De utilpassede

Nu hvor jeg har horror som læsetema året ud, var det en glimrende anledning til endelig at få læst ‘De utilpassede’ af John Kenn Mortensen. Den bog har nemlig stået på min læseliste et godt stykke tid efterhånden, og det skyldes ikke mindst de flotte og stemningsfulde illustrationer, der er i bogen. Det var dog e-bog-udgaven, jeg læste (for så kunne den let komme med på ferie i starten af måneden), så billederne var lidt små, men de var stadig ganske fine 🙂

‘De utilpassede’ foregår på Lolland, hvor de voksne en dag bliver inviteret til et møde i forsamlingshuset, hvor foredragsholderne vil fortælle om, hvordan man øger velstanden på Lolland. Næste morgen undrer børnene sig. Ingen af de voksne kom hjem efter mødet, og hovedpersonen Johan går sammen med et par venner ud for at lede efter de voksne. De finder dog snart ud af, at noget er rivende galt, for de voksne, de møder, virker pludselig meget interesserede i at drikke deres blod! Snart er børnene på flugt fra de blodhungrende vampyrer, og det foregår over stok og sten.

Dette var en ganske underholdende horrorbog. Selvom den er skrevet for børn (fra omkring 10 år og opefter), så kan voksne sagtens hygge sig med at læse den. Det skyldes ikke mindst sproget, som har en fin balance – det er hverken for ‘barnligt’ eller for ’smart-i-en-fart’. Derudover er der også plads til en række humoristiske passager i løbet af bogen.

Der er skruet godt op for tempoet i bogen, og det er ikke mange pusterum, børnene får undervejs. Rigtig uhyggelig er den dog ikke, og et eller andet sted forventer man, at der kommer en let løsning til sidst, men her overrasker forfatteren. Som handlingen skrider frem, bliver det mere og mere tydeligt, at ‘De utilpassede’ ikke helt følger den samme skabelon, som mange andre børne- og ungdomsbøger, og det er ganske befriende.

Alt i alt en ganske fin læseoplevelse og en, man sagtens kan udsætte sine børn – eller andres – for.

Læsestablen til den kommende Read-a-Thon

Næste weekend står den på læsehygge i rå mængder! Der starter efterårs-udgaven af Dewey’s Read-a-Thon, og denne gang er jeg også med Ligesom de forrige efterårs-udgaver bliver læsetemaet for mit vedkommende også horror/gys, hvilket passer fint til dette kvartals læsetema (hvor jeg – tadaaa – også læser horrorbøger!).

Og hvad skal jeg så læse? Jeg har samlet mig en fin læsestabel med et par tegneserier, en enkelt dansk bog samt to engelske bøger. Den ene engelske bog er ret tyk, så den regner jeg ikke med at få læst færdigt, men jeg håber da på at få begyndt på den i løbet af eventen.

Jeg poster et blogindlæg på lørdag et par timer før, at eventen går i gang, og det indlæg vil jeg så opdatere løbende igennem hele eventen.

Hvad med dig? Deltager du, og hvad skal du i så fald læse?

 

Ikke den slags pige

Jeg havde ikke forventet, at jeg nogensinde ville læse denne bog. Det skyldes først og fremmest, at jeg virkelig ikke bryder mig om tv-serien Girls, som Lena Dunham har skrevet og instrueret og som delvist bygger på hendes liv. Eller – det er ikke så meget serien i sig selv men rettere de fire hovedpersoner i serien, som jeg slet ikke kan snuppe.

Jeg havde derfor ikke lige planer om at læse ‘Ikke den slags pige’, men da jeg faldt over den hos bogtræet i Roskilde, kunne jeg ikke nære mig og tog den med, for paperbacks egner sig fortrinligt til ferielæsning. Og da jeg lige har tilbragt en forlænget weekend i Rom, så kom denne bog med i kufferten.

‘Ikke den slags pige’ er Lena Dunhams selvbiografi – en noget utraditionel en af slagsen, eftersom hun kun var 28 år, da den blev udgivet. Den er da heller ikke specielt traditionelt opbygget – måske endda lidt rodet og fragmenteret og ind imellem krydret af forskellige former for lister såsom ‘X antal ting, som man ikke bør sige’ osv.

Det er en bog, der fortæller råt og direkte om Lenas tanker om sig selv og om andre. Hendes usikkerhed, lave selvværd og tvangstanker bliver smidt lige i hovedet på læseren, og det er ind imellem ret overvældende tenderende til grænseoverskridende. Det er så direkte og højtråbende, at jeg flere gange spekulerede på, om det virkelig kunne være sandt, men et eller andet sted er det ikke så vigtigt for mig. Om Lena overdriver eller ej er mest af alt hendes egen sag, for det er hendes egen fremstilling af sig selv.

Jeg syntes, det var utrolig fascinerende læsning – ikke mindst fordi Lena er så forskellig fra mig selv. Selvom jeg aldrig har været fotomodel-lækker, så har jeg dog ikke døjet med så lavt selvværd, som hun fortæller om, ligesom hendes seksuelle eskapader også overgår alt hvad jeg og det meste af min omgangskreds har gennemlevet.

Men altså – jeg var virkelig positivt overrasket over, hvor intim, voldsom og sær denne bog var. Jeg var ikke særlig vild med listerne – flere af dem føltes som fyld – men omvendt var de også med til at give den teenage-intimitet, som bogen blandt andet prøvede at ramme.

Bestemt en bog, der er værd at læse – også for dem af os, der ikke længere er teenagere og ind imellem godt må mindes om, hvordan det var 😉

Unremembered

Jeg kan ikke huske, hvornår denne bog røg på min huskeliste hos biblioteket, men den har efterhånden stået der et stykke tid, så nu var det på tide at få den læst!

‘Unremembered’ er skrevet af Jessica Brody og handler om en 16-årig pige, der bliver fundet som den eneste overlevende i et flystyrt på havet. Hun kan intet huske af ulykken eller af sit liv før denne, hendes fingeraftryk og DNA findes ikke i en eneste database, og hendes familie dukker ikke op, da medierne skriver om hende. Hvem er hun? Og hvorfor er hun den eneste overlevende? Da der dukker personer op, som åbenbart kender hende, ved hun ikke, om hun kan stole på dem, for der er tegn på, at der er folk, der tilsyneladende ikke vil hende det godt.

Denne bog virker meget som en standard YA-bog. Hele historien om pigen, der er dukket op under mystiske omstændigheder og intet kan huske, er et fint udgangspunkt men ikke super-originalt. Der er en del ting undervejs, som er lidt for lette at gennemskue, og jeg savnede i det hele taget lidt mere dybde i historien.

Jeg var lidt bekymret for kærlighedsvinklen i bogen, men den blev heldigvis ikke alt for cheesy, selvom jeg heller ikke helt blev overbevist om deres følelser. Til gengæld var hovedpersonen desværre den type kvindelig hovedperson, som hele tiden skulle reddes af andre (mænd), og det var samtidig pakket ind i en lidt for traditionel kærlighedshistorie med den mystiske dreng fra fortiden. Ikke lige noget for mig, der er til stærke, selvstændige kvinder.

På den positive side er det en bog med tempo i. Der er en fin fremdrift i historien, og derfor kan den være udmærket til lidt light læsning i ferien. Det er dog ikke en serie, jeg forventer at læse mere af.

Parasite

Hvis du har læst mine anmeldelser af ’The Newsflesh’-trilogien af Mira Grant, så er du nok ikke i tvivl om, at jeg elsker den serie. Alligevel skulle der gå flere år, før jeg atter kastede mig over en af hendes bøger – denne gang ’Parasite’, der er første bog i en serie.

’Parasite’ foregår i fremtiden, hvor det meste af menneskeheden ikke længere bliver ramt af sygdomme. Langt de fleste har nemlig fået indopereret en genetisk designet bændelorm, som er udviklet til at beskytte menneskene mod sygdomme og forbedre immunsystemet. Ormene har været en dundrende succes – indtil det en dag viser sig, at det har visse omkostninger at indoperere et væsen, som ikke er så gennemtestet, som det burde være. Det er noget, som hovedpersonen Sal kommer til at opleve på første hånd. Hun overlevede en voldsom bilulykke seks år forinden, hvor man mente, at det udelukkende var på grund af ormen, at hun ikke døde. Nu deltager hun i en lang række undersøgelser, og hun bliver snart en vigtig brik i opklaringen af, hvad der præcis sker, når ormen begynder at påvirke menneskekroppen mere og mere…

Det tog ret lang tid, før denne bog for alvor gjorde indtryk på mig. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på ’Newsflesh’-trilogien, som bare var en kende skarpere på alle niveauer – personerne var mere interessante, verdensopbygningen virkede mere gennemarbejdet, og plottet var mere fængende. Men ’Parasite’ endte dog med at være en glimrende læseoplevelse – ikke mindst på grund af slutspurten, hvor der lige pludselig faldt nogle brikker på plads.

Jeg havde det særlig svært med flere af personerne. Sal sagde mig ikke så meget, men det var i høj grad hendes forældre og deres temmelig aparte opførsel, som jeg havde svært ved at acceptere. Det virkede forceret og utroværdigt. Der sker dog ting undervejs, der langsomt fik mig til at forstå, hvorfor de handlede, som de gjorde.

Der var også tidspunkter, hvor plottet stod i stampe, og hvor jeg syntes, at det tog lidt for lang tid, før historien bevægede sig videre. Det var særligt frustrerende, når Sal igen og igen blev umyndiggjort og skubbet rundt som en brik i et større spil, men det var præcis, hvad hun var. Så selvom det var irriterende, fordi det var med til at trække fortællingen i langdrag, så gav det til en vis grad mening.

Jeg var ikke helt overbevist i forhold til de videnskabelige forklaringer. Her var ’The Newsflesh’-trilogien langt mere imponerende, og ’Parasite’ formår ikke for alvor at skræmme mig. Der er ganske enkelt for mange spørgsmål, der ikke blev besvaret – men som måske bliver det senere i serien?

Men i alt i alt en god læseoplevelse, og jeg regner bestemt med at læse videre i serien på et senere tidspunkt.

September bød på…

Forvirring over, hvor hurtigt den gik
Hvad skete der lige for september? Den forsvandt jo som dug for solen! Jeg syntes egentlig ikke, jeg havde så mange aftaler i denne måned, og alligevel gik tiden ekstremt stærkt. Håber at oktober ikke vil føles lige så forhastet.

16 læste bøger
Jeg fik læst overraskende mange bøger i denne måned. Flere af dem var ganske vist korte lydbøger, men alligevel – det var flere end jeg lige havde forventet. Desværre var der langt mellem de gode læseoplevelser, men der var heldigvis også et par ganske gode overraskelser. Jeg satser dog på, at oktober bliver noget bedre, da der både er read-a-thon og nyt, spændende læsetema.

Bedste læseoplevelse var ‘Replay’, som var lige så finurlig, snørklet og tankevækkende, som jeg havde håbet på.

Månedens to-read-liste-bog
Jeg fik læst ‘Parasite’ af Mira Grant – en bog, der har stået på min to-read-liste alt for længe. Jeg endte med at være godt tilfreds med bogen, selvom det tog mig noget tid for alvor at blive fanget af historien. Der var dog en ret fin slutspurt, og… nej, resten må du læse i min anmeldelse senere i denne uge.

6 sci-fi-bøger
Jeg nåede hele 6 sci-fi-bøger i denne måned, og det er en flot afslutning på kvartalstemaet. Det blev til ‘Replay’, ‘Shadow over Avalon’, ‘Under Mars’, ‘We are the Ants’, ‘Parasite’ og ‘Unremembered’. Selvom sci-fi-temaet har budt på nogle virkelig fede læseoplevelser – især i juli måned – så var der desværre også en del, der ikke var særlig interessante. Det overrasker mig dog egentlig ikke, for sci-fi-genren er meget bred, og der vil derfor altid være fortolkninger af genren, som ikke falder i ens smag.

Én tegneserie og et glædeligt gensyn inden længe
Jeg havde ikke planer om at købe bøger i denne måned, men så opdagede jeg, at det seneste album i en tegneserie-serie (!), som jeg samler på, var gået ud af produktion og dermed var svær at finde. Jeg opsporede et eksemplar på Ebay, og nu står det og hygger sig på bogreolen sammen med resten af serien. Det er efterhånden en del år siden, jeg læste serien, så jeg pønser på at genlæse hele serien – inkl. det nyeste album, jeg har til gode.

I oktober vil jeg:

  • læse horrorbøger, for det er læsetemaet for årets tre sidste måneder. Jeg har allerede en del bøger på to-read-listen, der passer perfekt til dette læsetema, så jeg kommer næppe til at mangle læsestof (som om det nogensinde kommer til at ske!). Det bliver (u)hyggeligt med mørke efterårsaftener, læsning på sofaen i halvmørket og frådende zombier udenfor… eller…
  • Deltage i Dewey’s Read-a-Thon. Læsetemaet bliver – vanen tro – horror. Har hamstret både romaner og tegneserier, der passer til temaet, så jeg er godt forberedt.

Jorden rundt på 80 dage

I løbet af de sidste par år har jeg læst eller genlæst en række klassikere – senest ’Drømmer androider om elektriske får?’. Især genlæsningerne er interessante, for er bogen lige så god som mindet om den?

Jeg har netop lyttet til ’Jorden rundt på 80 dage’ som lydbog, der i sin tid blev skrevet af Jules Verne. Historien foregår i 1873 og handler om rigmanden Phileas Fogg, der indgår et vovet væddemål om, at han godt kan rejse Jorden rundt på 80 dage. Der er mange penge på spil – 20.000 pund, som dengang var et uhyrligt højt beløb – men der er selvfølgelig også æren. Phileas og hans tjener Jean Passepartout skal dog ikke kun kæmpe mod tiden men også en lang række hindringer på deres rejse – for eksempel anklager om bankrøveri og en mulig arrestation.

’Jorden rundt på 80 dage’ er en kendt og elsket historie, som jeg både har læst som barn og har set adskillelige filmatiseringer af gennem årene. Den er – til tider – temmelig hæsblæsende fremstillet på film, men jeg syntes dog, at tempoet var noget mere afdæmpet i den originale tekst. De to rejsende har selvfølgelig stadig travlt, men det er dog også tydeligt, at historien er skrevet i en anden tid, hvor det ikke var muligt at rejse hurtigt med fly og bil. Det gør det samtidig også til en fascinerende rejse så mange år efter, fordi de transportformer, vi tager som selvfølgelige i dag, ikke var det for knapt 150 år siden.

Jeg synes, det er en fin historie, og det var bestemt et hyggeligt gensyn. Den var dog ikke nær så gribende, som jeg huskede det som – sandsynligvis fordi jeg er blevet påvirket af de mere dramatiske og actionfyldte fortolkninger gennem årene og derfor fandt originalen en anelse for afdæmpet i forhold til dem. Men det er en historie, der bliver ved med at fascinere og som sagtens kan læses igen og igen.

We are the Ants

Ja, jeg faldt for titlen. Den trickede bare et eller andet i mig, som gjorde, at jeg blev nødt til at inkludere den i mit sci-fi-læsetema.

‘We are the Ants’ er skrevet af Shaun David Hutchinton og handler om teenageren Henry, der med jævne mellemrum bliver bortført af rumvæsner. Han forstår ikke helt hvorfor, at de er så interesserede i ham, men de giver ham tilbuddet om at redde Jorden fra at gå under – han skal bare trykke på en rød knap. Det burde være et ret enkelt valg, men sådan er det ikke, for Henry føler ikke, at verden er værd at redde. Hans kæreste, Jesse, begik selvmord et stykke tid forinden, og oveni det bliver han mobbet i skolen. Især Marcus og hans venner er modbydelige, hvilket er endnu mere grotesk, da Marcus samtidig opsøger ham i hemmelighed for at kæle. Og så dukker den hemmelighedsfulde Diego pludselig op og får Henry til at tage sit liv op til genovervejelse. Hvad kan Henry egentlig gøre for at ændre sit liv til det bedre? Og er han interesseret i det, eller vil han bare give op?

Hvis du læser denne bog for at få en fuldfed sci-fi-oplevelse, så bliver du nok svært skuffet. Hvis du til gengæld læser ‘We are the Ants’, fordi du interesserer dig for velskrevne ungdomsbøger, så har du valgt korrekt. Sci-fi-temaet er temmelig sekundært for at sige det mildt – der er vitterlig ikke meget om rumvæsner eller lignende i bogen – men det gjorde mig ikke så meget, for det var en ret god læseoplevelse på andre punkter.

Først og fremmest er der persongalleriet, som var ganske vellykket. Jeg syntes især, at Marcus’ dobbelthed var meget spændende fortalt, for selvom han på ingen måde virkede sympatisk, så var der samtidig noget sårbart over ham, som gjorde, at jeg fik ondt af ham undervejs. Henry var en fin hovedperson, men han var nu først og fremmest interessant på grund af hans familie, der var tilpas quirky til at give ham visse udfordringer men på ingen måde den ultrasnagende og dominerende type, som ellers kan optræde som ’skurke’ i ungdomsbøger. Her var en familie, der trods visse udfordringer faktisk fungerede langt hen ad vejen.

‘We are the Ants’ handler om at turde tro på sig selv og på andre, om kærlighed og håb, om at turde sige fra og være sig selv. Det er kort sagt mange af de essentielle ting, man gennemgår i teenageårene (og til dels også resten af livet), og den er så fint fortalt. En klar anbefaling herfra.

Shadow over Avalon

Jeg kan lige så godt sige det med det samme – jeg havde rimelig høje forventninger til denne bog, ikke mindst fordi den har en rating på over 4 på Goodreads. Bogen er blandt andet bygget på legenden om Arthur. Den kan jeg dog ikke huske så godt, men selve oplægget til bogen lød spændende.

‘Shadow over Avalon’ er skrevet af C. N. Lesley og handler om Ashira, der er prinsesse og kriger i den middelalder-inspirerede verden, og om Arthur, der lever i den teknologisk stærke by under havets overflade. To verdener, der ikke minder særlig meget om hinanden, men som ikke desto mindre mødes. Bogen er primært fortalt i to tidsforløb og følger de to personers udvikling.

Det er lidt svært at komme med et resumé uden at afsløre for meget, men i bund og grund handler historien som sagt om to verdener og to personer. Ashira var klart den, der interesserede mig mest, men desværre skete der noget ret tidligt i bogen, som gjorde, at jeg havde meget svært ved at genkende hende i resten af historien. Det var som at miste forbindelsen til en ven, og det var virkelig frustrerende.

Da jeg først havde ‘mistet forbindelsen’ til Ashira, var det svært at genfinde glæden ved bogen. Der sker for meget undervejs, som jeg ikke bryder mig om – blandt andet seksuelt misbrug – og der er også visse ting, der er lige lovlig forudsigelige (og som ikke relaterer sig til legenden, som historien er inspireret af).

‘Shadow over Avalon’ er den type bog, hvor man bagefter sidder og spekulerer på, om man læste den ‘korrekt’. Jeg føler mig lidt snydt, når jeg læser de begejstrede anmeldelser på Goodreads, for hvad var det, jeg overså? Jeg har overvejet, om jeg skal genlæse den på et tidspunkt, men jeg tror ikke, jeg får det gjort. Så vil jeg hellere satse på at læse andre bøger, der forhåbentlig er bedre. 

Under Mars

Jeg fik lånt lidt sci-fi-bøger med hjem fra biblioteket i sidste uge, og her faldt valget blandt andet på novellesamlingen ‘Under Mars’ af Paul J. McAuley. Det er ikke en forfatter, jeg er stødt på før, så her var en fin mulighed for at få et indblik i, hvad han byde på.

Bogen består af ni ret forskellige noveller, hvor temaet i flere af dem er biologiske forandringer og klimakatastrofer. Ikke så overraskende, da forfatteren faktisk er biolog. Det betyder, at fagligt set er der kød på novellerne, men til gengæld halter det desværre ind imellem med historierne som helhed. Der er flere af dem, hvor jeg savner et decideret plot – en fortælling, der strækker sig fra A til B. Og så er hovedpersonerne sjældent særlig vindende eller fascinerende.

De mest fængende noveller var den første og den sidste – resten af historierne sagde mig desværre ikke særlig meget. Flere af dem indeholdt interessante ideer og tanker, men sproget var lidt for nøgternt, og jeg savnede lidt mere dramatik.

Novellegenren er svær, og jeg støder desværre sjældent på forfattere, der for alvor mestrer denne genre. ‘Under Mars’ bliver ikke en af de (få) mindeværdige.