Beautiful Creatures

For nylig faldt jeg over denne ungdomsbog på netlydbog.dk, og da jeg trængte til lidt lettilgængelig underholdning, så smækkede jeg denne bog på mp3-afspilleren.

‘Beautiful Creatures’ er første del i en serie på fire. I denne bog er det den 16-årige dreng Ethan, som fortæller historien. Langt hen ad vejen er det dog en anden, der reelt set bærer fortællingen – nemlig den pige, som han ser i sine drømme. Hvem er hun? Hvor kommer hun fra?

Han bliver mere og mere mystificeret over drømmene, indtil hun, Lena, pludselig dukker op på hans skole efter skoleferien. De andre piger er hurtige til at tage afstand fra hende, og hun er da også… anderledes. Alligevel er Ethan og Lena hurtige til at finde sammen, og da Ethan finder ud af, at begivenheder til hendes kommende fødselsdag kan flå dem fra hinanden, kæmper han sammen med hende for at finde ud af, hvordan tingene kan løses til deres fordel.

Hm. Der var et eller andet, der manglede ved denne bog, og jeg er ikke helt sikker på, hvad det er, udover at jeg gerne havde set lidt hurtigere tempo i fortællingen. Bogen er lige lovlig langtrukken, og historien kunne vinde noget på, at man skar ind til benet fra start.

Jeg kan ellers meget godt lide, at historien fortælles ud fra en drengs synspunkt. Mange af de nye, paranormale ungdomsbøger har piger som hovedpersoner, så det er forfriskende, at det er en dreng, der fortæller – især fordi han så også kommer ind på sin fascination af Lena og den kærlighed, der spirer mellem dem. Det virker dog også en anelse for passivt med Ethan som fortæller, eftersom meget af historien er bygget op omkring Lena.

Bogen fængede desværre ikke, og eftersom der hundredvis – nej tusindvis – af bøger i denne genre, så vil jeg hellere kaste mig over en anden serie end at læse videre i denne serie.

4 tanker om "Beautiful Creatures"

  1. Jeg er helt enig med dig. Da jeg læste bogen, var der ligesom også bare et eller andet ubestemmeligt, der manglede og gjorde, at den ikke var så god som jeg havde håbet (og forventet) 🙁 Overvejer stadig at fortsætte på serien på et tidspunkt, bare for at se hvad der sker – men det bliver nok kun når eller hvis de også beslutter sig for at filmatisere de næste i serien 🙂

  2. Xenia – har du set filmen? Jeg synes ikke, den har fået særlig gode anmeldelser, så jeg har droppet at skulle se den. Håber til gengæld at nå at se Les Miserables i næste uge 🙂

  3. Ja, jeg så den midt i februar. Syntes egentligt, at den var sådan ok – hverken meget god eller meget dårlig. Men det er ikke en man overhovedet behøver at se i biffen – jeg kan normalt bare godt lide at se filmatiseringer af bøger, jeg har læst, uagtet om jeg var vild med bøgerne i første omgang eller ej 😉 Men Les Miserables til gengæld: Den skal du glæde dig til, den er SÅ god! 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *