger til denne bog, men de blev desværre ikke indfriet. Det tog mig flere uger at nå lidt over halvvejs i den 500 sider lange bog, inden jeg indså, at der var ingen pointe i at læse videre. Bogen var utrolig kedelig, og selvom jeg har valgt den som månedens to-read-bog, så endte jeg med at opgive bogen. Det giver simpelthen ikke mening at bruge så lang tid på (frivilligt) at læse en bog, når der er masser af spændende bøger, jeg kunne læse i stedet.

Jeg bryder mig ikke om at droppe læsningen af en bog – især ikke når jeg har udvalgt den som månedens to-read-bog – men tvangslæsning er jo tåbeligt. Det giver hverken en god læseoplevelse eller en interessant anmeldelse.

Til den bitre ende

Forventninger:
’Til den bitre ende’ af Traudl Junge er et glimrende eksempel på, at jeg ind imellem falder over historiske emner på Ereolen.dk, som lyder interessante og derfor låner en lydbog om det. Traudl arbejdede som sekretær for Adolf Hitler, og bogen beskriver hendes oplevelser i de år. Jeg havde ikke så mange forventninger, inden jeg gik i gang med at lytte, men jeg håbede på, at bogen ville give et indblik i, hvordan det var at arbejde for manden, der stod bag 2. Verdenskrig.

Resumé:
Bogen er skrevet i slutningen af 1940’erne, hvor Traudl nedfældede sine erindringer. Da hun flere årtier senere gennemlæste dem, blev hun forfærdet over, hvor ureflekterede og naive, de virkede, selvom de var skrevet flere år efter krigen. Det var vigtigt for hende at pointere i forordet til bogen, men også at der – på trods af denne refleksion – ikke er ændret på indholdet af hendes tekster (udover korrektur samt nogle præciseringer undervejs).

Traudl fik som 22-årig arbejde som sekretær Hitler i de sidste 2½ år af krigen og var til stede, da det gik godt for tyskerne, men også da krigen vendte, og den dystre stemning lagde sig over førerbunkeren. Hun deltog i de daglige samtaler og måltider i den lille lukkede skare, som næsten konstant var i bunkeren og fik dermed et indblik i livet for både Hitler og hans nærmeste tjenestemænd.

Det bedste:

Traudl beskriver hverdagen blandt krigens mænd, og den noget anderledes vinkel giver et interessant indblik i krigen, som de færreste historiebøger kan give. Her er fokus ikke på de store slag men på de små samtaler, og det er med til at tegne nazismens top som mennesker, der også kunne grine eller græde. Traudls beskrivelser blev også brugt i filmen ’Der Untergang’, som af nogle blev kritiseret for at menneskeliggøre Hitler. Personligt synes jeg, at det kun gjorde hans gerninger endnu værre – at han ikke bare var en sort/hvid-skurk som i tegneserierne men et menneske med følelser.

Det værste:
Indledningen er alt for lang. Her bliver Traudls ’øvrige liv’ beskrevet (dvs. uden for tiden som sekretær for Hitler), og selvom det kan have sin berettigelse i forhold til at forstå hende som fortæller, så var det lige ved at dræbe min lyst til at lytte videre.

Kan anbefales til:
Historieinteresserede, der gerne vil have et indblik i hverdagslivet omkring Hitler, og hvor krigen ligger som et tungt tæppe over fortællingen, uden at krigen nævnes direkte særlig tit.

Morika-trilogien

Forventninger:
Jeg har tidligere læst den første bog i ’Krøniken om Morika’-trilogien – ‘Sandsnogens bid’ – så jeg kendte lidt til verdenen og kunne godt lide stemningen og skrivestilen. Jeg regnede med, at ’Morika’—trilogien ville være mere af det samme.

Resumé:
’Morika’-trilogiener en prequel og foregår ca. 600 år før den første serie. Her er det ellers fredelige land Morika i krig, da den adelsstyrede og racistiske organisation Oryndro har overtaget magten og forsøger at udrydde hilaerne. Men modstandsbevægelsen bekriger det nye styre, og historien ses gennem de to hovedpersoner – modstandsfolkene Eshri og Korau – der forsøger at nedkæmpe fjenden Oryndro og skabe et bedre og mere retfærdigt samfund.

Det bedste:
Bogen er skrevet i et enkelt og ligetil sprog og egner sig fortrinligt som ungdomsbog med masser af drama, action og hurtige bemærkninger. Det er dog især kampen mod racisme, homofobi og intolerance, der for alvor gør denne serie både fængslende og vigtig i det store udbud af ungdomsbøger.

Det værste:
Der går ind imellem lige lovlig meget kærlighedsfnidder i historien, men heldigvis er de enkelte episoder ikke noget, der trækkes i langdrag. En virkelig formildende omstændighed, da jeg ellers tit oplever, at kærlighedskonflikter skal strækkes så længe som muligt (og nej, det gælder ikke kun ungdomsbøger).

Kan anbefales til:
’Morika’-trilogien hører bestemt til noget af det bedste moderne danske fantasy. Bøgerne emmer af hormoner, kærlighedsdrama og action, men formår også at belyse alvorlige emner såsom racisme og homofobi. Der er store følelser på spil, og som voksen læser kan det ind imellem virke lidt melodramatisk, men det er ikke desto mindre spændende og medrivende bøger.

Nyindkøbte bøger i august

Der er søreme kommet lidt nyt til boghylderne her i hjemmet! Jeg var ellers lidt i tvivl om, hvorvidt jeg skulle holde fast i traditionen med at købe bøger i sommerferien – ikke mindst fordi jeg havde styr på de bøger, jeg skulle læse i ferien. Men der kommer jo også en tid efter ferien (sådan cirka nu), hvor der også skal læses, så jeg bestilte disse seks bøger hos Bookdepository.

’The Extinction Trials’ stødte jeg på for et stykke tid siden, da jeg surfede på Goodreads, og da jeg så i beskrivelsen, at den var en slags kombination af Jurassic Park og The Hunger Games, så var jeg solgt.

Mit kvartalstema er som bekendt scifi, så jeg blev også nødt til at købe ’Flowers for Algernon’, der længe har stået på min to-read-liste, samt ‘Manhattan in Reverse’. I næste måned er to-read-bogen ‘The Ship Who Sang’, så den skulle også købes hjem, og sidst men ikke mindst blev det til ’Symbiont’, der er efterfølgeren til ‘Parasite’, som jeg læste sidste år. Så troede jeg, at jeg var færdig med at købe bøger, men et par dage senere spontanbestilte jeg ‘The Loneliest Girl in the Universe’ efter at have stødt på den på Goodreads.

Der er også kommet en enkelt tegneserie i hus. Da jeg skulle bestille gave til nevøens fødselsdag via Bog & Idé, røg andet bind af ‘Linda og Valentin i rummet’ i kurven. Den passer jo også fint til scifi-læsetemaet, så jeg håber på at få den læst inden udgangen af september.

Jeg tror dog ikke, at der er så længe til, at jeg atter skal bestille bøger, for til oktober er der det halvårlige readathon, og da jeg ikke har så mange ulæste horrorbøger på lager (har altid horror som læsetema til efterårs-readathon), så må der købes lidt ind.

Hvis jeg var din pige

Forventninger:
’Hvis jeg var din pige’ af Meredith Russo har fået mange positive ord med på vejen, så jeg forventede en god læseoplevelse – og håbede på, at det ville være en bog, der både rørte mig og satte nye tanker i gang.

Resumé:
Amanda er lige startet på en ny skole og får straks en masse opmærksomhed – især fra fyrene. Men hun er bange for at nærme sig andre, for hun vil ikke have, at de opdager den hemmelighed, hun bærer rundt på. At hun tidligere hed Andrew. At hun fik tæv, fordi hun var anderledes. Men da hun falder i snak med Grant, og han viser sig at være en sød og betænksom fyr, som er helt vild med hende, så begynder hun at overveje, om ikke hun skal give slip og tage chancen med ham. Hun risikerer at miste sit helt nye liv, men måske er Grant chancen værd.

Det bedste:
Der er en rigtig fin sårbarhed over denne bog, hvor man i den grad kan mærke, hvor svært Amanda har det med at skjule sin fortid og samtidig være tro over for sine nye venner. Hvordan hun i det hele taget har svært ved at stole på folk. Det giver et indblik i et dilemma, som mange mennesker har – at man ikke altid kan eller tør være sig selv på grund af de omgivelser, man er i – og på den måde er denne bog også meget relevant for folk, der ikke nødvendigvis føler, at de er et andet køn end det, de er født som. Skrivestilen er let og lidt banal, men det fungerer fint i forhold til, at det er Amanda, der fortæller historien. Og så er kærlighedshistorien så godt fortalt – forsigtig og håbefuld på samme tid.

Det værste:
Jeg undrede mig lidt over Amandas alder i bogen. Hun opfører sig som en på 15-16 år, men det nævnes undervejs, at hun er 18. Det passer dog dårligt sammen med en episode 13 år tidligere i hendes liv, hvor hun må have været mere end 5 år, så hele aldersaspektet var ikke helt gennemtænkt. Derudover var slutningen lidt tam. Mere kan jeg ikke sige uden at røbe for meget, men jeg havde håbet på en lidt mere hjertegribende afslutning.

Kan anbefales til:
Til dig, der elsker forsigtige kærlighedshistorier uden insta love, trekantsdramaer og store armbevægelser. Til dig, der tør være anderledes. Til dig, der tør være dig selv. Til dig, der håber på det bedste i mennesker. Til dig, der har brug for lys i mørket.

The Accident Season

Forventninger:
Jeg kan huske, at der var delte meninger om ‘The Accident Season’ af Moïra Fowley-Doyle, da bogen kom frem, men derefter glemte jeg alt om den, indtil jeg for nylig så den på Ereolen Global. Jeg havde ikke de vilde forventninger – nok mest en stille og rolig ungdomsbog, der ville gøre sig godt som sommerlæsning.

Resumé:
Når oktober nærmer sig, går Caras familie ind i en svær tid. Elkedlen gemmes væk, knive låses inde, og tykke gulvtæpper bliver rullet ud i huset. Oktober er måneden, hvor alt går galt – hvor ulykkerne vælter ned over familien – og det har flere gange været med dødeligt udfald. Men hvorfor er de altid ramt af uheld i oktober? Hvilken forbandelse er det, familien lider under?

Det bedste:
Stemningen i denne bog er ret fed. Der er en krybende usikkerhed om, hvad der foregår. Hvorfor sker der så mange ulykker for familien? Er det et tilfælde, eller hviler der en reel forbandelse over dem? Det er spooky mindfuck, og jeg kunne godt lide den stille og rolige opbygning, hvor man sidder og gruer for, hvordan det vil ende. Det bliver så heller ikke dårligere af, at det spirende kærlighedsforhold (der nærmest partout skal være i ungdomsbøger) mildt sagt er temmelig akavet.

Det værste:
Det var befriende, at personerne i bogen ikke var specielt stereotype, men de virkede desværre også ret ’flade’. Jeg kunne i hvert fald ikke føle dem, og af samme grund krøb historien aldrig rigtig ind under huden på mig. Og så var slutningen lidt… hm… kedelig. Det er selvfølgelig også svært at skrive en god afslutning på denne type historie, for meget af glæden ved at læse bogen netop er stemningen og muligheden for at gætte med på, hvad der mon foregår, og derfor vil afslutningen altid være svær. Jeg var ikke helt tilfreds med denne.

Kan anbefales til:
Hvis du er til magisk realisme og en rolig historie, hvor du ikke helt ved, hvad der foregår, så er denne bog noget for dig. Forventer du action og en klar rød tråd i handlingen, så skal du holde fingrene fra ’The Accident Season’.

Obsidio


Forventninger:
’Obsidio’ af Amie Kaufman og Jay Kristoff er tredje og sidste bog i trilogien. Jeg elskede ’Illuminae’ og endte også med at holde meget af ’Gemina’, så jeg havde som udgangspunkt ret høje forventninger til ’Obsidio’. Jeg frygtede dog også, at tredje bog ville minde for meget om de to første og ikke få ’sin egen stemme’, så det var med en vis bæven, at jeg gik i gang med at læse den.

Resumé:
Jeg skriver af princip ikke resumé af fortsættelsen i en serie for at undgå at afsløre for meget af de tidligere bøgers handling.

Det bedste:
Det er uden tvivl en fed verden, forfatterne har opbygget, og den kreative måde, hvor historien fortælles gennem samtaler, chat-uddrag, overvågningskameraer, rapporter osv. er genial, da det giver flere lag til historien. Den grafiske opsætning er også fantastisk – men dog ikke lige så interessant og innovativ som i de foregående. Mest nuancerede og tankevækkende personlighed i denne bog er i øvrigt en AI.

Det værste:
Mine bange anelser viste sig at holde stik – ’Obisidio’ er simpelthen for meget rip-off i forhold til de foregående bøger. Man følger igen et kærestepar (denne gang dog ekskærester), og det er fortsat en kamp mod tiden, om de rumrejsende kan overleve. Der er alt for meget, man har set før, og det var ret frustrerende. Slutningen af bogen var hæsblæsende – og trak i første omgang op i den samlede læseoplevelse – men desværre var forfatterne ikke særlig modige i deres valg, og slutningen endte derfor med at blive en lidt for brat og vag afrunding på en på mange måder fantastisk serie.

Kan anbefales til:
Hvis du elskede de to første bøger og gerne vil have nøjagtig det samme, så kan du med fordel læse ’Obsidio’. Hvis du derimod synes, at der godt må være lidt kant og noget på spil, og at du allerede under læsningen af ’Gemina’ gerne så, at der var større forskel på bøgerne, så vil jeg anbefale dig at nøjes med at læse de to første bøger i serien.

Legend


Forventninger:
Jeg havde ikke særlig høje forventninger til ‘Legend’ af Marie Lu. Jeg har flere gange overvejet at læse den, men eftersom den fik noget blandede anmeldelser, da den kom frem, holdt jeg mig fra den i første omgang. Efterhånden havde jeg dog glemt, hvad det var, der afskrækkede mig i sin tid, så da jeg manglede lidt at lytte til i ferien, lånte jeg den som lydbog hos Ereolen.

Resumé:
I en fremtidsversion af USA er den vestlige del omdannet til Republikken, der er i krig med naboområderne. Her bor teenageren June i et af republikkens rigeste kvarterer, og hun er netop i gang med en militær uddannelse, så hun ligesom broren Metias kan gøre karriere. Men en dag bliver Metias dræbt, og June får til opgave at opspore og fange morderen. Man mener, at det er Day – en af republikkens mest eftersøgte kriminelle og muligvis en af hovedkræfterne blandt modstandskæmperne. Men under efterforskningen opdager hun nogle ting, som Metias holdt skjult for hende, og det kan have stor indflydelse på hendes fremtid.

Det bedste:
‘Legend’ foregår i en ret mørk fremtid, hvor republikken ikke skyr nogen metoder til at undertrykke beboerne i slummen, og selvom det er en ungdomsbog, bliver der ikke lagt fingre imellem. Det fik mig til at tænke på ‘An Ember in the Ashes’, for der er visse ligheder mellem de to verdener og bøgernes opbygning, men der er dog langt flere detaljer og overraskelser i ‘An Ember…’. Jeg syntes også, at der var argumenteret fint for, hvad der motiverede Day og fik ham til at gøre en række dumdristige ting. Han var i det hele taget meget let at holde af som hovedperson – måske endda for let.

Det værste:
Jeg var virkelig ikke vild med insta-love vinklen – det var alt for utroværdigt. Samtidig virkede June ikke synderlig påvirket af sin brors død – selve scenen, hvor hun får det at vide er meget fladt beskrevet – og personerne var i det hele taget for overfladiske og distancerede. Der manglede kort sagt gnist, dramatik og tydelige følelser i bogen.

Kan anbefales til:
Er du til dystre ungdomsbøger med en fascistisk stat, der undertrykker borgerne og med en spirende modstandsgruppe, så er denne bog måske noget for dig. Du skal dog være forberedt på, at den er rimelig simpel og forudsigelig, og at der er findes mange andre (og bedre) dystopiske bøger derude – blandt andet ‘An Ember in the Ashes’ og ‘The Hunger Games’.

Words of Radiance


Forventninger:
Jeg havde skyhøje forventninger til denne bog – eller disse bøger, for ‘Words of Radiance’ af Brandon Sanderson er fysisk set delt i to bøger, selvom den er skrevet som én. Men siden jeg læste første bog – ‘The Way of Kings’ – i marts måned, har jeg glædet mig til at læse efterfølgeren. Og selvom nr. 2 sjældent er lige så god som den første bog (eller film) i en serie, så havde jeg ret stor tiltro til, at hr. Sanderson nok skulle finde på noget godt.

Resumé:
Jeg skriver af princip ikke resumé af en bog, der er en fortsættelse i en serie.

Det bedste:
Jeg fristes til at sige det hele, for bogen var fantastisk! Jeg elskede hovedpersonerne og den måde, de udviklede sig på. Kærlighedshistorien var lidt corny – altså på den ret sukkersøde og overvældende måde – men det var egentlig okay, og jeg kunne til nøds leve med det potentielle trekantsdrama, som heldigvis var meget underspillet. Selvom historien skrider langsomt frem, så har jeg det fint med det rolige tempo, fordi verdens- og personopbygningen er så interessant. Og magisystemet er spot on – ligesom i ‘Mistborn’-serien.

Det værste:
Jeg læser de engelske paperback-bøger, og her opdagede jeg til min skræk, at selvom tredje bog i ‘The Stormlight Archive‘-serien udkom tidligere i år, så bliver de først udgivet i den engelske paperback-udgave til september næste år! Argh! Havde ellers sat næsen op efter at læse den til jul. Jeg ender nok med at låne den amerikanske udgave af en bekendt, for så længe kan jeg altså ikke vente…

Kan anbefales til:
Folk, der elsker gennemarbejdet fantasy med interessante og lidt anderledes hovedpersoner. Og som ikke er bange for tykke bøger. Og som bare knuselsker velskrevne bøger.

The Dog Stars


Forventninger:
Jeg tilføjede ‘The Dog Stars’ af Peter Heller til min to-read-liste for over fem år siden – de præcise omstændigheder husker jeg ikke, men jeg har helt sikkert været tiltrukket af den postapokalyptiske vinkel. Jeg kunne intet huske om bogen, inden jeg gik i gang, så jeg havde reelt set ingen forventninger til bogen – men håbede selvfølgelig, at det ville være en god læseoplevelse.

Resumé:
Ni år efter, at en epidemi udrydder det meste af befolkningen, bor Hig i en lufthavn sammen med hunden Jasper samt Bangley – en våbenglad mand, som ikke har særlig meget til fælles med Hig udover, at de er blandt de få overlevende. Hig har ikke noget at leve for – alle han kendte og elskede er døde – men han forsøger dog at skabe sig en tilværelse, hvor han sammen med Bangley forsvarer området mod angribere og smittede, men også hvor han flyver til de smittede områder med forsyninger. For tre år siden modtog han et radiosignal på en af sine flyveture, og det har siden spøgt i hans tanker. Måske er der andre ligesindede derude?

Det bedste:
Den dystre og foruroligende stemning i bogen – det var bestemt ikke en verden, som man har lyst til at bo i. Samspillet mellem Hig og de personer, han mødte, gav ikke bare nogle interessante situationer – det viste også hvor forskellige folk stadig var, selvom der var gjort meget ud af at fortælle om de mange voldelige sammenstød mellem de overlevende. Især det lidt akavede forhold mellem Hig og Bangley gav fortællingen lidt kant.

Det værste:
Det haltede ind imellem med troværdigheden i bogen. Der var flere ting, jeg ikke helt troede på – blandt andet hvordan Hig kunne finde drikbare sodavand efter 9 år (har selv prøvet at smage sodavand, der var gået et halvt år over tid, og det var udrikkeligt) samt forklaringen på, hvorfor der stadig er strøm. Derudover opførte hovedpersonen sig ind imellem så tåbeligt/arrogant, at jeg havde svært ved at holde af ham. Og så var hele konceptet med de jævnlige angreb lidt for letkøbt – det var en alt for unuanceret og overfladisk måde at skabe et fjendebillede på.

Kan anbefales til:
Til dig, der er til dystre postapokalyptiske fortællinger med et roligt tempo, og hvor du ikke føler dig sikker på, at der er en lykkelig slutning. Kan du lide ‘The Road’, kan ‘The Dog Stars’ også være for dig – selvom denne bog dog ikke er lige så dyster. Du skal være forberedt på, at skrivestilen er ret staccato, hvilket passer fint til bogen, men omvendt også kan irritere en del læsere. Jeg syntes, det var en udmærket bog – dog ikke lige så gribende, ubehagelig og tankevækkende som ‘The Road’.