Blankets

Dette er muligvis den tykkeste tegneserie, jeg har læst – den er nemlig på knapt 600 sider! Til gengæld er den forholdsvis hurtig at læse, da der ikke er så megen tekst i den, men sørg nu alligevel at have god tid, når du vil læse den, for det er en af den slags historier, der skal have tid til at bundfælde sig.

‘Blankets’ er en graphic novel lavet af Craig Thompson, og den bygger på hans barn- og ungdom. Her følger man Craig og hans udvikling som den usikre, misforståede teenager, der møder en sød pige, som han forelsker sig i. Deres spirende kærlighed, som udfordres af familiens stærke kristne tro, suppleres også af en lang række flashbacks til hans barndom, hvor han legede meget sammen med sin yngre bror.

‘Blankets’ er en smuk og stilfærdig tegnet historie om den usikkerhed og skrøbelighed, som teenagelivet ofte præges af. Det er så let at genkende den lidt kejtede usikkerhed, som Craig udstråler, og han er meget let at holde af som hovedperson. Hans forelskelse i pigen Raina er sød, uskyldig og så forsigtig, at man som læser føler, at man ikke må trække vejret, mens man læser, i frygt for at blæse det spinkle slot af håb og drømme, som de to bygger sammen.

Det er en smuk historie – men den gør også ondt, for Craig har det ikke let, og det er også udfordrende at forelske sig i en pige, der bor så langt væk. Man kan ikke se hende lige så tit, som man gerne vil, og måske glemmer hun én?

Jeg nød at læse bogen, men den krøb ikke helt ind under huden på mig, som jeg havde forventet. Visse steder var historien lige en kende for langsom til mig, andre steder – primært slutningen – var lige lovlig hastigt fortalt. Men det er en smuk tegnet og rigtig fint fortalt historie om den første kærlighed og om at gå fra barn til voksen. Det er helt sikkert en bog, jeg finder frem på et senere tidspunkt og læser igen.

9 tanker om "Blankets"

    • Den er også smuk og tankevækkende. Den gik dog ikke lige ind i hjertet, som jeg havde håbet på, men bestemt læseværdig.

  1. Jeg ville ønske at grafiske romaner var noget for mig. Jeg har prøvet et par stykker og jeg kan ikke rigtig komme ind i dem på samme måde som en almindelig roman, det går lige som for hurtigt og jeg kan ikke huske historien bagefter. Jeg elsker Nuser og Steen og Stoffer tegneserier, hvor man efter hver stribe bliver belønnet med en punch line, men en hel roman tegnet, det fungerer desværre bare ikke for mig.

      • Nej, men det kan da være jeg skal prøve den 🙂 . Jeg har prøvet ‘Fahrenheit 451’, ‘Mrs. Peregrine´s Home for Peculiar Children’ og så er jeg lige nu ved at genlæse ‘Et kinesisk liv’.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *