Alice

Jeg nåede desværre ikke at læse ‘Alice’ under forårets readathon, men det gjorde jeg til gengæld i maj måned.

‘Alice’ er skrevet af Christina Henry og er en moderne fortolkning af klassikeren ‘Alice i Eventyrland’. I ‘Alice’ er hovedpersonen dog ikke en lille pige men en ung kvinde på 26 år. Hun er indlagt på et psykiatrisk hospital, hvor hun har været i ti år – lige siden dengang, hvor hun undslap Rabbit, der forgreb sig på hende. Hun husker ikke alle detaljer men det, hun bagefter fortalte, var der ingen, der troede på. En nat udbryder der brand, og hun undslipper sammen med medfangen Hatcher, der efter sigende er morder. Men han er hendes eneste forbundsfælle, og sammen begiver de sig ud på en rejse, hvor mange farer lurer, og hvor Alice begynder at huske mere og mere fra dengang, hun mødte Rabbit…

Dette er i sandhed en dyster fortolkning af den skøre, sære og sjove klassiker! Den starter lige på og hårdt med at introducere Alice som en ung kvinde, der er indlagt på et psykiatrisk hospital, og det er både genialt og meget oplagt. Det klassiske eventyr er så bindegalt, at det et eller andet sted er logisk at koble det sammen med mistanke om sindssyge. Og samtidig er det tydeligt, at dette ikke er et eventyr for børn, for Alice er blevet seksuelt misbrugt, og det er ganske enkelt ikke noget, som børn bør læse om.

Lige præcis misbruget var jeg noget splittet omkring. På den ene side var det med til at understrege det dystre og modbydelige i fortællingen, og på den anden side blev det at voldtage kvinder brugt som effekt så mange gange i historien, at det efterhånden mistede sin betydning. Det er nemlig ikke bare Alice, det er gået ud over – en del af de hunkønsvæsner, hun møder undervejs, er også blevet voldtaget af en eller flere mænd. Jeg synes, det er synd, at forfatteren brugte dette så mange gange undervejs for at understrege, hvor mareridtsagtig, verdenen er, og hvor onde disse hankønsvæsner er, for det blev en anelse fortærsket til sidst. Det kammede ikke nær så meget over som med skurken i Brent Weeks-bogen ‘Shadow’s Edge’, som er en af de ringest beskrevne skurke, jeg nogensinde er stødt på i en bog. Men næsten.

Af samme grund var jeg lidt forbeholdende, mens jeg læste bogen, men samlet set var det en god oplevelse. Der er en bred vifte af sære skabninger, som er fortolkninger fra det oprindelige eventyr, og de var med til at give en mørk, mystisk og drømmeagtig stemning. Der var fascinerende at genkende de oprindelige figurer i de – til tider – pudsige og mærkværdige fortolkninger – uden at det på nogen måde føltes som et rip off. ‘Alice’ er i den grad sin egen historie og bestemt værd at læse. Men kun hvis du er til dystre og morbide fortællinger.

[personligt kunne jeg godt ønske mig, at den havde været en tand mere dyster, men nu er jeg jo også til horror, så…]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *