August bød på…

Mindre læsetid
Jeg læste ikke så meget som jeg ellers plejer i august måned. Det skyldtes dels, at jeg brugte en del af måneden på en meget lang og desværre også forholdsvis kedelig bog (mere om den om lidt), og dels også at jeg ikke fik hørt så mange lydbøger som vanligt. Men! Jeg må også give Netflix en del af skylden, for jeg opdagede ved et tilfælde, at de snart ville fjerne Downton Abbey. Vi manglede at se de to sidste sæsoner, så vi fik ret travlt, for pludselig havde vi kun lidt over en uge til det (samtidig med at vi også skulle følge med i Game of Thrones).

9 læste bøger
Ja… det blev kun til 9 bøger i denne måned. Jeg ved godt, at det er mange bøger i forhold til de fleste, men eftersom jeg normalt læser 13-15 bøger om måneden, så var dette et tydeligt fald. Men skidt pyt – jeg skal nok få læst mere i september måned. Der var i øvrigt heller ikke så mange gode læseoplevelser denne måned, men jeg må sige, at ‘Fortællingen om dengang Xu Sanguan solgte sit blod’ overraskede ganske positivt.

Månedens to-read-liste-bog
Månedens bog var den længste bog, jeg nogensinde har læst – nemlig klassikeren ‘Krig og fred‘. Jeg læste ‘Anna Karenina’ sidste år og blev positivt overrasket over både historie og skrivestil, så jeg fik lyst til også at prøve kræfter med Tolstojs anden store klassiker om krigen i starten af 1800-tallet. Desværre var jeg slet ikke så begejstret for denne bog. ‘Krig og fred’ har et virkelig stort persongalleri, som kan være svært at holde styr – også selvom bogen meget pædagogisk er forsynet med en lang personoversigt i starten. Historien er desuden krydret med lange passager skrevet på fransk, og selvom det efterfølgende er oversat, så ødelagde det ofte min læserytme. Men hey – nu har jeg da endelig læst den!

3 sci-fi-bøger
Jeg nåede kun tre sci-fi-bøger i denne måned – ‘Linda og Valentins samlede eventyr 1’, ‘Drømmer androider om elektriske får’ og ‘Otherness’.

8 dejlige bøger til boghylderne
Det kan godt være, at jeg ikke fik læst så mange bøger i denne måned, men til gengæld fik jeg shoppet en del bøger! Det giver jo totalt mening… Men altså – det blev til 8 dejlige bøger, som jeg købte hos Saxo.

I september vil jeg:

  • Læse mere! Ikke særlig overraskende vel? Trænger til lidt kvalitetstid med mine firkantede venner…
  • Besøge biblioteket igen. Jeg har holdt en lang pause fra biblioteket, men nu synes jeg efterhånden, at det er på tide at kigge forbi igen. Min huskeliste over bøger, jeg vil låne, er også ved at blive alt for lang…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *