Anno Dracula

Hvad får man, hvis man kombinerer Dracula, Jack the Ripper og Sherlock Holmes i en version af Victoriatidens London, hvor Dracula er gift med Dronning Victoria, og hvor vampyrerne er ved at overtage magten i samfundet? Ja, umiddelbart lyder det som oplægget til en halvplat bog, men jeg blev heldigvis positivt overrasket, da jeg endelig fik taget mig sammen til at læse ‘Anno Dracula’ af Kim Newman.

Bogen tager som sagt udgangspunkt i en verden, hvor Dracula på listig vis er blevet gift med Englands Dronning Victoria og dermed har åbnet op for vampyrernes vej til magten. Menneskene er splittet mellem dem, der higer efter vampyrernes fristende udødelighed og dem, der fortsat mener, at det levende menneske er idealet. I ‘Anno Dracula’ følger man blandt andet Dr. Seward og Lord Godalming, der som bekendt er med i Bram Stokers ‘Dracula’, og de tackler den nye situation vidt forskelligt, selvom de begge kæmpede mod Dracula i sin tid. Samtidig er en massemorder i gang med at dræbe kvindelige vampyr-prostituerede, og Mycroft fra Sherlock Holmes er indblandet i opklaringsarbejdet.

Der er kort sagt rigtig megen litterær ‘namedropping’ i denne bog, men forfatteren formår overraskende nok at gøre det meningsfuldt, så det ikke ender i en plat konkurrence om at referere til så mange bøger som muligt. Bogen er heller ikke humoristisk men tilpas dyster uden at blive decideret deprimerende.

Jeg kunne rigtig godt lide grundideen, dvs. at vampyrerne er godt i gang med at tage magten i slutningen af 1800-tallets London. Samtidig nød jeg også, hvordan forfatteren havde flettet hele Dracula-historien ind i bogen, for selvom Dracula i sig selv var meget lidt til stede i historien, så fyldte de øvrige personer fra den originale fortællingen meget i ‘Anno Dracula’. Det passede også fint ind, da forfatteren valgte at gøre Jack the Ripper til en af de vigtige plottråde i historien, men jeg blev nu lidt bekymret, da Mycroft kom på banen. Jeg frygtede, at det udviklede sig til en Sherlock Holmes-historie (ikke at der er noget galt med Sherlock – det ville bare blive for meget i denne sammenhæng), men det gjorde det heldigvis ikke.

Den første tredjedel havde et lidt ujævnt tempo, og der var flere døde perioder (pun intended), men historien blev mere og mere fængende, og jeg var til sidst ret spændt på, hvordan bogen ville ende. Her blev jeg overrasket på flere måder – både indholdsmæssigt men også i forhold til bogens tykkelse, for det viste sig, at de sidste 100 sider i bogen var forfatterens noter om de utallige litterære referencer, der er i bogen. Supernørdet og underholdende at læse.

‘Anno Dracula’ overraskede positivt, så det er en serie, jeg regner med at læse videre i. Det kan dog godt være, jeg udskyder det til efteråret, for nu hvor foråret trænger sig på, virker det en smule malplaceret at læse om vampyrer i Londons mørke, dystre gader… 🙂

5 tanker om "Anno Dracula"

  1. Hvor lyder det bare overmåde interessant! Kombinér victoriansk og overnaturligt og jeg er på! Bør man have Dracula i frisk erindring, eller er karaktererne selvforklarende? For jeg har ikke læst den siden jeg var 15.

    Mvh Frida

    • Hm… jeg tror, man får mest ud af, hvis man har. Når det så er sagt, så er det ved at være en del år siden, jeg læste bogen sidst, men jeg kunne heldigvis huske en del.

  2. Umiddelbart vil jeg give dig ret i at det lyder som noget der kunne være utrolig plat. Men den måde du beskriver det på får det altså til at lyde rigtig interessant. Ved du hvor mange bøger der er planlagt i serien?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *