Den hellige Knud

‘Slægten’ er en serie skrevet af en række danske forfattere. Den består indtil videre af over 20 historiske romaner om Danmarkshistorien, og jeg har længe overvejet at starte på den. Eftersom temaet for læsningen her i årets første tre måneder er historiske romaner, så var ret det oplagt at kaste sig over serien.

‘Den hellige Knud’ er skrevet af Maria Helleberg og foregår i slutningen af 1000-tallet og starten af 1100-tallet. Hovedpersonen er Valdemar, der bliver taget til fange, da han sammen med en række andre vikinger forsøger at plyndre England. Valdemar undslipper og drager omkring i Danmark, indtil han støder på den danske konge Knud. De to bliver venner, og da Knud bliver dræbt under et bondeoprør, arver Valdemar en gård på Fyn, hvor han slår sig ned.

Jeg læste denne bog som lydbog, og det var muligvis ikke et godt valg, eftersom oplæsningen var noget tung og langsom. Det smittede selvfølgelig af på læseoplevelsen, men jeg syntes dog også, at selve historien var lang tid om at komme op i omdrejninger. Den var lidt knudret fortalt (pun intended), og jeg sad flere gange og ønskede, at jeg havde valgt at læse en fagbog om hændelserne i stedet. Rigtig ærgerligt, når de historiske romaner ellers kan være med til at dramatisere og gøre historiske episoder levende.

Jeg er ikke skræmt væk mht. om jeg vil læse flere bøger i serien på et tidspunkt, men lige nu er jeg ikke specielt fristet.

Dødens herskerinde

Da jeg var på ferie i sidste måned, medbragte jeg selvfølgelig lidt rejselitteratur, så der var noget underholdning på flyturen og eventuelle ledige stunder på ferien. Jeg har en lille stabel af paperbacks, jeg har købt på udsalg eller har arvet fra andre, og det er tit bøger fra denne stabel, jeg medbringer på ferier – så gør det ikke så meget, hvis de bliver krøllede eller må efterlades på hotellet, fordi kufferten er blevet fyldt med spændende indkøb.

‘Dødens herskerinde’ af Ariana Franklin er en krimi, der foregår i England i 1100-tallet. Her myrdes flere børn på brutal vis, og meget hurtigt bliver skylden kastet på jøderne i området. Situationen er ved at gå op i en spids, og kongen ser sig nødsaget til at sende bud efter hjælp. Snart dukker en lille gruppe op – efterforskeren Simon samt den høje muslimske mand, Mansun, og den kvindelige læge, Adelia. Sidstnævnte er ikke blot læge, hvilket er ret usædvanligt for en kvinde på det tidspunkt, hun har også specialiseret sig i at undersøge lig og finde frem til dødsårsagen. Den usædvanlige gruppe bliver nødt til at arbejde under dække, så det ikke kommer frem, at det er Adelia, der er læge, ligesom det heller ikke skal være alt for tydeligt, at de er på stedet for at efterforske mordene. De får dog nok at se til, for morderen lader ikke til at ville stoppe sit forehavende, og pludselig begynder gruppen også at føle sig truet…

Det er interessant at læse en krimi, der udspiller sig i middelalderen, men det giver også visse udfordringer i forhold til at gøre fortællingen både troværdig og spændende. Flere gange sad jeg og tænkte på, om ikke forfatteren tog sig lige lovlig mange friheder mht. hvordan folk egentlig opførte sig dengang (her tænker jeg især i forhold til Adelia og hendes erhverv), men overordnet set er historien underholdende og let at læse.

Selve opklaringsarbejdet er fint beskrevet og giver et godt indblik i, hvordan efterforskerne tænker. Der er måske et par steder, hvor især Adelia tænker lige lovlig ‘moderne’ (i forhold til lægeviden på den tid), men nu er det jo en historisk inspireret bog – og ikke en lærebog i historie, så lad gå for denne gang.

Bogen var hurtigt læst – og er nok også hurtigt glemt. Det er ikke stor litteratur, og den er ind imellem lige lovlig triviel, særligt hen imod slutningen, men som feriebog var det fin underholdning.

Fjendeland

Tilbage i marts måned hørte jeg første lydbog i Conn Igguldens serie om Djengis Khan, så det var meget naturligt for mig at kaste mig over næste bog i serien, da jeg for nylig lånte et par lydbøger via netlydbog.dk.

I ‘Fjendeland’ følger man atter Temüdjin fra Ulvenes klan, som nu er udråbt til Djengis Khan. Han har et brændende ønske om at samle stammeklanerne i det store mongolske rige til ét folk – en samlet nation, der kan kæmpe mod det kinesiske kejserdømme. Det kræver dog en modig og stålfast leder at skulle samle så mange stammer, men Djengis er en intelligent og stædig mand, og hans mænd følger ham trofast.

Djengis bliver fremstillet som en viljestærk og kløgtig leder, som tænker strategisk og udnytter enhver svaghed hos sin fjende. Alligevel bliver han overmandet i lejren af en snigmorder, og Djengis svæver mellem liv og død, mens resten af klanen prøver at beslutte sig til, hvad de skal gøre, hvis han dør. Så galt går det ikke, men Djengis er mærket af angrebet i lang tid efter.

Jeg var lige ved at gå død i starten af bogen, hvor krigsscenerne fylder temmelig meget. Selvom jeg er til action og elsker storslåede film med masser af kampscener, så synes jeg ikke, at det egner sig lige så godt til bøger, og jeg var derfor noget bekymret for, om dette vil gøre sig gældende for hele bogen. Det gjorde det heldigvis ikke, og jeg slugte derfor resten af bogen rimelig hurtigt.

Bogen lider ind imellem af samme problem som den første bog i serien – at navnene kan være svære at huske og holde styr på – men det hjælper selvfølgelig, at en del af personerne også indgik i den første bog. Det får mig igen til at tænke på, at denne serie nok er lettere at nyde i bogform frem for som lydbog, men jeg tror nu, at jeg vil fortsætte med at høre dem som lydbøger, nu hvor jeg alligevel er begyndt på det. Er du interesseret i serien, så vil jeg dog anbefale dig at kaste dig over den i bogform.

Ulven fra stepperne

Det er ikke så længe siden, jeg genoptog læsningen af Cæsar-serien, som Conn Iggulden har skrevet, og da jeg godt kan lide hans skrivestil, blev jeg straks interesseret, da jeg fandt hans serie om Djengis Khan på netlydbog.dk. Jeg har ellers været inde i en periode med lidt for mange kedelige lydbøger, så nu blev jeg optimistisk igen – og jeg blev ikke skuffet.

‘Ulven fra stepperne’ handler som sagt om Djengis Khan – eller rettere drengen, der blev til Djengis Khan. Den unge Temüdjiin er søn af klanens overhoved, men da faderen dør, bliver Temüdjiin og hans mor og brødre efterladt på stepperne. Det er tydeligt, at klanens nye leder forventer, at de vil dø, men trods de barske levevilkår overlever Temüdjiin. Håbet om atter en dag være tilbage i klanen og ønsket om at hævne faderens død brænder som en ild inde i ham – en ild der ikke vil dø, men som blot får ham til at kæmpe endnu mere indædt få at nå dertil.

Conn Iggulden forstår at tage historiske personer og fortælle deres historie, så du får en masse spændende – og relevante – detaljer med fra deres opvækst. Jeg kan godt lide, at denne bog har en mere seriøs tone i forhold til Cæsar-bøgerne, hvor jeg ind imellem synes, at tonen iblandt romerne bliver lige lovlig familiær og moderne. ‘Ulven fra stepperne’ har en anderledes og barsk stil, som passer godt til historien, og det får fortællingen til at virke troværdig og interessant.

Jeg havde lidt problemer med navnene i starten – de var svære at huske og sætte i forbindelse med hinanden, så jeg er glad for, at forfatteren faktisk valgte at simplificere flere af navnene i forhold til virkelighedens personer. I det hele taget gør forfatteren en del ud af at forklare, hvor han har taget sig visse friheder i forhold til virkeligheden, og det kan jeg godt lide. Det udstråler ærlighed og troværdighed samt et oprigtigt om at fortælle en god historie.

Bogen er første del i en serie på fem bøger, men du kan sagtens læse den som enkeltstående bog. Jeg har dog allerede planer om at låne næste bog i serien, for jeg vil gerne høre mere om denne Khan…

Hildegard

Da denne bog udkom i 2009, hørte jeg en hel del positivt om den, så nu var det efterhånden på tide at finde ud af, om bogen også var noget for mig.

‘Hildegard’ er skrevet af Anne Lise Marstrand-Jørgensen og handler om en af middelalderens stærkeste kvinder, Hildegard af Bingen. Hildegard er et lille og skrøbelig som barn, men allerede som helt lille får hun sit første syn. Hun passer ikke rigtig ind, og forældrene ved ikke, hvad de skal gøre med det mærkelige barn, så de sender hende først til adelskvinden Jutta, der kan forberede Hildegard til klosterlivet. To år senere, da Hildegard er ti år, bliver hun så sendt i kloster sammen med sin lidt ældre kusine.

Livet i klostret er et ensomt og stille liv, men Hildegard får en fortrolig i munken Volmar, og udfordrer klostrets regler, for kvinder er ilde set og bør ikke høres. Men Hildegard har sine egne meninger, og kirkens folk må snart indse, at Hildegard kan være svær at bide skeer med. 

Hildegard er en speciel person, og det fremgår ret tydeligt af fortællingen. Jeg kom dog aldrig rigtig til at holde af hende (eller med hende) i løbet af fortællingen, og det er ret problematisk, når hun fylder så meget i handlingen. Der manglede en form for sympati eller fascination, og det står i stærk kontrast til min læseoplevelse i forbindelse med ‘Det blå lys’. Jeg kan desværre ikke helt forklare, hvorfor bogen – og i særdeleshed hovedpersonen – ikke fængede, for normalt kan jeg godt lide at læse fortællinger fra/om middelalderen.

Der er skrevet en fortsættelse til bogen – ‘Hildegard II’ – som handler om resten af Hildegards liv. Jeg overvejer, om jeg skal læse den på et tidspunkt for at se, om det vil give en bedre oplevelse, men pt. er jeg desværre ikke så fristet.

I vendernes vold

Dette er Josefine Ottesens anden bog i serien Danerriget, men den kan læses selvstændigt, da den ikke følger de samme personer. Første bog – ‘Slægtens offer’ – hørte jeg som lydbog for et lille år siden.

‘I vendernes vold’ foregår i årene 1168-71 og handler om den unge fyr, Thorbjørn, der bliver taget som træl af vendere. Da danerne senere angriber venderne, slipper Thorbjørn fri for trældommen. Han har ikke lyst til at vende tilbage til sine forældre, for han har et dårligt forhold til sin stedfar, så da han får mulighed for at blive stalddreng i Swinaborg, griber han chancen. Han drømmer om at blive ridder, men han har hverken penge eller et godt slægtsnavn, så det bliver svært. Han er dog indstillet på at kæmpe for det – bogstaveligt talt.

Ligesom den første bog i serien så hørte jeg også denne bog som lydbog, og desværre var det den samme oplæser, der var brugt til fortsættelsen. Denne gang blev jeg så irriteret over oplæsningen, at jeg gik på netlydbog.dk for at finde ud af, hvem det var – og så opdagede jeg, at det var forfatteren selv! Det overraskede mig meget, for den træge og triste oplæsningsstil er slet, slet ikke en, jeg forbinder med forfatteren, og jeg synes, det er synd at bruge den, for jeg var lige ved at droppe bogen alene på grund af oplæsningen!

Når det så er sagt, så er bogen noget mere positiv, end stemningen lægger op til i forbindelse med oplæsningen. Der er selvfølgelig en række udfordringer, som hovedpersonen må kæmpe med, men den er langt fra så dyster, som serien ‘Historien om Mira’ til tider var.

Opbygningsmæssigt var der ikke så meget nyt at komme efter – jeg havde i hvert fald en følelse af at have læst historien før, og jeg synes stadig, at Mira-serien er det bedste, jeg har set fra den forfatter.

Men det er en ligetil fortælling, så trænger du til en historisk inspireret bog med gode, sunde værdier, så er den måske noget for dig.