Murder on Balete Drive – Trese 1

Jeg låner ind imellem bøger via Ereolen Global, og her er også et lille udvalg af graphic novels. Jeg kunne ikke stå for dramatiske forsider til Trese-tegneserierne, så her lånte jeg de fire første hæfter, der udgør bogen ‘Murder on Balete Drive’.

Jeg vil i øvrigt indskyde, at jeg IKKE kan anbefale at læse dem på en mobiltelefon, da skriften er for lille – læs dem i stedet på computer eller tablet.

Jeg var ret vild med de dystre tegninger, som var en blanding af noir og asiatisk elegance. Meget smukke og stemningsfulde tegninger.

Der manglede til gengæld noget på indholdssiden. Selvom der var en ganske pæn mængde action i historierne, så savnede jeg dybde, og det skyldes nok i høj grad, at historierne var så korte. De kom til at virke som små teasere til en potentielt spændende historie, der aldrig rigtig kom i gang. Samtidig havde jeg svært ved at lure, hvad jeg skulle mene om hovedpersonen Trese. Hun virkede ret endimensionel og var derfor ret uinteressant – ærgerligt når nu hun ellers lod til at være lidt af en bad ass chick.

Trese skal først og fremmest læses for de flotte illustrationer. Historierne er der dog ikke nok kød på, så jeg regner ikke med at læse videre i serien.

Dreams of Gods & Monsters

Så fik jeg endelig læst tredje og sidste bog i ‘Daughter of Smoke & Bone’-serien af Laini Taylor. Jeg var meget begejstret for den første bog, ‘Ildenglen’, men noget skuffet over ‘Days of Blood & Starlight’ (ja, jeg læste første bog på dansk og de to næste på engelsk).

Jeg vil ikke bringe et resumé af ‘Dreams of Gods & Monsters’, da det selvfølgelig vil afsløre for meget af handlingen fra de to første bøger, men jeg vil forsøge at komme med en opsummering af læseoplevelsen.

Først og fremmest – det var en virkelig skuffende oplevelse, men det overraskede mig dog ikke så meget, da anden bog i serien heller ikke var synderlig god.

‘Dreams of Gods & Monsters’ lider først og fremmest under at være alt, alt for lang. Bogen er på over 600 sider, men den burde kun fylde det halve. Alt for meget unødigt fyld og tomgang i handlingen, og alt for mange sætninger, hvor forfatteren dvæler ved storladne formuleringer i stedet for at bruge dem til at bringe historien videre. Jeg kedede mig usigeligt meget og var tæt på at droppe bogen, da jeg var midtvejs, men jeg fik kæmpet mig igennem.

Der er et ret drastisk rammeskift fra første til anden bog, som jeg bestemt ikke var fan af, og desværre fortsætter tredje bog i samme ramme som forgængeren. Der er primært fokus på de overnaturlige væsner, mens den virkelig verden træder i baggrunden, og det synes jeg er virkelig ærgerligt, for det var netop en del af charmen ved den første bog. I stedet får man den helt store episke fortælling om engle og kimærer og en krig, der kan splitte verdener – naturligvis krydret med en umulig kærlighed mellem to fjender. Sidstnævnte kan jeg leve med, selvom det er en fortærsket kliché, der bruges i virkelig mange ungdomsbøger, men jeg synes, det er synd, at historien ændrer sig så meget fra første bog til anden og tredje bog. Jeg føler lidt, at jeg som læser er blevet narret til at læse en serie ud fra et forkert præmis.

Klimakset i bogen kommer overraskende tidligt. Det er sådan set fint, at ikke alt skal løses i løbet af de tyve sidste sider af en bog, men resten af bogen er unødig langtrukken og kedelig. Det virkede mest af alt som om, at forfatteren ikke rigtig kunne bestemme sig til, hvordan bogen skulle slutte. Ja, faktisk kom man i tvivl om, hvorvidt det overhovedet var slutningen.

Alt i alt var ‘Daughter of Smoke & Bone’-serien noget af en rutsjetur. Den første bog i serien er blandt de bedste ungdomsbøger, jeg har læst de senere år, den anden bog er middelmådig og den sidste bog er decideret jammerlig. Jeg føler mig så snydt. De to sidste bøger har jeg tænkt mig at skaffe mig af med, men jeg beholder den første. Hver gang, jeg ser den på boghylden fremover, vil jeg opfatte den som en standalone og forsøge at glemme alt om de to efterfølgere…

Et beskidt job

For et par år siden læste jeg ‘Vi ses deroppe’ af Pierre Lemaitre, og det var en ret positiv læseoplevelse, så da jeg opdagede, at endnu en af hans bøger blev oversat til dansk, var jeg straks interesseret i at læse den.

‘Et beskidt job’ handler om Alain, der er i slutningen af 50’erne og arbejdsløs på fjerde år. Han har tidligere arbejdet som HR-chef men må nu tage sig til takke med et par småjobs, der lige akkurat kan betale de faste regninger. Han er efterhånden ret desperat, så da han en dag får positivt svar på en jobansøgning, er han straks fyr og flamme. Det viser sig, at jobsamtalen består af en praktisk opgave, hvor han skal overvære en fingeret gidseltagning, hvor gidslerne er en række ledere, som skal testet. Alain skal være med til at udvælge den leder, der vil egne sig bedst til at gennemføre en stor fyringsrunde i virksomheden. Alain vil gøre alt – simpelthen alt – for at få jobbet, så han går i gang med et researcharbejde, der snart tager magten fra ham…

Udgangspunktet for denne bog er ret interessant.  En ansættelsessamtale der bygger på en gidseltagning og efterfølgende forhør. Et oplæg, der har masser af potentiale. Den første del af bogen er da også ganske medrivende. Her følger man Alains forberedelser til ‘jobsamtalen’, og der er ingen tvivl om, at han er motiveret. Samtidig bliver det også tydeliggjort, hvor desperat han er for at få jobbet, for pengene er små, og han har ingen udsigt til ellers at kunne tjene nok til dagen og vejen.

Desværre knækker filmen undervejs, da der sker nogle ret ekstreme ting. Det i sig selv gør ikke så meget, men der er indlagt så mange twists i historien, at det kom til at virke klodset og forceret. Historien bliver efterhånden så pumpet med dramatiske drejninger, at jeg mistede interessen for, hvordan det ville gå Alain.

Jeg vil til gengæld rose forfatteren for at skabe en ret anderledes hovedperson. Han er kompromisløs, egoistisk og meget dedikeret. Det ene øjeblik meget detaljeorienteret og struktureret, det andet øjeblik spontan og komplet uforudsigelig. Han er ikke specielt sympatisk, men han er virkelig interessant og noget for sig.

Denne bog kunne have været genial. Tematikken – arbejdsløshed – er et samfundsproblem, som desværre rammer mange, og som kan få fatale følger for den enkelte. Forfatteren har valgt at belyse dette gennem en ret ekstrem situation, og det kunne have virket, men det gør det desværre ikke, da historien bliver overlæsset med alt for mange twists. Historien ender derfor ikke med at være genial men snarere smågal tenderende til rabies-ramt. Utrolig ærgerligt når nu forfatteren tidligere har bevist, at han kan skrive virkelig godt.

Slaverne fra Socorro – Våbenbrødre 4

Følger du jævnligt med her på bloggen, har du nok lagt mærke til, at jeg er ved at tygge mig igennem ‘Våbenbrødre’-serien for tiden. Jeg er nu nået til den fjerde i serien – ‘Slaverne fra Socorro’ – og det er selvfølgelig fortsat John Flanagan, der står bag bøgerne.

Jeg vil ikke bringe et resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget i forhold til de foregående bøger, men du kan eventuelt læse anmeldelserne af de første bøger – links finder du nedenunder dette blogindlæg.

I ‘Slaverne fra Socorro’ får mandskabet en ny og ret anderledes udfordring, hvor de for alvor får testet kreativiteten og samarbejdsevnerne. Samtidig er der også en ganske fin forbindelse til ‘Skyggens lærling’-serien, da der er flere referencer og såmænd også en velkendt person med i bogen. Glimrende idé – især for folk, der (som jeg) nød at læse Flanagans første serie.

Jeg havde det dog noget svært med bogens skurk, for i mine øjne virkede det som meget usandsynligt, at denne person ville tage de valg, han gjorde. Og at han i det hele taget kunne samle folk omkring sig, der var med på hans ideer. Havde forfatteren valgt en anden til denne rolle/funktion, ville historien have fungeret langt bedre, men her kom det til at virke ret konstrueret og utroværdigt. Ret ærgerligt når historien ellers er ganske udmærket.

‘Våbenbrødre’-serien er fortsat hyggelig læsning. Det er feel-good-fantasy – også selvom der dør en del fjender undervejs (på det punkt tror jeg faktisk, at denne serie er mere blodig end ‘Skyggens lærling’).

Hvis jeg overlever natten

SPONSORERET INDLÆG

Denne bog har jeg fået tilsendt, men anmeldelsen er naturligvis mine egne tanker om bogen.

‘Hvis jeg overlever natten – fortællinger fra mørket’ er en samling af gysernoveller af danske forfattere. Der er syv ret forskellige noveller med:

‘In uteri’ af A. Silvestri – en historie om en mand, der kommer med meget malende og kropslige beskrivelser undervejs – helt sikkert noget, som vil dele vandene. Personligt blev det lidt for meget for mig, men historien i sig selv var udmærket.

‘Hvis jeg overlever natten’ af Savanna Lind – om stemmerne i hovedet og kæresten, der vil forlade en. Ganske god men på en af scenerne er så over-the-top, at det blev utroværdigt.

‘Hvor hesten ligger begravet’ af Lars Ahn. På sin vis en klassisk historie – også hvis man kender forfatterens øvrige noveller – men dermed også rimelig forudsigelig. Her savnede jeg lidt mere af den vildskab, som han ofte har i sine noveller.

‘Der er ingen bånd der binder mig’ af Susanne Thrane – om en dreng og hans venskab med kammeraten Tobber. Morens opførsel over for drengen ødelagde desværre lidt af læseoplevelsen for mig – jeg syntes, den faldt igennem i forhold til resten af historien.

‘Fobi’ af Kasper Grandetoft – om araknofobi og hvordan ens liv pludselig kan tage en helt ny drejning. Nu er jeg ikke selv særlig glad for (store) edderkopper, så denne her var ikke behagelig læsning, men selv hvis du ikke har et anstrengt forhold til disse dyr, så vil jeg mene, at du sagtens kan leve dig ind i historien.

‘Utak er verdens løn’ – af Flemming Johansen – horror og scifi mødes i uhyggelig forening. På sin vis også en klassisk historie men fin fortalt og med en interessant slutning.

Samlet set er det en ganske fin samling noveller. Jeg savnede lidt mere vildskab og twists i historierne, men de var som udgangspunkt velskrevne. Der var ingen af dem, der var dårlige, men der var heller ingen af dem, der blæste mig omkuld (noget, som Lars Ahns noveller ellers ofte gør).

Et par bøger til fødselsdagen

Sidste weekend havde jeg fødselsdag. Jeg holdt ikke noget i år, men jeg fik dog en række gaver af familien – blandt andet disse to bøger. Den ene er ‘Fables 8’, som jeg regner med at læse i løbet af foråret. I april til juni har jeg valgt temaet ‘eventyr’ for min læsning, og her passer Fables-serien jo fantastisk ind! ‘Russka’ passer jo til det igangværende tema, ‘historiske bøger’, men denne bog når jeg dog ikke at læse i denne måned. Jeg glæder mig dog ikke desto mindre til at læse den på et senere tidspunkt 🙂

Challenger Deep

Jeg må indrømme, at jeg er ret pjattet med ‘Everlost’ og resten af bøgerne i samme serie af Neal Shusterman, ligesom jeg også holdt meget af ‘Unwind’-bøgerne. Der var derfor ingen tvivl om, at jeg også skulle læse ‘Challenger Deep’, men af en eller anden grund har den puttet sig på min bogreol hele vinteren igennem. Nu var det dog på tide at læse den.

Hovedpersonen Caden lever et ganske normalt teenageliv, da hans venner og familie begynder at undre sig over, at han stille og roligt ændrer adfærd. Caden er begyndt at gå lange ture, hvor hans tanker fører ham langt bort – blandt andet til et skib, hvor hans loyalitet bliver testet. Splittelsen viser sig også i hans hverdag, hvor folk har sværere og sværere ved at opnå kontakt med Caden – dvs. den Caden, de kender.

Dette er en bog om psykisk sygdom, og jeg mener, at det er godt at vide på forhånd, inden du begynder at læse bogen. Du finder under alle omstændigheder ud af det, men jeg syntes, det var rart, at jeg vidste det på forhånd, så jeg ikke fandt starten alt for mærkelig.

‘Challenger Deep’ handler om, hvordan en familie prøver at tackle, at deres dreng bliver syg. Caden selv har svært ved at se det og forsvinder i stedet væk i tankespind og uløste konflikter. Den er meget fint og finurligt fortalt – nærmest underspillet, hvilket blot gør historien stærkere – og den er suppleret af en række af Cadens tegninger.

Jeg må dog desværre indrømme, at historien ikke rørte mig nær så meget, som jeg havde håbet. Den var ikke svær at forstå, men den krøb heller ikke ind under huden på mig som andre sick lit-bøger har gjort. Der er dog en afsløring til sidst, som er med til at trække læseoplevelsen op og gør historien ekstra interessant, men den vil jeg ikke røbe her.

En fin bog om et svært og tankevækkende emne. Stor ros til forfatteren for at behandle emnet på en værdig og elegant måde.

Lust for Life – Transmetropolitan 2

Jeg læste den første tegneserie – ‘Transmetropolitan’ – for et par måneder siden, og nu var det tid til at læse det næste hæfte, som jeg lånte af min allerkæreste.

‘Lust for Life’ centrerer sig atter om den ekstreme journalist, Spider Jerusalem, der er endnu mere bad boy end i det første hæfte. Der er en pæn mængde action – en del af det dog så brutal og blodig, at det ikke er for sarte sjæle. Så er du advaret.

Historien er ret speciel – ret scifi vil jeg sige på den der kreative og ret weird måde. Der sker ting, som absolut ikke ville kunne lade sig gøre i dag. Stadig fortalt med et glimt i øjet og en hul latter på læben. Der var tidspunkter, hvor jeg spekulerede på, om ‘Saga’-folkene mon har hentet inspiration fra denne serie.

Når det så er sagt, så fangede historien mig desværre ikke helt så meget som i det første hæfte. Det var elementer såsom den vrede kamphund og drengen uden hoved (!), der bare ikke fungerede for mig. Sjovt og anderledes men også så mærkeligt, at det tændte mig lidt af.

Men en ok læseoplevelse dog – og jeg skal bestemt læse næste hæfte på et tidspunkt.

Jagten på Andomal – Våbenbrødre 3

Jeg er efterhånden nået til tredje bog i ‘Våbenbrødre’-serien af John Flanagan. Jeg har tidligere læst ‘De uønskede’ og ‘Under angreb’.

Vanen tro vil jeg ikke komme med et resumé af handlingen her, da det vil afsløre for meget fra de forrige bøger, så jeg holder mig til en kort opsummering af mine tanker om bogen.

‘Jagten på Andomal’ havde et meget fint flow i fortællingen, og selvom der måske samlet set var lidt mindre action end de forrige bøger, så kedede jeg mig bestemt ikke. Der kom lidt mere dybde hos flere af personerne, og gruppen fik atter en gang testet samarbejdsevnerne. Jeg var især glad for samspillet mellem Lydia og Thorn, da deres mundhuggerier var ganske fornøjelige. Det irriterede mig dog lidt, at hun flere gange skulle fremhæves som meget smuk, for det ville nu klæde ungdomsbog-genren (i det hele taget) at have lidt mindre fokus på pigers udseende. Just saying.

Bogen sørger også for at afrunde et par ting, hvilket er ganske rart, da fantasyplots let kan trække i langdrag, fordi forfatteren har planlagt at skrive en lang serie. Jeg ved ikke, om det oprindeligt var planen, at denne serie kun skulle være en trilogi, men den er i hvert fald på 5-6 bøger i skrivende stund. Under alle omstændigheder – dejligt at visse plots bliver afsluttet.

John Flanagan er god til at skrive letlæselig og hyggelig fantasy, og ‘Jagten på Andomal’ er ingen undtagelse. Nu, hvor jeg er så godt i gang med serien, tror jeg, at jeg vil låne de resterende som lydbøger i løbet af de kommende uger, mens jeg stadig har de første bøger i frisk erindring.

Blood of Tyrants + League of Dragons

Jeg er nu nået til afslutningen på ‘Temeraire’-serien af Naomi Novik nemlig ottende og niende bog i serien – dvs. ‘Blood of Tyrants’ og ‘League of Dragons’. En spændende serie, der kombinerer virkelige hændelser (Napoleonkrigen) med drager! Kæk og lidt uventet kombination men ikke desto mindre en velfungerende blanding.

Jeg har anmeldt resten af serien (se links nedenunder dette indlæg), og jeg vil derfor ikke komme ind på handlingsforløbet i de to bøger men komme med et par kommentarer om, hvad jeg synes om de to sidste bøger samt serien som helhed.

Lad mig starte med at sige, at de to sidste bøger var udmærkede men dog ikke helt på højde med mange af de øvrige bøger i serien. Min klare favorit er første bog – ‘His Majesty’s Dragon’ – mens jeg var noget forbeholden over for anden bog, ‘Throne of Jade’, og sjette bog, ‘Tongues of Serpents’. Jeg syntes desværre, at sidste bog i serien var lige så… hrm… svag… som de to nævnte bøger. Ikke fordi den var dårlig, eller at jeg syntes, at slutningen var forfærdelig – jeg syntes bare, at den led af en vis metaltræthed. Selvom forfatteren prøvede at spice historien lidt op, så føltes det som mere af det samme. Det er selvfølgelig også svært at blive ved med at bevare spændingen i en serie på ni bøger, men et eller andet sted ærgrede jeg mig over, at den ikke sluttede lidt før – evt. omkring den syvende bog.

De to sidste bøger sørger for at samle op på serien som helhed, for der er flere begivenheder, der refererer tilbage til hændelser fra de tidligere bøger. Det er ganske fint men dog også lidt frustrerende, når nu jeg har læst bøgerne over en længere periode og derfor ikke kan huske alle detaljer længere. Derfor – har du muligheden, så sørg for at læse bøgerne inden for en relativ kort periode.

Som helhed er det dog en dejlig serie – især hvis du kan lide drager ligesom jeg. Dragerne er selvstændige, intelligente og følsomme væsner, og deres bånd til menneskene kan sagtens sammenlignes med det, der er mellem drager og mennesker i Anne McCaffreys Pern-serie. Bevares – der er tidspunkter, hvor dragerne enten bliver ret barnlige eller så gammelkloge, at man stejler lidt (jeg gjorde i hvert fald et par gange), men jeg synes, at Novik har været god til at lave et bredt, detaljeret og spændende udvalg af drage-personligheder i serien. De kommer lidt til at overskygge menneskene, selvom der nu også er en del interessante personligheder blandt dem (også kvinder heldigvis – trods den tidsperiode, den skal forestille at foregå i).