Arra – Legender fra Lavora

aJeg er begyndt at komme på biblioteket igen – ganske som jeg lovede i min måneds-update – og her har jeg lånt lidt forskellige bøger, der længe har stået på min to-read-liste. Jeg kan faktisk ikke huske, hvorfor ‘Arra – Legender fra Lavora’ endte på den, men nu var det på tide at læse den.

Bogen er skrevet af Maria Turtschaninoff og handler om pigen Arra, der har en hård opvækst. Hun er den yngste i en børneflok på otte, og hun er derfor mere en byrde end et barn, forældrene længe har ønsket sig. Især moderen er hurtig til at opgive hende, og de kommende år er der ingen, der rigtig tager sig af hende eller taler med hende. Arra lærer derfor ikke at tale, og folk tror, hun er en sinke. Men Arra lytter til alt og alle omkring sig, og især naturens sange vækker en længsel i hende. Det er sange, som bringer både glæde og sorg, og sidstnævnte opdager Arra en aften, hvor hendes kræfter for alvor vækkes.

Jeg kunne godt lide den første halvdel af bogen. Her følger man Arras opvækst og oplever alle de nederlag og nederdrægtigheder, som familien (og i særdeleshed moderen) udsætter hende for. Men samtidig er der også de små lysglimt i forhold til Arras overnaturlige evner, som stille og roligt vokser og udvikler sig til noget fortryllende og farligt på samme tid. Der er en sårbarhed og usikkerhed, som gør det let at holde af Arra og virkelig føle afsky over for hendes familie. Det var dog ikke moderen men Arras storesøster, som for alvor løb med skurkerollen – magen til egoistisk kost skal man lede længe efter!

Men… anden halvdel af bogen fungerede ikke. I hvert fald ikke for mig. Introduktionen af prinsen var jeg ikke særlig vild med og slet ikke det venskab, der spirede op. Det virkede meget utroværdigt og påduttet. Samtidig var det også begrænset hvor mange forskellige ondskabsfuldheder, som Arra kunne udsættes for, så efterhånden blev ydmygelserne ganske repetitive og mistede dermed også noget af deres virkning. I det hele taget virkede især den sidste tredjedel noget forjaget – som om forfatteren var ved at løbe tør for sider (og måske også ideer). Den del virkede ikke særlig gennemarbejdet, og det ødelagde desværre den gode læseoplevelse, som første halvdel af bogen var.

Jeg sad undervejs og spekulerede på, hvilken målgruppe denne bog mon henvender sig til. Flere gange tænkte jeg, at den ville egne sig fint til 10-12-årige, men eftersom forfatteren en del gange bragte emnet voldtægt på banen (ikke som en aktiv del af historien men som en straf/skæbne, kvinder kunne udsættes for), så hælder jeg mere til 14 år. Jeg er dog bange for, at bogen på visse punkter vil virke lidt for simpel og barnlig til 14-årige, så et eller andet sted ærgrer jeg mig på forfatterens vegne over hendes gavmilde ord af voldtægtsbegrebet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *