Locke & Key 4-6


I weekenden blev den halvårlige readathon afholdt, og her deltog jeg vanen tro – og selvfølgelig med en stabel horror- og gyserhistorier i anledning af det kommende Halloween.

I min stabel var der blandt andet de tre sidste hæfter i ’Locke & Key’-serien. Jeg har læst de øvrige hæfter i løbet af de seneste år (i forbindelse med readathon), og nu syntes jeg, at det var på tide at læse serien færdig, for der gik ganske enkelt for lang tid imellem, at jeg fik læst de enkelte hæfter.

… og sikke en god idé! Ikke alene intensiverede det læseoplevelsen – de tre sidste hæfter var også fænomenale. Der var drama, action, grusomhed, blod, sorg og kampvilje for alle pengene. Jeg må indrømme, at der også blev fældet nogle tårer til sidste.

Min eneste anke var, at der især i fjerde hæfte var stilbrud i tegnestilen flere gange. Der var ganske enkelt flere af siderne, hvor tegnestilen var mere nuttet (lidt a la Steen og Stoffer), og jeg går ud fra, at det var fordi, det var en anden tegner, der havde tegnet netop disse.

’Locke & Key’ er en dyster fortælling om sorg og smerte i en familie, der er tæt på at falde fra hinanden. En historie om ansvar, kærlighed, tillid og svigt. Og så er den vanvittig flot tegnet.

Readathon oktober 2018

09.33
Readathon er ovre for mit vedkommende for denne gang. Om lidt skal jeg ud af døren, da jeg har en aftale ude i det gode vejr. Jeg blev ikke færdig med ‘I Am Legend’, så den kommer med på togturene til og fra arbejde i næste uge.

Jeg håber, at I andre får en god slutspurt i dag. Rigtig god læsning og tak for at have fulgt med her på bloggen.07.15
Morgenstund har smoothie i mund! Sidder netop nu og nipper til smoothie, inden jeg skal tjekke, hvordan det er gået hos jer andre i nattens løb. Jeg endte med at gå i seng, hvor jeg fik læst noget i ‘I Am Legend’, inden jeg faldt i søvn. Vågnede tidligt i morges og fik læst ‘Månebarnet’ færdig, som jeg startede tidligere på ugen. Altid praktisk med en e-bog, man kan læse under dynen, så man ikke skal tænde natlampen og dermed vække den anden i sengen 😉

Håber du har fået en god start på dagen!


21.50
Jeg fik læst ‘The Walking Dead Book 10’ færdig, og det betyder, at jeg nu igen er lidt foran i forhold til tv-serien af samme navn. Jeg synes desværre, at det er meget af den samme slags konflikter, der går igen og igen. Det ville klæde serien at forny sig. Nu er jeg omvendt kommet så langt, så jeg regner stadig med at læse videre i serien, men det ærgrer mig, at de seneste albums har mindet så meget om hinanden.

Nu vil jeg kaste mig over månedens to-read-bog. Hvordan går det hos dig?


19.35
Nok pause. Nu vil jeg gå i gang med ‘The Walking Dead Book 10’, mens jeg sidder alene i den mørke stue med en lille gin & tonic inspireret af Boghunden. Det skal nok gå rigtig galt, hæhæhæ! 😛18.50
Har lige læst sjette og sidste hæfte i ‘Locke & Key’-serien, og jeg må sige, at jeg er en lidt følelsesmæssigt kvæstet lige nu. Sikke en afslutning! Pyha. Sad og stortudede til sidst – det havde jeg ikke lige ventet. Nu vil jeg lige holde en kort pause og lave lidt praktiske ting (såsom at spise lidt aftensmad), inden jeg fortsætter.

Jeg håber, at det går godt med din læsning!


16.58
Har læst femte hæfte nu, og det er en virkelig interessant historie! Der bliver endelig forklaret en del ting, der indtil dette tidspunkt kun er hintet til i de tidligere hæfter, så det var én stor ahaaa-oplevelse. Nu vil jeg kigge lidt hos jer andre, inden jeg går i gang med sjette og sidste hæfte i serien. 15.35
Er blevet færdig med det første hæfte og skal nu i gang med det næste (eller strengt taget det femte, eftersom det er femte hæfte i serien). Fjerde hæfte sluttede med noget af et plottwist, så jeg er virkelig glad for, at jeg læser disse hæfter i træk – er ret grebet af historien.

Der har også været tid til at smide et brød i ovnen, så det skal jeg lige huske at holde øje med. Håber det går godt hos dig.


14.00
Readathon begynder – jeg vil kaste mig over ‘Locke & Key 4’, som er en del af en horror-serie, jeg læser. Regner med at læse denne samt de to sidste hæfter i serien i løbet af i dag.

Rigtig god læsning!

10.55
Er ved at gøre mig klar til readathon. Har 117 ting, jeg skal nå inden, så de næste timer vimser jeg rundt og prøver at nå alt på den kvarte tid.

Læsestablen er dog klar og sofaen lige så – prioriteringer du ved 😉

Dette indlæg opdateres løbende. Jeg håber, vi ‘læses ved’!

Læseplanerne for readathon den kommende weekend


Det halvårlige readathon nærmer sig – næste weekend bliver der læst i 24 timer i træk verden over, og jeg deltager også denne gang!

Temaet for min oktober-readathonlæsning er vanen tro gys & horror, men jeg når desværre ikke at være med alle 24 timer, da jeg bliver nødt til at smutte omkring kl. 10 søndag formiddag.

Af samme grund har jeg valgt en lidt lille læsestak, der består af tre tynde tegneserier (afslutningen på en serie) samt en tyk tegneserie – og sidst men ikke mindst månedens to-read-bog. Hvis der er tid til overs (og det håber jeg, at der er), så vil jeg læse videre i ‘Children of Time’, som jeg lige er gået i gang med. Det er en ret tyk bog, så jeg forventer ikke at afslutte den inden weekenden.

Deltager du næste weekend? Hvad skal du læse? Og har du nogle særlige readathon-ritualer, du gennemgår op til og undervejs?

 

Dæmoner

Forventninger:
Jeg har haft ‘Dæmoner’ stående et par år, så jeg havde efterhånden glemt, hvad folk skrev om den i de første anmeldelser. Jeg har tidligere læst ‘Den fredløse’ af Carina Evytt, og den var udmærket uden dog at blæse mig helt omkuld, så jeg var naturligvis spændt på, om ‘Dæmoner’ kunne gøre det.

Resumé:
Tre mennesker starter et nyt liv op sammen, da kæresteparret Rikke og Dennis flytter til den lille by Rudstrup og tager Rikkes veninde Izzy med sig. Izyy er lige kommet ud af et voldeligt forhold og har en række psykiske problemer, så luftforandringen vil sikkert være god for hende. Hun får blandt andet talt en del med Dennis’ ven Tommy, men hun falder også i snak med byens lokale tosse, Jannick. Han er overbevist om, at der findes dæmoner, hvilket der selvfølgelig bliver set skævt til i byen. Men måske har han ret? Der lader til at være noget galt, og folk siger også, at det spøger i Rikkes og Dennis’ nye hus, hvor en familie døde for en række år siden…

Det bedste:
Settingen er meget jordnær – nærmest provokerende provinsiel – og det er derfor meget let at forestille sig den verden, historien foregår i. Derudover sætter historien også spot på sindslidelser, og hvordan det for nogle mennesker kan være svært at skelne virkelighed og vrangforestillinger, ligesom det også tydeliggør, hvordan mennesker behandler folk, der skiller sig ud fra flokken.

Det værste:
Jeg havde det noget svært med hovedpersonerne. De interesserede mig på ingen måde, og det blev på mange måder lidt for socialrealistisk. Samtidig savnede jeg spænding og fremdrift i historien – man skulle ret langt ind i bogen, før der for alvor skete noget. Jeg savnede i det hele taget noget at bide negle over eller noget, der kunne give mig gåsehud – der var simpelthen lidt for megen pløjemark over den (og landet kan ellers være ret skræmmende…).

Kan anbefales til:
Er du til underspillet til horror, som ligger så tæt på virkeligheden som muligt, så er denne bog muligvis noget for dig.

Bogkøb til efteråret og i særdeleshed den kommende readathon

Jeg er gået i gang med årets sidste kvartals-læsetema, som er gys og horror, og så skal man selvfølgelig købe lidt ind til det (jo man skal), for der er også en readathon rundt om hjørnet.

Denne gang holder jeg mig til den ‘lettere’ afdeling, da jeg primært vil læse horror-tegneserier, og så kan jeg lige så godt benytte lejligheden til at færdiggøre serien ‘Locke & Key’, som jeg begyndte på for flere år siden. Det blev også til et album af ‘The Walking Dead’, som jeg ser frem til at læse, for nu er det efterhånden så længe siden, at jeg har læst tegneserierne, at jeg er begyndt at blande forløbet sammen med tv-serien, og de følges ikke altid helt ad. Sidst men ikke mindst fik jeg også købt ‘I am Legend’, der er månedens to-read-bog. Er spændt på at se, hvordan den er i forhold til filmatiseringen.

Men men… jeg kunne selvfølgelig ikke holde mig udelukkende til horrorbøger – der skulle også en enkelt dystopisk fantasybog med, nemlig ‘A Reaper at the Gates’, der er tredje bog i serien. Den ser jeg virkelig frem til at læse, for jeg har været meget begejstret for de to forrige bøger.

Sidst men ikke mindst… tre sci-fi-bøger! ‘Foundation’, ‘Obelisk’ og ‘The Illustrated Man’.  Ja, jeg ved godt, at jeg lige har afsluttet det læsetema, men der var nogle gode tilbud hos Bookdepository, såeh… De må dog vente lidt, da jeg vil læse en del horror og fantasy de kommende måneder – og naturligvis julebøger i december!

Har du købt noget spændende for nylig?

 

The Lonelinest Girl in the Universe

Forventninger:
Jeg nåede faktisk ikke at læse særlig meget om ’The Lonelinest Girl in the Universe’ af Lauren James, inden jeg købte den – der var bare noget dragende ved titlen, og så havde bogen fået god omtale, så jeg tillod mig at være lidt spontan. Jeg frygtede dog, at den kunne blive ret sukkersød-romantisk.

Resumé:
Romy er vokset op på et rumskib. Som eneste barn af to astronauter kender hun kun til livet bag tommetykke metalplader, og de seneste år har det været ret ensomt, for begge hendes forældre er døde. Hun fortsætter dog deres mission – at rejse mod en ny planet for at videreføre menneskeheden der. Med sig har hun hundredvis af EMBRYOS, som skal udvikles til mennesker, når rumskibet nærmer sig destinationen. Romy prøver at få det bedste ud af ventetiden, for der er trods alt tyve år til, at hun når frem, og derfor er det mere end en behagelig overraskelse, da hun en dag bliver kontaktet af et andet rumskib. Der er blevet sendt endnu en ekspedition afsted, som skal assistere hende, og korrespondancen med den anden kaptajn bliver snart ret personlig.

Det bedste:
Jeg frygtede som sagt, at denne ville blive lidt for sukkersød, og jo der er da lidt banal romance, men der er også et herligt plottwist, som i den grad får sat skub i handlingen og gør denne bog til mere og andet end endnu en forudsigelig ungdomsbog.

Det værste:
Der var enkelte tidspunkter, hvor korrespondancen i bogen blev lidt for søgt. For eksempel Romys meget hurtige skift mellem den formelle stil og den meget personlige. Jeg synes også, at der er overraskende mange ’unødige’ ting ombord på rumskibet, som Romy kan fornøje sig med, og det virker ærlig talt meget utroværdigt, når man tænker på, at der normalt kun er det absolut nødvendige med på rumrejser – andet ville ganske enkelt være både for dyrt og for ressourcekrævende.

Kan anbefales til:
Det her er sci-fi light, så hvis du sci-fi-nørd, men godt kan leve med, at det ikke bliver überteknisk, så er dette en bog for dig – især hvis du er til overraskelser. Omvendt skal du være indstillet på, at historien som sagt foregår i rummet, så der er en del beskrivelser, der tager udgangspunkt i manøvrering af rumskibe og lignende.

Flowers for Algernon


Forventninger:
Jeg mindes, at jeg skrev ’Flowers for Algernon’ af Daniel Keyes på min to-read-liste efter at have set den på en top tyve liste over anbefalelsesværdige sci-fi-bøger. Jeg håbede selvfølgelig, at den kunne leve op til dette, men jeg havde ikke rigtig nogen forventninger til den, eftersom jeg ikke vidste særlig meget om den.

Resumé:
Charlie er en ung mand med en ret lav intelligens. Han har indtil nu levet et sorgløst liv, men han drømmer om at blive klog. Da han bliver tilbudt at være med i et videnskabeligt forsøg, hvor han gennemgår en hjerneoperation for at højne hans IQ, takker han ja. Gennem næsten daglige rapporter fortæller han om tiden før og efter operationen og om, hvor meget hans liv ændrer sig. Pludselig kan han se situationer fra flere vinkler og opdager, at hans venner ikke laver sjov med ham men gør nar af ham eller snyder ham, og Charlie indser, at verden ikke altid har været så god mod ham, som han har troet. Samtidig giver det også en række komplikationer, at hvor Charlie har udviklet sig hurtigt på det intellektuelle niveau, så har hans følelser haft svært ved at følge med, og det giver en lang række komplikationer.

Det bedste:
Dette er en tankevækkende historie om, hvad intelligens er – og ikke mindst hvad moral er. Hvordan skal vi behandle vores medmennesker, og husker vi at behandle andre ordentligt, selvom de ikke nødvendigvis ligner os selv? Historien udstiller til fulde, hvor ondskabsfulde mennesker kan være mod hinanden, når de føler sig truede, dumme eller har lavt selvværd. Den viser også, at intelligens er mere og andet end at være god til at løse matematiske ligninger.

Det værste:
Det var ikke altid, at skrivestilen fungerede i bogen. Charlies sprog og retstavning forbedres markant i takt med, at han bliver mere intelligent, men det virker ind imellem lidt søgt.

Kan anbefales til:
Dette er fortællingen om det bedste og værste i mennesker. Om at acceptere og respektere andre, selvom de ikke ligner dig selv. Har du mod på at læse den type fortælling – og måske lære noget om dig selv og andre – så er ’Flowers for Algernon’ noget for dig.

A Closed and Common Orbit


Forventninger:
Forfatteren står bag min bedste læseoplevelse sidste år – ‘The Long Way to a Small Angry Planet’. En fantastisk sci-fi-bog, som rummer en mangfoldighed, kreativitet og menneskelighed uden lige. Jeg havde derfor skyhøje forventninger til næste bog i serien – ’A Closed and Common Orbit’. Det er dog en anelse svært at anmelde denne bog uden at afsløre for meget fra den foregående – også selvom ‘A Closed and Common Orbit’ sagtens kan læses som standalone.

Resumé:
Lovelace har indtil for ganske nyligt været AI i et rumskib, men under dramatiske omstændigheder er det lykkedes at overføre hende til en krop. Nu skal hun lære at begå sig i den sociale verden, som hun ikke ved noget om, og hun er derfor på vagt over for ting, der kan afsløre hende. Heldigvis bliver hun venner med ingeniøren Pepper, som meget gerne vil hjælpe hende. Men de støder snart på en række udfordringer, hvor også Pepper lærer mere om sig selv.

Det bedste:
Jeg er ret betaget af den verden, som forfatteren lader historien udspille sig i. Man får blandt andet et indblik i Peppers fortid, som er med til at tegne et noget anderledes samfund. Og så er jeg stadig vild med den subtile reference, som Lovelaces navn er.

Det værste:
Jeg savnede den mangfoldighed og kreativitet, som den første bog sprudlede af. Det blev lidt for let – og lidt for traditionelt – kun at følge to personer i bogen. Også selvom de var interessante og sympatiske. Der foregik i det hele taget for lidt i bogen i forhold til forgængeren, og derfor kom den til at virke som en tynd kop te.

Kan anbefales til:
Er du til de mere stille sci-fi-fortællinger, så er denne bog noget for dig. Den handler dog mere om menneskers personlige udvikling end om teknologi, action og dystopi, som ellers præger sci-fi-genren.

I september gik tiden med…

Alt andet end at læse
Jeg har stort set ikke hørt lydbøger denne måned, og jeg har i det hele taget lavet alt muligt andet end at læse, hvilket føles en anelse mærkeligt. Det er mange år siden, jeg har læst så lidt som jeg har i denne måned – og jeg har ellers ikke manglet spændende læsestof.

8 læste bøger
Det blev til 8 bøger i denne måned. Meget få bøger i forhold til, hvad jeg plejer at læse. Det er dog ikke fordi, at jeg har mistet lysten til at læse, men jeg har haft en del aftaler, og så fik jeg lyst til at se tvserier igen (efter en fire måneder lang sommer, der ikke bød på nogen form for film- eller serie-kigning). Kan i øvrigt anbefale serien Castle Rock, som byder på den stille form for mindfuck, som Stephen King er så god til.

Månedens to-read-bog
Jeg holder meget af Ann McCaffreys dragebøger, men hun har også skrevet en del sci-fi, så det måtte jeg naturligvis prøve. Desværre var jeg ikke specielt imponeret af ‘The Ship Who Sang’, som var månedens bog. Jeg vil dog ikke afvise at læse anden sci-fi fra hende på et tidspunkt.

6 scifi-bøger
Det blev til ‘Diabolic’, ‘The Ship Who Sang’, ‘The Extinction Trials’, ‘Manhattan in Reverse’, ‘A Closed and Common Orbit’ og ‘Flowers for Algernon’. Så næsten alle læste bøger i denne måned var sci-fi, og det er jo slet ikke så ringe endda. ‘Flowers for Algernon’ var i øvrigt helt klart den bedste.

Nyt til boghylderne
Der blev søreme shoppet lidt! For det første skulle jeg forberede mig til den kommende readathon, og for det andet faldt jeg over nogle gode tilbud hos Bookdepository. Mere om det i løbet af ugen, når jeg får den sidste bogpakke leveret.

I oktober vil jeg:

  • selvfølgelig deltage i det halvårlige readathon. Denne gang stopper jeg dog allerede søndag morgen, da jeg skal til et andet arrangement. Læsetemaet for oktober-readathonen bliver vanen tro horror/gys.
  • færdiggøre den højtlæsningsbog, som vi længe har haft liggende. Vi skal nemlig køre til Jylland i løbet af måneden, og så kan vi meget passende få læst det sidste i bogen. Håber jeg da.