Året der gik og velkommen til 2016

2016 er begyndt at tage sine første spæde skridt, og det er dermed tid til at se tilbage på året, der netop er gået, samt året, vi nu går i gang med.

I 2015 havde jeg valgt følgende bogudfordringer – jeg skulle læse:

  • minimum 8 (ulæste) bøger fra BBC’s liste over 100 bøger, du bør læse
  • mindst 8 bøger, jeg har læst før
  • mindst 8 fagbøger
  • flere bøger fra hylderne og samtidig kun købe én bog for hver tredje ulæste bog fra hylderne, jeg fik læst
  • … samt være mere spontan og ikke planlægge min læsning flere uger frem, som jeg tidligere har gjort.

Hvordan gik det så? Jamen for at starte baglæns, så droppede jeg spontanitetsdelen i sommers, da jeg lavede en halvvejsevaluering af bogudfordringerne. Det var simpelthen for frustrerende for en planlægningsfreak som mig IKKE at kunne hygge mig med at planlægge flere uger frem, men hele tiden skulle være spontan mht. bogvalg. Så ja, den udfordring blev droppet, for den førte ikke noget godt med sig.

Resten af udfordringerne gennemførte jeg. Det blev til 8 bøger fra BBC’s liste, 10 genlæsninger og 10 fagbøger. Derudover overholdt udfordringen med kun at købe én bog for hver tredje ulæste bog, jeg havde stående på boghylderne.

Bortset fra den udfordring, jeg droppede, så var jeg ret tilfreds med de resterende. Der var både gode og dårlige læseoplevelser blandt BBC-listens bøger, og selvom det ikke var alle bøgerne, jeg kunne lide, så var jeg glad for at læse dem, da mange af dem er bøger, som jeg har hørt omtalt mange gange før. Jeg regner med at læse flere bøger fra listen i 2016, men det kommer ikke til at være en decideret bogudfordring.

Det var også hyggeligt at genlæse bøger, og det er også noget, jeg vil gøre i 2016. Det bliver dog heller ikke en af årets bogudfordringer men blot noget jeg gør løbende uden at være bundet af et bestemt antal. Og så var det også rart at få presset mig selv til at læse flere fagbøger – tilmed i ret forskellige kategorier. Men igen – ikke en udfordring, jeg fortsætter i 2016.

Bogudfordringer 2016
Til gengæld har jeg besluttet mig for at forlænge udfordringen med det begrænsede bogindkøb, for det fik mig faktisk til at læse flere bøger og ikke mindst få læst nogle af de bøger, der har stået ulæste på hylderne i mange år. Indtil videre har jeg tænkt mig at fortsætte udfordringen frem til sommer, og så må vi se, om jeg beslutter mig for at afslutte den der.

I 2016 vil jeg også læse flere historiske romaner – muligvis kombineret med flere fagbøger om historiske begivenheder. Jeg vil blandt andet gerne læse mere om Ruslands historie og om den franske revolution, men udover disse to har jeg ikke låst mig fast på bestemte lande eller begivenheder.

Jeg har længe ønsket at stifte bekendtskab med Joe Abercrombies meget roste fantasybøger, så det bliver også en af mine udfordringer for 2016. I det hele taget vil jeg dyrke fantasygenren noget mere (hvilket bliver let, eftersom jeg også har tænkt mig at læse en masse af Brandon Sandersons bøger), ligesom jeg også vil dykke mere ned i scifi-genren – både i form af nye udgivelser og gamle klassikere.

Og sidst men ikke mindst er jeg faldet for fristelsen og har tilmeldt mig Goodreads’ Reading Challenge, hvor jeg har skrevet mig op til at læse 150 bøger i løbet af 2016. Jeg bryder mig ellers ikke om den slags udfordringer, for jeg synes, det nærmere kan gøre mere skade end gavn at forpligte sig til et bestemt antal, da folk (inkl. mig selv) risikere at jappe igennem en masse korte bøger bare for at nå målet. Men eftersom jeg ifølge Goodreads læste 167 bøger – og så mangler der endda en håndfuld bøger i den optælling, eftersom jeg også læste bøger, der ikke er i Goodreads’ arkiv – så tænkte jeg, at nu må jeg prøve alligevel. Jeg kan jo altid droppe det, hvis jeg føler, at det påvirker min læsning på en negativ måde.

Hvad med dig? Har du nogle mål eller udfordringer i forbindelse med læsningen i 2016?

11 tanker om "Året der gik og velkommen til 2016"

  1. Godt nytår og tak for alle kommentarerne på min blog. Det er så hyggeligt når du lige kigger forbi 🙂

    Det ville heller aldrig gå for mig med spontanitet. Jeg har haft nogle enkle måneder hvor jeg har valgt frilæsning som tema, men her kan jeg mærke at jeg bliver meget ubeslutsom og generelt får læst færre bøger end i de måneder hvor jeg har et bestemt tema.

    Jeg har længe haft et godt øje til Joe Abercrombie, så jeg glæder mig til at høre hvad du synes om hans bøger.

    • Selv tak og i lige måde 🙂
      Jeg skal nok anmelde hans bøger, så snart jeg får dem læst. Skal dog liiige købe en af dem først 😀

  2. Godt nytår 😀 Nøj, jeg glæder mig til at læse dine anmeldelser af Abercrombies bøger – dem har jeg selv haft kig på længe! 🙂

    Jeg fortsætter også med læs-tre-for-at-købe-en-udfordring. Det fungerer simpelthen så godt for mig og jeg har fået læst mange flere bøger og kun tilføjet nogle, jeg virkelig gerne vil eje. Helt perfekt. Desuden har min veninde lavet en liste til mig og min mand trækker en Kindle bog til mig hver måned, så jeg har lidt at gå ud fra. Og så bliver 2016 året, hvor jeg får læst Ringenes Herre! BASTA! 😀

    • Mange tak og i lige måde. Ja, det er en fin rettesnor – ikke mindst fordi man så reflekterer over, om der er noget, man gerne vil dykke ned i. Jeg glæder mig 🙂

  3. Lyder fedt med de historiske romaner! Jeg udfordrede et år mig selv til at komme rundt omkring forskellige genrer + nationaliteter. Var ret sjovt men kunne ikke helt holde det – har det med bare at læse det jeg er i humør til 😀

    Jeg har udfordret mig selv til at læse 25 bøger i år – så må vi se, om min baby tillader det 😉

    • Ellers må du opdrage lidt på bebsen 😀
      Hvad med lydbøger? Så kan du både nusle om den lille og få en litteraturindsprøjtning på samme tid.

  4. Pingback: Bogudfordringerne for 2016 – hvordan går det? | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *