Den hemmelige datter

Det er desværre ikke så tit, jeg falder over virkelige perler blandt de lydbøger, jeg låner via Ereolen. Det skyldes nok, at jeg eksperimenterer langt mere, når jeg vælger læsestof hos Ereolen og således prøver bøger, jeg næppe ville have købt. Men for nylig havde jeg en rigtig god læseoplevelse, da jeg hørte ’Den hemmelige datter’ af Shilpi Somaya Gowda.

‘Den hemmelige datter’ foregår dels i Indien og i USA og fortæller historien om adoptivbarnet Asha, der stammer fra Indien, men adopteres af et lægepar fra Californien. Asha vokser op vel vidende, at hendes forældre ikke er hendes biologiske forældre, selvom mange tror det, da hendes adoptivfar kommer fra Indien. Asha længes efter at vide mere om sin baggrund og ikke mindst sin biologiske familie, og bogen er dels en fortælling om Ashas opvækst og søgen efter sine oprindelige rødder, men også fortællingen om det at være forældre til et adoptivbarn samt det at have født et barn og givet det væk til adoption. Kort sagt – en fortælling om tre meget forskellige kvinder og deres skæbner.

Historien er opdelt, så man ser historien fra Somers, Kavitas og Ashas synsvinkel, og det er lykkedes forfatteren at skrue fortællingen sammen, så skiftene føles naturlige og samtidig supplerer hinanden rigtig godt.

Dette er en fortælling om kærlighed – ikke mindst kærligheden mellem mor og datter, men også ønsket om en families kærlighed. Det er længsel, håb og sorg, det er ønsket om at forstå og acceptere sin kulturelle baggrund, og det er higen efter at føle sig hjemme et sted. Det er så godt fortalt, at selvom jeg ikke nødvendigvis kendte alle problemstillinger fra mit eget liv, så blev det beskrevet så detaljeret og indlevende, at jeg til fulde forstod og følte med de enkelte personer og deres drømme og håb.

’Den hemmelige datter’ er en historie, der sagtens kunne blive en let gennemskuelig, sukkersød fortælling. Det bliver den heldigvis ikke, og jeg synes, den i stedet rummer en meget smuk fortælling om tre kvinders liv og drømme.

Det er helt klart en bog, jeg kan anbefale.

Kvindernes krig

Den første krigsbog, jeg kaster mig over denne måned, er ‘Kvindernes krig’ af Anne-Cathrine Riebnitzsky. Hun er uddannet fra Forfatterskolen og senere som sprogofficer i russisk, inden hun for nogle år siden blev sendt til Helmand i Afghanistan som en del af de danske fredsbevarende styrker.

I bogen fortæller forfatteren om sit møde med de afghanske kvinder og de projekter, som de internationale styrker forsøgte at starte sammen med kvinderne. Kvinderne får blandt andet hjælp til at starte systuer og på den måde være med til at opbygge handlen i det krigshærgede område. Bogen er både en beskrivelse af forfatterens egen udvikling som person og som kvindelig soldat i et mandsdomineret fag, men også om mødet mellem de to kulturer, og hvordan et samarbejde kan opstå på trods af svære vilkår.

Det er en utrolig nærværende og spændende bog, forfatteren har skrevet, og den har et forfriskende anderledes fokus i forhold til mange af de andre bøger, der skrives om krig og om Afghanistan i særdeleshed. Forfatteren problematiserer selv i bogen, at de danske medier altid skriver negative historier om soldaternes indsats og ikke fokuserer på de ting, som de internationale styrker udretter. Det er selvfølgelig let at affærdige med, at det skal hun sige, når hun selv har været en del af de udsendte soldater, men hvor er det dog rart med en bog om krig, der rent faktisk indeholder glimt af håb og succes. Bogen tegner ikke et rosenrødt glansbillede af soldaternes arbejde, for der er problemer og udfordringer, men det er rart at læse, at det er muligt at være med til at ændre tingene – og at hjælpen er værdsat af afghanerne. 

Forfatteren har stor respekt for de afghanske kvinder, og det skinner tydeligt igennem i bogen, hvor hun fortæller om kvindernes levevilkår i det mandsdominerede samfund, hvor kvindernes samarbejde med de internationale styrker gør dem meget sårbare over for hævnangreb fra Taliban. Alligevel møder kvinderne gang på gang op til møder for at lære og for at blive selvforsørgende.

Bogen er skrevet i et letlæseligt sprog med en ret ligefrem stil, så du føler, at du kommer ret tæt på forfatteren og hendes tanker undervejs. Det er en interessant og tankevækkende bog, som jeg gerne anbefaler – uanset om du er fortaler eller modstander af, at Danmark sender soldater af sted til krigszoner. 

Krøniker fra Mars

Når man taler om sci-fi, kan man ikke rigtig undgå at nævne Ray Bradbury, der var en af 1900-tallets mest flittige og berømte sc-fi-forfattere. Han har blandt andet skrevet ‘Fahrenheit 451’, men blot få år før, at denne klassiker udkom, sendte han novellesamlingen ‘Krøniker på Mars’ på markedet.

Bogen indeholder en lang række korte noveller, der kan læses særskilt eller ud i ét, eftersom novellerne er opsat efter kronologisk rækkefølge. Historierne foregår – som titlen også afslører – på Mars, som menneskene koloniserer efter flere mislykkede forsøg.

Bogens opbygning kan godt snyde lidt i starten, så man tror, at det er én lang historie, men i så fald bliver man både forvirret og skuffet.

Novellerne varierer i stil og kvalitet. Den første er for eksempel ganske munter, til trods for at det går menneskene ilde, mens andre noveller er mere dystre. Historierne udstiller i den grad menneskets arrogance og destruktive adfærd, da menneskene starter med at tage til Mars, hvor de bekæmper de fredelige marsboere og overtager planeten. Det kunne være opstarten på et nyt og bedre samfund (for menneskene), men spørgsmålet er, om det virkelig er sådan, det ender?

Jeg var ikke så meget til den muntre stil, som flere af novellerne bar præg af. Ikke at alle sci-fi-bøger skal være så dystre som ‘Ender’s Game’ og ‘2001’, men det blev lige lovlig folkekomedie-agtigt.

Til gengæld var oplægget – at mennesket tager til Mars for at overvinde de fredelige marsboere og overtage deres planet – meget interessant. Normalt plejer det jo at være rumvæsnerne, der er de onde, men her var det for en gangs skyld menneskene, der fik skurkerollen.

Jeg synes tit, at novellesamlinger kan opfattes som en pose blandet slik. Nogle af historierne kan du rigtig godt lide, mens andre ikke rigtig falder i din smag. Sådan har jeg det også med ‘Krøniker fra Mars’, og derfor bliver oplevelsen også middelmådig.

2001

En af de største klassikere inden for sci-fi-film er Rumrejsen 2001, der havde premiere i 1968. Jeg prøvede at se den for et par år siden, men måtte opgive undervejs – den var simpelthen for mærkelig! Filmen blev til i tæt samarbejde mellem filminstruktøren Stanley Kubrick og forfatteren Arthur C. Clarke, og det burde måske gøre mig lidt forbeholden mht. at læse bogen, men sådan havde jeg det ikke. Jeg håbede nemlig på, at bogen ville være meget bedre, for sådan er det ofte mht. filmatiseringer, og jeg fik ret!

2001′ er udgivet i 1968 – samme år som filmen – og starter på et ikke nærmere defineret tidspunkt i fortiden – dengang hvor mennesket stadig var på abe-stadiet. En gruppe menneskeaber støder på et fremmedlegeme – en monolit – der tilsyneladende påvirker dem, så de begynder at udvikle sig til det, vi i dag kender som mennesket. Historien springer derefter i tid – frem til det 21. århundrede, hvor en forsker tager til månen for at undersøge en mystisk genstand, der er dukket op, og halvandet år senere sendes en ekspedition af sted til Jupiter – styret af den superintelligente computer, HAL 9000. De forskellige hændelser begynder at hænge sammen, da historien udvikler sig og tager en højst interessant drejning.

Starten er en smule sær, men eftersom jeg havde set halvdelen af filmen, blev jeg ikke overrasket, da bogen også startede med et kapitel om menneskeabernes udvikling. Først virkede det ret underligt, men jeg vil godt røbe, at det gav mere mening, når man kom længere ind i bogen. I bogform giver denne del af historien også langt mere mening, da den er mere selvforklarende end filmudgaven, og kapitlet endte faktisk med at blive ret interessant.

Hovedfortællingen om rumekspeditionen var meget spændende og velskrevet, og jeg kunne især godt lide den højteknologiske del, hvor forfatteren gjorde meget ud af at forklare, hvordan rumrejser udføres. Jeg elskede de mange detaljer, der fik mig til at visualisere – og acceptere – at selvfølgelig kan rumrejser gennemføres på den måde!

Jeg var i det hele taget ret begejstret for bogen – indtil jeg nåede til de sidste 40 sider. Derefter blev den mere og mere mærkelig, og jeg havde svært ved at acceptere slutningen. Det irriterede mig, at historien tog den drejning, for indtil da var jeg som sagt ret vild med bogen, men slutningen trak helt klart ned. Desværre. Jeg ville ellers så gerne holde af bogen, men jeg endte med et lidt rodet indtryk. Kunne jeg undlade at tage slutningen med i min bedømmelse, ville bogen være en af de bedste sci-fi-bøger, jeg har læst, men slutningen trækker desværre en del ned. Bogen er dog stadig værd at læse. Den er langt bedre end filmen – og det tager kortere tid at læse bogen frem for at se filmen!

Kineseren

Denne bog har jeg ønsket at læse i flere år. Faktisk har den stået på min huskeliste på netlydbog.dk i over et år, men det var først for nylig, at jeg endelig fik taget mig sammen til at høre den.

‘Kineseren’ er skrevet af Henning Mankell og er en krimi, der tager udgangspunkt i en lille svensk landsby, hvor 19 mennesker bliver fundet – dræbt af en eller flere ukendte gerningsmænd. Politiet går straks ind i sagen, men også dommeren fra Göteborg bliver rodet ind i opklaringen, da det viser sig, at hun måske er i familie med flere af de dræbte. Mordsagen viser sig at være ganske kompleks og trække tråde til blandt andet USA, hvor lignende mord har fundet sted.

Historien er splittet i tre, der fortælles sideløbende. Hovedfortællingen følger mordsagen i Sverige og ikke mindst Birgittas efterforskning af sagen, mens den anden historie handler om kineseren San, der lever i det fattige Kina i 1800-tallet, inden han sendes til USA og sælges som slave. Den tredje historie foregår i nutidens Kina, hvor et grådigt søskendepar spiller et farligt spil om magten. 

Selvom jeg på forhånd vidste, at historien var delt i flere spor, så var skiftet mellem det første og det andet ret brat og forvirrende. Hvor den første del, hvor mordsagen beskrives, var spændende og medrivende, var anden del træg og kedelig. Da den tredje historie blev tilføjet, blev jeg for alvor i tvivl om, hvad forfatteren egentlig ville med bogen.

Normalt har jeg intet imod, at forfattere springer mellem fortid og nutid eller har flere sideforløb, men i denne bog irriterede det mig voldsomt. Jeg følte mig snydt, når historien blev drejet væk fra selve mordsagen og i stedet fokuserede på begivenhederne i Kina og USA, og jeg syntes, det blev en anelse søgt.

Bogen har ligesom mange andre skandinaviske krimier en skarp, samfundskritisk vinkel, men den del druknede i mine øjne desværre lidt i, at fortællingen til tider virkede ret rodet på grund af den tredelte historie. Jeg kunne ikke rigtig koncentrere mig om at tage denne del til mig, men sad mest og ventede på, at der atter skete noget spændende i sagen.

Jeg ved ikke, om denne bog er repræsentativ for Mankells forfatterskab, men jeg må desværre erkende, at den var ret skuffende i mine øjne.

Blomsternes hemmelige sprog

Den næstsidste bog på listen over bøger, jeg skal læse i år, er ‘Blomsternes hemmelige sprog’ – en bog, der har fået rigtig god omtale og et hav af flotte anmeldelser.

Bogen er skrevet af Vanessa Diffenbaugh og handler om den Victoria, der vokser op hos skiftende plejefamilier. Hun er en enspænder og har svært ved at omgås andre mennesker. Da hun fylder 18 år, kan hun ikke længere opholde sig på hjem, der er beregnet forældreløse børn, og hun lever derfor som hjemløs i en park. En dag møder hun dog blomsterhandleren Renata, som opdager, at Victoria har en helt særlig forståelse af og kærlighed til blomster. Victoria får arbejde hos Renata, og langsomt begynder Victoria at få en  hverdag, hvor hun elskes og respekteres for sine evner. Men fortiden lurer, og Victorias manglende tillid til andre mennesker bliver for alvor sat på prøve…

Bogens kapitler skifter hele tiden mellem at foregå i nutiden og i Victorias fortid. Stille og roligt får man hele historien om Victorias barndom og får en idé om, hvorfor hun er så menneskefjendsk og har svært ved at knytte sig til andre mennesker. Det er nu ikke fordi, at hendes baggrund gør hende ’skyldfri’ – hun er en kompliceret person, der generelt har svært ved at elske andre og stole på dem, men ikke desto mindre giver hendes baggrundshistorie en del af forklaringen på hendes sære adfærd.

Victoria er til tider svær at elske som hovedperson, men det er i mine øjne en af bogens styrker. Selvom bogens forside er lige lovlig rosenrød og romantisk, så er historien det ikke ligefrem. Victoria lever et barsk liv – især fordi hun ikke lader andre komme tæt på. Ind imellem blev jeg irriteret på hende, fordi hun skubbede folk væk, der var oprigtig interesserede i at hjælpe hende, og hun blev ind imellem lidt for emo og der-er-ingen-der-forstår-mig-agtig.

En af bogens styrker er selve blomstersproget og ikke mindst hvordan det flettes ind i historien. Blomsternes sprog er blevet brugt i mange generationer til at sende særlige signaler, når man sammensatte en buket. I dag bruge nogle brude det, når de beder blomsterhandleren om at inkludere bestemte blomster i brudebuketten (med håb om et langt og lykkeligt ægteskab), men i Victoriatiden blev blomstersproget brugt til at sende kodede beskeder mellem elskende. Ting, der ikke kunne siges højt i den meget moralske (læs: snerpede!) tid, men som kunne udtrykkes med blomster.

Historien tillægger blomstersproget rigtig megen betydning. Det tager jeg nu med et gran salt, men det er ikke desto mindre en fin måde at fortælle en smuk historie på, og tanken om, at blomsternes betydning smitter af på ens liv er fascinerende.

Det er en velskrevet og smuk fortælling, der også indeholder bitre indrømmelser og knuste drømme. Den vil jeg gerne anbefale til dig, der gerne vil læse en rørende historie.

Ps. I slutningen af bogen er der en lang liste over blomster og deres betydning, og det er sjovt at se, hvilke følelser, ens yndlingsblomster tillægges. Jeg kan røbe, at mine favoritter viser sig at symbolisere livsglad og munter – og det er jo ikke så ringe endda 🙂

Samme dag næste år

I min søgen efter spændende bøger på netlydbog.dk faldt jeg over denne bog, som røg til tops på salgslisterne, da den udkom i for få år siden.

‘Samme dag næste år’ er skrevet af David Nicholls og handler om Emma og Dexter, som man følger fra 1988 og frem til 2007. Bogen er opdelt, så man får et glimt af deres liv den samme dag hvert år i denne periode – uanset hvor i livet de er på det tidspunkt.

Emma og Dexter lærer hinanden at kende, da de er sammen til den sidste fest på studiet den 15. juli 1988. Derefter skilles de, men de bevarer kontakten, selvom de hurtigt bevæger sig i hver sin retning, og med tiden udvikler det sig til et varmt venskab. Dexter er den charmerende og flotte fyr, som hurtigt får sig en fremadstormende karriere, mens Emma er den pæne, lidt stræberagtige pige, der helst skal være så korrekt som muligt – og derfor ofte glider i ét med tapetet. Som tiden går, udvikler begge hovedpersoner sig dog – både som personer men også i relationen til den anden – og mange ting ændrer sig.

Jeg indrømmer gerne, at denne bog ikke just hører til den type bøger, jeg plejer at kaste mig over med begejstring. Oplægget lugter langt væk af at være en undskyldning for at fortælle historien om et umage vennepar, der pludselig forelsker sig i hinanden og derefter lever lykkeligt til deres dages ende. Det var nu ikke helt den oplevelse, jeg fik ud af at læse bogen (heldigvis), men jeg syntes alligevel ikke, at bogen levede op til de flotte anmeldelser, den fik, da den blev udgivet.

Først og fremmest har jeg et problem med hovedpersonerne. Jeg bryder mig ganske enkelt ikke om dem. Det er ret tydeligt, at Dexter skal fremstilles som en overfladisk og selvfed fyr, som de færreste i sidste ende bryder sig om – slet ikke som tingene udvikler sig – men det var faktisk Emma, jeg brød mig mindst om. Hun var ind imellem temmelig bedrevidende og så korrekt, at det kom til at virke skingert og påtaget. Dexter fik jeg mest af alt ondt af, mens Emma burde vide bedre, når hun gjorde tankeløse ting. Venskabet mellem de to virker ind imellem også ret forceret. Hvad er det egentlig, de ser i hinanden? Og hvorfor bliver de ved med at holde kontakten, selvom de flere gange sårer hinanden? Det savnede jeg flere argumenter for.

Bogen er blandt andet beskrevet som humoristisk, men den del bed ikke på mig. Jo, Emma har da flere skarpe bemærkninger, og deres samtaler kan godt indeholde de finurligheder, der ofte opstår i samtaler mellem venner, men intet der for alvor rørte mig eller fik mig til at smile.

Jeg kan egentlig godt lide ideen med, at man følger de samme mennesker på en bestemt dato flere år i træk – jeg er bare ikke så begejstret for den spirende kærlighed mellem de to hovedpersoner, for jeg synes, den bliver lidt for søgt ind imellem, og jeg havde hellere set, at der var tale om et venskab, hvor kærlighed ikke spillede ind på noget tidspunkt. Det er trods alt muligt at have venskaber mellem mænd og kvinder, uden at det nødvendigvis udvikler sig til forelskelse.

En ret middelmådig læseoplevelse, som snart forsvinder i glemslen.

Journal 64

Jussi Adler-Olsen er en af de mest populære danske krimiforfattere pt., og inden længe er der premiere på filmatiseringen af hans første bog i serien om Afdeling Q – ‘Kvinden i buret’. Jeg læste de tre første bøger i serien for flere år siden, men det er dog kun ‘Flaskepost fra P’, som du kan finde en anmeldelse af her på bloggen.

‘Journal 64’ er den fjerde bog i krimiserien, og af ukendte årsager har den stået og ventet på min boghylde i flere år, inden den for nylig fandt vej frem til min sengebord.

Trioen fra Afdeling Q er tilbage, og denne gang får de fingrene i en gammel sag, der trækker tråde tilbage til Sprogø, der blev brugt som opbevaringssted for letlevende og ustabile kvinder for 40 år siden. De, der forlod øen, havde ar på både krop og sjæl, og sagen bliver efterhånden mere og mere kompliceret, da det ser ud til, at en række magtfulde mennesker har forbindelse til denne skamplet i historien.

Samtidig bliver Carl Mørck involveret i efterforskningen af et mord, hvor flere af sporene sært nok peger i retning af, at han skulle have en forbindelse til dødsfaldet. Assad viser nye sider af sig selv, selvom det får Carl til at bekymre sig om, hvem assistenten Assad i virkeligheden er – og hvorfor han tilsyneladende har forbindelser til en udenlandsk efterretningstjeneste.

Selve krimidelen er i mine øjne den bedste ud af de fire første bøger. Der et glimrende motiv til at begå mord (i hvert fald i de fleste af tilfældene), og spændingen stiger, jo flere sider man vender. Som læser får du både mulighed for at lege den bedrevidende tilskuer til opklaringen – og et par overraskelser undervejs, når forfatteren sniger et twist ind, som bringer historien i en ny retning. Jeg havde for eksempel troet, at nu havde jeg regnet det hele ud, da slutningen nærmede sig, indtil der pludselig skete noget, som gav en interessant vinkel til historien.

Personerne i Afdeling Q får lov til at udvikle sig mere i denne bog, hvor det klart er Assads nye sider, der er de mest interessante, mens Rosa (heldigvis) er lidt mere afdæmpet end tidligere. Jeg synes desværre, at Carl Mørck kommer til at virke lige lovlig gnaven og gumpetung i denne bog, og i det hele taget er samspillet mellem de tre lidt for anstrengt og bærer præg af fjollede sproglige misforståelser. Det virker ret påklistret og virker ikke rigtig.

Samlet set er ‘Journal 64’ den af Afdeling Q-bøgerne jeg har nydt mest – først og fremmest på grund af historien, der er det mest troværdige af de fire krimier. Noget af alvoren spoleres desværre af fjollerierne i selve afdelingen, men overordnet set er det en fin krimi.

Ingen engel

Jeg elsker at bruge netlydbog.dk til at finde frem til nye, spændende bøger, som jeg bør opleve. På den måde støder jeg tit på bøger inden for genrer, jeg normalt ikke beskæftiger mig så meget med.

For nylig faldt jeg over ‘Ingen engel’ af Jay Dobyns – en bog, der handler om, hvordan han som specialagent infiltrerede rockergruppen Hells Angels.Under dæknavnet “Bird” arbejdede Jay flere år undercover, mens han og en række andre specialagenter forsøgte at få foden indenfor hos en af verdens mest kendte og omtalte rockergrupper. Det blev til en rejse i en brutal, hårdtslående og mandschauvinistisk verden, men også et indblik i et fællesskab, hvor du støtter 110% op omkring dine brødre og er villig til at gå i døden for dem.

Jays arbejde førte ham dog ikke kun ind i hjertet af Hells Angels, for langsomt men sikkert gled hans egen personlighed i baggrunden, og efterhånden var “Bird” ikke en rolle, han spillede – men en person, han var ved at blive til.

Bogen er en interessant og foruroligende fortælling om, hvordan en række agenter gennem flere år stille og roligt bliver en del af rockerverdenen og snart suser omkring på motorcykler for at sælge våben eller true modstandere. Men det er ikke beskrivelsen af rockermiljøet, der er mest skræmmende. Det er i stedet Jays forvandling fra familiefaderen og den gode kollega til den hårdtslående, fandenivoldske rocker “Bird’, som efterhånden sluger Jays egen personlighed. Det bliver sværere og sværere for ham at være sig selv, når han en sjælden gang er hjemme hos familien, og han begynder at længes efter at komme tilbage til rockerklubben. Til sidst er han tilmed så langt ude, at han fantaserer om at få en kugle for panden, for dobbeltspillet slider på ham, og han skal hele tiden passe på ikke at blive afsløret.

Det er en meget ærlig og direkte bog. Forfatteren forsøger på ingen måde at glamourisere sin egen indsats, og der er ingen tvivl om, at arbejdet i den grad tærede på ham og var ved at æde ham op til sidst. Fortællestilen er til tider lige lovlig dramatisk, men jeg synes nu, at forfatteren har noget at have det i. Jeg bliver i den forbindelse også nødt til at rose oplæseren, som i den grad forstod at lægge stemme til Jays fortælling. Jeg elsker, når en god oplæser er med til at give fortællingen et ekstra pift.  
Det er tankevækkende læsning, og det er bestemt en bog, jeg vil anbefale – uanset om du interesserer dig for rockerverdenen eller ej. Bogen er lige så meget en personlig fortælling om, hvordan et menneske kan ændre sig markant, hvis blot han eller hun er i et hårdt miljø længe nok, og det giver stof til eftertanke.

Et land i krig

Da jeg lavede listen over de 24 bøger, jeg skal læse i år, benyttede jeg lejligheden til at kigge på, om ikke der var noget historisk-inspireret litteratur, der kunne friste – og det var der.

‘Et land i krig’ er skrevet af Lars Halskov og Jacob Svendsen og handler om perioden 2001-2011, hvor Danmark blev involveret i krigen mod terror. Et meget nutidigt – og relevant – emne, og faktisk også lidt forfriskende at kunne læse en bog om krig, der ikke havde 2. Verdenskrig som tema.

Bogen starter med terrorangrebene den 11. september 2001 og fortæller om de politiske reaktioner i USA, og hvad det medfører for den amerikanske hær. Den amerikanske præsident er hurtig til at søge hjælp hos andre lande i krigen mod terror, og her melder den daværende danske regering sig på banen – klar til at bevise, at Danmark sagtens kan være relevant i store, vigtige militæraktioner. Selvom beslutningen om deltagelse i militæraktionerne tages på et meget spinkelt grundlad – der blev som bekendt aldrig fundet masseødelæggelsesvåben – så holder regeringen og store dele af oppositionen fast i, at Danmark skal deltage i krigen – også selvom det betyder, at det vil koste liv. Som årene går, bliver det dog mere og mere tydeligt, at problemerne i Afghanistan og Irak ikke kan løses på kort tid men kræver en langvarig indsats, og det tærer hårdt på militærets budget og politikernes troværdighed.

Det er et utroligt velskrevet og gennemresearchet værk, som både fascinerer og skræmmer på samme tid. En del af bogens oplysninger er kommet frem i medierne gennem årene, mens en lang række interviews og baggrundsanalyser er med til at skabe et indblik i, hvad krigen mod terror egentlig gik ud på, og hvordan politikerne fik fremstillet sagen i medierne. Det er bekymrende at læse om flere tilfælde, hvor politikere har fortiet oplysninger om drab på civile eller lignende oplysninger, der ikke ville være populære hos den danske befolkning.

Bogen er ca. 700 sider lang, så det er ikke en bog, du læser på en aften, for den kræver tid til at fordøje og tænke over. Men det er en bog, jeg absolut vil anbefale dig at læse – og selvom du måske ikke er specielt interesseret i udenrigspolitik og krigsstrategier. Det er et stykke samtidshistorie, du bør vide noget om.

Prologen til bogen ligger online – læs den her