Blackout

‘Blackout’ er tredje og sidste del i ‘The Newsflesh’-trilogien, der er skrevet af Mira Grant. Jeg har tidligere anmeldt ‘Feed’ og ‘Deadline’.

Jeg skriver aldrig resumeer af 2’ere og 3’ere i en trilogi, da det vil afsløre for meget af den tidligere handling, og det gør jeg heller ikke denne gang – eller jeg bør nærmest sige: Det gør jeg i særdeleshed ikke med denne serie!

‘The Newsflesh’-trilogien er en af de bedste serier, jeg har læst gennem de seneste år. Det er en serie, der byder på et utal af overraskelser og plottwists, og der er masser af action, selvom overraskende lidt af den drejer sig om zombier. For selvom bøgerne foregår i en verden, hvor mennesket er fortrængt til barrikaderede byer for at holde zombierne på afstand, så handler bøgerne mere om de intriger, konspirationer og crazy opfindelser, der skal holde menneskene i live og zombierne på sikker afstand.

Det er en serie med nogle virkelig badass boys and girls, som selv i pressede situationer lige kan flå en vits ud af ærmet og smække den i fjæset på modstanderen, og det er nærmest umuligt ikke at holde med dem.

‘Blackout’ er en værdig afslutning på en serie, der i den grad har overrasket mig positivt – også selvom slutningen måske er en smule… letkøbt. Måske. Jeg kan ikke helt bestemme mig, selvom jeg på en måde godt kan lide den.

Er du til action, dystopi og politiske konspirationer så er ‘The Newsflesh’-trilogien lige noget for dig – især hvis der må være en zombie eller to til lige at give den et ekstra twist.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *