Armada

Sidste år fik Ernest Cline succes med romanen ‘Ready Player One’, hvor bloggerverdenen svømmede over i begejstrede anmeldelser. Jeg var lidt overrasket over hypen – ikke fordi, jeg ikke syntes, at det var en glimrende bog, men nærmere fordi jeg forventede, at den mest henvente sig til 30- og 40-årige computerspilsnørder (øhm… som mig selv), eftersom ‘Ready Player One’ er spækket med referencer til computerspil fra 80’erne.

Nu forsøger Ernest Cline at gentage succesen med ‘Armada’, der udkom for nogle måneder siden. I ‘Armada’ er det den computerspillende teenager Zack, der er hovedpersonen. Han lever et helt normalt teenageliv indtil en dag, hvor han ser et rumskib. Og ikke bare et hvilket som helst rumskib, men et rumskib der er nøjagtig magen til det computerspil, Armada, han spiller hver aften. Forvirringen bliver ikke mindre, da Zack bliver kontaktet af militæret og bedt om at melde sig i kampen mod rumvæsnerne. Det viser sig, at Armada ikke bare er et computerspil men et kampsimulationsspil, som i al hemmelighed har fungeret som optrænings- og rekrutteringsprogram for militæret som optakten til en uundgåelig krig mod rumvæsnerne!

Se, grundideen i denne bog er ganske glimrende. Tanken om, at computerspil i det skjulte bliver brugt til at oplære skarpskytter og piloter til en kommende krig, er både fascinerende og smigrende – især for de computerspillere, som bruger utallige timer foran skærmen og altid skal forsvare det over for forældre og andre irriterende voksne. Det kunne da være virkelig sejt, hvis der var et hemmeligt og vigtigt formål med det.

Desværre er historien ikke særlig godt fortalt. Først og fremmest har forfatteren forsøgt at bruge samme kneb som i ‘Ready Player One’ og har smurt fortællingen ind i referencer til film og computerspil fra især 90’erne, men i det hele taget fra de sidste 30-40 år. Problemet er dog bare, at historien virkelig føles ‘smurt ind i’ referencerne. De er ikke indarbejdet i historien, men bliver konstant fremhævet på samme måde som en overivrig universitetsstuderende, der namedropper kendte filosoffer. Det virker mere, som om forfatteren skal overbevise os om, at han har en stor viden om popkulturelle referencer, end at de mange henvisninger er en naturlig del af handlingen.

Der var også elementer i historien, der var irriterende simple og stereotype. Det får bogen til at virke unødig light – også selvom det er en ungdomsroman. Her måtte forfatteren godt have været mere original i stedet for at køre på klicheerne og skabe et persongalleri, der er utrolig fladt og kedeligt.

Der er lyspunkter undervejs, og der var perioder, hvor jeg hyggede mig fint med at læse den, men jeg kan ikke komme udenom, at den var en skuffelse. Hvis du vil læse en bog om teenagere, der forbereder sig til rumkrig, så vil jeg langt hellere anbefale ‘Ender’s Game’.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *