Jeg har ikke flere patroner

Jeg mener, jeg stødte på denne bog hos Bachs Bøger for et stykke tid siden og syntes, den lød interessant, så den kom med hjem fra biblioteket, da jeg for nylig var forbi.

‘Jeg har ikke flere patroner’ er en redigeret version af Mathias P. Høeghs dagbog fra sin tid som krigsfange i Sibirien under 1. Verdenskrig. Som sønderjyde deltog han på tyskernes side, men var så uheldig at blive taget til fange af russerne og derefter sendt til fangelejrene østpå. I bogen fortæller Mathias om den lange rejse frem til lejren, om de fire års fangenskab og derefter om rejsen hjem til Danmark.

Bogen giver et indblik i de kummerlige forhold, som krigsfangerne blev udsat for. Selvom det ikke var bevidst tortur, så er rejsen til fangelejren så rædselsfuld, at jeg på et tidspunkt måtte holde pause i læsningen, fordi jeg syntes, det var så ubehageligt. Der døde også mange undervejs, men det lykkedes utroligt nok Mathias at overleve den barske tur. Det er også rejsen, der gjorde størst indtryk på mig. Kapitlerne om tiden i fangelejren fangede mig ikke nær så meget, men det er selvfølgelig også begrænset, hvad der kan ske af interessante ting sådan et sted. Jeg kunne dog ikke andet end beundre Mathias’ kreativitet og evne til at fremstille ting, han kunne sælge og dermed tjene lidt ekstra, så han kunne få mere at spise.

‘Jeg har ikke flere patroner’ er både ubehagelig men samtidig også et eksempel på en kampgejst og appetit på livet, som man næppe forstår, medmindre man selv oplever noget lignende. Det er fascinerende at læse om, hvordan Mathias holder modet oppe trods de morbide ting, han oplever. Han slipper dog ikke helskindet igennem – det er tydeligt, at opholdet har sat sine spor, da han endelig får mulighed for at rejse derfra.

Et tankevækkende indblik i en krig og ikke mindst konsekvenserne deraf, som desværre fylder alt for lidt i undervisningen i de danske skoler.

I kamp mod tiden

Jeg har et blødt punkt, når det kommer til tidsrejser, så da jeg faldt over ‘I kamp mod tiden’, blev min nysgerrighed straks vakt. Der var også noget fascinerende ved forsiden… jaja, jeg dømmer også en bog på dens forside!

Tilbage til bogen. ‘I kamp mod tiden’ , hvor hovedspørgsmålet er – “Hvad ville du ændre, hvis du kunne rejse i tid, og hvad ville der ske, hvis der blev ændret i historien?”.

I bogen, der er skrevet af Ben Elton, bliver hovedpersonen – den tidligere elitesoldat – Hugh Stanton hvervet til en noget usædvanlig opgave. Hans gamle underviser fra universitetet, Sally McCluskey, viser sig at være medlem af den hemmelige orden, Kronos, der har opdaget, hvordan det er muligt at rejse i tiden. Kronos ønsker at rejse tilbage i tiden til 1914 for at stoppe 1. Verdenskrig. Det vil ikke blot forhindre de to verdenskrige i at bryde ud men også spare millioner af menneskeliv samt sikre et stabilt Europa i 1900-tallet. Stanton skal blot rejse tilbage i tiden for at forhindre drabet på ærkehertug Ferdinand og i stedet dræbe den tyske kejser Wilhelm, så der opstår en national (tysk) krise og ikke en international krise.

Men hvor let er det lige at ændre på tiden? Og hvilke konsekvenser kan det få?

Jeg har nogen gange leget denne tidsrejseleg med mine venner op gennem årene, og der er altid en, der nævner 2. Verdenskrig. Sjovt nok ikke 1. Verdenskrig, men det er nok fordi, at undervisningen i skolerne koncentrerer sig om 2. Verdenskrig, hvor Danmark blev mere direkte berørt. Men historisk set vil det give mest mening at stoppe 1. Verdenskrig, da 2. Verdenskrig så næppe var opstået, og derfor giver oplægget til ‘I kamp mod tiden’ fin mening. Der er noget fascinerende ved at kunne ændre tiden ligesom i et computerspil – at kunne finde et ’savegame’ og derefter ‘reloade’ det, så man har mulighed for at ændre de ting, man er utilfreds med. Men det, der i mine øjne er endnu mere interessant, er at overveje hvilke konsekvenser, det har – også kendt som sommerfugleeffekten. Hvordan ville verden se ud,  hvis 1. Verdenskrig ikke var brudt ud? Hvilke teknologier ville ikke være opfundet (krigsindustrien har på godt og ondt være banebrydende i forbindelse med mange opfindelser), og ville der fortsat være demokrati? Ville der være mere eller mindre ligestilling? Og hvordan ville tolerancen være i forhold til køn, etnicitet, religion og seksualitet?

‘I kamp mod tiden’ er både en spændende og ganske tankevækkende bog, hvor man både hepper på hovedpersonen men også tager sig til hovedet af hans til tider håbløse naivitet. Jeg synes, det er utroværdigt, at han skal forestille at være tidligere elitesoldat  med den opførsel, han flere gange præsterer, men det tilfører selvfølgelig bogen mere dramatik.

Jeg kan godt anbefale bogen, hvis du kan lide tidsrejser, masser af spænding samt historiske romaner.

Verden af i går

Jeg læste ‘Skaknovelle’ af Stefan Zweig for fem år siden og blev meget positivt overrasket over den lille undseelige bog, der rummede en ganske fint fortalt historie. Jeg fik lyst til at lære forfatteren bedre at kende, så for nylig læste jeg ‘Verden af i går’, som han også har skrevet.

‘Verden af i går’ er en selvbiografisk fortælling om Zweigs liv som jøde men også en rejse i et Europa før under og efter 1. Verdenskrig og ikke mindst årene op til 2. Verdenskrig. Den beskriver ikke blot Zweigs liv men også en hel generation, der med rædsel kunne se et Europa, der blev splittet af to verdenskrige. Som inkarneret europæer smertede det Zweig, men med 2. Verdenskrigs jødeforfølgelse betød det også, at han måtte flygte til udlandet.

Bogen giver et interessant men også sørgmodigt indblik i den forandring, som Europa gennemgik i løbet af de årtier, som Zweig beskriver. Det er tankevækkende at læse om, for man støder blandt andet på pudsige anekdoter fra hans studietid, der tegner et til tider sjovt billede af en generations nye påfund og modeluner. Men det er selvfølgelig og skræmmende og deprimerende at læse om, da Europa flås i stykker i 1. Verdenskrig, som er så meningsløs, og som befolkningen først tror vil være overstået på få måneder. Det var den som bekendt ikke, og man vurderer, at over 6 millioner mennesker døde i løbet af de fire år, krigen varede.

Stefan Zweig begik selvmord i 1942 i sit eksil i Brasilien, og med dette i mente er ‘Verden af i går’ en ret tragisk fortælling, for den udstiller til fulde den sorg og skuffelse, han gennemsyres af, da 2. Verdenskrig bryder ud. Den sorg, der er med til, at han tager sit eget liv, for han kan ikke længere genkende det Europa, han elskede.

‘Verden af i går’ er bestemt værd at læse, hvis du gerne vil opleve en lidt anden vinkel på verdenskrigene.

Vi ses deroppe

Sidste år læste jeg flere bøger om 1. Verdenskrig, hvilket både var spændende og skræmmende på samme tid. Det gav mig lyst til at læse flere bøger fra den tid, så da Lindhardt og Ringhof gav mig mulighed for at læse ‘Vi ses deroppe’, glædede jeg mig til at læse bogen. Jeg tøvede dog lidt, da jeg modtog bogen. Ville det være  meget deprimerende og tung læsning? Havde jeg overhovedet lyst til at læse dette på nuværende tidspunkt? Jeg skulle lige samle  mod til at gå i gang med bogen… og derefter fik jeg noget af en overraskelse…

‘Vi ses deroppe’ er skrevet af Pierre Lemaitre, der vandt Goncourtprisen 2013 for dette værk. Bogen handler om to soldater, der overlever 1. Verdenskrig og det skrøbelige og ret overraskende liv, der lever de efterfølgende år i Paris. Det er et liv, der ikke levner dem mange chancer ud over dem, de selv tager, men heldigvis er især den ene af dem både kreativ og stædig, og pludselig udvikler tingene sig drastisk… 

Jeg kan ikke røbe mere af handlingen, for hvis du har lyst til at læse denne bog, skal du selv opleve de finurligheder, denne bog byder på. Jeg havde slet ikke behøvet at bekymre mig om, at dette ville blive en tung og trist bog at komme igennem. ‘Vi ses deroppe’ byder på en overraskende kampvilje og livsglæde, som på sin helt egen underspillede måde kryber ind under huden på læseren, mens man vender side efter side. Der er noget utrolig livsbekræftende ved denne bog, som jeg har svært ved at beskrive, og selvom hovedpersonerne tager nogle valg undervejs, som jeg finder moralsk uforsvarlige, så kan jeg ikke lade være med at holde af dem – og med dem. Men til min egen overraskelse fik handlingen mig til at smile flere gange – ikke lige noget jeg havde forventet, men som jeg ikke desto mindre satte stor pris på.

Bogen handler ikke særlig meget om krig – mere om tiden efter og ikke mindst hvordan soldaterne svigtes af samfundet, vennerne og familien. Det er også beskrivelsen af, hvordan et land skal genopfinde sin egen identitet og opbygge et velfungerende samfund efter flere år med krig.

Jeg kan varmt anbefale denne bog, hvis du gerne vil læse en bog, der favner både alvor og humor på samme tid, og som kan byde på nogle herlige hovedpersoner. 

Aldrig mere krig

Da jeg besluttede mig for, at maj måneds tema skulle være bøger om krig, indså jeg pludselig, at min viden om 1. Verdenskrig er ret begrænset. I skolen hørte vi primært om 2. Verdenskrig, men det er egentlig utrolig lidt, jeg har hørt omkring krigen, der hærgede Europa i 1914-1918.

‘Aldrig mere krig’ er skrevet af Adam Hochschild og er en skønlitterær historiebog, som beskriver tiden før, under og efter krigen. Den bygger på en række biografiske portrætter af vigtige personer, der var med til at tage de vigtige beslutninger under krigen og/eller præge den offentlige holdning undervejs.

Man siger, at virkeligheden ofte overgår fiktionen, og det er på mange måder også tilfældet med 1. Verdenskrig. Det er skræmmende læsning, for 1. Verdenskrig er ofte beskrevet som den krig, hvor tidligere tiders æresbegreber blev droppet, og hvor krig for alvor blev brutal. Nu begyndte man pludselig at angribe civiliserede, og krigen blev ualmindelig blodig – både ved fronten men også i byerne, når fjenden sendte flyvevåbnet af sted og bombarderede de civile.

Bogen beskriver den patriotisme og (naive) loyalitet, som den engelske befolkning udviste under det meste af 1. Verdenskrig. Til trods for, at soldaterne døde i hundredtusindvis, forblev befolkningen loyal over for beslutningen om at deltage i krigen. Krigsmodstanderne havde svært ved at få orde, og man var nærmest landsforræder, hvis ikke man var 110% for, at England skulle deltage i krigen.

Beskrivelserne af kampene ved fronten, hvor tusinder og atter tusinder døde i helt meningsløse slag om få hundrede meter, er deprimerende og fascinerende på samme tid. Man tager sig til hovedet i frustration, når man læser om, hvordan soldater bliver sendt af sted i slag, hvor de har ingen mulighed for at vinde, og hvor menneskeliv tilsyneladende blot er noget, man ofrer.

Bogen er lidt tung at komme i gang med, for forfatteren bruger de første 100 sider på at fortælle om de personer, der vil få en betydning under krigen. Det er ikke dem alle, hvor det virker logisk, hvorfor de er med, og det gjorde mig en anelse utålmodig. Til gengæld blev det opvejet af beskrivelsen af tiden under krigen, og her var det meget interessant at se, hvordan både fortalere og modstandere af krigen påvirkede offentligheden. 

Det var lidt af en øjenåbner at læse denne bog. Jeg var for eksempel ikke klar over, at spiren til krig var plantet længe før, at krigen brød ud, og at mordet på ærkehertug Franz Ferdinand nærmest blot var en undskyldning for, at Europa flammede op. At krigen var så brutal og blodig var heller ikke noget, jeg vidste, ligesom bogen også rummer en lang række oplysninger om krigsførelsen på den tid, som er utrolig spændende læsning.

Det er en meget lærerig og skræmmende bog. Jeg bliver aldrig skræmt, når jeg læser en Stephen King bog, men ‘Aldrig mere krig’ fik mig til at gyse. Dette er en beskrivelse af en krig, der raserede Europa for 100 år siden, og dette er virkelighed. Det kan i princippet ske igen.

Intet nyt fra vestfronten

Min liste over bøger, jeg skal nå at læse i år, er efterhånden reduceret til nogle få hængepartier – herunder denne bog, som jeg læste for et par uger siden.

‘Intet nyt fra vestfronten’ er skrevet af Erich Maria Remarque og handler om en flok unge soldater, der kæmper ved fronten under 1. Verdenskrig. I løbet af bogen går de fra at være unge og kåde drenge, der fantaserer om piger og ferie fra fronten, til at være livstrætte og fortabte sjæle, der har mistet så meget af sig selv, at de ikke længere forstår livet væk fra fronten.

Dette er en lille bog – under 200 sider – men det skal man ikke lade sig narre af, for selvom sproget flyder let og ukompliceret, så er det en bog, du ikke bare lægger fra dig igen.  Den giver et skræmmende indblik i, hvordan krig påvirker soldater og langsomt er med til at nedbryde dem, så de til sidst forvandles til primitive individer, der forsøger at overleve de håbløse vilkår. Mens verden falder fra hinanden og kammerater dør, prøver de blot at holde varmen, få nok at spise og undgå at blive dræbt.

Bogen er ret deprimerende, selvom jeg ikke synes, at forfatteren på nogen måde bruger billige tricks, når han skal beskrive krigens grusomhed. Den tragiske stemning opbygges stille og roligt, og selvom det ikke kan være nogen overraskelse, at krig er tragisk, dehumaniserende og modbydelig, så sidder du som læser bagefter og har brug for lidt tid til at bearbejde indtrykkene.

Det er en af de bedste bøger om krig, jeg har læst. Ikke blot fordi den på ingen måde glorificerer krig, men også fordi den er fortalt så ærligt og ligetil. Der er tale om helt almindelige unge mænd, der melder sig for at tjene fædrelandet, og i stedet ender de i en håbløs skyttegravskrig mod en fjende, de ikke rigtig har noget forhold til.

Læs den, hvis du vil have et indblik i krigens grusomme meningsløshed. Læs den også, hvis du helst er fri – det er meget interessant og lærerig læsning.

Dandy

Da jeg sidste år læste bestselleren ‘Brobyggerne’ af Jan Guillou, blev jeg positivt overrasket over den hyggelige og stemningsfulde fortælling. Hovedpersonerne viste sig at være sympatiske og meget korrekte – og så alligevel ikke, for to af de tre brødre svigter fædrelandet og stikker udenlands. I ‘Brobyggerne’ følger man den ene bror samt broderen, der bliver hjemme.

I ‘Dandy’ er turen så kommet til den tredje bror, Sverre. Han stikker af til England for at leve sammen lord Albert, som han elsker. Historien foregår i starten af 1900-tallet, så den slags er ilde set og bestemt ikke noget, man taler højt om i de bedre kredse. I det kunstneriske miljø er der dog plads til store armbevægelser, så Sverre og Albert nyder livet blandt kunstnerne i byen, og Sverres evner som maler bringer dem også nye oplevelser og bekendtskaber. Men alt er dog langt fra idyl, for Albert har det lidt svært med at holde sig til Sverre, og samtidig skal Albert også løse den penible situation, at han reelt set ikke kan arve familiens gods, hvis ikke han gifter sig. Med en kvinde forstås.

Forfatteren forstår igen at portrættere et par sympatiske, rare og behagelige hovedpersoner, som det er svært ikke at holde af. De bliver dog lige lovlig pæne og korrekte, og ind imellem er det næsten som om, at der er en glorie omkring Sverres hoved. Det havde bestemt klædt dem at have lidt mere nuancerede – og menneskelige – træk.

Bogen beskriver et bohememiljø, som ligger langt fra fortællingerne i ‘Brobyggerne’. Det gør på sin vis ikke så meget, eftersom der også var noget forskel på de to brødres fortælling i den første bog, men eftersom Sverre stort set ikke optræder som ingeniør i ‘Dandy’, så kommer bogen desværre ikke helt til at fremstå som en fortsættelse til ‘Brobyggerne’. Om det er et bevidst valg fra forfatterens side, skal jeg ikke kunne sige, men det er først hen imod slutningen af denne bog, at den overordnede historie begynder at hænge sammen igen.

Ligesom den første bog er det en bog, man hurtigt sluger, for sproget flyder let og ubesværet, og selvom spændingskurverne godt kunne have været større, så er det alligevel fin underholdning. ‘Dandy’ er dog langt fra så god som den første bog i serien, men den er hurtig og let at læse og er en perfekt bog til sommerferielæsningen, hvis du så små er begyndt at planlægge denne.