Alkymisten

I Goodreads vælg-for-mig-udfordringen i februar måned fik jeg til opgave at læse ‘Alkymisten’ af Michael Scott. Det er en bog, jeg har haft stående på bogreolen i… ja, jeg ved ikke hvor mange år, så det var på tide at få den læst!

‘Alkymisten’ er første bog i en serie på seks bøger, og den handler om teenage-tvillingerne Josh og Sophie, der arbejder i henholdsvis en boghandel og en café i samme gade. De lever et ret almindeligt liv indtil en dag, hvor en mand dukker op i følgeskab med flere golemer og kræver en helt bestemt bog udleveret af boghandleren. Og det er her, at Josh og Sophie opdager, at boghandleren ikke er en helt almindelig mand men tværtimod den kendte alkymist Nicholas Flamel. Men døde han ikke i 1418? Og hvor kommer de overnaturlige golemer fra? Josh og Sophie bliver rodet ind i konflikten og ender med at måtte flygte sammen med Nicholas, mens de prøver at finde hoved og hale i, hvad der foregår.

Bogen starter som en hverdagsfortælling, men der går ikke lang tid, inden magien dukker op og sætter rammen for en hæsblæsende historie, hvor heltene hele tiden er på flugt fra skurkene. Der er enkelte tidspunkter, hvor de får mulighed for at stoppe op og komme lidt til bunds i, hvad der foregår, men ellers er der lagt op til et rigtig actiondrama. Det er underholdende og medrivende men også en smule ensformigt til sidst, og jeg begyndte at få en følelse af, at forfatteren ville præsentere lige lovlig mange sagnfigurer og modstandere på én gang.

Det irriterede mig lidt, at flere af bogens anslag til kommende konflikter i de næste bøger var så tydelige, at jeg som læser let kan regne ud i hvilken retning, historien vil gå. Det er måske en ret frisk påstand, når nu jeg ikke har læst de resterende bøger, men jeg syntes, at der på en ret klodset måde blev lagt op til nogle konflikter, som jeg har set mange gange før. Det ærgrede mig, for det kom til at virke banalt og som om forfatteren fulgte en bestemt skabelon.

‘Alkymisten’ er fin underholdning og en udmærket børne- og ungdomsbog. Efter en meget actionramt og spændende start faldt min begejstring dog noget, og jeg er heller ikke sikker på, om jeg vil læse videre i serien på et tidspunkt. Men den er glimrende som let underholdning.

4 tanker om "Alkymisten"

  1. Jeg læste/ hørte også de fem første bøger i serien for nogle år siden. Hæsblæsende er netop ordet for dem. På den ene side kan jeg godt blive imponeret af hvor mange sagnfigur der er med, men på den anden side bliver det hele meget overfladisk! De bøger burde genskrives efter min mening kunne det være blevet nogle rigtig gode bøger, hvis der blev tilføjet noget dybde. Min erindring om dem er cirka: flygt, brag, monster, flygt bang, hurtigt videre:)

  2. Jeg har læst hele serien, igen var det de flotte skinnende forsider der tiltrak mig og det jeg kan huske er et virvar af mytologiske væsner og sagndyr og ikke ret meget af hvad historien egentlig handlede om, men at slutningen alligevel overraskede mig. Jeg kan også huske jeg hele vejen gennem serien sad med et ønske om, at vide mere om de forskellige væsner og den bagvedliggende mytologi/religion.

  3. Ja, der bliver i den grad præsenteret en del mytologiske væsner/dyr. Jeg syntes desværre, det blev lidt overvældende (og fik fortællingen til at miste fokus).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *