22.11.63

Jeg havde ønsket mig en række King-bøger til min fødselsdag, og jeg var så heldig at få to af dem: ‘Joyland’ og ‘22.11.63’. Sidstnævnte er en solid moppedreng på ca. 850 sider, men Stephen King er jo blandt andet kendt for at skrive tykke bøger, så det var ikke en overraskelse for mig.

‘22.11.63’ kaster sig over et interessant tankeeksperiment – hvad ville der ske, hvis du kunne tage tilbage i tiden og ændre fortiden? Hvilke konsekvenser ville der være i forhold til nutiden? Ville det overhovedet være muligt? Og hvis det var – hvad ville du så vælge at ændre?

I ‘22.11.63’ bliver den helt almindelige mand, 35-årige Jake Epping, pludselig tilbudt muligheden for at benytte en tidstunnel og tage tilbage til en bestemt dag i 1958. Hans ven Al har fundet tidstunnelen og benyttet den et utal af gange, og Al forklarer Jake, at hans oprindelige plan var at tage tilbage i tiden for at forhindre mordet på J. F. Kennedy. Al er overbevist om, at hvis Kennedy overlever mordattentatet den 22. november 1963, vil han føre en helt anden politik og dermed forhindre, at tusindvis af mennesker dør i krig i de efterfølgende år. Al kan dog ikke længere gennemføre planen, da han er dødsyg af kræft, men han overtaler Jake til at gøre forsøget.

Jake ender med at rejse tilbage til 1958 og indleder et helt normalt liv – men under en falsk identitet, for de færreste vil næppe kunne forstå, at han kommer fra fremtiden. Han bruger noget tid på at falde til og vænne sig til, at tiden og ikke mindst menneskene er meget anderledes i forhold til nutiden. Men måske falder han lidt for godt til… for pludselig forelsker han sig i skolebibliotekaren Sadie, og det bliver svært at finde ud af, hvad han skal gøre. Skal han fortsat forsøge at hindre mordet på Kennedy? Kan han gøre det på en anden – og mindre risikofyldt måde end først planlagt – eller skal han droppe det og blot leve lykkeligt sammen med Sadie? Jake skal tage en lang række vigtige valg, og det hjælper ikke ligefrem på det, at fortiden kæmper imod, for fortiden vil IKKE ændres, og jo større ændring, Jake vil foretage, jo mere kæmper fortiden imod.

Jeg elsker historier om tidsrejser, for jeg synes, at konceptet er fascinerende. Den tekniske/praktiske del kan altid være udgangspunkt for en god diskussion (især eftersom jeg har en del teknisk interesserede venner), men jeg synes, at diskussionen om, hvad man skal ændre – og hvorfor – er langt mere interessant. For hvad vil du egentlig ændre, hvis du kunne? Og hvilke konsekvenser ville det have? Ville verden – eller i hvert fald din verden – blive bedre af den grund?

Tidsrejse-fortællinger er sjældent positive, for i mange bøger er pointen netop, at du ikke bør ændre på fortiden – du risikerer at gøre tingene meget værre. Hvorvidt det også er tilfældet i denne bog, vil jeg ikke komme ind på, men jeg synes, at Kings udlægning, hvor fortiden gør modstand mod ændringerne, er spændende og et glimrende udgangspunkt for at putte en masse action og plottwists ind i historien.

Det er egentlig ikke så overraskende, at King har valgt J. F. Kennedy-mordet som den begivenhed, der skal ændres. Det er en af de mest chokerende begivenheder for amerikanerne i det 20. århundrede, og mordet har altid været omgæret af mystik. Var det virkelig Lee Harvey Oswald, der gjorde det, eller var han blot syndebuk? Kunne én enkelt mand dræbe verdens mægtigste mand? Var det ikke mere sandsynligt, at det var Rusland eller ligefrem CIA, der stod bag? Konspirationsteoretikerne har stået i kø for at give deres bud på mordgåden lige siden 1963, og det er da også en af hovedpersonens bekymringer i bogen – hvad skal han gøre, hvis det viser sig, at Lee Harvey Oswald ikke var alene om det – eller endnu værre, hvad hvis det ikke var ham, der dræbte J. F. Kennedy?

Stephen King har skrevet en ualmindelig spændende og medrivende historie. Den har en fin balance mellem dagligdagsscenerne og de langt mere actionpacked sekvenser, hvor hovedpersonen i den grad bliver sat på prøve. Historien er krydret med en sød, uskyldig og hjertevarm kærlighedshistorie, som får én til at smile og drømme sig tilbage til en tid, hvor alt (ok, næsten alt) var langt mere simpelt og naivt.

Bogen er stemningsmættet og med så mange detaljer, at jeg nærmest kunne smage milkshaken, Jake drak, og dufte den nye bil, han kørte i. Det er en bog, der i den grad beviser, at Stephen King stadig kan skrive røven ud af bukserne – og forhåbentlig også gør det mange år endnu. ‘22.11.63’ er absolut en af de bedste King-bøger, jeg har læst gennem de senere år, og jeg vil varmt anbefale den.

6 tanker om "22.11.63"

  1. Pingback: I like big books and I cannot lie… | Den Lille Bogblog

  2. Pingback: Ruby Red | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *