Tornfuglene

tf
En af mine bogudfordringer i år er at læse mindst 8 bøger fra BBC’s liste over 100 must read-bøger, og her faldt jeg over ‘Tornfuglene’ af Colleen McCullough. Jeg kan huske, at tvserien blev sendt, da jeg var barn. Jeg har sandsynligvis set et eller flere afsnit af den, men jeg husker absolut intet af historien – kun at kvinder generelt var ret pjattede med Richard Chamberlain, der spillede præsten i serien!

Jeg kastede mig over lydbogsudgaven af ‘Tornfuglene’ for nylig. Bogens handling starter i begyndelsen af 1900-tallet og centrerer sig om den fattige new zealandske familie Cleary, hvis overhoved, Paddy, bliver tilbudt at passe søsterens store landsted i Australien. Resten af familien omfatter hustruen Fiona og deres syv børn, og i bogen følger man deres opvækst og de følgende generationer. Det er dog særligt Paddys datter, Meggie, som er omdrejningspunktet i historien – ikke mindst på grund af hendes venskab med præsten Ralph, der drages mod hende, selvom hans religiøse forpligtelser gør, at han ikke kan knytte sig til en kvinde.

Det var en ret svingende oplevelse at høre ‘Tornfuglene’. Starten var rigtig stærk og fængende, og jeg blev med det samme fascineret af det hårde liv, som familien havde. Men bogen faldt i tempo, og ind imellem gik historien så at sige i tomgang, ligesom der også var passager, jeg fandt ret uinteressante.

Historien er rimelig forudsigelig – og så alligevel ikke. Slutningen var heldigvis ikke så traditionel, som jeg havde frygtet, og den passede faktisk ganske godt til den stemning, som især den første tredjedel var præget af. En fin afrunding på en historie, der ellers havde tabt pusten i den sidste tredjedel.

‘Tornfuglene’ er en bittersød fortælling om livet i New Zealand og Australien i starten og midten af 1900-tallet. Det er en historie, der handler om en familie, der forsøger at holde sammen, selvom de flere gange rammes af skæbnesvangre ulykker, og det er en historie om de – meget menneskelige – fejl, som folk ofte begår, når de ikke er tro mod dem selv. Hvis du godt kan lide ‘Jordens søjler’ af Ken Follett, så er denne bog muligvis også noget for dig.

Moloka’i

Månedens Goodreads-bog blev denne gang ‘Moloka’i’ af Alan Brennert – en bog, jeg gav mig selv i adventsgave sidste år, efter at jeg havde læst meget rosende anmeldelser af bogen på Goodreads.

Bogen handler om pigen Rachel, der bor på Hawaii i slutningen af 1890’erne. Som seksårig bliver det konstateret, at hun er spedalsk, og hun bliver derfor fjernet fra sin familie og ender på øen Moloka’i – nærmere bestemt i spedalskhedslejren Kalaupapa. Familien har hun ikke megen kontakt med, men snart finder hun nye venner blandt de andre patienter og opdager, at livet som spedalsk ikke nødvendigvis er afkald på kærlighed, håb og drømme.

Det er en smuk fortælling om en pige, der vokser op med en sygdom, som afskærer hende fra kontakten med dem, hun elsker og holder hende fanget på en ø uden mulighed for at kunne opleve den verden, hun hungrer efter at se. Hun oplever, hvordan det er at miste, men også hvordan kærligheden kan spire frem trods sygdom og død.

Bogen bliver både rost for – og solgt på – at være en følelsesladet og dramatisk skæbnefortælling, men den del kom nu aldrig rigtig ind under huden på mig. Jeg blev ikke rørt eller på anden måde påvirket af fortællingen, selvom der var flere oplagte steder, men hvad det skyldtes, ved jeg ikke.

Til gengæld giver bogen et fint indblik i livet på Hawaii og ikke mindst i en spedalskhedslejr på den tid, og ud fra et historisk perspektiv var det ret interessant. Jeg må indrømme, at mit kendskab til Hawaii og de omkringliggende øer er ret lille, så det var en fantastisk rejse at kunne opleve stedet gennem Rachels fortælling. Selvom bogens emne er ret alvorligt, så er der skam plads til, at læseren kan betages af de smukke strande og livet på øerne i området.

Sproget i bogen er nuanceret og krydret med ord fra originalsproget, og tempoet i bogen er meget stille og roligt – ind imellem lidt for roligt til min smag.

Det er en bog om håb, kærlighed og livet i sig selv – og en påmindelse om, at selv hvis man bliver smittet med en uhelbredelig sygdom, så er der stadig meget at leve for.