Odinsbarn

Da ‘Odinsbarn’ af Siri Pettersen udkom for nogle år siden, flød bogbloggerverdenen over i positive anmeldelser, så den røg hurtig på min liste over bøger, jeg gerne vil læse. Der gik dog et godt stykke tid inden, at jeg fik gjort noget ved det, men da jeg endelig fik den i julegave sidste år, var der ikke flere undskyldninger – nu skulle den læses!

‘Odinsbarn’ handler om den 15-årige Hirka, som ikke er som de andre. Da hun opdager, at hun er odinsbarn og det er grunden til, at hun ikke har en hale som de andre, bliver hun bange. Som odinsbarn er man ikke bare et udskud i de andres øjne – man er decideret farlig for samfundet, og hun frygter derfor for sit liv. Men tiden for Ritualet nærmer sig, og her vil det blive afsløret, at hun ikke har evnen at favne, så hun prøver desperat at finde en måde til at klare sig igennem prøven uden at afsløre det.

Bogen emmer af stemning. Forfatteren opbygger på ingen tid en historie, som tydeligt er præget af nordisk mytologi, uden at hun dog nævner det direkte. Universet er dog lidt kryptisk – jeg følte i hvert fald lidt, at jeg famlede rundt i blinde i starten, da jeg ikke helt kunne finde hoved og hale (undskyld) i verdenen. Men stille og roligt begyndte det at tage form, og jeg endte med at blive ret fascineret af universet.

Historien er på mange måder klassisk, da den handler om at være anderledes og ikke passe ind. Her er der dog meget mere på spil, for Hirka er prisgivet, hvis de andre opdager, hvad hun er. Derfor er hendes kamp for at finde ud af, om det er muligt at klare sig hæderligt igennem Ritualet ganske interessant. Hun søger hjælp hos vennen Rime, og de udgør et godt og lidt utraditionelt makkerpar. Jeg var dog ikke så vild med den spirende romance, for det virker alt for forudsigeligt og stereotypt, men det kan jo være, at det tager en uventet drejning.

Jeg var ret fascineret af bogens første halvdel, men derefter syntes jeg desværre, at historien tabte pusten. Jeg er ikke helt sikker på, hvad det var, der gjorde det – måske den langsomme fremdrift eller måske små ændringer i skrivestilen, så den blev knapt så stemningsfyldt. Under alle omstændigheder var det ikke en bog, der blæste mig fuldstændig omkuld, og det ærgrer mig selvfølgelig – men det var heller ikke en dårlig bog.

Jeg regner bestemt med at læse videre i serien senere i år, og så krydser jeg fingre for, at det bliver endnu bedre.

Da hun forsvandt

Det er efterhånden syv år siden, jeg læste ‘Hvis jeg bliver’ af Gayle Forman, og jeg anede ikke, der var skrevet en efterfølger, før jeg stødte på den, da jeg surfede lydbøger hos Ereolen.

OBS – læs ikke videre, medmindre du har læst den første bog!

‘Da hun forsvandt’ foregår tre år efter den første bog. Her følger man Adam, som ser tilbage på de seneste år uden Mia. Hvad gik der egentlig galt? Hvorfor forsvandt hun? Adam ser tilbage på dengang, de var sammen, og selvom han har en anden kæreste nu, så trives han ikke uden Mia.

Jeg synes egentlig ikke, at den første bog behøvede en fortsættelse, så jeg var spændt på, hvad ‘Da hun forsvandt’ kunne byde på. Vinklen var lidt overraskende – og modig. Selvom Mia valgte livet – og Adam – i slutningen af første bog, så er de ikke sammen her tre år efter. I starten er der ikke rigtig nogen forklaring på det, og som læser mærker man Adams frustration og forvirring, som ikke bliver mindre af, at historien hopper en del i tiden (lidt for meget efter min smag). Men da Mia og Adam pludselig mødes og dermed får mulighed for at tale tingene igennem, falder meget på plads.

Jeg er ikke særlig meget til kærlighedshistorier, men jeg synes, at denne bog rammer meget godt nogle af de frustrationer, misforståelser og sårbarhed, som teenagetiden rummer. De forskellige hop i tid virkede ikke altid så godt, men omvendt er bogen ikke særlig lang, så jeg synes ikke, at det tog overhånd.

‘Da hun forsvandt’ er en udmærket efterfølger. Den er ikke nødvendig at læse, men jeg synes, at det var en fin oplevelse.

Bogindkøb i London

Jeg er netop hjemvendt fra London, og når man er i London, så skal man – som bogorm – naturligvis forbi et par boghandlere. Jeg havde helt bevidst ikke taget en særlig stor kuffert med, da det ikke var planen at købe 117 bøger, men der var plads til lidt spontane køb, og det endte derfor med disse fem bøger.

De to af bøgerne – ‘Island’ og ‘The Dark is Rising’ – fandt jeg hos Waterstones. Her faldt jeg i snak med ekspedienten, som blandt andet kunne fortælle en interessant historie om ‘Island’ – men den får du en anden dag.

De tre andre bøger købte jeg i Forbidden Planet, en af mine absolut yndlingssteder at shoppe bøger. Her kiggede jeg specifikt efter signerede bøger, for det er noget, som både Forbidden Planet og Waterstones er gode til at have på lager. Jeg var stærkt fristet af en Patrick Ness-bog, men jeg havde den i forvejen, så jeg droppede det. I stedet blev det til ‘The Boy on the Bridge’ (mangler stadig at læse første bog i serien), ‘Rebel of the Sand’ (som jeg har læst men gerne vil eje et eksemplar af) samt ‘Amberlough’, som lød som en interessant bog – og så var den tilmed på tilbud.

Der var masser af andre bøger, jeg gerne ville købe, men mange af dem kan jeg sagtens købe her i Danmark (eller bestille hjem). Jeg synes, det er sjovere at gå efter de lidt mere specielle oplevelser, når jeg er i en boghandel – dvs. at finde spændende bøger, jeg ikke har hørt om i forvejen, eller finde særlige udgaver af bøger, i dette tilfælde dem der er signerede.

I februar gik tiden med…

Et besøg på biblioteket
Jeg nåede endelig forbi biblioteket igen og fik selvfølgelig lånt lidt for mange bøger i forhold til, at jeg også har en del bøger herhjemme, jeg gerne vil have læst. Og jeg havde endda reserveret dem på forhånd, så jeg havde let ved at styre antallet – men et par af dem havde ikke nær så lang ventetid, som jeg troede, og så…

14 læste bøger
Jeg fik læst en pæn mængde bøger i februar – faktisk blev jeg lidt overrasket over antallet, da jeg talte op, men det er jo dejligt, jeg nåede så mange. Jeg er spændt på, hvad tallet for marts bliver, for selvom jeg har flere fridage der, så har jeg også nogle tykke bøger på læselisten, så antalsmæssigt er det ikke sikkert, at martstallet nødvendigvis bliver højere.

Månedens to-read-bog
I februar måned havde jeg valgt Anne McCaffreys ‘Nerilka’s Story’ som månedens to-read-bog. I modsætning til de andre bøger, jeg har læst af samme forfatter, så var dette desværre ikke en særlig interessant bog.

7 fantasybøger
Det blev til en del fantasy denne måned. Jeg nåede at læse ‘Sandsnogens bid’, ‘The Alchemists of Loom’, ‘Harry Potter og de vises sten’, Nerilka’s Story’, ‘Odinsbarn’, ‘Lady Midnight’ og ‘Udyret’.

Ikke med at købe bøger
Jeg har fødselsdag her i starten af marts, og i den forbindelse regner jeg med at forkæle mig selv med lidt bøger, så jeg syntes ikke, der var behov for at købe bøger i februar.

I marts vil jeg:

    • fejre fødselsdag! Det sker i London, hvor gemalen og jeg skal hygge med lange gåture, musicals, god mad og shopping – herunder naturligvis bøger! Jeg skal ikke nødvendigvis købe store stabler af bøger, men jeg skal helt sikkert besøge en række boghandlere for at gramse på bøger og forhåbentlig også spontankøbe nogle stykker.
    • Forberede næste kvartals læsning. I april går jeg i gang med et nyt læsetema – Asien – og jeg vil danne mig et overblik over, hvad jeg gerne vil nå at læse af tema-relaterede bøger de kommende måneder.

     

Udyret

Jeg kan desværre ikke huske hos hvilken bogblog, jeg første gang stødte på denne bog, men den lød så interessant, at jeg endte med at tage den med hjem fra biblioteket for nylig.

‘Udyret’ er skrevet af Peternille Van Arsdale og handler om pigen Alys. Hun har søvnproblemer og går derfor ture på engene omkring landsbyen. En nat møder hun et tvillingepar, som kort viser interesse i hende, men snart fortsætter mod landsbyen. Der er noget mystisk ved dem, men det tænker Alys ikke over før næste dag, hvor alle landsbyens voksne ligger døde. Alys ved med det samme, at det er tvillingeparret, der står bag – at de er sjæleædere. Hun kan nemlig mærke de samme kræfter ulme inden i sig, men hun tør ikke røbe det for nogen, da hun så straks vil blive slået ihjel. I stedet skjuler hun sine evner, men som årene går, bliver det sværere og sværere at holde det hemmeligt.

Starten på bogen var ret fascinerende. Den var smukt og nærmest poetisk skrevet, og jeg blev straks fanget af historien. Her får man introduktionen til det mystiske tvillingepar, og jeg syntes, det tegnede rigtig godt for fortællingen. Desværre tabte historien lidt pusten undervejs. Skrivestilen blev mere jævn, og fortællingen trak ganske enkelt ud. Jeg synes, at den kunne have været langt mere elegant, hvis den havde været kortere og samtidig holdt sig til samme skrivestil hele vejen igennem.

I bund og grund er det ellers en ret simpel historie. Personligt var jeg ikke så vild med Udyret, som dukkede op i enkelte scener – jeg syntes aldrig rigtig, at det kom til at fungere. Samtidig var beboerne i den anden landsby, som Alys flyttede til efter forældrenes død, lige lovlig klichéramt i forhold til deres opførsel over for de forældreløse børn.

I alt i alt blev det en noget jævn læseoplevelse. Den første tredjedel var fængende og nærmest drømmeagtig fascinerende, men derefter gik der lidt for megen hverdag og kliché over den, og så gik luften af ballonen.

 

Nerilka’s Story

Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker Anne McCaffreys dragebøger, så selvfølgelig skulle jeg nå at læse en af hendes bøger, mens jeg stadig har fantasy som tema for læsningen. Jeg kunne tilmed slå to fluer med ét smæk, da ‘Nerilka’s Story’ også er månedens bog fra to-read-listen.

Nerilka er en ung kvinde, der vælger at forlade det trygge liv på borgen, da faderen nægter at hjælpe de andre borge, da sygdom raser og der er mangel på mad og medicin. Hun tager til Ruatha Hold, hvor hun skjuler sin identitet og i stedet hurtigt bliver accepteret som en dygtig sygeplejer. Ruatha viser dog også at ‘pleje’ Nerilka, for her finder hun både ro samt en måde at gøre sig nyttig på.

Det er en forholdsvis kort og meget simpel historie. Lidt for simpel for min smag, for jeg fik ikke rigtig mulighed for at leve mig ind i fortællingen, ligesom jeg aldrig følte, at jeg kom tæt på Nerilka. Det er synd, når nu serien ellers har mange (andre) stærke kvinder, men Nerilka kom til at virke ret anonym ved siden af. I bund og grund tror jeg, at historiens længde var dens største problem, for ideen med at beskrive problemerne, når der opstår epidemier, var ganske interessant og kunne godt foldes mere ud.

Denne bog indeholder dog to historier, hvor ‘The Coelura’ er den anden. Den sagde mig ingenting. Overhovedet. Jeg blev mere og mere forvirret, da jeg læste den. Bagefter fandt jeg ud af, at historien slet ikke hører til Pern-verdenen men tværtimod er en uafhængig scifi-serie. Jeg forstår ikke, hvorfor de to historier er trykt i samme bog – det giver ingen mening og trak ned i den samlede læseoplevelse.

Så ja – dette er første gang, jeg ikke brød mig om en bog af Anne McCaffrey. Desværre.

Genlæsning af Harry Potter

En af mine bogudfordringer i år er at genlæse Harry Potter-bøgerne. Det er noget, jeg har overvejet de seneste år, for det kunne være et hyggeligt gensyn med en serie, jeg holder meget af. De første 2-3 bøger i serien har jeg genlæst flere gange, og jeg mener at have genlæst både 4’eren og 5’eren, men er i tvivl om 6’eren. Den syvende og sidste bog har jeg kun læst én gang, hvilket blandt andet hænger sammen med, at jeg synes, det er den dårligste bog i serien. Og det er faktisk lidt imponerende med genlæsningerne, for jeg var blevet voksen (på papiret), da serien udkom, og det er virkelig ikke mange bøger, jeg har genlæst, siden jeg lagde barndommen bag mig. Jeg vil som regel hellere læse nye bøger, men de sidste par år er jeg begyndt at dyrke genlæsning lidt mere, så hvorfor ikke også genlæse Harry Potter?

Tidligere på ugen genlæste jeg første bog i serien, ‘Harry Potter og de vises sten’, og det var som ventet et hyggeligt gensyn med en elsket verden. Jeg blev begejstret over at opdage, at verdenen var lige så finurlig, kreativ og spændende, som jeg huskede den, og at Rowling havde ramt den helt rette tone i bogen, hvor der var nok sprudlende tempo for det barnlige sind men også pudsige detaljer for den voksne læser. Jeg blev også en smule overrasket over, hvor kort bogen var. Jeg kunne selvfølgelig se, at den var noget slankere end resten af serien, men der var sandt at sige ikke megen plads til hovedplottet, da langt størstedelen af bogen – forståeligt nok – blev brugt til verdensopbygning. Det var faktisk lidt synd – forfatteren kunne sagtens have brugt 50 sider (eller lidt mere) på at folde plottet ordentligt ud.

Jeg var lige ved at kaste mig over næste bog med det samme, men nu har jeg lige lånt en stabel bøger på biblioteket, og dem må jeg nok hellere få læst, inden det atter er tid til bøger fra egne boghylder. Harry Potter holder stadig. Det overrasker mig sådan set ikke, for det er en serie, der har taget verden med storm.

Har jeg planer om at skrive om mine genlæsninger af de følgende bøger? Nej, jeg ville i første omgang blot dele min glæde over at ‘finde en gammel ven’ frem fra gemmerne. Jeg laver måske et opsummeringsindlæg, når jeg har genlæst hele serien, men det tager jeg først stilling til, når den tid kommer.

The Alchemists of Loom

‘The Alchemists of Loom’ har længe stået på min ønskeseddel, så jeg blev glad, da den dukkede op blandt julegaverne i forrige måned.

Bogen er skrevet af Elise Kova og er første del i en serie. Den handler om tyven Arianna med de magiske kræfter, hendes assistent Florence, dragen Cvareh og hans søster, krigeren Leona. Arianna ønsker hævn over dragerne, som tog magten fra hende og hendes landsmænd og ved samme lejlighed dræbte alle hendes nære. Hun tager Cvareh til fange, og han må sværge at hjælpe hende, for uden at hun ved af det, får han også noget ud af situationen. Samtidig jagter hans søster dem, og hun helmer ikke, for hun er under stort pres fra dragekongen og vil gøre alt for at stoppe dem.

Denne bog var desværre slet ikke så fantastisk, som jeg havde håbet på. Mine forventninger var ret høje, for på Goodreads havde bogen et snit på over 4 stjerner, så jeg så frem til en spændende og fascinerende læseoplevelse. Det fik jeg desværre ikke.

Starten af bogen er lidt forvirrende. Der er ingen indledning – det er lige på og hårdt, og de første sider var lidt svære at gennemskue. Intet om hovedpersonerne eller den verden, de lever i – det var som at træde ind i et rum, hvor en samtale allerede er i fuld gang. Derefter begyndte jeg at finde rytmen i bogen, hvor kapitlerne skifter mellem at følge Arianna, Cvareh, Florence eller Leona. Her fik man efterhånden også et indtryk af verdenen, hvor mennesker og drager (eller måske nærmere dragevæsner) bekriger hinanden.

Den første halvdel er meget sløv, da den stort set kun handler om, at Arianna, Cvareh og Florence rejser. Jeg var meget overrasket over, hvor simpel denne del af bogen var – der skete stort set intet. I anden halvdel kom der mere fart over feltet, og der kom nogle udmærkede actionscener. Jeg savnede dog stadig lidt mere baggrundshistorie og dybde i historien i det hele taget – den virkede meget overfladisk på mig.

Personerne virkede distancerede, og jeg følte ikke, at jeg for alvor lærte dem at kende. Der manglede kød på dem, og det burde der ikke, når nu man følger dem direkte i hver deres kapitler. Der var ind imellem glimt af personlighedstræk, som virkede interessante, men det var så sporadisk, at det ikke var nok til at give et ordentligt billede af den enkelte.

Kort sagt – denne bog var desværre ikke noget for mig. Starten var alt for forvirrende, der var alt for lidt handling, ligesom personerne ikke virkede synderlig interessante. Jeg følte mig ærlig talt en smule snydt, når nu den har fået så god omtale, og jeg tvivler stærkt på, at jeg får læst mere i denne serie.

Zarens guld

Det er efterhånden flere år siden, at jeg læste ‘Det revolutionære råd’ af Martin Winckler-Carlsen – en debutbog, som overraskede positivt mht. et ganske spændende og originalt plot samt at det i det hele taget var en ganske velskrevet bog.

Nu er efterfølgeren kommet, og da jeg stødte på ‘Zarens guld’ hos Ereolen, lånte jeg den straks lyttede til den på mine togture til og fra arbejde. Det skal lige sige, at ‘Zarens guld’ godt kan læses, uden at du behøver at have læst den første bog – men selvfølgelig er der en række referencer, som giver lidt mere mening, hvis du har læst ‘Det revolutionære råd’.

Denne bog handler om den store russiske guldskat, som forsvandt i vinteren 1920 – efter sigende i en dyb sø. Det var zarens guld, som han prøvede at redde under den russiske revolution, og historien siger, at det faldt gennem isen, da man prøvede at fragte det over en frossen sø. Ingen fandt skatten, så historien har overlevet generationer, men nu bliver der stillet spørgsmålstegn ved den. En ældre kvinde kontakter journalisten Maja Moberg og kan fortælle hende ting, der sår tvivl om, hvad der egentlig skete med guldet. Maja bliver nysgerrig og begynder at undersøge sagen, og snart er hun på jagt efter oplysninger, som andre tydeligvis vil skjule. Flere omkring hende dør, og Maja er i overhængende fare.

Historien minder – opbygningsmæssigt – meget om den første bog. Forfatteren har taget fat i endnu en gammel gåde. Denne gang var det en, jeg havde hørt om før, nemlig gåden om hvor den russiske zars guld forsvandt hen. Den type historier synes jeg ofte er ret interessante – “hvad nu hvis…” eller “hvad mon der i virkeligheden skete…”. Jeg syntes også, at den første halvdel var ret spændende. I starten skulle jeg lige vænne mig til, at der blev hoppet i tiden, men det gav fint mening i forhold til baggrundshistorien. Desværre tabte jeg lidt interessen undervejs. I anden halvdel af bogen blev tempoet til tider ret hektisk, og fortællestilen blev desværre ret ‘amerikaniseret’ i form af nogle ret dramatiske begivenheder, som jeg ikke syntes passede ind i den danske kontekst. Det ærgrede mig en del, for det endte med at trække ned i læseoplevelsen.

Maja og Jacob var stadig et godt makkerpar, og jeg syntes, at deres scener fungerede rigtig fint – ikke mindst da Maja (af grunde jeg ikke vil afsløre her) bliver ret vred på Jacob. Meget menneskeligt og troværdigt.

‘Zarens guld’ var en udmærket bog. Jeg foretrækker dog stadig forfatterens første bog, da den dels har en mere original historie og et bedre tempo, så jeg vil foreslå, at du starter med den.

 

Year of the Bastard – Transmetropolitan 3

Så blev det tid til tredje album i Transmetropolitan-serien – nemlig ‘Year of the Bastard’.

Serien handler om kultjournalisten og provokatøren Spider Jerusalem, og i dette album blander han sig i præsidentvalget, hvor han stiller skarpt på kandidaterne. Men privat roder han igen rundt i stoffer, hvilket fører flere uheldige episoder med sig. Spider Jerusalem er dog en fandenivoldsk karl, som kan slippe af sted med det meste…

Jeg synes desværre, at dette album går lidt for meget op i stoffer og vrede mod omverdenen. Spider Jerusalem er ikke den letteste hovedperson at holde af, og det bliver absolut ikke lettere i dette album, hvor han er en virkelig bitter nar, der hater på alt og alle. Det kan være sjovt i en vis mængde, men her er han bare utålelig.

Heldigvis er der lyspunkter undervejs, så når han ikke er ved at sumpe til i en ligegyldig rus, er han faktisk ret skarp og får søgelyset rettet mod valget, som selvfølgelig ikke foregår helt, som det bør.

Jeg krydser fingre for, at næste album vil fungere lidt bedre, for jeg synes bestemt, at den verden har noget at byde på – der er bare lidt ‘ujævnt trav’ undervejs.