Dagbog fra Zombieland

SPONSORERET INDLÆG

For et stykke tid siden blev jeg kontaktet af forfatteren til ‘Dagbog fra Zombieland’ for at høre, om det var en bog, jeg var interesseret i at anmelde. Nu har jeg en svaghed for zombier, så jeg takkede ja til et anmeldereksemplar.

Bogen er skrevet af Klaus Frederiksen og foregår en gang i fremtiden, hvor Danmark er lagt øde af zombier og kun få mennesker har overlevet. Hvor mange overlevende, der er, vides ikke, men Noah er en af dem. Han skriver en form for dagbog, som han poster på nutidens Facebook og dermed kan vise et fremtidsbillede af, hvordan Danmark er, når zombierne har overtaget. Noah beslutter sig for at tage på roadtrip gennem Danmark, og med sig har han to andre overlevende – Lucas og Emma. De kommer igennem en række danske byer, der i den grad er præget af zombieapokalypsen, og de støder på en del udfordringer, da ikke alle de overlevende mennesker er ved deres fulde fem…

Det bedste ved bogen er helt klart fortolkningen af zombierne. Jeg kunne godt lide, at disse zombier viste tegn på at udvikle sig og dermed blev langt farligere end de traditionelle zombier, der er langsomme og ret forudsigelige. Det er ikke noget, jeg ser særlig tit i zombiegenren, så det var ret forfriskende.

Skrivestilen er til gengæld noget flad og jævn. Sprogligt set er teksten ikke særlig interessant, men omvendt gør det faktisk fortællingen mere troværdig, da det passer fint med, hvordan en helt almindelig dansker kunne finde på at skrive, hvis han/hun skrev dagbog. Der er godt nok lige lovlig mange cliffhangers i form af “men mere om det i morgen, for nu skal jeg sove”. Det virkede kunstigt.

Bogen savner i det hele taget en korrekturgennemgang – ikke kun på grund af sproget, der godt må strammes lidt op hist og her, men der er en lang række korrekturfejl (især mht. kommateringen), og så er der også selvmodsigende episoder. Noah tager på et tidspunkt ud til Dyrskuepladsen i Roskilde, hvor Roskilde Festivalens Orange Scene stadig står. Forklaringen er, at festivalen var i gang, da zombievirussen brød, og at festivalteltene derfor aldrig blev pillet ned. Men senere i bogen beskriver Noah de første dage af zombieinvasionen, og her fortæller han om, at han og hans partner var til nytårsbal på Kronborg Slot, da stedet blev overrendt af zombier.

Der er noget sympatisk ved, at historien foregår i Danmark, og det er helt klart hyggeligt at komme igennem en række danske byer på Noahs roadtrip (også selvom det ind imellem virker mærkeligt, at han kommenterer så meget på lokale seværdigheder). Der er dog lige lovlig mange klicheer i form af kultister og andre forfærdelige grupperinger, som ofte dukker op i zombiehistorier og dystopiske fortællinger.

Jeg er ikke særlig begejstret for hele rammehistorien, hvor Noah skriver en dagbog, der bliver vist på en Facebookside i nutiden. Det gjorde mig straks skeptisk som læser, da det virkede meget konstrueret. Så ville det have virket bedre, hvis Noah bare havde skrevet dagbog – hele linket til en Facebookside i nutiden er bare mærkeligt og unødvendigt.

Jeg ville måske have holdt mere af bogen, dengang jeg var 13 år og ikke havde læst særlig megen zombielitteratur. I dag er jeg mere kritisk, og her savner jeg klart, at bogen bliver korrekturlæst flere gange, hvor der rettes stave- og kommafejl, samt at der luges ud i selvmodsigelser og mængden af klicheer. Der er ellers nogle gode ideer (især i forhold til zombiernes udvikling), men de overskygges af ovenstående.

Flugten fra Camp 14

Jeg kan huske, at jeg læste om denne bog, da den blev udgivet tilbage i 2012, for det var ret enestående, at det var lykkedes en person at flygte fra en af koncentrationslejrene i Nordkorea. Det var dog først for nylig, at jeg fik læst den som lydbog.

‘Flugten fra Camp 14’ er historien om den unge mand, Shin Dong-hyuk, som vokser op i et af de frygtede koncentrationslejre i Nordkorea. Her lærer han, at tortur er hverdag, ligesom alle fangerne bliver indoktrineret med, at det er deres pligt at anmelde andre fanger, hvis de gør noget, der er imod reglementet. Shin ender derfor med at anmelde sin mor og bror, da han finder ud af, at de planlægger at flygte, og som tak skal han overvære drabene på dem.

Der er ganske tankevækkende at læse om et samfund, hvor der (stadig) eksisterer koncentrationslejre – ikke mindst den indoktrinering, fangerne bliver udsat for, hvor de bliver oplært til at stikke hinanden. Det er en virkelig syg tankegang, men er samtidig også meget effektivt, da det gør det langt lettere for lejrledelsen at kontrollere fangerne. Ingen stoler på hinanden, og et oprør bliver derfor holdt nede.

Historien om Shin er interessant, men den føles også noget rodet, da introduktionen, hvor journalisten også optræder, er forholdsvis lang. Her kommenterer journalisten også på flere forhold ved historien – blandt andet at koreaneren ændrede på historien flere gange, da han blev interviewet til bogen. Tre år efter, at bogen blev udgivet, skrev Jyllandsposten en artikel om, at Shin Dong-hyuk nu indrømmede, at han havde løjet om flere ting i bogen. Det ødelægger selvfølgelig lidt indtrykket af bogen, for jeg sidder som læser tilbage med en vis skepsis. Hvor meget af historien er egentlig sand? Det gør det samtidig også svært at anmelde bogen, for jeg ved ikke, om jeg skal vurdere den som en troværdig skæbnefortælling eller en skønlitteratur.

Men hvis vi lige glemmer, om det er sandt eller ej – det er både interessant og bekymrende at høre om livet i disse koncentrationslejre, ligesom Shins flugt bestemt heller ikke er let. Fortællestilen er jeg dog ikke så vild med, og det blev ikke bedre af, at oplæseren efter min mening ikke passede særlig godt til bogen.

Marts bød på…

17 læste bøger
Der var – desværre – en hel del dårlige læseoplevelser i denne måned, hvilket er ekstra trist, når nu jeg læste hele 17 bøger denne måned! De fleste bøger endte på enten 2 eller 3 stjerner på Goodreads, og to endte endda på én stjerne. Heldigvis nåede jeg en enkelt 4 stjerner-oplevelse (måske endda 4½ stjerner!), da jeg læste ‘Underet’ den sidste uge af marts. Jeg aner simpelthen ikke, hvorfor jeg har været så uheldig denne måned. Jeg satser dog på, at april bliver væsentlig bedre – blandt andet fordi jeg har planer om at læse et par Fables-tegneserier, og de plejer at være ganske gode.

Månedens to-read-liste-bog
Jeg læste mange klassikere som barn, men ‘Den sidste mohikaner’ nåede jeg aldrig. Nu hørte jeg den så endelig som lydbog, og jeg må desværre sige, at jeg var ret skuffet. Ganske kedelig bog, som jeg kæmpede mig igennem af ren stædighed.

3 historiske romaner
Det blev til ‘Den sidste mohikaner’, ‘Den hellige Knud’ samt ‘Tyge: Historisk roman om Tycho Brage’. Sidstnævnte var klart den bedste af de tre.

Dermed er første kvartals tema, ‘historiske romaner’, slut. Jeg nåede at læse 11 bøger, hvilket jeg er ganske godt tilfreds med.

1 brugt bog og 2 fødselsdagsgaver
Jeg havde ikke planer om at købe bøger i denne måned, men da jeg kom forbi Vangsgaards antikvariat i sidste uge, blev jeg alligevel fristet. Der kom en enkelt bog med hjem – ‘Darling Jim’ af Christian Mørk. Derudover fik jeg også to bøger i fødselsdagsgave.

I april skal jeg:

  • I gang med det næste kvartalstema, som er ‘Eventyr’. Det tror jeg bliver rigtig hyggeligt. Jeg regner med at læse nogle klassiske eventyr men også en række af de nye fortolkninger og moderne eventyr, der er udgivet gennem de seneste år. Hvis du kan anbefale en bog eller to i forbindelse med dette tema, så smid gerne en kommentar!
  • bestille en stabel bøger. Nu kribler det godt nok i fingrene på mig! Det bliver et bogindkøb, der helt klart vil bære præg af eventyrtemaet.
  • deltage i Dewey’s read-a-thon. Desværre ikke hele eventen, da jeg har andre planer søndag formiddag, som ikke kan flyttes, men jeg glæder mig til at være med om lørdagen samt en smule om søndagen.
  • nyde påsken, som for mit vedkommende betyder 1½ uges ferie. Der bliver forhåbentlig både tid til sociale arrangementer og masser af læsning! Nåja, og nogle praktiske gøremål…
  • Læse sjette bog i ‘The Dark Tower’-serien. Jeg overvejede kort, om jeg også skulle prøve at nå den syvende og sidste bog, men så opdagede jeg, at den er over 1000 sider tyk, og så må den altså vente til næste måned! (medmindre jeg da går helt læse-bananas i påskeferien…)

Underet

SPONSORERET INDLÆG

Der var meget hype om forfatteren debutbog, ‘Rum’, så jeg var ret spændt på, hvordan hendes næste bog ville blive. Jeg var ikke selv blown away af den første bog – den var god, men måske ikke så fantastisk, som jeg havde forventet ud fra de mange rosende anmeldelser. Jeg blev dog glad, da jeg opdagede, at Politikens Forlag havde sendt ‘Underet’ af Emma Donoghue til mig, for foromtalen mystificerede mig straks.

I ‘Underet’ er hovedpersonen Elisabeth Wright, der er uddannet som sygeplejerske hos selveste Florence Nightingale. Elisabeth bliver hyret til at overvåge en pige, der efter sigende ikke har spist i fire måneder. Lokalsamfundet mener, at hun er religiøst vidunder, men Elisabeth er overbevist om, at noget stikker bag. Måske snyder pigen for at få opmærksomhed, måske er det hendes forældre, der udnytter situationen, hvor folk valfarter til huset for at se miraklet. Det er dog svært at se noget som helst udspekuleret i den 11-årige troskyldige Anna, som Elisabeth snart lærer at kende, og sygeplejersken må sande, at hendes egen lærdom i den grad bliver udfordret af et mysterium.

Denne bog er først og fremmest et psykologisk drama, hvor du som læser sidder og spekulerer over, hvad der mon ligger bag denne specielle situation. Helt logisk set bør en pige ikke kunne overleve fire måneder uden mad, men alligevel går Anna smilende omkring. Der foregår et eller andet i det skjulte, men hvad?

Forfatteren har opbygget et interessant persongalleri, hvor personer er tilpas detaljerede til, at man levende kan forestille sig dem, når de optræder i de enkelte kapitler. Det er selvfølgelig let at fatte sympati for hovedpersonen, Elisabeth, samt pigen Anna, men jeg synes også, at forfatteren formår at skrive nogle mere komplicerede personligheder såsom Annas mor. Det er ind imellem noget uklart, hvem der er helt og skurk i denne historie, og det kan jeg godt lide.

Historien har et roligt tempo – måske for roligt til nogle, men jeg syntes, det passede fint til bogen, hvor stemningen fortættes, jo flere sider, man læser. Det er ikke en bog, man skal læse, hvis man har lyst til action – det er der simpelthen for lidt af. Til gengæld emmer bogen af fortielser, løgne, troskyldighed og håb. En mærkelig kombination men ikke desto mindre et rammende sammensurium af bogens temaer – uden at afsløre for meget.

I bund og grund blev jeg ikke særlig overrasket over handlingsforløbet, men det ødelagde på ingen måde læseoplevelsen, da bogen er yderst velskrevet. Samtidig var jeg ikke sikker på, hvordan bogen ville ende, for den kunne gå i flere retninger, og alene det var nok til at holde spændingen i live hele bogen igennem.

Jeg er ikke gået særlig meget i detaljer i ovenstående anmeldelse, og det skyldes, at der er ting, jeg ikke vil afsløre, for det kan afsløre for meget, hvis du gerne vil læse bogen. Og skal du læse den? Det synes jeg bestemt, du skal. ‘Underet’ er i mine øjne end bedre bog end bestselleren ‘Rum’.

Tyge – historisk roman om Tycho Brahe

Jeg får lyttet til en masse lydbøger for tiden, og det bliver blandt andet til en del historiske bøger, da det har været temaet for min læsning i årets første tre måneder.

I sidste uge lyttede jeg til ‘Tyge – historisk roman om Tycho Brahe’, der er skrevet af Knud Erik Larsen. Den handler selvfølgelig om den danske astronom, Tycho Brahe, der er blandt de mest betydningsfulde danske videnskabsmænd gennem tiden. Bogen beskriver Tycho Brahes ungdom, hvor han måtte kæmpe for at følge sin drøm om at blive astronom, selvom familien ikke fandt det passende. Det er dog langt fra de eneste udfordringer, Brahe støder på, for selvom han har kongens gunst, så er hans facon så bombastisk, at han ofte får problemer med resten af samfundet.

Bogen gav et ret spændende indblik i Tycho Brahes liv, som jeg kun kendte ganske overfladisk, inden jeg gik i gang med læsningen. Historien er detaljeret, og især første del var fængende skrevet. Anden halvdel føltes dog ind imellem en smule langtrukken, men det kan også være fordi, at der sker mange interessante ting i Brahes ungdom.

Og hvem er Tycho Brahe så som person? Nok en mere storskrydende og selvsikker person, end jeg troede, og det passer jo ikke så godt ind i det danske samfund, hvor Janteloven hersker. Men det er fascinerende at høre om de udfordringer, han støder på, og hvordan samtiden reagerer på hans opførsel.

Der er ingen tvivl om, at hans iagttagelser har haft stor betydning for astronomiens udvikling i Europa, og jeg er derfor glad for, at jeg fik læst mere om hans liv. Bogen er måske lidt træg til tider, men den samlede læseoplevelse var udmærket.

Sagen om de japanske dræbergardiner

Dennis Jürgensen var en af de forfattere, der betød mest for mig, da jeg var barn/ung. Jeg slugte hans bøger råt, og jeg har ikke tal på, hvor mange af bøger, jeg har genlæst utallige gange. Det var derfor med et smil på læben, at jeg lånte ‘Sagen om de japanske dræbergardiner’, da jeg skulle finde en ny lydbog at lytte til for nylig. Det var ikke en bog, jeg før har læst, og jeg må da indrømme, at jeg var lidt bekymret for, om stilen ville være lidt for barnagtig til mig…

Bogen er den første i serien ‘Spøgelseslinien’, som indeholder fem børnekrimier. Hovedpersonerne i den første bog er Tanja, Kasper og Absalon, der er inviteret på et weekendophold på et slot. De – eller rettere sagt Tanja – har vundet hovedpræmien i en konkurrence, hvor de får muligheden for at opklare en mordgåde på slottet. Hvis de klare denne opgave, vinder de en stor præmie. De tre unge tager selvfølgelig opgaven meget seriøst, men de opdager hurtigt, at tingene ikke helt er, som de som forventede. Spørgsmålet er så, om det er produktionsselskabet, der står bag konkurrencen, som driver gæk med dem, eller om der er andre på spil?

Jeg skulle lige vænne mig til stilen i denne bog – ikke fordi den var mærkelig eller på anden måde skilte sig negativt ud, men fordi jeg var lidt i tvivl om, hvad jeg skulle forvente af niveauet i forhold til historiens kompleksitet og ikke mindst balancen mellem humor og alvor. Nu er Jürgensens bøger generelt skrevet med et glimt i øjet (i hvert fald børne- og ungdomsbøgerne), men denne bog var dog ikke nær så komisk som ‘Freddy’-serien. Det gjorde mig dog ikke så meget, for det var faktisk en udmærket ungdomskrimi. Den var selvfølgelig ikke lige så kompliceret og drabelig som voksenkrimier men havde et mere afdæmpet twist, som dog også havde en pæn portion action.

Jeg syntes, at det især var samspillet mellem de tre hovedpersoner, der trak op i det samlede billede. Bogen var ret kort – under 200 sider – så der var naturligvis grænser for, hvor dyb og kompliceret, den kunne være, men jeg fik alligevel et fint indtryk af dem alle tre. Selvfølgelig betød det også, at de var lidt skarpt/stereotypt beskrevet, men det håber på, at det udjævner sig, hvis/når jeg læser videre i serien.

Plottet var middelmådigt – eller i hvert fald rimelig let at gennemskue som voksen, men jeg ville helt sikkert have slugt det råt, hvis jeg havde læst bogen som 12-årig.

Samlet set var det hyggeligt og lidt nostalgisk at læse ‘Sagen om de japanske dræbergardiner’, fordi jeg kunne genkende Jürgensens stil fra mine gamle læseoplevelser. Det var ikke en af de bedste bøger, jeg har læst af ham, men det var dog tilpas hyggeligt til, at jeg godt kan finde på at læse videre i serien på et tidspunkt.

Den hellige Knud

‘Slægten’ er en serie skrevet af en række danske forfattere. Den består indtil videre af over 20 historiske romaner om Danmarkshistorien, og jeg har længe overvejet at starte på den. Eftersom temaet for læsningen her i årets første tre måneder er historiske romaner, så var ret det oplagt at kaste sig over serien.

‘Den hellige Knud’ er skrevet af Maria Helleberg og foregår i slutningen af 1000-tallet og starten af 1100-tallet. Hovedpersonen er Valdemar, der bliver taget til fange, da han sammen med en række andre vikinger forsøger at plyndre England. Valdemar undslipper og drager omkring i Danmark, indtil han støder på den danske konge Knud. De to bliver venner, og da Knud bliver dræbt under et bondeoprør, arver Valdemar en gård på Fyn, hvor han slår sig ned.

Jeg læste denne bog som lydbog, og det var muligvis ikke et godt valg, eftersom oplæsningen var noget tung og langsom. Det smittede selvfølgelig af på læseoplevelsen, men jeg syntes dog også, at selve historien var lang tid om at komme op i omdrejninger. Den var lidt knudret fortalt (pun intended), og jeg sad flere gange og ønskede, at jeg havde valgt at læse en fagbog om hændelserne i stedet. Rigtig ærgerligt, når de historiske romaner ellers kan være med til at dramatisere og gøre historiske episoder levende.

Jeg er ikke skræmt væk mht. om jeg vil læse flere bøger i serien på et tidspunkt, men lige nu er jeg ikke specielt fristet.

Murder on Balete Drive – Trese 1

Jeg låner ind imellem bøger via Ereolen Global, og her er også et lille udvalg af graphic novels. Jeg kunne ikke stå for dramatiske forsider til Trese-tegneserierne, så her lånte jeg de fire første hæfter, der udgør bogen ‘Murder on Balete Drive’.

Jeg vil i øvrigt indskyde, at jeg IKKE kan anbefale at læse dem på en mobiltelefon, da skriften er for lille – læs dem i stedet på computer eller tablet.

Jeg var ret vild med de dystre tegninger, som var en blanding af noir og asiatisk elegance. Meget smukke og stemningsfulde tegninger.

Der manglede til gengæld noget på indholdssiden. Selvom der var en ganske pæn mængde action i historierne, så savnede jeg dybde, og det skyldes nok i høj grad, at historierne var så korte. De kom til at virke som små teasere til en potentielt spændende historie, der aldrig rigtig kom i gang. Samtidig havde jeg svært ved at lure, hvad jeg skulle mene om hovedpersonen Trese. Hun virkede ret endimensionel og var derfor ret uinteressant – ærgerligt når nu hun ellers lod til at være lidt af en bad ass chick.

Trese skal først og fremmest læses for de flotte illustrationer. Historierne er der dog ikke nok kød på, så jeg regner ikke med at læse videre i serien.

Dreams of Gods & Monsters

Så fik jeg endelig læst tredje og sidste bog i ‘Daughter of Smoke & Bone’-serien af Laini Taylor. Jeg var meget begejstret for den første bog, ‘Ildenglen’, men noget skuffet over ‘Days of Blood & Starlight’ (ja, jeg læste første bog på dansk og de to næste på engelsk).

Jeg vil ikke bringe et resumé af ‘Dreams of Gods & Monsters’, da det selvfølgelig vil afsløre for meget af handlingen fra de to første bøger, men jeg vil forsøge at komme med en opsummering af læseoplevelsen.

Først og fremmest – det var en virkelig skuffende oplevelse, men det overraskede mig dog ikke så meget, da anden bog i serien heller ikke var synderlig god.

‘Dreams of Gods & Monsters’ lider først og fremmest under at være alt, alt for lang. Bogen er på over 600 sider, men den burde kun fylde det halve. Alt for meget unødigt fyld og tomgang i handlingen, og alt for mange sætninger, hvor forfatteren dvæler ved storladne formuleringer i stedet for at bruge dem til at bringe historien videre. Jeg kedede mig usigeligt meget og var tæt på at droppe bogen, da jeg var midtvejs, men jeg fik kæmpet mig igennem.

Der er et ret drastisk rammeskift fra første til anden bog, som jeg bestemt ikke var fan af, og desværre fortsætter tredje bog i samme ramme som forgængeren. Der er primært fokus på de overnaturlige væsner, mens den virkelig verden træder i baggrunden, og det synes jeg er virkelig ærgerligt, for det var netop en del af charmen ved den første bog. I stedet får man den helt store episke fortælling om engle og kimærer og en krig, der kan splitte verdener – naturligvis krydret med en umulig kærlighed mellem to fjender. Sidstnævnte kan jeg leve med, selvom det er en fortærsket kliché, der bruges i virkelig mange ungdomsbøger, men jeg synes, det er synd, at historien ændrer sig så meget fra første bog til anden og tredje bog. Jeg føler lidt, at jeg som læser er blevet narret til at læse en serie ud fra et forkert præmis.

Klimakset i bogen kommer overraskende tidligt. Det er sådan set fint, at ikke alt skal løses i løbet af de tyve sidste sider af en bog, men resten af bogen er unødig langtrukken og kedelig. Det virkede mest af alt som om, at forfatteren ikke rigtig kunne bestemme sig til, hvordan bogen skulle slutte. Ja, faktisk kom man i tvivl om, hvorvidt det overhovedet var slutningen.

Alt i alt var ‘Daughter of Smoke & Bone’-serien noget af en rutsjetur. Den første bog i serien er blandt de bedste ungdomsbøger, jeg har læst de senere år, den anden bog er middelmådig og den sidste bog er decideret jammerlig. Jeg føler mig så snydt. De to sidste bøger har jeg tænkt mig at skaffe mig af med, men jeg beholder den første. Hver gang, jeg ser den på boghylden fremover, vil jeg opfatte den som en standalone og forsøge at glemme alt om de to efterfølgere…

Et beskidt job

For et par år siden læste jeg ‘Vi ses deroppe’ af Pierre Lemaitre, og det var en ret positiv læseoplevelse, så da jeg opdagede, at endnu en af hans bøger blev oversat til dansk, var jeg straks interesseret i at læse den.

‘Et beskidt job’ handler om Alain, der er i slutningen af 50’erne og arbejdsløs på fjerde år. Han har tidligere arbejdet som HR-chef men må nu tage sig til takke med et par småjobs, der lige akkurat kan betale de faste regninger. Han er efterhånden ret desperat, så da han en dag får positivt svar på en jobansøgning, er han straks fyr og flamme. Det viser sig, at jobsamtalen består af en praktisk opgave, hvor han skal overvære en fingeret gidseltagning, hvor gidslerne er en række ledere, som skal testet. Alain skal være med til at udvælge den leder, der vil egne sig bedst til at gennemføre en stor fyringsrunde i virksomheden. Alain vil gøre alt – simpelthen alt – for at få jobbet, så han går i gang med et researcharbejde, der snart tager magten fra ham…

Udgangspunktet for denne bog er ret interessant.  En ansættelsessamtale der bygger på en gidseltagning og efterfølgende forhør. Et oplæg, der har masser af potentiale. Den første del af bogen er da også ganske medrivende. Her følger man Alains forberedelser til ‘jobsamtalen’, og der er ingen tvivl om, at han er motiveret. Samtidig bliver det også tydeliggjort, hvor desperat han er for at få jobbet, for pengene er små, og han har ingen udsigt til ellers at kunne tjene nok til dagen og vejen.

Desværre knækker filmen undervejs, da der sker nogle ret ekstreme ting. Det i sig selv gør ikke så meget, men der er indlagt så mange twists i historien, at det kom til at virke klodset og forceret. Historien bliver efterhånden så pumpet med dramatiske drejninger, at jeg mistede interessen for, hvordan det ville gå Alain.

Jeg vil til gengæld rose forfatteren for at skabe en ret anderledes hovedperson. Han er kompromisløs, egoistisk og meget dedikeret. Det ene øjeblik meget detaljeorienteret og struktureret, det andet øjeblik spontan og komplet uforudsigelig. Han er ikke specielt sympatisk, men han er virkelig interessant og noget for sig.

Denne bog kunne have været genial. Tematikken – arbejdsløshed – er et samfundsproblem, som desværre rammer mange, og som kan få fatale følger for den enkelte. Forfatteren har valgt at belyse dette gennem en ret ekstrem situation, og det kunne have virket, men det gør det desværre ikke, da historien bliver overlæsset med alt for mange twists. Historien ender derfor ikke med at være genial men snarere smågal tenderende til rabies-ramt. Utrolig ærgerligt når nu forfatteren tidligere har bevist, at han kan skrive virkelig godt.