A Game of Thrones

Denne anmeldelse starter med en pinlig indrømmelse. Denne bog har jeg nemlig haft liggende i fire år uden at kunne tage mig sammen til at læse den. Det er først inde for de sidste par år, at jeg for alvor er begyndt at læse skønlitteratur på engelsk, og da jeg samtidig hørte, at denne bog er tung, kompliceret og lang – ja, så fristede det ikke ligefrem, selvom mange venner og bekendte har anbefalet bogen. Da bogen så kom i tv-serieform sidste år, lovede jeg mig selv, at jeg ville læse bogen, når jeg havde set første sæson, og det fortrød jeg ikke…

‘A Game of Thrones’ er skrevet af George R. R. Martin og foregår i kongeriget Westeros, hvor intriger, had og magtspil truer freden mellem fyrstefamilierne. I en verden, hvor årstiderne sagtens kan vare mange år, er sommeren ved at gå på hæld, og vinteren er på vej. Kongens nære ven, Eddard Stark, bliver bedt om at tiltræde som Kongens Hånd og dermed blive en af de mest magtfulde mænd i kongeriget. Eddard er dog ikke meget for det, for i modsætning til mange andre adelige er han slet ikke interesseret i det magtspil, som gennemsyrer hoffet. Man kan dog ikke sige nej til en konge, og Eddard drager derfor til kongebyen sammen med sine døtre, mens hans ældste søn og de yngste børn bliver tilbage på borgen sammen med deres moder. Eddard opdager snart, at forholdene i byen er langt værre, end han frygtede, og at det kræver meget arbejde – og vennetjenester – at rette op på det.

Parallelt med disse begivenheder forsøger de fordrevne fyrstebørn, Daenerys og Viserys Targaryen, at rejse en hær for at vende tilbage til kongeriget og erobre tronen. Daenerys bliver gift med den mægtige krigsherre og klanleder, Khal Drogo, men klanens skikke er meget anderledes, og det kræver en del omstilling at falde til.

I det kolde nord er Eddard Starks bastardsøn, John Snow, draget op til Muren for at blive en del af Nattens Vogtere. Gennem flere årtusinder har vogterne været udstationeret for at holde øje med, at intet ondt fra nord angriber kongeriget. Der er flere og flere tegn på, at farerne nærmer sig, og flere ekspeditioner forsvinder eller vender tilbage som lig.

… og dette er blot en meget kortfattet og simpel fremstilling af et par af de mange historier, der er i bogen, for der er mange hoved- og sidehistorier i denne bog på ca. 800 sider. Der er rigtig meget at holde styr på, og det gør det ikke lettere, at forfatteren konstant springer mellem ovenstående lokationer – samt et par stykker mere – ligesom det hele tiden skifter, hvilken hovedperson du følger. Jeg syntes dog ikke, at det var så galt, som jeg havde hørt – tror der var 8-10 personer, man skiftede imellem – men efter sigende bliver det endnu værre i anden bog i serien.

Der er ingen tvivl om, at dette er en af de bedste fantasybøger, jeg har læst. Den dystre stemning og de fortættede intriger koblet med et spændende og nuanceret persongalleri var virkelig fængende læsning, og da forfatteren på ingen måde skåner mange af sine hovedpersoner, som bliver udsat for mordforsøg, bedrag, svigt – og i sidste ende døden – ja, så er jeg helt solgt.

Bogen er blevet kritiseret for at være mandschauvinistisk, og det er korrekt, at der er en del kønsstereotype valg med flere samfund, hvor det er manden, der har magten, og hvor kvinder udnyttes. Der er dog en god bredde i kvinderollerne – lige fra de naive til de handlekraftige, og der er bestemt en lang række interessante episoder, hvor kvinderne træder i karakter. Alene det at der er så mange kvinder med i bogen er et stort plus i forhold til Tolkiens bøger, som aldrig rigtig har fænget mig. 

Personerne er meget menneskelige på godt og ondt, og selvom der er nogen, som generelt er gode, og der er nogen, der generelt er onde, så er forfatteren god til at nuancere dem, så det hele ikke bliver sort og hvidt. Efter sigende bliver dette endnu mere tydeligt i de følgende bøger i serien, hvor personerne udvikler sig og viser endnu flere sider af sig selv. Det er også den store spændvidde i persongalleriet, der gør, at alle kan finde nogen at identificere sig med og dermed holde af. Personligt er jeg ret glad for Arya Stark, men Jaime Lannisters ligefremme ‘ja, det er mig, der er skurken’-attitude er så befriende ærlig, at jeg ikke kan lade være med at holde lidt af ham, selvom man selvfølgelig bør hade Lannister-familien, fordi de er sådan nogle dumme, magtliderlige svin. Til gengæld kan jeg slet ikke snuppe den supernaive Sansa Stark, som kun kan drømme om den dag, hun bliver prinsesse og kan holde sin elskede prins Joffrey i hånden. Hendes handlinger bringer ulykke over mange mennesker, og hun burde fra start have gjort som Tyrion gør i denne pragtfulde – men indforståede – video:

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=qYNeT2nzEgA]

Jeg så som sagt første sæson af tv-serien, inden jeg læste bogen, og det var en fordel, da tv-serien fulgte bogen meget nøje. Jeg har hørt, at sæson to ikke lægger sig lige så tæt op af anden bog i serien, men da anden sæson endnu ikke er udkommet på dvd, har jeg desværre ikke set den.

Er du til fantasy, så kan jeg kun anbefale denne bog. Se evt. tv-serien bagefter – det er velproduceret fantasy, og det er et sjældent syn i tv- og filmverdenen. 

22 tanker om "A Game of Thrones"

  1. Jeg har virkelig længe overvejet af få købt og læst A Game of Thrones, for jeg var vild med tv-serien, den fængede mig med det samme! Jeg har også lidt af et soft spot for Fantasy 😉
    Og efter din positive anmeldelse, er der ikke noget at gøre! Ud til boghandlen… Hæ hæ hæ…

    – Maj 😀

  2. Maj – ja, du må straks af sted 😀
    Den første sæson og den første bog skulle efter sigende ligge så tæt på hinanden, så tv-produktionen ikke lagde sig ud med fansene fra start af. I næste sæson er der større forskel på bog og tv-serie, men om det er godt eller skidt ved jeg endnu ikke. Jeg ved dog, at jeg glæder mig virkelig meget til fortsættelsen – både bogform og som tv-serie 🙂

  3. Arya holder jeg også rigtigt meget af. Hun er bare skøn. Men hensyn til Sansa, så bliver hun bedre at læse om i anden bog hvor hun ikke er helt så naiv.

    Jeg glæder mig til at se tv-serien, for I er jo så mange der taler godt om den.

  4. Kathrine – jeg har også hørt, at Sansa bliver lidt mere fornuftig i anden bog – andet ville også undre mig efter de sidste par kapitler i A Game of Thrones, for det må hun trods alt lære noget af 🙂

  5. Jeg har først nu set din kommentarer til mine billeder med det nye kamera.

    Takker! Jaa, sorte katte er dejlige … Min kat hedder Chaquira, men om sommeren er hun mere rødbrun end sort. Hvad med dine to? 🙂

  6. Og jeg er glad for du kunne lide A Game of Thrones. Det er en af mine yndlings bøger. Jeg sidder lige pt. og er ved at anmelde A Clash of Kings, fortsættelsen.

  7. Du har ret, og en lykkelig slutning havde ødelagt det for mig, så ville det ikke være realistisk, men bare lidt mere glæde, det havde nu været rart.

    Åh. A Game of Thrones. Jeg gav op 🙁 Fangede slet ikke noget og var så forvirret. Følte mig virkelig dum. Er faktisk lidt ked af, jeg ikke kunne lide den. Har overvejet at se serien og så læse bogen på engelsk frem for dansk, men ved ikke helt..

  8. Irene – nu ved jeg ikke, hvordan den danske oversættelse er, men jeg kan anbefale at se tv-serien og derefter læse bogen (på engelsk). Jeg tror nu, at jeg også havde holdt meget af bogen, selv hvis jeg ikke havde set tv-serien først, men tv-serien er trods alt klippet sammen, så man i højere grad oplever tingene på samme tid i de forskellige områder, hvor hovedpersonerne opholder sig.

    Håber du giver den endnu en chance – evt. som tv-serie 🙂

  9. Pingback: A Dance with Dragons | Den Lille Bogblog

  10. Pingback: Jomfruen fra Norge | Den Lille Bogblog

  11. Pingback: Hvad er en god skurk? | Den Lille Bogblog

  12. Pingback: Tuf Voyaging | Den Lille Bogblog

  13. Pingback: A Feast for Crows | Den Lille Bogblog

  14. Pingback: Vraggods | Den Lille Bogblog

  15. Pingback: Sandkonger | Den Lille Bogblog

  16. Pingback: A Storm of Swords | Den Lille Bogblog

  17. Pingback: De bedste læseoplevelser i 2012 | Den Lille Bogblog

  18. Pingback: A Clash of Kings | Den Lille Bogblog

  19. Pingback: The Ice Dragon | Den Lille Bogblog

  20. Pingback: The Hedge Knight | Den Lille Bogblog

  21. Pingback: Bogudsalg – over 20 bøger til salg | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *