Blood Rites og Dead Beat

Jeg har endelig fået genoptaget læsningen af ‘Dresden Files’-serien af Jim Butcher. Pausen fra serien blev væsentlig længere end planlagt, og det var der egentlig ikke nogen grund til.

I løbet af den seneste måned har jeg læst bog seks og syv – dvs. ‘Blood Rites’ og ‘Dead Beat’. Det er tydeligt, at serien har fundet et roligere tempo, hvilket passer mig fint. Selvom de første bøger var ganske underholdende, så var de samtidig også så actionpacked, at det virkede komplet usandsynligt, at hovedpersonen ville blive ved med at overleve. Men det roligere tempo klæder serien. Og bare rolig, der er stadig masser af action, det er bare ikke lige så ekstremt som tidligere.

Humoren er bevaret, og selvom Harry gentager sig selv lidt for tit med, hvor beskyttende han er over for kvinder, så er det ikke noget, der generer  mig synderligt. Det er også fint at se, hvordan forfatteren stille og roligt bygger flere lag på historien og opbygger en parallelverden, som i den grad kan give Harry grå hår.

Jeg har lovet mig selv, at der ikke skal gå lige så lang tid, før jeg læser de næste bøger i serien, så måske jeg skal se at få købt de næste bøger til december, når jeg bestiller en portion bøger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *