Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe

Denne bog købte jeg på et tidspunkt efter at have læst masser af rosende anmeldelser af den, for den lød som en rigtig interessant ungdomsbog.

‘Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe’ er skrevet af Benjamin Alire Sáenz og handler om teenageren Ari og vennen Dante. De to er meget forskellige men har alligevel opbygget et tæt venskab. Deres venskab kommer dog på en prøve – ikke så meget fordi, at Dante forelsker sig i Ari, men mere fordi Dantes seksualitet ikke tolereres af alle. Det bliver en rejse i at lære sig selv at kende og finde ud af, hvad og hvem man vil kæmpe for.

Jeg kunne rigtig godt lide temaet for denne historie. Venskabet mellem de to – meget forskellige – unge fyre og den udvikling, de gennemgår. Det var rigtig fint, selvom det også var rimelig forudsigeligt. Og de to knægte er også lette at holde af, selvom den ene er lidt knudret og usikker. Eller måske netop derfor? I hvert fald udgjorde de et godt team.

Der var til gengæld to ting, der ødelagde fornøjelsen ved bogen. For det første var der skrivestilen. Jeg syntes, den var dræbende kedsommelig. Den vakte ingen følelser hos mig, og den virkede flad og unuanceret. Dernæst var der hele ‘nævn ikke broderen’-plottet, som bare var ligegyldigt og trukket i langdrag. Det var en darling, forfatteren skulle have dræbt med det samme.

Så… alt i alt var denne bog desværre en noget skuffende oplevelse. Min sindstilstand efter at have læst bogen afspejles meget fint i min kats ansigtsudtryk på billedet – jeg var skuffet og følte mig snydt for den gode oplevelse, andre havde fået. Men sådan er det med bøger – folk oplever dem forskelligt, og denne bogs skrivestil var bare ikke min kop te.

2 tanker om "Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe"

  1. Har længe haft denne bog på min tbr, men har været i tvivl, om jeg nu også har lyst til at give den en chance. Nu er jeg endnu mere i tvivl 😀

    • Hehehe! Åh, det kender jeg godt 🙂
      Jeg følte mig lidt snydt, for jeg havde håbet på at få samme fantastiske oplevelse som mange andre, men nej… desværre :-/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *