Hvad skal jeg læse til Read-a-Thon?

I den kommende weekend er der atter Dewey’s Read-a-Thon, og vanen tro deltager jeg, for det er en ganske hyggelig læseevent. Desværre kan jeg ikke være med al tiden, da jeg har planer søndag formiddag, men jeg regner med at læse hele lørdagen samt det af søndagen, jeg kan nå.

Da jeg læser eventyrbøger dette forår, er det naturligvis også temaet for læsningen til denne read-a-thon. Jeg regner ikke med at nå alle bøgerne, men jeg synes, det er rart at have lidt at vælge imellem. Jeg har valgt følgende bøger:

‘Fables Deluxe Book 7’
‘Eventyrbogen’
‘The Hen Who Dreamed She Could Fly’
‘Alice’
‘The Gracekeepers’

Jeg regner med at nå ‘Fables 7’ og ‘The Hen Who…’, men hvilke af de øvrige, jeg har mest lyst til at læse den dag, ved jeg ikke endnu.

Hvad med dig? Deltager du, og hvad skal du i så fald læse?

 

Scythe

Det er ingen hemmelighed, at jeg har en svaghed for Neal Shusterman – eller rettere sagt hans bøger. Jeg faldt pladask for ‘Everlost’ og de øvrige bøger i den serie, ligesom jeg også holdt af ‘Unwind’-serien.

Nu er han kommet med en ny serie, hvor første bog hedder ‘Scythe’. Den foregår i fremtid, hvor den naturlige død ikke længere findes, ligesom menneskeheden også har udryddet alle livsfarlige trusler såsom sygdomme, krig og hungersnød. Man kan blive lige så gammel, som man ønsker det – ja, man kan endda skrue sit biologiske ur baglæns, så man atter ligner en 21-årig, hvis man har lyst til det. Den situation vil naturligvis betyde, at Jorden hurtig vil blive overbefolket, og derfor er der udpeget en række scythes – en slags ‘aflivere’ – der har til opgave at dræbe mennesker. De skal opfylde en bestemt kvote, og dødsfaldene skal ramme alle befolkningsgrupper, så man må ikke skåne nogen – ej heller børn. Citra og Rowan bliver udvalgt som lærlinge til scythen Faraday, og de indser snart, at livet som scythe er både ensomt og kompliceret. Hvornår bør et menneske dø? Og hvordan? Samtidig med dette opdager de også, at selvom scythe-ordenens medlemmer er pålagt en lang række restriktioner, så er der brodne kar imellem, og der er nogen, der åbenbart sætter lige lovlig megen pris på at slå andre mennesker ihjel…

Jeg kan godt lide rammen for historien, hvor menneskene har udryddet den naturlige død og i stedet må have ‘aflivere’ til at sørge for, at befolkningen ikke vokser katastrofalt. Det åbner op for en række interessante diskussioner – ikke mindst da Citra og Rowan skal deltage i de første ‘aflivninger’. For hvad er en retfærdig død? Og skal døden være retfærdig – og for hvem?

Jeg tænkte både på ‘Unwind’-serien og ‘Mort’ af Terry Pratchett i starten, men ‘Scythe’ fandt hurtigt sin egen form og stil. Jeg elsker Shustermans skrivestil og ikke mindst hans evne til at overraske, og det gør han også i denne bog. Der var et ret vigtigt plottwist, jeg overhovedet ikke havde set komme, men som betød, at historien tog en ret spændende drejning.

De to hovedpersoner er ok skrevet, men jeg må indrømme, at jeg nok havde forventet lidt mere af dem – de var lidt overfladisk beskrevet, og jeg syntes aldrig, at jeg kom tæt på dem. Samtidig var deres fascination af hinanden ret pludselig og meget intens – her kunne forfatteren godt have arbejdet lidt mere med opbygningen.

Min største anke mod bogen er slutningen, for her går det pludselig meget stærkt. Det virkede lidt som om, at forfatteren pludselig opdagede, at han var ved at løbe tør for sider, for der springes en del i historien hen mod slutningen, og jeg syntes desværre, at det gik alt for hurtigt. Der var scener, der burde have været med for at binde historien bedre sammen og scener, der burde have været mere detaljerede. Virkelig ærgerligt når nu resten af bogen var aldeles glimrende.

‘Scythe’ er som sagt første bog i en serie. Jeg har det lidt blandet med det, for bogen står stærkt som enkeltstående historie, og jeg synes, det er lidt ærgerligt, at det igen-igen skal være en serie. Der er ganske enkelt for få enkeltstående bøger i fantasygenren, og denne her behøver reelt set ikke en fortsættelse. Så kan man argumentere for, at jeg jo bare kan lade være med at læse den næste bog, meeen… det gør jeg nok alligevel. Det er jo Neal Shusterman, der står bag 🙂

Fables Book 6

I de kommende måneder læser jeg eventyrbøger, og så er det jo oplagt også at læse nogle flere albums i ‘Fables’-serien. Se links til mine anmeldelser af tidligere albums nederst i dette indlæg.

‘Fables Book 6’ starter med en historie, der ikke er knyttet til hovedfortællingen. Historien handler om menneskelige trædukker, og den var ganske interessant, men jeg brød mig absolut ikke om tegnestilen. Den var for kold og kantet til min smag.

Resten af bogen handler om hovedhistorien med Snehvide, Bigby osv. Jeg kan stadig ikke vænne mig til, at blandt andet Bigby tegnes så forskelligt i de enkelte historier (jeg har samme problem med ‘The Walking Dead’-serien), men bortset fra det er det dejligt, at man kommer et godt stykke videre i hovedhistorien. Der har været nogle af de tidligere bøger, hvor der har været for mange sidehistorier (altså efter min smag), men her ser vi nye sider af flere af hovedpersonerne.

Jeg synes stadig, det er en dejlig serie, men helt overordnet set var jeg ikke lige så imponeret af denne bog som de fleste af forgængerne. Måske fordi der ikke var så mange af hovedpersonerne med, eller måske fordi jeg savnede lidt mere dybde i historien. Men lad os nu se, hvad de finder på i de kommende to bøger, som jeg også har stående og vil læse i løbet af den næste måneds tid.

Stalker

Det var lidt et tilfælde, at jeg faldt over denne bog på Ereolen, og da jeg ikke havde hørt om den før, havde jeg ingen forventninger til den.

‘Stalker’ er skrevet af Michella Rasmussen og handler om teenagepigen Julie, der en dag får et brev fra en anonym beundrer. Hun bliver overrasket, men snart ændrer det sig til bekymring, da hun får flere breve, hvis indhold bliver mere og mere urovækkende. Det er tydeligt, at brevskriveren overvåger hende, og personen begynder også at blande sig i hendes liv. Især personer, der ikke opfører sig pænt over for Julie, bliver pludselig udsat for ubehagelige ting…

Denne bog var en positiv overraskelse. Selvom bogen er ret kort – under fire timers oplæsning – så når den at opbygge en ubehagelig stemning, hvor man som læser sidder og spekulerer på, hvem stalkeren er, og hvor langt vedkommende egentlig vil gå.

Historien er fortalt dels gennem Julie og dels gennem stalkeren. Det er med til at få flere nuancer frem, men jeg syntes dog ikke, at alle stalkerens betragtninger var troværdige (kan dog ikke komme det nærmere, da det vil afsløre dele af plottet).

Det er let at fatte sympati for Julie, der bestemt ikke har det let. Hendes forældre fokuserer langt mere på lillesøsteren, og Julie føler sig overset og glemt. Hun fremstår som en helt almindelig pige, og det er en af grundene til, at historien bliver uhyggelig, for hvis det kan ske for hende, kan det jo ske for enhver.

Slutningen kommer ret brat  – lidt for brat til min smag, og det kom til at virke klodset. Til gengæld kunne jeg godt lide slutningen – der var ikke lige så megen følelsesporno, som hvis det havde været en amerikansk ungdomsbog, og det klædte virkelig historien.

Alt i alt en udmærket ungdomsbog, som kan høres på under fire timer.

Dealing with Dragons

Jeg kan faktisk ikke huske, hvor jeg stødte på ‘Dealing with Dragons’, men jeg har en mistanke om, at det var en fantasy-liste hos Goodreads. Uanset hvad lød bogen rigtig hyggelig, og da den handler om prinsesser og drager, passer bogen godt til mit kvartalstema, ‘Eventyr’.

‘Dealing with Dragons’ er skrevet af Patricia C. Wrede og er første bog i en trilogi. Den handler om prinsessen Cimorene, der ikke bryder sig om det typiske prinsesseliv, hvor man skal sidde og være yndig, mens man broderer. Det er gudsjammerligt kedeligt efter hendes mening, så hun stikker af og ender med at møde dragerne. Drager er som bekendt meget farlige væsner, men det lykkes Cimorene at overbevise en af dragerne om, at Cimorene kan være hendes prinsesse. Drager har jo et eller andet med prinsesser, og enhver respekteret drage skal naturligvis have en prinsesse. Det er ganske vist temmelig usædvanligt, at en prinsesse selv tilbyder sin hjælp – normalt skal man bortføre dem – men dragen Kazul vælger ikke desto mindre at lade Cimorene bo hos sig. Det er dog ikke uden visse udfordringer, for selvfølgelig kommer det væltende med håbefulde ungersvende, der gerne vil redde prinsessen fra den stygge drage. Men hvad gør man, når prinsessen absolut ikke vil reddes og i stedet foretrækker at gøre rent?

Dette er egentlig en børnebog, men jeg synes bestemt også, at voksne bør læse den, for den er både sjov og indeholder nogle rigtig gode pointer. Her er endelig en bog, der tør udfordre det gængse prinsessebillede. Væk er de lyserøde tylskørter, de evindelige baller og de mange suk efter prinsen på den hvide hest. I stedet får vi en prinsesse, der er både klog og initiativrig og som hellere vil arkivere dokumenter og vaske op end at sidde hele dagen lang for at være yndig og dydig. Hun gider absolut ikke blive reddet, og hun ender tilmed hos en hundrage, som taler om muligheden for at blive dragernes konge. For ja, i denne bog kan hundrager godt blive konger! Ah, det føltes skønt at få rusket op i alle de gængse antagelser om, hvordan eventyrverdener er bygget op…

Sproget er let og ligetil med nogle meget fine – og ganske underholdende – dialoger. Samtidig er der skruet godt op for actiondelen til trods for, at det er en kort bog, så der er ganske enkelt ikke tid til at kede sig. Det passer fint til historien, for det er ikke ligefrem en bog, hvor der er brug for lange beskrivelser af landskabet eller tilbageblik.

Jeg morede mig kosteligt undervejs, og ‘Dealing with Dragons’ er klart en af de bedste læseoplevelser indtil videre i år. Jeg har derfor også straks bestilt de to sidste bøger i trilogien, og dem satser jeg på at læse i løbet af maj måned.

Eventyrbøger og andre bogindkøb

Har du fulgt med i mine månedsopdateringer, så har du nok bemærket, at jeg ikke har købt nye bøger i år (men dog en enkelt brugt). Det er slut nu, for i starten af april var det tid til at købe en ny indsprøjtning til bogsamlingen! En af grundene er, at der snart er Dewey’s Read-a-Thon, og selvom jeg ikke kan være med til hele eventen, så har jeg dog planer om at deltage så meget som muligt!

I år har jeg et læsetema for hvert kvartal, og for april-juni er temaet ‘Eventyr’. Det har selvfølgelig påvirket bogindkøbet, som indeholdt følgende bøger:

‘Alice’ (fortolkning af ‘Alice i Eventyrland’)
‘Fables Deluxe Book 7’
‘The Gracekeepers’
‘The Book of Lost Things’
‘The Hen Who Dreamed She Could Fly’
‘The Girl Who Fell Beneath Fairyland and Led the Revels There’
‘Dealing with Dragons’
‘The Song of Susannah’ og ‘The Dark Tower’
‘The Bands of Mourning’
‘The Lies of Locke Lamora’

Derudover har jeg lige bestilt efterfølgerne til ‘Dealing with Dragons’ samt ‘Seraphina’, som er blandt de bøger, jeg vil læse i maj måned.

Så ja – jeg skal snart have læst ‘The Dark Tower’-serien færdig, og jeg skal også videre med ‘Fairyland’-serien og ‘Mistborn’-serien. Meeen der er også blevet plads til første bog i to nye serier (nye for mig altså), og det er ‘Alice’ og ‘The Lies of Locke Lamora’. Jeg har hørt rigtig godt om begge bøger, og jeg glæder mig til at komme i gang med nye serier, nu hvor jeg får afsluttet et par andre i løbet af den kommende tid.

Har du købt noget spændende for nylig?

Skorpionbjerget – Våbenbrødre 5

Ja, jeg får hørt en del lydbøger for tiden – blandt andet ‘Våbenbrødre’-serien af John Flanagan. Nu nåede jeg så til den femte bog i serien – ‘Skorpionbjerget’.

Jeg vil ikke bringe et resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget i forhold til de foregående bøger, men du kan eventuelt læse anmeldelserne af de første bøger – links finder du nedenunder dette blogindlæg.

Våbenbrødrene får en ny mission, og den omfatter blandt andet et gensyn med flere af de vigtige bipersoner fra ‘Skyggens lærling’-serien. Det virkede overordnet godt – selvom det selvfølgelig også var lidt billige points. Men ellers er historien meget lig de forrige historier med hensyn til mængden af action, personlige konflikter og stolt sammenhold. Det er en fin fortælling, men jeg savnede lidt mere kant og lidt flere overraskelser undervejs.

‘Våbenbrødre’-serien er ligesom ‘Skyggens lærling’-serien hyggelig og ret ufarlig læsning – også kendt som feel good fantasy.

Curtsies & Conspiracies

Så fik jeg endelig læst anden bog i ‘Finishing School’-serien af Gail Carriger. Sidste sommer læste jeg den første bog, ‘Etiquette & Espionage’.

Traditionen tro vil jeg ikke bringe et resumé, når det drejer sig om fortsættelsen til en bog, da det vil afsløre for meget af handlingen i den første. Men jeg vil dog gerne røbe, at ‘Curtsies & Conspiracies’ desværre ikke sagde mig så meget. Bogen er ligesom forgængeren rimelig letbenet og uden den store dybde, men i 2’eren er der langt mere fokus på Sophronias evne til at tiltrække drengenes opmærksomhed, og man aner oplægget til et trekantsdrama (selvfølgelig mellem den bundsolide arbejderdreng og den arrogante overklassedreng). Det ærgrede mig en del. Ikke blot hader jeg trekantsdramaer, men det virkede også frygtelig stereotypt.

I ‘Curtsies & Conspiracies’ er der også gensyn med et par kendinge fra Carrigers skønne serie, ‘Parasol Protectorate’, men det var jeg noget lunken overfor. Jeg syntes, det kom til at virke lidt forceret og tog fokus væk ‘Finishing School’-seriens egen ramme.

Jeg er pt. noget splittet mht. om jeg vil læse videre i serien. Jeg syntes desværre ikke, at der er kød nok på historien – i hvert fald ikke til, at jeg vil bruge penge på bøgerne. Måske vil jeg læse videre, hvis jeg finder dem på biblioteket eller som e-bog på et senere tidspunkt.

Heartless

Jeg har været lidt tøvende mht. om jeg ville læse ‘Heartless’ af Marissa Meyer. Jeg var lidt bekymret for, om det ville være et standard YA-kærlighedsdrama, og dem er jeg ganske enkelt ikke til. Bogen fik dog ret gode anmeldelser, og da den samtidig er en nyfortolkning af ‘Alice i Eventyrland’, så var det oplagt at læse den i denne måned, da jeg i perioden april-juni fokuserer på eventyr. Jeg lånte derfor bogen via Ereolen Global og tog den med på togturene til og fra arbejde.

‘Heartless’ er i historien om den unge kvinde, Cathrine, som drømmer om at åbne et bageri. Hun er ganske vidst adelig, og hendes forældre har sikkert planer på hendes vegne, men det ødelægger ikke hendes fantasier om at bage dagen lang. Problemet er bare, at kongen forelsker sig i Cathrine, hvilket hendes forældre er ellevilde med. Men Cathrine er ikke interesseret i at blive dronning, og slet ikke hvis det betyder, at hun ikke kan forfølge sin drøm om at bage dagen lang. Det bliver så ikke bedre af, at hun forelsker sig i kongens nar, Jest, som er både mystisk, sjov og så fascinerende.

Det var en lidt svingende oplevelse at læse ‘Heartless’, men samlet set var det en god læseoplevelse – ikke mindst på grund af slutningen.

Sproget er legesygt og svulstigt – næsten som at spise en tung chokoladekage toppet med skumfiduser (!) – og jeg syntes, det fungerede rigtig godt, når nu bogen er inspireret af ‘Alice i Eventyrland’. Der var nogle gange, hvor jeg måtte slå ord op, men ellers var bogen let at forstå, selvom sproget var mere farverigt, end traditionelle YA-bøger plejer at være.

Persongalleriet er interessant – ikke mindst blandt bipersonerne. Jeg syntes egentlig ikke, at hverken Cathrine eller Jest havde så meget at byde på – de personligheder har jeg set utallige gange i diverse bøger – men til gengæld var der flere skønne bipersoner. Min absolutte favorit var kongen. Hvor var det dog befriende, at en person, der havde en skurkerolle, faktisk var så sympatisk. Hans hyggelige og naive væsen fik flere gange Cathrine til at fremstå ret dårlig. Det er selvfølgelig svært for hende at tackle hans forelskelse og forældrenes insisteren på, at hun skal gifte sig med kongen, men omvendt opfører hun sig ikke særlig pænt over for ham.

Kærlighedshistorien er – langt hen ad vejen – ret traditionel – men heldigvis bliver den piftet op af nogle twists undervejs. Det gjorde den langt mere interessant end den gennemsnitlige YA-bog, ikke mindst når de sidste detaljer falder på plads i slutningen af bogen.

‘Heartless’ er den type bog, der bliver bedre i dagene efter, du har læst den. Da jeg bagefter tænkte over forskellige scener, havde jeg flere aha-oplevelser, da jeg kom i tanke om scener fra det oprindelige eventyr. Jeg har sidenhen læst, at historien er inspireret af Edgar Allan Poes historie ‘The Raven’, og det kan jeg godt se. Det er dog så  mange år siden, at jeg har læst den historie, at jeg får lyst til at finde den frem igen, så jeg kan sammenligne historierne.

Bogen endte med at overraske mig positivt, og nu overvejer jeg at købe papirudgaven, for det er en historie, jeg godt kunne finde på at læse igen.

Wolves of the Calla – The Dark Tower 5

‘Wolves of the Calla’ er femte bog i ‘The Dark Tower’-serien af Stephen King. Jeg har tidligere anmeldt ‘The Gunslinger’, ‘The Drawing of the Three’, ‘The Waste Lands’ og ‘Wizard and Glass’.

Jeg vil selvfølgelig ikke bringe et resumé af bogen, da det vil afsløre for meget af handlingen i de foregående bøger, så dette bliver i stedet en kort opsummering af mit indtryk af bogen.

Jeg havde virkelig håbet, at ‘Wolves of the Calla’ ville genoplive min lyst til at læse serien. Efter at have læst ‘Wizard and Glass’, som absolut ikke faldt i min smag, tænkte jeg, at nu skulle historien nok komme op i omdrejninger igen. Det skete dog desværre ikke. Selvom ‘Wolves of the Calla’ ikke led under at være én lang fortælling fra fortiden (som fjerde bog var), så var der alt for megen udenomssnak og fyldhistorier i denne bog. Der var glimtvis af genialitet, når hovedhistorien fik lov til at titte frem mellem den ca. 750 sider, men der var desværre også irriterende meget fyld, som ærlig talt ikke sagde mig særlig meget og bare trak handlingen i langdrag.

Men altså – denne serie fanger mig desværre ikke lige så meget som mange af Kings andre bøger, og jeg kan godt undre mig lidt over den nærmest kultagtige dyrkelse af serien, som en lang række King-fans sværger til.

Nu er jeg nået så langt i serien, at jeg har besluttet mig for at læse den færdig. Den sjette bog er heldigvis noget kortere – under 500 sider – mens den sidste er en basse på omkring de 1000 sider! Jeg bliver helt svedt ved tanken…