All the Pretty Horses

Dette er første bog i en trilogi, som jeg stødte på, da jeg shoppede i Vanggaards boghandel tidligere i år. Her havde de kun bog 2 og 3, men da forfatteren Cormac McCarthy generelt har et godt ry – og jeg kunne godt lide ‘The Road’, som han også har skrevet – så tog jeg chancen og købte dem. I sommers købte jeg så den første bog, så jeg endelig kunne komme i gang med trilogien.

‘All the Pretty Horses’ handler om den 16-årige cowboy John Grady Cole, som vokser op på bedstefaderens ranch i Texas. Da bedstefaderen dør, skal ranchen sælges, og da John ikke har lyst til at flytte til byen, vælger han i stedet at ride sydpå sammen med vennen Lacey for at finde arbejde. På vejen støder de på drengen Jimmy, som rider på en smuk og stærk hest, og John og Lacey får en mistanke om, at den er stjålet. Jimmy hævder dog hårdnakket, at det er hans hest, og det var her, John og Lacey burde have forladt Jimmy. For Jimmy giver problemer.

Dette var en meget blandet læseoplevelse. I starten gik læsningen meget trægt, men det skyldtes måske, at jeg delte læsningen op i mange små bidder. Senere – da jeg var kommet en tredjedel ind i bogen og læste over en tredjedel på én dag, flød historien meget bedre, og jeg blev grebet af den stemningsfulde beskrivelse af Johns og Laceys kvaler. Men mod slutningen tabte historien igen pusten og blev lidt gumpetung.

Denne bog emmer af støv, varme, prærie og hestevrinsk! Selvom bogen starter i 1949, så havde jeg flere gange følelsen af, at bogen lige så godt kunne være foregået i sidste halvdel af 1800-tallet. Bortset fra et par enkelte referencer til nyere opfindelser (samt flere kvinder, der virkede lidt for selvstændige til 1800-tallet), så virkede historien som noget, der kunne have foregået på mange andre tidspunkter i Texas. Beskrivelserne af omgivelserne, personerne, maden – ja, det hele giver et rigtig godt og troværdigt billede af livet som the poor lonesome cowboy…

Cormac McCarthy har evnen til at skrive en historie, så handlingen virker utrolig underspillet og langsom. Det er mest tydeligt i ‘The Road’, men jeg synes også, at ‘All the Pretty Horses’ er præget af denne stemning. Men selvom sidstnævnte er langt mere actionramt end førstnævnte, så blev jeg alligevel utålmodig flere gange, mens jeg læste ‘All the Pretty Horses’. Jeg ved ikke, om det er en særlig præriementalitet eller prærielogik, jeg ikke helt forstår, men der var flere gange, hvor jeg savnede lidt mere begrundelse for, hvorfor personerne handlede, som de gjorde.

Ligesom med ‘The Road’ kræver denne bog en vis tålmodighed og overskud for at få det optimale ud af teksten. Men jeg er vild med stemningen i bogen og håber, at de næste bøger i serien vil fænge mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *