Blodvarslet

‘Blodvarslet’ er skrevet af Mette Finderup og er fortsættelsen til ‘Smertensbarn’, som jeg skrev om tidligere i år.

Jeg vil ikke fortælle så meget om handlingen, da det vil røbe for meget i forhold til den første bog, men det er fortsat høvdingedatteren Gyrith, der er hovedpersonen.

Gyrith har udviklet sig en hel del siden starten af første bog, og det klæder hende. Hun begår stadig fejl og har stadig visse egoistiske træk, men hun er lettere at forstå – og holde af – i denne bog. Det skyldes selvfølgelig blandt andet alle de ting, hun gennemgår i den første bog, og jeg vil godt røbe, at dette ændrer sig ikke i 2’eren – hun kommer stadig ud for lidt af hvert.

Der er masser af action, intriger og magtkampe i bogen, og det er en fornøjelse af se, hvordan historien udvikler sig. Forfatteren trækker på den nordiske mytologi, dog med visse (men fine) twists hist og her, men i denne bog bliver keltiske sagn også flettet ind i historien, hvilket er med til at give nye, spændende sidehistorier.

Dette er et godt eksempel på, hvordan 2’eren i en serie ind imellem kan være bedre end 1’eren. Det er ikke muligt at kede sig, mens man læser denne bog – der er simpelthen fuld fart over feltet, og det er dejligt at læse en så velskrevet dansk fantasyroman.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *